HUGH DALTON. Some aspects of the inequality of incomes in modern communities. 360 S. Routledge & Son, London. 1920.

Den liberale Skole betragtede Samfundsøkonomi ret bogholderimæssigt; den bedømte Produktiviteten fra DriftsherrensStandpunkt at forstaa, at Produktivitet og Rentabilitet er to ganske forskellige Begreber; den moderneTeori kommet noget herudover, først fordi den forstaar, at Penge er et fejlagtigt Udtryk for Samfundets Rigdom, og fordi den har lært at skelne mellem Samfundsfordelen,som er reelt og socialt, og som den fremtræder som privat Indkomst og Formue. Ved Grænsenyttelæren er man endelig blevet ført til at maale Goderne efter deres Utilitet, d. v. s. relative Ønskværdighed; men man kan ikke

nægte Rigtigheden af Bebrejdelsen for, at man har skudt det teleologiske Synspunkt tilside, f. Eks. bedømmer vi to Goders Utilitet ens, naar Attraaen efter dem er den samme, men tager ikke Hensyn til, at det ene Godes Nydelsefor som for Slægten kan være lige saa skadeligtsom andet er gavnligt.

Det er betegnende, at mange nye amerikanske og engelske f. Eks. Pigou, Hobson og Smart har introduceret „wellfare" som en Hjørnesten i økonomisk d. v. s. man maaler den økonomiske Virksomhed Henblik paa dens Virkning paa offentlig Velfærd. denne Gruppe af Mænd slutter Hugh Dalton sig i sin Bog over den ulige Indkomstfordeling, som han fordømmer, ikke blot fordi den samme nationale Dividende Læren om Indkomstens faldende Grænsenytte betyder mindre total Nytte, ulige fordelt end lige fordelt, men ogsaa fordi han mener, den er direkte skadelig for Slægten.

Den første Hælvt af Bogen gennemgaar i en vilkaarlig Inddeling i 7 Perioder de økonomiske Forfatteres Stilling til den ulige Indkomstfordeling og den übegrænsede Ejendomsret;vi hvorledes Forfatterne ned til Stuart Mill tager begge Dele for værende uden for enhver Kritik; særlig de liberale Epigoner ser heri baade Retfærdighed og Hensigtmæssighed og understreger — iøvrigt ikke med Urette —, at den Kapitalopsamling, som har muliggjort Udnyttelsen af de tekniske Opfindelser, var betinget af en ulige Indkomstfordeling,som det for de rige til en let Opgave at „spare". Forfatteren gennemgaar nøje Stuart Mills Stillingtil og „unearned income". Med Professor Sidwich begynder i engelsk Litteratur selv hos konservative Folk som Marshall og Cannan Kritiken over den ulige Fordeling. Forf. mener at kunne paavise, at tyske Liberale som Hermannog ligesaa vel som den historiske Skole f. Eks. Schmoller nærmest stod som Forsvarere for den eksisterende Indtægtsfordeling; han glemmer her, at det var en af denne

Skoles Mænd, Wagner, som hævdede det som en Opgave for Staten ved Beskatning at ændre Indkomstfordelingen. Med Rette gør han derimod opmærksom paa, at Leroy- Beaulieu har faaet Uret i sin Spaadom, at Væksten i Opsparingenmaatte at Renten og Profitten stadig faldt.

Forf. diskuterer nu nøje Ejendomsrettens Begreb og mener at kunne paavise, at Ophobningen af store Formuer positivt skyldes Staternes Arvelovgivning og Mangel paa Nænsomhed overfor de naturlige Monopoler. Jeg tror, Forf. i højere Grad skulde have undersøgt den private Ejendomsretud et Hensigtsmæssigheds Standpunkt, der, dog maa blive det afgørende, d. v. s. i hvilken Grad fremmer den private Ejendomsret Produktionen og Samfundets Velfærd? De Grænser, man maa sætte for denne som for enhver anden Ret, maa sættes under Hensyn til, at Produktionen sker uforstyrret.Forf. nu først Indkomstfordelingen mellemde Kategorier, f. Eks. Jordejer, Kapitalist, Arbejderog her viser han sig som en Mand, der faktisk kan megen Nationaløkonomi, fuld fortrolig med Læren om Vekselvirkningenmellem paa færdige Varerog tekniske Produktionsbetingelser for Faktorerne i den færdige Vares Sammensætning, og ligeledes fortrolig med Reglerne for forenet og rivaliserende Efterspørgsel og forenet og rivaliserende Udbud, uden hvilke Reglers Forstaaelsedet er umuligt at bedømme Lovene for RaastoffernesPris Lovene for Renten og Arbejdsløn. Her kommer et Kapitel, hvori Forf. omhandler Begreberne Elasticiteti efter henholdsvis Kapital og Arbejde og Elasticiteten i disse Faktorers Udbud og opstiller den Sætning, at Elasticiteten i Udbudet af Kapital er større end Elasticiteten i Udbudet af Arbejde, og at Elasticiteten i Efterspørgselefter er mindre end Elasticiteten i Efterspørgselefter heraf uddrager han en Række Sætninger,som er umiddelbar indlysende og om hvis Rigtighed jeg ikke tør udtale mig, før jeg har givet dem

en meget nøje Prøvelse, men som jeg i hvert Fald straks
kan se kræver Kvalifikationer.

Forf. undersøger ogsaa Indflydelsen af Opfindelser paa Indkomstfordelingen og sondrer mellem Opfindelser, som sparer Arbejde og som sparer Kapital, f. Eks. den traadløse Telegraf.

Forf. sondrer mellem absolut og procentvis Indkomst, og jeg tror, det vil være frugtbart at følge hans Opfordring til at undersøge Kapitalens Indtægt ej blot procentvis, men ogsaa dens absolute Størrelse; herigennem kommer Forf. ind paa en Undersøgelse af tekniske og økonomiske Forandringers paa a) Rentefoden, paa b) Kapitalens absolute Indtægt (om Kapitalens Indtægt vokser eller aftager) og paa c) hvilken Andel Kapitalen faar af den samlede nationale Dividende, Andel han for 1911 anslaar til 30 %; dette siger nu ikke, at Arbejdet faar 70, idet Indtægter saasom Sagføreres delvis Lægers Salærer ligesom Handelsmands og Haandværksmesters Fortjeneste og visse højere Funktionærlønninger baade Rente- og Profitelementer; man kan næppe komme længere end til at sige, at Samfundets Indtægt deles lige mellem Arbejdet og de andre Faktorer, og udskiller vi Handelsomkostninger fra Arbejdet, tror jeg, at Arbejdets Andel bliver mindre.

Forf. ender med at kritisere Arveretten og gør sig til Talsmand for den italienske Professor Rignanos Forslag, at anden Gang, den samme Sum falder i Arv, skal den skatte mere end første Gang o. s. v., og at ingen Mand maa arve mere end 1 Million. Mr. Dalton overser her, at en stor Del af Privatformue ikke skyldes Opsparing, men Kapitalisering,uden de store Kæmpeformuer var utænkelige, saasom kapitaliseret Jordrente eller Profit, Kursavancer o. s. v.; jeg tror, at man navnlig efter Krigen vil finde, at Kapitaliseringerhar Formuer „beyond the dream of avarice". Jeg er mere enig med Forf., naar han, for at faa den vældige„falske" Statsgælden, ud af Verden, ønsker en Kapitalskat. Forf. har sikkert Ret i, at et Samfund kan

være lykkeligere ved en mindre Produktion og en bedre Fordeling af Indkomsten, men han har ikke ført Beviset for, at hans System ikke vil forringe Produktionen for meget. Jeg er ikke bange for en radikal Lovgivning, men kun under Betingelse af, at den ikke forringer Produktionen saa meget, at den gør de rige fattige uden at gøre Arbejderne velstillede.