L. ESTRUP: Vor Tids industrielle Udvikling. Udgivet af Ko mitéen til Belysning af Statsmonopoler. I Kommission hos Gad. Kbhvn. 1921,

Efterhaanden som den offentlige Interesse har forskudt sig fra Problemerne om Statsmonopolet til Problemer som Bedriftsraad, Kontrol med Erhvervslivet o. 1., har den ovennævnte delvis ændret sit Formaal i Overensstemmelse og nu da den store Afslappelse og Krise har medført Desorientering og Tvivl med Hensyn til social og økonomisk Nyordning, har Komitéen udsendt Estrups lille Bog, ud fra den Opfattelse, at vil man have noget Holdepunkt i sine Gætterier om Fremtiden, maa man kende det der er gaaet forud.

For Størstedelen maa en saadan Redegørelse indskrænke til Referat, men Forfatterens Selvstændighed giver sig dog Udslag i det Stof, han vælger ud af den uhyre Dynge, der hedder den nyeste Historie. Estrup har faaet meget Stof med, og det er tilrettelagt klart og overskueligt, om dets Vægtfylde naturligvis i Længden tynger Fremstillingen noget; Skriftet egner sig fortrinligt til Studiebrug (f. Eks. i „Studiekrese"), hvor man kun tager en vis Portion ad Gangen og gennemtænker eller gennemdebatterer

Skriftet omhandler Industrien; men Forfatteren er dog

klar over, at det er Handelen og Handelens Principer, som er den egentlige Drivfjeder og den prægende Faktor i hele den moderne økonomiske Udvikling. Han bruger f. Eks. den træffende Vending, at det var VerdensmarkedetsKalden, lokkede den ny Tid frem. Estrup overser dog det efter min Mening allerinteressanteste Kapitel i den nyeste Udvikling, nemlig Industriens og de fleste andre Erhvervs Underordning under Bank- og Finanskapitalen;han naturligvis Trust- og Karteldannelsen, men selve primus motor i denne nævnes ikke, og dog er Forstaaelsen af dette Hovednøglen til Forstaaelsen af den kommende Udvikling.

Paa de Punkter, hvor Fremstillingen gaar bort fra Referatet, og hvor Forfatteren vurderer og bedømmer Begivenhederneog — og trods den knappe Plads er disse Punkter talrige —, mærker man en stærkt socialt interesseret Aand med et stort Kendskab til Tingene og Trang til at søge tilbunds i dem og sige det rigtige om dem. Den sidste Egenskab er dog saa stærk, at den i nogen Grad hæmmer Fremstillingen og begrænser Perspektiverne.I hele taget er Kravet om Objektivitet — der altid stilles skarpere til Økonomien end til andre Videnskaber— Hemsko for saa ufærdige Videnskaber som Socialøkonomien og Sociologien; man er nødt til, for at faa noget Hold paa det store Stof, pr. Inspiration eller Intuition at skabe sig talrige Arbejdshypoteser og Antagelser. Ogsaa Estrup anvender naturligvis Arbejdshypoteser; men disse er nærmest bestemt af hans Uvilje mod Ekstremerne, de yderliggaaende Teorier og Krav; navnlig falder dette i Øjnene, hvor han bedømmer vore Dage og den nærmeste Fremtid. Men derved kommer han undertiden til at vurderefundamentale forkert. Hans Hovedtanke om den kommende Udvikling er nærmest den, at det sociale Spørgsmaal maa løses under Samarbejde mellem Arbejdsgivereog Han skriver f. Eks.: „Gennem OrganisationernesOpbygning faktisk Arbejderklassen og

Industriens Selvejere übevidst arbejdet Haand i Haand og efterhaanden bundet sig til hinanden ved et Net af Traade, som bærer vore Dages økonomiske Samfund". Videre: „Overalt har der i de sidste Aar været eksperimenteret og grubiet, det gælder i lige saa høj Grad indenfor Arbejdsgivernessom Arbejdernes Kreds. Den stigende Tendens til indbyrdes saglig Drøftelse af Problemerne har været tydelig".

Den Tanke er ham paa Forhaand fjendtlig, at enhver Indrømmelse til de ny Idéer og Løsener maa fravristes dem, der skal gøre Indrømmelserne. Men viser Virkeligheden oftest dette; sjældent har man i Historien set nogen frivillig give Afkald paa Magten (de lysende Undtagelser — ogsaa i vore Dage — kan man jo ikke bygge nogen Regel paa). Estrup er i sit Syn paa dette fundamentale Spørgsmaal typisk for den intelligente Middelklasse, Grundbegreber er Ret, Rimelighed, Saglighed og Hensyntagen til begge Sider, og som er stærkt disponeret at tro, at disse Elementer ogsaa har afgørende Betydning i den sociale Strid eller i alt Fald kan blive det. Da dette langt fra er Tilfældet, bliver Resultatet af deres Stiæben paa dette Punkt det samme som at lægge et lige stort Lod paa begge Skaale af Vægten; den skæve Vægtstilling forandres ikke derved.

Underligt er det egentligt, at Estrup ender sin Bog med at betone Devisen: Fremskridt under Samarbejde mellemde stridende Parter; eftersom han begynder sin Bog med at skildre, hvorledes det moderne kapitalistiske System maatte kæmpe sig frem under haard og stupid Modstand fra det da bestaaende Systems Side (Lavs- og Feudalordningen).Han ovenikøbet om, at Middelalderens sindrige økonomisk-sociale Bygning (for Byernes Vedkommende)blev for et Sammenbrud, altsaa ikke nogen organisk Afløsning af det nye. Estrup gør sig ikke det naturlige Parallel-Spørgsmaal, om ikke faktisk Verdenskrigenog

krigenogden nuværende økonomiske og politiske Krise er
Begyndelsen til Enden paa det bestaaende System.

I Slutningskapitlet „Industriens Udviklingslinjer" kommer ind paa de store brændende, principielle Spørgsmaal i Nutiden. Ganske naturligt begynder han med at omtale Marx, som er den eneste, der har haft Overblik og Dristighed nok til at udkaste Grundlinjerne til det 19. Aarh.'s historiske Filosofi. Estrup mener, at Marx' Katastrofeteori helt urigtig; men det forekommer mig, at hans Kritik af den er en noget stereotyp Gengivelse af de sædvanlige Indvendinger. Spørgsmaalet er dog det, om Teorien ikke nu har faaet fornyet Gyldighed for Mellemeuropa, og Balkan, og om den ikke har faaet tilnærmet i en Krise, som den vi nu er inde i, for Lande som Frankrig, England og tildels Skandinavien.

Noget andet er, at det er tragisk, hvis Teorien virkelig rigtig, fordi udsultede Mennesker kun egner sig til at lave Revolte, hvis positive Resultater altid er tvivlsomme. Den store sociale Ændring skabes sikkert ud fra helt andre Forudsætninger, Forudsætninger som Estrup omtaler saaledes: har Arbejderklassen i de Lande, hvor Udviklingen er længst fremskredet, naaet fuld Jævnbyrdighed med Arbejdsgiverne. Men næsten omvendt proportional hermed er den enkelte Arbejders Utilfredshed med sin Tilværelse steget. Der synes her at være Tale om en mere eller mindre bevidst Følelse af Modsætningen mellem bestandig bedrede materielle Kaar, voksende politisk og faglig Indflydelse og et dagligt Arbejde og Underordningsforhold, savner enhver Personlighedsværdi".

Det var som bekendt en tilsvarende Modsætning og
Utilfredshed (omend i en anden Retning), som foraarsagede
det moderne Samfunds Indførelse.