K. SINDBALLE: Forsikringssøgndes Pligt til at give Risikooplysninger. Kbhvn. 1919. 69 Sider.

Den foreliggende Studie, der fremtræder som første
Hefte af „Forsikringsretlige Studier" behandler Emner, der
netop for Tiden i særlig Grad har Aktualitetens Interesse,

idet som bekendt en skandinavisk Kommission er beskæftigetmed at udarbejde fælles nordiske Lovregler om Forsikringskontrakten.Af de mange Spørgsmaal, som saadanne Lovregler vil berøre, er det i den foreliggende Undersøgelse navnlig Spørgsmaalet om Oplysningspligtens Omfang, der gøres til Genstand for Behandling, og Behandlingen foretagesud fra udpræget teoretiske Synspunkter. Hensynet til den forsikringssøgendes subjektive Forhold fører Forfatterentil Opstilling af den Regel, at forsikrede, naar han ved Forsikringens Tegning har opgivet de ham bekendteFakta, der har Betydning for Forsikreren, bør kunne føle sig sikker paa Erstatningen, naar den forsikrede Begivenhed indtræffer. Spørgsmaalet om, hvorvidt det eventuelt bør paalægges forsikringssøgende at anstille Efterforskninger,om han eventuelt ogsaa bør oplyse, hvad der „burde" være ham bekendt, vil Forfatteren, at Lovgiveren skal undlade at berøre. Lovgiveren skal nøjes med at fastslaa det anførte „subjektive Princip" og derefter overladePraksis og Domstolene at drage — eller afbøde — dets Konsekvenser. Forfatteren søger at paavise, at de forskellige Landes Lovgivning i stigende Grad anerkender Princippet, men Forfatterens talrige Citater viser dog, at Princippets Konsekvenser saa godt som overalt er formildede gennem Begrænsninger. Forsikringssøgende „is deemed to know every circumstance which, in the ordinary course of business, ought to be known to him", og han bør i Følge den skandinaviske Sølov opgive, ogsaa hvad der ikke uden „grov Skødesløshed" kan være ham übekendt. Lignende Regler genfindes i tysk og schweitzisk Ret — om end „das Wissemiissen" end ikke i Tilfælde af grov Uagtsomhedsidestilles fuldstændigt med „das Wissen".

Forfatteren ønsker Princippet anvendt saavel overfor manglende som overfor urigtige Risikooplysninger og argumentererstærkt mod Bache, der overfor det subjektive Princips konsekvente Tilhængere har forsvaret ForsikringsteknikkensKrav om objektiv Bedømmelse af Risikomomenterne,idet

terne,idethan har hævdet, at man maa forlange af den forsikringssøgende, at han „skaffer sig den Oplysning om de omspurgte Forhold, som med Rimelighed kan forlanges af en „bonus paterfamilias". Ogsaa efter Baches Anskuelsermaa Forsikringsteknikken dog naturligvis se bort fra Risikomomenter, som ikke er og ejheller burde eller kunde være forsikringssøgende bekendte, og naar alt kommer til alt, synes Afstanden mellem Baches og Forfatterens Standpunkt ikke at være stor. Forskellen beror vistnok nærmest paa, at Bache har taget sit Udgangspunkt i det rent praktiske: „Hvad kan man forlange af en forsikringssøgende, naar visse Spørgsmaal, der skal benyttes som Grundlag for en økonomiskKontrakt, forelægges ham til Besvarelse", medens Forfatteren søger en almindelig teoretisk Delingslinje mellemForsikrerens og den forsikredes Ret.

Med Hensyn til Følgerne af Oplysningspligtens Tilsidesættelse søger Forfatteren at kombinere den ældre Praksis, hvorefter Forsikreren i dette Tilfælde altid kunde træde tilbage, idet dog forsikrede, naar han havde været i god Tro, under visse Betingelser fik Præmien ristorneret med den i nyere Forsikringspraksis stedse hyppigere anvendte pro-rata Regel, hvorefter Parterne stilles, som om der var kontraheret udfra de rigtige Forudsætninger. Forfatterens Betragtninger i dette Afsnit vil have Interesse ogsaa udenfor Fagmændenes Kreds, og Fremstillingen er her noget mere klar og overskuelig end i Undersøgelsens første Afsnit.