CISEN OG KONSUMPTIONEN

Cise af fremmede Varer: I Accisens Ansættelsespiller det social-politiske, det financielle og det protektionistiske ind i samme Grad: man vil indskrænke Forbruget af Luksusvarer, beskatte en profitabel Næringog støtte dansk Vareproduktion; hurtigere end ved Tolden forstaar man, at Cisen er en Forbrugsafgift.Den tilhører i Reglen Byerne forsaavidt Afskibningerneer begrænset til disse. Men Byerne blev tvunget til at give Kongen en voksende Del af Cisen, idet han truede med Udskrivning og Indkvartering, hvis han ikke fik den ønskede Bevilling. Stændermøderneog Rigsraadet er bange for denne Handel mellem Konge og By, og naar et Rigsmøde 1283 forbyderIndførsel af tysk 01, er det ikke blot et interessantEksempel paa Luksuslovgivning fra Stændernes Side, men ogsaa en konstitutionel Afgørelse, fordi der her indirekte udtales, at det ikke er Kongen der skal lægge Forbud, saa lidt som han har Ret til mod Betalingat give Dispensationer fra Forbudet. Vi har

ogsaa Eksempler paa Haandfæstninger, der kræver, at ingen skal betale Cise uden eget Samtykke; men desuagtetdanner der sig en Hævd for, at „gammel Cice" ikke er en Bevillingssag, men en Art Regale. Kongen forsøger at forhøje Cisen, men med en daarlig Samvittighed,hvad man kan se af Christian ll's berømte Brev til sin Dronning: „Formener I, de knurrer over den Cice, saa giver dem til Svar, at I vil lægge den af."

Accisen omfatter 01, Vin, Brændevin og sommetider Mjød, Eddike og Most. Den første Cise er faktisk en Indførselstold, nemlig Tysk-Ølafgiften; Accisen paa Vin og Brændevin stammer fra Kongens Ret til af hver 30te tilført Fustage at tage en; men efterhaanden faar den udenlandske Cise faste Takster, der kan stige fra en Femtedel til en Trediedel af Varens Værdi. Afgiften er forskellig for de forskellige Drikkevarer, højst for Muskatvin (efter Christian ll's verdslige Lov f. Eks. 1 Gylden pr. Pot), lavere for lette Vine; saa kommer Øllet, hvor Skatten atter er forskellig for de forskellige Sorter. Kongen vogter skinsygt paa sin Cise, ingen maa udskibe tysk 01, inden den er bleven „opskrevet hos vor Tolder". Skibe, der indeholder cisepligtige Varer, maa først losses efter Angivelse og Cisens Erlæggelse. Da man senere faar Portaccise, opkræves denne af udenlandske Drikkevarer sammen med den egentlige Accise, som efterhaanden bliver en Del af den almindelige Told.

Næringsafgift: Cisen paa fremmede Varer faar sit tilsvarende i en indenlandsk Afgift, der oprindelig begrundes med, at Kongen taber Indtægt, naar den fremmede Vares Indførsel forbydes, og at han derfor

maa tage Afgift af den tilsvarende indenlandske Vare. Dette gælder baade i Middelalderen og i Adelstiden: Christian IV begrunder Maltafgiftens Nødvendighed ved Forbudet mod Indførsel af tysk 01, „for at ikke Kronen sin tilbørlige Told herved skal betages."

Den indenlandske Afgift er dels en Nærings- dels en Forbrugsafgift; den første bestaar fra Arilds Tid i en Licensafgift for Bryggere, Brændere og Tappere; jvfr. Kjøbenhavns Stadsret af 1254, der kræver en Salgslicense af 1 Øre Sølv halvaarlig, jvfr. ogsaa Skanør-Reglen om Afgift for Tappere, Krugerske og Ølkoner. Til Licensen slutter sig den saakaldte Ohmgæld, som bestaar i en Udskænkningsafgift, der varierer med Salgets Mængde og ogsaa efter Kvaliteten, jfr. f. Eks. Reglen af 1650 „3 Penninge pr. Pot godt 01", det halve paa 01 af anden Klasse: det simpleste Bryg var fri, men Udskænkningen af en Pot dansk Brændevin krævede 30 Penninge = 21/a2¹/a Skilling; denne Taxt afløste en Afgift af 1623, der for Drik, der skænkedes Potte- eller Kandevis, var f. Ex. for Mjød 1 Daler, for Brændevin IV2 Daler pr. Td.

Disse Næringsafgifter er opstaaede i Kraft af Grundherrens Ret: de er oprindelig en Del af MiddelalderensStade-, Bode- og Toftepenge; de har tilsvarendei Færgeafgifter, i Valdemars Slagtepenge, Christofferll's Saltgæld og en Række andre Afgifter, der betales af Borgerne til Byens Herre (Kongen eller Bispen) for Falbydelse af Varer som Kød, Sko, Klæde osv. Hvor vi har en varierende Næringsafgift, som Udskænkningsafgifter, Slagtepengene — f. Ex. i det 15. Sekel 20 Sk. for Oxe — eller en Salgsafgift som de 2 Skilling, der i det 16. Sekel erlagdes af Heste, der

solgtes paa et Marked — har Kongen ofte sat Priser, hvori Afgiften er indregnet, og som Sælger ej maa overskride: f. Ex. naar Tolder skal paasee, ej blot at Færgemanden paa Rødby-Femern Routen erlægger ret Afgift, men ogsaa holder de fastsatte Taxtpriser.

Indenlandsk Cise: En Produktionsafgift, der erlægges af Bryggere og Tappere, slutter sig til Næringslicensen; allerede i det 13. Aarhundrede har vi formentlig en Afgift paa Øllets Raastof (Malten). Den mest berømte Maltafgift er den af 1621. 1527 har vi i Kjøbenhavn en Afgift af det færdige Produkt, af hvilken Kongen faar 2 og Byen 1 Del; ved Salg til Private sattes Afgiften højere end ved Salg til Næringsdrivende, der jo skal betale Udskænkningsafgift (1611); den indenlandske Afgift svares i Reglen som Maltskat, men vi har altsaa Eksempler paa, at den ligesom den udenlandske svares af det færdige Produkt. Ligeledes har vi i Middelalderen Exempler paa Afgift af Humle, der føres til en Købstad.

Cise-Ta xterne. Som Exempel paa Skattens
Højde under Adelsvælden, hidsættes den S. 86—87
meddelte Oversigt over Cisen fra 1560—1650.

Cisefrihed. For den udenlandske Accise var Adelen, Højgejstligheden og senere Universitetet fri for den indenlandske Cice, Adelen, i den katolske Tid Kirken samt oprindelig alle, der kun brygger og brænder til eget Brug. Da Maltafgiften kommer frem, faar Kongen med Held trods Hovedreglen denne Afgift ogsaa af Bonde og Borger. Frihed fører til Misbrug; naar Adelige købte hos Købmænd, udstedte han til Sælger et Bevis for Salg til skattefri, som Købmandenved næste Indførsel brugte som Betalingsmiddel;men Adelen var fristet til at købe til andre

end til sig selv, og vi hører Kongen klage: „Ingen Adelig maa understaa sig til at udgive Cicesedler paa mere end deres eget Behov, efterdi Vi have erfaret det store Misbrug, vore Undersaatter af Adel vover at udgiveCicesedler paa adskillige mange Læster tysk 01 og dog befindes, at de ville den mindste Part bruge til eget Husets Behov".

Ogsaa Borgmester og Raad er cisefri, ja de fik Andel i den af andre Borgere erlagte Cise; af en kongelig Udtalelse af 1578 om: „hvad de skal nøjes med at opkræve", ser vi at de tog højere Cise end lovlig; en Cisemester i hver By skal paase at Kongen faar sin Ret.

Fra Cise til Konsumption. Finansnøden under Frederik 111 og Forstaaelsen af at Landskatterne tyngededen arme Bonde for stærkt, fik Kongen til at forhøje Tolden og Accisen. 1657 indførtes Stempelskattenog Portkonsumptionen mod Borgerskabets Protest; Skatterne stred mod deres Privilegier. 1660 fremlagde Regeringen et uspecificeret Forslag om Accise;Adelen var villig til at bevilge en rigelig Accise paa Kød, Malt, formalet Korn, Vin og Sko samt en Afgift af Kvæg, der græssede, en Copulations (Bryllups-)skatog en Stempelafgift, men nægtede for sit eget Vedkommende at opgive sin Cisefrihed for sig selv og sine Ugedagsbønder; den tilbød istedetfor en Gave en Gang for alle; ogsaa Universitetet fastholdt sin Skattefrihed. Men nu enedes Byernes og Kirkens Repræsentanter om at deponere deres Skattefrihed; Adelen anede Uraad og foreslog midlertidig at ville opgive deres Cisefrihed bl. a. paa 01 og Vin, men ikke paa Mel, Malt og Kvæg; den stillede samtidig fornuftige Krav om Udgifternes Indskrænkning og

Hærens Reduktion — og endte med for sent at give efter. Den 26. September vedtoges Konsumptionsforordningen;Byerne fik i Opkrævning 10 % af Toldenog

Skattekoblet bestod af en Kopulationsafgift, en Afgift paa Vognmænd, en Stempelafgift paa Sko, Græsningspenge, Slagtningspenge, Formalingsafgift og Næringsafgift paa Udskænkning og Tapning samt endelig for et Aar en Portkonsumption.

Stempelafgiften af 1657 blev ikke fornyet, da Kjøbenhavns
Magistrat nægtede at registrere den.

Formalingsafgiften: Denne sattes til 1 Mark dansk for Rug og Gryn, l/-> Gang mere for Hvede og Malt; den skulde ogsaa erlægges paa Landet. Bonden fik Lov til at beholde sine Haandkværne for at kunne skraa Kornet, ogsaa Borgerne fik Lov til at have Haandkværne og Hestemøller, men Skattesnyderier tvang Regeringen til at fratage dem denne Ret. For Kontrollens Skyld skulde Borgernes Kornforraad optegnes af Accisebetjenten, ligesom Græsningskvæget og Oldensvinene. Ingen maatte føre til Mølle uden at medbringe Cisekvittering.

Drikkevareafgiften: For fremmede Vines Vedkommendevar Afgiften en Fortsættelse af Accisen; den beregnedes forskellig efter som Drikken solgtes til Forbrugere eller „ud i grot"; thi heraf betales jo senere Udskænkningspenge; de Handlende har Kredit paa Drikkeaccisen, der afregnes i 4 Terminer; de skal angivehvad de sælger, og Vin skal oplægges paa „sin sær Sted", medens Fransk- og Rhinskvin ikke maa oplægges i samme Kælder, fordi Afgiften er forskellig. Krofolk betaler Aftapningsafgift, der varierer med Værdi

og solgt Mængde. Til at skænke fremmede Drikke
hører særlig Bevilling.

De der brygger til eget Brug betaler Maltafgift 16
Skilling pr. Tønde, men Brygger og Brænder betaler
af alt det Raastof, han bruger.

De andre Afgifter. Græsningspenge, der ogsaa betales af Byerne, erlægges én Gang aarlig med 8 Skilling for en Ko eller Hest og 1 Skilling for et Svin eller Faar; den er at betragte som en Hartkornsskatten supplerende Afgift af Landbrugets mobile Formue.

Slagteskatten i Byerne er 1 Daler pr. Okse, -/:>, Daler pr. Ko, 1 Rigsort pr. Kalv og 8 Skilling pr. Faar. Slagteren, som sælger Kødet, betaler en lignende Næringsafgift. For at Kongen ikke skal miste sin Skat, maa intet fersk Kød indføres til Byen, men vel saltet Kød i Tønder, af hvilket der skal erlægges Portafgift. I hver By skal der være et Slagterlaug, som er ansvarlig for Afgiftens Erlæggelse og skal sætte rimelig Slagtetakst.

Vognmænd maa for hver Mil, de ager med Vogn og 2 Heste, kræve 2 Mark og 12 Sk., hvoraf 4 Sk. skal tilfalde Kongen; ogsaa Vognmændene skal danne et Laug; de skal registrere, og Afgiftens rette Erlæggelse kontrolleres med Passersedler.

Kopulationsafgiften erlægges ved Bryllupper; gteskabet deklareres hos Cisemesteren; Afgiften er for adelige 50 Daler, for højere Gejstlige 20, for Borgere 4, for Præster og Haandværkere 2, for Daglejere 1 s, for Fogder og Forpagter 3 og for Bønder 1 Daler. Bøder for Lovovertrædelser deles mellem Kongen, Byen, Toldbetjente og de Fattige; paa Landet faar Herskabet dog Del i Bøden.

En fornøjelig Afgift opkrævedes ved Stemplet paa Skosaalen, 1 Sk. for hver Mark, Salgsprisen udgjorde. Ogsaa paa Spillekort var der Stempelafgift (16 Sk. dansk).

Portkonsumptionen. Forsaavidt som Byskatten jo erlagdes i det ved Byporten liggende Toldhus, er Portafgift ældgammel. Men det er først 1657, at vi faar en statlig Portafgift af de til Byen førte indenlandske Varer, som imidlertid strax mødte Modstand hos Borgerstanden; tre Aar efter fandt man sig uden Modstand i en Portaccise, hvis Tarif var: en Stegegris, 1 Gaas, 1 Par Høns, Duer eller Ænder, og et Lispund Ost 2 Sk., 1 Par Kalkuner 1 Mark, 1 Læs Hø 4 Sk., 1 Læs Ved eller Tørv 1 Sk., 1 Otting Smør 8 Sk. og 1 Kop Smør Va Sk.

Paa Landet erlagdes Konsumptionen i en Cisebod hver Tingdag; i Byerne erlagdes den af indførte Varer i Porten, Formalings- og Næringsafgifterne paa Ciceboden, medens Vin- og den udenlandske Ølaccise svares sammen med Tolden.

Af samtlige Acciseafgifter fik paa Landet i Opkrævningsgebyr
Herskabet 5 °/o, i Byerne fik Kæmnerkassen
5 °/o og Magistraten 5 °/o.

1661 ophæver man allerede Portkonsumptionen, der tyngede de übemidlede; den resterende Del al Konsumptionen skulde, henlagt som den var til „den almindelige Landsens Defension", ogsaa være midlertidig (med Undtagelse af Maltaccisen), og falder ogsaa bort udenfor Kjøbenhavn i 1662, da Matrikulskatten indføres, men vedbliver i Kjøbenhavn efter at Portafgiften er skaaret fra.

1671 tvinger Rustninger Kongen til paa Landet at

forhøje Matrikulskatten og i Byerne at genindføre Portaccisen,og denne Gang for flere Varer og mere gradueretefter deres Værdi end i 1660; Accisen skal kun ramme Forbruget: „kun een Gang skal man cise" ; genudførte Varer faar Cisen og Portkonsumptionen refunderet. Bønder, der lod male inden for Bygrænsen,fik Formalingsafgiften refunderet, naar Melet førtes bort fra Byen; ofte anvendte man et System af TilogFraskrivning, der muliggjorde Afgiftens Udsættelse; Markederne blev af Hensyn til, at fraførte Varer ikke skulde skatte, afholdt uden for Byporten.

Selve Konsumptionen strider mod Kjøbenhavns Byprivilegier af 1448 og 1658, men ikke mod de Privilegier, Enevælden havde givet Byen, idet man deri havde udeladt Byernes Tilslutning som Betingelse for Told og Cise. De rige Borgere vilde hellere have Konsumption end Grundskat og Ligningsbidrag og akcepterede derfor Konsumptionsskattens Karakter af en permanent Skat og var ganske enig med Christian V's Regering i, at ingen Skat er saa lidet besværlig for de uformuende. .

Regeringen søgte at hindre Overvæltning paa Forbrugerved at sætte en Række Priser paa konsumptionspligtigeVarer, et interessant Forsøg, der kan sammenlignes med Forholdsregler, der fra tysk finansvidenskabeligSide forsvares den Dag i Dag. I samme Grad som man med Acciseskatter ønsker at tilegne sig en Del af den særlige Profit, som gunstigstillede Virksomhederhar, kan det være rigtigt, naar man paalæggeren saadan Skat, da at benytte Truselen om yderligere Forhøjelse til at tvinge vedkommende Producenttil at bære en Del af Skatten. Ved Ølskatforhøjelsenaf

forhøjelsenaf1912 burde utvivlsomt Finansministeren
være gaaet denne Vej.

Som et Led i Konsumptionsskatten havde man indført en Folkeskat paa afhængige Personer (fra 4 Daler til 1 Mark), snart efter suppleret af en Familieskat; Folke- og Familieskatten samt Kroafgiften fik Fællesnavnet Landkonsumptionen.

Forpagtning: Som Cisen før 1650 var bortforlenet f. Eks. til Bymagistrater, blev de indenlandske Afgifter efter 1650 Genstand for Forpagtning, for Kjøbenhavns Vedkommende til en Hofslagter, hvad der stod i Forbindelse med, at Slagtepengene var en betydelig Del af Accisen. Forpagtningssystemet demoraliserede Borgerne; Forpagterne klager over, at Folk med store Husholdninger ikke tager Ciseseddel paa Korn at male, endda de baade bagede og bryggede; man paalagde dem derfor mindst at betale 4 Daler pr. Person i Husholdningen (!). Paa Landet gik Afgifterne kun slet ind; for at skrue Forpagtningssummerne op, udstykkede man Skatteforpagtningerne; fra 1671-75 faa Staten i Indtægt af Konsumptionen Maltskat og Brændevinslicens over 200 000 Daler aarlig, 70 000 fra Kjøbenhavn, 80 000 fra Købstæderne og 50 000 fra Landet. 1692—95 havde en vis Kruse forpagtet Tolden i Danmark, Fredericias og Nyborgs Strømtold, Lastepengene, Vragretten, Konsumptionen i Kjøbenhavn samt Konsumptionen af Vin, Salt og Tobak i hele Landet; han betalte Kongen 310 000 Daler, og Kongen fik Del i, hvad Forpagtningen gav ud over 340 000 Daler.

Forpagtningerne bortauktioneredes; jfr. f. Ex. nedenstaaende
Forordning af 1672:

■ .... „haver Vi hermed betimeligen enhver villet tilkiendegive, at hvo som nogen Stads Consumption vil forpagte for tilkommende Aar, at angive fra Nytaarsdag 1673, enten støkviis, som hvis der mahles, Port-Tolden, Tienneste-Folkes Skat eller andet, et hver slags for sig selv, elter altsammen .... skal møde, eller sin skriftlige tilbud i Vores Skat-Kammer indskikke, hvad hånd hoyst give vil; hvilke Seddeler skulle forseigled forblive, indtil .... den Hoystbydende strax tilslaaes imod noyagtig Forsikring, og ingen efter den Dag at nyde det Aars Forpagtning, i hvor hoyt hånd og byde vil, og skal deres Navne, som mindre haver buden, ey blive aabenbared .... Iligemaader skal det enhver hvem hånd være maa, være tilladt paa overskrevne Maade at forpagte, Amptseller Herrits-viis, den paabudne Consumption og Tieneste-Folkes Skat paa Landet .... og ville Vi samme Forpagtere .... imod alle og enhver i deres retmæssige Forretninger handthæve, mens endog den person, om hånd er Borgere i en Kiøbstad, fri holde i hans Forpagtnings-Aar for Matricul-Skatten, og skal hånd derforuden ikke paalægges samme Aar, nogen nye Formynderskab, eller anden Byens Bestilling . . . ."

Forpagteren havde en Generaldirektørs Myndighed, men ikke Anseelse. 1706 forpagter en Franskmand Tolden og Konsumptionen af Tobak. I visse Provinsbyer ser vi — f. Ex. i Aalborg — Magistraten som Afgiftsforpagter.

Det uheldige, men for Kronen nemme Forpagtningssystem
bortfaldt i det 18de Sekel, sidst i Norge
(1780).

Konsumptionen faldt tungest paa København, hvor-

Ira i Gennemsnit -s af Provenuet kommer. Naar den i 1730 indbringer 350 000 Daler, forstaar vi, at Kongen henrykt taler om denne Skat som en „Kraftens og Velstandens Barometer".

En Forordning: Forordningen af 8. Novbr. 1672 forklarer, at „eftersom disse Tiders Vanskeligheder udfordrer store Udgifter, og vi ingen lideligere og billigere Middel for Vores kiære og troe Undersaatter finde, end ved Consumptionen" .... saa befales

I. Amptmænd, Ampts-Betiente og andre Forvaltere
(betaler) aarlig til fire Qvartaler .... for hver Person
.... 3 Mark pr. Qvartal . . . .; og paa hver
Familie som Heste haver, at regnes een Rigsdaler til
Consumption deraf, enten de haver faa eller mange
Heste.

11. Hvis Vahre, som föris igiennem en eller anden
Kiobstæd, og ikke der forbliver, deraf skal ingen Consumption
fordres ....

Af alle Vahre, som til Lands er indkomne og siden udskibes, skal Tolden betales, og imod Toldernes Beviis, enhver sine Consumptions-Penge igien af Accise-Mesteren annamme ....

111 og IV (om Kvæghold i Byerne).

V (Forbud mod Brændevinsbrænding og Ølbrygning
paa Landet til mere end Husbehov).

VI. Alle de som nogle Vahre, som i efterfølgende
Rulle benævnes, til Kiobstæderne före, skulde hermed
være fri tilladt, enten at holde deres Vahre fall uden

for Portene, eller og at betale i hvilken Port dennem
lyster, Consumptionen .... og hvis Penge nogen i
saa maade i Portene udlagt haver, skal hånd igien
annamme af de, som enten med ham kiobe ....

VII. (Reglement for Betjentene).

VIII hvis som ikke expresse er benævnt i
denne Rulle, deraf skal intet gives ....
(saa kommer Rullen)

IX. Maalingen angaaende, da skal herefter gives
af efterskrevne Species forend de males, nemlig af
hver Tonde Hvede fire Mark ....
.... alle Heste-Moller og Hand-Qverne, som
findes i Bryggernes og andres Huuse, bliver inden
Nyt-Aars-Dag forstkommende afskaffet, og derimod saa
mange publiques Heste-Moller og Hand-Qverne til
Gryn paa visse Stæder indretted, som i hver By fornoden
eragtes, dog hvor Vand- eller Veyer-Moiler er
. . . . skal det derved forblive ....

Hvis nogen Mölle- eller Hand-Qvern findes i Vore Casteler eller Festninger, de skulle alle af Consumptions-Annammere forsegles og ingenlunde bruges, hermed skal ikke være meent smaa Sinop-Qverne . . . .

X—XIII omhandler og forhøjer Græsningspengene
i Købstæderne, Vognmandsafgiften, Kortstemplet og
Kopulationspengene.

XIV. Belangende Paalegget, som de Personer hvilke i Tieneste hos andre ere give skulle, dermed skal saaledes forholdes, nemlig at hver Hosbond skal for alle Tienstefolk .... Aarligen give som følger, og det i enhvers Lon eller i andre maader korte, og

for den Aarsag ingen höjere Lön gives eller tages
(skulle det ogsaa svares af Bondens egne Børn).

Og skal enhver Præst over alle Personer i sine Sogne, som Consumptionen og Tienstefolkes Skat give skulle, et rigtig Mandtal under sin Haand forfatte . . . specificere i samme Mandtal alle Folkenes Navne . . . samt hostegne, hvilke saa gamle og svage ere, at de intet kand fortiene, og derfor intet give skulle."

Regeringen fritog iøvrig Adelige, der sad paa ufri
Jord for Konsumption; Folkeafgiften sattes for Haandværkere
til 2 Daler, for ledige Kvinder til 3 Mark.

Man gik efterhaanden videre med at forhøje Afgifterne og drog f. Eks. udtappede Varer ind under Portafgiften, som mere og mere kom til at ligne Tolden baade i Tarifens Bygning og Opkrævningsteknik; man udvidede en Art Kreditoplag med Kvartalsopgørelser for de portpasserende Varer.

Som et vigtigt Led i Konsumptionen skiller sig de saakaldte 4 Species ud, Afgiften paa Salt, Tobak, Vin og anden Spiritus, der ofte bortforpagtedes for sig selv.

Konsumptionsforordningen af 1700 forøger de
skattepligtige Varers Tal, den har følgende Indhold:

I. (Visse Personers Fritagelse, herunder de oversøiske

11. (Skat paa Personer og Hestetold og 111 om
Tyendeskat paa Landet og Mandtal).

IV. 1. ... skulle alle Kroe-Mænd paa Landet ...
tiltænkte være, at tage deres 01 og Brændevin i de
nærmeste og enhver best til Pas kommende Kiob-

stæder .... dog hermed ikke at være meent de

Værtshuse og andre, som paa aliare Veje holdes, hvilke
det skal være tilladt selv at brygge 01 og brænde
Brændevin, efter deres der paa forhvervede Privilegier.

2 ej nogen paa Landet .... herefter maa
understaae sig noget 01 eller drikkende Vare til nogen
. . . . enten i lidet eller stort Træ at sælge
V. Fri Transitering og om drawback ved Reexport.
(Taxten).

VI. 1. Maalingen angaaende, de skal herefter gives
af efterskrevne Species förend de males, nemlig af

En Tönde Hvede, som males til Meel, eller Meel,
som indføres 5 Mark.

En Tonde Hvede, som skraaes til Brændevin, 5
Mark.
2 og 3 om forbudte Artikler i Forordn. 1763.

4. Alle Møllere, som nogen Kiobstad-Maling forestaae
.... skulle af hver Stæds Borgemester og Raad
tages i Eed ....

6. Ingen Möller maa brygge 011, eller brænde
Brændeviin ....

7. Herhos anbefaler alvorligen alle og enhver, at
de rigtig angive alt hvis de ville lade maale paa de

forordnede Stæder .... og saa snart Maalningen er

forretted, da at forbrygge, forbage eller forbrænde
Varerne inden tre Dages Forløb ....

8. Og som ved de hidindtil anordnede stemplede Sække befindes stoer Undersleb at være begaaet, saa ville Vi samme hermed have afskaffede, saa at det maa være lige meget, enten Sækkene ere store eller liden ....

9. Og i hvorvel de forrige Allernaadigst udgangne Forordninger alvorlig have befalet alle Haand-Qværne at afskaffe, saa maa Vi dog ugierne forneme, at deraf en Deel baade udi de Nyboder i Kiobenhavn og andenstæds Tiid efter anden blive befundne .... Consumptions-Betienterne derefter flittig lader inqvisere

10. Saa maa heller ikke paa nogen Vejer-Mölle
enten inden eller uden for Staden Kiöbenhavn maales
eller skraaes Malt, som i Byen skal consumeris . . . .

18. Ingen Möller her uden for Byen boende maa
antage noget Slags Korn-Vare af Udenbyes Folk til
Formaling ....

VII. Om Græs-Penge og de andre Afgifter (Vognmænd,
Folkeskat og Kopulation).

XI. Om Viin, Brændevin, Salt og Tobak.

1 For Tobak, som her i Riget er spunden, og til fremmede Stæder igien udfores, gotgiores ved Udforselen ved Skaalpundet tre Skilling af de fire Skilling, som ved Indforselen givet er.

4. Alt det Salt, som bruges ved Fiskerierne ....
paa Limfjorden i Jylland .... den fulde Consumption
skal betales, og naar de Sild, som med samme Salt
ere saltede, udfores, skulde for Told at betale aldeles
være fri og forskaanede ....

5. (Om kontrollerede Oplag af Vin og Salt i
København).

6. Af Vin, Salt og Tobak, som fra Kiobenhavn
fores, skal Consumptionen ved Udforselen i Kiobenhavn
erlægges, .... hvorefter det siden i den Kiobstæd
.... fri ind passerer ....

8. (Om Smugleriet ved Langeland og ved „andre
smaae Øer").

Formalingsskattens Teknik: Efter den store
Toldforordning §§ 304—377 gengives her Fremgangsmaaden
ved Formalingsafgiftens Erlæggelse:

„Al formaling etc. af consumptionspligtige varer skal ske på til offentlig maling berettigede møller. Andre maleværker etc. er forbudt, undtagen forhåndenværende reservekverne i fæstninger. . . . -

Oprettelse af ny Mølle kræver Bevilling. I Kbhvn. maa Malt kun behandles paa de derværende Maltmøller. Enhver, der vil lade Korn male etc, skal anmelde Kvantiteten og Øjemedet. Intet gruttet eller skraaet Korn maa indføres til Stæderne. Som Bevis for erlagt Afgift følger med Kornet en Consumtionsseddel. Anmeldelsen kan frit ske efter Maal eller efter Vægt (af Hensyn til Kvalitet). Dog skal Betjentenes Undersøgelser (Mølle, Port), ske efter Vægt i et bestemt Forhold for de forskellige Varer. Samme Dag, som Consumtionssedlen er taget, skal Varen føres til Mølle. Ellers skal Sedlen fornyes. Paa Møllen skal der til alt Korn forefindes Cons.-Sedler. Ved Frakørselen skal Sedlen medfølge og af Betjenten makuleres. Alt Korn, der males til Brændere, skal inden 3 Dage være sat i Maskning, eller til andet, angivet Brug. Indtil Anvendelsen skal Sedlerne gemmes til Forevisning.

Herefter en Række Straffebestemmelser. I visse
tilfælde kan Mølleren eller Kusken ifalde Straf paa
Ejerens Vegne.

Lader udenbys, ikke consumptionspligtige Folk
male i Købstad, skal Kornet anmeldes."

Med Hensyn til Brænderier gælder lignende Reglersom

lersomfor Møllere; ingen andre maa brænde end de, der har taget Brændevinsborgerskab samt Korn-Købmænduden for København. Møller maa hverken brygge eller brænde.

Taxten er saaledes højst forskellig efter Varens Bestemmelse; for Hvede 3 Gange saa høj (80^—240), for Havre endog indtil 14 Gange saa høj (16^—224), naar det er bestemt til Brændevin, som naar det skal bruges til Mel, Stivelse, Gryn eller Foder, ligesom Taxten endelig kan være forskellig i de forskellige Købstæder. Det ser ud som om Afgifterne er sportelfrie.

Portaccisen for 1797: Medens Toldskatten alt i 1768 i Omstændelighed og Glubskhed har passeret Zenith, er endnu ved Aarhundredets Udgang Portaccisen i fuld Udvikiing. I 1797 naar den Toppen m. H. t. Satsernes Tal (150), men først i 1837 m. H. t. deres Drabelighed; Forordn, af 1837 har kun 65 Tarifnumre.

Den store Told- og Consumptionsforordning af 1797 ophæver med faa Undtagelser alle de tidligere udstedte. Den indeholder c. 150 Positioner; Übenævnte Varer er fri. Afgifterne er i Forhold til Tolden overordentlig lave, som naturligt er; derfor har det ogsaa her været af mindre Vigtighed at faa dem saa nøje afpasset efter Kameralistikens Principer, mere efter Hensynet til det rent praktiske, Sædvaner og det psykologiske

1803 udkommer en Forordning ang. et Skatkammerfond,indrettet m. H. t. Statens Forsvar og Sikkerhed. Til Indtægt for dette bestemmes det aarlige Beløb af Forhøjelser paa visse Afgifter, herunder bl. a. Consumtionen, hvortil der extra lægges 1272 %,

som i 1806 forhøjes med yderligere 12 V* °o, formedelstde
overordentlige Udgifter, saaledes at
der for hver Daler betales en Tillægsafgift paa i alt 24 Sk.

I Forordningen af 1811, hvorved Kiøbstad- Consumtions-Afgifterne nærmere bestemmes, siges: „Da Kongen finder Sig foranlediget til at forandre og tildels forhøie Kbst.-Cons-Afg., saa befales følgende: Tarifen gælder kun for København; for de . D „ m-u * I Akvavit 1 Pot 6 Sk.) andre Byer sættes Afg.ften for \ { { R(J , medens iøvrigt Tarifen af 1797 vedbliver at gælde. Brændevinsafgiften forhøjes (i København i 1812). Taxterne, som i Forvejen paa flere Punkter var en Del højere i Hovedstaden, bliver nu skruet op over hele Linien, ofte flere Hundrede °/o i Vejret. Positionen „übenævnte Varer" findes ikke, men maa antages at være fri.

Consumtionen af indenlandsk Brændevin bliver
som følger pr. Pot:

Idet 19. Sekel udstedes en Del Forordninger, bl.a. i Anledning af de Forandringer, Jernbanen medfører. Foruden den af 1837 skal nævnes en Forordning af 1840, hvorved Brændevinsafgiften nedsættes c. 25 "/.., kun Eddikeafgiften forhøjes.

I 1850 kommer foreløbig Lov om .... Consumtionens
Ophør .... uden for København

. . . . „til yderligere Lettelse af Samfærdselen og Befæstelse
af Forbindelsen mellem Landsdelene ....

Indførsels- og Consumtionsafgifterne samt Personalconsumtionen
ophæves overalt med Undtagelse af København.
Der bebudes en Omordning i Hovedstaden.

Ordningen sættes definitivt i Kraft ved Lov af 7. Februar 1851. Tallet er indskrænket til det mindst mulige (knapt 50 Numre) og Taxterne er ofte nedsat, intet Sted forhøjet. Mange tidligere højtansatte Varer er saaledes nu fri. Indtil 1. April 1852 vedbliver den landværts Consumtion til København efter Tarifen, men bortfalder derpaa. Den søværts Indførselsconsumtion vedbliver derimod indtil den i 1879 ved Lov om Havneafgift til København, bringes til Ophør fra 1. April 1882.

Til Slut nogle Satser til Sammenligning fra 1700
til 1851. (Se Tabellen S. 104).

Consumtionen paa Varer fra Hertugdømmerne eller Norge er undertiden forskellig fra den indenrigske Afgift; søværtskommende Varer har ofte en billigere Takst end de, der kommer landværts. Hvor der i ovenstaaende Tabel i Stedet for et helt Tal staar en Brøk, betyder Tælleren Skatten i Hovedstaden, Nævneren i Provinsen.

Alle de under Konsumptionen hørende Afgifter indbragte omkring 1725: 1 Mill. Kr., der i 1846 var vokset til 37* Mill. Den betød i det 18de Sekel fiskalt mere end Tolden. Indenfor Konsumptionen var Portaccisenden vigtigste; den gav før sin Ophævelse 1 Mill. Kr. netto. Af Portaccisen gav Kødet 40 °/o.

Reglerne om Tilbagebetaling ved Genudførsel fra Byen havde stor Betydning, hvad man kan se af, at der var Aar, hvor op mod '/s af Provenuet refunderedes. Refusioneraf Formalingsafgiften gav Anledning til en Art indenlandsk Eksportpræmie, idet man gik ud fra et legalt Rendement, der var mindre end det virkelige.

Vel er det, vi har opgivet den i Opkrævningen kostbare og paa et jævnt Forbrug tungt hvilende Portaccise; Erfaringen andetsteds fra tyder paa, at, var vi ikke da blevet fri for den, havde dens fiskale Betydning gjort, at vi maaske den Dag i Dag havde slæbt paa den. Nogle vil kalde den Kjødkontrolafgift, der opkræves af danske Kommuner, som Betaling for Veterinærkontrol og Brug af Slagtehus for en Accise og ikke et Gebyr.

Spillekort: Som et Led i Konsumptionen af 1660 indførtes en indenlandsk Afgift af 8 Sk. pr. Spil. 1756 fik Frederiks Hospital et Monopol paa at lave Spillekortog Ret til at opkræve en Stempelafgift af 6 Sk. pr. Spil. Alle, der i Danmark vilde bruge Spillekort, skulde købe hos Kortforvalteren. Ved Privilegiets Ikrafttræden var det bestemt, at alle før forfærdigede Spil skulde indsamles til Efterstempling. Der anmeldteskun faa Spil, og Hospitalet havde den Tort, at man fra Holland indsmuglede Kort med efterlavet Stempel, og man maatte forbyde Anvendelsen af et Substitut i Form af et Billedlotteri. I sidste Fjerdedel af det 18de Sekel var der to Fabrikanter, der lavede c. 1 000 Gros aarlig. Omkring 1800 fik en Franskmanden Ret, der, senere overdraget til Grosserer Holmblad, for denne fra 1824—47 var en Eneret paa Fabrikationen. Pligten til at søge Bevilling som Fabrikanthos

brikanthosGeneraltoldkammer og Commercekollegiet
bortfaldt 1857.

Den sidste Forhøjelse har ført til, at mange anvender stempelfri Legetøjskort, og Generaltolddirektoratet har da ved Resolution reduceret den Størrelsesgrænse, der skiller Børns Legekort fra de voxncs Spillekort.