OM ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING

Det første Møde, jeg var med til her i Nationaløkonomisk var et, der afholdtes i Januar Maaned 1903, altsaa for 16 Aar siden, og som indlededes Professor Westergaard med et Foredrag om „Forsikring imod Arbejdsløshed". Denne Sag har ikke siden været til Behandling her i Foreningen, og jeg vil da tillade mig at tage Traaden op der, hvor den dengang blev sluppen, og i store Træk føre Arbejdsløshedsforsikringens op til Dato med særligt Henblik paa Forholdene her i Danmark.

I 1848 proklameredes i Frankrig „Retten til Arbejde".Der utvivlsomt ud fra juridiske Synspunkterføres hel Del Argumenter i Marken mod en principiel Anerkendelse af en saadan Ret, men rent menneskeligt set forekommer Kravet mig, som et moralskKrav Samfundsmedlemmernes Side, at være uangribeligt. Naar Samfundet til Værn for den private Ejendomsret sætter snævre Grænser for den enkeltes Bevægefrihed i Henseende til den Maade, hvorpaa han

skaffer Livsopholdet til sig og sine, maa Samfundet paa den anden Side retfærdigvis skaffe dem, det gaar ud over, d. e. dem der ingen eller kun relativt ringe Interesse har i Ejendomsrettens Hævdelse, Mulighed for paa lovlig Vis at ernære sig selv, saa vidt de kan det. Det vil sige, Samfundet maa skaffe dem Arbejde. Imidlertid, som saa mange andre Idealer viste ogsaa „Retten til Arbejde" sig at være Krav, der ikke lod sig gennemføre. Det maatte da gælde om at finde en Udvej, der samtidig med at være realisabel, kom Idealetsaa som muligt. Den Udvej, man fandt, var at erstatte „Retten til Arbejde" med „Retten til Eksistens",og Maade, hvorpaa den følgende Tid realiserededenne var ved at henvise de arbejdsløse som alle andre eksistensløse til — Fattigvæsenet. Et mere humant Synspunkt vandt imidlertid frem; den sociale Lovgivning kom op rundt i Landene, og den bragte bl. a. den Ændring i Forsorgen for de eksistensløse,at nu søgte i vidt Omfang at yde dem den Hjælp, de behøvede, udenfor Fattigvæsenet,oftest at etablere en Forsikring for den übemidlede Befolkning mod de Livets Ulykker, der kan bringe den fra blot at være übemidlet til at blive eksistensløs. Man saa Sygeforsikringen, Ulykkesforsikringen,Invaliditets og Alderdomsforsorgen komme frem og blive anerkendt som det selvfølgelige og rigtige.Kun for de arbejdsløse lod man fra Samfundets Side ligge, ikke fordi man oversaa Problemeteller at forbigaa det, men fordi man fandt, at denne Forsikring i Modsætning til Socialforsikringensøvrige frembød ganske særlige og store Vanskeligheder.

Dette laa dels i Vanskelighederne' ved at fremskaffe brugbar Arbejdsløshedsstatistik, dels laa — og ligger — Vanskelighederne ved Arbejdsløshedsforsikringens i dens nære Forbindelse med og store Betydning for Arbejdernes Lønkamp.

I sin praktiske Udformning bliver Arbejdsløshedsforsikringennødvendigvis Forsikring af Løn, altsaa en Forsikring, som ved selve sin Tilstedeværelse er en Støtte for Arbejderen i hans Kamp mod Arbejdsgiveren. Man kan indvende, at denne Forbindelse mellem Arbejdsløshedsforsikringog ingenlunde er nogen nødvendig Forbindelse, idet dens Indtræden vil være afhængig af de fastsatte Betingelser for UnderstøttelsensYdelse. man ved Forsikringens Gennemførelsesom for Understøttelsesydelsen kræve af Arbejderen, at han skal tage et hvilketsomhelstArbejde en hvilkensomhelst Løn, saa bliver Forsikringen mod Arbejdsløshed ikke nogen Lønforsikring.Det kan man imidlertid, efter min Opfattelse, af rent samfundsmæssige Grunde og ogsaa af Hensyn til Nødvendigheden af Arbejderklassens Medvirken ved Forsikringens Gennemførelse, ikke tage. Man kan ikke gaa videre end vor Lov har gjort, naar den siger, at Arbejderen kun er pligtig at tage Arbejde, der „svarer til hans Evne", dette forstaaet positivt og negativt, altsaa som Arbejde der passer for ham, Arbejdehan overkomme, og Arbejde hvis Vilkaar ikke er væsentlig anderledes eller ringere end det, han er vant til, og som hans Kvalifikationer henviser ham til. Tilsvarende Bestemmelser findes i andre Landes Lovgivning om denne Sag; den engelske Lovs Regel

tyder paa, at en Arbejder ikke mister sin Ret til Understøttelseved
nægte:

an offer of employment in the district where he was last ordinarily employed at a rate of wage lower, or on conditions less favourable, than those which he habitually obtained in his usual employment in that district, or would have obtained had he continued to be so employed; or

an offer of employment in any other district at a rate of wage lower or on conditions less favourable than those generally observed in such district by agreement between associations of employers and of workmen, or failing any such agreement, than those generally recognised in such districts by good employers.

Tager man et modsat Standpunkt, bliver Arbejdsløshedsforsikringen Vaaben mod Arbejderen, saa bliver dens Virkning Løntryk, og man maa jo dog ved Forsikringens Gennemførelse ikke tabe det af Syne, at den, som al anden social Lovgivning, er ment som en Støtte for Arbejderen.

Med dette Forbehold med Hensyn til UnderstøttelsesydelsensBetingelser det, som anført, at al Arbejdsløshedsforsikring til en vis Grad maa blive en Forsikring af Løn. Er. der ikke sikret de arbejdsløseen Støtte under deres Ledighed, vil ArbejdernesLønkamp blive mere eller mindre af et Sisyfusarbejde.I Tider, naar der er Rift om de ledige Hænder, driver Arbejdernes Organisationer Lønningerne op; men naar da Nedgangsperioderne

kommer, og mange gaar ledige, vil disse mange, hvis der ingen Hjælp ydes dem, konkurrere med hverandre om Arbejdet som deres eneste Kilde til Eksistens udenforFattigvæsenet; vil være villige til at tage Arbejdet paa snart sagt hvilkesomhelst Betingelser og altsaa blive villige Redskaber i Hænderne paa de Arbejdsgivere— saadanne vil selvfølgelig altid findes —, som vil prøve paa at udnytte Situationen til at skaffe sig billig Arbejdskraft. Resultatet bliver Fald i Lønningerneog Arbejde for Organisationerne, der ved næste Opgangsperiode kan begynde forfra paa deres Arbejde paa at hæve Lønniveauet, og kan gøre det med nøjagtig samme, i det lange Løb negative Resultat som sidst. — For at undgaa Misforstaaelser skal jeg her indskyde, at Forholdet ved disse Bemærkningerer noget skarpere op, end det vil komme til at foreligge; men Tendensen er som anført. — Anderledesnaar findes en Forsikring mod Arbejdsløshed! Ydes der de arbejdsløse en forud tilsikret Hjælp, vil de være i Stand til at undlade at underbyde det opnaaedeLønniveau.

Det er dette, der har bevirket, at medens Samfundettøvede, Arbejdernes faglige Organisationer Arbejdsløshedsforsikringen op til Realisation som et Led i deres Lønkamp. De ældste Fagforeningskasser, de engelske, gaar saa langt tilbage som til 1831. Organisationernemagtede ikke de økonomiske Vanskeligheder ved Sagens Gennemførelse, og de maatte da paakalde Samfundets Støtte paa dette Punkt. Men Samfundets Myndigheder afskrækkedes af den ved Forsikringens Forbindelse med Fagforeningerne stærkt understregede lønpolitiske Side af Sagen; de

afviste Fagforeningernes Ønske om økonomisk Hjælp, maatte imidlertid erkende Samfundets uafviselige Pligt til at tage Sagen op, og saa forsøgte de at realisere den udenom Fagforeningerne.

Professor Westergaards Foredrag i 1903 drejede sig om de Forsøg, der i saa Henseende var gjort, og om hvorledes og hvor absolut de var mislykkedes. Men Professoren gav derefter Oplysning om en med Held i Aaret 1900 gennemført Ordning i den belgiske By Gent, en offentlig Arbejdsløshedsforsikring, der bygger paa Fagforeningernes Forsikringer. Denne Ordning, der senere er gaaet over i Arbejdsløshedsforsikringens som Gentersystemet, betegner et Vendepunkt i den hele Sag, og jeg skal derfor i al Korthed referere, hvad den gaar ud paa.

I 1898 blev i Gent nedsat en Kommission til Overvejelse af Arbejdsløshedsspørgsmaalet. Denne Kommissions Formand var Advokat Louis Varlez, hvis Navn vil leve, saa længe ArbejdsløshedsforsikringensHistorie thi det var ham, der skabte Gentersystemet og slog ind paa den første farbare Vej til Realisation af en offentlig Arbejdsløshedsforsikring. Han skar igennem Spørgsmaalet, afviste paa Forhaand Tanken om at følge 'de tidligere ulykkelige Spor og søge oprettet kommunale Arbejdsløshedskasser, omfattendesamtlige Han fastslog det, der senere er blevet et almindeligt anerkendt Princip i Arbejdsløshedsforsikringen,nemlig den skal være fagligt begrænset,og af Hensyn til den overordentlig store Forskel i Arbejdsløshedsrisikoen Fagene imellem. Han ræsonerede videre saaledes: Vi har en faglig Arbejdsløshedsforsikring,knyttet Fagforeningerne. Fagforeningernehar

foreningerneharikke blot i Praksis vist sig at være de eneste, der har kunnet gennemføre en virkelig tilfredsstillendeLøsning den vanskelige Opgave, som Arbejdsløshedsforsikringen erfaringsmæssigt er; men de niaa ogsaa erkendes rent theoretisk at have særlige Betingelser for at gennemføre den. Hvorfor da lade sig afskrække af Fagforeningernes Stilling som Kamporganisationerfra gøre Brug af dem ogsaa i fredeligtØjemed, dette kan ske, uden at deres Kampformaalpaa Maade blandes ind deri. Han vandt Tilslutning for dette sit Synspunkt, og Gentersystemetblev

Der oprettedes en kommunal Fond til Ydelse af Arbejdsløshedsunderstøttelse. Denne Fond yder imidlertid direkte Støtte hverken til Fagforeningerne eller til disses Arbejdsløshedskasser, men den yder et Tilskud til de Understøttelser, der af Fagforeningerne udbetales til arbejdsløse Medlemmer, hvis Ledighed ikke er foraarsaget ved Sygdom, Strejke og Lock-out eller deres Følger, manglende Arbejdsevne eller manglende Tilskudet fastsattes til højst at udgøre % af den af Fagforeningen udredede Understøttelse. System med Tilskudsydelse til Fagforeningernes blev for de ikke-organiserede Arbejdere suppleret med en Ordning med Ydelse af Tilskud til individuelle Opsparinger. Dette sidste fik aldrig nogen Betydning; men den Del af Systemet, som omfatter det organiserede Arbejde, vandt i den følgende Tid stor Udbredelse, først i Belgien Holland, senere ogsaa i Tyskland og noget i Frankrig.

Det blev dog ikke disse Erfaringer, der kom til

at præge vor Lovgivning her hjemme. Prof. Westergaardudtaltei ovennævnte Foredrag i 1903, at „det er klart, at Løsningen af en saa vigtig Opgave altid maa have sit særegne nationale Præg; Løsningen maa staa i nøje Forhold til den sociale og økonomiske Udvikling i det hele taget". Det var ogsaa ud fra det Synspunkt, Diskussionen blev taget op her i Foreningenfor16 siden, særlig i det Indlæg, der fremkomfraden Sygekasseinspektør, senere Arbejdsløshedsinspektør Th. Sørensen. Han hævdede, at vi, som ogsaa af Prof. W. antydet, burde iølge den Anvisning, der var gjort ved den saa lykkelige GennemførelseafSygeforsikringen i Landet og basere vor Arbejdsløshedsforsikring paa selvstændige, selvstyrendeArbejdsløshedskasser,arbejdende Støtte fra og under Tilsyn af det offentlige, men i nær Forbindelsemedde Organisationer. Han advarede paa den anden Side mod at gaa længere end netop hertil ved at benytte Sygekasserne som Forbillede ved Organiseringen af Arbejdsløshedsforsikringen, idet han bl. a. fremhævede den absolute Nødvendighed af at organisere Arbejdsløshedsforsikringen fagligt og ikke lokalt. Det blev disse Idéer, der blev realiserede i vor første Arbejdsløshedskasselov, Loven om anerkendteArbejdsløshedskasseraf April 1907, som blev forelagt af daværende Indenrigsminister Sigurd Berg og vedtaget af Rigsdagen næsten uforandret efter et Forslag, der var udarbejdet og fremlagt af den

Tidspunkt, da den senere Minister Thomas Larsen var
Formand for denne.

Ifølge denne Lov og den nugældende, i alt væsentligt Lov af 8. April 1914 er Arbejdsløshedsforsikringens her i Landet de selvstændige selvstyrende Arbejdsløshedskasser, hvis Virksomheds alene maa være Ydelse af Understøttelse Folk, der er uforskyldt eller med fyldestgørende selvforskyldt arbejdsløse. Disse Kasser kan faa — og har, naar de opfylder Betingelserne herfor, Ret til at faa — Statsanerkendelse med deraf følgende Tilskud fra det offentlige og, paa den anden Side, Forpligtelse til at underkaste sig det offentliges Tilsyn med deres Virksomhed. I Reglen om, at en Arbejdsløshedskasse, der opfylder Betingelserne for at faa Statsanerkendelse, ogsaa har Ret hertil, er der dog en enkelt Indskrænkning, som tilsigter at hindre Oprettelsen konkurrerende Kasser. Tilskudet bestaar af et Statstilskud og kommunale Tilskud. Statstilskudet udgør et Beløb, svarende til Halvdelen af de af Medlemmerne indbetalte Bidrag; Kommunernes Tilskud, under visse Betingelser, som nu næsten altid foreligger, er obligatoriske, udgør et Beløb svarende til en Trediedel af Bidragene fra de Medlemmer af vedkommende som ved det paagældende Regnskabsaars havde Ophold i Kommunen. Det ses saaledes, at Forsikringen er baseret væsentlig paa Medlemmernes egne Bidrag, idet det samlede offentlige ikke kan komme op over Ve af de af de forsikrede selv ydede Beløb. Jeg taler her, som overalt i det nærmest følgende, alene om Arbejdsløshedsforsikringens Virksomhed.

De anerkendte Arbejdsløshedskasser skal staa aabne for enhver, der opfylder dé vedtægtsmæssigt fastsatte Betingelser for Optagelse. Disse er, at den paagældende er en übemidlet Lønarbejder mellem 18 og 60 Aar, knyttet til det Fag, som Kassen omfatter, og bosat indenfor dens stedlige Omraade. Den eneste, og som Erfaringen har vist noget for snævre, Mulighed, der er givet en anerkendt Arbejdsløshedskasse at unddrage sig fra Optagelsen af eller for at udelukke fra Medlemsret en Arbejder, der opfylder de nævnte Betingelser, er givet ved en Regel i Loven om, at en Kasse kan nægte at have som Medlemmer Personer, der af legemlige eller moralske Grunde maa anses uskikkede til regelmæssig Erhvervsvirksomhed til Samarbejde med Arbejdsledere og Arbejdskammerater.

Naar et Medlem er indtraadt i en anerkendt Arbejdsløshedskasse,indtræder dermed hans Ret til Understøttelse; han maa staa i 12 Maaneder som betalendeMedlem, han kan faa Understøttelse i Tilfældeaf Ledighed. Bliver han efter dette Aar arbejdsløs, uforskyldt eller med fyldestgørende Grund selvforskyldt, faar han Understøttelse, dog først efter en vis Ventetid (Karenstiden), idet det ved Loven er fastslaaet, at den arbejdsløse skal bære den første Del af sin Ledighedsperiode uden Støtte fra Kassen; denne Karenstid skal være mindst 6 Dage, for Sæsonarbejderedog mere. Den Understøttelse, den ledige derefter faar af sin Kasse, skal være mindst 50 Øre og højst 2 Kr. pr. Dag; i de fleste Kasser er den for Tiden, i ethvert Fald for Medlemmer med flere Aars Anciennetet, oppe paa de 2 Kr.; men for de fleste

Medlemmer er den 1 Kr. 50 Øre. Ledighedspengene skal ydes for et vist begrænset Dageantal indenfor et Tidsrum af 12 Maaneder, ordinært mindst 70 Dage; i de fleste Kasser er dette Maksimum for UnderstøttelsensVarighed til 80^—100 Dage, men for de fleste Medlemmer er det nede paa det lovmæssige Minimum af 70 Dage. Et Medlem, der 3 Aar i Træk hvert Aar har taget sit fulde Maksimum af Understøttelse,skal et Aar være berøvet sin Ret til Hjælp.

Tilsynet med Forsikringen er lagt i Hænderne paa en Arbejdsløshedsinspektør, ved hvis Side staar et Raad, Arbejdsløshedsnævnet. Dette bestaar af 6 Repræsentanter Arbejdsløshedskasserne, valgte af disse, og 4 af Rigsdagen valgte Medlemmer. Arbejdsløshedsinspektøren som Formand for Nævnet. Dettes Myndighed er dels raadgivende, først og fremmest Arbejdsløshedsinspektøren og Indenrigsministeriet, ogsaa i videre Kredse, dels lovgivende, idet det ved Loven er overdraget Nævnet at fastsætte Regler for Kassernes Samvirken m. m. og dels endelig dømmende, idet Loven udtrykkelig har unddraget Arbejdsløshedsinspektøren overdraget Nævnet Afgørelsen alle Spørgsmaal vedrørende 1) Retten til at være Medlem af en anerkendt Arbejdsløshedskasse og 2) Ledighedsaarsagens Indflydelse paa Understøttelsesretten.

Paa dette Grundlag er i de 11 Vi Aar, der er gaaet siden den første Arbejdsløshedskasselovs Ikrafttræden, blevet anerkendt Arbejdsløshedskasser for saa godt som alle de Fag, hvis Udøvere almindeligvis henføres under Begrebet „Arbejdere", selv naar dette Ord tages

i vid Betydning. Det samlede Antal anerkendte Kasser var den 31. Marts 1918 62 med ialt 221000 Medlemmer.Kasserne med en enkelt Undtagelse, alle fagligtbegrænsede, de faglige Kasser er, ligeledes med en enkelt Undtagelse, alle Landskasser. De er i administrativ Henseende stærkt centraliserede, med en Hovedledelse i hvis Hænder hele den afgørende Myndighedligger Tiden mellem de, oftest med treaarigt Mellemrum, afholdte Delegeretmøder. Delegeretmødet, sammensat af Repræsentanter fra Medlemmerne i alle Afdelinger, repræsenterer den højeste Myndighed i alle Henseender indenfor Kassen; men dets Beslutninger med Hensyn til Ændringer af de Vedtægter, efter hvilke Kassen ledes in. m. har kun Gyldighed, naar de er godkendte af Kassens tilsynsførende Myndighed, Arbejdsløshedsinspektøren.Den Ledelse sker under Hovedledelsens Tilsyn og efter dens Anvisninger ved lokale Tillidsmænd; ialt har de anerkendte Kasser for Tiden ca. 3 000 lokale Afdelinger rundt om i Landet.

Samtlige disse Kasser er oprettede af de respektive Fagforeninger og arbejder i mere eller mindre nær Forbindelse med disse. Ved denne Forbindelse er opnaaet for det første, at Kasserne har faaet en for de flestes Vedkommende fortræffelig Medlemsbestand, sammensataf og daarlige Risikoer mellem hinanden. Dette er opnaaet derved, at Fagforeningerne har gjort det til en Pligt for samtlige deres Medlemmer at tiltrædeFagets Dernæst at Kontrollener bedre end den under nogen anden Omstændighed kunde blive. Jeg har haft det mest slaaende Eksempel derpaa i denne Tid, da Murersvendenei

svendeneiKøbenhavn har staaet uden Fagforening. Det var under disse Omstændigheder næsten ikke muligt at føre nogen effektiv Kontrol med, at der ikke ydedes Arbejdsløshedsunderstøttelse under Konflikt. Det var ikke muligt at faa oplyst, om der var Arbejdsstandsningnoget hvor der var Arbejdsstandsning, hvem den omfattede, om en Ledighedsanmeldelse var berettiget, idet Arbejdet paa den paagældende Plads var færdigt, om et eller andet fremsat Krav var overenskomstmæssigto. fr. Jeg henvendte mig til Arbejdsgiverforeningenmed om at faa alle de Anmeldelser, der maatte foreligge angaaende Uregelmæssighederpaa fik sikkert ogsaa hvad man derfra kunde give mig, men jeg var ikke desto mindre paa saa usikker Grund med Hensyn til Kontrollen i denne Afdeling, saa en Fortsættelse paa det da foreliggende Grundlag havde været meget betænkelig.Endelig ved Forbindelsen med de faglige Organisationer opnaaet en meget stor Besparelse i Administrationen. Dette ses bedst deraf, at medens den gennemsnitlige Administrationsprocent er omkring 10 %> af Indtægterne, saa er den for Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, hvis Hovedkontor er uden Forbindelsemed Arbejdsmandsforbunds Hovedkontor,adskilligt oppe.

Til alle Arbejdsløshedskasserne er knyttet Arbejdsanvisning,og alles Vedkommende er etableret et nøje Samarbejde med de kommunale Arbejdsanvisningskontorer.Dette er ordnet paa den Maade, at Kasserne til de kommunale Kontorer indberetterhvert Tilfælde af anmeldt Ledighed og framelder de afgaaede. Anvisningen af Arbejde fra

de kommunale Kontorer skal da, for saa vidt angaar Arbejdsløshedskassemedlemmer, ske efter Forhandling med den paagældende Kasses Tillidsmand. Helt godt fungerer dette Apparat ikke endnu; Loven om den kommunale Arbejdsanvisning er kun 6 Aar gammel, og det tager selvfølgelig sin Tid at faa sligt gennemført,hvor drejer sig om flere Tusind Tillidsmænd, af hvilke den langt overvejende Del er Arbejdere, der har deres Beskæftigelse i Arbejdsløshedskassens Tjenestesom Men under Forudsætning af at der bliver givet den fornødne Tid til Forstaaelse, mener jeg, at Ordningen i og for sig er den bedst mulige. Den supplerer nemlig den kommunale Arbejdsanvisningmed i de enkelte Specialiteter sagkyndigeElement, den ifølge Sagens Natur ikke selv kan være i Besiddelse af, og som er nødvendig for at skabe en virkelig god Arbejdsanvisning.

Mellem samtlige faglige Arbejdsløshedskasser gælder hvis Hensigt er at lette Overgangen det ene Fag til det andet. Ifølge disse Regler kan et Medlem gaa fra Fag til Fag uden derved tabe nogen af sine i Arbejdsløshedsforsikringen erhvervede Rettigheder. Han har blot at melde sig fra hos den Kasse, hvis faglige Omraader han forlader, og melde sig til hos den Kasse, indenfor hvis faglige Omraade han kommer til at arbejde; han bliver da overført til denne, og hans Bidragserlæggelse sker til denne; men Understøttelsesret i den tilflyttede Kasse erhverver han sig først efter 13 Ugers uafbrudt Arbejde indenfor det tilflyttede Fag; bliver han ledig inden den Tid, annuleres Overflytningen, og han glider tilbage til sin gamle Kasse.

Yderligere har de anerkendte Arbejdsløshedskasser gennem de paagældende Fagforeninger i ret stort Omfang Overenskomster med udenlandske, især norske, svenske og tyske Organisationer om gensidig Understøttelse af arbejdsløse under Rejse elier Ophoid indenfor de respektive Foreningers lokale Omraade. I enkelte Fag, som f. Eks. Typografernes, er denne internationale stærkt udviklet. I ethvert Fald før Krigen kunde en dansk Typograf færdes overalt i Europa udenfor England, Rusland og Balkan og med sin danske Medlemsbog (af hvilke til dette Brug enkelte er trykt paa fremmed Sprog) som Legitimation Understøttelse, hvor han kom frem.

Kort før vor Lov kom den norske Lov om A rbejdsledighedskasser af 1906. Jeg tror, at man uden at gaa Nordmændene for nær kan hævde, at denne Lov er paavirket af de Forhandlinger, der var ført her i Danmark angaaende Arbejdsløshedsforsikringens Mest er den dog paavirket fra Gent. Arbejdsløshedsforsikringens Bærere er efter den norske Lov, ligesom her, de selvstyrende anerkendte Arbejdsledighedskasser, efter egne og selvstændige Vedtægter og med selvstændige Midler. Men det offentliges Tilskud til Forsikringen ydes efter den norske Lov som Refusion af en vis Del af de udbetalte Understøttelser, og Tilsynet med Forsikringen har indtil nogle faa Aar siden været henlagt alene under kommunale Tilsynsnævn med Socialdepartementet som højere Instans; nu findes der en Arbejdsløshedsinspektør ligesom i Danmark. Forsikringen har indtil nylig kun haft relativt ringe Tilslutning i Norge, nu siges Forholdet have bedret sig.

En helt anden og ganske selvstændig Vej er man gaaet i England, hvor en offentlig Arbejdsløshedsforsikring gennemført ved Afdeling II af National Insurance Act af 1911. Denne Lovs Dispositioner gaar ud paa 1) Gennemførelsen af en Tvangs-Arbejdsløshedsforsikring visse Fag og 2) Ydelsen af vist Tilskud til Opmuntring af en frivillig Arbejdsløshedsforsikring disse samme og andre Fag. Den første Del giver det nye og vigtige ved Loven; den gaar ud paa følgende:

Enhver Arbejder (hertil ikke regnet Formænd, Kontorister og Lærlinge), der faar Beskæftigelse i en Virksomhed under de tvangsforsikrede Fag, skal yde Bidrag til en Stats-Arbejdsløshedsfond. Hans Arbejdsgiverskal et lige saa stort Bidrag og Staten et Tilskud svarende til Vs af Arbejderens og Arbejdsgiverenssamlede Arbejdsgiveren udreder saavelsit som Arbejderens Bidrag, men fradrager saa dette sidste ved Udbetalingen af Lønnen. Bidraget er, naar Arbejderen kun er beskæftiget en enkelt Dag, højere end det er, hvis han er beskæftiget gennem længere Tid. Denne Regel tilsigter, ligesom ogsaa andre Dispositioner i Loven, at fremme en vis Stabiliteti Der ydes ikke Understøttelse for den første Uge af Ledighedsperioden, derefter ydes — eller rettere ydedes, thi Understøttelserne er under Krigen ændrede, men jeg kender ikke de fastsatte Satser — 7 sh pr. Uge for indtil 15 Uger indenfor et Tidsrum af et Aar, dog at Arbejderen ikke kan faa mere end en Uges Understøttelse for hver 4 Ugers Bidragserlæggelse. Betingelserne for denne UnderstøttelsesYdelse ganske som hos os, og nu egentligoveralt,

ligoveralt,at Arbejderen er arbejdsdygtig, arbejdssøgendeog
uforskyldt eller med fyldestgørendeGrund

Administrationen af Tvangs-Forsikringen ligger principielt i de offentlige Arbejdsanvisningskontorers Hænder. Naar en forsikret Arbejder bliver ledig, skal han aflevere sin Bog til det nærmeste offentlige Arbejdsanvisningskontor dettes Filial, og her bestemmes, Eftersyn af Bogen og Undersøgelse af hans Forhold, om hans Ret til Understøttelse skal anerkendes, og i bekræftende Fald hvor meget han skal kunne oppebære. Afgørelsen desangaaende træffes af den saakaldte insurance-officer. Er Arbejderen ikke tilfreds med hans Afgørelse, kan han indanke den for et lokalt Nævn, bestaaende af et lige Antal Arbejdsgivere og Arbejdere med en upartisk Formand. Hvis Nævnets Afgørelse i Sagen er overensstemmende med Embedsmandens, denne Afgørelse endelig; i modsat Fald gaar Sagen til Paadømmelse af en af Kongen udnævnt „Voldgiftsmand", hvis Kendelse i alle Tilfælde er endeligt

Den anden Side af Loven gaar ud paa at opmuntreOprettelsen frivillige Forsikringer. Jeg skal her først omtale de Foreninger, der yder Arbejdsløshedsunderstøttelse,og henhører under de tvangsforsikredeFag. en tvangsforsikret Arbejder staar som Medlem af en Forening, der yder Ledighedsunderstøttelse,saa han, i Stedet for at henvende sig til det offentlige Arbejdsanvisningskontor, henvende sig til sin Forening med sin Ledighedsanmeldelse; Foreningen bringer da hans Forhold paa det rene og udbetaler ham i Understøttelse dels det, den skal yde

ham, dels det, han skal have af Arbejdsløshedsfonden, og den kontrollerer ham, dog med Forbehold af en vis Mødepligt overfor Anvisningskontoret. Foreningen faar da af Fonden refunderet den Understøttelse, den har udlagt af Fonden, dog at den samlede Refusion aldrig kan udgøre mere end HA af, hvad Foreningen selv har udredet i Arbejdsløshedsunderstøttelse til sine tvangsforsikrede Medlemmer. Den foreskrevne daglige — eller i særlige Tilfælde sjældnere — Mødepligt til Kontrol af Ledigheden sker udelukkende ved Foreningen.

Arbejdsløshedskasser for Fag, der ikke er under Tvangsforsikringen, ligesom ogsaa de fornævnte Kasser for Fag under Tvangsforsikringen kan faa et Statstilskud dens Forsikring, udgørende 1/o af de Beløb, de har ydet i Understøttelse til arbejdsløse.

Saaledes er i Hovedlinjerne den engelske Lovgivning Arbejdsløshedsforsikring, saaiedes som den forelaa før Krigens Udbrud; Grundlaget er, saa vidt mig bekendt, stadig uforandret det samme.

Ved en Lov af 16. Septbr. 1916 er Holland kommet med i Rækken af de Stater, der har Arbejdsløshedsforsikringenreguleret særlig Lov. Loven gaar ud paa Ydelsen af aarligt Bidrag til Fagforenings- Arbejdsløshedskasser, hvis Vedtægter er godkendt af et nyoprettet ministerielt Kontor for Arbejdsløshedsforsikring og Arbejdsanvisning, og som fyldestgør visse yderligere, nærmere angivne Betingelser. Tilskudsydelsen sker i Forhold til Medlemsbidragene, og det samlede Tilskud maa ikke overstige 100 % af disse. Halvdelen af Tilskudetudredes Staten, Halvdelen af den Kommune, hvor den paagældende Arbejdsløshedskasse har Sæde,

men Kommunens Tilskud er ikke obligatorisk, og Statskassens Tilskud er gjort afhængigt af, at der er bevilget et kommunalt Tilskud. Kommunerne fører Tilsynet med Forsikringen; den kommunale Arbejdsanvisningfører med Ledigheden. Afgørelsenangaaende om Understøttelsesydelsen træffes i første Instans af den paagældende Kasse og den tilsynsførende kommunale Myndighed, i anden Instans af det ovennævnte Kontor for Arbejdsløshedsforsikringog i sidste Instans af Ministeriet.Der dannet et raadgivende Nævn, bestaaende for Halvdelens Vedkommende af Arbejdsløshedskasserepræsentanter,for anden Halvdel af Repræsentanter fra Regeringen og Kommunerne.

Dette er de vigtigste Foreteelser paa Arbejdsløshedsforsikringens siden Aar 1900. Og jeg vil da efter denne Gennemgang rejse det Spørgsmaal: Er nu vort System det rette for os? Spørgsmaalet er ikke rent theoretisk, det er af aktuel praktisk Interesse, idet en Revision af vor Lov vil være fornøden i en nær Fremtid til Ændring af de fastslaaede Grænser for Understøttelsessatserne, og der vil da sikkert vise sig at blive sat indflydelsesrige Kræfter i Bevægelse til dets Ændring.

Gentersystemet! Det lægger helt og umiddelbart Forsikringen i Hænderne paa Fagforeningerne; efter det ydes alene kommunale Tilskud, udredede i Forhold til de udbetalte Understøttelser; Tilsynet er kommunalt.— mit Skøn er Ydelsen af Tilskud i Forholdtil uheldigt først og fremmest fordi det modvirker den i Arbejdsløshedsforsikringen med dens stærkt svingende Udgifter saa særligt vigtige

Dannelse af Reservefond. Decentralisationen af Tilsynetforekommer afgjort uheldig, idet den skaber Uensartethed mellem de forskellige Pladser i Behandlingenaf paa samme Vilkaar forsikrede. Men den afgørende Indvending mod Gentersystemet er dog dette, at det ikke giver nogensomhelst Sikkerhed for en ForsikringsTilstedeværelse. Fagforeningerne Penge, vel, saa udbetaler de, og saa yder det offentlige Tilskudtil Udbetalinger. Men har de opbrugt deres Penge i Arbejdskampe eller til andet Formaal, saa er Samfundet lige vidt; det staar der med sine arbejdsløse, der da maa hjælpes ad anden Vej.

Saa er der den engelske Lov. Ogsaa der spiller Fagforeningernes Arbejdsløshedsforsikringer en afgørendeRolle, Understøttelserne under den offentlige Forsikring i ethvert Fald hidtil har været sat saa lavt, at de forudsætter en Supplering. Men her er dog den Forskel fra Gentersystemet, at der er skabt en Sikkerhedfor Forsikrings stadige Tilstedeværelse, den være aldrig saa utilstrækkelig, thi svigter FagforeningernesYdelser, de ledige dog altid have den offentligeForsikring falde tilbage paa indenfor det Omraade, for hvilket den er gældende. Derved bliver det denne, der ogsaa ved omfattende Organisation og Forsikring blandt Arbejderne, bliver Systemets egentligeKærne. saa bliver da til Vurdering af SystemetSpørgsmaalet om man overfor en saadan Forsikring tror paa det offentlige Kontorapparats Fortrinfor selvstyrende Kasse, paa Funktionærens Overlegenhed over den af de forsikrede valgte Tillidsmand.Jeg min Part mener, at er det svært for Tillidsmanden at administrere godt, saa vil det blive

umuligt for Funktionæren; Tillidsmanden kender dog Forholdene i det Fag, han arbejder med, og dets Arbejdspladser,og kender personlig en stor Del af sine Kammerater, ved nogenlunde, fra hvilke Sider han kan vente Forsøg paa Overgreb, og overfor hvem han kan være tryg. Funktionæren kan ikke have Specialkendskabtil de Fag, han faar at gøre med, og han vil være langt mere udsat for Overgreb end Tillidsmanden,for første fordi han, som bemærket, er daarligere udrustet derimod, og for det andet fordi Folk erfaringsmæssigt gør sig faa Samvittighedsskrupler,naar drejer sig om at føre en offentlig Funktionærbag men betænker sig derpaa, hvor det drejer sig om en af deres egne Repræsentanter og Kammerater. For saa vidt man mod Tillidsmandens Egnethed vil fremføre dette, at han som valgt af Kammeraterneer af disse og derfor ude af Stand til at modsætte sig deres Ønsker, skal bemærkes, at han er valgt af alle en Kasses Medlemmer, arbejdende og arbejdsløse, og de førstnævnte kan fornuftigvis ikke formodes at ville støtte en Tillidsmand, der ser gennemFingre Misbrug af den Kasse, der, som Forholdene ordinært er, væsentlig opretholdes ved Midler, udredede af Medlemmerne selv.

Og saa er der vor Ordning! Dens Grundlag er efter min Mening godt nok. Vi har Sikkerhed for Forsikringens Gennemførelse derved, at dens Bærere er selvstændige Foreninger med egne Midler. Vi har gennem Arbejdsløshedskassernes Forbindelse med Fagforeningernealle Fordele i Henseende til Kontrol m. m., som Fagforeningerne byde, og vi har ved denne Forbindelse faaet gennemført en reel Tvangsforsikring,men

forsikring,menuden Lovparagrafer og Politi, blot som en Tvang, Arbejderne indbyrdes og frivilligt paalægger sig og selv opretholder. Vi har forsikringsmæssigt set det bedst mulige Grundlag, nemlig Fagene organiserede hver for sig over hele Landet. Og saa har vi endelig Administrationen liggende der, hvor den efter min Formening ligger bedst, nemlig i Hænderne paa de af de forsikrede selv valgte Tillidsmænd.

Det kan nu altsammen være meget godt, vil man maaske sige, men det, der interesserer os, er ikke vor Lovgivnings formelle Regler sammenholdt med andre Landes Love; det, der interesserer os, er vor Lovgivnings Indhold, dens Virkning i det praktiske Liv, herunder særlig hvorledes Understøttelsesydelsen er begrænset, hvilken Sikkerhed der er for, at der ikke ydes Arbejdsløshedsunderstøttelse uden i de Tilfælde, da det bør ske.

Reglerne om Understøttelsens Begrænsning er givet negativt i Lovens § 14, der var en Opremsning af Tilfælde, i hvilke der ikke maa ydes Understøttelse. Man kan summere denne Paragrafs Bestemmelser positivt at der maa kun ydes Understøttelse til arbejdsdygtige og arbejdssøgende under deres uforskyldte med fyldestgørende Grund selvforskyldte Ledighed. De Bestemmelser, der her kommer i Betragtning, disse:

Der maa ikke ydes Understøttelse under Sygdom
eller Arbejdsudygtighed, saa længe Sygdommen eller
Arbejdsudygtigheden varer.

Der maa ikke ydes Understøttelse under Strejke
eller Lock-out til Personer, der omfattes af samme.

Der maa ikke ydes Understøttelse til Medlemmer,

hvis Arbejdsløshed hidrører fra, at de uden fyldestgørendeGrund forladt deres Arbejde, eller maa anses forskyldt ved overdreven Nydelse af berusende Drikke, ved Ufordragelighed overfor Arbejdsgivere eller Arbejdskammerater eller ved utilbørlig Adfærd.

Der maa ikke ydes Understøttelse til Medlemmer, der uden fyldestgørende Grund vægrer sig ved at overtage et af Kassens Ledelse eller et kommunalt Arbejdsanvisningskontor anvist Arbejde, som efter Kassens Skøn svarer til Vedkommendes Evne.

Kravet om Arbejdsdygtighed som Betingelse for Understøttelsesydelse har ikke voldet større Vanskelighed over den, der er forbunden med at fastslaa, hvornaar et Medlem — herunder navnlig ældre Folk — er saa vidt arbejdsudygtig, saa det kan forsvares at nægte ham Brugen af Forsikringen. Principet har her været at udvise stor Forsigtighed ved Anerkendelse af Arbejdsdygtighed hos Folk over 60 Aar, der jo vil have Alderdomsunderstøttelsen at falde tilbage paa, og at udvise Liberalitet overfor yngre Medlemmer, saa længe det kan godtgøres, at de er arbejdssøgende.

Kravet om, at den understøttede skal være arbejdssøgende,arbejdsvillig, vistnok nu ved den kommunaleArbejdsanvisnings kommet i saa fast et Spor, som det, uden et uforholdsmæssig stort Administrationsapparat, er muligt at tilvejebringe. Arbejdsuvilligog überettiget til Understøttelse er den, der uden fyldestgørende Grund vægrer sig ved at tage et af Kassens Ledelse eller et kommunalt Arbejdsanvisningskontoranvist der efter Kassens Ledelses Skøn svarer til den paagældendes Evne. Hermed vil man selvfølgelig sidestille den, der uden

fyldestgørende Grund nægter at tage et ham direkte tilbudt og til hans Evne svarende Arbejde. Det er imidlertid med fuld Føje, at Loven ikke har udtalt sig herom, thi Afvisninger af saadanne direkte Arbejdstilbudkan kontrolleres, med mindre den paagældendeArbejdsgiver Arbejdsvægringen for Inspektoratet.Dette for Tiden i ret stort Omfang, og Spørgsmaalet om Arbejdsnægterens Ret til Understøttelsebliver optaget til Undersøgelse og Paadømmelsepaa Maade og ud fra samme Synspunkter,som Arbejdet var ham anvist. Hvis Arbejdet anvises efter en Henvendelse direkte til en Arbejdsløshedskasse, er Forholdet i og for sig sikrest og simplest, thi Kassen maa formodes ikke at anvise en Mand Arbejde, med mindre den mener, at han skal lage det, og gør han det ikke, vil selvfølgelig den anvisende Tillidsmand her, hvor det altsaa drejer sig om en Overtrædelse af hans eget Paabud, omgaaende lade Straffen følge i Form af Standsning af Understøttelsen.Der imidlertid Arbejdsgivere, der ikke ønsker at benytte Arbejdsløshedskassernes Arbejdsanvisning,de da bruge den kommunale Arbejdsanvisning.Alle overfor et kommunaltArbejdsanvisningskontor i Henhold til en foreliggende Aftale, af Arbejdsanvisningsdirektoratet til Arbejdsløshedsinspektoratet, og de bliver da gjort til Genstand for Undersøgelse herfra og, eventuelt, for Paadømmelse af Nævnet. Nævnet vil — forudsat at den foretagne Anvisning har været rigtig, d. e. at det rette Arbejde er anvist til den rette Mand — godkende Understøttelsesydelsen, saafremt det finder at maatte anerkende den foreliggende Grund for Arbejdsvægrin-

Nationaløkonomisk Tidsskrift. LVII.

gen som fyldestgørende, og det vil frakende den paagældendeArbejdsnægter Understøttelse, saafremt det ikke mener at kunne anerkende hans Vægringsgrundsom Og hvad vil Nævnet da anerkende som fyldestgørende Grund for en Arbejdsvægring?Herpaa det umuligt at give et udtømmendeSvar, rent eksempelvis kan anføres Forhold som: særlig lang Afstand fra Arbejdspladsen uden Godtgørelse for Tidstab ved Tilbagelæggeren af denne Afstand, sikkert, eventuelt senere realiseret, Løfte om bedre Arbejde i Løbet af kort Tid og endelig for lav Løn. I sidstnævnte Henseende har Nævnet hidtil, da Lønningerne har haft en decideret opadgaaende Tendens,fulgt Regel, at naar et Medlem har opnaaet et vist Lønniveau, og vel at mærke har været beskæftigetpaa opnaaede Løn, mere end rent tilfældigt og midlertidigt, saa vil man ikke kræve, at han mod sit Ønske skal tage Beskæftigelse ved samme Arbejde til en Betaling, der ligger under dette Lønniveau, med mindre han har gaaet længere Tid ledig, og det hervedeller anden Maade maa anses godtgjort, at han ikke kan faa Beskæftigelse til sin tidligere Løn. Mod denne Fremgangsmaade er fra Arbejdsgiver-Side hævdet, at enhver Arbejder burde være forpligtet til at tage et tilbudt Arbejde, naar der derfor bødes overenskomstmæssigLøn. dette viser sig ved nærmereEftertanke at være et uholdbart Grundlag for Paadømmelse af Understøttelsesretten, thi hvad er i det enkelte givne Tilfælde den overenskomstmæssige Løn? I Fag med Minimallønspolitik er Minimallønnen oftest sat saa lavt, at det slet ikke er Forudsætningen, at kvalificerede og dygtige Arbejdere skal beskæftiges

dertil; det er her overenskomstmæssigt fastslaaet, at Lønnen skal fastsættes ved Forhandling mellem den enkelte Arbejdsgiver og Arbejder til et eller andet Beløbover I Smede- og MaskinarbejdernesFag saa vidt vides, Minimallønnen indtil for nylig omkring 50 Øre, men Arbejdernes Gennemsnitslønomkring Kr. 20 Øre. Og ogsaa i andre Fag, hvor den overenskomstmæssige Løn er forudsat at være mere fast, gives der til de dygtige Arbejdere saadanneTillæg en eller anden Form, saa det at kræve af enhver Arbejder i det paagældende Fag, at han skal tage Arbejde til den overenskomstmæssige Løn, vil betegne et Løntryk overfor Arbejderen. Og om den Ting kan der formentlig blive Enighed, at ArbejdsløshedsforsikringensOpgave er den direkte at modarbejde Arbejdernes Lønkamp.

Langt vanskeligere end at sikre sig mod Arbejdsuvilje,naar giver sig Udtryk i en Arbejdsvægring, er det at sikre sig imod, at et Medlem faar Understøttelse,uanset han har forladt sit Arbejde uden at have haft en fyldestgørende Grund herfor. Det vil sige, det er vanskeligt under de nuværende Forhold, da Understøttelserne ekstraordinært er forhøjede; under normale Forhold, hvor Arbejdsindtægterne meget væsentligtoverstiger vil man sikkert i al Almindelighed kunne gaa ud fra, at er en Mand først engang kommen ind paa en Arbejdsplads, saa vil Lønnen ogsaa holde ham der, med mindre han har ganske særiige og oftest fyldestgørende Grund for at forlade Pladsen. Men iøvrigt skal jo Kasserne føre Kontrol med Ledighedsaarsagen. I Almindelighed kan det vistnok siges, at naar et ellers regelmæssigt og

godt beskæftiget Medlem kommer og melder sig ledig, vil Kassen slaa sig til Ro alene med hans egen Opgivelseangaaende og være tilbøjelig til at anerkende denne, medens de for de uregelmæssigtbeskæftigede vise mindre Tillid og tilsvarende forøget Paapasselighed. I nogle Kasser er Kontrollen med Ledighedens Aarsag lagt i Hænderne paa Tillidsmændrundt Arbejdspladserne. Er en Kasse meget stor, og er dens Medlemmer i stort Omfang løst beskæftigede,kan imidlertid ikke nægtes, at Kontrollenpaa Punkt kan glippe. Dette er saaledes Tilfældet i Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, der derfor netop for Tiden er optaget af at finde et System,som raade Bod paa de Mangler, der i saa Henseende har vist sig at være til Stede. I en enkelt Kasse er, som en midlertidig Foranstaltning til Brug under de foreliggende ekstraordinære Forhold, forlangt Arbejdsgiverens Attest angaaende Ledighedens Aarsag som Betingelse for Understøttelsesrettens Anerkendelse. Denne Udvej er under almindelige Forhold ikke anbefalelsesværdig;for første kan disse Attester misbrugesaf dernæst er de ingenlunde altid paalidelige, idet Arbejdsgiveren for ikke at lægge sig ud med den paagældende Arbejder, angiver en anden Ledighedsaarsag end den rigtige, og endelig er der nogle Arbejdsgivere, og ikke de daarligste, der paa Forhaand nægter at have med disse Attesters Udstedelseat

Lovens Bestemmelse om, at der ikke maa ydes Understøttelse under Strejke eller Lock-out til Personer, der omfattes af samme, er absolut og ganske summarisk.Ligegyldigt en etableret Strejke er aldrig saa

berettiget eller en erklæret Lock-out aldrig saa forkastelig,der til de Medlemmer, der omfattes heraf, ikke ydes Arbejdsløshedsunderstøttelse; Arbejdsløshedskassernemaa bruges som direkte Støtte i Lønkampen,at saadan Støtte maa være de faglige Organisationers Sag. Spørgsmaalet er da, hvem der skal anses „omfattede" af en etableret Strejke eller Lock-out. Nævnet har her taget det Standpunkt, at man som Strejkedeltagere betragter dem, der har nedlagtArbejdet, som lock-out'ede dem, der af Arbejdsgiverener i Arbejdet. Medlemmer, der undlader at tage Arbejde paa Pladser, hvor der er Konflikt, er behandlede i Henhold til den foranstaaende Fremstilling angaaende Arbejdsnægteres Stilling overfor Understøttelsen.

Det er imod dette Standpunkt, at den forventede Kritik, som jeg foran omtalte, kan ventes rettet. Det hævdes, at det er samfundsmæssigt set fornuftstridigt, at Staten indretter en faglig Domstol, hvis Opgave det er at haandhæve Ret og Billighed i Forholdet mellem Arbejdets Parter, og at det saa kan gaa saaledes, at denne Domstol i et givet Tilfælde erklærer en etableret Arbejdsnedlæggelse og Blokade af en Arbejdsplads for ulovlig, at Arbejderne uanset denne Kendelse opretholder og samtidig dermed kan gaa og tage Arbejdsløshedsunderstøttelse. Det hævdes, at der er to Slags Strejkedeltagere, de aktive, dem der nedlægger Arbejdet, og de passive, dem der undlader at søge det blokerede Arbejde, og de er lige meget Strejkedeltagere begge.

Konklusionen heraf skulde jo nu være den, at
følgelig alle, baade aktive og passive Strejkedeltagere,

skulde miste deres Ret til Arbejdsløshedsunderstøttelse, thi Lovens Regel her er, som bemærket, absolut og summarisk: der maa ikke ydes Strejkedeltagere Understøttelseaf anerkendt Arbejdsløshedskasse. Denne Konsekvens af Standpunktet tages ikke, og med Føje; man kan jo dog ikke komme til dette, at fordi Dansk Arbejdsmandsforbund i Rødby etablerer en ulovlig Arbejdsstandsning,skal standses til samtlige70 Medlemmer af Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse;man ikke engang standse Understøttelsenfor Kassens Medlemmer paa Lolland, da de allerfleste af disse ikke er Medlemmer af Dansk Arbejdsmandsforbund og følgelig ganske uskyldige i den foretagne Ulovlighed. Vel, siges der, saa bør Loven forandres, saa bør Arbejdsløshedskasserne knyttespaa Maade til Fagforeningerne som en integrerendeDel disse, saa samtlige en Kasses Medlemmerkan ansvarlige for Fagforeningens Handlinger;saa Begrebet Strejkedeltager fastslaas som omfattende saavel dem, der nedlægger Arbejdet, som dem, der undlader at genoptage det nedlagte Arbejde, men Lovens Regel om Understøttelsens Bortfald til Gengæld lempes, saaledes at det tillades Arbejdsløshedskasserneat Understøttelse under visse berettigedeStrejker visse überettigede Lock-out'er.

Jeg for min Part vilde nødig se dette ske. Jeg tror, at det for Kassernes Lovlydigheds Skyld er af største Betydning at have den simpleste og klarest mulige Regel at gaa efter. Det hidtil gældende absoluteForbud Understøttelsesydelse under Strejke og Lock-out har været en Bestemmelse af den ønskeligeKlarhed, jeg ved da ogsaa kun et eneste Tilfælde,hvor

fælde,hvorden i disse 16 Aar har været overtraadt. Jeg tør rolig hævde, at for Arbejdsløshedsforsikringen vil Indførelsen af en Bestemmelse som den anførte bringe ganske andre og mindre smukke Resultater. Det maa man nemlig erindre, at vil man administrere en Institution som Arbejdsløshedsforsikringen ved folkevalgteTillidsmænd, der har deres Beskæftigelseved af deres Hverv som Tillidsmænd, saa maa man, hvis man da vil have en forsvarlig Administration,ikke det mere vanskeligt og indvikletend nødvendigt. Men jeg ser foreløbig heller ikke, at det skulde være nødvendigt at ændre Loven paa dette Punkt ud over det, der er sket ved § 8 i den midlertidige Lov af 30. Novbr. 1918 angaaende overordentlig Hjælp til arbejdsløse.

Den Praksis, der har foreligget før denne Lov, var, som bemærket, saaledes: I Tilfælde af Arbejdsnedlæggelse standsedes Understøttelsen summarisk til alle dem, der var Deltagere i Arbejdsnedlæggelsen, de aktive Strejkedeltagere.Foralle Vedkommende maatte individueltkonstateresen i Arbejdsstandsningen,førUnderstøttelsesretten fratages dem, og dette maatte ske derved, at Arbejdsgiveren forlangte Arbejdskraft, der skete en Anvisning, Arbejderen vægredesigved modtage Anvisningen, og hans Understøttelsesretblevderefter op til Paadømmelse. Der har efter Loven ikke været Mulighed for at tage Sagen paa nogen anden Maade, men det maa erkendes,atdet en langsom Fremgangsmaade, og det hævdes yderligere, at det i mange Tilfælde vil være vanskeligt for Arbejdsgiveren og forbundet med Udgifterforham

gifterforhamat opretholde et Krav om Anvisning af Arbejdskraft, naar Resultatet af Anvisningen fortsat viser sig at være negativt. Erkendes maa det i ethvert Fald, at Kravet om Arbejdsanvisning i nogle Tilfælde af ulovlig Arbejdsstansning ikke har været opretholdt med tilstrækkelig Energi fra Arbejdsgivernes Side, og at der som Følge deraf har været ydet Arbejdsløshedsunderstøttelse,somikke have været ydet. Men nu har vi faaet den ovennævnte Bestemmelse i Loven af 30. Novbr. 1918; den lyder paa, at saafremt det efter et større eller mindre Antal forgæves Anvisninger eller paa anéen Maade fremgaar, at der foreligger en kollektiv Arbejdsvægring overfor en given Arbejdsplads, saa kan det kommunale Arbejdsanvisningskontor, der maatte have foretaget den forgæves Anvisning, standse yderligere Anvisning af Arbejdskraft til Stedet og indberetteSagentil Skønner han, at Formodningen om Vægringens kollektive Natur er begrundet, indberetter han Sagen til de paagældende faglige Organisationer, henholdsvis for Arbejder og Arbejdsgiver, og til Arbejdsløshedsinspektøren, der omgaaende foranlediger Udbetalingen af ArbejdsløshedsunderstøttelsetilArbejdsnægterne uanset disses Motivering for Vægringen. Mener de paagældendeOrganisationerikke, Vægringen er af kollektivArt,behandles stedfundne Arbejdsvægringer individueltafNævnet sædvanlig Maade. Kommer det derimod til en Forhandling mellem Arbejdets Parter,ogdenne i en Afgørelse, genoptages Anvisningen, og vægrer Arbejderne sig herefter ved at gaa i Arbejde, kan Understøttelsen efter ArbejdsløshedsinspektørensnærmereBestemmelse

hedsinspektørensnærmereBestemmelsestandses for en
videre Kreds af den paagældende Kasses Medlemmer.

Hermed er altsaa aabnet Mulighed for 1) hurtigt at bringe en foreliggende kollektiv Arbejdsvægring frem for Lyset og til Forhandling mellem Parterne, og dermed at ramme dem, der paaviseligt er passive Strejkedeltagere i det Omfang, som er nødvendigt og forsvarligt.

Det, jeg her har talt om, er Arbejdsløshedskassernes og normale Virksomhed. Siden Oktober er der imidlertid heri sket en Forskydning, som jeg i Korthed maa omtale.

Op til Februar 1917 var der rundt om i flere af de store og større Byer her i Landet af Hjælpekasserne ydet visse Understøttelser til Supplering af ArbejdsløshedskassernesUnderstøttelser.'Denne blev som almindelig Regel udbetalt gennem Arbejdsløshedskasserneogunder Kontrol. Det var Dyrtiden, der nødvendiggjorde denne Supplering, Arbejdsløshedenvardet idet nemlig Beskæftigelsesgradenidisse naaede en hidtil ukendt Højde. Saa kom Februar 1917 med den skærpede UndervandsbaadskrigogNordsøblokaden. blev snart alle klart, at disse Dispositioner fra de krigsførende Magters Side ganske vilde ændre Billedet og gennem Zvlaterialemangel skabe en Arbejdsløshed, som man, og som det viste sig med Rette, frygtede at se indtræde i meget stort Omfang. Under disse Omstændigheder fik Arbejdsløshedsnævnet fra Indenrigsministeriet en

Opfordring til at udtale sig om, hvad man mente, der burde foretages til Imødegaaelse af denne forventede Ledighed. Nævnet optog straks Forhandling desangaaendeogfremsendte April Maaned 1917 en Udtalelse,derbiev tii Grund for det Lovforslag, som den 27. Oktober 1917 blev vedtaget som midlertidig Lov angaaende overordentlig Hjælp til arbejdsløse. Der var her navnlig to Ting, der fra Nævnets Side ønskedes opnaaet. Det første var, at Kassernes fortsatteVirksomhedblev dette skete ved en BestemmelseiLoven at der efter Indstilling fra Nævnet kunde ydes ekstraordinært Statstilskud til de Kasser, der var særlig haardt ramt af Situationen. I Praksis er dog kun indstillet og bevilget Tilskud til de Kasser, der har været saa haardt ramt, at de har opbrugt alt, hvad de ejede. Det andet, der ønskedes gennemført, var, at der blev sikret Medlemmerne et saadant Tilskud til deres Understøttelser, saa disse, uanset Dyrtiden, fik samme Købeevne som før Krigen, og dernæst, i Lighed med hvad der havde fundet Sted i tidligere Krisetider, en „fortsat Hjælp" efter den vedtægtsmæssigeUnderstøttelsesOphør, endelig en Huslejehjælp. Ogsaa dette gennemførtes. Men man var da paa den anden Side enig om at ønske, at Arbejdsløshedskasserneidenne vort Samfund saa vanskelige og uhyggelige Situation uden smaaligt Hensyntilde opsparede og omhyggeligt værnede Reservefond skulde stille sig til Disposition for Samfundet som Formidlere af Hjælpen til alle dem, der naturligt hørte hjemme i og derfor retteligt burde have deres Hjælp gennem Arbejdsløshedskasserne. Et- Led i Bestræbelserne i sidstnævnte Henseende var

Forslaget om, at den 12 Maaneders Ventetid før UnderstøttelsesrettensIndtrædenmidlertidigt bortfalde.Detkunde nemlig lidet nytte, at Kasserne stillede sig til Disposition ved Ydelsen af Hjælp, hvis man opretholdt Kravet om, at de nye Medlemmer skulde vente i 12 Maaneder, før de kunde faa Understøttelse.

Loven af 27. Oktober 1917 var, efter min Formening,engod forsvarlig Lov. Der rejste sig ikke desto mindre en kraftig Opposititfn imod den. Arbejderne hævdede, at Loven ikke gav dem tilstrækkeligstorUnderstøttelse. havde de maaskenoknogen Nævnets Forslag var fremsat i April 1917, og de foreslaaede Dyrtidstillæg afpassede efter den dengang foreliggende Dyrtid; men Priserne havde imidlertid været stadig stigende, saa da den store Arbejdsløshed meldte sig i December 1917_— Januar 1918, var Understøttelsen blevet forholdsvis mindre i reel Værdi. Den blev da forhøjet ved Loven så 8. Febr. 1918. Nu rejste der sig snart en kraftig Opposition fra den anden Side, idet det hævdedes, at Understøttelserne nu var for store, saa store, at de svækkede Arbejdsviljen. Ogsaa dette var utvivlsomt rigtigt. For de lavt lønnede Fags Vedkommende var Understøttelserne naaede op i saadan Nærhed af Arbejdsindtægterne,atInteressen at søge Arbejde var svækket. En energisk Bladkampagne med mange, men sandelig ikke altid lige vederhæftige Angreb paa Arbejdsløshedskasserneførtetil af en KommissiontilOvervejelse Formen for den Lovgivning, der skulde afløse Loven af 8. Febr. 1918. Resultatet af Kommissionens Arbejde blev en enstemmigt vedtagenIndstillingom

tagenIndstillingom— Forhøjelse af Understøttelserne. Indstillingen, hvori ogsaa var optaget andre Forslag, herunder nogle, der tilsigtede Skærpelse i Kontrollen, blev i Form af et Lovforslag forelagt Lovgivningsmagten,som,ligeledes ved Loven af 30. Novbr. 1918 yderligere forhøjede de i Regeringens Forslag optagne Understøttelsessatser. Det følger af sig selv, at selv om der imidlertid havde fundet ikke übetydeligeLønforhøjelserSted, disse Dispositioner ikke kunnet virke~"lfrl Forringelse af den Svækkelse i Arbejdsviljen,somallerede forelaa blandt de lavt lønnede Arbejdere. Men jeg vil gerne pointere, at det ogsaa kun er blandt de lavtlønnede Arbejdere, at i ethvert Fald jeg har kunnet konstatere Svækkelse i Arbejdsviljen paa Grund af Understøttelsen. løvrigt maa man, mener jeg, efter den enstemmigt tagne StillingiRigsdagen, ud fra, at det, de arbejdsløse faar, er det, man efter nøje Overvejelse er naaet til at anse for det absolut nødvendige til Livets Ophold. Er dette Beløb saa saa højt oppe, at det naar op til, maaske endda i nogle Tilfælde op over Lønningerne, saa maa det altsaa være disse, der er for smaa. Denne Betragtning er imidlertid en daarlig Trøst for Arbejdsløshedskasserne,modhvilke Vrede har vendt sig, og det uanset at det efter Loven af bO/u 1918 ikke er disse Kasser alene, der staar som Bærere af Understøttelsen,enDel denne ydes gennem Hjælpekasserne.Arbejdsløshedskassernehar Sandhed stillet sig til Disposition for Samfundet i disse Aar, og har gjort det ikke blot med Ydelse af et uhyre stort ArbejdefraTillidsmændenes men ogsaa med Tilsættelse,og,som mener, med ugrundet Tilsættelse

af den gode og ansete Position, de havde før Krigen, ogsaa udenfor den Kreds, der kendte deres Arbejde nærved. De har dog faaet en Oprejsning for meget ved den Anerkendelse, der blev dem til Del fra det nedsatte Folketingsudvalgs Side under Behandlingen af Loven af 30. Novbr. 1918.

Der har været gjort Fejl; der har været og er Tilfælde af Misbrug; men Opgaven har ogsaa været stor og vanskelig, ikke desto mindre en Opgave, som Arbejdsløshedskasserne ikke kunde forsvare under de Forhold, der forelaa, at vise fra sig eller undlade at sætte alt ind paa at løse paa bedste Maade og paa en saadan Maade, at det første og væsentligste naaedes, nemlig at den Skare af ganske uforskyldt arbejdsløse, som disse Aar har bragt, i ethvert Fald ikke led Nød. At der saa ved Understøttelsens Ydelse er kommet nogle uretfærdige med, er beklageligt, men kan i denne Forbindelse ikke være afgørende.