I.

1 Udgaven 1916 af „Hubners Geographisch-statistischeTabellen" man blandt andet finde nogle Tabeller med Overskriften „Kriegsursachen". Det drejer sig om en Oversigt over henholdsvis Tysklands og Englands Jern- og Staalproduktion i Tiden 1870 til 1913 og dernæst om en lignende Oversigt over Udviklingenaf to Landes Udenrigshandel og Handelsflaader.Selv det nu vilde være overdrevent at opstille den økonomiske Rivalisering mellem England og Tyskland som Krigens eneste eller overvejende Aarsag, er det jo sikkert nok, at Tysklands voksende Betydning med Hensyn til Industri og Verdenshandel har været stærkt medvirkende til den Spænding, som udløste sig i Verdenskrigen. Men ogsaa bortset fra denne politiske Interesse er dette Tysklands Opsving i sig selv et af de indholdsrigeste Kapitler i den økonomiskeHistorie. end Tyskland for Fremtiden bliver stillet, vil den, der sysler med økonomisk Historie,være

rie,værenødt til bestandig at vende tilbage til dette Vidnesbyrd om et Folks maalbevidste Energi. Det skal i det følgende forsøges at gengive enkelte Træk af den paagældende Udvikling og dernæst at fremstille, hvorledes denne Udvikling er blevet vurderet i Tysklandselv. Slut skal følge nogle Bemærkninger om Tysklands industrielle Omdannelse under VerdenskrigensTryk.

Desværre kan man ikke ad Statistikens Vej faa et nøjagtigt Billede af Tysklands industrielle Stilling umiddelbart Verdenskrigen. Den sidste Gewerbezåhlung blev afholdt 1907. Men dels gennem en særlig Produktionsstatistik nogle Omraader, dels gennem Statistik over Ind- og Udførsel og gennem andre Kilder man dog tildels følge Udviklingen ogsaa efter 1907. For Tiden indtil da har man de tre Industritællinger 1882, 1895 og 1907, tildels ogsaa den mere ufuldkomne i 1875, at holde sig til. Og desuden faar man i al Fald Bidrag til at danne sig en Forestilling om Udviklingen ved Beskrivelser af enkelte Industrier eller enkelte betydningsfulde industrielle Foretagender ¹)

---

1) Kort før Krigen udkom en ny Udgave af Dr. A. Hesse: Gew (Conrads Grundriss zum Studium der politischen Oekonomie. Vierter Teil. II Teil, II Hålfte, 1. Band. Jena 1914). Heri vil man finde de vigtigste Resultater af de tyske Gewerbezåhlungen en stor Del Oplysninger om andre Landes Industri. En Oversigt over Udviklingen 1882^—1907, som i sin Tid blev mig anbefalet i Das Kaiserliche Statistische Amt i Berlin, er Georg Neuhaus: Die deutsche Volkswirtschaft und ihre Wandlungen im letzten Vierteljahrhundert, der beskriver baade Landbrug og Industri. Første Bind, udkommet 1911, indeholder andet Bind, som kom 1913, Landbrugets og Industriens Bedriftsstatistik.

Skal man gennem en enkelt Industri faa Indblik i et Lands hele industrielle Stilling, ja i dets økonomiske Liv, maa det vel være Jernindustrien. Ingen anden Industri staar i den Grad bag ved hele Erhvervslivet, som det former sig i Nutiden. For øvrigt er Jernindustrien vidt Begreb, i al Fald i de store førende Lande. Den spænder fra Jernudsmeltning over Staaltilvirkning Valseværker til Maskinfabrikker og finmekaniske I og tor sig er der jo intet i Vejen for, at selv Lande, der i det væsentlige maa give Afkald paa Jernindustrien i dens første indledende Stadier, kan yde noget fremragende ved Tilvirkning af Maskiner og andre færdige Produkter. Det kommer i saa Henseende mere an paa dygtige og opfindsomme Ledere og duelige Arbejdere end paa Raastoffernes Tilstedeværelse. Men faktisk er det dog kun de Lande, som formaar at frembringe saa vel Jernindustriens Raastof, Jernet, som dens vigtigste Hjælpestof, Kullene, der er naaet frem til førende Stillinger i Nutidens økonomiske Det gælder da ogsaa om de to Lande, som i Slutningen af det nittende Aarhundrede gjorde de stærkeste økonomiske Fremskridt, Tyskland og de Forenede Stater i Nordamerika, at de har bygget denne Udvikling paa deres rige Forraad af Kul og Jern.

Med .Hensyn til Raajernsproduktionen stod England endnu ved Aaret 1870 langt forud for alle andre Lande, idet det frembragte omtrent lige Halvdelenaf Raajern i Verden. Som Nr. 2 kom de Forenede Stater, der frembragte ca. 14 %>, som Nr. 3 Tyskland, hvis Andel af Verdensproduktionen i 1870 var omtrent 11 Va %>. Først i 50'erne havde Tyskland overfløjet Belgien i Jernproduktion og først i Slutningenaf

genaf60'erne Frankrig. Dette sidste Land frembragte endnu næsten 10 °/o af hele Verdens Raajern. Den senere Udvikling for de fire vigtigste Industrilande har formet sig saaledes:

Som Tabellen viser, har der i alle de fire Lande været betydelig Fremgang siden 1870. Men Fremgangener mindst i England, hvor den 1870—1913 har udgjort omtrent 4.« Mill. Tons eller 76 °/o. I Frankrig, om hvis industrielle Stagnation der ofte tales, er der en forholdsvis ret betydelig Fremgang,fra til 1913 over 4 Mill. Tons eller 344%. Men denne Fremgang blegner dog helt mod de vældigeFremskridt Nordamerika og Tyskland. Amerikas Produktion voksede indtil 1913 til mere end det 18-dobbelte, Tysklands indtil 1913 til det 14-dobbelte.Og Fremskridt er for saa vidt de mest forbavsende, som det ikke trods et stort Fødselsoverskud(i sidste Aar før Krigen ca. 800 000 om Aaret) paa -langt nær har haft den Folketilvækst som

Nordamerika. Befolkningstilvæksten i de Forenede Stater 1870—1910 var omtrent 140%, i Tyskland omtrent60 Tabellen viser, at England endnu i Aaret 1900 var noget forud for Tyskland i Raajernsprodukduktion,men efter var Tyskland foran, og før Krigen nærmede den tyske Raajernsproduktion sig til at være dobbelt saa stor som Englands.

Et interessant Moment i den stærke Udvikling af den tyske Raajernsproduktion er det, at begge dets vigtigste europæiske Konkurrenter, Frankrig og England,har arbejde det i Hænderne. Frankrig ved Afstaaelsen af Lothringen med dets righoldige Jernmalmslejer. Hvor stor en Rolle de er kommet til at spille, fremgaar af, at ved den tyske Produktionsstatistik1908 Mill. Tons af en samlet Produktion pa-a 18.8 Mill. Tons Jernmalm i hele Tyskland blev frembragt i det lothringske Minetteomraade. Men Udnyttelsenaf stærkt fosforholdige Minettemalm blev først mulig, efter at Englænderne Thomas og Gilchrist i Slutningen af 70'erne havde fundet en ny Metode ved Staaltilvirkningen, hvorved Fosforet blev bundet. Denne basiske Metode ved Staaltilvirkningen, som i England selv ikke er kommet til at spille nogen videre Rolle, er derimod i Tyskland blevet Grundlaget for dets store Fremgang i Jernindustrien. Hvor stor en Rolle den basiske Fremgangsmaade spiller i Tyskland, kan bl. a. udledes af nogle Tal fra den ovennævnte Produktionsstatistik i 1908. Af 115 Bessemerkonverterevar 102 indrettede efter Thomassystemet, og af 372 Martinovne havde de 326 basisk Foder. Det er bekendt, at Tyskernes Øjne under Verdenskrigen har været rettet mod nye Jernmalmsfelter i Frankrig.

Men det endelige Resultat af Krigen synes jo snarere at blive, at Frankrig faar sine tabte Skatte tilbage, og at Tyskland derfor i langt højere Grad end hidtil vil blive afhængigt af Tilførsler udefra.

Gaar vi til det næste Stadium i Jernindustrien, Staaltilvirkningen, træder Tysklands Fremskridt og den Overlegenhed over England, som det var naaet til inden Verdenskrigen, ikke mindre stærkt frem. Det er jo især efter 1870, at de moderne Hjælpemidler ved Staalfabrikationen, Bessemerkonverterne og Siemens- Martinovnene, har trængt den tidligere haandværksmæssige af Staalet ved Ferskning eller Pudling tilbage og har gjort det muligt at stille Staal til Raadighed i de enorme Mængder, som Nutiden bruger. Allerede inden Fremkomsten af de moderne Metoder ved Staaltilvirkningen havde Tyskland ganske vist udmærket sig ved Fremstillingen af Støbestaal. Alfred Krupp var paa dette Omraade gaaet i Spidsen. Da den første Verdensudstilling afholdtes i London 1851, var en af Udstillingens største Seværdigheder en Blok af Støbestaal paa over 2 000 kg, som udstilledes Krupp i Essen. Men selv om der var gjort en god Begyndelse, var det dog først, efter at Tyskland tilegnet sig de moderne Fremstillingsmaader, dets Staalindustri udviklede sig til den førende i Europa.

En international Statistik over Staalproduktionen støder paa den Vanskelighed, at Betegnelserne i de forskellige Lande ikke helt dækker hinanden. I Tysklandgøres saaledes Forskel mellem Schweissstahl, udvundet ved de ældre Metoder, og Flussstahl, der væsentlig er vundet i Bessemerkonvertere og i Martinovne.Men

ovne.Menmed Forbehold af denne lidt usikre Betegnelseskal dog nedenfor gives en lignende Oversigt over Staalproduktionens Udvikling i de vigtigsteIndustrilande, der tidligere er givet over Raajernsproduktionen:

For de to vigtigste Konkurrenter paa det europæiskeMarked, og Tyskland, kan Udviklingen her følges lige til Aaret før Krigen. I al Almindelighed kan man ved en Sammenligning med den tidligere anførte Tabel over Raajernsproduktionen følge, hvorledesJernet og mere kræver Omdannelsen til Staal for at kunne naa til sin endelige Anvendelse ved Maskinfabrikation, Skibsbygning o. s. v. Men i Tysklandsynes Udvikling før Krigen at have været mere fremskreden end i England. Medens den tyske Raajernsproduktion endnu 1913 dog manglede en Del i at være dobbelt saa stor som den engelske, var den tyske Staalproduktion med næsten 19 000 Tons langt over dobbelt saa stor som den engelske med 7 700

Tons. Ved Sammenligningen mellem Raajerns- og Staalproduktionen maa det jo tages i Betragtning, at der ved Frembringelsen af Staalet ikke blot anvendes Raajern, men ogsaa en hel Del gammelt Jern. Den voksende Anvendelse af Staal gør, at Udviklingen i denne Tabel er endnu langt stærkere end i den over Raajern. I England var Staalproduktionen 1870—1913 steget til mere end det 25-dobbelte, i Tyskland til langt over det 100-dobbelte. I Nordamerika, hvor Staalproduktionen i 1913 angives til 31.2 Mill. Tons, var Udviklingen endnu stærkere. Ved Periodens Begyndelsesynes Forenede Stater kun at være Begynderei men allerede i 80'erne havde de overfløjet England, og før Verdenskrigen kunde man vel regne, at Amerika frembragte lige saa meget Staal som alle andre Lande tilsammen.

Gaar vi fra Raajerns- og Staalproduktionen over til Fabrikationen af færdige Produkter af Jern og Staal, vil først og fremmest Skibsbygningen falde i Øjnene. Det er bekendt, at England paa dette Omraade har kunnet hævde sig som Nr. 1 ikke blot i Europa, men i hele Verden før Verdenskrigen. Men Tyskland har gjort store Fremskridt. Endnu omkring 1870 var Skibsbygningensaa udviklet i Tyskland, at den kejserligeMarine de allerfleste af de Skibe, som den havde Brug for, bygge i Udlandet. Det var i den Tid, da Træ endnu var det overvejende Materiale ved Skibsbygningen. Men efter at ogsaa her den moderne Staalproduktion har fremkaldt en Omvæltning, er Tysklandkommet med. Endnu i Aarene 1892_—97 leverede Tyskland kun 7.._-i % af hele Verdensproduktionenaf paa 100 Tons og derover,

medens Englands Andel var 77a °/o. I Aarene 1907 - -08 havde Tysklands Andel hævet sig til 14.0 °/o, medens samtidig Englands var sunket til 65._v °/o. Forudenden gik ogsaa den amerikanske Skibsbygningstærkt i denne Periode. 1907 beskæftigede den tyske Skibsbygning ca. 50 000 Mennesker, hvad der var 41._i %> mere end i 1895.

Medens England i Skibsbygningen eudnu bevarede sit Forspring fra før Krigen, var Tysklands Maskinindustrinæppe end Englands. Ganske vist er det vanskeligt at finde en bestemt Maalestok til Sammenligning.Men de Oplysninger om Arbejdertallet, som foreligger, og navnlig Oplysningerne om Eksportenaf peger i den Retning. I England skal der i Aaret 1906, da der foretoges en omfattende Løntælling, have været omtrent IV2 Million Arbejdere i Metalindustrien i videste Forstand, og heraf mentes 600 000 beskæftigede i den egentlige Maskinindustri (Engineering & Boilermaking). I Tyskland var der i alt ved Industritællingen i 1907 i Metalindustrien (som dels er opført under Bergbau, dels udgør to Gewerbegruppen:Metallverarbeitung Industrie der Maschinen,Instrumente Apparate) beskæftiget omtrent 1850 000 Arbejdere, og deraf fandtes vel mellem 600 000 og 700 000 i Maskinfabrikker og Jernstøberier, hvad der vel nærmest svarer til den ovennævnte engelskeGruppe. det Tidspunkt synes saaledes England og Tyskland at have staaet omtrent lige, dog snarest med nogen Overvægt for Tyskland. Sikkert har i de siden da forløbne Aar indtil Verdenskrigen det tyske Forspring yderligere udviklet sig. Det maa dog tages i Betragtning, at Tyskland 1910 havde 65

Mill. Indbyggere, medens England i 1911 kun havde 45 Mill. Det er i øvrigt ikke saa meget selve Omfangetaf til et vist Tidspunkt som den vældige Vækst i Antallet af beskæftigede i den sidste Menneskealder, der kendetegner Forholdene i Tyskland. Ved hele Gruppen Industrie der Maschinen, Instrumente und Apparate steg Antallet af beskæftigede fra 356 089 i 1882 til 1 120 319 i 1907, altsaa til over det tredobbelte. I 1882 var 78 af hver 10 000 Tyskere beskæftigede i denne Industri, men 1907 181 af hver 10 000. Denne voksende Betydning af Maskinindustrien er vel ikke i og for sig noget for Tyskland ejendommeligt.I f. Eks. voksede Antallet af beskæftigedei fra ca. 27 000 i 1897 til 63 000 i 1914. Det er jo i det hele karakteristisk for Nutiden, at man ad Omveje, og navnlig ved MaskinernesHjælp, sig frem mod Maalet: at tilfredsstillede Behov. Men at Tyskland i særlig Grad har gjort Fremskridt i Maskinindustrien, er dog utvivlsomt og viser sig blandt andet i dets voksende jJdførsel af Maskiner.

Blandt alle Tysklands Udførselsvarer var før KrigenMaskiner alle Slags kommet til at staa i Spidsen.I var Udførselen af Maskiner 544.4 Mill. Mk., mens Englands samtidig var 595 a Mill. Mk. 1913 skal Tysklands Udførsel med 680 Mill. Mk. endog have overgaaet Englands, der var 630 Mill. Mk. Det var først i Løbet af den sidste Menneskealder, at Tysklands Udførsel af Maskiner havde naaet frem til Englands. Det vil i denne Sammenhæng kunne have Interesse at gengive en Statistik over Udførselenaf fra de førnævnte 4 industrielle

Hovedlande i Tiden 1880—1908. Den stammer fra en
engelsk officiel international Oversigt, hvorfor Beløbene
her gengives i engelsk Mønt:

Som det vil ses af Tabellen, er der betydelig Fremgang for alle fire Lande, uden Tvivl et Vidnesbyrdom, Maskinteknikkens Betydning i Erhvervslivethar stærkt stigende i den omhandlede Periode.Forholdsvis er Stigningen i England, hvor Værdien af de udførte Maskiner 1908 var omtrent 313¹,₂ Gang saa stor som i 1880. Lidt større var Stigningeni der dog hele Perioden igennem har staaet langt tilbage for de andre Lande. Men den mest forbavsende Udvikling finder vi paa dette Omraade,ligesom det drejer sig om Raajerns- og og Staalproduktionen, i de Forenede Stater og Tyskland.I førstnævnte Land steg Udførselen til det 14-dobbelte, i Tyskland til det 11-dobbelte. Trods denne vældige Stigning i disse to Lande havde dog England beholdt sin Førerplads, men medens dets Udførsel af Maskiner 1880 var omtrent A^lh Gang saa stor som Tysklands, var dets Udførsel 1908 knap 17s?

Gang saa stor, og siden nærmede Tyskland sig end
yderligere til England, for til sidst at overfløje det.

Indførselen af Maskiner til Tyskland var 1911 71.0 Mill. Mk., til England samme Aar 74.7 MM. Mk. Forskellen var altsaa kun ringe. Med Hensyn til Bomuldsspindemaskiner og tildels andre Tekstilmaskiner var Tyskland endnu før Krigen afhængigt af England. Tidligere havde det ogsaa været stærkt afhængigt af Amerika med Hensyn til Værktøjsmaskiner, men havde i det væsentlige frigjort sig, hvad jeg ogsaa havde Lejlighed til personlig at overbevise mig om ved Besøg forskellige tyske Maskinfabrikker i Sommeren 1911.

Angaaende Eksporten af Maskiner skal endnu kun anføres nogle Eksempler fra enkelte betydende Firmaer. Et Foretagende som Krupps i Essen arbejdede allerede i 70'erne for en meget stor Del for Udlandet. I Aarene 1875—1889, da Tyskland i saa høj Grad var paavirket af Tilbageslaget efter Grundertidens kunstige Opsving, var det Udførselen, der holdt dette Firma oppe. Eksportenudgjorde 64 % og i et enkelt Aar 75 % af Produktionen. Siden frembragte det stigende indenlandske Forbrug af Jernprodukter en Ændring heri. Men Eksporten udgjorde dog i 90'erne og det første Tiaar af indeværende Aarhundrede gennemsnitlig33 og steg i et enkelt Aar til 48 %. I den bekendte Wolf'ske Maskinfabrik i Magdeburg- Buckau, hvis Specialitet er Lokomobiler, hvoraf der i Tiden 1862--1911 byggedes 15 000 med 800 000 HK., er Produktionen i stigende Grad gaaet til Udlandet. Allerede i 1900 var det Tilfældet med omtrent lU,l_U, og 1911 udgjorde Salget til Udlandet endog over Vs af

hele Produktionen. Paa dette Omraade er der ligefrem
Tale om Erobring fra den engelske Industri.

Trods Tysklands store Indsats i Jernindustrien, som i det foregaaende er blevet belyst fra enkelte Sider, er der dog andre Industrier, hvor Tyskland med større Ret kunde kaldes det egentlig førende Land. Jeg tænker her særlig paa Elektricitetsindustrien og visse Grene af den kemiske Industri, navnlig Tilvirkningen kunstige Farvestoffer.

Elektricitetsindustrien er jo af forholdsvis moderne Oprindelse. Tyskeren Werner Siemens' Indførelse'af ved Fremstilling af elektriskKraft 1867 er en af de Opfindelser, der har ført Elektriciteten ud fra det videnskabelige Laboratoriumi praktiske, arbejdende Verden. Og det var den samme Siemens, som ved Fremstilling af elektriske Maskiner og Artikler sammen med forskellige andre skulde erobre et vældigt Marked hele Verden over for tysk Industri. Det bekendte Firma Siemens & Halske i Berlin var ganske vist oprettet allerede 1847, men saa længe det kun gav sig af med Fremstilling af Telegrafapparater, Kabler og lignende, havde det kun begrænset Betydning. Men da fra Slutningen af 70'erne Stærkstrømsteknikken begyndte at udvikle sig, da Siemenspaa Udstilling i Berlin havde fremvist en elektrisk Bane, kom den egentlige elektrotekniske Æra. Endnu 1888 var der i Tyskland kun 15 offentlige Elektricitetsværker, men 1900 var det steget til 652 med 230 000 Kw. og 1909 1978 med 1162 000 Kw. Naar dertil kommer en umaadelig Udvikling af den elektriske Sporvejs- og Jernbanedrift, vil det forstaas, at der har været et stort Spillerum for den tyske elektriskeIndustri

triskeIndustrialene i Indlandet. Men dertil kommer saa yderligere den voksende Eksport til hele Verden. I 1910 udgjorde Værdien af Udførselen af alle elektrotekniskeArtikler Mill. Mk., medens Indførselen kun var 772 Mill. Mk.

Medens der ved den tyske Industritælling 1882 ikke eksisterede nogen elektroteknisk Industri i moderne Forstand, steg Antallet af beskæftigede ved Tilvirkningen elektriske Maskiner, Apparater og Anlæg fra 26 000 i 1895 til 142 000 i 1907. Og siden maa indtil Antallet af beskæftigede være vokset stærkt. Samtidig med at Personalet er vokset saa stærkt i Antal, har der fundet en meget stærk Koncentration af Elektricitetsfirmaerne Sted. Denne Koncentration fremskyndedes især efter 1900, da under en forbigaaende Tid for denne Branche adskillige af de svageste bukkede under og lod nogle enkelte staa tilbage, og inden for dem fandt der da atter Sammenslutninger Sted, saa at der til Slut i Grunden kun var enkelte store Koncerner. De to vigtigste dannedes ved Sammenslutning af de to Berlinerfirmaer Allgemeine Elektricitåtsgesellschaft, der i det nordlige Berlin raader over en hel Bydel af Fabrikker og Værksteder, Union paa den ene Side og ved en Koncern mellem Siemens & Halske i Berlin og Schuckert i Niirnberg paa den anden. Alene ved disse to Sammenslutninger der i November 1913 have været beskæftiget 000 Arbejdere.

Endnu mere specifik tysk er Farveindustrien,
der for største Delen er nær sammenknyttet med andre
Grene af den kemiske Storindustri. Skønt ogsaa denne

Industri tildels oprindelig hviler paa engelske Opfindelser,er dog Tyskerne Hofmann og Baeyer, der især har Æren for at have udviklet Fremstillingen af Farvestoffer af Tjære. Den mest bekendte af de Fabrikker,hvor af Tjærefarver foregaar, er vel nok Badische Anilin- und Sodafabrik i Ludwigshafen,men var der før Krigen fire andre Kæmpebedrifter, der sammen med den førstnævnte tilfredsstillede vistnok 7io af Forbruget i Tyskland og største Delen af Verdensforbruget. To af disse, FriedrichBayer Elberfeld-Leverkusen og Aktiengesellschaft fiir Anilinfabrikation (Agfa) i Berlin dannede sammen med Badische Anilin- und Sodafabrik en Koncern, medens de to andre, Farbwerke i Hochst og Leopold Cassella & Co. i Frankfurt a/M, ligeledes havde sluttet sig sammen.

Ser man blot paa Arbejdertallet, synes Tysklands kemiske Industri og dens vigtigste Gren, Farveindustrien,før at have staaet meget tilbage i Betydningfor Men ser man paa ProdukternesVærdi, Afstanden ikke saa stor. Produkternei samlede kemiske Industri angaves i 1908 til en Værdi af IVi Milliarder Mk., medens samtidig Valseværkernes Produkter var l.i Milliarder Mk. værd. Alene Farveindustriens Produkter, som i 1874 havde været an^laaet til en Værdi af 24 Mill. Mk., i 1900 til 120 Mill. Mk., var i 1908 215 Mill. Mk. værd, i 1912 250 Mill. Mk. Og der var her Tale om en Eksportindustrisom anden i Tyskland. Dette Land skal have dækket V-, af hele Verdens Behov for kunstigeFarvestoffer Krigen. Siden 1880 har Udførselenaf

selenafFarveindustriens Produkter stillet sig som
følger:1)

I dette Tidsrum af noget over 30 Aar er Mængden af de udførte Produkter vokset til mere end det Ildobbelte, til omtrent det 4-dobbelte. Det maa endnu nævnes, at der i denne Periode bestandig har været nogen Indførsel af Farvestoffer. I 1882 kulminerede med 97* Mill. Mk. I Aarene 1910—12 var den omtrent 672 Mill. Mk. aarlig.

Naturligvis er der ogsaa i mange andre Industrier i Tyskland gjort et dygtigt Arbejde, saa at Tyskland ikke blot har kunnet forsyne sig selv, men ogsaa har kunnet gøre Erobringer paa Verdensmarkedet. Men det vilde være for vidtløftigt i denne Artikel at komme

---

1) De i Tabellen indeholdte Oplysninger saa vel som en Del af de øvrige Meddelelser om den tyske Farveindustri er taget fra Fritz Redlich: Die volkswirtschaftliche Bedeutung der Teerfarbenindustrie. und sozialwissenschaftliche Forschungen von Schmoller und Sering Hft. 180) 1914.

ind derpaa. Og de allerede nævnte Industrier er dog nok dem, som er de mest ejendommelige for Tysklands nyere industrielle Udvikling. Jeg skal blot tilslut give en Oversigt over Fremgangen i Bedrifter og beskæftigedei de forskellige Industrigrupper, som den tyske Gewerbezåhlung omfatter. (Se Tabellen S. 227).

Som det fremgaar af Tabellen, har der været nogen Tilbagegang i Bedrifternes Antal, hvad der er et Tegn paa den Koncentration i Industrien, der er karakteristiskfor Tid. Men i Antallet af beskæftigede har der været en betydelig Fremgang, fra ca. 572 Mill. Personer i 1882 til lige ved 10 Mill. Personer i 1907, med andre Ord en Fremgang paa 81 Va %>. Denne Udvikling er langt stærkere end den samtidige Udviklingi Størrelse, saa at et stedse større Procentantal af Befolkningen har fundet Beskæftigelse i Industrien. I 1882 var det omtrent 121 af 1000 Tyskere, der beskæftigedes i Industrien, men 1907 162. Gaar man de enkelte Industrigrupper igennem, vil man snart finde Tilbagegang i Bedrifternes Antal, særlig udpræget for Tekstilindustriens Vedkommende, snart nogen Fremgang. I Personalet er der derimod Fremgangi Grupper. Og af de relative Tal fremgaar det, at hver enkelt Gruppe med Hensyn til Antallet af beskæftigede ogsaa er kommet til at spille en større Rolle, alene med Undtagelse af Tekstilindustrien, der i 1882 beskæftigede over 2 000 af hver 100000 Indbyggerei men 1907 kun omtrent 1 760, og Beklædnings og Rengøringsindustrien, hvor Tallene var henholdsvis 2 786 og 2 526. Det maa bemærkes, at der i denne Oversigt over Tysklands Industrier manglerRaajernsproduktion, og Valseværker,

der regnes ind under Bjergværksdriften. Selv om den nævnte Oversigt kunde trænge til at suppleres paa forskellig Maade, maa den dog her være tilstrækkelig til at vise, at Tyskland før Krigen med større og større Ret kunde kaldes en Industristat.

II.

At der i Tyskland selv maatte være en gennemgaaende med den Udvikling i industriel Retning, som vi i det foregaaende har beskæftiget os med, er en Selvfølge. Tanken paa Tysklands industrielle har netop været et af de Næringsstoffer, den højtstemte tyske Patriotisme og Troen paa Tysklands kulturelle Mission har levet. Patriotisme kan jo næres paa mange forskellige Maader. den, der har opholdt sig baade i Amerika og Tyskland, navnlig i Berlin, vil være klar over, at den amerikanske saa vel som den tyske Patriotisme for en stor Del lever af Tal, af Statistik. At være talmæssigt i Spidsen paa et eller andet Omraade er den foreliggende og lykkes det at naa dertil, saa svulmer Og i de Tal, der betegner Tysklands høje industrielle Standpunkt før Verdenskrigen, baade de ledende Mænd og den store Befolkning fundet et saadant Middel til med endnu større Kraft end før at kunne istemme: Deutschland, Deutschland tiber alles.

Et godt Eksempel paa denne højtstemte patriotiske Begejstring for Tysklands materielle og navnlig industrielleFremskridt i Karl Helfferichs Bog „Deutschlands Volkswohlstand 1888—1913", der udkomsom

komsomet Slags Jubilæumsskrift i Anledning af KejserWilhelms Aars Jubilæum som preussisk Konge og tysk Kejser. For øvrigt nøjes Forfatteren ikke med at fremhæve den stærke Stigning af Produktionen baade af Kul og Jern og andre Produkter, men han søger ogsaa at hævde, paa Grundlag af Indkomststatistikken,at Velstand, som er skabt ved Produktionen,særlig være kommet de lavest stillede eller rettere sagt de lavest beskattede til gode. Dette Resultat af hans statistiske Fremgangsmaade er dog sikkert med Rette blevet bestridt af Kuczynski og andre.

Men over for denne stærke Begejstring for Tyskland Industristat, som Helfferichs Bog kun er et af de seneste Eksempler paa, gjorde der sig allerede i Tiden omkring Aarhundredskiftet en Opposition gældende, Hovedleder var Adolph Wagner, men som ogsaa omfattede adskillige andre Socialøkonomer. Wagner først nogle Artikler, og disse udgav han derefter i 1901 i udvidet Form i sin Bog „Agrar- und Industriestaat", der allerede Aaret efter udkom i en ny Udgave. Medens Wagner og hans Tilhængere udtrykte deres Betænkelighed ved Tysklands Udvikling til Industristat, paa den anden Side en Række Socialøkonomer, blandt hvilke Lujo Brentano er den navnkundigste, som Industristatens Forsvarere. Brentano kortest og klarest fremsat sit Standpunkt i „Das Freihandelsargument", der er fremgaaet af et Foredrag i Aaret 1900, senere er han vendt tilbage til Spørgsmaalet i „Die deutschen Getreidezolle" og andensteds.

Hvad er det da, som Wagner og hans Tilhængere

frygtede ved Tysklands industrielle Udvikling? Først og fremmest betragter de Industristaten kun som et Overgangsstadium, idet de mener, at de højtudviklede Industrilande under frygtelige Krisefænomener maa vende tilbage til Agrarstadiet. Ligesom den marxistiskeSocialisme at Kapitalismen bærer Dødsspireni og at dens Tidsalder maa ende med et vældigt Sammenbrud, saaledes mener ogsaa „die Anti- Industriestaatler", at den nuværende Industristatsudviklingsaa i England som i Tyskland bærer Dødsspireni Raastofstaterne forøger efterhaanden deres Folkemængde saadan, at de ikke længer er i Stand til som før at undvære Fødemidler og Raastoffer til Industristaterne,og oparbejder de selv en Industri, saa at de ikke længere er henviste til at indføre Industriprodukterneudefra. saa staar Industristaterne der og er nødte til, hvis de overhovedet vil eksistere, at skrue Udviklingen tilbage til Agrarstadiet. Men bedre havde det været, mener Tilhængerne af denne Anskuelse, om man gennem Agrartold og ved andre Foranstaltninger havde ophjulpet Landbruget og forhindretIndustrien at løbe fra det.

Wagner anvender i „Agrar- und Industriestaat" megen Statistik paa at vise, hvordan England formentligarbejder sin egen Undergang som Industristat. I den sidste Menneskealder af det nittende Aarhundredeer engelske Udførsel af Industriprodukter mere og mere gaaet bort fra egentlige Forbrugsartikler og mere og mere kommet til at omfatte Produktionsmidler,navnlig Og dette betyder, at det Udland, hvortil disse Produktionsmidler udføres, i stigendeGrad sig, at det efterhaanden vænner sig

til selv at producere de Forbrugsartikler, som det før fik fra England. Sluttelig vil det ogsaa frigøre sig ved Frembringelsen af Produktionsmidler. Og saa vil England staa tilbage kun med sit indenlandske Marked.

Men der er ogsaa andre Ting end Fremtidsudsigteene, gør Industristatens Modstandere bekymrede. Det er i Tyskland hævdet, at den industrielle Udvikling Befolkningens Samling i Byerne truer den tyske Værnekraft. Det er bekendt, at Byboerne gennemgaaende et daarligere Soldatermateriale end Landboerne. Og endnu langt mere end denne militære Overvejelse har en anden Overvejelse, som staar i Forbindelse med Spørgsmaalet om Krig og Fred, gjort sig gældende. For det Tilfælde, at en Krig skulde udbryde, vilde det være højst uheldigt, saaledes som det jo ogsaa har vist sig, at Landet i saa høj Grad var henvist til Tilførsler fra Udlandet baade af Næringsmidler Raastoffer. Det gjaldt over for denne truende om i Tide at sikre sig; at der i selve Landet frembringes saa mange Landbrugsprodukter som muligt, og det maatte væsentlig ske ved en stærk Beskyttelse for Landbruget. Det samme gælder de andre raastoffrembringende Erhverv.

Men ogsaa bortset fra Krigsforhold nærede man inden for denne Kreds Bekymring for Tysklands industrielleUdvikling. henviste navnlig til de sørgeligesociale som formentlig først' og fremmest skulde skyldes Udviklingen fra Landbruget over mod Industrien. Først under disse Forhold er det, at Modsætningenmellem og Arbejde træder skarpt frem, og at socialistiske og andre samfundsomstyrtende Teorier faar Magt. Der er endog blevet argumenteret

med, at denne Bevægelse skulde medføre en Nedgang i Arbejdslønnen. Thi naar Landbruget gaar tilbage, maa en hel Del Arbejdere paa Landet blive ledige og strømme til Byerne, hvor da det store Udbud af Arbejdemaa Lønnen. Og desuden er det blevet fremhævet, at de forskellige Industristaters Konkurrence paa Verdensmarkedet maa føre til Nedgang i Priserne og derigennem ogsaa til en Sænkning af Lønniveauet.

Over for disse og andre Betænkeligheder har saa Bréntano og andre talt Industristatens og Frihandelens Sag. Foruden Bréntano kan særlig nævnes Dietzel, som bl. a. har skrevet om dette Spørgsmaal i „Handworterbuch Staatswissenschaften", Helfferich og Friedrich Naumann, hvis interessante Bog „Neudeutsche stærkt betoner Frihandelens Velsignelser og Agrartoldens socialpolitiske Skadelighed. skal her gaa lidt nærmere ind dels paa Brentanos i „Das Freihandelsargument", dels paa et af de nyeste Forsvarsskrifter for Industristaten, som er fremkommet under selve Verdenskrigen.

Bréntano forsvarer Industristaten og Frihandelen ikke blot fra et Konsument-, men ogsaa fra et Producentstandpunkt.„Naar vil lære Frihandelsargumentetat maa vi glemme alle Særinteresser og kun fæste Blikket paa Fællesinteressen. Og ikke blot Fællesinteressen,for vidt alle Mennesker er Konsumenterog saadanne har Interesse i at tilfredsstille deres Behov saa fuldkomment som muligt, men med den ringest mulige Bekostning, men ikke mindre FolketsProduktionsinteresse, saa vidt det har den Interesse, at de nationale Produktivkræfter finder Anvendelsepaa Maade, som afkaster det størst mulige

Overskud ud over de anvendte Produktionsomkostninger,og idet den sikrer det nationale Arbejde det største Udbytte, den nationale Kapital den største Vinding,fører den størst mulige Tilvækst i den nationaleRigdom."

Det er Frihandelen, mener Brentano, som fører det enkelte Land til at producere det mest mulige. Og han vender sig med stor Energi mod den Tale, .der føres af mange Erhvervs Repræsentanter, at der maa Beskyttelse til, for at Erhvervet kan bevares, og at der vel nok kan ske en Fordyrelse af Varerne derved, til Gengæld skaffes der Arbejde. Brentano minder i denne Sammenhæng om en Begivenhed, der foregik i Hochdorf i Bayern i 1730'erne. En Bonde her havde opfundet en Tærskemaskine, men en Kommission, var udsendt fra Miinchen for at tage den i Øjssyn, befalede efter først at have beundret Maskinen, denne skulde tilintetgøres, og at Opfinderen skulde betale Kommissionens Omkostninger. Saaledes beskyttede man dengang Tærskearbejdet. Der blev en hel Del mere af det, end hvis Maskinen havde udøvet sin Virksomhed. Men det var klart, at Landet blev ikke rigere, men fattigere ved, at man forbød at bruge et Hjælpemiddel ved Produktionen.

Saaledes sker der ogsaa nutildags et stort Tab, naar Producenterne beskyttes og anvender større Arbejdskraft,end ellers vilde være nødvendigt. Naar én Vare, f. Eks. Korn, bliver dyrere paa Grund af Beskyttelse eller Forhindring af Fremskridt, saa faar Konsumenterne mindre Raad til at tilfredsstille andre Behov. Og derved maa nødvendigvis de, der producerertil andre Behovs Tilfredsstillelse, lide.

Men det samme, som gælder om to indenlandske Erhvervsgrenei indbyrdes Forhold, det gælder ogsaa,naar sammenligner den samme Erhvervsgren ito forskellige Lande. Naar man i Stedet for at indføreRug Rusiand, hvor det kan produceres billigere, ved Toldbeskyttelse søger at fremme den tyske Produktionaf hvorved Omkostningerne ved at skaffe sig Rug bliver større, saa hindrer man samtidig andre tyske Erhvervsgrene fra at udvikle sig. Naar det russiskeKorn Grund af Toldbeskyttelsen hindres fra at komme ind, bortfalder ogsaa Produktionen af det, som skulde udføres som Vederlag for det russiske Korn. De tyske Forbrugere lider Skade, og den tyske Produktion udfolder sig ikke saa stærkt, som den kunde.

Industristaten har den Fordel frem for den rene Agrarstat, at den kan optage og beskæftige sin voksende Saa længe Folkene ikke kendte nogen anden Produktionsgren end Landbruget, maatte de, naar Befolkningen voksede, skaffe sig af med Overskuddet enten ved Udvandring eller ved at udsætte tor Sultedøden. Men naar Handel og Industri har udviklet sig, er der Plads for den voksende Befolkning i disse Erhvervsgrene. Da falder den Mulighed bort, at et Land staar tilbage for Udlandet Hensyn til samtlige Produktionsbetingelser. Og der bliver mere Plads for nye Produktionsgrene, fordi med Befolkningens Vækst ogsaa Afsætningsmulighederne

Brentano er ikke blind for, at den opdragende Beskyttelsestold, som Hamilton i Nordamerika, Grev Chaptal i Frankrig og ikke mindst Friedrich List i Tyskland har været Talsmænd for, kan have sin store

Betydning. Og den har haft store Resultater at opvise i de nævnte Lande. Men hvor det gælder Agerbruget, der er Beskyttelsestold ikke paa sin Plads. Der passerLists „At ville hæve det indre Agerbrug ved Beskyttelsestold er et taabeligt Foretagende". Og hvad andre Erhvervsgrene angaar, saa var allerede i 70'erne i det mindste i Tyskland de fleste af disse naaet saa langt, at de kunde undvære Krykkerne. De nye industrielleBeskyttelsestoldsatser, fra Slutningen af 70'erne kom frem i Tyskland, havde ikke det mindste at gøre med Lists Opdragelsestold. De virkede i Forbindelsemed til en Ophævelse af den indenlandske Konkurrence, saa at Prisniveauet kunde staa højere end paa Verdensmarkedet. Det førte lige ud i de absurde Resultater, at mens man fuldt ud udnyttede Toldbeskyttelsen til at holde de indenlandskePriser kunde man sælge til Udlandet til lave Priser. De indenlandske Konsumenter blev nødsagedetil betale Tilskud til Udlandets billige Forsyning.

Saa vidt Brentano. De fleste Socialøkonomer vil utvivlsomt i alt væsentligt give ham Ret i hans Betragtningerog Syn paa Forholdene i Tyskland. Men selv om Frihandelsmændenes Syn var det rigtige under Forudsætning af almindelige fredelige Forhold,havde dog Beskyttelsesmændene, „Die Anti- Industriestaatler", altid Krigen i Baghaanden som den, der vilde vise, hvilke Farer Industristaten rummede. Det maa jo ogsaa indrømmes, at der under Verdenskrigenhar sig Vanskeligheder for de moderne Industristater, og særlig for Tyskland, som Fortidens Agrarstater ikke kendte til eller i alt Fald kun i ringe

Grad kendte til. Men paa den anden Side kan det vel nok siges, at de Erfaringer, som man i saa Henseendehar snarere maa tages som et Argument mod Krigen og for Folkenes Forbund end et Argument mod Industristaten og for Agrarstaten.

I al Fald er det interessant at se, at der netop under Krigen fra tysk Side er kommet et nyt Indlæg mod Beskyttelsen og for Frihandelen. Det er en Bog af Dr. Carl von Tyszka, som tidligere har gjort sit Navn kendt ved nogle Undersøgelser om Løn og Leveomkostninger i Tyskland og andre Lande. I sin sidste Bog, der udkom i Efteraaret 1916, altsaa efter at Krigen havde varet to Aar, behandler han de moderne verdensøkonomiske Problem.¹)

Selve dette Problem, hvoraf Bogen har Navn, formulerer nærmere saaledes: „Hvorledes skal Staten stille sig til den begyndende Indfletning i Verdensøkonomien? Raastof- og særlig Næringsmiddeltilførselen andre Lande nødvendig i uindskrænket Maal; eller maa Befolkningen ganske som hidtil nøjes med de hjemlige Jordprodukter? Er det Maal, som de moderne Industristater bør tilstræbe, en saa vidtgaaende som muligt i Verdensøkonomien og saa stærk en Tilpasning som muligt til Verdensmarkedet, skal Staten, saa vidt som det er gørligt, være sig selv nok og holde sig saa uafhængig som muligt af Verdensøkonomien"?

Ligesom Adolph Wagner beskæftiger Dr. von
Tyszka sig meget med den engelske Frihandel, men

---

1) Dr. Carl von Tyszka: Das weltwirtschaftliche Problem der modemen I nduslristaa t en, Jena 1916, jfr. Alf Ussings indgaaende Behandling af Bogen i „Industristaternes Toldpolitik" (Nationaløkonomisk Tidsskrift 1917, S. 120).

modsat denne ior at prise den. For at vise Frihandelensheldbringende anfører han en Statistikover Udførsel i 1849—69, den første Snes Aar af Frihandelsæraen. Fra 63.₆ Mill. £ i 1849 steg Udførselen til 189.9 Mill. M i 1869. Og om end med mindre Hastighed har Udviklingen fortsat sig til vore Dage, saa at Udførselsværdi i 1911 var 454 Mill. £. Ganske vist er Indførselen steget endnu stærkere, men dette betyder, som Forfatteren rigtig gør opmærksompaa, dette Tilfælde utvivlsomt kun, at England kan drage Varer hjem som Renter af Kapitaler, det havde anbragt i Udlandet, og som Fragt og Betaling for andre Tjenester. Forfatteren gør sig særlig Umage for at vise, at medens de forskellige prohibitive Forholdsregler,som engelske Landbrug kom ind under i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede, i Virkelighedenhavde lammende Indflydelse paa dette Erhverv,blev med Landbrugsprodukter til en Spore for Landmændene. Derfor gik de, da den oversøiske Konkurrence begyndte at føles stærkt i Slutningenaf ikke til Grunde, men Frihandelen satte dern i Stand til at gaa over til fortrinsvis at fremstilledyriske

Som Modsætning til England opstiller Forfatteren saa Tyskland, hvor man har søgt at løse det verdensøkonomiskeProblem den økonomiske Selvtilstrækkelighed,men hans Mening med et uheldigtResultat. vist kan han naturligvis ikke lukke Øjnene for de store økonomiske Fremskridt, som Tyskland har gjort. Men herom siger han: „Tyskland blev en blomstrende Industri-Handels-Stat, ikke ifølge sin saakaldte „prøvede økonomiske Politik", men fordi

de konkrete Grundbetingelser derfor forelaa i dets Befolkningstilvækst,Klima, Jordbundsforhold, Teknikkens Stilling og ikke mindst i dets Befolknings Energi og Intelligens". Det er den økonomiske Politik,Handelspolitikken, kritiserer.

Angaaende Agrarbeskyttelsen indrømmer han, at man derigennem har opnaaet, at Indførselen af Næringsog ikke er steget saa stærkt, som man ellers maatte have ventet. Særlig gælder det Indførselen Korn. Indtil Aarhundredskiftet steg Indførselen af Brødkorn, men fra da af har Indførselsoverskuddet af Hvede omtrent holdt sig konstant, medens der af Rug fra 1908 til 1913 var et stigende Udførselsoverskud. vist er saa Indførselen af andre Næringsog steget; i alt var Indførselen af disse i 1893 1545.8 Mill. Mk., men i 1913 3353.3 MM. Mk. Men Korntolden kan dog siges at have vist tydelige Virkninger. Dette er imidlertid opnaaet paa Konsumenternes Sammenlignes Hvedeprisen i England-Wales og i Tyskland, vil man for de senere Aar finde, at den er langt højere i det sidstnævnte Land. Og Forskellen har nærmest været stigende. 1901 kostede 1 000 kg Hvede i England 123, men i Preussen 162 Mk., 1913 betaltes for samme Kvantum i England 145, men i Preussen 196 Mk.

Hvad Beskyttelsen for den tyske Industri angaar, paaviser Forfatteren, at denne ikke blot er skadelig for Konsumenterne, men at den Maade, hvorpaa Beskyttelsener nærmest modarbejder Formaalet. Der anføres en Statistik, hvoraf det fremgaar, at Tolden i Forhold til de fortoldede Varers Værdi udgjorde i 1913 for Nærings- og Nydelsesmidler 23 %, for levende

Dyr 8 %, for færdige Varer 15 %, for halvfærdige Varer 5 % og endelig for industrielle Raastoffer 27 %. Det overrasker unægtelig, at der gennem Fordyrelse af Industriens Raastoffer er lagt en saa kraftig Dæmper paa den egentlige industrielle Beskyttelse.

Over for den stærke Fremhævelse af Stigningen i Arbejdslønnen, som bl. a. Helfferich gør gældende i sin ovenfor omtalte Bog, stiller von Tyszka Stigningen i Leveomkostningerne, der jo netop for en stor Del skyldes Tolden paa Levnedsmidler. Alene fra 1900 til 1912 steg Husholdningsudgifterne efter Priserne i Preussen med 38 %>. Og dertil kommer den stærke Stigning i Huslejen, i Priserne paa Kul og Petroleum, Beklædningsgenstande m. m., saa at man skulde kunne sætte Fordyrelsen i en tysk Arbejderfamilies Livsfornødenheder 1900 til. 1912 til 45—50 %. For Bjergarbejderne Distriktet Dortmund steg Lønnen 1900^— 12 med 16.7 %, Husholdningsudgifterne med 38.3 %, saa at Lønnens Købekraft, naar den 1900 sættes til 100, 1912 kun var 85.2. Derimod har Forholdene udviklet anderledes i England, hvor den økonomiske Politik har været en Konsument- og ikke en Producentpolitik. har Lønforhøjelserne medført virkelig Forbedring Arbejdernes Kaar.

Medens Forfatteren i største Delen af Bogen opererermed før Krigen, kommer han dog ogsaa ind paa at omtale den Lære, som kan drages af denne. Ved Krigen er der skabt et nationaløkonomiskEksperiment; første Gang er den fuldstændigeøkonomiske af en Industristat blevet til Virkelighed. Dette Eksperiment har understreget to Kendsgerninger. Den ene er den, at Tyskland er i

højeste Grad afhængig af Verdensøkonomien, og at der derfor faktisk maatte vise sig Mangel paa saa at sige alle Omraader. Selv om man under Krigen har slaaet sig igennem, har det dog vist sig, at det faktisk er umuligt, at en Industri- og Handelsstat kan være selvtilstrækkelig. Den anden Kendsgerning er den, at Producentpolitikken i Fredens Dage har ført til, at Producenterne under Krigen i højeste Grad har beriget sig, saa at den sociale Kløft er blevet uddybet. Med Hensyn til dette sidste turde det maaske dog kunne indvendes, at ogsaa i Lande, hvor der ikke er Agrartold,og der i det hele ikke er drevet Producentpolitiki Grad, har Krigens Uddyben af den sociale Kløft vist sig. Krigens uheldige sociale Virkningerskyldes netop Krigen selv med dens Højkonjunkturog dens Hidsen af Spillelidenskaben og Vindelysten hos Mennesker.

Det er værd at mærke, at von Tyszka heller ikke ser Frelsen i det Mellemeuropa, som bl. a. Naumann har været saa ivrig for, d. v. s. en Sammenslutning af Firemagtsforbundet og nogle flere Balkanstater. Han gennemgaar de vigtigste Varer, som Tyskland væsentligmaatte fra Udlandet, og han undersøger saa, hvor stor en Del „Mellemeuropa" bidrog med ved Indførselen af disse Varer. Med Hensyn til Raastoffer deltog de nævnte Lande kun übetydeligt ved Indførselenaf Uld, Jute, Kautschuk og Jernmalm (ikke engang 1 °/o af den samlede Indførselsværdi), noget mere ved Indførselen af Raasilke (2.^¦> %), Skind og Huder (5—6 %), Hør og Hamp (7 ° u). Kun Naaletræ og Petroleum indførtes i forholdsvis stort Omfang fra Mellemeuropa (henholdsvis 26 % og 21._r,

%). Ved visse Agrarprodukter var Mellemeuropas Andel ret betydelig. Det gælder navnlig Maltbyg (85 %), men ogsaa Æg (43 %), Hornkvæg (36 %>), Fjerkræ (16 %) og Mask (15 %). Men med Hensyn til de vigtigste Levnedsmidler og Foderstoffer var Indførselenfra dog kun ringe. Af Hvede indførtes saaledes kun 4 %, af Fedt og Fedtstoffer 1 %, af de vigtigste Foderstoffer som Klid, Oliekager og Majs kun s—B %. Altsaa kan Tysklands Vej til økonomisk Selvstændighed heller ikke gaa gennem Tilslutningen til Mellemeuropa.

Det Spørgsmaal, som von Tyszkas Bog løber ud paa, er da, om Tyskland skal drive Kontinentaløkonomi eller Verdensøkonomi. Og han er ikke i Tvivl om, at det er den sidste, Vægten maa lægges paa. England for ham et lærerigt Eksempel i den Retning. Han anser det for sandsynligt, at ligesom Englands Landmænd efter Fastlandsspærringen raabte højt paa Statens Beskyttelse, saaledes vil det ogsaa gaa i Tyskland, der atter kan komme Tilførsler. Men det gælder saa om at møde disse Bestræbelser med en liberal-demokratisk økonomisk Politik, der beskytter den brede store Masses Arbejde mod Kapitalbesiddelsens „I den uhindrede Sammenfletning med Verdensøkonomien ligger Tysklands Fremtid. Hvem der vilde hindre Tyskland deri, vilde spærre det Vejen til dets Storhed".

Saaledes har Spørgsmaalet Agrar- eller Industristat ogsaa staaet paa Dagsordenen under Krigen, og det vil heller ikke efter Krigen blive fjernet derfra. Kun kan man, saaledes som Forholdene har udviklet sig, spørge, om ikke de Omdannelser, som Krigen og det

efterfølgende Kaos har fremkaldt, vil sætte Landet tilbagepaa tidligere Tids Standpunkt. Jeg skal derfori følgende søge at kaste lidt Lys over den Omdannelse af Tysklands Industri, som Krigen har lIICUIWI 1.

III.

At følge den Omdannelse, som lysklands økonomiske og særlig dets Industri er undergaaet i Krigsaarene, ikke let. Offentliggørelseu af visse Dele af den økonomiske Statistik, f. Eks. Statistikken over Omsætningen med Udlandet, blev straks standset. Hvad Udenrigshandelen angaar, hører der dog ikke megen Divinationsevne til at afgøre, at den er blevet meget føleligt indskrænket, ja paa visse Omraader er saa godt som ophørt paa Grund af Blokaden. Før Krigen udgjorde Indførselen fra de fjendtlige Lande 33 %, fra de europæiske neutrale Lande 12.8 %> og f?a de under Krigen med Tyskland forbundne Lande kun 8.8 % af den samlede Indførsel. Og af Udførselen 41 % til de fjendtlige europæiske Lande, 22 % til de neutrale europæiske Lande og kun 12 %> til de med Tyskland forbundne Lande. Selv om altsaa med de forbundne Lande og de europæiske neutrale Lande er steget en Del, maa der, hvad ogsaa alt tyder paa, være sket en kolossal Reduktion Handelen med Udlandet, og denne Reduktion særlig have ramt industrielle Raastoffer som Uld, Bomuld, Kobber m. m.

Men ogsaa Statistikken over Tysklands egen Produktioner
blevet standset, dels i al Fald udførselsforbudt.Efter

selsforbudt.Efterat Krigen havde varet to Aar, ophørtesaaledes „Volkswirtschaftliche Chronik", der følger med „Jahrbiicher fur Nationalokonomie und Statistik", at blive forsendt til Udlandet, og selv efter at den nu efter Krigen er fremkommet, er de positive Oplysninger, som den giver, særlig om Industrien under Krigen, kun magre. Heller ikke en Bog, der er udgivet i Foraaret 1919 og efter Titelen handler om Verdenskrigens Indvirkning paa det tyske Folk, giver i sine Afsnit om økonomiske Forhold videre mange Data for Tiden efter Krigens Udbrud. Derimod har denne Bog stor psykologisk Interesse ved at vise, hvordande Tyskere endnu i Foraaret 1918 levede under et sjæleligt Højtryk, der ikke tillod dem at se anden Udgang paa Krigen end Tysklands Sejr.¹) I det følgende skal derfor kun fremdrages nogle spredte Træk, mens der først senere vil foreligge Materiale til at kunne følge Krigens Indvirkning paa den tyske Industrimere Enkeltheder.

Der indtraadte i Tyskland som hos os en meget vidtstrakt Arbejdsløshed under den første Forvirring efter Krigens Udbrud. Men denne fortog sig lidt efter lidt, og i Aaret 1917, efter at den civile Arbejdspligt var indført, naaede man ned paa et Minimum, som Statistiken ikke før har registreret. Beretningen fra en Række Arbejderforbund udviste i Aarene 1908_—13 en

---

1) Der Weltkrieg in seiner Einwirkung auf das deutsche Volk. Herausgeg. von Max Schwarte. Leipzig 1918. I Bogens fjerde Del findes Afhandlinger om Forvaltning, almindelig Økonomi, Landbrug (af Professor Wygodzinski), Industri, Teknik, Handel og Samfærdselsvæsen. Femte Del bestaar af en Afhandling om Kvindeliv Kvindearbejde af Dr. Gertrud Bå'umer.

Arbejdsløshed, der variede fra 3.2 % i December til 2.i °/o i September og Oktober. Men i 1914 steg Arbejdsløsheden i August til 22._i % og var i September15.7 i Oktober 10.9 %. Derefter gik Arbejdsløshedenrask og allerede i April 1915 var den under 3 %>. I Resten af Aaret 1915 holdt den sig paa noget over 2Vs %, i 1916 var den højest i Februarmed 0/_<>, lavest i December med 1.« %, i 1917 stod Januar højest med 1.7 °/o, Oktober og November lavest med 0.7 %, og hermed var Lavpunktetnaaet.

Men at Arbejdsløsheden saaledes afløstes af Arbejdstravlhed Krigen betyder ikke, at alle de enkelte Fag igen kunde beskæftige deres Arbejdere eller rettere dem af deres Arbejdere, som ikke var indkaldt Krigstjeneste. Der var nogle Fag, som afgav Arbejdere til andre, der skete en Forskydning over mod de forskellige Krigsindustrier. Til de tabende Fag hører Byggeindustrien, der næsten blev lammet. Halvandet Aar efter Krigens Udbrud regnede man, at der ikke var mere end 600 000 Arbejdere tilbage i denne Industri mod det tredobbelte Antal før Krigen. Ogsaa Tekstilindustrien maatte hurtig indskrænkes af Mangel paa Raastoffer. Derimod blomstrede alle Krigsindustrier, her var Beskæftigelse at finde ikke blot for de hidtilværende Arbejdere, som ikke var indkaldt, men ogsaa for et voksende Antal af Kvinder og unge Arbejdere.

Vigtigst blandt Krigsindustrierne var forskellige Grene af Metalindustrien. Disse blev ved Krigens Udbrud ramt haardt derved, at Produktionen af deres vigtigste Raastof, Jernet, gik stærkt tilbage. Ide første7

ste7Maaneder af 1914 svingede den tyske Raajernsproduktionomkring Mill. Tons om Maaneden, men i August var den kun 588 000 Tons, i September 580 000 Tons. Nu steg den atter og var i Januar 1915 874000 Tons, i Januar 1916 1078000 Tons, godt 2/a af, hvad den havde været før Krigen. I Løbet af 1916 standsedes Offentliggørelsen af Produktionsstatistikken ¹)

Interessant er det at følge Medlemsbevægelsen inden for det store tyske Metalarbejderforbund, der ved Krigens Udbrud havde 534 000 Medlemmer. I Løbet af August Maaned 1914 sank Antallet, væsentlig vel paa Grund af Indkaldelserne, til 378 000, og i de følgende IV2 Aar var der en stadig Nedgang, saa at Medlemstallet i Marts Maaned 1916 kun var 225 000. Men saa steg det atter, var ved Udgangen af 1916 247 000, ved Udgangen af 1917 388 000 og i Midten af 1918 431000. Forhøjelsen efter Begyndelsen af 1916 skyldes kun i ringere Grad Tilbagevenden fra Hæren, men mere Optagelse af helt nye Arbejdere, ikke mindst kvindelige Arbejdere. Arbejdsløsheden for Metalarbejderforbundets Medlemmer sank efterhaanden til et rent Minimum; i Midten af 1918 var den saaledeskun

---

1) Efter at ovenstaaende var skrevet, er der fremkommet Meddelelser om Raajernsproduktionen indtil Oktober 1918. Gennem hele 1916 var Produktionen godt 1 Mill. Tons pr. Maaned, højest i Oktober med 1 161 000 Tons. Paa et lignende Standpunkt stod Produktionen i 1917, hvor den dog baade i Februar og December var nede under 1 Mill. Tons, og i de fleste Maaneder af 1918. I Januar bragte Strejkebevægelsen dog en væidig Nedgang til 434 000 Tons, altsaa lavere end i Maanederne efter Krigens Udbrud, og i Februar var Produktionen kun 893 000 Tons. Se Tidsskrift for Industri 1919 Nr. 3.

ledeskunO.u %. Den samme Bevægelse i Medlemstalletfinder tor de tyske „frie" Fagforeninger som Helhed. Medlemstallet var ved Udgangen af 1913 2 525 000, deriblandt 228 000 Kvinder. Ved Udgangen af 1914 va_r d^ar kⁱⁱⁿ 1 sng nOOn00 v°d Udsnnp'eri af 1916 945 000, men ved Udgangen af 1917 var Medlemsantalletatter til 1 275 000, hvoraf 333 000 Kvinder.De Medlemmer var altsaa \\^l/2l _/2 Gang saa mange som før Krigen.

Ikke alene denne Opgang i de kvindelige Fagforeningsmedlemmers er Vidnesbyrd om, hvilken stigende Rolle Kvindearbejdet er kommet til at spille under Krigen. Der er mange andre Vidnesbyrd derom. foretog i August_—September altsaa efter to Aars Krig, en Undersøgelse over Kvindernes Arbejde i Metalindustrien. Før Krigen der 64 000 kvindelige Arbejdere i de Bedrifter, omfattedes af Undersøgelsen, men to Aar senere var det 267 000, hvoraf 227 000 stod i Krigsindustriens Men trods den stærke og utilfredsstillede efter kvindelig Arbejdskraft steg Kvindernes Løn i Forhold til Mændenes dog ikke. Kun i forholdsvis faa Tilfælde fik Kvinder den samme Løn som Mænd for samme Arbejde.

Til Belysning af Kvinde- og Børnearbejdets tiltagendeBetydning Krigen kan ogsaa anføres nogle Tal fra den preussiske Fabrikinspektions Beretningfor 1917. Det samlede Antal beskæftigede mandlige og kvindelige Arbejdere var trods Krigen kun gaaet übetydeligt tilbage, nemlig fra 3 634 000 i Aaret 1913 til 3 531000 i Aaret 1917. Men Antallet af Mænd over 18 Aar var gaaet tilbage fra 2 662 000

til 1 956 000. Til Gengæld var Antallet af Kvinder over 18 Aar steget fra 688 000 til 1241000, medens Antallet af unge Arbejdere af begge Køn i Alderen 16—18 Aar var steget fra 280 000 til 328 000. Det var altsaa særlig Anvendelsen af voksne Kvinder, som tog til.

Der har under Krigen fundet en stærk Koncentration de industrielle Bedrifter Sted, tildels gennem Regeringens Indgriben. Saaledes finder man i „Korrespondenzblatt Generalkommission der Gewerkschaften følgende Beskrivelse af Bedrifternes „Paa økonomisk Omraade har Krigen medført en fuldstændig Omgruppering af alle Erhvervsforhold. Tilintetgørelsen af talløse Smaabedrifter gennem deres Besidderes Indkaldelse til Krigstjeneste begyndte en sand Opklækning af Storbedrifter i alle Grene af Krigsleveringerne. Nye Foretagender voksede i Vejret saa at sige paa en Nat, af Smaabedrifter blev Middelbedrifter, af Middelbedrifter Storbedrifter. Fabrikker, tidligere havde beskæftiget nogle Hundrede talte nu Tusinder af dem. Krupp havde før Krigen omtrent 30 000 Arbejdere, nu beskæftiger en Hær paa over 100 000 Arbejdskræfter. I ensomme Landsbyer, hvor forhen aldrig en Fabriksskorsten røget, er der opstaaet Kæmpebedrifter med Titusinder af mandlige og kvindelige Arbejdere, med Skinneanlæg og Boligkolonier".

. Særlig tog Omdannelsen af Industrien Fart efter Indførelsen af den civile Arbejdspligt. Den samme Kilde beskriver Virkningerne saaledes: „Gennemførelsen af Hjælpetjenesten har endnu overbudt disse Virkninger.Dens var den systematiske Demobilisering

(Abbau) af Fredsøkonomien til Gunst for KrigsøkonomiensFuldstændiggørelse. Industrigrene er blevetstandsede Bedrifter og Personale blevet rekvireredetil af Krigsfornødenheder. Omdanneisenfuidbyrdedes i Form af Sammenlægning af mange Bedrifter til faa, dels i Tvangssyndikater, dels ogsaa i friere Form med den Bestemmelse at holde de standsede Bedrifter skadesløse af det tiloversblevnesUdbytte. standsede Bedrifter blev dels overtaget og indrettet af Ammunitions- eller Hærforsyningsindustrien,dels afmonterede og deres Maskinerbenyttede Indretning af andre Bedrifter. Saaledeser Læder- og Skotøjsindustrien, Beklædningsindustrien, Sæbefabrikationen, Margarinefabrikationen,Bryggerier, og andre Industrigreneblevet Det er med andre Ord en hel Revolution, der er foregaaet. Og vel at mærke en Revolution, der i sig selv kræver en Reaktion, naar Fredens Gerning engang skal gøres, hvad den dog skal.¹)

Hvad Fremtiden gemmer i sit Skød for Tysklands Vedkommende, er under det nuværende Kaos ikke let at sige. Selv inden Nederlaget kom, som det kom, har det staaet mange Tyskere klart, at Forholdene efter Krigen vilde blive kritiske. Saaledes kan det anføres, at Professor Riesser, bekendt ved sin Behandling af Bankernes Udvikling i det moderne Tyskland, allerede

---

1) Paa Syndikatdannelsen navnlig i Jernindustrien er jeg hverken i det foregaaende eller her gaaet ind, idet dette Emne er udførlig behandlet af Redaktør Povl Drachmann i en Række Artikler i „Tidsskrift Industri" 1917 og 1918.

i Begyndelsen af 1917 i „Deutsche Revue" fremhævede, at der efter Krigen maatte blive en stærk Hunger i Tyskland ikke blot efter Levnedsmidler og Raastoffer, men ogsaa efter Tonnage og efter Veksler til at betale for Tysklands Tilførsler. Han mente dog dengang, at det skulde lykkes Tyskland i Forening med Østrig- Ungarn forholdsvis hurtigt at besværge Vanskelighederne.len nylig fremkommen Artikel i „Jahrbiicher",anser H. F. Crohn, den økonomiskeKrig England efter Krigen som uundgaaelig.I økonomiske Kamp vil England have et stort Forspring, fordi dets Handel med den øvrige Verden dog ikke har været helt standset under Krigen. Tyskland vil i den første Tid have nok at gøre med at skaffe sig de nødvendigste Varer, og det vil til at begynde med ikke have andet at give i Bytte end Raaprodukter som Kul og Jern. Ogsaa denne Artikel, som er skrevet før Revolutionen, løber dog ud paa en stærk Tro paa Tysklands økonomiske Fremtid.

Under de nuværende Forhold maa man være varsommed spaa. Men i hvert Fald er det sikkert, at Tysklands hidtidige Udviklingslinie er brudt. I ?Neudeutsche Wirtschaftspolitik" tegnede Naumann et Billede af den tyske Befolkning i 1925 paa Grundlag af den hidtidige Udvikling. Han anslog den Befolkning,som vilde rumme i 1925, til 80 Mill., hvoraf 19 Mill. skulde være beskæftigede i Land- og Skovbrug, 34 Mill. i Bjergværksdrift og Industri, 13 Mill. i Handel og Samfærdsel. At denne Befolkningssammensætningefter store Tab og efter de Omdannelser, som Revolutionskrisen maa fremkalde, ikke vil indtræffe, i al Fald ikke til et saa tidligt Tidspunktsom

punktsom1925, er jo givet. Ja, det er i Grunden et aabent Spørgsmaal, om denne Overskrift: Tyskland som Industristat blot vil passe over et Kapitel af den økonomiske Historie, som strækker sig fra 1870 til 1914, elier om der vii blive en Fortsættelse, som er Begyndelsen lig.