Danmarks Sociallovgivning. Udgivet paa Indenrigsministeriets Foranstaltning. Gyldendalske Boghandel. 1. Bind 1918. 235 S.

I 1916, 25-Aaret efter de første danske, sociale Forsørgelsesloves Fremkomst, bestemte Indenrigsministeriet sig til Udgivelsen af en samlet Fremstilling af Danmarks Sociallovgivning og fik den nødvendige Bevilling til Afholdelse af Udgifterne. Ministeriet nedsatte en Redaktionskomité, bestaaende af Departementschef H. Vedel, Kontorchef Sv. Neu mann og Afdelingschef i Arbejderforsikrings-Raadet Sv. Trier.

Første Bind af det saaledes planlagte Værk er nu udkommet og indeholder tre Afhandlinger: 1) Fattiglov ved Amtmand V. R. Haarløv, 2) Alderdomsunderstøttelseslov ved Amtmand H. Andersen og 3) Hjælpekasselov ved Kontorchef Aage Schlichtkrul 1.

Om Betimeligheden af at udgive et samlet Værk over
Danmarks Sociallovgivning kan der ikke være Tvivl. Vor
Litteratur paa dette Omraade har været utilstrækkelig, tilfældig
og spredt. Kun de Mennesker, der praktisk arbejdede
med Sociallovgivningen eller teoretisk interesserede sig for
denne Side af Samfundslivet, kan antages at have haft et
maaske endda ofte mangelfuldt — Overblik. For de
videre Kredse af Befolkningen var Adgangen til at skaffe
sig Oplysning om Sociallovgivningen i Danmark vanskelig,

og der er vel næppe Tvivl om, at dette har bidraget
til den Mangel paa Forstaaelse af Sociallovgivningens Betydning,
som ikke er helt ualmindelig i mange Kredse.

Ogsaa i Udlandets Øjne stod Danmark i Reglen upaaagtet, naar Sociallovgivningens Problemer omhandledes. I mange Retninger er Danmarks Sociallovgivning fuldt ud værdig til at sidestilles med det bedste i fremmede Lande, men Kendskab til dansk Sociallovgivning er i det hele ringe i Udlandet vel nok nærmest, fordi Danmark er et lille Land, men sikkert ogsna, fordi Oplysninger om Danmarks Sociallovgivning var saa vanskeligt tilgængelige, selv i dansk Literatur.

Ud fra disse Betragtninger er der saaledes al Grund til at glæde sig over det nye Værk. Og det vilde maaske egentlig være rettest at nøjes med som Anmeldelse at give denne Glæde Udtryk og afholde sig fra yderligere Bemærkninger om Værket, saa meget mere, som det foreliggende Bind jo kun er en Begyndelse, og det derfor er umuligt paa Grundlag heraf at udtale nogen Dom over det endelige Værk som en Helhed.

Alligevel vil jeg fremsætte et Par Bemærkninger.

Vil Værket ikke i for høj Grad blive aitne en Ha an db og? I et socialpolitisk Standardværk bør der være Plads ikke alene til den nødtørftige Historie over de enkelte Loves Tilblivelse og deres faktiske Indhold, men tillige til de ledende Synspunkter i Sociallovgivningen. Socialpolitikens Plads i Samfundsudviklingen maa bestemmes, for at dens Grundlag kan lægges fast, og dette Grundlag kan ikke — naar den videre Udvikling tages i Betragtning — alene være humane Stemninger og Vilje til at hjælpe, hvor der lides Nød, men det maa være denne Lovgivnings økonomiske Nødvendighed for det nuværende og det kommende Samfund.

I et Værk, der fremkommer som Enkeltafhandlinger
over specielle Omraader af Sociallovgivningen, er det selvfølgeligvanskeligt
at finde ['lads til ledende Hovedsynspunkter,men

punkter,menmaaske har Redaktionsudvalget alligevel en
Plan ogsaa i den her antydede Retning.

De tre foreliggende Afhandlinger i det udkomne Bind behandler paa udmærket klar og anskuelig Maade vor Fattiglovgivning, Alderdomslov og Hjælpekasselov. For Alderdomslovens Vedkommende er Fremstillingen givet særligt Relief ved Oplysninger om tilsvarende Lovgivning i andre Lande og ved en Vurdering af de Principer, der ligger til Grund for Lovens Indhold. Forfatteren drøfter ligeledes, med god Objektivitet, men alligevel med personlig Anskuelse , eventuelle fremtidige Forandringer i Loven. For Hjælpekasselovens Vedkommende beskæftiger Forfatteren sig ikke særligt med Fremtiden, men dette kan næppe heller siges at være nødvendigt paa Grund af denne Lovs specielle Karakter. Det vilde derimod have været en Fordel, om Forfatteren til Afhandlingen om Fattigloven havde løftet en lille Flig for Læseren med Hensyn til sine Anskuelser om vor Fattiglovgivnings videre Udvikling. Det er næppe hans Mening, at der ikke trænges til Forandringer i visse af Fattiglovens Regler.