ELI F. HECKSCHER: Den ekonomiska skandinavismen. Foredrag vid Sveriges allmänna Exportforenings årsstämma den 22. April 1918; 24 Sider og ELI F. HECKSCHER: Staten och det enskilda initiativet efter kriget. Foredrag vid Sveriges Industriforbunds årsmöte den 23. April HUS: 38 Sider.

Disse to Foredrag, der fremkommer som henholdsvis Nr. 13 og 15 i de to Foreningers Smaaskriftrækker, belyser og fuldstændiggør hinanden, afholdt som de er Dag efter anden. Den Hovedbetragtning, Forf. i begge Foredrag gaar ud fra: at al økonomisk Virksomheds Hovedopgave er den bedst mulige Dækning af Menneskenes Behov, fører ham dels til at være Tilhænger af Ryg- mod Ryg-Skandinavismen,dels at give det private Initiativ Fortrinet overfor Samfundet i Løsningen af økonomiske Opgaver. Ræsonnementeter nemlig det, at da Hensigten med at exportere først og fremmest er den at skaffe Betaling for Import, vil de skandinaviske Lande ikke kunne nøjes med at købe og sælge hos hinanden, men maa søge til Verdensmarkedet med deres Varer, for derigennem at skaffe sig hvad de behøver af dettes Varer, og for at udnytte deres egen „Kvalitetsproduktion" saa fordelagtigt som muligt. De skandinaviske Lande skal derfor støtte hinanden Ryg mod Ryg -— overfor Forsøg paa at spærre dem ude, og skal ikke indrette sig paa gennem Toldunion o. 1. at være sig selv nok. Og det er til at deltage i denne Kamp paa og om Verdensmarkedet, at Forf. kalder det private Initiativ, styrket i store (skandinaviske) Import- og Exportsammenslutninger.Men han er fuldt vel klar over, at skal

det private Initiativ atter naa til fuld Ære og Værdighed, saa er det nødvendigt, at det kvæler de Vildskud, der er vokset ud i disse Aar. „En mängd af de oförsvarliga missbruk och det åsidosättande av landets intresse, som inrotat sig under världskriget, äro lika mänga spikar i det privatekonomiska samhällets likkista. Hele detta system mäste ryckas upp med roten .. .". Det er det ene. Og det andet er, at det frie Næringsliv ikke paa den ene Side kan søge at afvise Samfundets Indgreb, naar det gaar ud over nærliggende Interesser, og samtidig kalde paa Statens Hjælp gennem f. Eks. Tolden. „Det blir något haltande i en standpunkt, som liter till staten för skydd emot utländsk konkurrens på de mest skilda punkter, men samtidigt höjer det fria näringslivets fana".

Det siger sig selv, at i saadanne to smaa Pjecer som de her foreliggende, er Argumentationen den mindste Del, Fremsættelsen af de fuldt færdige Anskuelser den større. Det gør Læsningen lettere, og de to Foredrag vil utvivlsomt blive læst overalt i de nordiske Lande, hvor man interesserer sig for disse saa betydningsfulde Spørgsmaal. Men det gør det vanskeligere at fremsætte Modsigelser. Jeg skal ogsaa afholde mig derfra — til og med fordi jeg i det hele er enig med Forf. — men jeg har dog med Beklagelse bemærket, at den Uvilje, Forf. i sin Bog „Världskrigets ekonomi" viste mod Maximalpriserne, og som jeg i min Anmeldelse her i Tidsskriftet (54. Bind, S. ;-sb's) tog til Orde imod, i de forløbne Aar synes at være taget til. Forf. nævner Maxiniaipiiserne som „jætteexemplet" paa de „mest dundrende Dumheder, der under Krigen baade hos os og andetsteds er begaaet paa Ernæringspolitikens Omraade". Jeg mener stadig, at Maximalpriserne i mange Tilfælde har formaaet virkningsfuldt at bekæmpe „de oförsvarliga missbruk och det åsidosättande av landets intresse", Forf. selv nævner. At de undertiden iiar medført Vanskeligheder, skal indrømmes. Men af to Onder vælger man det mindste.