Protokoll vid det skandinaviska Handelsmötet i Stockholm. September 1917. 153 Sider. K. L. Beckmans Boktryckeri. Stockholm 1917.

Som en pompøs Indledning til det praktisk-økonomisk skandinaviske Samarbejde, der mere og mere tager Form, fandt i Dagene 14.^—15. September 1917 det interskandinaviskeHandelsmødeSted, om hvis Forhandlinger nærværendeSkriftbærer Bud. De fire Hovedforhandlingsemner var: Samarbejdet mellem de skandinaviske Lande paa det handelspolitiske Omraade; Udvikling af den fælles skandinaviskeLovgivningpaa Handelsrettens Omraade; Bør de skandinaviske Lande med Hensyn til Koncessionslovgivningenindrømmehverandre gensidige Fordele og Bør den skandinaviske Møntkonvention revideres. Det er jo navnlig det første og det sidste af disse Spørgsmaal, der er af umiddelbar økonomisk Interesse og det er da ogsaa med største Opmærksomhed, man læser Professor Heckschers, Professor Morgenstiernes og Folketingsmand Schovelins Udtalelsertildet førstnævnte af disse fire Forhandlingsemner. Professor Heckscher er meget reserveret, meget nøgtern, er, som han ogsaa har udviklet i Svensk Tidskrift, nærmest enig med Redaktør Thalbitzer i, at de skandinaviske Folk bør „staa Ryg mod Ryg", men at der derudover neppe er stort at gøre, fordi selv alle 3 Lande tilsammen ikke giver

et tilstrækkelig stort Marked, navnlig ikke for den svenske Jern- og Træindustris „Kvalitetsproduktion". Professor Morgenstiernevilhave Undersøgelser og Forhandlinger om Mulighederne for en Toldoverenskomst, men han er skeptisksomden maa være det, der igennem 30 Aar har været Talsmand for økonomisk Samarbejde i Norden. Overfordisseto Bidrag til Forhandlingerne staar Folketingsmand Schovelins Foredrag som lutter Forhaabningsfuldhed; Hr. Schovelin kalder paa den „Daad og Dristighed", der skal til for nu at skabe den nordiske Toldunion, han tror paa Mulighederne heraf og giver os et Billede, der, som han selv siger, er malet med Kraftens og Fortrøstningsfuldhedens Skarlagensrødt og Haabets Lysegrønt. I hvor høj Grad man end maa tro, at de tre Herrer repræsenterer deres Landes Syn paa disse Forhold, saa kan man dog ikke frigøre sig for, at deres personlige Særegenheder, deres Gemyt, har præget de faldne Udtalelser, vel navnlig for en saa aandfuldTalersom Schovelin, paa hvis Tunge Holberg- og Oehlenschläger-Citater, franske Sprichwörter og Ibsenske Rimbreve, økonomiske Betragtninger og J. P. Jacobsenske Vers alle falder lige let. I det hele er denne Forhandling ligesom ført i et højere Luftlag, lidt længere borte fra Dagliglivets Besværligheder end Forhandlingen om den skandinaviske Møntunion. Her var Problemet lige inde paa Livet af de tre Deltagere, Dr. Ræstad, Bankdirektør ClausenogProfessor Cassel. Nationaløkonomisk Tidsskrifts Læsereharsaavel her i Tidsskriftet som andetsteds i Løbet af det sidste Aar set Disagio-Spørgsmaalet drøftet saa tit og saa indgaaende, at der ikke er Grund til igen at komme nærmere ind herpaa. Men de nævnte tre Herrers Udtalelserdannertilsammen en værdifuld Belysning af den hele Sag, Professor Cassel har andetsteds haft Lejlighed til at fremsætte og præcisere sin Mening, derimod er det danske Syn paa Spørgsmaalet sjældent fremsat saa klart og saa udtømmende,somBankdirektør Clausen her har gjort det. Hans Udtalelser i denne Sag vil blive læst, naar SpørgsmaaletsAktualitetforhaabentlig

maaletsAktualitetforhaabentligfor længst er forbi. NationalbankensDirektionkunde da ogsaa paa Efteraarsgeneralforsamlingeni1917 i sine Bemærkninger om Disagion dels henholde sig til Bankens Beretning, dels til denne Redegørelse fra Grosserer-Societetets Formand.