Dr. FRANZ OPPENHEIMER. Werte und Kapitalprofit. 230 Sider. Gustav Fischer, Jena 1916.

Der er en vis Professo'runode, mange Videnskabsmænd, der staar udenfor Affærerne har, naar deres Polemik antager Former, hvori Selvfølelse og Arrigskab er parret. Dr. Oppenheimer er en kras Polemiker, overfor relativ ligegyldige bruger han Sprogets stærkeste Ord.' Dertil kommer en Selvfølelse, der ikke lader sig nøje med mindre end Betegnelsen „Neubegründung der objektiven Werthlehre" for hans Fremstilling af Værdi og Kapitalprofit. En anden tysk Forfatter har nylig udgivet en „Neuorientierung", hvorfor sige det selv! det meste en Fori tror er nyt, er ofte blot nyt forharn selv, eller i bedste Fald blot det samme paa en anden Maade: hvis der er noget nyt, saa lad andre finde det. Er der ien Bog paa 300 Sider blot en Side virkelig Berigelse, saa er den ikke skrevet forgæves; og der er nu efter mit Skøn en ny Idé hos Oppenheimer: hans Korrektiv til Marx' Lære om Merværdiens

Oppenheimer mener, at den subjektive Værdilære har gjort sin Nytte i Personaløkonomien, men er af liden Værd i, hvad han kalder Markedsøkonomien; han indrømmer, at det subjektive Element bestemmer Vareproduktionens Retning, hævder, at selve Værdien ligger i noget objektivt Forf. er her noget uretfærdig, thi i hvert Fald er de moderne Grænseteoretikere naaet til at forstaa, at Markedsprisen dannes ved en Købernes Pris, som bl. a. er bestemt af Indkomstfordelingen, og en Sælgernes Pris, hvori det jeg vil kalde det tekniske Besvær faar sit Udtryk. Vi standser ikke ved Produktionsomkostningerne, men forstaar, Prisen paa de tekniske Elementer igen er bestemt ved et Møde mellem disses Fremstillingsbesvær og Efterspørgslen den færdige Vare.

Forf. forkaster de gældende objektive Værditeorier; han
vender sig med Rette mod Omkostningslæren, fordi den er

ufuldstændig, fordi den ikke passer paa alle Tilfælde, og fordi den ender i en circulus vitiosus. Ogsaa Karl Marx' Lære om Arbejdstiden som værdibestemmende kritiserer han; Tjenesteydelser er ogsaa Varer, og samfundsmæssige Magtpositioner (Rettigheder) skal ogsaa ind under Byttets Love.

Ligesom Clark sondrer han mellem Statiken og Dynamiken, mellem Teorien om Ligevægtstilstanden og Teorien om Bevægelsen der hen imod. Han undersøger en tænkt Tilstand, hvori Kræfterne er tilstede i uforandret Proportion; hans Abstraktion gaar saa vidt, at han opstiller „eine Gesellschaft der Gleichen". Hans Udgangspunkt er en Formel, som siger, at de Værdier, en Mand frembringer, er lig hans Indkomst plus hans Omkostninger, og udreder heraf en Række Ligninger, som er uendelig intetsigende. Han vender sig hen til at søge Værdisubstansen. Denne er, for at bruge hans egne Ord, Vareværdiens Arbejdsværdi maalt i Timer, hans Polemik her mod Marx er i Virkeligheden formel.

I Afsnittet om Monopol lægger man Mærke til hans Systematisering af Monopolerne. Her siger han sit bedste. Monopolet er en Magtposition, som ganske vist oftest er knyttet til Besiddelsen af visse Ting og Produktionsgoder, man derfor fejlagtigt tilskriver Monopolindtægten; men der er i Virkeligheden ingen Sammenhæng mellem det Gode, hvortil Monopolretten støtter sig, og Indkomsten; det er ikke Møllen, men Møileretten, der giver Monopolindtægten. samme Maade gaar det med Jord og Kapital, indtægtsgivende Egenskab beror paa Monopolstillingen ikke paa Tingene selv. Forf. sondrer mellem Købermonopol og Sælgermonopol; det første fører til et Fradrag i den naturlige Pris, det sidste til et Tillæg til denne.

Driftsherrerne staar overfor Arbejderne med et Købermonopolog
derfor forlange en Merværdi, som fradrages
Arbejdsproduktet. Medens det ellers er lige Arbejdsmængder,

der ombyttes, er det ikke saa med Arbejdet og Arbejdslønnen,som ekvilibrerer, men ikke ækvivalerer hinanden,paa Vis som et Ti Punds Lod paa en Decimalvægtvejer Pund op.

Her taler vi om et Klassemonopol, i Kraft af hvilket ledende Klasser kan tilegne sig en Del af Arbejdets Produkt, men denne vindes ikke som hos Marx af hver enkelt Driftsherre i Forholdet til sine Arbejdere, men vindes af hele Driftsherreklassen i Fællesskab og fordeles blandt dennes Medlemmer som Profit efter disses Kapitalstørrelse.

Oppenheimer forkaster en særlig Jordrente, idet han erklærer, at denne kun er en Del af Profiten, som først opstaar, naar Jorden kommer i privat Eje. Det er rigtigt, at der paa de bedre Jorder ud over Profiten er et Surplus; men dette regner Forf. som en Indtægt, der er afledet af det individuelle Monopol, men ikke af Klassemonopolet (Arbejdets svage Stilling). I sidste Afsnit har Forf. en Mængde rigtige Bemærkninger om Kapitalisation og siger bl. a., at Grænsebedriften giver den sociale Kapital samme Udbytte som Kapitalen i privat Forstand giver. Med Kapital privat Forstand mener han som alle vi andre Kapitaliseringen et givet Udbytte, altsaa en Ret til arbejdsfri Indtægt.

Forf. ender med en Kritik af Böhm-Bawerk og de
andre Østrigere, samt opfører lidt af en Vejrmøllekamp mod
Karl Marx.

I det store Hele er Oppenheimer enig med Marx, men hans Lære om Magtpositionen samt om, at Merværdien skabes i alle Erhverv i forskelligt Mon, men fordeles efter Kapitalens Fordeling, er utvivlsomt en Forbedring af Marx, for saa vidt som man derigennem undgaar den sidstes berømteVolte Merværdirate til gennemsnitlig Profitrate. Bogen er iøvrigt ikke saa let at læse; det er forsaavidt überettiget, at Forf. kalder v. Wiesers sidste Theori i „Grundriss" 1. Bind for altfor besværlig, som Wieser ganskevist kan læses af den gennemsnitlige Student,

men til Gengæld for at den er sværere end Oppenheimers
Bog, er den saameget mere dyb og indholdsrig.