WILHELM KEILHAU. Grundrentelæren. 314 Sider. Aschehoug, Christiania 1916.

I den moderne Teori indtager Normændene en fremragendePlads; Forhold til Landets Størrelse har de bidragetlige meget som Amerikanerne, som i vor Tid endog har taget Førerstillingen fra østrigerne. Tyskerne er staaet i Stampe; lige saa meget de i den økonomiske Historiehar ved deres Detailundersøgelser, lige saa meget de som systematiserende Lærebogsforfattere er fortræffelige,lige lidt har de nu Værdi for Teorien, fordi de staar tilbage i Originalitet og stræng Logik. Deres nuværendeFjender, der med Mesteren Marshall

satte det store Punktum, har i de sidste tyve Aar efterlignetTyskerne paa godt og ondt. Altmesteren blandt Normændene varAschehoug, som i Aarum, Keilhau, Jæger, Schønheider, Schildrop har faaet gode Efterfølgere, som hverken mangler Flid eller Tankedybde. Keil hau har udgivet en Analyse over de forskellige Grundrenteteorier,som Udførlighed og Analysens Skarphed minder om Böhm-Bawerks Kritik af Kapitalrenteteorierne.

Forfatteren begynder med Jordrenteteoriens historiske Forudsætninger, Merkantilismen. Han viser, hvorledes Merkantilismen udspringer fra Middelalderens Bystat, hvis Interesse var modsat den agrariske Territorialstat; herfra kølige Stilling overfor Landbruget. I England fik vi dog en Art Agrar-Merkantilisme med Eksportpræmier og Indførselstold, naar Kornprisen faldt, altsaa en Art Agrarbeskyttelse, Landbruget greb tilbage til, da Freden truede med at slaa Napoleons-Krigens høje Kornpriser ned i et Niveau, som ikke kunde forrente de opskruede Ejendomspriser. viser, hvorledes Landbrugernes Stilling blev forværret samtidig med, at Landbruget blev forbedret; de høje Priser fik Bønderne til at sælge til Krigsperiodens Rigmænd, som af de slagtede Bondebyer lavede Storgodser og Jagtgrunde.

I Frankrig var Betingelserne noget anderledes. Dér
krævede Reaktionen mod Industrimerkantilismen ikke Agrarbeskyttelse
Frihed.

Fysiokraterne opstillede Læren om produit net, som Landbruget alene kan give, og som er Betingelsen for Overgang til Industri (i Virkeligheden er Fysiokraternes Opfattelse forkert, fordi Overgang til Industrien ikke betyder en Nyskabning, som er betinget af, at Landbruget giver et Overskud, som kan underholde Industrien, men blot er en Omflytning, en Erhvervsdeling, en Udskydning af visse Arbejder, som før udførtes i det autarke Landbrug, som et særligt Erhverv). Turgot opstiller dette produit net som en Afkast af Naturens fri Gave, som svarer til Renten, befragtetsom

fragtetsomden sammensparede Kapitals Afkast. Grundrentener skabt af Arbejderen, der selv blot fortjene Eksistensminimet;_den er en fri Gave af Naturen. Og dogr kan man af Turgots Fremstilling aflede den marxske Udbytteteori.

Keilhau vender sig nu til England; selvfølgelig er Læren om Jordens aftagende Udbytte ældgammel, fordi det er et Faktum, allerede Oldtidens Agerbrugere maatte være klare paa. Italieneren Antonio Serra formulerede allerede 1613 Loven om the increasing return for Industrien og the decreasing return for Landbruget, men det blev Ricardo, der paa denne Kendsgerning opbyggede en Jordrentelære, som i det store Hele gælder den Dag i Dag. Baade Sir Edward West og Anderson havde opstillet Loven; den sidste siger, at Jordrenten er et Middel, hvorved Udgifterne ved at dyrke Jord af forskellig Frugtbarhed bringes til at blive de samme pr. Td. Sæd.

Baade Adam Smith og Malthus definerer i Virkeligheden som Grundejerens Tribut, naturligvis betinget at der er et Overskud; selv om nu Ricardo et Steds opstiller Jordrenten som Betaling for Jordens oprindelige naturlige Egenskaber, er hans faktiske Jordrentelære dog den, at jordrenten er en Forskelsrente, og enkelte Udtryk at han er klar paa, at den ogsaa kan være en Monopolrente.

I sin Kritik slutter Keilhau sig til Ricardo, men hævder rigtigt, at hans Teori er en dynamisk Fremstilling af en statisk Tilstand. Ricardo burde ikke have sagt — for at tale i vort Sprog — at Prisen bestemmes af Grænseomkostningerne, at Prisstigningen bringer Jordrenten til at stige, en Stigning, som ophøver ved at Dyrkningsgrænsen længere ud. Forfatteren kritiserer Ricardos Lære, at Profit og Jordrente varierer omvendt; om han har Ret, har jeg ikke undersøgt.

Et særligt Kapitel er viet von Thünens Beliggenhedsrente,et
kritiserer Carey og George. I sidste Afsnit

af Bogen vender Forf. sig mod den østrigske Værditilregningslære:Jorden jo som produktiv Faktor et Komplementgode,hvis ikke kan findes absolut, men maa tilgodeskrives ved den Proces, som kaldes Tilregning. Meget fint sammenligner Keilhau, Böhm-Bawerk og Turgot, men forkaster iøvrigt og med Rette Læren om, at man ved at fjærne en Produktionsfaktor og dermed sammenligne, hvad der produceres med og uden denne Faktor, kan finde denne Faktors Værdi. Af de østrigske økonomer staar Forf. mest forstaaende overfor Wieser, men farer haardt frem mod Schumpeter; ligeledes tager Forf. Afstand fra Amerikanerne, særlig Clark, naar denne mener, at den Differentialrente, som vi kalder Jordrente, ikke er et særligt Agrarfænomen, men fremkaldes overalt, hvor vi benytter Produktionsmidler af forskellig Godhed.

Til Slut gennemgaar Forf. Rodbertus' og Marx' Teorier og kritiserer stærkt den sidstes Lære om, at Grundrenten fremstaar, fordi der i Landbruget er mere variabel Kapital i Forhold til den konstante Kapital end i andre Erhverv.

Forf. ender med at vise, at Grundrenteproblemet snart behandles politisk, snart teoretisk, derfor de mange Forskelligheder Opfattelsen og Modsigelser i samme Fremstilling. Han splitter i øvrigt det engelske Begreb „rent" i a) Forpagtningsafgift, Grundtribut, d: den Ejer som Følge af hans Ejendomsret tilkommende Jordafgift, og c) den egentlige ikke en retlig, men en altid eksisterende teknisk og økonomisk Foreteelse, i hvem den end tilfalder. havde iøvrigt efter mit Skøn naaet videre, om han havde uddybet Monopoltanken og ikke blot dvælet ved Jordrenten som en Differentialrente. Ligeledes savner jeg en Undersøgelse af hvilke Modifikationer Teorien undergaar som Følge af Liebigs og Mischerlichs Lov om de fysiologiske Relationer.