I.

Ct Monopol er en Eneret til paa et eller andet Punkt i en Vares Produktions- eller Cirkulationsproces at regulere Pris og Omsætningsmængde; vedkommende kan være Raastof, Produktionsmiddel eller Forbrugsvare. Vi ved, at hvor flere Produktionselementer Arbejde og Maskiner) skal samvirke til Fremstillingen af en Vare, vil det Element, som har størst Monopolkraft, have størst Værdi og dens Ejer være i Stand til i Forhold til Elementets Monopolkraft at tilegne sig samme Monopolgevinst, som hvis han havde Eneret over samtlige Raastoffer eller hele den færdige Vare.

Som Sælger vil Monopolhaver kunne tilegne sig en Del af Publikums Indtægt (thi enhver, der forhøjer Prisen paa en Artikel, jeg skal bruge, gør ligesaa stor Skade som hvis han stak sin Haand ned i min Lomme og tog Pengene fra mig); endnu større kan Skaden være, hvis Monopolet omfatter et Raastof; høje Cementpriserkan

priserkanf. Eks. hindre vore Husmænd i at anlægge
Ajlebeholder; høje Priser paa Kunstgødning kan hindre
Jordens ordentlige Udnyttelse.

Som Køber kan Monopolisten ogsaa forurette andre,
tvinge sin Raastofieverandør og sine Arbejdere i Knæ.

Monopolet er da farlig i private Mænds Haand, fordi enhver privat Forretningsmand arbejder efter Linien: men Maximumsprofit er ikke et med Maximum-Produktivitet; og Maximumsprofit for den enkelte kan være naaet ved positiv Skade for det hele Samfund. Dobbel farlig bliver imidlertid Monopolet en Tid, hvor en særlig Kaste, Finansverdenen, Energi og Subtilitet forsøger at skabe Formue, ikke ved Produktion, ej heller ved Opsparing, men ved Kapitalisation af Udbytter; Belønningen for at presse et Maximumsprofit ud af en Virksomhed er ikke blot det enkelte Aarsudbytte; men gennem Kapitaliseringen falder en Appelsin, som er 20 Gange saa stor, i Form af en Kursavance ned i den lykkeliges Turban; Fristelsen til uden Hensyn til guddommelige eller Samfundslove at skrue Profiten op er da enorm, saalænge man endnu ikke har kapitaliseret Fordelen; men har man kapitaliseret denne, bliver Fristelsen til at udnytte et Monopol til Nødvendighed, fordi Køber af kursstegne Aktier eller af Friaktier jo ogsaa skal have Udbytte af sine Penge.

Derfor bliver Kontrol med Monopolet en social Nødvendighed; man kan ikke tillade Monopolkapitalistenat sig Fordelen ved de tekniske Fremskridt og ej heller at faa Magt over Kunderne eller Arbejderne; thi Monopolkapitalistens fremherskende Egenskab er Erhvervsevne og Evnen til at se paa egen

Fordel; men denne er i Reglen købt paa mange andre samfundsmæssigt set nok saa værdifulde Evners Bekostning;Begrænsningen Monopolet kan sættes ved Virkeliggørelsen af Kravet om fair Løn over for Arbejderne og fair Pris over for Kunderne; den katolskeKirke altid hævdet fair Pris som en kristen Pligt, og Statsmagten har iøvrigt, forsaavidt Fyrster og Ministre virkelig var store Mænd, altid staaet mistænksomog overfor Privatmonopoler.

I visse Tilfælde har man imidlertid forstaaet, at Kontrol var saa vanskelig, at Staten selv hellere maatte udnytte Monopolerne; dette gjaldt naturlige Monopoler samt Forretninger, hvor som ved Trafikmidlerne Prissætteisen Anlæget havde stor Betydning for Samfundets og Borgernes Velfærd.

Monopolet kan være naturligt, faktisk eller legalt; idet naturlige Monopol er det enten som Beliggenhed, Stofleje eller som Kraftkilde, Naturen medvirker i Produktionen; men ogsaa her er der et samfundsskabt Element, fordi Beliggenhedselementet blot er absolut og stedfast, men ogsaa noget relativt — gennem Afstanden fra Menneskenes Bosteder. Det faktiske Monopol er enten samfundsskabt Forholdene, gennem Teknik, eller det er viljes bestemt gennem Overenskomst (Karteller og Truster). Det legale Monopol skylder en Viljesakt fra Statsmagtens Side sin Eksistens.

I vor Tid er der kommet et ejendommeligt Monopolop, paa samme Tid skyldes privat Overenskomstog Viljesytring; Eksempler herpaa er den tyske Kaliordning, det rumænske Petroleumsraffinaderi, de sicilianske Svovlminer, Grev Wittes russiske Sukkerkartel,delvis

kartel,delvisden brasilianske Kaffeordning; Fællesmærketer Staten tvinger alle Producenter af en given Vare til at slutte sig til et i Reglen bestaaende Kartel, og at Staten afgør hvor meget der maa produceres til Indlandets Behov og fordeler denne Mængde blandt Karteldeltagerne i Forhold til deres Fabrikers Kapacitet. En Tilstand, der nærmer sig denne, har vi i MellemeuropasBrændevinsproduktion før 1903 ved Sukkerindustrien,hvor ganske vist ikke direkte tvinger noget Kartel igennem og ej heller fordeler Produktionen, men gennem sine Skatteforholdsregler dog fremtvinger en lignende Tilstand (jvnf. saaledes den tyske Liebesgabe med Hensyn til Brændevin, hvor man kontingenterer den Mængde Sprit, som maa producerestil 20 Mark lavere Afgift, eller de forskelligeprogressive „Betriebsabgaben", hvorigennemman og begrænser Eksportpræmierne,Udførslen til Tider den indenlandske Produktion).

Man vil her se, at Monopolet, skabt ved Overenskomst i Form af et Kartel, har alle et Monopols Fejl og faa af dets gode Sider — idet Kartellet jo kun vinder ved Prisforhøjelse, men ikke ved teknisk Fremskridt; Kartellet holder jo netop Liv i de slette Foretagender og tvinger de store til at arbejde med halv Kraft. Trusten er for saa vidt at foretrække, som den gør de store Fabrikers med fuld Capacitet smaa Produktionsudgifter til de normgivende.

II.

Inden man gør en Virksomhed til Statsmonopol,
maa den først være Regale, d. v. s. en Kronret; Regaletmedfører

galetmedføreri og for sig ikke Statsdrift, ligesom jo Staten kan drive og har drevet Virksomheder, som ikke er regaliserede; i Øjeblikket er Staten vor eneste Krudtproducent,uagtet er fri Næring.

Regalretten er opstaaet af Dominialretten; oprindelig Beskatningsretten og den jorddrotlige Ret over Jorden ikke skilt ad; først efterhaanden skilles de to Rettigheder fra hinanden; den sidste Ret kommer i voksende Grad til at være en privatlig Ret. En Afdeling den jorddrotlige Ret er Bjærgretten, Retten til at udvinde de Ertser, Salte og Metaller, der findes i Jorden; disse Rettigheder følger ofte Kronen; ved den berømte gyldne Bulle af 1356 erklærer Kejseren, at Bjærgretten tilhører Fyrsten; ved Forleninger og Svig kommer denne Ret bort fra Kronen og kommer til at tilhøre Adelen. En anden Række Regaler som Jagtretten og Strandretten kommer ligeledes bort fra Kronen og følger Jorden; undertiden falder det helt bort og bliver Allemandseje („Alminding"). Af den jorddrotlige afledes mange Handelsrettigheder. Møntretten gaar den modsatte Vej; fra at være spredt blandt Bisper og Herrer ender den hos Kronen; af denne Ret afledes Seddelregalet. Af visse Handelsrettigheder, knyttes til Jorden, udvikler sig Toldog som Kronrettigheder; Markedsretten kan ende i den almindelige Markedsafgift, halv Skat og halv Jordrente; den danske Konge havde oprindelig Eneret paa at udføre Øxner; denne Ret afløstes med en Afgift, der svaredes af de private, der førte Stude over Grænsen.

Knyttet til Jorden var ogsaa den saakaldte Propinationsret.I
og Mellem-Europa havde Fyrsten

Eneret til at holde Kro. Snart udøvede han den gennemBortforpagtning Koncession, paa nogle Steder for Publikums Skyld (Kroerne ved Alfarvej), paa andre Steder for at tjene ved Regalet. I alle de polske Provinserog Bøhmen gik Propinationsretten over til den adelige Jorddrot; da Brændevinen kommer frem faar denne Ret stor Værdi og omfatter baade Udskænkning og Brænding. Først 1880 er denne Ret, som Adelen misbrugte ved at tvinge Bønderne til at købe en vis Mængde Brændevin, afløst; men endnu ejes mange Kroer i Galizien af Godsejeren, som selvfølgelig bortforpagterden.

Middelalderens Regaler (selv Møntretten) var i Reglen bortforpagtet snart direkte til Fæstere, som ved Bjærgregalet, snart kom en Mellemmand imellem; men efterhaanden kom de fleste af disse Rettigheder fra Kronen, og Skatmesteren har i Goethes fuldstændig Ret, naar han siger:

„Saa mange Rettigheder vi bortskænked,
at ej til nogen Ting vi mer har Ret".

Medens Middelalderens Regaler havde fiskal Betydning,har en Art Kornmonopol, hvis Begrundelseer Velfærd. Vi kender allerede fra Rom og Grækenland, at Staten sørgede for Korntilførsler, holdt Magasiner, ved hvis Hjælp man indvirkede paa Priserne, ja at man solgte til lavere Pris end man havde købt. I Middelalderen tog den største Jordgodsbesidder,Kirken, Politik op, og tvang Øvrighedentil Kornpolitik, hvis Maal var lave Priser og sikker Tilførsel; i Kirkestaten maatte Bønderne deklarere deres Høst og til given Pris sælge til de pavelige Magasiner; overalt i Europa ser vi at Byerne

bekymrer sig om Tilførsler og Priser, og at Fyrsterne erklærer Kornhandelen for et Regale, saaledes at den kun kan udøves med Fyrstens Tilladelse og paa Betingelser,som sætter. Ogsaa paa Kornets videre Vej følger det offentlige Varen: medens Kontrollen med Bagerne ene er i Publikums Favør, er Mølleretten af blandet Art: man fastsatte Møllepengene, men man tager Afgift af Møllerne, en Afgift, der er begrundet i Møllerens Eneret (Mølletvangen). Mølleretten kommer iøvrigt ofte fra Kronen og overgaar til den private Jorddrot.

Saavidt Regalet i Middelalderen, som kun undtagelsesvist til Monopol. Kun med Hensyn til Bjergretten, gælder det Salt, blev Produktionsregalet Handelsmonopol, idet Kronen gør Salget af Saltet til en Kronret og bortforpagter denne til private. hermed er vi paa Vej til Merkantilismens Finansregaler.

III.

Blandt disse omformes Møntretten til en egentlig Seddelret; vaklende mellem hæderlige Bestræbelser og den haarde Nøds Fristelser, gør man Møntregalet til en Indtægtskilde; Værdien af Møntens Indhold bliver tilsidst Nul, og vi er ude i Papirpengene; Seddelretten udøves gennem snart koncessionerede og snart Statsbanker. faar Staten Del i Bankens Overskud, oftest faar Staten kun Fordel af Seddelmonopolet Adgang til umaadelige iøvrigt billige som bekendt endte Enevældens Seddelbankpolitik med Bankerot; om Seddelregalet lader Goethe Mefistofeles sige: „Kundgøres herved:

Den Seddel her er 1 000 Kr. værd. Som Sikkerhed for den i Pant er sat enhver i dette Land nedgraven Skat; Forskrivningen, som snarest løses hjem, alt eftersom Valuta gaar frem."

Beslægtet med Seddelmonopolet var Lotteriregalet, hvoraf Staten havde en Del Indtægt; Reglen var her, at det vigtigste Lotteri (Tallotteriet) udøvedes af Staten selv, men at man dog fra Tid til anden koncessionerede Lotterier til særlige Formaal.

Vigtigere blev Bjergværksregalet; Saltet blev Genstandfor bortforpagtet fuldstændig Handelsmonopol; over hele Europa søgte Befolkningen at gaa uden om Monopolforpagterne, som til Monopolets egen Tyngde føjede Vilkaarlighed, Haardhed og ulovlige Tillæg; for at hindre „Contrebandit'erne" indførtes den saakaldte Konskription: man gik ud fra, at enhver Person skulde bruge fra 372—7 kg Salt aarlig i Husholdningen alene, og man gjorde det derfor til enhver Husfaders Pligt til efter Husstandens Størrelse at købe et vist Minimum Salt, man tog saa høje Priser, at man i nogle af de franske Provinser f. Eks. naaede op til PA Franc pr. kg, d. v. s. en Familie paa 6 Personer kom til for Salt at udgive 26 Francs aarlig, hvad der da svarede til over 1 Maaneds Arbejdsindtægt; man gennemførte Bestemmelsen med en Smaalighed, som f. Eks. straffede det at lade Kvæg drikke Havvand med 300 Francs i Bøde foruden Konfiskation; selv i de italienske Stater og i Østerrig gennemførte man Konskriptionenmed den sidste Stat, der opgav den, var Sachsen (1840), KU Aarhundrede efter Preussen. Krudt- og Salpetermonopolet gav noget Overskud, forsaavidtman

saavidtmanderigennem beskattede Jagten, vigtigere
var Tobaksmonopolet.

Tobaksavlen i Kolonierne blev overladt koncessionerede i Europa fik snart Tobaksspinderlauget paa Produktion, snart gav man som i Danmark og Sverige Enkeltmand et Handelsmonopol, f. Eks. i Sverige gik over til Søderkompagniet. Rusland og mange tyske Stater havde man ofte et fuldstændig Monopol paa Fabrikation af Røgtobak; i Frankrig indførte Colbert Tobaksmonopolet, en Tid lang var bortforpagtet til Compagnie des Indes og senere til John Law; baade i Italien, i Østerrig og den pyrenæiske Halvø var der bortforpagtede Monopoler.

I Rusland har vi en Tid lang Spritmonopol. Om alle disse Finansmonopoler gjaldt det, at naar de var i eget Regie, fik Regeringen kun lidt ud af dem paa Grund af Embedsmændenes Uduelighed og Bestikkelighed, naar de var bortforpagtede kom Publikum til at betale mange Gange mere end Staten fik, idet Monopolforpagterne havde det tilfælles med Skatteforpagterne, de efter Evne mishandlede Befolkningen og snød Staten.

Enevælden udvidede Regalbegrebet; det var ikke længere en offentlig Monopolret, afledet af Herredømmetover denne Ret var faldet bort med Middelalderen; der var nu Tale om Regalet og Monopoletsom Middel i en almindelig og grov BeskatningsTjeneste; hertil føjede Forholdene en ny Art Handelsregaler: Kolonier skulde udnyttes og besejles,og monopoliserede denne Handel undertideni Regie, i Reglen med Fordel; men ofte

gaves Handelen til priviligerede Selskaber, hvis Udbytteikke
Staten tilgode, uden iorsaavidt det gav
Staten almindelige Vare- og Skibsafgifter.

En tredie Art Regaler opstod ved Industriens Fremkomst; de ny Fabrikøier, som tit var udlændinge, til at udøve en Næring, der stod i Strid med Laugsrettens Principper; de maatte da have et særligt Privilegium, som udviklede sig til en Eneret; undertiden maatte Staten selv overtage Bedrifterne,, men i Reglen uden Fordel.

Maalet med Enevældens Handels- og Koloniregaler
var da ikke fiskalt, ej heller socialt, men erhvervsmæssigt,
nationaløkonomiske at skabe nye Erhverv.

Enevælden udvider Regalbegrebet paa et hidindtil ukendt Omraade: de personlige Tjenesters. Mægler-, Notar- og Apothekervirksomhed kan kun udøves efter kgl. Tilladelse. Maalet er ej heller her fiskalt; det er blot at sikre, at Tjenesten udføres, idet man sikrede vedkommende en Kundekreds, og at paase, at han ikke misbruger sin priviligerede Stilling, hvorfor det offentlige sætter Taxter. Det maa her straks siges, at her har Enevælden indledet en klog Politik; afdøde Prof. jur. Nellemann greb det centrale i dette Forhold,, da han en Gang i Rigsdagen under Behandling af Sagførernes Forhold, ytrede, at fri Næring for Tjenesteydelser,'hvor og Folks Ukyndighed gav den tjenesteydende en Overmagt overfor hans Klient, betød Udbytning; naar der var saa mange Sagførere, at hver kun kan faa et ringe Antal Kunder, tvinges de for at leve til at udbytte disse; er der faa koncessioneredeSagførere, man dem et Klientel, men kan da ogsaa gennem fastsatte Takster beskytte Publikum.

En lignende Erfaring er gjort ved Sammenligning mellemdanske udenlandske Apothekerpriser; for Tjenesteydelser,hvor nødvendige Forbrug er givet,. Mægler, Sagfører, Apotheker o. s. v., vil Koncessionssystemetmed Antal og Maximaltaxter være det klogeste.

IV.

Den franske Revolution fejede i Vrede over MonopolforpagternesVilkaarlighed til Side; den liberale Økonomi i England vendte sig imod de bestaaende Handelsmonopoler; Merkantilismens Politik faldt baade finansmæssigt og fiskalt. Kun de Lande, hvor Merkantilismen holdt sig, om end i fortyndetForm, Statsmonopolerne, nemlig Østerrig og de italienske og pyrenæiske Stater. Medens Tyskland efterhaanden arbejdede sig ud af de Monopoler, man havde beholdt, vendte Frankrig allerede under Napoleonden tilbage til Statsmonopolet, ganske vist i en forbedret Skikkelse og styret i eget Regie af Embedsmænd,som kvalitetsforskellige fra Enevældens. Hvor man beholder Monopolerne i det nittende Aarhundrede,betragter dem dog som noget ekstraordinært,og er rent fiskalt: Indtægt for Statskassen.Men ejendommelige er, at trods de liberalePrincipper man paavise, at Monopolet baade i Indhold og Omfang vokser. Flere Stater kommer til som Schweiz og Sverige, Halv- og Handelsmonopoler bliver som i Japan til Fuldmonopoler, flere Varer — som Tændstikker, Explosiver — optages. Bortforpagtede Monopoler overtages i eget Regie, og da det 19de Sekelebber staa særlig i Centraleuropa Statsmonopoletpaa

poletpaaDagsordenen — ja Krigen fører Centraleuropaind den vanskelige Monopolisering af Kornhandel.Det Initiativ er magtesløs, naar det gælder en uegennyttig og hurtig Opfyldelse af vældige Opgaver, og Statsmonopoiernes Brugbarhed gaar op for de ledende. Det er ikke blandt doktrinære Socialister, for hvem Statsdrift jo var et Skibboleth, det er sunde og ædruelige Stats-Konservative; de begrunderMonopolet fra i høj Grad praktiske Synspunkter.Man at erhvervsdrivende, opdragen til med Profitten som Kendingsmærke at føre Erhvervslivetfrem, er i Stand til at løse Opgaver paa Steder, hvor Samfundets bitre Trang staar som Pejlingsmidlet,og det netop gælder ikke at finde Maximumsrentabilitetfor enkelte, men Maximumsproduktivitetfor

Den første Aarsag til denne overraskende Vending Opfattelsen er ren fiskal; det er desværre saaledes, Finansministerens Motiver kun sjældent er de smukkeste; naar Dr. Brandes under Omtalen af Børsskatten ridiculerede det moralske og sociale Motiv for Skatten, havde han ganske vist Uret, men udtrykte sig som en ærlig Finansminister paa Jagt efter Penge til Statskassen.

Enevoldsstaten er bleven en Velfærdsstat; de socialeUdgifter i hvert Fald i Fredstid nær ved at naa de militære; men disse sidste Udgifter er ogsaa steget og kommer til Orde dels direkte og dels indirektegennem Forrentning. En ved nye Skatter opnaaet Balance varer kun nogle faa Aar. Demokratiethar mod Toldskatter; den reelle Samfundsmagt,Kapitalen, stærk nok til selv i Demokratierunder

kratierunderrolige Forhold at sætte en ganske vist vigende Grænse for Indkomstskattens Vækst; er end Skattens Procent steget betydelig, saa er den Sum, der for de velstillede er tilbage, efter at den forhøjedeSkat erlagt, dog større i 1913 end i 1893. Mod Grundskatternes Vækst staar Agrarerne i samlet Falanx; Statsmonopolet bliver da som en Form for Forbrugsbeskatning akceptabel for Overklassen og, som realiserende et socialistisk Princip, modtaget af Underklassen.

Ogsaa et skatteteknisk Element gør sig gældende; store indenlandske Forbrugsafgifter paa Tobak, Sukker og 01 o. 1. er efterhaanden blevet for indviklede. Financielle Grunde gennemtvang en høj Told; da man ogsaa af Retfærdighedsgrunde differentierede Told, sondrede f. Eks. ved Tobak mellem Cigarer, Cigaretter og Røgtobak, og endda gennem Værditolden vilde sondre mellem Kvaliteter, opstod der en ikke ønsket Beskyttelse, som tvang Europa ind paa en udvidet Beskatning af den indenlandske men skulde denne Beskatning være differentieret efter Retfærdighedens Krav (og den sidste Udvikling er f. Eks. den klassificerede Banderoleskat), kræves der en indviklet Skatteteknik, en generende Kontrol og en irriterende Indgriben baade i Producentens og Konsumentens Forhold.

Vi faa til Slut næsten hele Monopolets Embedsmaskineri,
ingen af dens Fordele.

Hertil kommer selve det, at Industrien staar paa forskellige Udviklingspunkter: Side om Side med Haandværkeren har vi Storindustrien; Side om Side med den industrielle Erhvervsdrivende har vi

f. Eks. Landbrænderiet, der bruger hjemmeavlede Raastoffertil og som bruger Affaldet til Fodrings- og Gødningsmidler. Staten maa under de politiske, i Mellemstand, Haandværkere og Agrarere spekulerende Fartier, gøre i og tor sig urigtige Indrømmelser,der en indviklet Undtagelseslovgivning.Vi f. Eks. ved Spritten forskellig Afgift for store og for smaa Brænderier, Landbrænderier skal behandles særligt, og har man begyndt Indblandingens og Undtagelsernes Politik, maa man til A føje B og C, ja hele Alfabetet, og sætte særlige Regler om det er Kartofler, Korn eller Sukker eller Melasse, der er Raaemnet. Den tyske Brændevinslovgivning er en kinesisk Æske af Tillæg og Fradrag i Normalsatsen, som gør det hele indviklet og som forøger Antallet af Embedsmænd. Vi har jo lidt af dette Princip i vor Ølbeskatning. Gaar man nu til Eksportpræmie, og vil man dog begrænse denne, maa man atter skride til Undtagelser, til Tillægsafgifter, til Regler om Brændingstider,og er vel en Tilstand, der teknisk set er mere indviklet end Monopolet.

Endelig har vi Karteloverenskomsterne: enkelte udenfor, og hindre en — fra Kartelinteressen set — nødvendig Indskrænkning af Produktionen, og Staten opfordres til at træde til og gennemtvinge en Kontingentering. Det private Kartel har alt en halvoffentlig ja Staten ejer maaske selv Værker (i Kali, i Kul) og er da selv Deltager. Vejen til Monopolet banet.

Endnu er der Trustens Sejr: vi har Monopolet;
skal det udnyttes af Staten til Gavn for det offentlige
eller af private til Skabelse af Kursavancer? I Indledningentil

ledningentildenne Artikel har vi behandlet dette Synspunkt. Vi har herhjemme hørt Debatten om Sukkerfabrikkerne,i om Petroleum og i Østerrig om Tændstikker.

Fin aii sviden skabe n kommer endelig med —
som oftest bagefter — lindende kloge Grunde til
Hændelser, der blev til af andre mindre kloge Motiver.

Nytteprincippet har i Beskatningsteorien faaet ¦en ny Anvendelse; man stiller sig med Rette tvivlende overfor det blotte Evneprincip; at en Mand er stærk, er eo ipso ikke nok til at handicappe ham, og at være fattig er i og for sig ingen Dyd, Fattigdom skal skyldes Forsagelse og ikke Dovenskab eller Uduelighedfor blive fortjenstfuld. Nu vil Nytteprincippet i udvidet Forstand ikke nøjes med at anvendes, saaledesat udregner hvilke Personer en given Statstjenesteantagelig tilgode og paaligner Udgiftenblandt Man forstaar nu, at Staten i sin blotte Eksistens er Betingelse for Skabelsen af større Indtægter, og at den af Staten satte Retsordning i høj Grad betinger Renten og Monopolprofitten; men man indser yderligere, at Staten ikke blot virker i sig selv, men ogsaa er Repræsentant for Samfundet og Bærer af dettes Krav; det er som Repræsentant for Samfundet og ikke som den blotte politiske Maskine vi skal have Respekt for Staten. Staten er intet i sig selv, den har kun Interesse i samme Øjeblik den fremmer SamfundetsInteresse ingen af Krigens Stater gør i Øjeblikket).Ingen nu nægte, at Samfundet betinger Værdierne, at Muligheden for at udnytte mine Evner, og Belønningen, jeg faar for min Virksomhed, er betingetaf Tilstand; en Tietgen i New-York

vilde være blevet Milliardær; paa Island vilde han med samme Dygtighed og samme Arbejde ikke have naaet de 100 000 Kr.; det er Samfundsforhold, der gør, at jeg kan tjene 2 000 Kr. ved det tarvelige Arbejde at skrive et Skøde, og kun faar 80 Kr. for nærværende Artikel. Samfundet skaber overalt en Række Monopolgevinster,paa Størrelse den profitnydende har nogen, men ikke megen Indflydelse; dette gælder baade ved Jordbesiddelse og ved den industrielle Produktion; overalt finder vi naturlige eller samfundsskabte Monopoler;nuvel, vil da søge at skelne mellem hvad Individet har skabt og hvad Samfundet har skabt og tilegne sig i hvert Fald en Del af det sidste, d. v. s. til i Stedet for at beskatte Indkomsten hos Borgeren, ramme den, inden den er bleven til privat Indtægt.

Men Beskatningen af Monopolgevinsten gribes lettest, hvor Staten selv udøver Monopolet; den kan naturligvis ogsaa rammes ved en særlig Beskatning. Nytteprincippet vil da i den Form, vi har givet det, føre til Skatter, der søger at ramme Jordværdien, Konjunkturindtægtenog vi vil da faa en ejendommelig Række Produktionsskatter, hvor Maalet^netop er Skattens Overvæltning paa.Forbruger. En Tilstand som den, hvor vi ved Reformen af Ølskattelovensaa, en Skatteforhøjelse paa 1 Øre førte til en Vareforhøjelse paa 2 Øre, maa siges at være Antithesen til en moderne Beskatning, hvor Skatten vel skal give Statskassen god Indtægt, men ikke skal forhøjeVarens og hvor Statens Fortjeneste vindes ved at Producenten tvinges til at finde bedre Produktionsmetodereller at afgive en opstaaet Monopolgevinst.Vi

gevinst.Vivender da tilbage til Varebeskatningens middelalderlige Udgangspunkt: at ramme den Næringsdrivendessærlige men ikke at ramme Forbrugeren.

Paa et særligt Punkt havde man desuden faaet Øjet op ior Monopolets Brugbarhed, og det var Trafikvæsenet.Tilfældet, end Viljen, havde mange Steder gjort Staten til Anlægger, Ejer og Driftsleder af Trafikvirksomheder, som, naar de skulde styre hensigtsmæssig,maatte i al Fald under Aftalens og Kartellets,men under det rene Monopols Tegn; Post, Jernbane, Telegraf, Telefon, Gas, Kraftcentraler, Vandværkerog Hvor man havde begyndt med koncessionerede Selskaber, havde det vist sig, at de for at kunne bestaa maatte straks efter erhverve sig et Monopol, og at den blotte Styre af disse Selskabermed som Maal og Kontrolmiddel, baade førte til tekniske Ufuldkommenheder, til at kun de umiddelbart rentable Linjer anlagdes, til en Fragt og Tarifpris efter Linien, „what thc traffic can bear", og en heraf følgende Underbinding af hele Industrier.Og saa man en Kurs- og Kapitaliseringspolitikefter værste Børsmønstre og en Vedligeholdelseaf der, medens en ukendt Klike endnu ikke havde solgt Aktierne, var under al Kritik — alt dette gav selv de blindeste Forstand paa, at Staten maatte overtage Trafikmonopolerne, i det store og hele til Gavn for Samfundet, forudsat man forstaar, at denne Gavn ikke alene skal maales med Rentabilitetens Maalestok. En Virksomheds Produktivitet er Udtryk for dens Nytte, Rentabilitet Udtryk for Besidderes Monopolmagt,dens

nopolmagt,densMaximum og Produktivitetens Maximumfalder
ikke sammen.

V.

For Finansministrene var imidlertid Tobaksmonopolets Succes et „argumentum ad hominem". Man vidste, at en koncentreret Storindustri, hvori Arbejderens Tal og Folkeløn er relativ ringe, den arbejdende Kapital relativ stor, Fordelingsomkostningerne store i Forhold til Produktionsværdien, hvis Produkter kan fremstilles i store og ensartede Kvantiteter, svarende til et i Vækst værende Masseforbrug, maa ende i et faktisk for Besidder indbringende Monopol. Tobakken havde vist, at Staten ikke blot magtede Styret af et sligt Monopol, men endog med samfundsmæssig Fordel uden Kraftspild kunde fremme Tidspunktet for dets Indtræden. Man havde set, at det 20de Sekels tekniske Forhold gjorde det Statsmonopol, der i det 18de Sekel var en utaalelig Byrde for Folket, til en Støtte for Staten, ja for selve Samfundslivet.

En Sammenligning mellem Sveriges og Frankrigs Produktionsomkostninger i Kr. for den af 100 kg Raatobak fremstillede Forbrugsvare fortæller om MonopoletsSucces Aarsagen dertil. I Sverige var før 1914 Næringen fri; c. 80 Fabrikker har fremstillet og solgt for 20 Mill. Kr. Varer, i Frankrig var der 20 Statsfabrikker, der fremstillede for 340 Mill. Kr. færdigVare som til Raastof anvendte 10 Gange saa meget som Sverige. Paa Individ af Befolkningen var Udgiften til Tobak i Sverige 685 Øre, hvoraf Staten

fik 85, i Frankrig var den 921, hvoraf Staten fik de 685; i Østerrig, der ogsaa har Monopol, er BefolkningensUdgift Hoved 740 Øre, — Staten faar heraf de 460! Det svenske Forbrug er snarest simplere end det franske.

Nedenstaaende Tabel viser, hvad 100 kg Raatobak, omdannet til færdig Vare, udbringes til de i de to Lande, og hvorledes denne Pris kan opløses i sine Elementer:

Tabellen viser, at den koncentrerede Stordrift næsten halverer Udgiften til Produktionen, at Arbejdslønnen (uagtet den faktisk er størst pr. Arbejder) er mindst i Forhold til den producerende Mængde i Frankrig; og at Arbejdslønnen er en relativ ringe Størrelse — i Sverig 10%, i Frankrig 4% af Publikums Pris. Detailtillægeter Gange saa stort i Sverige som i Frankrig!Ved faar i Frankrig Staten c. 500 Kr. mere end i Sverige for 100 kg forarbejdet Vare. Heraf er 170 Kr. — lidt over Vs — vunden ved at fordyre Varen d: betalt af Publikum, men 134 Kr. er vunden ved Koncentration af Drift, ved sparet Reklame, ved

bedre Teknik, over 100 Kr. er sparet i Handelsavancer,
særlig Detailtillæg.

Overalt er Tobaksmonopolets Succes det samme; men en Ting maa huskes, at dets Udgift til Rente og Amortisation er meget ringe, fordi det var indrettet paa en Tid, hvor Forbruget var i sin Vorden, og de Virksomheder, der maatte exproprieres, var meget tilbage. det franske Tobaksmonopol, der netto giver 400 Mill. francs, har Staten ikke stukket mere end 100 Mill. fr., eller ikke meget mere end det Beløb,, den svenske Stat, da det i 1914 maatte indrette sit Monopol ved Udløsning af de private Selskaber, maatte sænke i Foretagendet.

I Danmark vil man ikke med Fordel kunne expropriereden Tobaksindustri som Helhed, kun et lille Udsnit heraf, Cigaretfabrikkerne. Jeg har undersøgt det østerrigske Regie, der fremstiller ca. 7 Milliarder Cigaretter aarlig, og dér faaet nogle ganske interessante Erfaringer, baade med Hensyn til hvor faa Arbejdere, der egentlig skal bruges, og hvor „kloge" Maskinerne er. Man kan regne, at en dansk Fabrik, der i to Hold i 8 Timer vil fremstille c. 500 Mill. Cigaretter, skal bruge 250 Personer ialt, incl. Embedsmænd. AngaaendeUdgiften jeg opgivet, at „Sport" — en tre Hellers Cigaret, som Regiet med Indkomst af 2 % til Grossist og 10% til Detaillist altsaa kan sælge til Grossist for 2 640 Heller for Mille, fremstilles for 440 Heller, heri includeret de saakaldte „Tangenter", d: Andel i Generalomkostningerne lige op til DepartementetsLønninger. østerrigske Monopol tjente i 1912 over 200 Mill. Kr., eller 200 °/o, idet dets Brutto-Indtægt var 300 og Udgift 100 Mill. Kr.; af dette Overskud tjenes

over Halvdelen paa Cigaretter, hvis Forbrug langt fra endnu har naaet sit Mætningspunkt. Vort Forbrugs Mætningspunkt ligger oppe ved en Milliard Cigaretter, et Tal, vi endnu ikke har naaet. Uden Forhøjelse af Priserne, anslaar jeg i min Bog „Vigtige Varer" at vi ved Monopolisering af den væsenlig paa 4 udenlandske Trusters Hænder (hvoriblandt Bogdanoff, Strengberg og Americ. Tob. Co.) værende Cigaretindustri kan vinde 2 Mill. Kr. aarlig og dermed forrente et Laan paa 50 Mill.

VI.

Monopolet har store Fejl: a) at Varens Kvalitet lader noget tilbage at ønske (dog forbedret), b) at bureaukratisk Slendrian hindrer fornuftig Udvikling (store Aktieselskaber lider dog ogsaa under Bureaukratisme), store Statskapitaler skal bindes, d) Monopolet næsten aldrig eksportdygtigt, e) Statens Indkøb i Udlandet sker ofte uden Skøn, f) Forholdet til Tobaksdyrkerne Anledning til Modstand, g) Funktionarismens skræmmer mange, ikke helt med Urette, derimod er Erfaringerne om Forholdet til Arbejderne tiltalende. Fejlen ved Statsdrift er ofte den, at man har for mange Funktionærer, sjældent for mange virkelige Arbejdere, h) endelig fremhæves det konstitutionelle Synspunkt, at en Regering, der har Monopolindtægter, let bliver uafhængig af Bevillingsmyndigheden var Svenskernes Indvending mod Gustav lII.s Forslag).

Disse Mangler sætter en Grænse for Anvendelse
af Statsmonopolet.

Man kan opstille den Lov, at hvor der er et naturligtMonopol,

turligtMonopol,bør Staten hævde det som Kronret; Tyskland har utvivlsomt begaaet en grov Fejl ved ikke at regalisere Kalilejerne; ligeledes rammer RegalbetragtningenTrafikmidler Kraftkilder, f. Eks. Fosser og Vanddrag; om Staten skal drive saadani i eget Regie eller ej, er et praktisk Spørgsmaal, man bør dog altid sikre sig Hjemfaldsretten.

Med Hensyn til de store Varemonopoler, som ikke berøres af Bjærgregalet, er Betingelsen for Monopolisering at Stordriften i Tidens Løb alligevel maa ende i et Monopol, at Monopoliseringen straks betyder et teknisk Fremskridt, at Varen er ret ensartet i Fremstilling dækker et Masseforbrug og at de financielle Fordele er meget store; endelig vil Monopolisering af en Industri være betinget af, at den alt har naaet et saa højt Standpunkt, at dens tekniske videre Udvidelse systematisk kan lægges i Hænderne paa en Art Opfinderdepartement, som de store Verdenstruster ogsaa benytter.

Spørgsmaalet om Expropriation af privat Industri føjer en ny Betænkelighed til; tager man en Industri i Opløbet, er Ekspropriationen billig; men skal man ekspropriere en udviklet, men spredt Industri, vil Erstatningssummerne, man vil være paa den sikre Side af Uretten, være saa enorm, at Forrentning og Amortisation sluger Fordelene ved Monopolet. Sverige har rimeligvis betalt dobbelt saa meget for den udløste Privatindustri, som hvis den kunde have anlagt Monopolets og Oplag fra ny af.

I Danmark vil der efter mit Skøn kun kunde være
Tale om at monopolisere Cigaretproduktionen, Krudttilvirkningenog
Sprit, Tændstikker og Petroleumshandlen;Tændstikmonopolet

leumshandlen;Tændstikmonopoletvil i hvert Fald være
at foretrække for en høj Skat.

Skal Monopolet bortforpagtes eller drives i eget Regie? De fleste Industrimonopoler bør helst efter Erfaringerne ude fra drives i eget Regie; dog kan man, hvis tekniske Vanskeligheder er for store, nøjes med at give en Eneret paa den Betingelse, at Staten slet intet ejer i Anlæget, men først faar det ved Hjemfaldsret.

Utvivlsomt burde Hjemfaldsretten have været en Betingelse for St. Thomas Havnekoncession. Erfaringen iøvrigt, at Staten ikke staar sig ved ikke at drive sine Monopoler i eget Regie; en Gennemgang af samtlige Monopoler vil give til Resultat, at de Mænd, der financierer et bortforpagtet eller bortkoncessioneret Monopol under Forhandlingerne i den Grad er Statsmagten at Staten faar Risikoen og de andre Fordelen. Monopolerne vil i Statens Haand altid være mere givtige og paa samme Tid mindre tyngende for Publikum end det bortforpagtede Monopol, ja det rent private Monopol er med Hensyn til Teknik og Vedligeholdelse at foretrække for det bortforpagtede Statsmonopol. Enhver, der kender Østerrigs, Hollands og Frankrigs Jernbanehistorie, vil vide hvor ulykkelig og for Staten kostbar Sammenblandingen af statlige og privatøkonomiske Interesser har været; de Herrer, der for nogle faa Aar siden foreslog Bortforpagtningen af de danske Statsbaner, kan ikke have kendt Udlandets Eksperimenter. Hvis en Industri ikke egner sig til at komme under Statsregie, egner den sig overhovedet ikke til at monopoliseres.

Vi ser da ogsaa, at Frankrig, Østerrig og Italien

har overtaget det forpagtede Tobaksmonopol i eget Regie, at Frankrig har overtaget det forpagtede Tændstikmonopol,at har ophævet Forpagtningen af Saltmonopolet og at alle de nye Monopoler, der er blevet gennemført i de sidste 25 Aar, er drevet af Staten — kun de af udenlandske Statsmænd afhængige Stater paa Balkan og Pyrenæerhalvøen fastholder Forpagtningen,og Sverige har for et nyt Monopols Iværksættelse foretrukket en Art Forpagtning.

Spørgsmaalet om Erstatningen ved Udløsning af bestaaende Virksomheder er af Betydning, naar vi staar overfor en fuldt udviklet Industri med mere beskedne særlig i en Tid, hvor de besiddende nervøst fortolker Ejendomsretten saa vidt som mulig, og hvor baade nuværende og Haab om fremtidige Fordele straks kapitaliseres i Aktiekurser.

Man maa gaa ud fra, at Grundlovens Bestemmelse om at alle Indskrænkninger i den fri og lige Adgang til Erhverv, som ej begrundes i Almenvellet, skal hæves ved Lov, ikke hindrer Monopoliseringen af en bestaaende Paa den anden Side medfører Monopolets at Staten eksproprierer bestaaende Anlæg samt forbyder nogle Personer, der har Fabrikker, at anvende disse efter deres Hensigt. Med Hensyn til Erstatningen, skal man da ekspropriere en Fabrik efter hvad Amerikanerne kalder „physical valuation" (de materielle Goders Genanskaffelsesværdi fradragen Slitage), man regne goodwill, skal man ekspropriere efter Aktiekurs eller Anskaffelsesomkostninger, skal man betale Erstatning for den ekstra Indtægt, en Fabrik har paa Grund af Toldbeskyttelsen?

Skal man uden for Ekspropriation betale Erstatning
for Fabrikker, man kræver nedlagt? I Sverige gik man
i Erstatninger ud over rimelige Grænser:

Fabrikanten kan fordre, at Staten indløser hans Maskiner, Raavare og Halvfabrikat, dog ikke udover, hvad der er hans normale Lager. Prisen sættes under Hensyn til det eksproprieredes fortsatte Anvendelighed. For Maskiner, der ikke indløses, giver Staten en Værdiformindskelses-Erstatning. H. t. de Fabrikker, der ikke eksproprieres og som længere kunde være brugt til Tobakstilvirkning, gives Erstatning for Forskellen mellem Ejendommens Værdi før og efter Monopolets Indtræden.

For Tab af Næring erholder Fabrikanten ogsaa Erstatning, indtil 1272 Gange Middelhandelsgevinsten (Gennemsnittet for Aarene 1936_—14). Erstatningen er forskellig efter Foretagendets Alder og er f. Eks. kun 5 Gange Middelgevinst, naar dette er yngre end 10 Aar. Middelgevinsten, udregnet honnet, d. v. s. man gaar ud fra passende Afskrivninger og Fornyelser, ligesom Ejers egen Løn fradrages. Personlig Erstatning Direktør, uddannet fast Arbejder; Fabrikant og Værkmester faar egen godskreven Løn (1 Gang deres Gennemsnitsindtægt de sidste 4 Aar -f- Tillæg for de foregaaende Aar, dog ikke over 5 Gange Indkomsten). faar fra 7s til 4 Gange Middelindtægt, alt efter Ansættelsestid. Ikke-Fagarbejder faar l/-> Aars Indtægt i Erstatning for Næringstab. Denne Erstatning bortfalder, naar Monopolet tager disse Folk i sin Tjeneste.

De, der i 4 Aar har handlet med Raatobak eller

haft Cigar- og Cigaretimport, faar en Erstatning af
10 Vo af Gennemsnitsomsætningen.

VII.

Monopolet kan være Helmonopol, d. v. s. alle Led i Varens Fremstilling er monopoliseret; f. Eks. ved Tobak: Raavarens Fremstilling, dens Udførsel, Handel med Raavaren, Fabrikation, Halvfabrikatet, Skæring (ved Spiritus, Raaspritmonopol etc), Raffineringsmonopol, forskellige færdige Varer, med eller uden Cigaretten, gros Salget, Detailsalget osv. Monopolet kan omfatte enkelte af disse Processer, Importen alene og en gros Handel (vil være Tilfældet med Petroleum); hører Raavaren til Bjerg- og Mineprodukter, bør Fremskaffelsen disse monopoliseres, men hører den til Planteriget, maa Avlen være fri, saaledes er altid Tobaksdyrkningen om end ofte under Kontrol; hvor blot Hensigten er at faa Indtægt, er det nok at lejre sig paa et enkelt Sted af Produktionen og der kræve Told af Varestrømmen, men vil man ogsaa tjene ved Teknik eller ved at indskrænke Handelsomkostningerne eller hvor sociale Grunde spiller ind, saa udvides Monopolets En af de Grunde, der taler for Monopolet, er Muligheden for en retfærdig Prisregulering, kan jo lægge Monopolgevinsten paa de ikke strængt nødvendige Sorter, som naar i Øjeblikket i Østerrig er lagt saaledes, at Grovformaling Overskud giver, men Møllerne af de finere Sorter maa hente sine Malepenge.

Angaaende Monopolets Teknik, maa jeg henvise
til Beskrivelser af de enkelte Landes Monopoler i min

Bog „Vigtige Varer". Med Hensyn til Importen kan Staten undertiden give enkelte Sorter fri, mod at Importør da betaler Told- og Monopolgebyr; Staten gør i Reglen vel i selv at holde baade Raastof- og færdige Vareoplag. Overhovedet vil denne Krig lære Staterne at sørge for Raastofoplag; uden sine store Indkøb i tidligere Aar var det østerrigske Regie snart løben tør. At nøjes med at monopolisere Handlen, er utilraadeligt, naar der er indenlandsk Produktion, fordi det vif medføre et meget dyrt Kontrolapparat med Fabrikkerne,hvis af Raavarer saavelsom Fraførselaf Vare man da skal paase.

Detailhandlen kan være efter Koncessionsprincippet i Lande, hvor dette er en gammel Skik; i Danmark vil den Vej være ufarbar. Her er vore Handlende til Gengæld vant til at faa deres Detailpris angiven af Fabrikanten. bør have en Ingeniørafdeling, der ved Præmier er opmuntret til at prøve nye Methoder; med Ingeniører og Økonomer som Ledere er Stagnation nær saa sandsynlig, som hvis man blot tager formelt uddannede Jurister. Det viser sig ved Monopolet, mange ellers som uundværlig betragtede Handelsegenskaber er ganske overflødige; kun til Indkøbet Raamaterialer fra Udlandet kræves der en hel Del flair.

VIII.

M. H. t. de enkelte Monopoler har Tobakken været det givtigste, fordi Forbruget stadig har været i Stigen og Kvalitetskravet stadig øget. I Frankrig genindførte Napoleon i 1810 et Monopol og exproprieredeFabrikker

eredeFabrikkertil et Beløb af 10 Mill. Frcs. og Lagre til et Beløb af 60 Mill.; med en Række Forbedringer ser Ordningen nu saaledes ud: aarlig bestemmer Finansministeren hvor stort et Areal der maa bepiantesmed Dyrker skal sælge sin Høst til et Statsmagasin, hvorfra Tobakken gaar til de 30 Centraloplag,hvor sorteres og derfra føres til nærmesteFabrik. modtager fra Opkøbere Licitationstilbud om udenlandsk Raatobak; Staten er dog ofte direkte repræsenteret ved de hollandske Tobaksauktioner;20 gør Raavaren til Forbrugsvare,som Centraloplag gaar ud til Detaillister (Debitanter), som ansættes paa samme Maade som vore Lotterikollektører. Med en Udgift af 100 Mill. har man en Bruttoindtægt af 500 og et Overskud af 400 Mill. Frcs.

I Østerrig giver Tobakken et Overskud af over 200 Mill. ö. Kr. Organisationssystemet er noget lignende som i Frankrig, kun optræder den østerrigske Regieforvaltning aktivt, det forbedrer og forøger stadig Varesorterne og Tekniken, det gør meget for sine Arbejdere det griber direkte ind paa de udenlandske Markeder. Det ungarske Monopol er pligtig til at levere det østerrigske Regie ungarsk Raatobak til „costprice". i Østerrig er Detailudsalgenes Tal bestemt af Regeringen; Detaillisten faar 10% og Grossisten 2 % af den af Monopolforvaltningen satte Detailpris.

I 1883 afkøbte Kongeriget Italien et koncessioneretMonopolselskab Fabrikker; siden den Tid er Statens Indtægt fordoblet til 220 Mill. Lire, ogsaa Italien har en lignende Ordning som Frankrig. I Spanienog

nienogPortugal er der bortforpagtet Monopoler; ogsaa alle Balkanstaternes Monopoler er bortforpagtedede Steder til udenlandske Selskaber; i Grækenland er blot Skæringen af Tobakken monopoliseret,medens af Raatobak og af færdig Vare samt Handelen er fri; kun er Indførsel og Engrossalgaf et Statsmonopol.

I Rumænien driver nu Staten selv Monopolet med Undtagelse af Monopolet i Cigaretpapir, som er sat i Sikkerhed paa et Statslaan. I 1898 indførte Japan et Statsmonopol paa Køb og Salg af Tobaksblade; 6 Aar efter gik man over til det fuldstændige Monopol for alle Produktionens Processer; foruden at dække 10 ()_/o af Statsudgifterne har Helmonopolet givet Ensartethed Fremstilling og Forbrug, Enkelthed i Kontrol, Eksport og bedre Produkt. I de sidste Aar synes overalt Monopolets Produkter at være blevet bedre, f. Eks. har Østerrig en stor Eksport til Tyskland baade af Cigarer og Cigaretter.

I Sverige er Monopolet først indført 1915, idet en faktisk Sammenslutning af bestaaende Selskaber overgiktil være det Selskab, der forpagtede Monopolet; medens man ikke nok kan rose Forberedelserne til Monopolet, som taler højt for den svenske EmbedsstandsDygtighed, maa det siges, at den svenske Stat i Forhandling med Bankerne om Financieringen har trukket det korteste Straa. Staten kommer i Virkelighedentil garantere baade Preferenceaktierne og Obligationerne i Forpagtningsselskabet. Staten overtagerselv Stamaktierne. Monopolet har Eneret til at købe Raatobak fra Dyrkers Tørrerum, som er under Visitationskontrol; det har Eneret paa at indføre

Raatobak og paa Fabrikering og Forpagtning samt paa at sælge Cigaretpapir. Detailhandelen er fri for alle; men Staten kræver den paa Originalpakningen satte Detailprisoverholdt; har Ret til at indføre færdigeVarer at erlægge Told og et Monopolgebyr.

Af politiske Grunde har Frankrig, Østerrig og Ungarn enkelte sydlige Lande Krudtmonopol; i Frankrig er mærkværdigvis Produktionen af Dynamit og Nitroglycerin fri Næring.

I Danmark har Staten vor eneste Krudtfabrik,,
men mangler et Værk, hvor vi kan nitrere Bomulden
og Cellulosen.

Et i Reglen bortforpagtet Monopol paa Tændstikker gennemført i Spanien, Portugal, Grækenland, og Rumænien. I 1872 eksproprierede Frankrig 600 Fabrikker og Værksteder; et Aktieselskab med 40 Mill. Frcs. Kapital forpagtede Monopolet; 1890 overtog Staten Monopolet i eget Regie. De franske Statsmonopoler paa Tændstikker, Krudt og Tobak indbringer Brutto 600 Mill. Frcs. og Netto 10 °/o af hele Statens Udgiftsbudget.

Det nedarvede Saltmonopol har vi endnu i Italien, der ejer alle Saliner udenfor Sicilien; Saltet opmagasineres i Hovedoplag og sælges gennem Detailmagasiner.

Ejendommelig for Saltmonopolet er, at Prisen er yderst forskellig for Varer, der i Kvalitet staar nær ved hinanden; i Basel er saaledes Prisen for Taffelsalt 34 Øre, for Køkkensalt 8 Øre, Kvægsalt 7 Øre og industrielt Salt 47« Øre pr. Kilo.

I Østerrig ejer Staten alle Saltværker, ejendommelig
er, at de østrigske Statsbaner holder Saltoplag og

sælger derfra; medens Kvæg- og Fabriksalt direkte købes fra Statens Oplag, sælges Husholdningssalt gennem Storkøbmænd, dog at man i Statsbanernes Saltoplag har en Konkurrence med dem. Ungarn har en lignende Ordning, hele det østrigske Monarki har af Saltet en Bruttoindtægt af 90 og en Nettoindtægt af 70 Mill. ö. Kr.; Balkanstaterne har alle Saltmonopol, som i Grækenland og Tyrkiet er underlagt Forvaltningenaf publique", som administrerer og afdragerStatsgælden. har kun et Handelsmonopol. Medens Sukker intetsteds er monopoliseret, er Handelenmed i Tyskland, Frankrig og faktisk Rusland monopoliseret, Monopolet er overladt en Forpagterfabrik,Detailsalget gennem Apotekere mod Recept; det samme er Tilfældet med det italienske Kininmonopol. Petroleum er kun i Serbien og GrækenlandGenstand Statsmonopoler paa Indførslen og en gros Handelen; Rumænien har en Form for Raffinaderingsmonopol; Rusland ventes at ville genoptagedet 1873 opgivne Naftamonopol; østerrig-Ungarn er i dette Øjeblik i Færd med at organisere sin Petroleumshandelog saaledes at man gør de bestaaende Organisationer af Petroleumsproducenter til Statsinstitutioner ved i deres Styrelse at indsætte en Majoritet af k. k. Embedsmænd.

Interessant er det tyske Forsøg paa at slaa StandardOil Marken; 1911 vedtog Rigsdagen en Resolution,hvorefter det følgende Aar fremsatteet der støttedes af Deutsche Bank, der ønskede Lønning og Afsætning for sin rumænskePetroleum. ved Forslaget var, at Tysklandikke undvære Standard Oil; et Land som

Danmark kan bedre finde en Leverandør uden for den amerikanske Trust. Forslaget er i Hovedtrækkene: det tyske Rige giver til et Aktieselskab, hvis Kapital er 60 Mill., Eneret paa at indføre, raffinere og sælge en gros; Maalct er at holde en Pris af 20 pf. pr. Liter; Selskabet maa tjene V* pf. pr. Liter; stiger Prisen, falder Selskabets Dividende-Andel, sættes Prisen under 20 pf. stiger dets Andel; ved 16 pf. pr. Liter maa Selskabettjene /._{r >} pf.; af Udbyttet ud over Selskabets saaledes ansatte Fortjeneste gaar det meste til Riget; men en Del gaar til en Pris- og Udbytteudligningsfond.

Der findes forskellige andre Monopoler (f. Eks.
Opium i mange asiatiske Stater); men jeg skal her
slutte med at omtale Sprit monopolet.

Som Udskænkningsmonopol har vi det i Virkeligheden Gøteborg-Systemet, hvis Egenart er at Handels- og delvis Udskænkningsretten er overtaget af et (af Kommunen) koncessioneret Selskab, hvis Overskud ved Brændevinssalget direkte eller indirekte tilfalder offentlige Formaal, og hvor egen Dividende er begrænset. Gøteborgsystemet er speciel skandinavisk; er det upopulært blandt Afholdsagitatorerne.

Rusland genindførte efter 30 Aars Hvile i 1894 et Handelsmonopol, der omfatter 75 russiske Gouvernementer.Private Raaspritten, som de sælger dels til statlige, dels til private koncessionerede Raffinaderier.Kronen forpligtet til at afkøbe Brænderierneen Mængde, som fordeles efter disses Kapacitet. Salget af Spirituosa finder Sted fra kejserligeOplag Kronudsalg eller koncessionerede private

Udskænkningssteder; da Spiritusudskænkning standsedesved
Udbrud, var Monopolets Indtægt c.
800 Mill. Rbl. og dets Udgift 200 MM.

I Schweiz gik Beskatningen af Alkohol i 1887 fra Kantonerne over til Edsförbundet; samtidig gennemførtes for saa vidt Raastoffet ikke er Vin eller Frugt. Forbundet har Eneret paa at indføre 3 -i af Forbruget, som de hjemlige Brænderier ikke magter at fremstille. Private indenlandske Brænderier efter Licitation levere deres Produktion til Forbundet, som videre sælger den til en af Forbundsraadet Pris (120—150 francs pr. hektoliter) til engros som er frit Erhverv; Grossisterne fordeler blandt Udskænkninger og Detaillister, koncessioneres af Kantonen og som derfor betaler en Afgift i Forhold til deres Omsætning. Denatureret sælges uden Monopolgevinst.

Private har Lov til at indføre Cognac mod at erlægge Told og et Monopolgebyr. Monopolet indbringer Forbundet 8 Mill. Frcs.; i Driftsudgifterne er includeret af Oplag og Raffineringsanstalter og Afbetaling af det Laan, man optog, da man exproprierede private Raffinaderier.

I Italien, hvor de enkelte Smaastater i Reglen havde Monopol før 1870, paatænker man efter Krigen en Art Spritmonopol; Tysklands Regering har tvende Gange, nemlig i 1886 og i 1908, ventileret Tanken om et Handels- og Raffineringsmonopol, der skulde af købe de private Brænderier Raaspritten; begge Gange faldt Forslaget i Rigsdags-Kommissionen; et egentlig Produktionsmonopol er udelukket paa Grund af de

mange Landbrænderier; men Handelsmonopolet skal
vist komme frem igen efter Krigen.

IX.

•I det 19de Aarhundredes sidste Fjerdedel har Kornmonopolet spøget, omend udfra forskellige Interessers i Schweiz var Socialisterne de første til at kræve Monopolet; senere kom Agrarerne, som hadede Kornimportørerne og derfor vilde lægge den nødvendige Import i Statens Haand, samtidig forlangte Bønderne, at Statsmonolet skulde sætte en fast Pris af 21 Frcs. pr. 100 kg Hvede; dette Forslag var samtidig at Kanitz i Tyskland havde foreslaaet, at Riget skulde gøre Køb og Salg af Korn til Statsmonopol derved gøre sig til Herre over Indlandets Priser; man gik ud fra, at Staten skulde købe i Indlandet til en ret høj Pris, som ikke ændredes med Konjunkturerne. Kornpriserne ved Aarhundredets Skifte steg, tabte Agrarerne Interessen for Monopolet, som nu i Schweiz fik Tilhængere i Møllerne, som ventede, at Statsmonopolet indirekte kunne lægge en Straffetold paa det præmiehjulpne tyske Mel.

Krigen har atter bragt Kornmonopolet i Forgrunden,denneGang Middelalderens Begrundelse: Forbrugshensynet; baade Tyskland, Østerrig og Ungarn har gennemført en monopollignende Ordning, senest i Østerrig. Der er indrettet et Monopolinstitut „Getreideverkehrsanstalt",ejetog af Staten; i Oktober 1915 er der taget Inventar over Bøndernes Høst; enhverLandmandmaa beholde en vis foreskrevet Mængde i Forhold til sit Person- og Dyrehold; Landeterdelt Kredse, Monopolet udnævner i hver Kreds

2 Kommissionærer, hvoraf den ene er en Købmand og den anden en af Bøndernes egne Indkøbsforeninger. Kommissionærerne véd, hvormeget hver Bonde skal sælge; Monopolet har i Forvejen udregnet, hvormeget hver Kommune skal have til Brødkorn samt fordelt Kornmængden mellem Bryggere og Møllere; forsaavidt disse er organiserede i Karteller, f. Eks. Bryggerne og en Del af Møllerne, angiver man dem, hvormeget deres Branche kan faa af Korn. Kartellets Kontor, som er forstærket med et Flertal af Embedsmænd, fordeler da den tilstaaede Kornmængde mellem de enkelte Medlemmer,denneFordelingsplan Monopolet, som nu meddeler den enkelte Brygger og Møller, hos hvilken Kommissionær han skal købe sit Korn. Kommissionærenangiveratter, hvilken Bonde Kornet ligger. Ligesom hver Brygger og Møller altsaa faar angivet, hos hvilken Landmand han skal købe sit Korn, faar hver Bager angivet, hos hvilken Møller han skal hente sit Mel. Da østerrigsk Produktion langtfra strækker til, maa Monopolet købe i det ungarnske Søstermonopol,derhar samt indføre fra Udlandet, hvor det er muligt. Medens Monopolet kan købe til MaximalprisiUngarn, det betale f. Eks. Rumænien den Pris, det Land forlanger, og gensælge dette med Tab. Monopolet staar saaledes m. H. t. det indenlandskeOpkøbkun Mægler; men for Indkøbene fra Udlandet maa det optræde som Køber. Da Monopolordningenidet og hele virker tilfredsstillende er der ogsaa i Agrarkredse Ønske om at gøre Krigsselskabetpermanent;Meningen at Selskabet da skal afkøbe Agrarerne til en fast Pris (formentlig 22 å 24 ö. Kr. for Hvede), og ligesom nu angive hver Møller og

Brygger hvor han skal købe sit Korn; samtidig skal' Selskabet sørge for Importen; Møller og Brygger skal give saa meget for Kornet, at Selskabet faar sine Udgifterdækkedeog tjene 1 å 2 ö. Kr. for Staten pr. 100 kg; der vil da ligesom nu blive sat Mølle- og Bagertakster efter en jævn god Bedrifts Omkostninger. Paa mange andre Omraader har Tyskland og Østerrig- Ungarn under Krigen nærmet sig Statsmonopolet; interessanterat i stort Omfang har brugt bestaaendeTrusterog man har ved et Magtbud indsat Embedsmænd i Kartellets Ledelse og gjort Kartelsekretæren til statlig Kontorchef; man anvenderdenbestaaende sikrer dens Medlemmerenfair men tvinger dem iøvrigt til at virke med Statens Tarv for Øje; man har anvist en Vej og skabt en Præcedens, som mange Industriledere betragter med bange Anelser. Efter Krigen vil Staterne, hvis de vil og kan betale deres Gæld, komme til at fordoble deres Udgiftsbudget. Statsmonopolerne kommertilat for, og stillet over for Valget: IndkomstskatellerStatsmonopol, selv de konservative og liberale foretrække det sidste, rent bortset fra at der virkelig er Grænser for, hvor høj en Indkomstskat kan være.¹)

---

1) Af de neutrale Stater har i øvrigt Norge (jir. Nationaløkonomisk Tidsskrift 1915) med samme delvis agrarprotektionistiske Begrundelse, Østerrig vil give til efter Krigen at fortsætte Monopolet, akcepteret dette. I det italienske Livsforsikringsmonopol har de sidste Aar givet os en Fornyelse af det 18de Sekels Regalmonopoler.