Modbemærkninger til Dr. Axel Rubow.

Min Indvending: at Forf. skulde have behandlet visse Spørgsmaal i sin Afhandling, besvares derhen, at det vilde have kostet mere Arbejde. Jeg forstaar ikke dette Svar. Erkendes det, at disse Spørgsmaal hænger organisk sammen med det Emne, der behandles, burde de selvfølgelig være taget op — en Forfatter, der vil Sandhedens Erkendelse, viger ikke tilbage for lidt mere Arbejde end oprindelig planlagt.

Forf. paastaar, at hans Opfattelse af Betydningen af Pengenes Funktionsværdi afviger stærkt fra min; desværre siger han ikke, hvori Afvigelsen bestaar, saa jeg indser ikke, hvorledes han samtidig hermed kan pege paa, at han i sin Bog netop har gjort opmærksom paa, at PengerentensTilladelighed

rentensTilladelighedikke faldt naturlig paa et hvilketsomhelstøkonomisk Er Forf. nemlig uenig med mig i Opfattelsen af Funktionsværdien, maa han hævde, at selv i den begyndende Pengeøkonomi er det udelukkendePengenes der spiller nogen Rolle, men i saa Tilfælde maa han ogsaa hævde, at Forbud mod Pengerente maa være absurd.

Angaaende Fremstillingen af Luthers Syn paa Rente, hævder Forf., at han der har bredt sig paa Bekostning af Melanchton, fordi „Luther har skrevet meget mere om Renteproblemet Melanchton". Behøver jeg virkelig at gøre Forfatteren opmærksom paa, at hans egen Bog ikke handler om Reformatorernes Anskuelser om Rente, men om Renteforhold Danmark. Selv en meget opmærksom Læser maa tro, naar man læser saa og saa mange Sider om Luthers og saa og saa mange Linier om Melanchtons en Bog om Renteforhold i Danmark, at det var Luthers Syn, der gav Tiden dens Opfattelse; Forfatterens Henvisning til sin Udtalelse S. 42, bøder kun lidt herpaa, idet den jo blot siger, at det var Melanchton, der i dette — ganske vist betydningsfulde — Tilfælde fik den afgørende

Med Hensyn til de Bøger, jeg har anført, og som — for de tre's Vedkommende — overhovedet intet „indeholder om Renteforhold" i Danmark, maa jeg bemærke, at naar man vil skrive en Afhandling som Forf.'s, kan man læse Datidens Litteratur paa to Maader. Enten kan man se, om Ordet „Aager" nævnes, og er dette ikke Tilfældet, har Bogen ingen Interesse for Renteforhold i Danmark. Eller man kan søge virkelig at sætte sig ind i hele Datidens Tankegang, søge at forstaa hele Tidens Qpfattelse af Renteproblemet, Spørgsmaalet om Rente gled bort fra den protestantiske Kirke o. s. fr.; vil man det, saa bliver selv saadanne samtidige Bøger af Vigtighed, hvor end ikke Ordet „Aager" findes. Axel Nielsen.