Oociallovgivningen er Fredens Værk. Den bygges op som et Forsøg paa at mildne Modsætningerne i de nationale Samfund. Dens Formaal er at styrke de svage i den økonomiske Kamp, men dens Forudsætning dens Grundlag er et arbejdende, et skabende Samfund — ikke et Ødelæggelsens Ragnarok som det, den nuværende Krig har bragt over Europa.

Sociallovgivningens Vilkaar maa forrykkes, naar Krigen bryder ind over Landene. Og man kan spørge: Er dens Ide da kvalt under Krigens Larm? Er dens Institutioner brudt sammen i det økonomiske Kaos?

For Tysklands Vedkommende er det i hvert Fald ikke sket. Den tyske Socialforsikrings Organisation har vel ikke undgaaet sine Rystelser under Krigen, men den har vist en Modstandsevne, som har været stærk nok til at bære, selv under de forandrede Forhold,og en Række Omraader har det endogsaa

været muligt at udvide det Arbejdsfelt, hvor den sociale
Forsikring og Forsorg søger sine Opgaver.

Den tyske Socialforsikrings tre Hovedgrene er 1) Sygeforsikring, 2) Ulykkesforsikring og 3) Invaliditetsforsikring. forskellig Maade har Krigstilstanden sine Virkninger paa disse tre Forsikringsomraader, paa forskellig Vis har man søgt at finde Tillæmpningsmaader, der dels tager Hensyn til de Forsikrede og dels til Forsikringsinstitutionernes Interesser.

Sygeforsikringen.

Stærkt truet var ved Krigens Begyndelse de tyske Sygekasser. Rigsforsikringsordningen fra 1911 var for Sygeforsikringens Vedkommende først traadt i Kraft den 1. Januar 1914, og hele den Nyorganisation, som derved skabtes, var delvis næppe fuldendt og i bedste Fald endnu uprøvet. Kommunesygekasserne var ophævede, og en helt ny Form, de saakaldte „Landsygekasser" var indført. Vel tog hele Nyorganisationen i væsentlig Grad Sigte paa at centralisere og derved paa at styrke Sygekassernes økonomiske Modstandsevne (i Berlin blev saaiedes ikke mindre end 43 forskellige Sygekasser samlet i den almindelige „Bysygekasse"), men dels bestod der alligevel en Mængde smaa Sygekasser, og dels havde de nye Kasser, selv om de var store, endnu ikke haft Tid til at konsolidere sig økonomisk.

At der vilde komme et stærkt Fald i SygekassernesMedlemsantal forudses med Sikkerhed. Medlemskabet er jo her — efter Tvangsforsikringssystemet— knyttet til Arbejdsforholdet, og ikke alene Indkaldelserne til Hæren, men tillige den betydeligeArbejdsløshed,

deligeArbejdsløshed,som Krigsudbrudet foraarsagede, kom paa den Maade til at drage Medlemmer og derved Indtægter fra Sygekasserne. Og man kunde ikke vente,, at den Indskrænkning i Sygekassernes Forpligtelser, som Medlemstallets Tilbagegang medførte, vilde tilsvare Nedgangen i Indtægterne, da i hvert Fald Indkaldelsernetil fortrinsvis vilde ramme de Medlemmer, hvis Sundhedsforhold var de bedste, saaledes at KassernesGennemsnitsrisiko

To betydningsfulde Opgaver krævede altsaa deres Løsning. Dels gjaldt det om saa vidt muligt at sikre de Medlemmer, som deltog i Krigen, deres Rettigheder i Sygekasserne, og dels maatte man sikre Kasserne mod økonomisk Sammenbrud paa Grund af de forandrede

Lovgivningsfaktorerne i det tyske Rige tog straks fat paa disse Opgaver. Allerede den 4. August 1914, faa Dage efter Krigens Udbrud, vedtoges to Love, som nyregulerede Sygekassernes Forhold. Den ene Lov tog Sigte paa Medlemmernes Forhold og fastslog:

1) at Retten til frivillig Fortsættelse af Forsikringen efter Arbejdsforholdets Ophør ikke som hidtil skulde være afhængig af Ophold i Indlandet, naar den Forsikrede Grund af Krigstjeneste opholdt sig i Udlandet,

2) at alle erhvervede Rettigheder for de Forsikrede
opretholdtes, saa længe de deltog i Krigstjeneste, og

3) at Forsikringsberettigede, som gjorde Krigstjeneste, 6 Uger efter Hjemsendelsen havde Ret til Genindtrædelse i Sygekassen, selv om Medlemsskabet ophørt paa Grund af manglende Bidragsbetaling.

Den anden Lov angik Sygekassernes Ydelser og
Medlemmernes Bidrag, og den bestemte:

1) at alle Sygekasser, saalænge Krigen varede,
skulde indskrænke Medlemmernes Rettigheder til de
saakaldte „Regelydelser", og

2) at Medlemsbidraget, ligeledes saalænge Krigen
varede, skulde sættes til 4IA4lA % af Medlemmernes
Grundløn.

Fra begge disse Bestemmelser kunde der dog afviges, Kassernes økonomiske Forhold tillod det, og Kasserne selv androg om Tilladelse hertil hos den tilsynsførende Myndighed (Versicherungsamt). Hvis Kasserne ikke, trods de nedsatte Ydelser og det for de aller fleste Kasser forhøjede Medlemskontingent, kunde klare deres Forpligtelser, skulde der ydes Tilskud for By- og Landsygekassernes Vedkommende af Kommunerne, Lavssygekasser af Lavet og for Bedriftssygekasser Arbejdsgiveren.

For at klargøre, hvad disse Bestemmelser betød for Sygekasserne, skal der gøres et Par Bemærkninger om Bidragsberegningen og Kassernes Ydelser i Almindelighed.Den som Medlemsbidraget beregnesefter, i Sygekassernes Love, idet Medlemmerne i Reglen inddeles i Lønklasser saa vidt muligt efter den faktiske Arbejdsfortjeneste. Ligeledes fastsætter Kassen selv, hvor mange Procent af GrundlønnenMedlemsbidraget Det er kun meget sjældent, man er oppe paa saa højt Kontingent som 472%, og det er kun under ganske særlige Betingelser,at faar Lov til at fastsætte højere Kontingent.Tjener Arbejder 5 Mark om Dagen =30 Mk. pr. Uge, giver 47s °/o et ugentligt Bidrag af l.ss

Mk. Heraf skal Arbejderen selv udrede 2/3=9oPf., altsaa
et efter danske Forhold ret højt Sygekassekontingent.

Den tyske Sygekasselovgivning skelner mellem „Regelydelser" og „Mer-Ydelser". De første skal ydes, de sidste kan fastsættes i de enkelte Sygekassers Love. Regelydelser er: Lægehjælp, Medicin og Pengehjælp (Halvdelen af Grundlønnen), alt i indtil 26 Uger, desuden og Begravelseshjælp. Men de fleste Kasser yder mere, saaledes højere Pengehjælp (indtil 3/i af Grundlønnen), Hjælp i længere Tid (indtil 1 Aar), Familjehjælp, d. v. s. Hjælp til den Forsikredes Familjemedlemmer osv. Nu ophævedes altsaa ved Loven af 4. August alle disse Mer-Ydelser, og den tyske Sygeforsikrings pressedes derved ind i meget snævre Rammer.

Endelig bestemte samme Lov, at den ved Rigsforsikringsloven indførte tvungne Sygeforsikring for Hjemmearbejdere igen skulde ophæves, med mindre Kasserne fik særlig Tilladelse af Tilsynsmyndighederne at fortsætte Forsikringen for disse Arbejdere. i sig selv vanskelige Forsikringsart var — efter praktiske Sygekassemænds Mening — ordnet en meget uhensigtsmæssig Maade med et specielt, indviklet System for Beregning og Opkrævning Bidragene. Den voldte altsaa Kasserne et betydeligt og desuden økonomiske Ofre, fordi Forsikringen øjensynlig under den fastsatte Bidragsform ikke kunde bære sig selv.

— Sikret ved disse nye Love straks ved Krigens Begyndelse gik Sygekasserne altsaa den vanskelige Tid i Møde. Og det saa foreløbig ud til, at Vanskelighedernevilde alvorlige nok. I Løbet af August

Maaned indtraadte der et meget stærkt Fald i Medlemstallet.Hvor Tilbagegangen i Medlemstal var for hele Tyskland, findes der endnu ingen samlet Opgørelse over, de sædvanlige Indberetninger til „Reichsarbeitsblatt"over maanedlige Bevægelse i Sygekassernes Medlemstal kom ikke ind i de første Krigsmaaneder. Men nogle Tal fra enkelte større Sygekassers Aarsberetningerfor giver formentlig et nogenlunde typisk Billede. I Berlins almindelige Bysygekasse gik Medlemstallet ned fra 466 000 i August til 335 000 i September, altsaa med 131 000 eller omtrent 30%. Nedgangenvar stærk for Mænd og Kvinder, hvad der viser Arbejdsløshedens Virkning. I München var Medlemstalleti almindelige Bysygekasse i August 184 000, i September 149 000, i Stuttgart henholdsvis 141 000 og 112 000 ved Begyndelsen og Slutningen af August. For de sidste to Byer andrager Nedgangen altsaa henholdsvis35 og 29 000 Medlemmer eller ca. 20%. I samtlige oldenborgske Sygekasser sank Medlemstallet med ca. 17%.

Det viste sig dog snart, at man havde set for mørkt paa Sygekassernes Forhold, og at de foretagne Indskrænkninger var stærkere end nødvendigt. Medlemstalletsteg efterhaanden som Arbejdsforholdene tilpassede sig efter Krigssituationen; for de to nævnte Kasser i Berlin og München var Medlemsantallet ved Slutningen af December saaledes atter steget med henholdsvis30 og 16 000 og i Stuttgart med ca. 12 000. Taget som Helhed for alle Sygekasser er Tallet for mandlige Medlemmer i 1915 ganske vist gaaet en Del ned fra Maaned til Maaned paa Grund af Indkaldelser til Hæren, men til Gengæld er det vokset for kvindeligeMedlemmer,

ligeMedlemmer,idet Kvinderne i stigende Tal er traadt
ind som Lønarbejdere i Mændenes Sted.

En anden Omstændighed fik endnu større Betydning Sygekassernes Økonomi. Man havde — af de ovenfor nævnte Grunde — ventet en Stigning i Sygeprocenten, men det modsatte indtraf. Sygeprocenten ned. Berlins Bysygekasse meddeler følgende Procenttal for arbejdsudygtige Syge:

Efter en Undersøgelse, foretaget af Bysygekassen i Frankfurt a. M. hos 30 af de største Bysygekasser, var Procenten for arbejdsudygtige Syge 1. Oktober 1914 gennemsnitlig 2.52 mod 3.28 1. Juni 1914. Aarsagen til denne Nedgang maa vel bl. a. søges i, at Lægerne paa Sygekassernes Opfordring har holdt noget igen, men det fremhæves stærkt i Tyskland, naar dette Fænomen omtales, at det skyldes en forøget fysisk og psykisk Modstandskraft i Befolkningen, fremkaldt netop af Krigen. Hvor stor Betydning man kan tillægge dette Moment er vel vanskeligt at afgøre; maaske kan ogsaa en relativt god Arbejdslejlighed medføre, at Folk lettere lader Smaasygdomme glide upaaagtet hen, men dette kan ganske vist ikke have virket allerede i September og Oktober 1914, da Arbejdsløsheden endnu var stor.

Paa en Konference i Bysygekasse-Forbundet i Begyndelsenaf udtaltes det som almindelig Kendsgerning,„at ikke havde lidt under Krigen i den Grad, som man havde frygtet"; ved en Enquete svarede %/z af Bysygekasserne. at de overhovedet ikke

havde faaet Udgiftsforøgelse ved Krigen, og i det hele viste det sig efterhaanden, at en Mængde Kasser ikke havde gjort Brug af Loven af 4. August eller i hvert Fald ikke havde udnyttet Loven helt. Ved Begyndelsenaf blev det fastslaaet, at ca. 3 500 Kasser havde bibeholdt „Mer-Ydelser", et stort Antal endogsaa uden at have sat Bidraget op til de 47a °/o. Mange Kasser, som straks ophævede Mer-Ydelserne, har senere genindført' disse, og Tallet paa saadanne Kasser er i stadig Vækst. Ogsaa Sygeforsikringen af Hjemmearbejdereer taget op rundt om i Tyskland paa Kassernes eget Initiativ, men Forsikringen er ganske vist ordnet efter andre Regler end fastsat i Rigsforsikringslovenaf (saavel Regeringen som Kasserne var særdeles tilfreds med denne Lejlighed til at komme bort fra de oprindelige Regler).

Disse Bestræbelser hos Sygekasserne for at opretholde tidligere Ydelser har naturligvis været af stor Værdi for de Forsikrede. I det hele er der fra Kassernes Side vist en Iver og et Initiativ, som man næppe vilde have ventet i et Forsikringsforhold, hvis Princip er Tvang. I Stuttgart f. Eks., hvor man saa sig nødsaget til at indskrænke Mer-Ydelserne, oprettede Sygekassen for at bøde herpaa en „Krigssygekasse", der ved Hjælp af Tilskud fra Byen og fra de omliggende Amtskommune yder gratis Lægehjælp Medicin til alle Krigsdeltageres Familjer, til Arbejdsløse og deres Familjer og iøvrigt gratis Lægehjælp alle, som trænger dertil. Tilfældet er tillige et Eksempel paa, hvorledes man under Krigen har gjort det i Tyskland vanskelige Spring fra Forsikrings- til Forsørgelsesprincipet.

Et vigtigt Spørgsmaal var Sygekassernes Forhold til Krigsdeltagerne. Ved Loven af 4. August havde disse faaet Ret til fortsat Forsikring, selv om de opholdt sig i Udlandet, men denne Forsikring er iøvrigt afhængig af, at den anmeldes inden tre Uger efter Arbejdsforholdets og af, at der stadig betales fuldt Kontingent, altsaa i dette Tilfælde ordinært skal udredes af den Forsikrede. Men kun faa af Soldaterne være i Stand til at betale Kontingentet. Paa dette Omraade kommer der nu Hjælp til fra en Række Sider. Dels træder Arbejdsgiverne til og betaler baade deres eget og Arbejdernes Bidrag. Dels tager Kommunerne, især Bykommunerne, den Opgave at holde Soldaternes Forsikring vedlige, og paa visse Steder, saaledes i Württemberg, Hamburg og Oldenburg, træder Invaliditetsforsikringsanstalterne til. Sygekasserne stillede sig yderst liberalt til denne fortsatte bl. a. med Hensyn til ikke at se altfor paa, om den tre Ugers Frist var overskredet.

Af særlig Betydning for Soldaternes hjemmeværende Familjer blev denne fortsatte Forsikring, efterhaanden Sygekasserne atter optog Familjesygehjælp under Forsikringen. I Begyndelsen herskede der iøvrigt Uklarhed over, hvoriedes Sygekassernes Forpligtelser overfor selve de forsikrede Krigsdeltagere. Men ved en Afgørelse af den øverste Retsinstans, Reichsversicherungsamt, blev det fastslaaet, at Kasserne skulde yde saavel Sygepenge til saarede Soldater i Lasaretterne som Begravelseshjælp i Tilfælde af Død.

Man forstaar, at denne fortsatte Forsikring belastede
Sygekasserne i ikke ringe Grad, tilmed da Forsikringen

ofte blev fortsat i en lavere Lønklasse — hvad der ogsaaordinært tilladt —; Forsikringen i de lavere Lønklasser kan nemlig almindeligvis ikke bære sig selv, end ikke under normale Forhold. Af denne Grund er ogsaa en stor Del af de nye Medlemmer, som er kommettil Krigen, forsikringsmæssigt ugunstigere for Sygekasserne end de udtraadte; de fleste af de nye Medlemmer er nemlig Kvinder, og de er hyppigt forforsikredeefter lavere Grundløn, altsaa i en lavere Lønklasse.

— Selv om de tyske Sygekassers Stilling under Krigen saaledes som Helhed har været gunstigere, end man turde haabe ved Krigens Begyndelse, vilde man dog næppe paa nuværende Tidspunkt kunne erklære, at de ikke havde faaet endogsaa betydeligt forøgede Udgifter. Og Fremtiden er heller ikke fri for mørke Skyer. Naar Krigen er forbi, vil en Mængde af Sygekassernes Medlemmer vende tilbage, men mange af dem vil ikke være de samme. Selv om de har undgaaet Døden paa Valpladsen, er et mægtigt Fond af fysisk Kraft gaaet til Grunde. Som Invalider eller som mer eller mindre fysisk nedbrudte Mennesker vil et stort Antal af Krigsdeltagerne vende hjem til Arbejdsforholdet til Sygeforsikringen, og i en lang Aarrække dette tynge økonomisk paa Sygekasserne. Hvis det Offentlige ikke paa en eller anden Maade efter Krigen aflaster Sygekasserne for de Byrder, Krigen medført, maa man regne med, at Ydelserne for et langt Tidsrum ikke vil naa helt op til de tidligere Grænser, i hvert Fald ikke for det tidligere Kontingentbidrag.

Sygekassernes Medvirkning ved den nyoprettede

„Krigsbarselhjælp" vil blive nærmere omtalt i det
følgende.

Ulykkesforsikringen.

For den tyske Arbejderulykkesforsikrings Organisation Krigssituationen ikke de umiddelbart truende Farer som ved Sygeforsikringen. De fagligt afgrænsede Arbejdsgiversammenslutninger (Berufsgenossenschaften), bærer Ulykkesforsikringen, fik ikke ved Krigen direkte øget Risiko, idet Forsikringen definitivt hører op sammen med Arbejdsforholdet.

Ulykkesforsikringen er i Tyskland det Omraade, hvor der under normale Tider føres den skarpeste Kamp mellem Forsikringsselskaberne og de Forsikrede. Ikke alene ved den første Fastsættelse af Erstatningens (Rentens) Størrelse, men ogsaa senere, idet der stadig er en Bestræbelse fra Selskabernes Side for at faa Ulykkesrenten nedsat eller muligvis helt ophævet under af, at Rentenyderens Helbredstilstand er forandret.

Den almindelige „Borgfred" i Tyskland kom nu ogsaa til at virke paa dette Omraade. I Begyndelsen af August 1914 samledes en Del Repræsentanter for Forsikringsselskaberne til Raadslagning med Tilsynsmyndighedernei og der enedes man om, at alle Ulykkesrenter skulde ydes fuldtud som hidtil, og at man i hvert Fald foreløbig ikke skulde arbejde paa at faa nogen Rente nedsat eller ophævet. Samtidig tog man Anledning til at indskærpe en strængere Gennemførelse af Forskrifterne om Forhindringaf under Arbejdet. De i sig selv ofte fortræffelige Reglementer om Sikringsforanstaltninger

paa Arbejdspladserne, som Forsikringsselskaberne har udstedt, bliver nemlig erfaringsmæssigt ikke altid lige nøjagtigt overholdt. En fornyet Henvendelse fra Reichsversicherungsamt i Juni 1915 paalægger Selskaberneat for tilstrækkeligt Tilsyn med disse ReglementersOverholdelse, fordi det kunde befrygtes,at Stab af tilsynsførende Embedsmændpaa af Indkaldelser til Krigstjeneste var formindsket.

Der er Grund til at antage, at Forsikringsselskaberne fulgt disse Paabud, saa vidt det har været muligt. Paa dette Omraade ligger nemlig en Del af den Krigsrisiko, der overhovedet kan være Tale om for Selskaberne. Tidligere veluddannede og med Arbejdets fortrolige Arbejdere er i stort Omfang under erstattet med nye Arbejdskræfter, delvis af ringere og i hvert Fald af uøvet Art. Dette forøger selvfølgelig Ulykkesfaren ved Arbejdet, og Selskaberne er derfor stærkt interesseret i, at fornødne Sikkerhedsforanstaltninger En anden Art Krigsrisiko fremkommer for Forsikringsselskaberne, naar Krigsinvalider indtræder i Arbejdsforhold, idet Invaliderne paa Grund af legemlige iViangler som«Regel vil være mere udsat for Ulykkestilfælde. Selv om den tilskadekomne oppebærer Krigsinvaliditetsrente, fastsættes Ulykkesrenten Hensyn hertil efter Arbejdsfortjenesten, og den forøgede Risiko maa altsaa bæres af Forsikringsselskaberne. Art Krigsrisiko vil forøges stærkt, naar Krigen er forbi, og for saa vidt faar Ulykkesforsikringsselskaberne Krigen en Merbelastning, som vil vare en lang Aarrække.

Fordelingen af Udgifterne ved Arbejderulykkesforsikringenforegaar

sikringenforegaari Tyskland ved Paaligning paa de enkelte Arbejdsgivere i Faget efter den udbetalte ArbejdslønsStørrelse. Aar dækkes ved denne Paaligningdet Aars Udgifter, men desuden paabyder Loven, at Ligningen skal give et Overskud, som henlægges til en Reservefond. Paa Grund af mange Industriers vanskelige Forhold under Krigen krævedes fra forskellige Sider en Krigslov, der paa en eller anden Maade lettede Bidragsbetalingen. Regeringenhar ikke villet gaa med hertil, men har henvisttil, § 746 i Rigsforsikringsloven aabner Adgang til at dække en Del af et Aars Udgifter ved at tage af Reservefonden, og at man i hvert Fald kan undlade at paaligne det Overskud, som normalt skal tilføres Reservefonden.Disse i Lovgivningen vil dog kun blive anvendt overfor enkelte Industrier, hvis Forholdsom er slette, f. Eks. Tekstilindustrien, idet en Forskydning af Beskæftigelsens Omfang fra den ene Bedrift til den anden indenfor en Industri ikke væsentlig nedsætter Ævnen til at yde Bidrag, som paalignesefter udbetalte Arbejdsløns Størrelse.

Der er iøvrigt lovmæssigt sat ret snævre Grænser for, hvad Forsikringsselskabernes Penge maa anvendes til, udover de egentlige Formaal, og ikke en Gang nu under Krigen har man fra Tilsynsmyndighedernes Side villet indlade sig paa en læmpeligere Fortolkning af disse Lovbestemmelser. En Anmodning til Reichsversicherungsamt Tilladelse for Selskaberne til at yde Tilskud Velgørenhedsforanstaltninger under Krigen, bl. a. for at støtte Medlemmer, som var i Nød, er bleven afslaaet; derimod har Selskaberne ved Ligning af frivillige paa Medlemmerne skaffet sig Penge til forskellig Anvendelse i Anledning af Krigen.

Invaliditetsforsikringen.

Den tyske Invaliditets-, Alderdoms- og Efterladte- Forsikring bæres af 41 Forsikringsanstalter. Det er Socialforsikringens kapitalkräftigste Institutioner, idet Forsikringsbidragenes Størrelse beregnes efter Kapitaldækningsprincipet, at hvert Aars Indtægter ikke alene skal dække de løbende Udgifter, men tillige afgive Dækning for Anstalternes fremtidige Forpligtelser de Forsikrede. Ved Udgangen af Aaret 1913 havde samtlige Forsikringsanstalter opsamlet Formue paa 2 106 Mill. Mark. Særlig i 1912 og 1913 er Formuen vokset stærkt, med henholdsvis 170 og 176 Mill. Mark, mod en Tilvækst af 97 Mill. Mark i 1911. Denne Stigning skyldes Rigsforsikringsloven 1911, som til Dækning af Udgifterne ved de nyindførte Ydelser til Forsikredes Efterladte forøgede Forsikringsbidragene. Ganske vist er Forsikringsanstalternes Forpligtelser ogsaa steget, men i visse Kredse hævdes det dog, at de ny paatagne Forpligtelser end dækkes af de forøgede Bidrag, og at Formuetilvæksten er steget meget stærkt siden 1911 er i hvert Fald en Kendsgerning.

Nogen umiddelbar Fare for Forsikringsanstalternes økonomiske Modstandskraft var der altsaa ikke ved Krigens Udbrud. Men paa den anden Side er det givet, at Krigen medfører en betydelig ugunstigere forsikringsmæssig Balance for Anstalterne. Dette hængerfor første sammen med de Forsikredes særlige Retsstilling indenfor denne Forsikringsgren. Bidragspligtener til Arbejdsforholdet, og derfor er Forsikringsanstalternes Indtægter under Krigen gaaet

stærkt ned. Men Forpligtelserne vokser alligevel. Det er lovmæssigt fastslaaet, at militær Tjenestetid, saavel under Fred som Krig, medregnes som Bidragsuger i næstlaveste Lønklasse og saaledes skaber øgede Rettighederfor Forsikrede uden Modydelse. For normale Tider er dette naturligvis medregnet i den forsikringsmæssigeBalance, en Krig af Omfang og Varighedsom nuværende maa nødvendigvis forrykke alle Beregninger. ¦

Endvidere medfører Krigen, at Rettighederne for en meget stor Del af de Forsikrede bliver aktuelle langt tidligere end beregnet, idet der maa ydes Rente til de talrige Krigsinvalider og til Faldnes Efterladte (Enker og Børn) efter Lovens almindelige Bestemmelser uden Hensyn til, om der samtidig ydes særlig Understøttelse Krigsinvalideloven. Denne sidste Virkning Krigen vil ikke være forbi med Krigens Ophør, og for saa vidt vil Forsikringsanstalterne — ligesom Syge- og Ulykkesforsikringens Institutioner — i en lang Fremtid faa en økonomisk Merbelastning paa Grund af Krigen. — Før Krigen var man selv i Socialforsikringens Administration — hvor man ellers udviser en næsten overdreven Forsigtighed — begyndt at overveje en haardt tiltrængt Forøgelse af Hjælpen til de Forsikredes Efterladte, men nu vil Krigen antagelig skyde denne vigtige Reform ud for lange Tider.

Nogle Tal viser, hvorledes Krigen har paavirket Forsikringsanstalterne økonomisk. Fra 1. August 1914 til 1. Maj 1915 havde de 31 almindelige Forsikringsanstalterhaft Indtægt af Bidrag, der var 42 Mill. Mark mindre end for samme Tidsrum i det foregaaendeAar;

endeAar;det er en Nedgang paa ca. 20%. Samtidig steg Udbetalingen til Rentenydere. Fra August til Aarets Udgang var i alt udbetalt omtrent 4 Mill. Mark og fra 1. Januar til 1. April ca. 2Vs Mill. Mark mere end for de tilsvarende Tidsrum i Aaret forud. Da Merudgiftenmaa jo længere Krigen varer, kan man antage, at man nu er oppe paa mindst 1 Mill. Mark om Maaneden. Det bliver omkring 10 Mill. Mark i Merudgift for det første Krigsaar.

Trods disse betydelige Merudgifter og Nedgang i Indtægten har Forsikringsanstalterne paa en Række Omraader frivilligt paataget sig Udgifter til Afhjælpning af Krigens Skadevirkninger blandt Befolkningen i Almindelighed. særlige Lovhjemmel for Forsikringsanstalternes i denne Henseende har man haft i Rigsforsikringslovens § 1274, der netop i 1911 blev gjort særlig elastisk. Den giver nemlig en almindelig for Forsikringsanstalterne til med Tilsynsmyndighedernes at „anvende Midler til Fremme af Forholdsregler, som skal forhindre for tidlig Indtræden Invaliditet blandt de Forsikrede, eller til Fremme af de sundhedsmæssige Forhold blandt den forsikrede Befolkning".

Straks i August 1914 tog man det Spørgsmaal op til Undersøgelse, hvorledes Forsikringsanstalterne kunde gøre Brug af denne Lovhjemmel; Anledning dertil var der jo i rigt Maal. Reichsversicherungsamt indkaldte Lederne for Anstalterne til en Raadslagning, og der blev givet en almindelig Tilladelse til at anvende 5% af Formuen ved Slutningen af Aaret 1913 til saakaldte „Krigs-Velfærdsforanstaltninger". Det blev udtrykkelig fastslaaet, at det ikke alene gjaldt at afværge direkte

Sundhedsskade, men ogsaa økonomisk Elendighed,
som i anden Række virker sundhedsnedbrydende paa
Befolkningen.

Da Forsikringsanstalternes samlede Formue som nævnt var over 2 000 Mill. Mark, havde man saaledes frigjort over 100 Mill. Mark til Brug for ekstraordinære Foranstaltninger paa Grund af Krigen. Det er en broget Række Anvendelser, disse Penge har faaet. Til Begyndelsen Sommeren 1915 var der saaledes ydet Røde Kors 27a Mill. Mark, der var anvendt 2 Mill. Mark til Indkøb af Underbeklædningsgenstande for Soldaterne under Vinterfelttoget, betydelige Summer var medgaaet til Indretning af Bade- og Desinfektionsanstalter ved Fronterne osv. osv. Tillige stillede Forsikringsanstalterne vid Udstrækning deres Sanatorier og Sygehuse til Disposition til Krigslasaretter. Til saakaldte resgaver Faldnes Efterladte var anvendt ca. 27ä Mill. Mark, og særlige Forsorgsinstitutioner er oprettet for Børn, som Krigen har gjort faderløse. Der er givet Penge til Oprettelse og Udvidelse af Institutioner, som skaffer den fattige Befolkning billig Mad: Folkekøkkener, Mælkehaller og lign.

Ogsaa Arbejdsløshedsproblemet har i vid Udstrækninglagt paa Forsikringsanstalternes Interesse, og man har bidraget til at lindre den Nød, som følger med Arbejdsløshed, dels ved at udvide Beskæftigelsens Omfang og dels ved direkte Understøttelse til Arbejdsløse.Kommuner andre offentlige Institutioner, Arbejderbyggeforeningerosv. faaet billige Laan, for at der kunde sættes Arbejder i Gang, og Arbejdsløshedsunderstøttelseer paa forskellig Vis, dels som direkte Udbetaling og dels som Tilskud til Kommuner

og Foreninger, der tog denne Opgave op. Forsikringsanstalteni oprettede saaledes selv en Arbejdsløshedsunderstøttelses-Organisation,som endnu. Landsforsikringsanstalten i Thüringen var den første, som begyndte at give Tilskud til Fagforeninger, der ydede Arbejdsløshedshjælp, senere fulgte andre Forsikringsanstalterdette og hvor Kommunerne har organiseret Hjælp til Arbejdsløse, er der som Regel ydet Tilskud fra Forsikringsanstalterne. Indtil Maj 1915 havde Forsikringsanstalterne i alt anvendt ca. 6 Mill. Mark til Understøttelse af Arbejdsløse.

Til Kommuner, som ønskede at oprette Krigsforsorgs men manglede de fornødne Midler, har Forsikringsanstalterne udlaant ca. 60 Mill. Mark til en meget billig Rente. Som Bevis paa Anstalternes indbyrdes kan det endelig nævnes, at Østpreussens Elsass-Lothringens Forsikringsanstalter har modtaget betydelige Tilskud fra de andre Anstalter Grund af de særlige Tab, Krigen har bragt over de to nævnte Anstalters Forsikringsomraade.

Krigs - Barselhjælp.

Krigen er den store Øder af Menneskeliv. Et Fremiidsproblem bliver det for de krigsførende Magter at fylde de Huller i Menneskematerialet, som Krigen medfører, og det er ikke for tidligt at tænke derpaa under Krigen. Dertil kommer, at man maa regne med et andet Forhold end den direkte Ødelæggelse af Menneskeliv: en stærk Nedgang i Fødselshyppigheden paa Grund af Krigen. For Tysklands Vedkommende har man allerede Opgørelser, der viser, hvad man kan

vente sig i denne Henseende. Det kommunale statistiskeBureau Berlin offentliggør hver Maaned en Oversigtover I Krigsmaanederne August 1914_—April 1915 holdt Fødselstallet sig omtrent paa den normale Højde, men fra Maj viser der sig en meget stærk Nedgang. I de tre Maaneder Maj_—Juli i Aar var Fødselsantallet 7 523 mod 10030 i de samme MaanederAaret Det er en Nedgang paa 25%. I München faldt Antallet af Fødsler fra 1 071 i April 1915 til 806 i Maj 1915, altsaa ligeledes en Nedgang med ca. en Fjerdedel. Man kan vel antage, at Forholdet er nogenlunde det samme overalt i Tyskland, og det vil altsaa sige, at Fødselsantallet for et Tidsrum saa langt som Krigens Varighed gaar ned under det normalemed 25%. Da Tysklands normale Antal Fødsler er omtrent 2 Millioner aarlig, vil et Krigsaar bringe et „Fødselstab" paa ca. 1/s Million.

Selvfølgelig kommer denne Nedgang ikke som en Overraskelse, og den Tanke at organisere en Hjælp under Krigen for fødende Kvinder og de spæde Børn voksede hurtigt frem hos Tysklands Socialpolitikere. Ved en saadan Hjælp haabede man at formindske den store Børnedødelighed og i det hele at bidrage til Opvæksten en sundere og fysisk stærkere Slægt. Hensynet de mange Hustruer, hvis Mænd og Forsørgere deltog i Krigen, og for hvem et Barns Fødsel under de trykkede økonomiske Forhold vilde betyde fuldstændig vejede naturligvis ogsaa stærkt til.

Normalt har der hidtil i Tyskland været knyttet Barselhjælp til Sygeforsikringen, men lovmæssigt var saadan Hjælp kun sikret Kvinder, som selv var Sygekassemedlemmer,altsaa Regel kun Kvinder, der

arbejdede for andre. Dog havde mange Sygekasser indført Barselhjælp for forsikrede Mænds Hustruer, men denne Ydelse hørte til Mer-Ydelserne og bortfaldt derfor i hvert Fald i en Del Sygekasser ved den ekstraordinæreSygekasselov 4. August 1914. Hvis Mandenvar til Krigstjeneste, var det desuden en Betingelse for Ydelsen, at hans Forsikring frivilligt fortsattes.

Det faktiske Forhold var altsaa, at Krigen havde bevirket en væsentlig Indskrænkning i Ydelsen af Barselhjælp. om Udvidelse af Hjælpen — endda ud over de tidligere Rammer — blev skudt stærkt i Forgrunden i den offentlige Debat i Krigens første Maaneder, og Rigsregeringen tog derfor Sagen op. Man turde dog ikke paalægge Sygekasserne synderlig forøgede Udgifter, og ved Rigsdagens Sammentræden den 2. December blev der derfor bevilget 200 Mill. Mark, som bl. a. skulde anvendes til Indførelse af en Rigs-Barselhjælp for Krigsdeltageres Hustruer. Allerede den 3. December blev Sagen ført ud i Livet ved en Forbundsraads-Forordning.

Ved Forordningen blev Ret til Barselhjælp fastslaaet alle fødende Kvinder, hvis Mænd enten ydede Krigstjeneste paa en eller anden Maade, var faldne, saarede eller taget til Fange eller paa Grund af Sygdom, paadraget under Krigen, var forhindret i at optage deres Erhverv. Betingelse var dog, at Manden før Indtrædelsen i Krigstjenesten havde været forsikret i en Sygekasse mindst 26 Uger i de\ foregaaende Aar eller mindst 6 Uger umiddelbart forud for Krigstjenesten.

Den Hjælp, der skulde ydes, bestod af:

1) et Bidrag en Gang for alle paa 25 Mk. til Udgifter
i Almindelighed,

2) en daglig Pengehjælp paa 1 Mark i otte Uger,
deraf mindst seks Uger efter Nedkomsten,

3) et Bidrag paa indtil 10 Mark for nødvendig Jordemoder
eller Lægehjælp,

4) en Pengehjælp paa 50 Pf. daglig i 12 Uger efter
Nedkomsten, for saa vidt Moderen selv ammer
Barnet.

Den samlede Sum af disse Bidrag er 133 Mark,
og dette Beløb er altsaa Maksimumshjælp.

Hjælpen skulde i alle Tilfælde ydes gennem Sygekasserne, for de ikke forsikrede Kvinder erstattede Riget alle Udgifterne, og for forsikrede Kvinder fik Kasserne ligeledes erstattet Udgifterne efter 1), 3) og 4), medens de selv maatte afholde den daglige Pengehjælp efter 2). Samtidig paalagdes det Sygekasserne yde Barselhjælp efter Rigsbarselhjælpens Regler til forsikrede Kvinder, selv om disses Mænd ikke kom ind under de anførte Krigsbetingelser. Overfor Kvinder havde Kasserne ellers kun lovmæssig til at yde en daglig Pengehjælp i otte Uger.

Forordningen af 3. December gav altsaa en meget betydelig Udvidelse af Hjælpen til fødende Kvinder, baade med Hensyn til Hjælpens Størrelse og med Hensyn til de Kvinder, der havde Ret til Hjælp. For Sygekasserne betød Reglerne betydelige Udgifter, og det blev derfor bestemt, at Invalideforsikringsanstalterne skulde være pligtig til at yde Sygekasserne Laan til Dækning af Udgifterne. Disse Laan skulde forrentes med 3% og tilbagebetales i Løbet af 10 Aar.

Det viste sig dog snart, at man ikke fandt denne Ordning af Barselhjælpen tilfredsstillende, og der rejste stærke Ønsker om en Udvidelse af Rammerne. Kredsen var jo nærmest begrænset til den Del af Befolkningen, normalt er pligtforsikret i Sygekasser, men ogsaa udenfor denne Kreds trængtes der til Hjælp. Rigsregeringen gav efter for disse Ønsker, og den 23. April 1915 udstedtes der en ny Forbundsforordning, som gav en meget betydelig Udvidelse.

Under Forudsætning af de foran nævnte Krigsbetingelser nu alle mindre bemidlede fødende Kvinder Ret til Barselhjælp efter samme Satser som ovenfor anført. Som mindre bemidlede regnes først alle Kvinder, faar Understøttelse efter de almindelige Krigslove, Manden er indkaldt. Men desuden alle Kvinder, hvis Mænds Indkomst i Aaret før Indtrædelse i Krigstjenesten ikke oversteg 2 500 Mk., eller hvis Indkomst efter Mandens Indkaldelse ikke oversteg 1 500 Mk. med Tillæg af 250 Mk. for hvert Barn under 15 Aar. Retten til Barselhjælp er ikke afhængig af direkte Trang, men Indtægtsgrænserne er de afgørende, hvis det ikke bestemt kan paavises, at Hjælp er overflødig. Barseihjæipen blev nu udstrakt ogsaa til ugifte Kvinder, naar Barnefaderen er Krigsdeltager, og Understøttelsespligten fastslaaet, og desuden gav man alle Bestemmelserne vis tilbagevirkende Kraft, saaledes at der ogsaa kunde ydes nogen Hjælp til Kvinder, som havde født selv før 3. December.

Da man nu var kommen langt ud over SygekassernesKreds, det ikke lade sig gøre alene at benytte disse Institutioner som Formidlere af Hjælpen. Man overlod da Uddelingen til de saakaldfe „Leveringsforbund",der

forbund",deroprettedes allerede i 1873, og hvis første Opgaver kun var at skaffe Proviant osv. til Hæren, men senere ogsaa har faaet den almindelige Krigsunderstøttelseind sig. For saa vidt Sygekasserne har Pligt til at yde nogen Del af den udvidede Barselhjælp, vedbliver denne Pligt, men iøvrigt bærer Riget endelig alle de ny tilkomne Udgifter.

Socialforsikringen har altid haft Fjender i Tyskland. blev indført i 1880'erne ved et Magtbud fra oven, og denne Tilblivelsesmaade bidrog ikke til at bane Vejen. Eftersom Aarene er gaaet, er Modstanden blevet svagere, men forsvundet er den ikke. I visse politisk konservative Kredse har der altid været en mere eller mindre skjult Uvilje, Industriens Ledere har tidt talt højt om de store Byrder, Forsikringen paalagde og i gamrnel-liberalt farvede Centrer Individets „ Selvansvarlighed" endnu som økonomisk Dogme. Modstanden har især vist sig, naar der var Tale om Nydannelser og Udvidelser indenfor Da Rigsforsikringsloven af 1911 førtes gennem Rigsdagen, kæmpede fremragende Socialpolitikere en virkelig Real-Reform, men Loven blev paa mange Punkter kun en Kodificering. Der sporedes „social" Træthed i Tyskland, og man var tilbøjelig til at anse de enkelte i 1911 foretagne Udvidelser for en Art Afslutning paa Sociallovgivningens Omraade.

Det har heller ikke i de senere Aar manglet paa
Røster, som paapegede direkte Farer ved en stærkt organiseretSocialpolitik,
som bl. a. skulde bestaa

i en almindelig Svækkelse af Arbejderbefolkningens fysiske og psykiske Modstandsevne paa Grund af overdreven „Beskyttelse" fra det Offentliges Side. Begrebet„Rentehysteri" staaet paa Dagsordenen ogsaai videnskabelige Diskussion i Tyskland, og der har selv i mange Universitetskredse blæst en Vind, som langt fra var Socialpolitikens videre Udvikling gunstig.

Krigen vil uden Tvivl bringe en Vending i denne
Tankegang og dermed ogsaa i Socialpolitikens Vilkaar
efter Krigen.

Gang paa Gang fremhæves det nu, fra officiel og; ikke officiel Side, hvad den tyske Socialpolitik har betydet Tysklands Styrke under Krigen. Det var de prøjsiske Skolemestre, som sejrede ved Königgrätz i 1866, har man sagt; det er den tyske Socialpolitik,, som sejrer i 1914 og 15, hedder det nu. Saadanne Toner er vel nok stemt noget for stærkt af selve Krigens men at de lyder, faar dog sin Virkning paa de Kredse, hvor Socialreformen var ved at komme i Miskredit. Arbejdet under Krigen paa at styrke og vedligeholde Forsikringsinstitutionerne og deres Virksomhed, Arbejde, hvis almindelige Samfundsbetydning fra alle Sider, skaber en stærk og sikkert varig Interesse for disse Institutioners Opgaver — ogsaa hvor denne Interesse tidligere savnedes. Og endelig vil hele den mægtige Udvikling af offentlige og private Hjælpeinstitutioner, som Krigen og dens Følger nødvendiggjort, vække Følelser og Stemninger,, som næppe helt vil forsvinde efter Krigen, og sætte Kræfter i Bevægelse, som ogsaa vil virke senere, maaske noget forandret, men dog beslægtet Retning.

Det er selvfølgelig vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at stille et Horoskop for den tyske Socialpolitiks efter Krigen. Men nogle Forsøgslinjer man dog trække op. Den storstilede Krigs- Barselforsorg vil sikkert under en eller anden Form blive varig. Man har her sprængt Rammerne for den hidtidige tyske Socialforsikring, idet langt videre Kredse end den egentlige Arbejderbefolkning er inddraget, man er gaaet videre med Hjælpens Størrelse, end det kunde tænkes under normale Forhold. I 1911 blev der krævet en Udvidelse af Barselforsikringen i de her nævnte Retninger, men Regeringen afviste Kravet. Nu har Krigen bragt Opfyldelsen. At man delvis har valgt Forsørgelsesprincipet ved denne Hjælp behøver at betyde den tvingende Nødvendighed i Øjeblikket, men helt usandsynligt er det ikke, at man til en vis Grad maa bibeholde det, hvis der skal fortsættes Krigen.

Problemet: Hjælp til Arbejdsløse, har man som nævnt søgt at løse paa forskellige Maader under Krigen. umiddelbart før Krigen havde Regeringen udtrykkelig vist denne Opgave fra sig. Naar Krigen hører op, vil der komme i hvert Fald et Tidsrum, hvor Arbejdsløsheden bliver meget stor, fordi Produktionsforholdene Helhed har ændret sig stærkt under Krigen. Det Offentlige, enten det nu bliver Riget eller Enkeltstaterne, kan næppe undgaa at træde til paa en eller anden Maade, og det er i hvert Fald mange tyske Socialpolitikeres Haab, at der derved kan skabes varige Former for en Arbejdsløshedsforsikring med offentlige Tilskud.

Kræfter fra mange Sider samarbejder for Tiden i

Tyskland for at skabe ny Arbejdsevne og Arbejsmulighedfor „Krigen maa ikke skaffe os flere Lirekassemænd" — med disse Ord har Præsidentenfor Dr. Kaufmann, karakteriseretdisse I Skoler og Anstalter oplæresInvaliderne at arbejde med kunstige Lemmer i deres tidligere eller maaske i et helt andet Fag. — Den Tanke at skabe ny Arbejdsevne, hvor denne er mistet paa Arbejdets Valplads, er selvfølgelig ikke fremmedfor tyske Socialforsikring. Hele Sygeforsikringenbygger dette Princip, og InvaliditetsforsikringensHelbredelsesanstalter med dette for Øje. Men der er under Krigen kommet en Trang til at hæve dette Princip op som det egentlig bærende overalt i Socialforsikringen. Det at forebygge og det at skabe ny Arbejdsevne skal være det primære, at yde Underhold, hvor det første ikke er muligt, det sekundære.

At dette Menneskeøkonomiens sunde Princip
vinder stærkere frem i den tyske Socialpolitik end før,
vil maaske være et af Krigens Resultater.

— — Krigen ødelægger — men den tvinger ogsaa Forholdsregler og Foranstaltninger, som kan være tii Gavn for Fredens Samfund. Sørgeligt blot, at de skal købes saa dyrt!