II. De skandinaviske Landes fattigunderstøttede.

I en under 27. Juli 1914 ratificeret Konvention, der er traadt i Kraft den 1. Januar 1915, bestemmes det, at Undersaatteri af de 3 skandinaviske Lande, der under Opholdet i et af de 2 andre kommer i Trang, skal nyde

Understøttelse af Fattigvæsenet paa samme Maade som Opholdslandetsegne Som Hovedprincip gælder stadig, at Opholdslandet kan fordre, at den trængende modtages i Hjemlandet, men fra denne Regel er gjort vigtigeUndtagelser, Konventionen har sin største Betydning.

Der tilstaas saaledes den, der i 10 Aar uafbrudt har været bosat i et af de 2 andre Lande, en Slags Hjemstedsog i Opholdslandet. Kommer han i Trang, er dette Land pligtig at forsørge ham og kan hverken hjemsende ham eller kræve sine Udgifter refunderede af hans Hjemland. Han skal dog være tilflyttet før sit fyldte 48. Aar, og maa ikke i de sidste 10 Aar paa Grund af vedvarende Trang have faaet Fattighjælp i Opholdslandet, saaledes at der er bleven Spørgsmaal om at hjemsende ham eller kræve Refusion.

Den anden vigtige Undtagelse fra Hovedprincipet er, at Fattighjælp paa Grund af forbigaaende Trang ikke berettiger til at kræve Hjemsendelse eller Refusion.

Og selv om der ikke i ovennævnte Bestemmelser skulde ligge nogen Hindring for Hjemsendelse, skal det dog i hvert enkelt Tilfælde overvejes, om Hjemsendelse kan undgaas, og der i Stedet kan kræves Refusion, naar særlige Forhold (Adskillelse af Slægtninge, høj Alder, langt Ophold i Landet o. i.) taler derfor.

Dette er én Form for praktisk Skandinavisme.