Offentlige Livsforsikringsanstalter i Tyskland.

bom bekendt ordnes en betydelig Del af det preussiskeLandbrugsRealkredit offentlige Kreditinstitute ¹), de saakaldte »Landschaften«, der er provinsvis organiserede og staar under Provinsregeringens(Overpræsidentens)Tilsyn. Kreditinstituter har efterhaanden udvidet deres Virksomhed betydeligt udover deres egentlige og oprindelig eneste Formaal; saaledes er det nu allerede en gammel Historie, at de gik i Lag med Oprettelsen af Brand forsikringsselskaber,derskulde Laantagernes Ejendomme; endvidere har nogle af dem grundet særlige Laanekasser,ogi allerseneste Aar er der endelig i betydeligtOmfangblevet LivsforsikringsanstalteriTilknytning dem. Disse nye Livsforsikringsorganisationer,deraltsaa set har deres Udspring fra Preussen, angav oprindelig som deres Hovedformaal — og betragter stadig som et af deres væsentligste Formaal — at bidrage til den faste LandbrugsgældsFormindskelseved

---

1) J. Conrad; Volkswirtschaftspolitik. Jena 1902. Pag. 107.

brugsgældsFormindskelsevedTegningen af de saakaldte»Tilgungsversicherungen«— Ord som man maaske med et ganske vist noget tungt taldende Udtrykrigtigtkan paa Dansk som Gældsudligningsforsikringer,mensom ogsaa har oversat ved Hypoteklivsforsikringer eller Amortisationsforsikringer — og deraf forklares deres Oprindelse fra og stadige Tilknytning til Kreditinstituterne og Indskrænkningen af deres oprindelige Arbejdsfelt specielt til den preussiskeLandbrugsbefolkning;efterhaanden de imidlertid udvidet deres Virksomhed til andre tyske Forbundsstater end Preussen — »mit dem Essen kommt der Appetit«, som et Forsikringsblad i den Anledningspydigtbemærker og til at omfatte alle de sædvanlige Former af Livsforsikring, endog Folkeforsikringenharde op, ligesom de nu henvender sig til alle Befolkningsklasser, hvilket jo ogsaa fra et forsikringstekniskStandpunktset det eneste rigtige; Anstalterne oprettes som sagt i Tilknytning til »Landschaften«,altsaaprovinsvis, under Medvirkning af selve Provinsforvaltningen, der da — i hvert Fald delvis — yder Garantikapital af Provinskassens Midler og stiller Provinsens Embedsmandsstab til Anstalternes Raadighed ved Administrationens Gennemførelse. HovedprincippetmedHensyn Anstalternes Organisation er altid det at faa dem oprettet i Tilknytning til en offentlig Institution, der til Gennemførelsen af sin egen Administration allerede raader over et fuldt udviklet Forvaltningsapparat, der da tillige kan virke for Livsforsikringen,som kan gennemføres særlig billig. De nye Livsforsikringsanstalter betegner sig som »öffentlich-rechtliche« og »gemeinnützige«, og

deres offentlige Karakter forklarer sig allerede ud fra det foran om deres Oprindelse og Organisation anførte, men viser sig bl. a. ogsaa deri, at de er undtagne fra det Tilsyn, der ved Rigsforsikringsloven af 12. Maj 1901 er anordnet for de private Forsikringsselskaber, og som udøves gennem > Aufsichtsamt für Privatversicherung«;desorterer under de respektive Indenrigsministre. Den almennyttige Karakter, som Anstalterne gør Krav paa at have, forklares ud fra den Omstændighed, at de ikke som de private SelskabererErhvervs men at hele det eventuelleOverskudpaa udelt skal komme de forsikrede til gode; desuden vil de i deres Virksomhed—navnlig de opsamlede Midlers Anbringelse—støtte sociale Formaal, saaledes har der f. Eks. været talt og skrevet en Del om, at de skulde søge at fremme Haveby- og Egenhjemsbevægelsen.

Den første offentlige Livsforsikringsanstalt af den her omhandlede Art oprettedes i 1910 i Kønigsberg¹) af den der domicilerede østpreussiske »Landschaft« paa Initiativ af Generallandschaftsdirektør Geheimer Ober- Regierungsrat Dr. Kapp, der er at betragte som den egentlige Ophavsmand til de offentlige Livsforsikringsanstalte ²), for hvis Udvikling han har gjort og vedblivendegør meget energisk Arbejde. Allerede i 191¹ oprettedes der tilsvarende Anstalter i Provinserne

---

1) Untersuchungen über das Versicherungswesen in Deutschland. Herausgegeben vom Verein für Sozialpolitik. München und Leipzig 1913. Pag. 289—93.

2) Alfred Manes: Versicherungslexikon. Ergänzungsband. Tübingen 13. Art. öffentliche Lebensversicherung. Pag. 478.

Westpreussen, Posen, Pommern og Schlesien; i disse sidste Provinser er det selve Provinsforvaltningen, der med Støtte af de lokale »Landschaften« og delvis ogsaaaf offentlige Brandforsikringsselskaber har overtagetOprettelsen Administrationen af de enkelte Anstalter. Inden Udgangen af Aaret 191¹ sluttede de nævnte fem Provinsers Anstalter sig sammen i »Verband öffentlicher Lebensversicherungsanstalten in Deutschland«,der sit Sæde i Berlin, og som i 1912 fik Tilslutning af endnu en Provinsanstalt, der i Mellemtidenvar oprettet i Brandenburg. Siden^x) er der i Efteraaret 1913 oprettet en offentlig Anstalt i Regeringsdistriktet Wiesbaden, og i Februar og Marts i Aar har Provinslanddagene i Rhinprovinsen, Sachsen og Westphalen taget Bestemmelse om Oprettelse af Provinsanstalter der; endvidere er der besluttet oprettet Anstalter i Kurhessen og Waldeck, hvor de dog først skal begynde deres Virksomhed den 1. Jan. 1915. De offentlige Anstalters første Forretningsaar var altsaa 1911, i hvilket kun den østpreussiske Anstalt virkede, 1912 var der allerede 6 Anstalter i Virksomhed, og nu er der 7, hvortil i den allernærmeste Fremtid kommer endnu 5. De hidtil oprettede Anstalter har saa vidt vides alle sluttet sig til det i 1912 oprettede Forbund.

Dette har for det første den forsikringstekniske Opgave at drage Omsorg for en rationel Risikofordelingvedat i Genforsikring fra de enkelte Anstalter de Dele (Exedenter) af Forsikringssummer, der ligger over den Maksimumssum, som Anstalterne har besluttet at beholde for egen Regning, og for det

---

1) De efterfølgende Oplysninger er meddelt mig af Direktionen for »Verband öffentlicher Lebensversicherungsanstalten«. C. T.

andet skal det gennem en Centralisering af nogle af Forvaltningsopgaverne søge at formindske Administrationsomkostningerne;isaa kan mærkes, at Forbundet foretager alle mathematiske Beregninger for de enkelte Anstalter, — beregnnr Tarifer, Præmiereserver,Tilbagekøbsværdieretc. dem, samler Statistikogbearbejder -_— og desuden besørger Bedømmelsen af de forsikringssøgendes Helbredstilstand; derimod er Forvaltningen af de opsamlede Formuer de enkelte Anstalters egen Sag¹); for det tredje skal Forbundet ligesom de enkelte Anstalter drive direkte Livsforsikringsvirksomhed navnlig i de Stater, hvor der endnu ikke findes offentlige Anstalter, hvis Oprettelse imidlertid skal tilstræbes gennem Forbundets direkte Arbejde, der skal virke som en Forberedelse, og hvis Resultater skal overdrages til de Anstalter, der eventueltmaatteblive Forbundet beholder ikke for egen Regning alt, hvad det har overtaget fra de enkelte Selskaber eller har tegnet direkte; da der ved de offentlige Anstalters Start var nogen Frygt for, at de bestaaende private Selskaber skulde nægte at genforsikreforAnstalterne, disse at sikre sig mod en Boykotning i saa Henseende ved at starte et helt nyt Genforsikringsselskab »Deutschland«, der har hjemme i Königsberg, har en Aktiekapital af 3 Mill. Mk., og i hvis Bestyrelse de offentlige Anstalters Forbundharsikret en betydelig Indflydelse-, til dette Selskab afgiver Forbundet nu i Genforsikring, hvad det mener overstiger dets egne økonomiske Kræfter at de direkte tegnede eller fra de enkelte Anstalter overtagne

---

1) Verwaltungsbericht der Lebensversichemngsanstalt der ostpreussischen ftir das i Geschåftsjahr 1911. l^Jag. 49.

Forsikringer. De fem Selskaber, der oprindelig dannedeForbundet,forsynede Forening dette med en Stamkapital af i^x/₂ Mill. Mk., der er rentefri i de første 5 Aar og derefter skal forrentes med 3x3^x/₂ %P-a- En Tredjedel af Stamkapitalen indbetaltes kontant; Restenbetalespaa Hver enkelt Provinsanstaltharsom en fuldt indbetalt Garantikapital af i Mill. Mk., og da der nu allerede er 7 Anstalter i Virksomhed, raader de offentlige Livsforsikringsanstalter for Tiden over en samlet Garantikapital af 10 Mill. Mk., naar Genforsikringsselskabets 3 Mill. Mk. store Aktiekapitalmedregnes.

De offentlige Livsforsikringsanstalter, hvis Organisationi er skitseret foran, tegner som allerede bemærket nu alle Arter af almindelige Livs- og Renteforsikringer;fra af Aaret 1913 har de ogsaaoptaget for Folkeforsikringens Udbredelse, idet de paa den ene Side hævder, at de private Selskabermed udpræget erhvervsmæssige Karakterikke sig for en billig Gennemførelse af Folkeforsikringen, og de paa den anden Side af politiskeGrunde vil se det forsikringssøgende übemidledePublikum større Omfang ty til det af det tyske Socialdemokrati oprettede nye Folkeforsikringsselskab»Volksfürsorge«, menes at kunne give Anledningtil af forskellig Slags — navnlig af de forsikredes Penge i partipolitiske Øjemed. Som speciel Modvægt mod det socialdemokratiske Selskab har de bestaaende private Livsforsikringsselskaber forøvrigt i Forening oprettet et særligt Folkeforsikringsselskab »Deutsche Volksversicherung«, men de offentlige Anstaltermener at dette Selskab alene magter Opgavenat

gavenatbekæmpe den socialdemokratiske Fare • netop med Hensyn til Folkeforsikringen, der bør gennemføres delvis filantropisk, har de offentlige Anstalter da en særlig Opgave: de arbejder billigt, er nationale og upolitiske. Efter en under en Forhandling i den tyske Rigsdag om de offentlige Anstalter falden Udtalelse skulde der af disse ved Begyndelsen af indeværende Aar allerede være tegnet Folkeforsikringer til et samlet Beløb af 8 Mill. Mk.^x).

Blandt de Forsikringsformer, der iøvrigt arbejdes med, spiller den foran nævnte Gældsudligningsforsikring som sagt en betydelig Rolle, ikke mindst i Agitationen, og den fortjener derfor en særlig Omtale, saa meget mere som den i vor hjemlige Praksis er ganske ukendt. Af denne specielle Forsikringsforms teoretiske Udviklinghar i 1909 afdøde bekendte Hypothekbankdirektør,Dr. Hecht, indlagt sig særlig Fortjeneste (jfr. Dr. Felix Hecht: Der europäische Bodenkredit. Erster Band. Leipzig 1900), idet han i en Aarrække arbejdede energisk i Skrift og Tale for at faa Livsforsikringenbragt Forbindelse med Hypotheklaan som et Middel til Landbrugets »Entschuldung«; paa Grundlagaf Hechts Teorier søgtes Forsikringsformen allerede i 1896 ført ud i Praksis paa Initiativ af den daværende bayerske Hypothekbankdirektør Ritter von Rasp, men den vandt ikke dengang nogen Udbredelse, da de bayerske Bønder ansaa denne Forbindelse af Livsforsikring med Prioritetslaan for at være for dyr; siden er der vel af nogle private Livsforsikringsselskaber gjort enkelte Forsøg paa at skaffe Kombinationen Indpashos

---

1) Deutsche Versicherungs-Zeitung Nr. 14. 19;₂ 14,

pashosde laansøgende Landbrugere, men noget Resultataf er hidtil ikke naaet gennem disse Bestræbelser, og efter at »Landwirtschaftsrat« havde stillet sig ret kølig overfor Försäkringsformen, som den havde taget op til Diskussion, var der i en Aarrække stille om den, vist nok væsentligst fordi den specielt Hechtske Form for Gældsudligningsforsikringen, der krævede en Livsforsikring ved Siden af den sædvanlige Amortisation, virkelig var for dyr, og det var først, da den østpreussiske »Landschaft«'s nye Livsforsikringsanstalttog op i en noget ændret Skikkelse, — den sædvanlige Amortisation falder bort og i Stedet træder en Livsforsikring, — at den begyndte at faa virkelig praktiskBetydning. at faa en rigtig Forstaaelse af, hvad Gældsudligningsforsikringen egentlig er, vil det være nødvendigt og tilstrækkeligt at beskrive, hvordan den østpreussiske Anstalt gennemfører den; Anstalten i Østpreussen var jo den første offentlige Anstalt, der optog Forsikringsformen, der overhovedet var en væsentlig Grund til dens Oprettelse, og de senere oprettede Anstalter, der vist nok alle tegner Gældsudligningsforsikringer,er det væsentlige grundede efter den førstes Mønster.

De Laansøgere, der hos den østpreussiske »Landschaft«opnaaretLaan, overstiger Halvdelen af den belaante Ejendoms Værdi, skal foruden Renter af Laanet betale et Amortisationsbidrag, der udgør lj₂ °/0/₀ p. a. af hele Laanets Beløb¹). Amortisationsbeløbene

---

1) Ordentlicher 49. General-Landtag der ostpreussischen Landschaft. 11. Errichtung einer Lebensversicherungsanstalt der ostpr. Landsch., als Mittel zur Entschuldung des ländlichen 3 Aufl. Königsberg icjn. Pag. 11.

afskrives ikke paa Laanet, men gaar ind i et særligt Fond og udgør her et Tilgodehavende for den belaante Ejendom, ved hvis eventuelle Salg det maa mederhvervesafKøberen.Naar Tilgodehavende har naaet et bestemt Beløb, kan det forlanges kontant udbetalt af Ejeren af den paagældende belaante Ejendom, har altsaa fra da af Karakteren af et rent Sparekassetilgodehavende.Dadenøstpreussiske nu oprettede sin Livsforsikringsanstalt, tillod den sine Laantagere at anvende de pligtige Amortisationsbidrag som Præmier for en Livsforsikring tegnet i den nye Anstalt, mod at samtlige Policerettigheder overdrages til Kreditinstitutet som en Erstatning for AmortisationsfondetsFormindskning.DenneOverdragelse PolicerettighedernetilKreditinstitutetsAmortisationsfonderdogaf fonderdogafmere formel end reel Betydning; de forfaldne Forsikringssummer vil desuagtet i de allerfleste Tilfælde meget hurtigt kunne udbetales til forsikredes efterladte — eventuelt forsikrede selv; men Kreditinstitutet maa gennem Retten til at hæve Forsikringssummen sikre sig mod, at paagældende belaanteEjendom,medhvis Forsikringspræmierneerbetalt,forringes er det imidlertid godtgjort, at Ejendommen ikke er forringet siden sidste Vurdering, bliver den forfaldne Sum straks udbetalt; endelig kan det jo ogsaa tænkes, at det for Kreditinstitutet kunde blive nødvendigt at angribe Amortisationsfondet, der har Karakteren af et Reservefond,ogfordette Skyld maa Kreditinstitutet have Ret til at hæve de deponerede Policers Tilbagekøbsværdi;nogenFarefor saadanne Tilfælde skulde

indtræde er der dog næppe. Fordelen ved den af det østpreussiske Kreditinstitut tilladte Anvendelse af AmortisationsbeløbenesomPræmierfor Livsforsikring er det, at Laantagerne bliver sat i Stand til at nyde godt af Livsforsikringens Fordele, uden at deres aarlige Udgifter derved forøges; Amortisationsbeløbene skal jo nemlig under alle Omstændigheder udredes. Ved Livsforsikringens Mellemkomst opnaas der Beskyttelsemoddeøkonomiske der ved den sædvanligeAmortisationsmethodealtidtruer Arvinger i det Tilfælde, at Laantageren dør, enten før Amortisationstilgodehavendet har faaet nogen Betydning,ellerefterat er kontant hævet og forbrugt; i intet af disse Tilfælde vil der for en Arving være Midler til Stede til f. Eks. at affinde sig med eventuelle Medarvinger, til at betale en eventuelt opsagt 2den Prioritet eller til at betale anden forfalden Gæld med; er der derimod tegnet en Livsforsikring, vil dennes Forsikringssum være disponibel til de nævnte Formaal. Der er mellem den hidtil benyttede Amortisationsmethodeogdennu Livsforsikringsmethode den samme Forskel som mellem Sparekasser og Livsforsikringsselskaber:LeverLaantagerentilstrækkelig vil den sædvanlige Amortisation være fordelagtigst for ham, ved den sidste Methode sikrer han imidlertid, til hvilken Tid end hans Død maatte indtræde, Tilstedeværelsenafenbestemt og for denne Sikkerhedmaaderselvfølgelig ; de, der lever, maa i Forening betale Forsikringssummerne for dem, der dør, Forsikringsmethoden har imidlertid ved Siden af sine utvivlsomme Fordele ogsaa sine Mangler; det indvendes

saaledes mod den, at den kun kan tjene en begrænset Kreds af Laantagere, nemlig de sunde, og at Kredsenyderligereindsnævresmed Alder Forsikringen bliver for dyr for Laantagere i stærk fremrykket Alder. Paa disse Mangler søger Anstalterne at bøde ved at tillade, at Amortisationsbeløbene anvendessomPræmierfor Forsikring for en af Laantagerensnærmestepaarørend ¹) — Hustru, Søn, Svigersøn,Barnebarno.s. — i saadanne Tilfælde, hvor Laantageren ikke selv kan tage Forsikring paa Grund af Sygdom eller fremrykket Alder. Naar en belaant Ejendom, hvis Ejer har tegnet en Gældsudligningsforsikring,sælges,erdet Tilbagekøbsværdi,derudgørEjendommens i Amortisationsfondet, og som altsaa roaa mederhverves af Køberen; hvis Sælgeren nu vil fortsætte med at være forsikret, betaler han den af Køberen modtagne Tilbagekøbsværdi til Kreditinstitutet, der til Gengæld udleverer ham Policen til fri Raadighed, og han maa da fremtidig betale Præmier for denne som for enhver anden Livsforsikring; vil Sælgeren ikke opretholde sin Forsikring, beholder han den fra Køberen modtagne Tilbagekøbsværdi, og Kreditinstitutet hæver det tilsvarendeBeløbhosLivsforsikringsanstalten lader det tilflyde Amortisationsfondet som den solgte Ejendoms Tilgodehavende; Køberen kan altsaa under ingen Omstændighederhavenogetimod betale Sælgeren hans Polices Tilbagekøbsværdi.

---

1) Pommersche Provinzial-Lebensversicherungsanstalt: Die Verwendung Tilgungsbeiträge zur Lebensversicherung. Stettin 1913. Pag. 11.

Gældsudligningsforsikringen kan enten være en ren Dødsfaldsforsikring eller en Forsikring med Udbetaling ved Død eller senest ved en bestemt Alder; i sidste Tilfælde egner den sig ogsaa til en Afløsning af Aftægt. kan endelig tegnes for en Del af Amortisationsbidraget: dette behøver ikke i sin Helhed at anvendes som Præmie; paa den anden Side kan der ogsaa tegnes en større Forsikring end den, der svarer til en Præmie lig Amortisationsbidraget, men i saa Fald maa der, hvis der kun ønskes én Police, gives skriftlig Forsikring om, at man gaar ind paa, at Amortisationsbidraget med det i den nødvendige Præmie manglende Beløb. Indfries det paa Ejendommen optagne faar forsikrede selvfølgelig sin Police udleveret fri Raadighed. Gældsudligningsforsikringen lader sig selvfølgelig lige saa godt anvende i Byerne som paa Landet, og de offentlige Anstalter er derfor bestræbte paa ogsaa at indføre dem der.

I det første Forretningsaar — 191¹ —, da den østpreussiske Anstalt var ene om Virksomheden, og denne kun dreves i selve Provinsen Østpreussen, tegnedesder til et Beløb af ialt godt 7 Mill. Mk.¹). Af disse var godt 41/«4¹/« Mill. Mk. Gældsudligningsforsikringer,ca. ^3/43 _/4 Mill. Mk. almindelige Livsforsikringertegnede Landmænd og 0.8 Mill. Mk. alm. Forsikringer tegnede af andre Befolkningsklasser. Ved Slutningen af Regnskabsaaret 191² var der hos samtlige offentlige Anstalter en i Kraft værende Forsikringsbestandaf 35% Mill. Mk. Kapitalforsikringer, hvoraf over Halvdelen var Gældsudligningsforsikringer,

---

1) Verwaltungsbericht der Lebensversicherungsanstalt der ostpreussischen für das i. Geschäftsjahr 1911. Pag. 32^—33.

og Renteforsikringer til et Beløb af 31000 Mk. aarlig Rente.¹) For Aaret 1913 foreligger der endnu ikke nogen Beretning, men i Følge en mig af Direktionen for »Verband öf. L. i. D.« velvilligst given Meddelelse var den samlede Forsikringssum, der indtil 1. April 1914 ialt var begæret hos samtlige Anstalter 127 Mill. Mk., hvoraf de 52 Mill. Mk. faldt paa Gældsudligningsforsikringer;i nævnte Beløb er ikke medregnet Folkeforsikringer og Renteforsikringer. Det er altsaa ingenlunde helt übetydelige Resultater, de offentlige Anstalter hidtil har opnaaet.

Med Hensyn til Anbringelsen af Anstalternes opsamledeMidler Statuterne i Almindelighed²), at mindst en Fjerdedel skal anbringes i Rigets eller ForbundsstaternesObligationer, Præmiereservernes forskelligeStørrelse de forskellige Stater skal være Maalestokken for det Forhold, hvori Obligationerne skal erhverves. løvrigt hævder de offentlige Anstalter, at de ved Formueanbringelsen vil følge det modsatte Princip af de private Forsikringsselskabers. Disse sidstetilstræber deres Kapitalanlæg den størst mulige Centralisation og tilfredsstiller derfor kun StorbyernesKreditbehov. Slutningen af 1909 var f. Eks. af de private Livs- og Ulykkesforsikringsselskaber 3680 Mill. Mk. anlagt i Hypotheker; af disse faldt 3637.0 Mill. Mk. eller 98.9 °/0/₀ paa By hypotheker og af disse atter de 58.9 °/0/₀ paa Storberlin. De offentlige Anstalter vil i Modsætning hertil lade deres Udlaanskapitaler tilflydede

---

1) Bericht über die Verwaltung des Verbands öffentlicher Lebensversicherungsanstalten Deutschland für das Jahr 19^12. l'ag. 3—4-

2) Untersuchungen über das Versich, o. s. v.

flydedeKredse, fra hvilke Præmierne stammer-, de vil ved Kapitalanlægene følge Decentraliseringsgrundsætningenfor modvirke Kapitaludvandringen fra Landet til Storbyerne, specielt Storberlin.

Det kan ikke undre, at de talrige nye Livsforsikringsanstalter,der under alle Omstændigheder betyderen af den allerede i Forvejen tilstrækkeligkraftige paa Livsforsikringsomraadet, har mødt en stærk Kritik fra forskellig Side. Til at begynde med var Oppositionen mod Anstalterne ret spredt, vist nok fordi man ret almindelig mente, at det blot drejede sig om et lokalt begrænset Forsøg, der maaske paa Grund af de særlige Forhold i Østpreussen kunde have nogen Udsigt til at lykkes der, og som i hvert Fald ikke kunde faa nogen videre Betydning" for de alt eksisterende Selskaber, saa længe der kun var Tale om at tegne Gældsudligningsforsikringer-, efte.rhaandensom af nye offentlige Anstalter er gaaet Slag i Slag, og Bevægelsen har^ bredt sig fra de preussiske Provinser til andre tyske Stater, dragende alle Forsikringsformer ind under sig, og det endelig i det Par Aar, hvori de ældste af Anstalterne nu allerede har arbejdet, har vist sig, at det ikke er ganske übetydeligeResultater, er opnaaet, er Modstanden mod den nye Konkurrence bleven bedre organiseret, navnlig ogsaa fordi man i Anstalternes Oprettelse mere og mere vil se et Udslag af Bestræbelserne for at faa Livsforsikringen statsmonopoliseret*); man siger som saa, at Monopolets Venner ikke anser det for muligt for Tiden at faa Livsforsikringsvirksomheden overdraget

---

1) Jfr. Fritz Schmelzer: Das Staatsmonopol im Versicherungswesen. Magdeburg 1911. Fag. 4—5.

til Staten, men saa retter deres Bestræbelser paa at faa den kommunaliseret, d. v. s. overtaget af Provinserne, hvilket skulde lette den kommende endelige Overgang til Staten; de nye Anstalter selv nægter imidlertid kraftigt at være Venner af Statsmonopolet. En særlig Grund til Opposition mod de offentlige Anstalter afgiver den Omstændighed, at de er undtagne fra det almindeligeTilsyn Loven af 12/₅ 1901. Ganske naturligt kommer den stærkeste Kritik fra de private Livsforsikringsselskaber,der enkeltvis og dels gennem deres Organisation »Verband deutscher Lebensversicherungsgesellschaften«i Pjecer, i Presseartikler, ved mundtlig Agitation og i Henvendelser til Regeringen har taget kraftig til Orde mod de offentlige Anstalter, men ogsaa de tyske Handelskamre, der enten paa Opfordring eller paa eget Initiativ hidtil har haft Lejlighedtil tage Stilling til Spørgsmaalet om Oprettelsenaf Livsforsikringsanstalter har — vist nok ganske uden Undtagelse — udtalt sig skarpt imod dem.

Med Hensyn til selve Oprettelsen af de nye Anstalter hævder Modstanderne, at der ingen Trang er til disse, da de alt bestaaende Selskaber paa fuldt tilfredsstillende Maade imødekommer Forsikringsbehovet og har opnaaet Resultater, der, hvad Nytilgang angaar, ikke staar tilbage for noget andet europæisk Lands; man maa ikke henvise til, at Tyskland med Hensyn til den private Livsforsikrings Udb-edelse til de store Folkemasser endnu staar tilbage for Englandog Forenede Stater, uden at man samtidig gør opmærksom paa den tyske Socialforsikring, der ikke har noget Sidestykke i de to andre Lande. Der

er faktisk ikke noget Behov for nye Selskaber, og saadannes Oprettelse vil kun betyde, at de i Forvejen høje Anskaffelsesomkostninger yderligere vil stige, og Forsikringen saaledes blive dyrere. — Principielt hævderAnstalternes at Spørgsmaalet om Trang eller ikke Trang er uden Betydning for Oprettelsen, hvilket er i Overensstemmelse med Rigsforsikringsloven, der udtrykkelig siger, at ved Afgørelsen af, om et nyoprettetSelskab have Koncession til at drive Forsikringsvirksomhed, skal Spørgsmaalet om, hvorvidt der er Trang til et saadant Selskab, lades ude af Betragtning;specielt der til, at der i den nyere Tid er oprettet talrige private Selskaber, uden at der har været protesteret derimod, hvilket jo ganske vist ogsaa under den bestaaende Lovgivning vilde have været overflødig".

Kritiken rettes dernæst mod Anstalternes Organisation.Det ikke den nye Konkurrence i og for sig, der kan indvendes noget mod; det er derimod den Maade, hvorpaa Konkurrencen er organiseret. Det er forkasteligt, at Provinsfinanserne forsyner de offentlige Anstalter med Garantikapital, at de allerede ansatte Provinsembedsmænd stilles til Anstalternes Raadighed i Administrationsøjemed, og at der bevilges Midler til Ansættelse af nye Embedsmænd, der er bleven nødvendigeved nye Anstalters Oprettelse. De offentligeAnstalter sig som almennyttige og i Følge den særlige Stilling, de derved hævder for sig, er de fritagne for Indkomstskat; det er da meget urigtigt,at private Selskabers og samtlige Statsborgeres Skatteydelser benyttes som Garantimidler for de skattefriAnstalter til at lønne disses Embedsmænd;

forøvrigt er det uheldigt, at Provinsens Embedsmænd anvendes til Løsningen af andre end forfatningsmæssigt administrative Opgaver, da de derved let vil kunne tabe i Uafhængighed og Autoritet; ogsaa vildleder AnstalternesForbindelse Provinsforvaltningen Publikum,der i Anstalterne ser Statsinstitutioner; i det hele taget maa det anses for meget forkasteligt, at Øvrigheden ved at støtte Anstalterne i Virkeligheden er med til at bekæmpe den private Foretagsotnhedsaand,som dog kan takke for sin nuværende Magtstilling; de offentlige Anstalter er faktisk at betragtesom af statssocialistiske Ideer.

Siden Anstalterne har begyndt at arbejde, klages der endelig stærkt over, at de driver illoyal Konkurrence; søger, siges der, at nedsætte de private Selskaber Publikums Omdømme og at give sig selv Udseendet at være statsgaranterede; de fører den preussiske Regeringsørn paa deres Tryksager; deres Kontorer er ofte i Statens Forvaltningsbygninger, og statslige Organer driver ofte en levende Propaganda for dem; mod dette sidste har >Verband deutscher Lebensversicherungsgesellschaften« forøvrigt protesteret kraftigt hos det preussiske Indenrigsministerium.

De offentlige Anstalters Forhold har ogsaa gentagneGange gjort til Genstand for Diskussion i Rigsdagen. I Januar Maaned i Aar indbragtes ved Medlemmet Behrens en Forespørgsel til Rigskansleren *); Forespørgselen lød omtrent saaledes: i) »Er det Rigskanslerenbekendt,

---

1) Jfr. Deutsche Versicherungs-Zeitung Nr. 2, Nr. 60g Nr. 14 for 8/i, «g 19/₂ 1914.

kanslerenbekendt,at de offentligretlige Livsforsikringsanstalteri Tid gennem urigtige og vildledende Angivelser har stødt an mod de Anskuelser, som »Aufsichtsamt« gør gældende overfor de under dets Tilsyn staaende private Livsforsikringsselskaber og 2) agter Rigskansleren at søge Loven af 12. Maj 1901 ændret saaledes, at offentlig-retlige Anstalter, hvis Forretningsomraadestrækker over flere Forbundsstater, bliver underkastede »Aufsichtsamt«'s Tilsyn og i benægtendeFald, ikke?

Paa denne Forespørgsel svarede Statssekretær Dr. Dellbriich paa Rigskanslerens Vegne: 1) »Da de offent]ig-retligeLivsforsikringsanstalter staar under »Aufsichtsamts«'s Tilsyn, maa Rigskansleren afslaa at tage Stilling til de af »Verband öffentlicher Lebensversicherungsanstalten«ved Presseartikler og mundtlig Propaganda udbredte Angivelser. 2) Rigskanslerenhar i Sinde at forelægge et Lovforslag, der gennem en Ændring i Loven af 12. Maj 1901 bringer de offentlig-retlige Anstalter under »Aufsichtsamt«'sTilsyn, det af de samme Grunde, som bragte de forskellige Regeringer til ved Loven af 12/₅ 1901 at undtage fra denne Lov saadanne paa Landsret hvilende Forsikringsforetagender, som staar under statsligeeller Organers Forvaltning. Der foreliggerikke Anledning til at inddrage offentlige Anstalter under det ved Rigslov ordnede Forsikringstilsyn,da i Forvejen staar under Statsforvaltning og Tilsyn; en Ændring i denne Retning vilde betyde et Indgreb i Lands institutionernes Selvstændighed og i lands lovmæssig Øvrighedsbemyndigelse. løvrigt

beklager Kansleren og den preussiske Indenrigsminister, at Konkurrencen mellem nogle af de offentlig-retlige Anstalter paa den ene Side , og nogle private Selskaberpaa anden Side delvis er bleven ført med Midler, som ikke uden videre kan godkendes, og det er at haabe, at der under den nu indledede Indvirkning fra Myndighedernes Side vil indtræde en Ændring heri«.

Ved en Gruppe af Rigsdagsmænd indbragtes der trods Rigskanslerens afvisende Holdning overfor den foran citerede Forespørgsel i Februar Maaned i Rigsdagen Beslutninger, i hvilke det fordredes, at de offentlig-retlige Anstalter, naar deres Forretningsomraade strækker sig over mere end én Forbundsstat, stilles under Aufsichtsamts Tilsyn, og at alle deres Propagandaforhold de samme Regler, som af Aufsichtsamt givne for de private Selskaber, og at det endelig forbydes alle Embedsmænd og Lærere at gøre deres embedsmæssige Indflydelse gældende til Gunst for nogen som helst Form af Livsforsikring. Ved de af disse Beslutninger foranledigede Forhandlinger, hvori deltog saa vel Forsvarere for som Modstandere af de offentlige Anstalter kom de sædvanlige i det foran staaende kort gengivne Argumenter pro et contra til Orde, ligesom Dr. Dellbrüch atter med den samme Begrundelse som tidligere afviste den krævede Forandring Rigslovgivningen; derimod lovede han atter at have sin Opmærksomhed henvendt paa de uheldige Konkurrenceforhold.

Foreløbig har Modstanden mod de offentlige Anstalteraltsaa
ført til Lovgivningsmagtens Indgriben—

griben—og en saadan vil vel heller næppe komme — og da Anstalterne virkelig synes at arbejde med lavere Tarifer end de private Selskaber og hidtil ligeledeshar betydelig mindre Erhvervsudgifter end ellers almindeligt i Livsforsikringsvirksomheden, synes Anstalterne at have en smuk Fremtid for sig.