EUGEN EHRLICH. Grundlegung der Soziologie des Rechts. München u. Leipzig 19¹3. (Duncker u. Humblot; 10 M).

Sociologien er ved at komme over Børnesygdommene. De Principper, som den fysiske Naturvidenskab siden Baco har staaet sig ved at anvende, kræves nu ogsaa anerkendt af den sociale. Man faar Øjnene op for, at man ikke kan begynde med at fastslaa Resultaterne og

overlade Undersøgelsen til Fremtiden. De store GeneralisationersTid forbi, saavel de syntetiske som de analytiske:Universelle mødes med Skepsis, og Reduktioner af alt Samfundsliv til nogle faa simple Processerer ved at falde i Kurs. Metafysik og beslægtedeTænkemaader man at rense ud, og al personlig Smag og Interesse udelukkes i stadigt højere Grad fra Indflydelse. Kort sagt: Erkendelsens Principper og Metode bliver den positive Realvidenskabs, ligesom ogsaa dennes A and er ved at trænge igennem: frejdig Tillid til Videnskabens Ydeevne, men ædruelig Beskedenhedi Arbejde og ved Udvælgelsen af de umiddelbart foreliggende Opgaver. Frankrig gaar i Spidsen— altid paa sociologisk Omraade — og Tysklander at komme med, trods alle Ny-Kantianere og Ny-Hegelianere m. fi.

Det foreliggende Værk er en Anvendelse af disse Principper paa Rettens Omraade, nærmere bestemt: en Undersøgelse af en Retssociologis Mulighed, Opgaver, Metoder Retten er efter Forf. den faktisk herskende Ordning, hovedsageligt paa økonomisk Omraade, altsaa noget materielt, en Tilstand, en Gruppe givne Forhold, et Indbegreb af sociale Data, i Modsætning til det juridiske Retsbegreb, der blot omfatter statsligt anerkendte eller haandhævede Forskrifter. Kun en ringe Del af den faktiske formuleres af Jurister til Retssæ tning er, brugbare Afgørelse af Stridigheder, og disse kan atter kun i et ringe Antal Tilfælde virkeligt haandhæves ved Tvang. Naar man handler, som den herskende Ordning kræver, naar med andre Ord Retten, det bestaaende, virker som Norm, er det fordi man fødes og opdrages ind i en given social Sammenhæng, ligesom man klæder sig paa en bestemt Maade, fordi det ikke falder én ind (og vil hævne sig!) at gøre anderledes. Statens Tvang spiller kun sjældent og undtagelsesvis med ind.

Hvad er det for Kendsgerninger, der danner Retten,
hvorledes opstaar Retsforhold, hvilke er Retskilderne i

sociologisk Forstand? — Da Retten er den herskende Ordning, er det klart, at Sædvanen er en Bestanddel af den. Men hvad har ellers Indflydelse paa Menneskenes økonomiske Forhold til hinanden og til Tingene? Magten: Herren bestemmer over Slaven eller den livegne, Familien har sit Overhovede o. s. fr. Juristen vil være tilbøjelig til at betragte Magtforhotdet som en Følge af Retten; men selvfølgeligt er det omvendt: det er den ene Parts Svaghed - Trang til Beskyttelse, manglende Modstandsevne— skaber den andens Ret, ikke Retten, der skaber Magtforholdet. Ogsaa en Tings naturlige Beskaffenhedog betingede økonomiske Anvendelse er af Betydning: Løsøre har en anden Ret end fast Ejendom,Agerjord Arveregler end Byggegrunde. Forf.s Paavisning af de sidste to Retskilders Betydning og indbyrdesForhold fryde en Samfundsmaterialists Hjerte. Endeligt skaber trufne Dispositioner — Aftaler, Kontrakter, etc. — mangfoldige Retsforhold. Herved maa det huskes, at al primitiv Ret er speciel, individuel, ikke almindelig. Hver Person, hvert Jordstykke har sin Ret, alt efter de forskellige Forhold af nævnte Art, der gør sig gældende i det enkelte Tilfælde.

Hvorledes opstaar da vor Tids almindelige Ret og Domsnormer? Det er netop Juristernes Værk. Naar en Forfatter giver en Skildring af et bestemt Omraades Retsforhold, vil det være det sædvanlige, det normale, han faar fat i og fremstiller, og det vil da let gaa saaledes, at det der oprindeligt var ment som en Skildring, bliver en Slags Norm: i Tvivlstilfælde vil det afvigende, usædvanlige,have imod sig. Ogsaa som Lærere og Dommere virker Juristerne generaliserende, og ad denne som ad andre Veje faar de Indflydelse paa den faktiske Retstilstand: man handler efter disse Normer. Retssætningerne, der selv er et Produkt af Retsforholdenes naturlige Ensartethed, virker til at gøre disse yderligere ensartede. Juristernes Virksomhed er i denne som i andre Henseender dog ingenlunde helt fri og tilfældig:

det nye, de skaber, er oftest bestemt af Livets Krav. De er en Slags Organer for Udviklingen, men virker ogsaa, og vel oftest, konservativt. Gennem en overordentlig interessant Sammenligning mellem den reciperede Romerret (»Gemeinrecht«)paa og den engelske common law viser Forf. hele denne Indflydelses Betydning og Hovedtrækkeneaf Lovmæssighed. Efter saaledes at have paavist, ad hvilke Veje Ret opstaar, henviser Forf. -den sociologiske Forskning til at sætte ind paa disse forskelligePunkter, hvilke ogsaa Statens Indflydelse maa nævnes, for saa vidt den ikke falder sammen med Juristernes; en Del Forvaltningsret og offentlig Ret hører herhen.

I et saa stort Værk som det foreliggende vil man altid: finde Enkeltheder, som man er lidt betænkelig ved. Det er saaledes efter vort Skøn ikke berettiget at betegne den Erkendelse, »at der findes Retstilstande (Einrichtungen), er uafhængige af den positive Ret«, som den sociologiske Retsvidenskabs fundamentale Forudsætning {S. 240). Vi udelukker jo dog ikke den herskende Ret, der tillige er gældende, »positiv« Ret fra vor Betragtning ; det indses derfor ikke, hvorfor en Retssociologi skulde være umulig, hvis a1 herskende Ret var lovfæstet eller al gældende Ret herskende. Men det skal indrømmes, at dette kun er et Tankeeksperiment; saa selv om den nævnte Erkendelse — »den sociologiske Retsopfattelse« kunde man vist kalde den — næppe er en Forudsætning, er den i hvert Fald afgørende for vor Disciplin fra først til sidst.

Det forekommer os ogsaa, at Forf.'s Retfærdighedsbegreb alt for vidt. Hvis man fastholder den lidt* summariske Deling af det moralske i sympatiske, logiske og æstetiske Elementer, vil det, man i Almindelighedkalder være identisk med de sidste, maaske delvis de næstsidste. Men Forf.'s -»Retfærdighed« synes at omfatte alle ikke-retlige Handlenormer, altsaa al den Moral, der kan gøre sig gældende paa de betragtedeOmraader.

tragtedeOmraader.Man forbavses derfor ikke, naar det fremhæves, at Opfattelserne af Retfærdighed er overordentligtforskellige, til Gengæld saa meget mere, naar Forf. erklærer, at det, trods Retfærdighedens »ewiges Schwanken«, dog skulde være muligt »überall eine deutliche Entwicklungslinieabzulesen« med andre Ord paavise den rene Retfærdigheds Krav. Selv bortset fra den Tvivl, det hævdede konkrete Indhold af dette Krav kunde give Anledningtil, selve Foretagendet, at uddestillere noget fælles væsentligt af forskellige Tiders, Steders, Personers Retfærdighedsideer, overmaade voveligt. Overbevisende er derimod Udredningen af Forholdet mellem den reale Undersøgelse og de foreliggende Datas retlige Vurdering (Tatfrage ctr. Rechtsfrage).

Af det antydede vil det allerede fremgaa, at Værket er mere end en blot »Grundlegung«, idet det giver vægtige reale Bidrag til en Rettens Sociologi. Ligesom Levy- Bruhl's tilsvarende Værk om Moralsociologien vender det sig skarpt mod den herskende »Videnskab« paa dets Omraade: i alt væsentligt med de samme Anker og med samme Ret; Jævnføringen er i det hele taget interessant. Til Indførelse i moderne sociologisk Tænke- og Forskemaade det — ved Siden af hint og efter Læsningen af Durkheims Régles — endog overordentligt vel skikket, helt igennem præget af den positive Retnings bedste Ejendommeligheder.