Syndikalismens Internationale.

I de samme Dage, da de engelske Arbejdsgivere
startede deres Employers Defence Union, afholdtes
i London den første internationale Syndikalistkongres.

Man havde fra forskellige Sider været ængstelig for, at denne Kongres skulde blive en Fiasko, men den omfattende der i Dagene fra d. 27. Septbr._— 4. Oktober samledes i Holborn Hall, ikke mindre end 15 forskellige Lande: England, Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Italien, Sverig, Danmark, Spanien, Brasilien, Argentina, Østrig, de forenede Stater og Polen, pegede i helt anden Retning.

Skønt der forelaa en Række vigtige Forslag til Behandling, Kongressen dog ikke længere end til at fastsætte den Principerklæring, hvorpaa det nye Internationale dannedes.

Erklæringen vedtoges i følgende Form:

1. >Idet Kongressen fastslaar, at Arbejderklassen i alle Lande lider under kapitalistisk og statslig Slaveri, udtaler den sig for Klassekamp og international Solidaritet og for Arbejdernes uafhængige Organisering paa Basis af frie Sammenslutninger.

2. Disse Organisationer skal have til Opgave: Arbejderklassens materielle og intellektuelle Udvikling og som fremtidigt Maal Omstyrtelsé af det kapitalistiske System og Staten.

3. Kongressen fastslaar, at Klassekampen er en
nødvendig Følge af den private Ejendom af ProduktionsogDistributionsmidlerne

ogDistributionsmidlerneog udtaler sig derfor for Socialiseringenaf Ejendom gennem Opbyggelsen og Udviklingenaf til i hele Samfundets Interesse at overtage Forvaltningen af disse Midler.

4. Kongressen fastslaar, at disse Bestræbelser kun kan lykkes, naar de internationale Fagorganisationer ophører at staa splittede gennem politiske og religiøse Anskuelser og erklærer, at Kampen er en økonomisk Kamp, derved forstaas, at de ikke kan naa dette Maal ved at overgive deres Sag til Regeringen eller deres Medlemmer, kun gennem Arbejdernes egen Anvendelse af direkte Aktion i Tilslutning til de økonomiske Organisationers

5. I Overensstemmelse hermed opfordrer Kongressen Arbejderne i alle Lande til at organisere sig i frie, uafhængige, Organisationer og forene sig i international for at opnaa en endelig Befrielse for Kapitalismens og Statens Herredømme«.

Hermed var Grundlaget for en ny, af Socialdemokratiet uafhængig Fagforeningsbevægelse, og det stod nu kun tilbage at drøfte, af hvilken Art dette nye Internationale skulde være.

Der herskede imidlertid delte Meninger om dette Forhold. Italien og Frankrig var imod Oprettelsen af en ny international Fagbevægelse, da man var af den Anskuelse, iøvrigt Lande som Danmark og England ogsaa Talsmænd for, at man skulde blive staaende indenfor de gamle Fagforeninger og indenfor de engang givne Rammer agitere for de syndikalistiske Ideer og Principper. Tyskland, Sverig og Holland var derimod afgjort Tilhængere af en Udskillelse. Resultatet af Forhandlingerne blev dog, at man enedes om fra alle Sider at oprette et Korrespondancebureau i Holland, der faktisk kommer til at svare til den reformistiske Fagforeningsbevægelses Bureau i Berlin.