Gensvar til Forpagter Sonne.

LJa Landstingsmand Sonne holdt sit Foredrag i »Nationaløkonomisk Forening« var det, efter Sagens Natur, umuligt at svare paa staaende Fod paa den omfattende af mine Tal; jeg kunde kun gribe et Par Momenter af særlig Interesse og endda kun ufuldstændigt paa disse Punkter.

Jeg skal derfor forsøge nu at give et kortfattet
Svar paa det væsentligste af Hr. Sonnes Kritik for
derefter at omtale Spørgsmaalet i sin Helhed.

Det første Spørgsmaal gælder: Folketallet og
dets Stigning samt dets fremtidige Fordeling
paa de forskellige Erhvervsgrupper.

Hr. Sonne har, som den ridderlige Modstander han er, gjort opmærksom paa, at jeg, da jeg holdt mit Foredrag »Danmark som Industriland«, ikke havde Folketællingsresultaterne fra 1911 til Raadighed. Disse Tal indeholdt nogle Overraskelser, idet der i det sidste Aarti var indtraadt en forøget Stigning i LandbrugetsFolketal en formindsket Stigning i Haandværketsog i Sammenligning med den foregaaendePeriode.

gaaendePeriode.Medens i Perioden 1890^— ₁₉₀₁ Landbrugetsaarlige havde været 0,2, var den i Tiaaret 1901—1911 o,c. Industri- og HaandværksgruppensStigningsprocent fra 1890^— ₁₉₀₁ 1,6, men fra 1901^—191¹ kun 0,9.

Allerede inden Hr. Sonne holdt sit Foredrag i »Nationaløkonomisk Forening«, havde jeg haft Lejlighed til offentlig at foretage den herved nødvendiggjorte Berigtigelse. Resultatet ses af følgende Tabel:

Til Sammenligning anføres, at Hr. Sonne finder et
Befolkningstal for 1950 af 4,328000.

Det vil ses, at mine efter Folketællingen af 191¹ rettede Tal betyder en noget langsommere Forskydning Forholdet mellem de 2 Erhvervsgrupper end tidligere beregnet paa Grundlag af de ældre Tal.

Men Hr. Sonne kommer i sin Beregning af de fremtidige Befolkningstal til Resultater, hvis Kurver er endnu mindre divergerende, idet de giver højere Tal for Landbruget, lavere Tal for Industri og Haandværk.

Dette beror paa en Forskel i Beregningsmaaden.
I mine Tal er regnet Gennemsnitstilvæksten for en
forudgaaende Periode, i de nye rettede Kurver for

Perioden 1870—1911. Denne Gennemsnitstilvækst for
de forløbne 41 Aar er da antaget som gældende for
de næste 39 Aar.

Hr. Sonne regner derimod med Newtons Interpolationsformel siger derom, at denne af »Sagkyndige for bedst egnet til en saadan Beregning . Ja, dette vilde være rigtigt, hvis det her drejede sig omen Interpolation, en Beregning af et Tal imellem 2 andre kendte.

Men som Hr. Sonne rigtigt bemærker: Beregning af Tal ud i Fremtiden, ikke mellem de kendte, men udenfor de kendte, kan aldrig blive videnskabelig rigtig, men kun en Hypotese, en Formodning, som i større eller mindre Grad har Sandsynligheden for sig.

Og en saadan Forlængelse af Kurven er ikke en Interpolation. Bruger man dertil Newtons Interpolationsformel, man sig til en af Siderne fra den sandsynlige Middelværdi. Og i hvilken Retning man fjærner sig, vil bero paa, om Kurven og Krumningen er voksende eller aftagende mod det kendte Endepunkt, det foreliggende Tilfælde altsaa mod Nutiden. Er denne Krumning voksende, vil den fortsatte Kurve drages til den ene Side, er den aftagende, vil den drages til den anden Side.

Det er efter det nu foreliggende givet, at Landbruget,hvad det nu skyldes de gode Konjunkturerfor i de sidste Aar, eller Statsunderstøttelsentil 1), eller hvad rimeligster, Faktorer, har haft en voksende Tilvækst

---

1) Denne Statsunderstottel.se til Landbruget andrager til Dato ca 33 Miil. Kr.

i Perioden rgoi —11, medens Haandværk og Industri
har haft en aftagende, hvilken ligeledes kan føres tilbagetil
Aarsager:

Toldloven af 1908, der tydeligt har paavirket Tekstilindustrien og Beklædningshaandværket, og Byggekrisen København, der har formindsket Beskæftigelsen Byggefagene.

Men at gøre disse Faktorer, den gunstige for Landbruget, den ugunstige for Industrien, til permanente er jo i Virkeligheden ikke stemmende med Hr. Sonnes Opfattelse. Han kommer kun til det ved fejlagtigt at bruge Newtons Interpolationsformel.

Han har i sit Foredrag i »Nationaløkonomisk Forening« peget paa, at Landbruget ikke bør sætte sig til Rette i den nuværende Konjunktur — som vel allerede er lidt mindre god ogsaa for Landbruget og stole paa, at den varer ved.

Og for Industriens Vedkommende er i det mindste den ene Faktor: Byggekrisen i København, dog væsentlig overstaaet Fænomen, 1911 betegnede faktisk det laveste Punkt.

Det er derfor en forsigtigere Beregning at bruge
Gennemsnitstilvækstprocenterne for en forudgaaende
lige saa lang Periode.

I den af Hr. Sonne givne Tabel ses det, at medens Landbruget i 1870 beskæftigede 52,3% af Befolkningen, beregnes Beskæftigelsen i 1950 til 30,1 °/₀. Her er Nedgangen Procentsatsen kontinuerlig.

Derimod kommer Hr. Sonne til det Resultat, at Haandværkets og Industriens Procenttal er stigende indtil rgi r — nemlig fra 25,8% l 1%7° & 28,7 °/0/₀ i 1911, men derefter aftagende til 1925 og 1950 (28,1),

Dog vilde efter Hr. Sonnes Udtalelser allerede Perioden
igoi —1911 vise en Tilbagegang, idet Tallet for 1901
er 29,7 %.

Dette viser tydeligere maaske end min forudgaaende Fejlen ved at benytte Newtons Interpolationsformel thi Anvendelsen af denne fører til, at den relative Tilbagegang i de sidste Aar paa Grund af Byggekrisen tænkes fortsat i de følgende Aar lige til 1950, hvilket er ganske urimeligt.

Interessant er det, at Hr. Sonne i sin Interesse for Formindskelse af Tallene for Industri og Haandværk synes at lægge Mærke til, at det bliver den 3die Gruppe: Samfærdsel, Handel, Funktionærer og immaterielle Erhverv, som faar Broderparten af Befolkningstilvæksten.

Da Landbruget i Almindelighed ikke under Handelen og delvis regner med at kunne helt afskaffe den, bliver der en vel stor Part til de Erhverv, der ikke ere direkte producerende. Og heller ikke Landbruget dog kunne ønske, at Befolkningstilvæksten væsentligt skal uddannes til Funktionærer.

Nu var Opgaven med mine Tal for 1925 og 1950 ikke at forudsige med Nøjagtighed, hvorledes Fordelingen blive — dette er en positiv Umulighed — ej heller at vise, hvem der blev de talstærkeste, men kun at pege paa, at Landbruget ikke kan optage sit eget Fødselsoverskud, end mindre de andre Befolkningsgruppers, at der derfor foreligger det store økonomiske Problem for os, at skaffe lønnende Arbejde udenfor Landbruget til meget store Befolkningstal, hvis vi ikke skal gaa tilbage i almindelig Velstand eller ty til omfattende Udvandring.

Og til denne Hovedbetragtning fører jo lir. Sonnes
Tal ogsaa.

Hr. Sonne beskæftiger sig derefter med de Produktionstal, jeg har beregnet for Landbrug paa den ene Side, den egentlige Industri paa den anden Side. At Haandværket er udelukket af min Beregning beror paa den fuldkomne Umulighed af gennern Varestatistikken at belyse dets Produktionsværdi, der jo foruden Varefrembringelse ogsaa omfatter meget andet, f. Eks. Bygningsarbejde.

Hr. Sonne gør med Rette opmærksom paa, at for visse Poster i min Beregning — den yderligste er Kaffe brænderierne — er Arbejdsindtægten ringe i Sammenligning med Raastofindkøbet. Mine Tal udgiver heller ikke formcrc, end de er: Bruttotal fordi Nettotallene er meget vanskeligt tilgængelige.

Men dertil kommer, at der knytter sig en særlig Interesse til Bruttotallene, fordi den 3die Gruppe er interesseret i dem. Hvis en Industri nemlig behandler meget store og værdifulde Varemængder, saa vil det sige, at der er betydelige Indtægter udenfor Industrien, som kommer andre Erhvervsgrupper til Gode: nemlig Omsætning og Transport.

At en stor Kaffeomsætning betyder Virksomhed
til Købmandsstanden, Skibsfarten, Havnearbejde 0.5.v.,
er saaledes umiddelbart indlysende.

Forholdet er her som med Cikorieindustrien, Mølleindustrien Sukkerindustrien, kun med den Forskel, at her er tillige Landbruget overordentlig interesseret i den store Omsætning.

Hvad jeg tilsigtede med mine Beregninger over

Omsætningen for Landbruget paa den ene Side, Industrienpaa anden, var ikke at give en eksakt Maalestok,men give et Begreb om Samfundets Interesse i visse Virksomheder.

Landbruget beskæftiger sig altid overvejende med sin Bruttoeksport. Det er da ingenlunde uinteressant at vide, at hvis Landbrugets Bruttoeksport kan regnes til (i 1911) 512 Mill.¹), saa kan. det indenlandske Forbrug af Landbrugsprodukter regnes til 400 Mill, Det er tillige interessant at vide, at Industrien, hvis Eksport fra Landbrugssiden omtales med Medynk, dog" har et Salg af 560 Mill., hvori Haandværkets Produktionsværdi endda ikke er medregnet, saa at denne Omsætning ikke gælder hele Befolkningsgruppen for Industri og Haandværk med sine ca. 800000 Mennesker, men kun den Del af denne Befolkningsgruppe, som ernæres af den egentlige Industri.

Hr. Sonne har nu forsøgt at komme et Skridt
videre, nemlig til at beregne Nettoindtægten for
de to Grupper.

Han nævner de af mig anførte Tal for henholdsvis Landbrugets og Industriens og Haandværkets Skatteindtægt, henholdsvis 290 Mill. Kr. og 282 Mill. Kr. Jeg er enig med Hr. Sonne i— hvad jeg ogsaa i sin Tid udtalte — at disse Tal ikke udtrykker det rette Forhold, de er navnlig for ugunstige for Landbruget. er uddragne af Skattestatistiken, men indeholder dog ikke alene den skattepligtige Indtægt, men tillige den beregnede Arbejdsindtægt for de skattefri, saavel som Formueindtægten.

---

1) Med Benyttelse af Hr. Sonnes Tal.

Fradrages Indtægten af Formue — svarende til, at Hr. Sonne fradrager for Landbrugets Vedkommende Forrentning af Ejendomskapitalerne, saa bliver Landbrugets endda kun 217 Mi 11. Kr.

Hr. Sonne er gaaet en anden Vej, delvis for Industri Haandværk, helt for Landbruget. For Industrien beregnes Indkomsten, dels paa Basis af Lønstatistiken, dels paa Grundlag af Skattestatistiken. Hr. Sonne kommer da til 355 Mill. Kr. mod det anførte Tal af 282 Mill. indbefattende Formueindtægt eller 264 Mill. Kr. uden Formueindtægt. Jeg er nærmest tilbøjelig til at tro, at dette Tal af 355 Mill. Kr. kantaale endnu nogen Forhøjelse, fordi Lønstatistik saavel som Skattestatistik ere mangelfulde.

Dernæst søger Hr. Sonne at beregne Landbrugets Nettoindtægt, men gaar en helt anden Vej, fordi han ikke anser Lønstatistik og Skatte statistik for brugelige. Hr. Sonne opstiller her et Indtægts- og et Udgiftsregnskab det samlede danske Landbrug. Med den store Indsigt, som Hr. Sonne har i disse Spørgsmaal, maatte det ligge nær at antage, at de Resultater, til hvilke han kommer, er i det væsentlige rigtige.

Hr. Sonne kommer nu til det overraskende Resultat,at Nettoarbejdsindtægt ikke er, som Indkomstskatten lader formode, 217 Mill. Kr., men derimod 503 Mill. Kr. Det vil jo sige, at hvis Hr. Sonne har Ret, saa betaler Landbruget kun Indkomstskataf °/0/₀ af sine Indtægter, eller disse er 2V2 Gange saa store som hidtil antaget. Hvis dette er rigtigt, maa man paa Skatteomraadet spørge LandbrugetsSkattemyndigheder: dette lige og almindeligRet? er i hvert Fald et Resultat, som

vidner højt om Hr. Sonnes Redebonhed til at søge
Sandheden og sige den uden at blinke, hverken til
Landstingets Højre eller til Folketingets Venstre.

For mit Vedkommende mangler jeg ikke Sympati for Resultatet. Jo kraftigere, dygtigere og fordelagtigere virker, desto bedre for Industri og Haandværk, desto bedre for Landet og desto lettere for os andre at løse de økonomiske Opgaver, som ikke er Landbrugets, men som Nationen maa kræve løste af os andre.

Men jeg tror ikke desto mindre, at Hr. Sonne
paa dette Punkt er kommet for højt op.

Dette kan maaske forklares udfra Vanskelighederne ved at gennemføre en Beregning af den Art, som Hr. Sonne har foretaget sig, en Vanskelighed, der ganske havde afskrækket mig, som jo ganske vist heller ikke har Hr. Sonnes Betingelser for Beregninger vedrørende Landbrugets økonomi.

Jeg skal kun rent antydningsvis gøre opmærksom
paa, hvor Fejlene maaske kan søges.

Hr. Sonne regner paa Udgiftssiden med Værdien af udenlandske Raastoffer (Foderkorn, Frø, Gødning men han glemmer at medtage Købmandens Avance og Transportomkostningerne fra Indførselsstedet til Landmanden. Det er paa disse tunge og billige Varer jo ikke Smaabeløb, som altsaa maa lægges til denne Udgiftspost — ganske paa tilsvarende Maade maa der fra den beregnede Indtægt fradrages Omkostningerne Transport og Omsætning.

Det beregnede Forbrug af indenlandske Raastofferomfatter
kun en Del af det virkelige

Forbrug. F. Eks. mangler formentlig Dritler¹) til Smørret, som jo alene er en meget betydelig Post. Og en Række Udgiftsposter, der ikke falde ind under Reparation af Bygninger og Inventar, men er Forbrug, saasom Reb, Bindegarn, Smørelse og Olie, Hestesko, Medicin og Dyrlægebetaling, og mange andre, løber sikkert op til betydelige Summer.

Det er gennem denne høje Nettoindtægt for Landbruget, Hr. Sonne kommer til det mærkelige Resultat, pr. Individ har Landbruget 477 Kr. Aarsindtægt, og Haandværk 441 Kr. Aarsindtægt. Man kan søge at vurdere disse Tal kritisk gennem Skattestatistiken, som for Landbruget i Stedet for 477 Kr. kun fører til 200 Kr., for Industri og Haandværk 350 Kr.

Man kan ogsaa ad andre Veje prøve Tallene.

I »Nationaløkonomisk Tidsskrift« Aargang 1912 findes en fortrinlig og meget klar Artikel af Hr. H. P. Tønnesen om Bøndernes Skatteansættelse. Hr. Tønnesen kommer til det Resultat, at denne i al Almindelighed ikke er saa afvigende fra det rigtige, som antaget.

Bruger jeg selve det i denne Artikel givne Materiale, Hr. Tønnesen tillægger en Middelværdi, kommer jeg til et Indtægtstal pr. Individ paa en 50 Tdr. Land stor, middelgod, sjællandsk Bondegaard, hvor der lever Mand, Kone, 2 Børn, Røgter, Karl og en Pige eller Dreng, af 410 Kr. Dette er 14% under Hr. Sonnes Resultat, men endnu langt over Skattestatistiken. imidlertid med en saadan Ned-

---

1) Paa Mødet i Industriforeningen gjorde Hr. Sonne gældende, at Dritlerne var medregnet i Udgifterne til Mejerierne.

sættelse af I40/0> nedbringes de 503 Millioner til 433
Millioner Kroner.

Bruger jeg Hr. Tønnesens Forhold mellem Bruttoog
som Maalestok, vil Nedgangen endda
blive større, idet vi kommer ned til 370 Mi 11. Kr.

Jeg slutter mig forsaavidt til Hr. Tønnesen, som jeg ser mere skeptisk paa Landbrugets Nettoudbytte end Hr. Sonne. Det ligger maaske i, at jeg er Gaardejer Silkeborgegnen og Hr. Sonne Landmand paa Lolland. De fede lollandske Jorder maa vel nok give et lysere Syn paa Landmandens Tilværelse end de magre Sandjorder i Midtjylland, og Industrien har jo formaaet ganske anderledes at støtte Landbruget paa Lolland igennem Sukkerfabrikationen, end Tilfældet er i Jylland.

Jeg vil da til Slut udtale den Formodning, at Sandheden ligger imellem disse Ydertal, at Nettoindtægten Landbruget skai forhøjes, om ikke fra 217 Millioner til 503 Millioner, saa dog til 360 Mi 11. eller med 65%, og at Nettoindtægten for Haandværk og Industri samtidig maa forhøjes med 1o °/0/₀ for at komme til de rigtige Indtægter.

Foretager vi denne Korrigering af Hr. Sonnes
Tabel, faar vi:

Hr. Sonne regner, at 75 Kr. Indtægt paa Landet
har samme Købeevne som 87 Kr. i Byerne.

Indføres denne Korrektion, saa viser det et Overskud
Fordel for Industri og Haandværk af 12 °0.

Antagelsen om, at Landbruget ernærer sin Befolkning end Industri og Haandværk sin, har paa Forhaand Formodningen imod sig. Den Omstændighed, man paa Landet kan leve billigere, fordi i) man bor mindre godt, 2) man gaar ringere klædt, 3) man sparer paa Fornøjelser, er vel et Udtryk for en Økonomi, men det kan ikke omsættes til Udtryk for bedre Ernæring.

Derfor er Forskellen til Gunst for Haandværk og
Industri i Virkeligheden større end de 12 °/0.

Det vilde imidlertid være saare glædeligt, om Hr. Sonne virkelig havde Ret og- jeg paa dette Punkt Uret. Thi da vilde Landbruget have større Evne til at optage og andre Gruppers Fødselsoverskud, da vilde vi ikke behøve at indforskrive Polakker, da vilde de arbejdsløse i Byen flytte paa Landet og Arbejdslønnen stige endnu stærkere i Byerne ad naturlig Vej og uden Fagforeningernes Indgreb, da vilde Georgisterne ikke behøve at kræve Ekspropriation af al Jord, for at virkeliggøre Utopia, i hvilket vi alle er Husmænd, og da vilde Danmark ikke i vor Levetid være gaaet 1000 Millioner Kroner tilbage i sit Mellemværende med Udlandet. Men derom er Hr. Sonne og jeg jo enige, at Landbruget alene kan ikke bære Danmarks »Økonomi«. kan ikke være alene et Landbrugsland, ser vi os saa om efter andre Indtægter, rejser sig Spørgsmaalene, om da Skibsfart, Fiskeri, Handel, Kunstindustri, Kunst og Bøger, kan løse Opgaverne. Hurtigt blive vi færdige med de rent kulturelle Erhverv. De har deres store kulturelle Betydning, vi kan ikke leve af vore Sangere og Malere og end ikke af vore Kunsthaandværkere.

Og regner vi end med Udvikling af Skibsfart, Fiskeri og Handel, Hovedopgaven udenfor Landbruget raaa utvivlsomt tilfalde Industri og Haandværk, og Opgaven med mit Foredrag har ikke været, som Hr. Sonne ikke helt har kunnet nægte sig at udtale, at fremsætte Standsønsker eller at triumfere over Industriens Haandværkets Stilling i Nutid og Fremtid, men derimod at pege paa en økonomisk Opgave, den Opgave at skabe og udvikle en Industri, der kan udrette som Landbruget ikke magter, tjene de Penge, som skal supplere Landbrugets og de andre Erhvervs Indtægter, saa at vi faar ikke alene Balance, men økonomisk Fremgang her i Landet.

Man har fra anden Side udtalt sig langt mindre velvilligt om mine Udtalelser end Hr. Sonne, omtalt mine Udtalelser med bitter Foragt eller endog ladet vedtage Resolutioner i den Anledning. Denne Højtidelighed ikke paa sin Plads, men kan kun forstaas ud fra den urigtige Opfattelse, at jeg har talt Politik i økonomisk Forklædning. Hvor lidet dette passer, fremgaar af den Omstændighed, at en stærk Forøgelse af Industri- og Hanndværksgruppen politisk set betyder — under de nuværende Forhold — en stærk Forøgelse af Socialdemokratiet, og der er dog ingen, der med Rette kan mistænke mig for at ville arbejde just for dette politiske Partis Udvikling. Nej, man faar Lov at tage mine Ord nøjagtig for, hvad de indeholder: det drejer sig om rent økonomiske Opgaver, fælles for hele Nationen, men ogsaa om at se disse, som de er, og ikke af skjulte politiske Motiver og aabenbare Standsønsker lukke Øjnene i for Sandheden og kun se det, man ønsker at se.

Og det nytter ikke at tro — derom er jo Hr. Sonne og jeg ganske enige — at Landbruget kan gøre det alene, det nytter end ikke at tro, at Landbruget har kunnet bære Landets økonomiske Udvikling, thi Sandheden er, at vi overleverer vore Arvinger en Gæld paa henad en Milliard, en Gæld, der endnu stadig vokser, og vore Efterkommere skal saaledes ikke alene tjene til sig selv, men ogsaa afbetale af os stiftede Gæld. Og skal Industri og Haandværk løse sin Opgave, kan det ikke nytte alene at stirre paa Hjemmemarkedet. Opgaven maa ses paa samme Maade, som Landbruget ser sin: det gælder om at erobre baade Hjemmemarked og Eksportmarked; for vor Industri gælder det en haard Kamp, omgivet af Toldmure, med Handelstraktater, der ikke er indrettede paa at skaffe os Fordel mod Fordel, men egentlig sætter os udenfor Spillet, kan vi ikke, med den Fordring, som Landbruget stiller til Industrien, den ikke maa regne med synderlig Beskyttelse, fremad uden 3 Faktorer: Overlegen teknisk merkantil Dygtighed, Kapitalkraft, Sammenslutning.

Kun ved disse Midler kan vi udvikle kraftige Industrier, kan hævde sig i Konkurrencen paa de indenlandske og udenlandske Markeder. Spørges der om, hvorvidt der kan henvises til Industrier, der alt har vist, at de formaar dette, skal jeg som Eksempel nævne:

Sukkerindustrien, Ölindustrien, Margarineindustrien,
Skibsbygningsindustrien o. m. fl.

At Opgaven ikke kan løses ved Kunstflid, Husindustriog
vil et Studium i Marken

af Virkeligheden vise enhver, der kan se, og som vil se. Og af alle disse Grunde maa baade Hr. Sonnes og mine Undersøgelser og Betragtninger føre til den samme Slutning: Den store nationale Betydning, der knytter sig til vor Industris Fremtidsudvikling", fordi vi ikke kan bygge paa Landbruget alene.