I. Obligatorisk Voldgift.

LJet er ikke vanskeligt at paapege de særlige Forhold, som har gjort det muligt for Australien og Ny-Zeeland²) at vedtage, organisere, opretholde og fuldkommengøre en industriel Retsordning, hvortil der indtil den allerseneste Tid ikke fandtes noget Sidestykke, i europæiske eller amerikanske Stater, og som — netop fordi den hviler paa særlige historiske og økonomiske Forudsætninger — sikkert ikke i sin oprindelige Form vil kunne finde Anvendelse paa Forholdene for gammel-kapitalistiske Samfund.

I Australien er det industrielle Liv af forholdsvis
ny Dato og derfor langt mere enkelt og overskueligt
end i Lande, hvor de industrielle Funktioner er Led i

---

1) Denne og en følgende Artikel er en videre Udformning af et Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 27. Februar 1912, omhandlende: Obligatorisk Voldgift, obligatorisk Minimalløn og Ny-Beskyttelse.

2) Naar der i det følgende tales om Australien, underforstaas: Ny-Zeeland, saafremt det modsatte ikke fremgaar af Sammenhængen.

en Udvikling, hvis Oprindelse det i mange Tilfælde vil være vanskeligt for ikke at sige umuligt at paavise. Den Omstændighed, at Industrien i Australien saaledes befinder sig paa det allerførste Udviklingstrin, medens Europas Industri er en Fortsættelse af en gammel økonomisk Kultur, har gjort det muligt for den fjærne Verdensdel at lægge ganske andre Principper til Grund for sin industrielle Retsordning end dem, der har været bestemmende for de tilsvarende europæiske Forhold. Europas nuværende Industri er som bekendt et Resultat de økonomiske Kræfters frie Udfoldelse, og den industrielle Retsordning er først efterhaanden blevet tillæmpet til denne naturlige Udvikling med det Formaal virke regulerende derpaa. Australien har derimod, før der i dette Land kunde siges at foreligge egentlig industriel Udvikling, forsøgt at regulere Forholdene efter Hensyn, som er af langt mere social-etisk end økonomisk Art. Den første Oprindelse til denne Retsordning ligger i Ønsket om ad Lovgivningens Vej saa vidt mulig at afskaffe Strejker Lockouter. Uden til en Begyndelse at kunne overse Følgerne heraf er Australien Skridt for Skridt blevet tvunget frem mod det Punkt, der betegner en offentligretlig Regulering af Arbejdsforholdene i deres Helhed. Modsætningsforholdet mellem Australien og Europa paa det her betragtede Omraade kan med faa Ord udtrykkes saaledes: Europa har en gammel Industri en økonomisk-industriel Retsordning, Australien en ung Industri og en etisk-industriel Retsordning.

Et andet Moment, som maa tages i Betragtning
ved Bedømmelsen af Australiens Arbejdspolitik, er den

forholdsvis ringe Betydning Landets Industri har som Velstandskilde i Sammenligning med Urproduktionerne: Landbrug, Skovbrug og Minedrift. Fra selve Australien udførtes i Aaret 1909 Produkter af national Oprindelse til en samlet Værdi af 62,84 Mill. £¹). Af animalske Produkter og levende Dyr udførtes for 34,65 Mill. £ (navnlig Uld), af Vegetabilier og vegetabilske Stoffer for 8,64 Mill. £, af Tømmer for 1,03 Mill. £ og af Metallerfor Mill. £. Værdien af disse Udførselsgenstandeudgjorde 59,13 Mill. £ eller ikke mindreend °/o af Værdien af den samlede indenlandske Eksport²).

Medens saaledes Landbruget og Guldproduktionen er af overvejende Betydning for Australiens Økonomi, er det i Europa i Hovedsagen Industrien der dominerer. Men den industrielle Kapital er som bekendt i høj Grad international. Jo mere derfor Industrien er Fundamentetfor Lands økonomiske Eksistens, desto større Fare er der selvfølgelig forbundet med en kunstigRegulering Arbejdsforholdene. Resultatet af et kunstigt opskruet Lønniveau, hvorved Kapitalens Udbyttesynker hvad den gennemsnitlig kan faa

---

1) Official Year-Book of the Commonwealth of Australia. Statistics for Period 1901^—1910 pag. 633.

2) Betegnende for den ringe Betydning, man i selve Australien tillægger Landets Industri i Sammenligning med Landbruget, er en Udtalelse, som den engelske Regerings Repræsentant Ernest Aves gengiver i en Beretning angaaende det australske og Minimallønssystem. Paa et Tidspunkt, hvor man i et af de nordvestlige Distrikter trængte til Regn, udbrød en ivrig Tilhænger af det i Provinsen Victoria indførte »wagesboardc-System: denne Regn har naaet til Nordvest, vil den gøre mere godt end hele vor Lovgivning.«

andetsted, vil simpelthen blive, at Kapitalen efterhaandensøger
fra det paagældende Land.

Naar dernæst Australien, som ovenfor berørt, kun i ring"e Grad eksporterer Industriprodukter, saa er dette ligeledes en Omstændighed, som gør det muligt for Landet at opretholde sin offentligretlige Arbejdspolitik. Ved Fastsættelsen af Arbejdsvilkaarene behøver det ikke at tage Hensyn til Stillingen paa Udlandets Marked. godt som hele Produktionen gaar til Dækning det indenlandske Forbrug. I Europa stiller Forholdene sig ganske anderledes. Hvad der her pro duceres i et Land konsumeres i mange andre Lande under Afsætningsforhold, der i det væsentligste bestemmes Konkurrencen. Deraf følger, at selv om et enkelt I .and indfører obligatorisk Voldgift og obligatorisk saa vil det ikke kunne holde et højere Lønniveau end de Lande, hvormed det konkurrerer, mindre det i produktiv Henseende er de andre særlig overlegent. Skulde den obligatoriske Voldgift vinde Indpas i Europa, maatte det ske med ét Slag, aitsaa paa samme Tidspunkt i samtlige industrielle

Men den Omstændighed, at Australien ikke har nogen Eksportindustri, er ikke i sig selv tilstrækkelig til at sikre det bestaaende Voldgiftssystem. Udlandets Konkurrence maa selvfølgelig holdes ude fra Indlandets Marked, og herfor er der ogsaa sørget i fuldt Maal. Ved Hjælp af en overordentlig høj Toldbeskyttelse har man forbeholdt det indenlandske Marked for den hjemlige Industri. Det amerikanske Arbejdsdepartementsvidenskabelige Dr. Clark, Nutidens bedste Kender af australske Arbejderforhold, bemærker

om den australske Industris Stilling paa det indenlandskeog Marked og Voldgiftslovgivningens Forhold dertil: »Australien eksporterer ikke i nævneværdigGrad Sit Afsætningsmarked dækker det med sin Toldtarif. Naar det regulerer sin Løn, formaar det ogsaa at regulere Konkurrencen« 2).

Endelig har de særlige politiske Forhold i Australienøvet ikke ringe Indflydelse paa dets økonomiske Politik. Som bekendt findes der ikke ide australske Stater noget konservativt Parti af nævneværdig Betydning.I af Staterne er det politiske Arbejderpartii og det saavel i Ministeriet som i den lovgivende Forsamling, og i de øvrige Stater udgør Partiet en anselig Minoritet. Den Skillelinje, som formeltfindes, mellem Arbejderpartiet og de mere eller mindre liberale Fraktioner. Navnlig siden 1890 har det politiske Arbejderparti øvet en afgørende Indflydelsepaa Politik. 1904, 1908^— ₀₉ og 1910^—11 besatte Arbejder-Regeringerne Pladserne i Commenwealth Treasury, og Valgene i April 191 o resulteredei, Arbejderpartiet fik absolut Majoritet i begge Forbundsparlamentets Kamre. I 191¹ sad der Arbejderministerier i Ny-Sydwales og Syd-Australien. I Victoria og Queensland indtager Arbejderpartiet en meget fremtrædende Stilling i Parlamentet. Med Støtte af denne politiske Hær er det efterhaanden lykkedes Fagforeningerne at bane Vejen for den industrielle Lovgivning, saa at det nu officielt kan udtales, at de »to a great extent were responsible for these laws« 2). Men selv om den almindelige Politik i Hovedsagen er

---

1) Labour conditions in Australia 1905.

2) Official Year-Book 1911.

socialistisk, saa »anerkendes dog i Praksis Samfundets nuværende industrielle Struktur, og revolutionære Forslager for at blive betragtede som Tegn paa Uansvarlighed« 1).

Det er paa Basis at disse Forhold, at Australien og Isiy-Zeeland har været i Stand til at gennemføre og opretholde sin offentligretlige Arbejdspolitik. At denne Lovgivning har været af eksperimental Natur siger sig selv. Uden Erfaring og med ret forskellige Udgangspunkterhar enkelte Stater gennem Ændringer af de bestaaende Love, Vedtagelse af nye og idelige Konsolideringer efterhaanden arbejdet sig frem til det Punkt i Udviklingen, hvor der gør sig en udpræget Tendens gældende til at ordne disse Forhold i hele Australien efter ensartede Synspunkter: »De industrielle Forhold inden for de enkelte Stater i Commonwealth reagerer selvfølgelig hurtigt overfor Forholdene i de andre Stater. Det er en af Følgerne af en ensartet Tarif og af den Kendsgerning, at de almindelige økonomiskeVilkaar for enhver Del af Commonwealth nødvendigvis maa indvirke stærkt (very intimately) paa enhver anden Del«²). Som et slaaende Eksempel herpaa kan anføres, at Voldgiftsdomstolen i Ny-Sydwalesnægtede fastsætte en højere Løn i Skotøjsfageti Stat end den, som gælder for Skotøjsfageti for ikke derved at formindske Konkurrencemulighedernefor i den førstnævnte Stat³). Af denne unificerende Tendens

---

1) Ernest Aves; Report on the wages boards and industrial conciliation arbitration acts of Australia and New Zealand 1908.

2) Official Year-Book 1911.

3) Paa lignende Maade nægtede Voldgiftsdomstolen paa Ny-Zeeland at betale Lerarbejderne og Pottemagerne i Christchurch den samme Løn som i Aukland, fordi Produktionsomkostningerne er størst i den førstnævnte By. (Twentieth Annual Report of the Department of Labour).

udspringer den nyeste og mest interessante af de hidtilforeliggende paa at løse Lønspørgsmaalet,nemlig saakaldte Ny-Beskyttelse. Sagt med ganske faa Ord er Ny Beskyttelsen fostret af den Tanke, at Beskyttelsestolden i lige Grad skal komme Producenter, Arbejdere og Konsumenter til Gode.

Naar man nu, efter at godt og vel to Decennier er forløbet, siden Tanken om et Obligatorium i Arbejdsforhold Styrke begyndte at trænge igennem inden for det australske og nyzeelandske Samfund, kaster Blikket tilbage over den Udvikling, som derefter er foregaaet, saa vil man se, at denne Udvikling ikke blot har formet sig forskellig inden for de forskellige Stater; men man vil tillige se, at den enkelte Stat uroligt søgende snart har opgivet et af de bestaaende Systemer for et andet, snart har kombineret de enkelte Systemer for paa denne Maade at naa frem til det Maal, som man i Systemets Barndom troede kunde naaes med et Slag, nemlig Afskaffelsen af faglige Arbejdskampe. frem af hele dette social-eksperimentale dukker da tre forskellige Systemer, hvert særtegnet ved sine principielle og tekniske Ejendommeligheder, hvoraf det ældste allerede nu begynder at vige Pladsen for det næstældste, der rimeligvis i sig bærer spiredygtige Kim til Fremtidens industrielle Retsordning, det yngste endnu er for ungt og for ejendommeligt til, at man kan indlade sig paa at stille dets Horoskop. Disse tre Systemer er:

---

3) Paa lignende Maade nægtede Voldgiftsdomstolen paa Ny-Zeeland at betale Lerarbejderne og Pottemagerne i Christchurch den samme Løn som i Aukland, fordi Produktionsomkostningerne er størst i den førstnævnte By. (Twentieth Annual Report of the Department of Labour).

1) Obligatorisk Voldgift.
2) Obligatorisk Minimalløn
3) Ny-Beskyttelse.

Til Grund for Tanken om obligatorisk Voldgift, v. s. Statens Ret til at forbyde vilkaarlig Standsning" af Arbejdet, ligger Teorien om, at Udøvelse af økonomisk Virksomhed under de nuværende Samfundsforhold længer kan betragtes som en Privatsag, en Samfundssag. Et Fags Udøvere, Arbejdere saavel som Arbejdsgivere, er som Helhed betragtet Udøvere af en Samfundsfunktion og kan derfor ikke ved en fælles Beslutning pludselig unddrage Samfundet deres Tjeneste.

Ny-Zeeland, som beundrende er blevet kaldt >et Land, der fører an« og spottende »Arbejdernes Paradis«, har for stedse knyttet sit Navn til det obligatoriske Det var i Aaret 1891, at den senere Arbejdsminister W. Pember-Reeves forelagde første Lovforslag om obligatorisk Voldgift for Ny Zeelands Parlament. Det gik her som senere i de australske Parlamenter: Gemytterne kom til en Begyndelse i frygteligt Oprør. To Gange vedtog Underhuset, of Representatives, Forslaget; men begge Gange strøg Overhuset, Legislative Council, enhver Bestemmelse, som smagte af Tvang. Først efter Valgene i iBp3 vedtog Parlamentet The Industrial and Arbitration Act, Nr. 14 1894. Reeves fortæller i »State Experiments«, at Parlamentet kun »i ringe Grad var interesseret, det snarere morede sig og stillede sig tvivlende«. Han

troede heller ikke selv paa den obligatoriske Voldgifts Fremtid, men mente, at Konflikterne i 99 af 100 Tilfældevilde bilagt ved Mægling.^x) Hovedindholdet af Loven var følgende. Enhver Sammenslutning bestaaendeaf 7 Arbejdsgivere eller Arbejdere kunde indregistreres som Fagorganisation og derved underlægges Lovens Bestemmelser. Enhver saaledes indregistreret Forening kunde indbringe en faglig Konfliktfor lokalt Mæglingsraad, bestaaende af lige mange Arbejdsgivere og Arbejdere. Raadets Afgørelse var ikke bindende, men kunde af Parterne vedtages som saadan (Tarifoverenskomst). Hvis kun en af Parternegodkendte kunde Vedkommende eller selve Mæglingsraadet henvende sig til Voldgiftsretten. Saalænge Sagen behandledes for Retten (Mæglingsdomstolen)var Arbejdsstandsning forbudt. Naar Fagforeningerne straks i stort Antal meldte sig under Loven, skyldtes det maaske næppe saa meget Lysten til at opgive Strejkeretten som de betydelige Fordele, som knyttede sig til Registreringen. Sagen var den, at indtil 1878 var Fagforeningerne saa godt som uden Retsbeskyttelse. Nævnte Aar forøgedes Retsbeskyttelsennoget; først Voldgiftsloven af 1894 anerkendtede Foreningers Retsevne fuldt ud, saa at de kunde erhverve Rettigheder, paatage sig Forpligtelser og afslutte retlig forbindende Tarifoverenskomstermed Og paa Grundlag af disse Bestemmelser er det da, at Systemets Udvikling foregaar i de følgende Aar, snart i fremadskridende, snart i tilbagegaaende Retning. Hvor stærk Trang

---

1) Drummond: Life and Work of Seddon.

der var til Forbedringer, og hvor meget, man havde at lære af Erfaringen, faar man en Forestilling om, naar man hører, at Ændringslove, Tillægslove og Konsolideringsloveknytter til Aarene 1895, 1896, 1898, 1900, 1901, 1903 (3 Love) 1904, 1905 (2 Love), 1906 1908 (2 Love) og 1910.

I Aaret 1895 nedsattes Mindstetallet af en Arbejdsgiverforenings til 5, 1896 skete der kun nogle uvæsentlige Ændringer, 1898 mistede Voldgiftsretten til at bestemme Lærlinges Alder, men fik samtidig Ret til at fastsætte en Minimalløn for Arbejdere alle Fag og en lavere Løn for gamle og ufaglærte Arbejdere. Ved Lov af 20. Oktober 1900 konsolideredes alle bestaaende Love, og samtidig udvidedes Personkreds, som var underlagt Voldgiftsrettens til ogsaa at omfatte uorganiserede Arbejdere og Butiksmedhjælpere, ligesom Voldgiftsretten Beføjelse til at udvide en Kendelses Omraade geografisk til hele Ny-Zeeland, fagligt til hele det paagældende og til beslægtede Fag. Endvidere omdannedes til første Instans for Voldgiftsretten, Tidsrummet for Kendelsernes Varighed forlængedes. Endelig indførtes Bødestraf for Iværksættelse Arbejdsstandsning under Sagens Behandling.

Med denne Voldgiftsrettens udvidede Kompetence traadte nogle af Systemets særlig uheldige Sider klart frem for Dagen. Konflikternes Antal tiltog saa stærkt, at det fik Karakter af en ren Epidemi, og selve Mæglingsinstanserneblev Arnesteder for Konfliktsstof. Da Klagerne over Mæglingsretterne stadig tog til, gav en Lov af 7. Novbr. 1901 Parterne Ret til at gaa direktetil med Sagerne, og samtidig

indførtes en Bestemmelse om, at en Arbejders Afskedigelseeller Indstillelse af Arbejdet under Sagens Behandling skulde kunne begrundes til Voldgiftsrettens Tilfredshed. I Aaret 1903 vedtoges 3 Love, hvoraf de to var uden særlig Interesse (Suppleanter for Dommernei medens den tredje Lov, forudenat Rettens Kompetenceomraade, tillige indførte Straf for Omgaaelse af Domme og Beskyttelse af Foreningsretten og af de ved en Dom tilsikrede Fordele. 1904 udvidedes Begrebet Arbejder og Arbejdsgiver,1905 paany alle bestaaende Love, og samme Aar forbød en Tillægslov overhovedet enhver Arbejdsstandsning i Tarifperioden samt fastsatte paa hvilke Betingelser, der kunde gives Tilladelse til at arbejde under Minimallønnen. Endvidere ordnedes Processen for Voldgiftsretten, og denne fik Beføjelse til i hvert foreliggende Tilfælde at indhente Overrettens Mening. En Lov af 1906 ordner Ansættelses- og Lønforholdene for Voldgiftsrettens Præsident og Medlemmer.Derpaa de bestaaende Love 1908 i den nugældende Hovedlov; men allerede i OktoberMaaned Aar forandredes denne paa et meget vigtigt Omraade (Mæglingsinstansen) og samtidig uddybedes og skærpedes Forbudet mod Arbejdsstandsninger.Endelig en Lov af 1910 faglige Foreninger Ret til at skifte Navn, uden at det paavirker deres Karakter af faglig Organisation. Loven giver endvidere Voldgiftsretten Beføjelse til ikke at tage Hensyn til formelle Uregelmæssigheder og Undladelser, hvis de er uden Betydning for Sagens Realitet.

I det følgende skal der gives en sammentrængt
Fremstilling af Resultaterne af disse 20 Aars Udvikling.

Den obligatoriske Voldgift forudsætter i Følge sit Princip Tilstedeværelse af en faglig Konflikt. Her opstaar da straks det Spørgsmaal, hvad skal der förstaasved faglig Konflikt, og hvornaar kan der siges at foreligge en saadan, eller med andre Ord, hvorledes defineres Begrebet faglig Konflikt henholdsvis efter Formen og Indholdet? Voldgiftsloven taler aldeles ikke om, under hvilken Form en faglig Konflikt skal fremtræde,det den ganske til Fortolkningen, og den gældende Fortolkning har vist sig yderst liberal. Ved faglig Konflikt förstaas saaledes i Praksis ikke blot en saadan Tilstand inden for et Fag, hvor Spændingener saa stærk, at der er overhængende Fare for Strejke eller Lockout, men tillige den simple Kendsgerning, at en Fagforening over for en Arbejdsgiverhar en Række Ønsker, som denne ikke mener at kunne imødekomme. *) Det er maaske paa

---

1) Uddrag af en Højesteretskendelse af 6. August 1906: »Mr. Hoskings er imidlertid, at før der kan foreligge en faglig Konflikt i Voldgiftslovens Mening, maa der være en Tilstand, der nærmer sig til faglig Krig, og som kan resultere i Strejke. Han siger, at Udtrykket Konflikt indbefatter Kamp. Han har paastaaet, at Lovgivningsmagten ikke har haft til Hensigt at tillægge Voldgiftsretten Beføjelse til at regulere faglige med mindre der eksisterede en alvorlig Krisetilstand Arbejdsgivere og Arbejdere i et særligt Fag. Hvis dette Synspunkt er rigtigt, saa har Voldgiftsretten allerede for mange Aar siden udstrakt sin Myndighed udover sin Kompetence; i mange Henvendelser til den var Forholdet mellem og Arbejdere meget langt fra en Tilstand, som passende kunde betegnes som faglig Krig. Men selv om Skabelsen af de industrielle Mæglings- og Voldgiftslove var dikteret af Ønsket om at tilvejebringe et eller andet Middel til at forhindre Strejker og Lockouter, saa er dog Domstolens Jurisdiktion under denne Lov langt mere vidtstrakt end som antaget af Mr. Hosking. Lovgivningsmagten har tilvejebragt et Middel, hvorved enhver Konflikt mellem Parterne vedrørende Arbejdsbetingelserne i en hvilkensomhelst Industri kan fastslaas og reguleres — først ved Mæglingsproces for Boards of Conciliation — hvis denne mislykkes — ved tvungen Voldgiftsproces Court of Arbitration. Den eneste Betingelse, der gaar forud for disse Processer, er, at der maa være en »Konflikt«, dette Udtryk brugt i Lovene har en langt videre Betydning, Mr. Hosking paastaar, og det er ikke knyttet til en Konflikt, hvis vigtigste Kendemærke er Tilstedeværelse af en virkelig Kamp eller Udsigt dertil.

dette Omraade, at Loven har vakt den største Utilfredshed.Den skabt en Klasse af Personer, hvis eneste Formaal er kunstigt at holde Spændingen vedlige.Den hvormed Maskineriet sættes i Gang, har bidraget til »at frembringe en Klasse af Mænd, som fremelsker Utilfredshed, Professionals i Ordets værste Betydning og vidt og bredt kendte som aktive og selvinteresserede Ødelæggere af den industrielle Fred«. (Aves)¹).

Med Hensyn til hvad man fra Indholdets Side skal forstaa ved en faglig Konflikt, nævner Loven dels en almindelig Regel, dels en Række særlige Tilfælde. Ved faglig Strid förstaas i Almindelighed enhver * Konflikt, der opstaar mellem en eller flere Arbejdsgivere,faglige eller Arbejdsgiverforbundpaa ene Side og en eller flere faglige Arbejderforeninger eller Arbejderforbund angaaende faglige Anliggender«. Man spørger da her straks, ja men hvad förstaas da ved faglige Anliggender? Svaret herpaa lyder, at ved faglige Anliggender förstaas»alle som angaar eller staar i Forbindelsemed

---

1) Uddrag af en Højesteretskendelse af 6. August 1906: »Mr. Hoskings er imidlertid, at før der kan foreligge en faglig Konflikt i Voldgiftslovens Mening, maa der være en Tilstand, der nærmer sig til faglig Krig, og som kan resultere i Strejke. Han siger, at Udtrykket Konflikt indbefatter Kamp. Han har paastaaet, at Lovgivningsmagten ikke har haft til Hensigt at tillægge Voldgiftsretten Beføjelse til at regulere faglige med mindre der eksisterede en alvorlig Krisetilstand Arbejdsgivere og Arbejdere i et særligt Fag. Hvis dette Synspunkt er rigtigt, saa har Voldgiftsretten allerede for mange Aar siden udstrakt sin Myndighed udover sin Kompetence; i mange Henvendelser til den var Forholdet mellem og Arbejdere meget langt fra en Tilstand, som passende kunde betegnes som faglig Krig. Men selv om Skabelsen af de industrielle Mæglings- og Voldgiftslove var dikteret af Ønsket om at tilvejebringe et eller andet Middel til at forhindre Strejker og Lockouter, saa er dog Domstolens Jurisdiktion under denne Lov langt mere vidtstrakt end som antaget af Mr. Hosking. Lovgivningsmagten har tilvejebragt et Middel, hvorved enhver Konflikt mellem Parterne vedrørende Arbejdsbetingelserne i en hvilkensomhelst Industri kan fastslaas og reguleres — først ved Mæglingsproces for Boards of Conciliation — hvis denne mislykkes — ved tvungen Voldgiftsproces Court of Arbitration. Den eneste Betingelse, der gaar forud for disse Processer, er, at der maa være en »Konflikt«, dette Udtryk brugt i Lovene har en langt videre Betydning, Mr. Hosking paastaar, og det er ikke knyttet til en Konflikt, hvis vigtigste Kendemærke er Tilstedeværelse af en virkelig Kamp eller Udsigt dertil.

1) Den Forandring, som ved Loven at 10. Oktober 1908 er foretaget Hensyn til Mæglingsraadene, er et Forsøg paa at komme dette uheldige Forhold til Livs.

bindelsemedArbejde, der er udført eller skal udføres af Arbejdere, eller som angaar eller staar i Forbindelse med Arbejdsgivernes Privilegier, Rettigheder og Forpligtelseri hvilketsomhelst Fag, naar undtages Spørgsmaal, som er gjort eller kan gøres til Genstand for kriminel Behandling«. Det siger sig selv, at denne almindelige Definition giver Adgang til Indbringelse af saa at sige alle mulige faglige Spørgsmaal for Domstolene.Der igennem Tiderne staaet hæftige Kampe om Forstaaelse deraf og derigennem om DomstolensKompetenceomraade. har været fremme baade for Højesteret og Kassationsretten, og for hver Gang saadanne særlige Spørgsmaal har været appellerede, er som Regel de i Loven nævnte særlige Tilfælde af, hvad der skal förstaas ved faglige Anliggender,blevet Saaledes appellerede Arbejdsgivernei 1900 en Voldgiftskendelse, der gav Fagforeningsmedlemmer Fortrinsret for uorganiserede Arbejdere, idet de paastod, at Domstolen var gaaet uden for sit Kompetenceomraade. Voldgiftsretten fik Medhold, og en yderligere Følge heraf var, at Loven af 20. Oktober 1900 udtrykkelig nævner dette Forhold som henhørende under industrielle Anliggender.

For at falde ind under Loven er det nødvendigt at optages i et Register, hvis Førelse er overdraget en særlig Embedsmand, Registrator. Ret til Optagelse i Registret har enhver faglig Forening, som for ArbejdsgivernesVedkommende skal bestaa af mindst 7 Medlemmer og for Arbejdernes Vedkommende af mindst 15 Medlemmer.¹) Formaalet med Registreringen er at

---

1) Disse Tal er flere Gange blevet forandrede. Oprindelig skulde en Arbejdsgiverforening bestaa af mindst 7 Medlemmer, fra 1895 af mindst 5 og fra 1900 af mindst 2 Medlemmer. 1908 forhøjedes Tallet til 3. En Arbejderforening skulde oprindelig omfatte mindst 7 Medlemmer, 1908 forhøjedes Tallet til 15.

beskytte Arbejdsgiver- eller Arbejderinteresser i et bestemteller Fag. Fagforeninger, som er indregistreredeunder (Trade unions Act 1908) er ikke umiddelbart anerkendte, men maa indregistreres særligt. Indregistreringen sker paa Grundlagaf Ansøgning, som skal være ledsaget af ForeningensMedlemsfortegnelse, Love og en Afskrift af den Generalforsamlingsbeslutning, i Henhold til hvilkenAnsøgningen indgivet. Lovene skal indeholde en Række nærmere fastsatte Bestemmelser om ForeningensFormaal, Forretningsudvalg o. 1. Bevilges Ansøgningen, udsteder Registrator et Indtegningsbevis(Certificate registration), og samtidig faar Foreningen for alle Forhold vedrørende Voldgiftsloven Ret som juridisk Person.

For Arbejdsgiverforeninger knytter der sig ikke anden Fordel til Registreringen end den, at de derved faar Adgang til Deltagelse i Valget af Arbejdsgivernes Repræsentant i Voldgiftsdomstolen. Enhver Arbejdsgiverforening enkelt Arbejdsgiver kan nemlig baade klage og indklages for Domstolen, uden Hensyn til om den paagældende er registreret eller ej.

Samtidig med Reguleringen faar eventuelt afsluttede Tarifoverenskomster fuld Retsgyldighed. Part ved Afslutningen af en saadan Overenskomst kan en Fagforening(indregistreret Fagforeningsloven), enhveranden Forening, et Fagforbund eller en eller flere enkelte Arbejdsgivere være. En Tarifoverenskomstkan Bestemmelse om ethvert »fagligtAnliggende«,

---

1) Disse Tal er flere Gange blevet forandrede. Oprindelig skulde en Arbejdsgiverforening bestaa af mindst 7 Medlemmer, fra 1895 af mindst 5 og fra 1900 af mindst 2 Medlemmer. 1908 forhøjedes Tallet til 3. En Arbejderforening skulde oprindelig omfatte mindst 7 Medlemmer, 1908 forhøjedes Tallet til 15.

ligtAnliggende«,herunder ogsaa Regler til Behandling af faglig Strid. Ingen Tarifoverenskomst maa vare mere end 3 Aar; men den vedbliver at gælde, indtil den ophæves af en ny Tarifoverenskomst eller en Voldgiftsdom.Denne gælder dog ikke, hvis Foreningenforinden udslettet af Registret. For at en Tarifoverenskomst skal være gyldig, maa den inden 30 Dage efter dens Afslutning deponeres i Justitskontoretfor og saalænge Overenskomsten bestaar, kan enhver Fagorganisation eller Arbejdsgiver anerkende den som bindende for sig ved at give Meddelelsederom nævnte Kontor.

Af de to Instanser, for hvilke Sagerne skal behandles,nemlig og Voldgiftsinstansen, har den førstnævnte, Mæglingsinstansen, altid været en Stridens Genstand mellem Parterne, og det maa ogsaa indrømmes, at den, i den Form hvorunder den fremtraadte indtil Slutningen af Aaret 1908, var alt andet end skikket til at stifte industriel Fred. Landet var inddelt i forskellige industrielle Kredse, hvis Antal fastsattes efter Guvernørens Skøn. Inden for hver Kreds skulde der oprettes en fast Mæglingsdomstol (Board of Conciliation), bestaaende af et ulige Antal — dog højst 5 — Medlemmer, af hvilke det ene (Formanden) skulde vælges af de øvrige Medlemmer. Af disse sidste var den ene Halvdel valgt af de stemmeberettigedeArbejdsgiverorganisationer, anden Halvdel af de stemmeberettigede Arbejderorganisationer inden for den paagældende Kreds. Funktionstiden var 3 Aar. Det viste sig som nævnt, at disse Mæglingsdomstolemeget — rent parodisk — kom til at virke som industrielle Urostiftere. Denne Tendens

kom dog navnlig frem, efter at Raadene ved Lov af 10. Oktober 1900 var blevet omdannede til en første Voldgiftsinstans. Aarsagerne hertil var mange. For det første skortede det i høj Grad paa teknisk Indsigt ved Behandlingen af de foreliggende Konflikter. len af de af Sekretæren for Arbejdsdepartementet (der tillige fungerer som Registrator) aarlig afgivne Beretningerhedder herom: »Megen Tid spildes, naar f. Eks. en Skrædder, en Bager og en Snedker med en Gejstlig eller en Sagfører som Formand skal afgøre tekniske Spørgsmaal i en Konflikt angaaende Skomagere,Bryggeriarbejdere Sættere«. Dertil kom, at de personlige Forhold i Raadene var alt andet end hyggelige. I en Beretning afgivet af Dommeren Backhousefra hedder det, at Formændene manglede den nødvendige Takt og upartiske Optræden, og at Medlemmerne optraadte usømmeligt og forfægtede vedkommende Parts Krav ganske, ensidigt. Og det nævnes som en Paastand, at Konflikterne i mange Tilfælde kun iværksattes for at skaffe Medlemmerne Diæter, ja at Forhandlingerne kun var rene Skinforhandlinger,da paa Forhaand var besluttet paa at lade Sagen gaa til Voldgiftsretten. Loven frembød ganske vist en Mulighed for at komme uden om Mæglingsdomstolene,idet tillod Oprettelse af særlige Raad; men denne Ret blev saa godt som aldrig benyttet,dels Arbejdsgiverne paa deres Side frygtedefor faa med de ivrigste Fagforeningsmænd at gøre i et saadant Raad, dels fordi Arbejderne var bange for at komme paa den sorte Liste.

Omsider blev Tilstanden dog for broget, og den
bekendte Willis Clausul i Loven af 7. Novbr. 1901 tillodderfor

lodderforParterne at bringe Sagerne direkte ind for Voldgiftsdomstolen. Dermed var ogsaa det første Skridt gjort til Mæglingsdomstolenes Ophævelse. Dette lader sig talmæssigt belyse. I Tiden fra 1896 til 1901 indbragtes ialt 156 Sager for Mæglingsdomstolene, og heraf afgjorde disse 43 eller 27,6 °/₀, hvilket jo i sig selv er et ret ringe Antal. Men efter 1901 blev der indtil 31. December 1908¹) kun indbragt 108 Sager for Mæglingsdomstolene, og heraf forligtes 23 eller 21,8%, og samtidig indbragtes ialt 375 Sager for Voldgiftsretten.Endelig Loven af 18. Oktober 1908 helt Livet af Mæglingsdomstolene, der var et af de alvorligste Fejlgreb i Voldgiftsretsystemet; deres Historieviser som et Vrangbillede af den Institution, der var tilsigtet dermed.

Istedetfor de staaende Mæglingsdomstole indførte Loven de saakaldte Mæglingsraad (Council of conciliation),som hver Gang, der ansøges derom af en Part ien Konflikt. Der ansattes til dette Formaal indtil 4 Mæglingskommissærer²) (conciliations commissioners),valgte 3 Aar ad Gangen. Inden for sit Distrikt er den paag"ældende Kommissær beføjet til efter Ansøgning at oprette et Mæglingsraad. Ansøgningenskal Navnene og Antallet paa de Personer (1, 2 eller 3), som sammen med Kommissæren ønskes at skulle behandle Sagen. Et lignende Antal udpeges af Modparten. For at skabe et mere personligtForhandlingsgrundlag de stridende Parter er det bestemt, at de som Mæglingsdommere foreslaaedePersoner være eller have været beskæftiget i

---

1) 1. Januar 1909 forsvandt de faste Mæglingsdomstole.

2) For Tiden findes der 3 Kommissærer.

det eller de Fag, hvori Konflikten foreligger. Finder Kommissæren, at de paagældende Personer ikke besidderde Kvalifikationer, kan han nægte Godkendelse. Ved at give Kommissæren denne Ret har man ment at kunne forhindre Valget af saadanne Personer, hvis Valgbarhed har været en medvirkende Aarsag til Mæglingsdomstolenes Miskredit.

Mæglingsraadet, som skal arbejde hen til en Løsningaf er stillet overordentlig frit. Undersøgelsenskal ske paa noget formelt Grundlag, og Raadet behøver kun at modtage saadanne Indlæg og Udtalelser, som det anser for nødvendige og ønskelige. Ethvert Bevismateriale kan godkendes. Som det senere skal vises, minder hele denne Ordning i paafaldende Grad om Organiseringen af de viktorianske Lønningsnævn.Raadet kun beslutningsdygtigt, naar Kommissærener En Bisidders Fraværelse hindrer derimod ikke Raadet i Udøvelsen af sine Rettigheder. Ethvert Spørgsmaal afgøres ved Stemmeflerhed, undtagennaar drejer sig om Forslag til Konfliktens Bilæggelse. I Tilfælde af Stemmelighed er KommissærensStemme Vidner kan indstævnes og tages i Ed, og Bøger og Dokumenter skal fremlægges, men dog kun for Kommissæren personlig. Kan Mæglingsraadetfaa forligt, fastslaas Resultatet i en Tarifoverenskomst, i modsat Fald er det Raadets Pligt at opfordre Parttrne til at træffe en foreløbig Afgørelse, indtil Voldgiftsretten har afsagt Kendelse. Tidligst i og senest 2 Maaneder efter at Forhandlingerneer skal Kommissæren, hvis Striden ikke kan bilægges, henvise Sagen til Voldgiftsretten, og samtidig kan Raadet enstemmigt afgive et Anbefalingsforslag(recommendation)

falingsforslag(recommendation)med Hensyn til Sagens Løsning, og med Ret til at anføre, at Konflikten skyldesen Parternes »urimelige og ufornuftige Holdning«. Konflikten betragtes dermed som indbragt for Voldgiftsretten.

Ogsaa paa dette Punkt er der en afgørende Forskel den gamle og den nye Ordning. Naar tidligere Mæglingsraadet havde afgivet sit Anbefalingsforslag, der ikke af en af Parterne inden en Maaneds Forløb var indgivet Ansøgning om Sagens Indbringelse for Voldgiftsretten, traadte det paagældende Anbefalingsforslag Kraft og kunde i enhver Henseende fuldbyrdes, om det drejede sig om en af Parterne underskrevet Tarifoverenskomst. Denne Forslagets Retsgyldighed er nu bortfaldet. Den dominerende Underinstans altsaa afskaffet og erstattet med en ren Mæglingsinstans. Denne Ordning betyder for saa vidt en Skærpelse af det obligatoriske Princip, som der nu kun findes én Instans, nemlig Voldgiftsretten.

Saavidt man af de foreliggende Beretninger kan dømme, har Systemet absolut kun vundet ved saaledes at indføre »mere godvillig Forhandling, mindre Rettergang«. Side 117 viser Mæglingsraadenes Virksomhed siden deres Oprettelse og indtil 1. April 1912.

Man vil straks se, at Mæglingsraadene har en langt heldigere Haand til at faa Sagerne ordnede end Mæglingsdomstolenehavde. disse som foran nævnt i Tiden fra 1896^— _1901, da alle Sager skulde indbringes for Mæglingsdomstolene, kun var i Stand til at bilægge 43 af 156 Konflikter eller 27 °/₀, saa har Mæglingsraadenei 1909^{— 12} bilagt 218 af 308 Konfliktereller

fliktereller71 °/₀. Medregnes endvidere hertil 56 delvisløste d. v. s. Konflikter, hvor der kun er übetydelige Divergenspunkter tilbage, saa ses det, at Mæglingsraadene kun i 34 Tilfælde eller 11 °/0/₀ helt har maattet opgive Ævret. Gennemlæser man ArbejdsdepartementetetsBeretninger navnlig Forligskommissærernesspecielle saa omtales overalt den udmærkede Tone og Velvilje, som Parterne under Forhandlingerne har udvist overfor hinanden, og Resultaternebetegnes extremely satisfactory.¹)

---

1) Forlig skommissær en for Northern og Taranoki Distriktet: am glad to say that in nearly all the disputes coming before me during the past year an earnest desire has been shown by both employers and workers to settle their differences in a constitutional way by means of the Conciliation and Arbitration Act, which affords protection to employers and workers alike. The proceedings of the Councils have been invariably characterized by the utmost good feeling on the part of all concerned and ... no unpleasant friction has arisen. (i9¹¹/₁₂)- Forligskommiss ær en for Vellington Distrikt: Notwithstanding the many long and arduous conferences held during the year the feeling between employers and workers has with one exception been of a pleasant nature. (lo.¹¹/^)- Forlig s kommissær en for Canterbury Distriktet:

Voldgiftsretten, hvis Jurisdiktion omfatter hele Ny-Zeeland, bestaar af 3 af Guvernøren ansatte Medlemmer. ene Medlem — Rettens Formand — skal være i Besiddelse af de fornødne Kvalifikationer til at være Medlem af Højesteret. Indtil 10.07 skulde Præsidenten tillige være Medlem af Højesteret; men ved en Lov af 1906 bortfaldt denne Fordring, da det i flere Henseender havde vist sig uheldigt, at der bestod saadan Personalunion mellem Landets økonomiske anden Lovgivning. Voldgiftsdomstolens to andre Medlemmer (de Læge) skal ansættes af Guvernøren Forslag henholdsvis af de faglige Arbejdsgiver og Arbejderforeninger. Der bringes to Personer i Forslag fra hver Side; men medens Guvernøren tidligere frit ved Valget mellem de foreslaaede Personer, han nu (siden 1908) tage Hensyn til Foreningernes saaledes at en Forening med indtil 50 Medlemmer har 1 Stemme, og enhver Forening over 50 Medlemmer har 1 Stemme for hver fulde 50 Medlemmer. Funktionstiden er 3 Aar.

Voldgiftsretten har Beføjelse til at indstævne Vidner,afkræve og fordre Papirer og Forretningsbøger forelagt, og hvis den anser det for nødvendigt, kan den give Modparten Adgang til at gennemgaa de fremlagte Dokumenter. Denne Beføjelse kan Domstolen eventuelt gennemtvinge med Bødestraf eller Fængsel, løvrigt er Domstolen ikke bunden af nogen Procesform

---

At the various conferences held between the representatives of the employers and employees both sides have spoken in appreciative of the work done by the Conciliation Councils. (<9^l7₁₂).

og kan godkende ethvert Bevismateriale. Dens Afgørelserkan
appelleres, hvis det gælder Spørgsmaalom
Kompetence.

Der har aldrig været rettet en saadan Kritik mod Voldgiftsretten som mod Mæglingsdomstolene. Men det erkendes ogsaa fra alle Sider, at saavel Formanden som de læge Medlemmer har udvist den største Upartiskhed, at de har udøvet Domstolens Myndighed med virkelig Overlegenhed og Besindighed. Dette gælder frem for alt med Hensyn til Kravet om Fremlæggelse Forretningsbøger og Modpartens Undersøgelse

Voldgiftsrettens Arbejdsomraade er meget omfattende.
Arbejde bestaar i

Desuden er der de paagældende Aar afsluttet henholdsvis 14, 17 og 25 Tarifoverenskomster. Medens Antallet af frivillige Overenskomster (Tarifoverenskomster)saaledes været stigende, har Antallet af de anførte Sager en faldende Tendens. Det siger sig selv, at det Held, der har fulgt Mæglingsinstitutionen, i høj Grad har aflastet Voldgiftsrettens Arbejde med Hensyntil af Voldgiftskendelser. Ogsaa paa anden Maade er Domstolens Arbejdsstof blevet for¦nindsket;thi

¦nindsket;thimedens tidligere alle Sager angaaende Brud paa Voldgiftskendelser og Overenskomster skulde indbringes for Domstolen, kan saadanne Sager ifølge Loven af 18. Oktober 1908 nu ogsaa indbringes for Underretterne (Magistrates' courts), dog med Appelret til Voldgiftsdomstolen.

Navnlig Voldgiftsrettens Beføjelse med Hensyn til Fastsættelse af det faglige og geografiske Omraade for Kendelserne er af overordentlig stor Betydning for det hele industrielle Liv. Enkelte Regler herfor er fastslaaeti Loven. Oprindeligt var Kendelsen kun bindende for Parterne selv. Følgen heraf var, at de nye Virksomheder, som opstod inden for Tarifomraadet, kunde arbejde paa billigere Vilkaar. I Loven af 20. Oktober 1900 fastsloges det derfor, at en Kendelse ogsaa har bindende Kraft for enhver faglig Organisation eller enkelt Arbejdsgiver, som i Løbet af Tarifperioden repræsenterer eller udøver det paagældende Fag inden for Distriktet, hvor Kendelsen gælder, ligesom en Kendelse ogsaa gælder for de i Virksomheden beskæftigedeuorganiserede Domstolen selv fik Ret til inden for et Distrikt at begrænse en Kendelses Gyldighedsomraade til Byer eller bestemte Egne, eller — efter forudgaaende Meddelelse — at udstrække Kendelsen til faglige Foreninger eller Arbejdsgivere, som ikke var Part ved Afslutningen. Paa lignende Maade kan en Kendelse udvides til at omfatte beslægtedeIndustrier. det derimod drejer sig om at udvide en Kendelse til et andet Distrikt, kan det kun ske efter Anmodning til Voldgiftsretten, og hvis der er Tale om et Fag eller en Fabrikationsgren, hvis Produkter konkurrerer paa Markederne med Produkternefra

ternefradet Distrikt, hvortil Kendelsen udstrækkes. Gælder det endelig en Udvidelse til hele Landet, fordresdet at den oprindelige Kendelse skal omfatte Flertallet af Fagets eller den paagældende Industrigrens Arbejdere.

Foruden de her nævnte Beføjelser havde Voldgiftsretten, tidligere nævnt, allerede i 1898 faaet en i Loven udtrykkelig udtalt Ret til at fastsætte en Minimalløn eller anden Løn samt til at anordne, at en lavere Sats kan fastsættes for Arbejdere, som er ude af Stand til at tjene den vedtagne Minimalløn. I disse to Bestemmelser ligger vel nok Tyngdepunktet for Voldgiftsdomstolens hele Virksomhed. Der er næppe Tvivl om, at det at fastsætte en Minimalløn er en af de vanskeligste Opgaver, der kan stilles, og Parlamentet har da ogsaa klogeligvis afholdt sig fra at give Mæglingsraadene Voldgiftsretten nogensomhelst Rettesnor gaa efter ved Løsningen af denne Opgave. Problemerne myldrer frem her, baade teoretiske og praktiske. Da hele dette Spørgsmaal imidlertid dukker frem igen i Forbindelse med de obligatoriske Lønningsnævn, det være naturligt at behandle det herunder.

Af andre vigtige Bestemmelser maa her nævnes Reglerne for Iværksættelse af Arbejdsstandsning.Noget Forbud mod Strejke findes ikke i Ny-Zeeland. Den første Lov forbød blot Arbejdsstandsning,saalænge Sag verserede for MæglingsogVoldgiftsretten, denne Regel er stadig blevet opretholdt. Loven af 20. Oktober 1900 fastsætter Bødestraf (indtil 50 £) for enhver, som deltager i eller medvirker til en ulovlig Arbejdsstandsning, og i Aaret 1901 uddybedes Forholdet yderligere ved en Bestemmelseom,

melseom,at hvis en Arbejder afskediges eller nedlæggerArbejdet en Sags Behandling", skal det paa en for Voldgiftsretten tilfredsstillende Maade godtgøres, at den paagældende Handling skyldes andre Grunde end den foreliggende Konflikt. I 1905 blev Forbudet mod Arbejdsstandsning udvidet til ogsaa at gælde under hele Tarifperioden, og dermed umuliggjordesSympatiaktioner. disse Regler gælder endnu; men Loven af 18. Oktober 1908 har paa indgaaendeMaade hvad der skal förstaas ved en Strejke eller Lockout saavel fra Formens som fra Indholdets Side, ligesom Bødestraffen for Deltagelse i en ulovlig Arbejdsstandsning er forhøjet. Dernæst fastsættes Straf for Understøttelse eller Befordring af en ulovlig Arbejdsstandsning, og her fastslaas rimeligvisfor Gang i den moderne Retsordning det saakaldte kollektive Ansvar, d. v. s. Princippet om Fagorganisationens Ansvar for Medlemmernes Handlingeruden til, om den har været delagtig deri eller ej. Den praktiske Regel lyder: Finder der en Strejke eller Lockout Sted, og deltager Majoriteten af en Fagorganisations Medlemmer deri, maa det antages,at paagældende Organisation har iværksat Arbejdsstandsningen.

Det almindelige Tilsyn med Lovens Gennemførelse er overladt Arbejdsdepartementet, som afgør, hvorvidt der skal anlægges Sag eller ej. Det lokale Tilsyn føres af Fabriksinspektørerne, og siden 1903 er dette Tilsyn blevet dem paalagt som en Embedspligt. Sagerne kan føres saavel af det offentlige som af faglige Organisationer. Oversigt viser Antallet af Sager

angaaende Overtrædelse af Voldgiftskendelser og Overtrædelse
selve Voldgiftsloven i de sidste 3 Finansaar.

Man vil se, hvorledes den foran nævnte Ret til Indbringelse af Sager for Underretterne har indsnævret Rettens Arbejdsstof, idet saa godt som alle Sager indbringes Underretterne. Forholdet har dog ikke vakt særlig Tilfredshed. Der klages over, at de forskellige i ensartede Sager træffer forskellige Afgørelser, samt at Retterne mangler teknisk Indsigt i Forholdene og Forudsætninger for at kunne fortolke Voldgiftsrettens Kendelser. Af de 658 Sager (561 Kendelsesager og 97 Lovsager), som Arbejdsdepartementet i9ⁿ/i2 anlagde, vandtes 512, medens 46 afvistes. foregaaende Aar indbragtes 656 Sager, hvoraf 534 gennemførtes og 122 afvistes. Der er en tydelig Nedgang at mærke i Antallet af Overtrædelser. I den sidste Beretning (io,^u/i2) hedder det herom: >I Virkeligheden kan det siges, at Antallet af bevidste Brud er langt færre end tidligere«.

Det vil ogsaa være af Interesse at betragte Overtrædelserne
deres Natur. En saadan Analyse
giver følgende Resultat for de sidste 3 Aar:

---

1) Anføres ikke i Beretningen.

Denne Oversigt er lærerig. Den viser, at Nedgangen Overtrædelsernes Antal gør sig gældende saa godt som paa alle Omraader. Kun en enkelt og mindre Art af Overtrædelser (Overtrædelse af Paabud om at holde Lønningsbog) er vokset stærkt i de sidste Aar. Endvidere fremgaar det, at man efterhaanden Praksis har fastslaaet det længe omstridte Princip, at ogsaa Arbejderen begaar en Overtrædelse ved at arbejde paa ringere Vilkaar end fastsat i Kendelserne Tarifoverenskomsterne. En Fordeling af Sagerne efter Overtrædernes Stilling i Faget viser følgende:

Siden Lovens Vedtagelse 1894 og indtil 31. Marts 1912 er der i 2281 Tilfælde idømt Arbejdsgivere Bøder til et samlet Beløb af 107334 Kr. Heraf var betalt 101484 Kr. eller 94V2 °/₀. Arbejderne er i samme Tidsrum blevet idømt 38988^. og heraf var 28818 Kr. eller 74% betalt¹).

Det er overordentlig vanskeligt at fælde en helt retfærdig Dom over det ny-zeelandske Voldgiftsprincip. For det første maa det erindres, at Voldgiftsloven kun er et enkelt — ganske vist betydningsfuldt — Led i en hel Række af socialt samvirkende Foranstaltninger, og dernæst at den spænder over et Omraade, hvor faglige, økonomiske, legale, organisatoriske og sociale Modsætningsforhold gør sig mere eller mindre stærkt gældende. Dertil kommer, at dens mangeartede Opgaver huske den omfattende Definition af Begrebet Anliggender) spreder dens Virkninger til de yderste Kroge af det faglige Samarbejdes vidtstrakte Som saadanne Forhold, der paavirker den almindelige Dom over Systemet, anfører Aves i sin Beretning:

x) Den Udstrækning, hvori Faget nyder et lokalt
Monopol.

2) Uafhængigheden af fremmede Markeder og Toldbeskyttelsens

3) Fagets Tillæmpelsesevne.
4) Konkurrencens Styrke.

---

1) Af de Bøder, som er idømt Arbejderne, falder alene 23940 Kr. paa den kendte Slagterstrejke i 1907. Heraf skyldes endnu 5310 Kr., bl. a. fordi 72 af de paagældende Svende er forsvundne.

5) Arbejdslønnens Forhold til Produktionsomkostningerne.

6) Fagets Organisationsforhold

7) Voldgiftskendelsernes Virkning inden for smaa og
store Bedrifter.

8) Minimallønnens Højde og derigennem dens Forhold
til Standardlønnen.

9) Trangen til Fastsættelse af Akkordløn.

10) Arbejdsgivernes Dygtighed og Konkurrencens Beskaffenhed

u) Forholdene paa Arbejdsmarkedet og derigennem
Arten af den anvendte Arbejdskraft.

Og han tilføjer: In this variety of function, and in the variety of trades affected, are found a chief explanationof very different ways in which the Act is regarded. By employers it is disliked, tolerated or accepted; by employees it is suspected, tolerated or welcomed, and, apart from differences of temperament of the persons with whom it has to deal, or differences in political outlook, the conflicting judgments that abound find their chief explanation, in the inherent differences of trades and occupations themselves. Aves ser ikke meget fortrøstningsfuldt paa Fremtiden. Det er ikke, for Arbejdsgivernes Vedkommende, just Lønspørgsmaalet,der den største Misstemning mod Systemet. Det er langt snarere den dermed følgendeNedgang Arbejdsintensiteten, Mangel paa Interessefor og Fagforeningernes Indblanding. Og for Arbejdernes Vedkommende frygter Aves for de saakaldte upopulære Voldgiftskendelser, hvorved förstaas enten saadanne Kendelser, hvori der ikke

mere kan tilstaas yderligere Fordele, eller saadanne, i hvilke de engang gjorte Indrømmelser paany maa tages tilbage. I 1908, da Aves afgav sin Beretning, var der allerede fældet adskillige af den førstnævnte Slags Kendelser,medens kun i et übetydeligt Tilfælde var blevet foretaget en Lønreduktion og i to Tilfælde en Forlængelse af Arbejdstiden. Den Omstændighed, at der i adskillige Kendelser ikke paany er gjort ArbejderneIndrømmelser, sammen med det, Aves kalder Fagenes Coordination, d. v. s. den økonomiske Forbindelse, der bestaar mellem Fagene, og som med en indre Nødvendighed driver Lønnen op til et fælles Niveau, ud over hvilket det enkelte Fag i et givet Øjeblik ikke kan naa, uden at alle de andre Fag følger efter.*) At allerede denne Omstændighed fremkalder Utilfredshed hos Arbejderne siger sig selv, men SystemetsPrøvestund dog først den Dag, da Coordinationsbevægelsen yderligere styrkes gennem nedadgaaende Konjunkturer, saa at selv status quo ikke længer kan opretholdes; men Reduktionen af Arbejdsforholdenebegynder. skal saa vise sig, om ikke Arbejderne foretrækker Kampen i fri Mark for Beskyttelsen under Voldgiftslovens Vinger.

Siden Aves i 1908 fremsatte disse Formodninger, har Ny-Zeeland været hjemsøgt af en forbigaaende Depressionsperiode. Den varede næppe mere end et Aar. I 1908/og finder der en betydelig Nedgang Sted i Værdien af den udenlandske Eksport, efterfulgt af finansiel Slaphed, Standsning i Byggefagene, Jærnfagene

---

1) I det følgende Afsnit om obligatorisk Minimalløn skal jeg komme tilbage til dette Spørgsmaal.

og Møbelindustrien. Men allerede Aaret efter gaar det opad, og 1910/11 og 1911/12 betegnes igen som normaleAar. Udvikling kan derfor endnu ikke siges at være paavirket af Konjunkturnedgang.Vi i det følgende se, hvorledes Forholdene har stillet sig med Hensyn til Registreringen, der jo er et Udtryk for Parternes Anerkendelse at Voldgiftsprincippet,Strejker Voldgiftsdomstolens Stilling til Arbejdernes Krav.

Efterfølgende Tabel viser Antal af registrerede
Foreninger og deres Medlemsantal saavel for Arbejdsgivere
for Arbejdere siden December 1903.

Ser man paa Fagforeningernes Medlemsantal, saa viser det sig, at Arbejderne siden Aaret 1905 i stigende Tal har søgt ind under Loven, naar netop undtages det sidste Aar, for hvilket der foreligger Oplysninger, nemlig 1911, hvor Antallet af Arbejdere sank fra 57091

til 55629 eller med 2,6 °/₀. Ikke mindre end 10 Fagforeningermed 6526 Medlemmer (heraf 3 Foreninger med henholdsvis 1026, 1350 og 1531 Medlemmer)lod slette af Registeret. Men samtidig søgte en Del andre Fagforeninger ind under Voldgiftsloven,saa den samlede Nedgang kun beløb sig til 1462 Medlemmer. Denne Nedgang kan i og for sig synes übetydelig; men det maa dog erindres, at naar undtages Aaret 1905, hvor Arbejderantallet sank med 402, har der ikke tidligere været nogen absolut Tilbagegang.En indtræder først i 1911, samtidig med at der »i den seneste Tid er opstaaet en Kritik, som fordrer Lovens snarlige Ophævelse«^x). Om denne Bevægelse og denne Kritik er af mere end forbigaaende Natur, vil de kommende Aar give Svar paa.

Ser man paa Indhold et af de allerseneste Kendelser,saa den begyndende Reaktion mod Loven i alt Fald ikke skyldes den Coordinationsbevægels?, som Aves i 1908 tillægger saa stor Betydning, og som han rent praktisk fastslaar gennem den Omstændighed, at der af 59 Voldgiftskendelser i 1906 var ikke mindre end 26, som opretholdt status quo, tiltrods for at det ikke var første Gang, de paagældende Fags Arbejdsforhold blev regulerede under Voldgiftsloven. Tager man Aaret 1911, saa ser man derimod et ganske andet Forhold. Af 71 Kendelser, som afsagdes det paagældende Aar, var der kun 5 Kendelser, hvori Arbejdsforholdene ikke forbedres, og tager man de fire første Maaneder af 1912, for hvilke der indtil Dato foreligger Oplysninger, saa viser det sig, at 21 Kendelser gav Forbedringer,medens

---

1) Beretningen I9ⁿ/_l2

ger,medenskun i Kendelse opretholdt uforandrede
Forhold.

Foruden Registreringen er Arbejdsstandsningernes og Omfang af afgørende Betydning ved Afgørelsen. af, hvorvidt Loven har opfyldt sit Formaal. Siden dens Vedtagelse i 1894 har der paa Ny-Zeeland været ialt 63 Strejker fordelt saaledes paa de enkelte Aar:

Den første Strejke fandt altsaa Sted i 1906. I 1907 er Strejkernes Antal opgivet til 12, men i Virkeligheden der kun en Konflikt, nemlig den meget omtalte Slagterstrejke. De øvrige Strejker er Sympatistrejker for samme Fag. Derefter har Antallet af Strejker været stigende. Det ringe Antal i 1909 hænger naturligvis sammen med den foran nævnte Depression. naas i Finansaaret igii/12 med 21 Strejker.

Af de 63 Strejker, som saaledes har fundet Sted i den betragtede Periode, falder imidlertid 33 uden for Lovens Omraade og kan saaledes ikke betegnes som ulovlige. Der er altsaa kun 30 Strejker, som er iværksat Trods af Lovens Bestemmelser om Arbejdsstandsninger, heraf karakteriseres endda de 24 som übetydelige, d. v. s. af en saadan Natur, at man ikke fandt Anledning til at iværksætte Retsforfølgelse mod Overtræderne. En Fordeling af de 63 Strejker efter Udfaldet giver følgende Resultat:

Desværre oplyses det ikke, hvorledes de forskellige fordeler sig mellem lovlige og ulovlige Strejker, hvilket det vilde være af stor principiel Betydning at faa oplyst. Af samtlige Strejker betegnes 34 som übetydelige, og lades disse ude af Betragtning, viser det sig, at Strejkerne gennemsnitlig varede i 10 Dage, og at der ialt har strejket 2275 Arbejdere, medens 4523 Personer blev arbejdsløse. Antallet af Strejkedage altsaa ansættes til 22750 og heraf faldt alene c. 7600 paa Aaret 1911/12 eller 33 °/₀. Det er intet Under, at nævnte Aar i den officielle Beretning karakteriseres et yderst uroligt Aar med Hensyn til Arbejdsforholdene. De betragtede Strejker kostede Arbejderne 524376 Kr. i tabt Arbejdsløn og forvoldte Arbejdsgiverne et Tab af c. 668412 Kr. Arbejderne fik 35424 Kr. i Bøder, og heraf er 25380 Kr. betalt. Som det vil ses, er Aaret 1911/12 ogsaa af særlig Betydning Hensyn til Strejker, og da flere af de Strejker, som fandt Sted dette Aar, frembyder visse Lighedspunkter af Værdi ved Bedømmelsen af Voldgiftslovens er det nødvendigt at omtale dem lidt nærmere.

Af de 21 Strejker, som fandt Sted 1911/12, var de 6 af Betydning, de 15 karakteriseres som übetydelige.Den Strejke i værksattes af 25 Funktionærer paa de smaa Kystdampere, som løber ud fra Wellington. Man var misfornøjet med Lønbestemmelserne i en Voldgiftskendelse. Efter 5 Ugers Strejke maatte Rederne gaa ind paa FagforeningensFordringer, der oprettedes en ny Overenskomst.Fagforeningen

enskomst.Fagforeningenidømtes ioo £ for den ulovligeStrejke.
anden Strejke iværksattes af 358
Funktionærer paa Sporvognene i Wellington.
I 473 Dag var al Trafik standset. Arbejderne gennemførtederes
(Fjærnelsen af en Inspektør). Fagforeningendømtes
Underretten til en Bøde af
100 £. En tredje Strejke iværksattes af Slagteriarbejdsmændenei
Standsningen
varede 14 Dage. Arbejderne gennemførte deres Krav
mod at lade sig indregistrere. Strejken var altsaa ikke
ulovlig. Endvidere strejkede 310 Jord- og Betonarbejderei
i en Uge og fik deres Krav
opfyldte. De anklagedes for Brud paa Voldgiftslovens
Strejkeregler. Nogle andre Jord- og Betonarbejderestrejkede
højere Løn, og mente at Strejken
var lovlig, da de havde ansøgt om Udslettelse at Registret.Endelig
34 Havnearbejdere
Time og fik den ønskede Lønforhøjelse. Da Fagforeningenikke
anses for delagtig, blev Sag rejst
mod de enkelte Arbejdere.

Arbejderne har sikkert af disse Kampe uddraget den Lære, at man godt kan staa under Voldgiftsloven °g dog benytte Strejken som Middel til at sætte sine Ønsker igennem, blot man tager Bøden for den ulovlige Saaledes gik det i 4 af de 6 Strejker. Det siger sig selv, at det vilde være højst farligt for Systemet, om denne Moral skulde vinde videre Indpas i Praksis. Ogsaa herpaa maa de nærmeste give Svar!

Det ny-zeelandske Voldgiftssystem har som bekendtbaade
og Tilhængere, Modstandere,
som profeterer dets Undergang, og Tilhængere, som

deri ser den endelige industrielle Retsordning. Der er vel næppe nogen af Parterne, som fuldt ud har Ret. Sandheden ligger vel — som saa ofte — midt imellem. Der er næppe Tvivl om, at Systemet nu er gaaet ind som et fast Led i Ny-Zeelands industrielle Retsordning, og naar dette er sket, skyldes det først og fremmest, at det for Arbejdernes Vedkommende er en frivillig Sag, om de vil anerkende det eller ej. Derved er der skabt en Sikkerhedsventil, som gør det muligt for Systemet at bestaa under de skiftende økonomiske Forhold med større eller mindre Tilslutning fra Landets industrielle Arbejderbefolkning. Men dets Virksomhedsomraadeer bliver Ny-Zeeland. Erfaringen fra Australien har vist, at det ikke nu lader sig omplante til andre Lande, og det simpelthen fordi Udviklingen med Hensyn til Lønspørgsmaalet er traadt ind paa andre og tilsyneladende mere farbare Veje.

---

En følgende Artikel vil omhandle: Obligatorisk Minimalløn og Ny-Beskyttelse.