I. De engelske Fagforeningers Aarskongres.

Den 2. Juni 1868 fandt den første egentlige Fagforeningskongres i Manchester. Der mødte dengang 34 Delegerede, som repræsenterede 118367 Fagforeningsmedlemmer. Dagene fra den i.^— 6. September i Aar fandt den 46. Fagforeningskongres Sted i samme By, og denne Gang var der mødt 557 Delegerede for 206 Fagforeninger 2,243146 Medlemmer. Vil man imidlertid have et rigtigt Billede af de engelske Fagforeningers Omfang, maa hertil lægges et Antal Fagforeninger, repræsenterende /₃ af samtlige organiserede Arbejdere, men som staar uden Tilslutning til Kongressen. Betegnende for de sidste Aars Udvikling er det, at den af de engelske oprindelige konservative Væsen udsprungne til at være sig selv nok, i Aar for første Gang var brudt, idet Repræsentanter for Fastlandets Fagforeninger indbudte Gæster overværede Kongressen. Dermed er Døren aabnet for Paavirkning fra tysk og fransk Socialisme i endnu stærkere Grad, end det hidtil har været Tilfældet.

De tre vigtigste Spørgsmaal, som beskæftigede Kongressen,
den engelske Fagforeningslov af 7. Marts
1913, Tarifoverenskomster og Dyrtidsspørgsmaalet.

Med Hensyn til Loven af 7. Marts 191 3 skal nævnes, at Fagforeningerne ved den saakaldte Osborne Dom med et Slag var blevet lammet i deres politiske Arbejde, idet den paagældende Dom forbød dem at anvendederes Midler til politisk Formaal. Under

Trykket af den voldsomme Kritik, som rettedes mod Osborne Dommen, vedtog derefter Parlamentet Loven af 7. Marts 1913, som under visse Betingelser tillader Fagforeningerat deres Midler til politisk Formaal, nemlig naar saadanne Formaal er anerkendte af et Flertal af Foreningens Medlemmer ved hemmelig Afstemning, og naar Midlerne hertil udredes af et særligt Fond, til hvilket Medlemmerne ikke skal bidrage, hvis de i den i Loven foreskrevne Form har nægtet dette. Ingen maa af den Grund behandles ringere end andre Medlemmer eller nægtes Optagelse i Foreningen. Klage kan indgives af Medlemmer, som mener sig forurettede med Hensyn til de nævnte Bestemmelser.

Paa Kongressen var Loven Genstand for ivrig Diskussion. manglede ikke paa misbilligende Udtalelser over, at Førerne i Parlamentet har stemt for Loven, og det blev ivrigt anbefalet, at Fagforeningerne skulde drive deres politiske Agitation, som om Loven ikke eksisterede. Tilsidst vedtoges dog den af Kongressen foreslaaede Resolution, som gaar ud paa, at Fagforeningerne skai foretage Afstemninger blandt sine Medlemmer som af Loven forlangt, idet Kongressen iøvrigt paa det varmeste anbefalede dem at give deres Tilslutning til Fagforeningernes Arbejde.

Debatten om Tarifoverenskomster omfattede dels deres retlige Regulering, dels deres Udløbstermin. Stillingen til det første Spørgsmaal var i nogen Grad paavirket af en fornylig afgivet officiel Kommissionsberetning, hele dette indviklede Problem indgaaende er behandlet af en af Arbejdere og Arbejdsgivere sammensat Kommission, og hvori det som Hovedprincip hævdes, at den bedste Garanti for Tarifoverenskomsternes Overholdelse søges i Parternes moralske Ansvarsfølelse. Kun paa et enkelt Punkt mener Kommissionen, at der bør gælde en offentligretlig Tvang. En frivillig afsluttet Tarifoverenskomst under visse Betingelser gøres obligatorisk alle Fagets eller det paagældende Distrikts Arbejdsgivere Arbejdere. Et lignende Forslag fremkom

ogsaa paa Kongressen, stillet af de londonske Typografer; men det blev nedstemt hovedsagelig af Frygt for »de gule Fagforeningers« Tarifoverenskomster med Arbejdsgiverne. vedtoges et Forslag om, at alle Tarifoverenskomster have samme Udløbstermin, for derved lette Gennemførelsen af Massestrejke.

Med Hensyn sil Dyrtidsspørgsmaalet forelaa en Resolution, som forlangte, at der skulde, iværksættes en almindelig Aktion for at gennemføre en ugentlig Lønforhøjelse 5 sh. for alle Arbejdere, baade i private og offentlige Virksomheder, da det i Almindelighed maatte erkendes, at Fagforeningernes Resultater de sidste Aar ikke havde kompenseret de stigende Priser paa Livsfornødenheder. en saadan Politik blev det indvendt, at en almindelig Lønstigning kun vilde have en almindelig til Følge, hvorfor Kampen snarere burde dreje sig om en almindelig Reduktion af Arbejdstiden. Resolutionen vedtoges dog med 400000 Stemmers Majoritet.

Af Kongressens andre Beslutninger maa nævnes
Statens Overtagelse af Jærnbanerne, lovbefalet 8 Timers
Arbejdsdag og Landbrugsarbejdernes Forhold.