w!skønt Aaret 1913 hidtil i politisk Henseende har været et Ufredens Aar, er der dog midt under den begyndende Grundlovskamp af Regering og Rigsdag ved forenede Kræfter udført et stort og nyttigt Lovgivningsværk, vil sikre Rigsdagssamlingen 1912^—13 en fremtrædende Plads i vor sociale Udviklings Historie. er herigennem aflagt et nyt Vidnesbyrd om den dybtgaaende Interesse og Forstaaelse, hvormed social Lovgivning omfattes paa Rigsdagen.

De nye Love — alle af 29. April 1913 — som skal omtales i denne Oversigt, er Lovene om Understøttelse Børn af Enker, om Hjælpekasser, om Arbejdsanvisning om Arbejde i Fabrikker.

De to førstnævnte Love henhører under den offentlige Omraade-, det er vor Forsørgelseslovgivning, for Hjælpekassernes Vedkommende er bleven revideret, medens Inddragelsen af Enkers Børn under Samfundets Omsorg betegner en ny og betydningsfuld Udvidelse af Forsørgelsesomraadet.

I. Hjælpekasseloven.

Ved den nye Hjælpekasselov har det navnlig været Formaalet at afgrænse Hjælpekassernes Virksomhed det offentlige Fattigvæsen. Det er i saa Henseende fastholdt, at Hjælpekassernes Opgave er: midlertidig at støtte værdige trængende i deres Bestræbelser for at ernære sig uden Hjælp af Fattigvæsenet. er Hovedvægten lagt paa den midlertidige af Hjælpekassens Bistand. Det maa formentlig erkendes, at den saaledes lovfæstede Afgrænsning er principielt rigtig" og tillige anviser de kommunale Hjælpekasser en frugtbar Arbejdsmark. Der er i den übemidlede Befolknings Liv mangfoldige Tilfælde, hvor en foreløbig Støtte, helst ved et rundeligt bliver af afgørende Betydning til at hjælpe en Familie udover øjeblikkelig Nød, f. Eks, ved at klare en trykkende Huslejegæld, indløse pantsatte Nødvendighedsgenstande paa anden Maade bidrage til Opretholdelse af et truet Hjem, indtil det igen kan gaa fremad. Derimod har Hjælpekasseloven nu bevidst og tydeligt forkastet Almisseprincippet. Offentlig Understøttelse Begrænsning i Tid og Omfang er henvist til det almindelige Fattigvæsen.

Ud fra dette Synspunkt har den nye Lovs § 4 bestemt, at en Person, der indenfor et samlet Tidsrum af 18 Maaneder af Hjælpekassen har modtaget Understøttelsetil af ialt 180 Kr. eller derover, ikke inden 1 Aar fra Udløbet af det Tidsrum, for hvilket Understøttelse er beregnet, kan opnaa Hjælp af KassensMidler, særlige Forhold taler derfor. — Dog gælder denne Regel kun for Personer under

55 Aar, idet man ikke har villet forhindre, at der ydes en varig Understøttelse af Hjælpekassen i de sidste 5 Aar, før Adgang til Alderdomsunderstøttelse indtræder,saafremt herigennem kan hjælpe den paagældendetil holde ud indtil det 60de Aar.

I Lovens § 3 er fastsat, at tidligere modtagen Fattighjælp ikke udelukker fra Understøttelse af Hjælpekassen, der er hengaaet mindst 3 Maaneder efter Fattighjælpens Ophør. Herved har Loven afgjort det ofte diskuterede Spørgsmaal om at overføre fattigunderstøttede Hjælpekassen. En saadan Overgang kan nu ikke mere ske umiddelbart, men kun efter Forløbet af den lovbefalede Karenstid. Herved maa det erindres, den samtidige Gennemførelse af Loven om Understøttelse til Børn af Enker har overflødiggjort den tidligere forefaldne Overførelse fra Fattigvæsenet til Hjælpekassen i de Tilfælde, hvor Humanitetens Krav ofte kunde forsvare en saadan Foranstaltning.

Endvidere er der i samme Lovparagraf lovfæstet forskellige Regler, som tilsigter at drage et rationelt Skel mellem Hjælpekassernes Virksomhed og anden offentlig Forsorg uden Fattighjælps Virkning, for at hver kan faa sit rette Omraade. Saaledes er det udtalt, at Understøttelse ikke maa ydes til Personer, der oppebærerAlderdomsunderstøtteise det offentlige; ej heller maa Hjælpekasserne paatage sig Udgifter til trængende i en Kommune, hvis disse Udgifter kan afholdesaf uden Fattighjælps Virkning for Modtageren. — Sidstnævnte Bestemmelse, der ogsaatidligere oftest har været overholdt i Praksis, er uden særlig Interesse for den understøttede, men derimod af Betydning for Statskassen, som ikke gennemsit

nemsitTilskud til Hjælpekasserne bør delagtiggøres i de Kommunerne lovmæssigt paahvilende Forsørgelsesudgifter.— er det bestemt, at Rejseunderstøttelseaf ikke maa ydes, medmindre det forinden er godtgjort, at der er sikret den paagældendemere rent foreløbigt Arbejde eller Udkommepaa Vis paa Ankomststedet. Herved vil man forebygge, at offentlige Midler misbruges til at fjærne Folk fra deres Hjemsted, ofte til varig Skade for dem selv og til Byrde for fremmede Kommuner.

En Udvidelse af det kommunale Selvstyre har den nye Lov indført, idet den tillader ethvert Sogneraad uden Samtykke af højere Myndighed at yde Bidrag til Kommunens Hjælpekasse. Tidligere skulde Amtsraadets indhentes, hvis Bidraget oversteg et Beløb af 30 øre pr. Indbygger.

.Staten^ TilqWuH til Wiapl npVpQ^prnp er vpH T .ovpti«: §13 fikseret til et bestemt Beløb, nemlig 250000 Kr. aarlig, der fordeles mellem Kommunerne i Forhold til deres Bidrag, dog saaledes at ingen Kommune af Statskassen oppebære mere end Tredjedelen af det Tilskud, der af Kommunekassen er ydet Hjælpekassen. Efter de senere Aars Erfaring vil Statstilskudet sandsynligvis under Tredjedelen. I almindelig finansiel er det af megen Betydning, at Loven har bevilget et fast Tilskud uden at aabne nogen Udsigt til dettes Forøgelse gennem Tillægsbevilling, saaledes at den aarlige Statsudgift forud er nøje bestemt.

Til Oplysning om Hjælpekassernes nuværende Virksomhed meddeles følgende, under Forarbejderne til den nye Lov af statistisk Departement udarbejdede Oversigt for Regnskabsaaret 1911 —12:

Til det fornævnte Kommunetilskud af 1,200569 Kr. maa lægges det Tilskud af 120000 Kr.. som Kø benhavns Kommune havde bevilget til Understøttelsesforeningens Afdeling, der er Hjælpekasse for København.

Den nye Lov har lagt Hjælpekasse-Institutionen i en fastere Ramme end hidtil. Der er indført en vis Begrænsning af de Opgaver, som paahviler denne Forgrening offentlig Forsorg uden Fattighjælps Virkning. Men indenfor det ved Loven anviste Omraade vil der som hidtil være fuld Frihed og Selvstyre for de kyndige socialt interesserede Mænd og Kvinder, der har Sæde i Bestyrelser for Hjælpekasserne i Landets Den nye Lov har gentaget den hidtil gældende Hovedregel om, at Understøttelse af Hjælpekassen efter Skøn i hvert enkelt Tiifæide. Det frie Skein pr «mp]pH._{ö Q} rsr»r."t-hr»lHf- inArnfar T.nvfrs« Rarrs-

T?«rY>.

ine oKøn er saaieaes oprernoiar. inacnior j_,ovcns Xvaiiimer, det tør forventes, at Institutionen vil vinde forøget Styrke gennem Begrænsningen, og at de fornødne fremdeles vil blive stillet til Raadighed af Kommunerne, saaledes at Hjælpekasserne kan blive som en Forpost mod Fattigdommen, et Udenværk, der afværger Tilgang til det offentlige Fattigvæsen uden dog selv at blive en Afdeling af Fattigvæsenet.

II. Enkeloven.

Loven har i Folkemunde faaet Navn af »Enkeloven«; er imidlertid ikke Enkerne, som her er Hovedpersoner; Mødrene understøttes kun for deres Børns Skyld, saaledes at barnløse Enker ikke omfattes af denne Lov. Loven slutter sig til de to Love af

2j. Maj 1908 om Underholdsbidrag til Børn fødte udenfor Ægteskab, samt om Hustruers og ægte Børns Retsstilling, idet den udfylder det tomme Rum, der hidtil var i det offentliges Forsorg for Børn. Den nye Lovs Synspunkt er Samfundets Forpligtelse overforde Børn. Der tillægges ikke Forsørgeren (Enken) nogen særlig Understøttelse til eget Underhold,men erkendes, at Faderens Død i den übemidledeBefolkning Regel vil udsætte de efterladte Børn for en væsentlig Forringelse af deres Livsvilkaar til Skade for den fremtidige Slægt. Naar en Kvinde bliver Enke og pludselig stilles overfor Nødvendigheden ai selv alene at forsørge sig og sine Børn, vil det oftest være umuligt for hende straks at opnaa et Erhverv, som tilnærmelsesvis kan erstatte Tabet af Mandens Arbejdsindtægt. Der indtræder da en uforskyldt, vedvarendeTrangssituation, indvirker skadeligt paa Børnenes naturlige Udvikling.

Loven er forbleven paa Forsørgelsesprincippets kendte og prøvede Grundlag. Et Forsøg paa for denne begrænsede Opgaves Vedkommende at gennemføre en Forsikring, der da maatte være tvangsmæssig, vilde for en Aarrække have udskudt den tiltrængte praktiske Forbedring af Livsvilkaarene for Børn af Enker. Hertilkommer en formentlig afgørende Betragtning, at naar den allerede bestaaende Lovgivning — navnlig af Hensyn til Børnene — direkte har støttet baade den ugifte Barnemoder og den forladte, fraseparerede eller fraskilte Hustru, maa der erkendes at være et retfærdigt Krav paa, at Samfundet yder Enkers uforsørgedeBørn tilsvarende Bistand; den uforskyldte Nødstilstand maa afhjælpes ogsaa for denne hidtil tilbageblevneGruppe

bageblevneGruppeaf Børn. Den nye Lov kan saaledesikke som et nyt Skridt paa den offentligeForsørgelses men er efter sit Formaal kun en naturlig Anvendelse og Udvikling af Synspunkter,der er godkendte i vor Lovgivning.

Indenfor Forsørgelsesprincippets Ramme har Loven dog imidlertid brudt en ny Bane ved at opgive det frie Skøn baade ved Spørgsmaalet om Trangens Tilstedeværelse ved Udmaalingen af Understøttelsens Størrelse. Det frie Skøn er ellers det gældende paa den offentlige Forsørgelses Omraade; Fattigvæsenets, Alderdomsforsørgelsens og Hjælpekassernes Virksomhed grundet herpaa, saaledes at »Enkeloven* i denne Henseende vil faa en Særstilling.^x).

Trængende anses den Enke for at være, hvis Formue ikke overstiger 4000 Kr, med et Tillæg af 500 Kr. for hvert Barn under 14 Aar, og hvis Indtægt ikke overstiger 2/₃ af det for Statsskat i vedkommende Kommune i Henhold til Lov af 8. Juni 191² fritagne Beløb, dog med et Tillæg af 100 Kr. for hvert Barn under 14 Aar. Trangsgrænsen vil herefter, f. Eks. for en Enke med 2 Børn, være følgende Indtægt, som ikke maa overskrides:

Undtagelsesvis, under særlige Omstændigheder,
kan det dog ved Kommunalbestyrelsens Skøn afgøres,

---

1) Det Berg-Hørupske Lovforslag om Alderdomsforsørgelse indeholdt Takster for Understøttelserne.

om en saadan Enke skal anses for trængende, og i bekræftende Tilfælde, om hun skal have den fulde takstmæssige Understøttelse, eller om denne kan nedsættestil

Understøttelsen ydes med:

Den saaledes lovbundne Ramme vil formentlig ikke lægge Hindring i Vejen for at virkeliggøre Lovens Formaal, og for Kommunalbestyrelserne, der skal besørgeLovens kan Arbejdets Byrde i væsentlig Grad lettes ved de faste Takster. I almindeligsocial vil det navnlig have Betydning, at den Indtægt, som en Enke kan forskaffe sig ved Arbejdsfortjeneste eller anden Selvhjælp — indenfor Indtægtsgrænsen — som Regel ikke vil medføre nogen Nedsættelse af hendes Adgang til Børnehjælp. Driften til Selvhjælp bliver saaledes ikke undergravet, saaledes som det undertiden kan ske ved Tildelingen af Alderdomsunderstøttelsetil trængende udenfor Fattigvæsenet.— af den ved Loven foranledigede Udgift skal udredes af Statskassen og Restbeløbet af vedkommende Enkes Opholdskommune, eventuelt mod sædvanlig Refusion fra Forsørgelseskommunen. Det er vanskeligt at forudse Lovens finansielle Virkning; ved Forarbejderne til Lovforslaget, der forudsatte Fordelingefter Skøn, er der regnet med et Antal af 6500 Børn af Enkemænd og 22900 Børn af Enker, ialt c. 30000 Børn som berettigede til Understøttelse. Enkemændenes Børn udgik imidlertid under Forhånd-

Ungerne paa Rigsdagen, og de vedtagne Trangsgrænservil formindske Antallet af Børn, der kan henføres under Loven; det samlede Tal vil næppe overstige ca. 20000 Børn. Regnes der med et aarligt Gennemsnitsbidrag af 80 Kr. til hvert Barn, bliver den samlede Udgift ca. 1,600000" Kr. aarlig. Heraf skal Statskassen udrede Halvdelen eller c. 800000 Kr. aarlig,medens tilsvarende Beløb vil falde Kommunerne til Byrde.

Den Kommunalbestyrelse, der modtager Begæring om Understøttelse, skal nøje undersøge det paagældende økonomiske Vilkaar til Bedømmelse af Trang og øvrige Forhold. Underholdsbidraget udbetales vedkommende Enke enten kvartalsvis eller maanedsvis. Det er Kommunalbestyrelsens Opgave at føre Tilsyn med, at Underholdsbidraget anvendes paa forsvarlig Maade til Gavn for det paagældende Barn. Det kan bestemmes, at der for Bidragsbeløbet skal anskaffes Fødemidler eller Klæder til Barnet. Saafremt et af Kommunalbestyrelsen givet særligt eller almindeligt om Bidragets Anvendelse ikke følges, underrettes Værgeraadet om Sagen.

Ved disse Regler (Lovens §§ 2 og 9) har man søgt — i Overensstemmelse med Lovens Grundsynspunkt— vidt muligt at sikre, at Understøttelsen virkelig kommer Børnene til Gode. Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, kan private Foreninger medvirke ved den undersøgende og tilsynsførende Virksomhed (Lovens§ Herved har Lovgivningen givet direkte Anvisningpaa Samarbejde mellem offentlig Forsorg og privat Velgørenhed. Som bekendt er Understøttelse af Enker med Børn en Opgave, der flere Steder i

særlig Grad har beskæftiget det private Velgørenhedsværk,hvis derfor ofte er i Besiddelse af Erfaring og Indsigt paa dette Omraade. Det er da af megen Interesse, at Loven her for første Gang" udtrykkelighar Nytten af et organiseret Samarbejdemellem og den offentlige Forsørgelse.De Foreninger, navnlig i Københavnog større Byer, raader over en Kreds at frivilligeMedarbejdere, og Kvinder, hvis Arbejdskraftog til de trængende kan bidrage væsentligttil rigtig Fordeling af de offentlige Midler og en virksom Kontrol med deres rette Anvendelse. De Pengemidler, som åen private Velgørenhed tilvejebringer,vil kunne hjælpe i saadanne Trangstilfælde,som udenfor Lovens Grænser. Samarbejdetmellem offentlige Forsorg og den private Velgørenhed er en Samfundssag af stor moralsk og økonomisk Betydning.

III. Arbejdsanvisning.

Ifølge den nye Lov herom kan der af Indenrigsministerenmeddeles Anerkendelse til kommunaleArbejdsanvisningskontorer, fyldestgør de herom foreskrevne Betingelser. Et saadant Kontor skal anvise Arbejde af enhver Art. Anvisningen udføres uden Vederlag. Kontorets Virksomhed skal fortsættes uafhængigtaf Arbejdsstandsninger, men naar der fra en faglig Organisation tilstilles Kontoret fyldestgørendeOplysning at der er indtruffet en Arbejdsstandsning,skal gives de arbejdssøgende ved KontoretAdgang at gøre sig bekendt hermed enten

gennem Opslag i Kontorets Lokale eller paa anden
Maade.

Ved disse Bestemmelser (Lovens §§ i og 6) er Grundreglerne for den offentlige Arbejdsanvisning fastslaaet. vanskelige Spørgsmaal om Institutionens Stilling til Strejke og Lock'out er herigennem — under Tilslutning fra Arbejdsgiveres og Arbejderes Centralorganisationer løst paa en praktisk Maade, som skaber fuld Frihed for alle: for Arbejdsanvisningen, for de arbejdssøgende, men ogsaa for Organisationerne fra begge Sider til at gøre deres Indflydelse gældende overfor deres Medlemmer ganske som ellers.

De kommunale Kontorer kan oprettes af en Amtskommune, Købstad eller en Sognekommune eller af flere af disse Kommuner i Forening, hvilket sidste vistnok vil blive mest anvendt. Det er forudsat, at det kommunale Arbejdsanvisningskontor i København vil blive den anerkendte Arbejdsanvisning for Hovedstaden, i Forbindelse hermed skal dette Kontor virke som en Centralanvisning for hele Landet under Overledelse af en Statsembedsmand, Direktøren for Arbejdsanvisningen, der tillige paa Statens Vegne fører Tilsyn med samtlige anerkendte Arbejdsanvisningskontorer drager Omsorg for, at det fornødne Samarbejde mellem disse finder Sted.

Et anerkendt Arbejdsanvisningskontor udenfor Københavnskal af en Bestyrelse paa mindst 7 Medlemmer, som vælges efter Forholdstalsvalgmaaden af vedkommende kommunale Raad og bestaar af en Formand og et lige stort Antal Arbejdsgivere og Arbejdere.— Formand maa ikke vælges nogen Person,der sig som Arbejdsgiver eller Arbejdereller

derellerer Leder af en Arbejdsgiver- eller Arbejderorganisation.Valget Formand skal godkendes af Indenrigsministeren. — Loven har saaledes iulgt det paritetiske Princip, idet der ved Siden af den udenfor Parternes Kreds valgte P'ormand skal findes et lige stort Antal Arbejdsgivere og Arbejdere i hver Bestyrelse.Paa Maade sammensættes det Tilsynsraad,der som Bistand for Arbejdsanvisningsdirektørenved af CentralanvisningskontoretsVirksomhed; Raad, for hvilket Direktøren er Formand, bestaar af mindst 10 Medlemmer, deraf et lige stort Antal Arbejdsgivere og Arbejdere.

Som en selvfølgelig Forudsætning for en rationel Arbejdsanvisning bestemmer Loven, at et anerkendt Kontor er pligtigt til at samarbejde med Centralanvisningskontoretog andre anerkendte Arbejdsanvisningskontorer.Der ligeledes paabudt et systematisk Samarbejde med anerkendte Arbejdsløshedskasser, som har Sæde i eller Afdelinger i det Distrikt, for hvilket et anerkendt Arbejdsanvisningskontor er bestemt. Fra Kasserne skal der hver Uge tilstilles Arbejdsanvisningskontoreten over samtlige indenfor Distriktetbosatte som oppebærer Arbejdsløshedsunderstøttelsemed af de paagældendes Navn og Bopæl. Saa vidt muligt skal der tillige af Arbejdsløshedskassernehver tilstilles Arbejdsanvisningskontoreten Fortegnelse over arbejdsløse Medlemmer, som ikke oppebærer Arbejdsløshedsunderstøttelse.I af, at der af en ArbejdsløshedskassesBestyrelse Arbejde til et af de paa Fortegnelsen opførte Medlemmer, skal der gives ArbejdsanvisningskontoretMeddelelse Ved Anvisningtil

visningtilledige Pladser skal Arbejdsanvisningskontoret, naar der findes flere lige kvalificerede arbejdssøgende, fortrinsvis anvise Plads til Medlemmer af anerkendte Arbejdsløshedskasser.

Det er ikke let at forudsige, hvilken Betydning den offentlige Arbejdsanvisning vil faa for ArbejdsforholdenesUdvikling. de egentlige Haandværks- og Industrifags Vedkommende har Fagorganisationerne allerede i vidt Omfang taget denne Opgave op, saaledesat hvert Fald disse Arbejderes Trang til en ordnet og systematisk Arbejdsanvisning maaske herved i det væsentlige er fyldestgjort. Imidlertid er der dog Grund til at tro, at baade Arbejdsgivere og Arbejdere med sædvanlig Opportunisme efterhaanden vil nærme sig til den i faglig Strid saa strængt neutrale Institution, der ved den nye Lov gratis er stillet til det arbejdende Samfunds Raadighed. Særlig Betydning vil den offentligeArbejdsanvisning faa med Hensyn til Fordelingaf mellem Land og By, idet der ikke paa dette Omraade skal tages nogen Konkurrence op med allerede bestaaende Organisationer. Og det er i saa Henseende et heldigt Tidspunkt, i hvilket den nye Institution træder ud i Livet, idet de gunstige Konjunkturer for Landbruget muliggør en Arbejdsløn, som i Forbindelse med Landlivets øvrige Goder kan virke tiltrækkende paa Byernes Overskud af overflødig Arbejdskraft, saaledes at en naturlig Tilbagevandring til Landet derigennem kan fremmes. Allerede i indeværendeSommer det fra forskellige Egne, at danske Arbejdere har vist sig villige til i Akkord og med god Arbejdsfortjeneste at overtage navnlig Udtyndingenaf saaledes at man har kunnet

undgaa at søge den polske Arbejdskraft, som det iøv"gtogsaa, Grund af stigende Efterspørgsel fra andre Lande, bliver stedse mere vanskeligt at drage hertil i tilstrækkeligt Antal. De udenlandske Arbejderes Anvendelse er desuden saa besværlig og bekostelig, at Landbrugets Arbejdsgivere gærne strækker sig saa vidt som muligt overfor danske Arbejdere, naar disse vil overtage Akkorderne. Den nye Arbejdsanvisning vil som Mellemled mellem det industrialiserede Landbrugog Arbejderoverskud have en nærliggende Opgave, der straks kan tages op med Udsigt til et for begge Parter nyttigt Resultat. Forhaabentlig vil de kommunale Raad — navnlig Byraad og Amtsraad — med Forstaaelse og Interesse tage fat paa denne nye sociale Opgave, der kun vil paadrage Kommunerne en ringe Udgift, medens betydelige moralske og økonomiskeVærdier kan indvindes for Befolkningen.

IV. Fabrikloven.

Det største Fremskridt i den nye Fabriklov af 29. April 1913 er vistnok det übetingede Forbud mod skolepligtige Børns Anvendelse til Arbejde i Fabriksvirksomheder.— Fabrikloven af 1901 var man naaet til at sætte Aldersgrænsen for Børns Beskyttelse til det fyldte 12te Aar, men den nye Lov har gjort Skridtet fuldt ud uden Forbehold eller Indskrænkning. Det ledende Synspunkt har været Hensynet til Skolens for den enkelte og Samfundet lige betydningsfulde Gerning.Lovgivningsmagten nu godkendt den af Skolens Talsmænd saa ofte med indtrængende Sagkundskabfremførte

kundskabfremførteBetragtning, at Staten, som bringer saa store Ofre for Skolens bedst mulige Udvikling, vil modarbejde sig selv ved at udlevere Skolebørn til Fabrikarbejdet,der deres legemlige Udvikling og ved sin Ensformighed medfører en aandelig Sløvhed og Slappelse, som gør Børnene uskikkede til med Udbytteat i Undervisningen. Fra anden Side blev det gjort gældende, at den ordnede og regelbundne Beskæftigelse i Fritiden for Børnenes moralske Tilstand er et Gode, og at de større Børns Arbejdsindtægt er en uundværlig Støtte for mange fattige Hjem, men Loven har uden Hensyn hertil føjet sig efter det stærke og enstemmige Krav fra de skoleinteresseredes Kreds. En væsentlig Fremgang i Slægtens aandelige og legemligeSundhed herved ventes indvunden.

Børnearbejdets økonomiske Betydning som Produktionsfaktor for Industriens Vedkommende jævnt aftagende og i Nutiden allerede temmelig ringe. Ved Forarbejderne til Fabrikloven af 1901 maatte det ifølge Haandværks- og Industritællingen af Maj 1897 antages, at et Lovforbud mod Børns Anvendelse til industrielt Arbejde vilde omfatte ca. 4000 Børn. I Juni 1908 blev der angaaende Børnearbejdet foretaget en statistisk Undersøgelse, som omfattede ialt 370440 skolesøgende Børn, fordelte over hele Landet.¹) Antallet af de i Værksteder og Fabrikker beskæftigede Børn blev herefter saaledes:

---

1) Statistiske Meddelelser, 4. Række, 35. Bind. 1. Hefte

Børnearbejdernes Antal er saaledes i Tiaaret fra 1897 til 1908 formindsket med ca. 25 °/₀. — I Cigarog beskæftigedes ifølge Industritællingen 1897 ialt 1942 Børn under 14 Aar, men ved Tællingen af 1906 var dette Antal sunket til 888, hvilket bl. a. skyldes Fabrikloven af 1901, der sætter Aldersbetingelsen for Børns Beskæftigelse i Fabrik Værksted op fra 10 til 12 Aar.

Den norske Fabriklov af 10. September 1909 bestemmer 21), at Børn — hvorved förstaas Personer, ikke har fyldt 14 Aar samt Personer over den Alder, som fremdeles er undervisningspligtige ifølge Folkeskoleloven — ikke maa anvendes til Arbejde i de Fabrikloven undergivne Virksomheder. Dog kan Børn over 12 Aar med Tilsynets Tilladelse anvendes indtil 5 Timer daglig til saadanne lettere Arbejder, som ikke skader deres Sundhed eller hæmmer deres legemlige naar Lægeattest skaffes for, at deres Helbredstilstand ikke gør dem uskikket til det Arbejde, hvortil de bestemmes. — Det ses saaledes, at man i Norge er gaaet noget paa Akkord, medens Skolens Krav om Beskyttelse nu i Danmark for Industriens Vedkommende fuldt ud er opfyldt. Kun i Landbruget er det tilladt at benytte Børn over 10 Aar til Arbejde ved Landbrugsmaskiner, men det kræves da, saafremt Barnet ikke er over 12 Aar, at en af Forældrene ska føre umiddelbart og stadigt Tilsyn. Dog er det tilladt uden Forældrenes Tilsyn at benytte Børn over 10 Aar til at køre i en Hestegang.

— Et andet Spørgsmaal, som længe har været
fremme i den offentlige Diskussion, er ved den nye
danske Fabriklov bleven bragt til rationel Løsning.

Det er den lovmæssige Indskrænkning af Arbejdstiden for voksne Arbejdere, som dansk Lovgivning nu har taget Standpunkt til ud fra den Betragtning, at naar et Arbejde efter sagkyndig Prøvelse skønnes at medføresærligFare de beskæftigede Arbejderes Sundhed,maadet anses beføjet til at sætte en Grænse for det Antal Timer i hvert Døgn, i hvilke Arbejdere over 18 Aar maa udføre saadant Arbejde (Lovens § 24). — Denne Sag har en lang parlamentariskForhistoriei danske Rigsdag. Allerede i Samlingerne 1890^— ₉₁ og 1891^— ₉₂ blev der i Landstingetindbragtet Lovforslag om Arbejdstid. I Folketinget blev Forslaget første Gang indbragt i Samlingen189 _—96 og forelagdes derefter i hver af de følgende Samlinger indtil Samlingen 1901^—02 samt paany i Samlingerne 1903^—04 og 1904^—05. I sidstnævnteSamlingblev af et Folketingsudvalg udtalt, at der erkendes at være Omraader, hvor det kunde være betimeligt at lovgive om Arbejdstid, f. Eks. overforsundhedsfarligeArbejder. Lovforslaget i Samlingen190 ^—06 paany blev indbragt, fandt der i Folketinget en indgaaende, principiel og praktisk DrøftelseSted-,i af vedkommende Udvalg afgivne Beretning fremhæves, at Folketinget har erklæret sig villigt til at fastsætte Regler for Arbejdstid i sundhedsfarligeErhverv,og udtales Ønske om nærmere Oplysning angaaende forskellige Arbejdsforhold som Grundlag for videre Overvejelser. Herefter blev der — med de anerkendte Sygekasser som Mellemled — foranstaltetenstørre Undersøgelse af SundhedstilstandenhosArbejderne forskellige under ArbejdsogFabriktilsynet Erhverv. Undersøgelsenomfattedei

senomfattedeiOverensstemmelse med de herom paa Rigsdagen førte Forhandlinger navnlig Arbejderne i Virksomheder med kontinuerlig Drift (derunder bl. a. Sukker-, Papir-, Sprit- og Lervareindustrien) saa vel som i Virksomheder, hvor Arbejdet efter de af FabriktilsynetindvundneErfaringer formodes at være sundhedsskadeligt.^l) Det saaledes tilvejebragte Materialeblevmed til Fabrikloven forelagt Lovgivningsmagten, der ved den nye Fabriklovs § 24 har godkendt Princippet om legal Indskrænkning af Arbejdstiden i sundhedsfarlige Erhverv. At Arbejdet sker i kontinuerlig Drift, er ikke afgørende eller tilstrækkeligt;kunsaafremt efter Arbejdets egen Beskaffenhed i sig selv skønnes helt eller delvis at medføre særlig Fare for de beskæftigede Arbejderes Sundhed, kan Arbejdstiden paabydes nedsat.

Ved den saaledes gennemførte Lovbestemmelse er der indenfor Arbejderklassens Bestræbelser for en Forkortelse Arbejdstiden udskilt et begrænset Omraade, paa hvilket der — uden Hensyn til den teoretiske Normalarbejdsdag — af Staten i den almene Sundheds Interesse vil blive grebet ind og søgt fastsat netop den Arbejdstid (under eller over 8 Timer), som Arbejderne i den enkelte Art af Virksomheder vil kunne bære uden Skade paa Helbred.

Ved den statistiske Undersøgelse er der beregnet et Maal for den normale Sygelighed, hvilket finder Udtryk i omstaaende Tabel. Her angives for alle de mandlige Sygekassemedlemmer, som Undersøgelsen har omfattet, det gennemsnitlige Antal Sygedage pr.

---

1) Jfr. Statistiske Meddelelser, 4. Række, 34. Bind, 4. Hæfte

Medlem, Antallet af Sygdomstilfælde for hver ioo
Medlemmer og Sygdommens gennemsnitlige Varighed:

Til Sammenligning anføres følgende Sammenstilling forskellige i Fabriklovens P'orarbejder optagne Oplysninger om Sundhedstilstanden hos Arbejdere (Sygekassemedlemmer) i enkelte Erhverv, der kunde formodes at være sundhedsfarlige:

Det fremgaar ved Sammenligning af disse Tal med
de i foranstaaende Tabel for ca. 53000 Sygekassemedlemmerudregnede,at
Sygelighederadskilligt

hederadskilligtstørre end normalt. Af de mandlige Sygekassemedlemmer var i Gennemsnit hver tredie syg i Løbet af vedkommende Aar, men af Cementindustriens Arbejdere hver anden, og det gennemsnitlige Antal Sygedagepr.Arbejder 12,4 Dage i Aaret mod y,e for samtlige mandlige Sygekassemedlemmer. Tillige er SygedagenesgennemsnitligeVarighed disse Arbejdere noget længere end normalt (25,0 mod 22,6 Dage). — Ogsaa ved Sukkerraffinaderierne er Sygeligheden større end den sædvanlige (65 Tilfælde pr. 100 Arbejdere mod 34 og 10,4 Sygedage pr. Arbejder mod 7,6); derimoderSygdommenes Varighed kun 1 5,9 Dage, altsaa mindre end den normale (22,6 Dage). — For Svovlsyre- og" Gødningsfabrikkernes Vedkommendeerden Sygelighed meget større end den normale, idet næsten alle de paagældende Arbejdere (94 °/0)/₀) var syge i Løbet af et Aar og Antallet af Sygedage pr. Arbejder var 17,9 Dage eller over dobbelt saa stort som det normale Antal Sygedage.Sygdommenesgennemsnitlige var 19,1 Dage eller lidt mindre end Gennemsnittet. Disse Resultatermeddelesdog det Forbehold, som følger af, at de er fremgaaede af ret smaa Tal. Det samme gælder Glasværkerne, for hvilke der kun foreligger Oplysninger om 71 Arbejdere, af hvilke henimod en Trediedel var syge i Løbet af Aaret, medens Antallet af Sygedage pr. Arbejder var knap 5 og Sygdommenes gennemsnitlige Varighed 15 Dage, altsaa i det hele mindre end normalt. — For Gasværksarbejderne er den opgjorte Sygelighed derimod betydelig større end den normale. Antallet af Sygdomstilfælde er i GennemsnitforGasværksarbejderne saa stort som

for samtlige Sygekassemedlemmer, og Antallet af Sygedagepr.Medlem 68 °/0/₀ større end det normale; Sygdommenes gennemsnitlige Varighed er mindre end normalt. — Ved Papirfabrikkerne er Sygeligheden større end den normale, idet der for hver 100 Arbejdere falder60Sygdomstilfælde et Aar (mod 34 for alle mandlige Sygekassemedlemmer), og det gennemsnitlige Antal Sygedage pr. Arbejder er 9 Dage (mod 7,0 Dage normalt). Deles Papirarbejderne i Aldersgrupper, synes det, som om den høje Sygelighed overvejende falder paa de yngre Aldersklasser.

Ved den nu lovhjemlede Indskrænkning af Arbejdstiden særlig sundhedsfarlige Erhverv er det forudsat, at der, forinden Bestemmelse herom træffes af Indenrigsministeren, foreligge en sagkyndig Prøvelse, dels gennem forudgaaende Indstilling fra Arbejdsraadet, deis ved Erklæringer fra de bestaaende Centralorganisationer Arbejdsgivere og Arbejdere (Dansk Arbejdsgiver og Mesterforening og de samvirkende Fagforbund). bliver saaledes at træffe paa ganske upartisk, praktisk og sagligt Grundlag. Til Lønforhold kan der formentlig ikke tages noget Hensyn; Lovens Paabud er ikke noget Vaaben i Lønkampen og har overhovedet ikke andet Formaal end et rent sundhedsmæssigt.

Den nye Fabriklov har inddraget Hjemmearbejdetunder Omraade (Lovens § 30). For Arbejdere,som i deres Hjem, kan der af Indenrigsministeren efter Arbejdsraadets Indstilling udfærdigessærlige Hjemmene afpassede regulativmæssigeForskrifter de Forhold, under hvilke Arbejdet foregaar i Rum, der benyttes til Arbejdssted

foruden at tjene til Bolig. Naar det findes, at visse Arter af erhvervsmæssigt Arbejde er særlig skadeligefor eller forbundne med Fare for Liv eller Lemmer, kan det endvidere helt forbydes, at saadantArbejde i Arbejdernes Hjem. — Herved har den danske Fabriklovgivning forladt sit historiske Udgangspunkt, der her som andetsteds har været Fabrikarbejdet;efter Princip og ifølge de paagældende Lovbud har den lovmæssige Arbejderbeskyttelse hidtil været begrænset til kun at omfatte de i Værksteder og Fabrikker beskæftigede Arbejdere. Derimod var Hjemmearbejdet, som udføres i Arbejdernes Bolig for fremmed Regning af ham selv alene eller med Bistandaf og Børn, überørt af Fabriklovgivningens Goder.

Det er imidlertid i Nutiden erkendt, at en Fabriklovgivning Regulering af Hjemmearbejdet staar i Fare for at blive omgaaet. I de dertil egnede Industrier aabnes der herved en Adgang til at lade Hjemmearbejdet eller delvis træde i Fabrikarbejdets Sted, hvorved Driftsherren opnaar den Fordel helt at undgaa lovmæssige Indskrænkninger i Arbejdskraftens Udnyttelse og de bekostelige Sundheds- og Bygningsforanstaltninger, kræves gennemførte for Fabrikkerne. kan ligefrem nedlægges, og Arbejdet fordeles til de Steder, hvor ingen Indskrænkning og ingen Ansvarlighed er gældende, nemlig til de enkelte Arbejderes Hjem.

Dette Hensyn, at Hjemmearbejdet delvis kan undergrave Fabrikloven, mødes med Arbejdsgivernes naturlige Ønske om overfor Fabriklovgivningen alle at stilles lige, uanset den mere tilfældige Driftsform. I

Henseende til de stedlige Forhold, under hvilke det industrielleHjemmearbejde kommer der desuden et andet vigtigt Hensyn frem, nemlig Beskyttelse for Forbrugerne. Naar Nærings- og Nydelsesmidler forfærdigesi og urenlige Hjem, i Rum, hvor der baade arbejdes, soves og spises, kan det næppe undgaas,at bliver urenligt behandlede, og undertiden endog inficerede med Smitstof, som kan overføres til Kunderne. Det købende Publikum har Krav paa at værnes mod saadanne urene og muligvis ligefrem sundhedsfarligeProdukter. kan i. Eks. Forfærdigelsenaf og Cigaretter eller Konfektionsindustrien i Hjemmene medføre Fare for Kunderne, naar der er smitsom Sygdom i Arbejderens Hjem.

Ud fra disse Synspunkter har Lovgivningsmagten ved den nye Fabriklovs § 30 draget det industrielle Hjemmearbejde, d: erhvervsmæssigt Haandværks- og Industriarbejde, der helt eller delvis udføres i Arbejderens Hjem for fremmed Regning, ind under Lovens Omraade.

Antallet af direkte beskæftigede Hjemmearbejdere i Danmarks Industri blev ifølge Industritællingen af 12. Juni 1906 opgjort til 15100, hvilket Tal dog antages at være noget for lavt, idet Tællingen fandt Sted udenfor Konfektionsindustriens Arbejdssæson; det virkeligeTal formentlig ca. 17000 Hjemmearbejdere, hvilket udgør noget over 8 °/0/₀ af samtlige industrielle Arbejdere. I København udgjorde Hjemmearbejderne (og disses Hjælpere) 14% af samtlige Arbejdere, i Provinsbyerne 5% og i Landdistrikterne 11/^l¹/^ °/₀. Hjemmearbejdethar Betydning i Tekstilindustrien og i Beklædningsindustrien, hvor ca. en Trediedel af

samtlige Arbejdere beskæftiges i Arbejderens eget
Hjem. Fordelingen indenfor de forskellige Faggrupper
vil iøvrigt fremgaa af følgende Oversigt:

Regeringsforslaget indeholdt ikke Hjemmel til regulativmæssige Forskrifter for Hjemmene; Bestemmelsenherom Lovens § 30 er indsat af Landstinget, iøvrigt i væsentlig Overensstemmelse med det af Arbejdsraadetudarbejdede Derimod indeholdt Regeringens Lovforslag et andet Forslag, der udgik under Rigsdagsbehandlingen, nemlig om, at det for Virksomheder, der beskæftiger Hjemmearbejdere, kunde paabydes, at der ved Opslag eller paa anden Maade blev meddelt Arbejderne Oplysning om de forskellige for Hjemmearbejdet gældende Lønsatser (Forslagets § 31). Formaalet hermed var at modvirke visse Misbrug,der kan finde Sted som Følge af, at de i Hjemmet beskæftigede Arbejdere ikke i samme Grad som Fabrik- og Værkstedsarbejdere har

let Adgang til selvstændig at komme til sikker Kundskabom i Virksomheden gældende Arbejdsløn. Hjemmearbejdernes Forbindelse med deres Arbejdsgiver bestaar i Reglen kun deri, at de enkeltvis af og til giver Møde for at faa Materiale udleveret eller aflevere det færdige Arbejde. Hjemmearbejderen er derfor udsatfor at udbyttes gennem Mellemmænd, der lægger Beslag paa en Del af det Arbejdsvederlag, som Hjemmearbejderen vilde opnaa ved at træde i direkte Forbindelse med Arbejdsgiveren (»Udsvedningssystemet«).— maa beklages, at den nævnte Bestemmelseom af Arbejdslønnen maatte opgives, væsentlig af systematiske Grunde, idet der blev gjort gældende, at Regler om Arbejdsløn ikke hører hjemme i en Fabriklov, hvis rette Omraade alene er Arbejderbeskyttelse i hygiejnisk og teknisk Henseende.Rigtigheden maa erkendes, men det havde formentlig været forsvarligt paa dette enkelte Punkt at bryde Lovens Ramme, thi Hjemmearbejderne er paa Grund af deres isolerede Stilling vanskeligt i Stand til at værne sig mod økonomisk Udbytning. Det er bekendt, at der navnlig ved den af Kvinder udøvede Syning i Hjemmet ofte er et betydeligt Misforholdmellem ringe Løn, som Arbejdersken trods al Flid kan opnaa, og de høje Butikspriser, der af Kunderne maa betales for .de paagældende Varer. Her havde været Grund til at følge Lovforslaget, saaledes at der gennem Opslag om Arbejdslønnen blev ydet Hjemmearbejderen en beskeden Støtte til dog i det mindste at sikre sig selv sit fulde Arbejdsudbytte.

Ogsaa en anden i social Henseende betydningsfuld
Bestemmelse i Regeringsforslaget maa opføres paa

Forslagets Tabsliste, nemlig Forbudet mod Kvinders Anvendelse til Natarbejde (fra Kl. 10 Aften til Kl. 5 Morgen) i Forbindelse med Indførelse af en samlet Hviletid af mindst 11 Timer i Døgnet for kvindelige Arbejdere. Det lykkedes Kvindesagens Organisationer at føre deres Krav om Kvindens Ligestilling" sejrrigt igennem, saaledes at en samfundsgavnlig Beskyttelse for de arbejdende Kvinder blev ofret for det principielle Synspunkt. Sagen har iøvrigt ikke for Tiden særlig stor Interesse i Danmark, hvor kun 3—4003^—400 kvindelige Arbejdere beskæftiges om Natten i Fabrikker, men netop derfor havde Øjeblikket nu været inde til ved Tilslutning til den herom i de fleste Kulturlande gældendeLovgivning forebygge en fremtidig Udnyttelse af kvindelige Fabrikarbejdere til Skade for Slægten. Gennem passende Overgangsbestemmelser og Dispensationsadgangkunde for de nu om Natten arbejdende Kvinder i det væsentlige være undgaaet, men de nøgterne praktiske Overvejelser i saa Henseende maatte vige for Kvindesagens Principper.

Paa et andet Punkt er derimod opnaaet en udvidetBeskyttelse kvindelige Arbejdere, idet den nye Fabriklovs § 29 bestemmer, at der i Virksomheder,hvor Kvinder eller derover er beskæftigede, skal være et særligt, i den kolde Aarstid opvarmet Lokale, hvor arbejdende Mødre kan give Die. —

kan ske gennem en Sygekasse eller en velgørende Forening og udenfor København skal foretages gennemHjælpekassen. undgaar man at maatte henvise de paagældende Kvinder til Fattigvæsenets Kontorer, hvis Mellemkomst har medført, at Barselhjælpenhidtil i forholdsvis ringe Omfang er bleven benyttet af de arbejdende Kvinder.

Den nye Fabriklov har kodificeret den Industrien vedrørende Arbejderbeskyttelse, idet Loven i sig har optaget de hidtil gældende Bestemmelser om Forebyggelse Ulykkestilfælde ved Brug af Maskiner og om Arbejdshvile paa Søn- og Helligdage. Fra Loven af 23. Maj 1873 om Børns og unge Menneskers Arbejde i Fabrikker til Fabrikloven af 11. April 1901, som grundlagde en moderne Arbejderbtskyttelse i Danmark, var Fremskridtet meget stort og afgørende for den fremtidige Udvikling. Den nye Fabriklov af 1913 har bygget videre paa det foreliggende gode Grundlag; væsentlige Udvidelser af Beskyttelsesreglerne er opnaaet, det tør forventes, at den nye Lov i kyndige og forstaaende Tilsynsmyndigheders Haand vil være et nyttigt Værn for de ca. 100000 Mænd og Kvinder, der hver Arbejdsdag samles i danske Fabrikker og Værksteder under Fabriktilsyn.