Statsmonopoliseringen af Livsforsikringsvirksomheden i Italien.

LJe senere Aars interessanteste Begivenhed indenforden europæiske Livsforsikringsverden er übetinget Indførelsen at Statsmonopol for Livsforsikring i Italien — vedtaget ved Lov af 22. April 19^12. Forslag til Livsforsikringens Monopolisering har vel tidligere været fremsat i andre Lande, saaledes f. Eks. i Frankrig i 1900, men indtil den italienske Lovs Vedtagelse har saadanne Forslag ikke ført til noget positivt Resultat. Var Tanken om at monopolisere Livsforsikringsvirksomhedenfor Staten ikke ny andet Steds, saa var den det heller ikke i Italien. Flere italienske Statsmænd, bl. a. Guiseppe Zanardelli, har haft den, men først for Ministeriet Giolitti skulde det lykkes at iklæde Tanken en saadan Form, at den kunde vinde fornøden Anklang i Parlamentet. — Allerede da Premierminister Giolitti i April 191¹ holdt sin politiske Programtale, erklærede han, at det var Regeringens Hensigt at søge gennemførtbl. a. en ny Alderdomsforsørgelseslov for Arbejderne,og han hævdede, at en saadan Lovs Gennemførelsevilde

førelsevildelettes betydeligt, saa vel finansielt som teknisk, saafremt den italienske Stat for sig monopoliseredeal Livsforsikringsvirksomhed i Landet, og et herpaa sigtende Forslag vilde derfor senere fremkomme. Sagen var jo nemlig den, at en Alderdomsforsørgelse for Arbejderne ikke kunde gennemføres, uden at der skaffedes Staten nye Indtægter, og et Forsøg paa at erholde saadanne gennem en Omlægning af Skattesystemetvar mislykkedes. Regeringens Hensigt var da gennem en monopoliseret Livsforsikringsanstalts paaregnede Overskud at tilvejebringe en Del af de Midler, man manglede. — I det her nævnte Forhold maa Regeringens Hovedmotiv til Monopollovens Gennemførelsesikkert søges; senere har man fra Lovens Modstanderes Side hævdet, at Regeringen ønskede Monopolet indført for gennem det at skaffe Penge til Fortsættelse af Krigen i Tripolis.

Hvilke nu end Regeringens oprindelige Motiver har været, saa blev i hvert Fald Resultatet det, at den italienske Handels- og Landbrugsminister, Nitti, der i denne Sag var Regeringens Ordfører, forelagde det bebudede Lovforslag for Parlamentet den 3. Juni 191^1. I Korthed gik dette oprindelige Forslag ud paa, at der i Rom skulde oprettes en Statsforsikringsanstalt, for hvilken al Livsforsikring under enhver Form reserveredes,dogskulde der gælde enkelte Undtagelser for Forsikringer af særlig social Betydning. Saaledes skulde Loven ikke gælde for gensidige Hjælpekasser, der livsforsikrer deres Medlemmer for højst 1000 Lire Kapital eller 400 Lire aarlig Rente, eller for de ved kgl. Dekret anerkendte Forsørgelseskasser eller for de private Bedrifter eller offentlige Institutioner, for saa

vidt som de forsikrede deres Personaler (Pensioner, Begravelseshjælpo.1.) o. s. v. Alle hidtil i Italien arbejdendeLivsforsikringsselskaber,saa vel indenlandske som udenlandske, skulde fra Lovens Ikrafttrædelsesdag ophøremedat tegne nye Forsikringer i Italien, derimod skulde de naturligvis have Lov til at afvikle de løbende Forsikringer, men de kunde dog ogsaa paa Betingelser, der nærmere vilde blive fastsatte, overdrage deres Portefeuiller til Monopolanstalten. Intet Selskab saa lidt som nogen Person, der i Italien havde været beskæftigetvedLivsforsikringsvirksomhed, skulde paa Grund af de netop nævnte Bestemmelser have Krav paa nogen som helst Erstatning, og enhver Retssag, der mulig vilde blive krævet anlagt til Opnaaelse af Erstatning, vilde uden videre være at afvise af Domstolene.Overtrædelseaf Forbudet mod at private Selskaber tegnede nye Forsikringer, vilde medføre Bøder af fra 10 til 20 °/0/₀ af de tegnede Forsikringssummer, og desuden vilde de mod Forbudet tegnede Forsikringerværeugyldige. Ingen italiensk Borger maatte forsikre sig i Udlandet, med mindre han kunde føre Bevis for, at han havde haft Bopæl der i mindst et Aar. — Hvad selve Monopolanstalten angaar, saa skulde den efter Forslaget under Ministeriet for Agerbrug, Industri og Handel have en selvstændig Forvaltning gennem et Administrationsraad paa 9 Medlemmer, bestaaendeaf4 højere Statsembedsmænd, 4 forsikringskyndige,italienskeBorgere og Direktøren for den nationale Institution, gennem hvilken de af ArbejderulykkesforsikringslovenflydendePensioner Anstaltens Embedsmænd skulde ikke ligestilles med Statsembedsmænd; de skulde ansættes og afskediges

af Administrationsraadet, og der skulde ikke tilkomme dem nogen Ret til Pension, men ved deres Ansættelse skulde de tegne en Livsforsikring i Anstalten. Ved Ansættelsen af Anstaltens Funktionærer skulde forebækkessaadanne,der i mindst 3 Aar havde haft Ansættelseideprivate Selskaber. Præmieinkassoen og Jdbetalinger af Forsikringssummer skulde kunne ske forjdengennemAnstaltens Agenturer tillige gennem Post/æsenet,ognaar de Forsikrede selv indbetalte deres PrænierpaaPostkontorerne, skulde de have en lille GodtgørelseiPræmien; det samme skulde forøvrigt gælde or saadanne statslønnede eller statspensionerede Forsikede,somvilde lade Præmierne fradrage i de dem tilcommendeUdbetalingerfra Staten. — Med Hensyn til \nstaltens paaregnede aarlige Overskud bestemte Forslaget,atNettooverskudet skulde komme Arbejderorsikringentilgode, efter at først nogle nærmere jestcmte Procentdele af det er henlagt til iorskeiiige Reserver og benyttet som Tantieme (ikke over 5 °/0)/₀) il Funktionærerne. — For Anbringelsen af MonopolinstaltensPræmiereservegaves der naturligvis detaileredeBestemmelser,hvorved særlig kan mærkes, at len bl. a. maatte anlægges i: *) Italienske Statsobligationer,2)Andre af den italienske Stat emitterede eller garanterede Papirer, 3) De autoriserede RealkreditinstiutersObligationer,4) Lombardlaan paa de under I—31^—3 lævnte Effekter, 5) Policelaan indenfor Policernes Til )agekøbsværdi som Maksimum og (i) Første Prioriteter faste übehæftede Ejendomme — dog maatte paa denne idste Maade anbringes højst 10 °/0/₀ af Præmiereserven.

Forslagets Forelæggelse gav i Deputeretkamret
Anledning til ret stormende Optrin, hvor det efter

sydlandsk parlamentarisk Sædvane end ikke skal have manglet paa personlige Sammenstød med deraf følgende Dueludfordringer, men tiltrods herfor blev man under de følgende Forhandlinger dog ret hurtigt i Principet enige om Statsmonopolets Indførelse, og hertil bidrog maaske ikke mindst hele den politiske Situation samt den Omstændighed, at Hovedparten af de i Italien tegnede Forsikringer er erhvervede af udenlandske Selskaber. Paa enkelte Punkter ønskede Parlamentet dog Forslaget ændret; i saa Henseende fik et af den Deputerede, Bertolini, indbragt Forslag om kun at lade Statsmonopolet gælde for de saakaldte »demokratiske« Forsikringer, d. v. s. Livsforsikringer under 15000 Lire Kapital eller under 1500 Lire aarlig Rente, ingen Betydning,menefter at Parlamentet, der i Juli 191¹ havde taget Ferie, atter var aabnet i Februar 1912, blev der fremsat et andet Ændringsforslag, i Henhold til hvilket de Selskaber, der den 31/₁₂ 191¹ paa lovlig Vis havde drevet Livsforsikring i Italien, skulde kunne erholde Fuldmagt til at fortsætte Forretningerne indenforetTidsrum af højst 10 Aar, regnet fra den 90de Dag efter Lovens Ikrafttræden; men Tilladelsen, der skulde meddeles ved kgl. Dekret, skulde være afhængigaffølgende 3 Betingelser: 1) 40 °/0/₀ af de nytegnede Forsikringer skulde genforsikres hos Monopolanstalten, 2) 5° °/o a^ Præmiereserven skulde anlægges i italienske Statspapirer og 3) Forsikringsselskaberne skal have Handelsministeriets Godkendelse af alle benyttede Tarifer.—Med disse Ændringer vedtoges da det foran skitserede Forslag den 4. April i Aar tiltrods for den stærke Modstand, som de private Selskaber, saa vel de inden- som de udenlandske, havde organiseret, og

hvorved der endog var forsøgt diplomatisk Intervention.

Under Forhandlingerne i Parlamentet, hvor HandelsministerNitti og hans Meningsfæller nærmere maatte gøre Rede for deres teoretiske og praktiske Grunde til at søge Livsforsikringsvirksomheden monopoliseret for Staten, og i de talrige Modskrifter fra de i den private Livsforsikring interesseredes Side fremkom der selvfølgelig en Mængde Argumenter pro et contra Monopolet, og for disse Argumenter skal der i det følgende kort gøres Rede*). Ministeren hævdede, at Monopolet var ønskeligt ud fra et rent fiskalt Synspunkt:Staten trængte til nye Indtægter, og efter hans Kalkulation vilde der kunne paaregnes en saa stor aarlig Nytilgang til Monopolanstalten, at denne efter 25 Aars Forløb vilde have en Præmieindtægt af iBO Mill. Lire, og Staten vilde da kunne paaregne en aarlig Gevinst af 20 Mill. Lire. Monopolets modstanderehævdede heroverfor, at det var meget usandsynligt,at Statsanstalten vilde give det kalkulerede Overskud; man har ganske vist i Italien Statsmonopoler, som Tobaks- og Saltmonopolet, der giver godt Udbytte,men det gør de, fordi det her drejer sig om almindelige Forbrugsartikler, til hvilke Kunderne meldersig af sig selv; men det kan man ikke vente ved Livsforsikringsmonopolet; det vil altid kun være faa, der af egen Drift forsikrer sig; desuden har man i Italien ogsaa Eksempler paa, at Staten driver Virksomheder,f. Eks. Jernbanerne og Telefonerne, som

---

*) Jfr. Dr. jur. G. Rocca: Das italienische Lebensver.sicherungs- Monopolgesetz. Zeitschrift fiir die gesamte Versicherungs- Wissenschaft. Bd. XII, 3. 11. Berlin 1912.

ikke betaler sig; men hvordan det finansielle Udbytte end bliver, saa vil Monopolets Indførelse set fra et fiskalt Synspunkt være uretfærdigt, idet det vil betyde en Beskatning af Forsorgen hos Middelstanden til Gavn for Arbejderne, der i det væsentlige er stillet omtrent paa samme Maade som Middelstanden.

I al Almindelighed hævdede Monopolforslagets Venner, at Livsforsikringsvirksomheden var særlig egnet for Statsdrift; der kræves nemlig til saadan Virksomhedikke nogen kompliceret Mekanisme, ingen Maski" ner og intet kostbart Anlæg, der atter og atter maa forandres. Virksomheden træffes desuden ikke saaledessom rent industrielle Virksomheder direkte af Produktionskriser og Prisforandringer. Livsforsikring er i fuldeste Maal grundet paa Tillid, men intet Selskab,end ikke det største, nyder samme Tillid som Staten, der bestaar til enhver Tid. Jo større Antallet i en Forsikringssammenslutning er, des større er Sikkerheden, og des mindre kan Præmierne være, og samles alle Forsikringer hos Staten, kan denne yde Maksimum af Sikkerhed og Minimum af Udgifter; og hvad den saa højt priste frie Konkurrence med dens for det forsikrede Publikum saa gavnlige Følger angaar, saa frembringer den jo ikke nye og bedre tekniske Systemer eller fuldkomnere Driftsformer; den har derimodvæsentligst udviklet sig til at blive et Kapløb om de bedste Agenter og fører derved til en Forhøjelse af Administrations- og Erhvervsudgifterne og eventuelt af Præmierne. Forøvrigt maatte det fremhæves, at Konkurrencen i Italien slet ikke var effektiv, idet de. fleste Forsikringer tages af de store Selskaber og af disse igen væsentligst af de udenlandske; ogsaa for

at hindre, at for stor finansiel Magt samledes i taa Kapitalisters Hænder, maatte man derfor ønske Monopoletgennemført; og man maatte ikke henvise til, at den bestaaende Tilstand kunde bevares, og Konkurrencenblot reguleres gennem Lovgivningen, for efter Monopolvennernes Mening havde det i alle de Lande, hvor der hidtil var lovgivet paa dette Omraade, vist sig, at de trufne Forholdsregler var utilstrækkelige, og de havde kun virket som Baand paa det private Initiativ,men saa var det jo dog bedre, at Staten helt tog Sagen i sin Haand.

Forslagets Modstandere argumenterede mod disse almindelige Betragtninger ud fra den Forudsætning, at Staten har den største Interesse i, at Livsforsikringen naar ud i saa vide Kredse af Befolkningen som muligt. Livsforsikringens Udvikling afhænger imidlertid af de tre Faktorer: Forsørgelsesviljen, Akvisitionsvirksomhedenog Formuetiistanden hos Forsikringsemnerne, og da den anden af disse Faktorer hos en Statsanstalt vil være meget svagere end hos de private Selskaber, saa vil Monopolsystemet i sidste Instans skade Staten. Naar det fremhævedes, at Staten nyder en særlig Tillid, saa er dette ganske vist rigtig nok, men denne Tillid beror ikke paa de Forretninger, den eventuelt afslutter med de enkelte Statsborgere; tvertimod kan det meget vel gaa saaledes, at Tilliden gennem saadanne Forretninger svækkes, nemlig i de mange Tilfælde, hvor det sikkert vil vise sig, at Staten betjener Publikum mindre hurtigt og mindre godt end de private Selskaber. Endvidere udfolder de private Selskaber en stor Kreditvirksomhed ved Siden af Bankerne; Staten derimod synes ikke at kende nogen anden Pengeanbringelse end den i Statspapirer;fra

papirer;fraet økonomisk Synspunkt er Monopolet altsaa ogsaa forkasteligt. Endelig er det ganske forkert at hævde, at Konkurrencen ikke har gavnet det forsikredePublikum-, den har uomtvisteligt ført til bedre Policebetingelser; og hvad den Omstændighed angaar, at enkelte Selskaber har vist sig ude af Stand til at opfylde deres Forpligtelser, saa vilde en Tilsynslov kunne forhindre Gentagelsestilfælde, og en saadan Lov vilde tillige kunne virke regulerende med Hensyn til ée stigende Udgifter, og den vilde i enhver Henseende være at foretrække for en Monopollov, fordi den uden at ophæve Konkurrencen vilde mildne denne.

Foruden disse almindelige Betænkeligheder ved Monopolets Indførelse næredes der ogsaa Betænkelighederaf teknisk og juridisk Natur. Man foreholdt Ministeren, at hans Beregninger fejlagtigt var foretagne paa Grundlag af en Dødelighedstavle, der var beregnet efter den almindelige Befolknings Dødelighed, medens de Forsikredes Dødelighed vilde vise sig at være uoverensstemmende hermed. Ministeren fremhævede heroverfor — som det synes med Rette —, at han saa i hvert Fald havde holdt sig paa den rigtige Side, idet Dødeligheden blandt Forsikrede erfaringsmæssig er mindre end blandt den almindelige Befolkning. Mere Betydning synes de Indvendinger af juridisk Natur, som man har gjort, at kunne faa. Man siger, at italienskRet kun tillader Ekspropriation mod Erstatning, og da Monopolets Etablering betyder en Ekspropriation af private Selskabers Formuesværdier, saa maa der tilkomme Selskaberne Erstatning. Organisation og Oparbejdelseaf en Forretning beskattes i Italien som en Formueværdi, og saadanne Formueværdier er det,

at Staten konfiskerer ved Monopolloven, der afviser ethvert Krav paa Erstatning. Heroverfor hævder Regeringen,at Friheden til at drive Forretning kan Selskabernevel nære Forventning om, men derved skabes der ikke nogen subjektiv Ret for dem. Det er en Følge af Statssouveræniteten, at der til enhver Tid kan gøres Indskrænkninger i den bestaaende Erhvervsfrihed,der endog kan helt ophæves, uden at de paagældendeinteresserede derfor har noget Krav paa Erstatning.Man har da ogsaa fra andre Lande flere Eksempler paa, at Statsmonopoler — ogsaa paa Forsikringsomraadet— er indført uden Ydelse af Erstatning.Da Kanton Graubiinden i 1907 indførte offentlig obligatorisk Brandforsikring, ydede den ingen Erstatning til de private Selskaber, og det tiltrods for at den endog erklærede de da bestaaende Policer for ugyldige. Man maa desuden huske paa, at Monopolanstalten ikke tager de private Selskabers Klientel — med mindre dette frivillig overdrages til den — Statsanstalten maa selv skabe sig et Klientel; det er jo sjældent, at den samme Person forsikrer sig to Gange.

De private italienske Selskaber maa selvfølgelig, hvad Erstatningsspørgsmaalet angaar, lade sig nøje med, hvad Landets Lovgivning i saa Henseende bestemmer; et andet Spørgsmaal er det derimod, om de mange i Italien virkende udenlandske Selskaber uden videre behøver at bøje sig for Lovens Bestemmelser om Erstatningsspørgsmaalet. Med Hensyn til de af udenlandske Selskaber i Italien tegnede og pr. 31/i2 1910 i Kraft værende Forsikringer stiller Forholdet sig saaledes:

Som man ser har talrige Landes Forsikringsselskaber Interesse i en mulig Erstatning (ca. Halvdelen af alle i Italien tegnede Forsikringer er erhvervede af udenlandske Selskaber); men om nogen fælles Optræden fra Selskabernes Side forlyder der hidtil intet. Derimod har adskillige Folkeretslærere paa nogle Livsforsikringsselskabers Foranledning udtalt sig om Erstatningsspørgsmaalet*), og den fremherskende Mening blandt disse synes at være den, at Erstatning vilde blive tilkendt Selskaberne ved en eventuel international Voldgiftsdomstol. Erstatningsspørgsmaalet har jo sin store principielle Betydning, da muligvis andre Stater kunde faa i Sinde at følge Italiens Eksempel og indføre Statsmonopol for Livsforsikring. Det vil da blive interessant at se, hvilket det endelige Resultat maatte blive med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet.

Foreløbig er imidlertid den italienske Regering travlt beskæftiget med Organisationen af den nye Monopolanstalt,ogafdet i »Gazetta Ufficiale« den 7. September i Aar offentliggjorte Reglement ses det, at

---

*) Jfr. Dr. Hans Wehberg: Das italienische Staatsverzicherungsmonopol und der Haager Schiedshof. Oesterreichische Versicherungs-Zeitung for 14. Sept. 1912 o. fl. Nr.

man er fast bestemt paa at gennemføre Loven i dens fulde Udstrækning til Trods for al Modstand og alle ilde Spaadomme. I Reglementet bestemmes det, at Loven skal træde i Kraft den i. Januar 1913, og denne Dag begynder saa Monopolanstalten sin Virksomhed. Ved Ansættelsen af Anstaltens Funktionærer skal der tages særligt Hensyn til dem, der har gjort Tjeneste ved saadanne private Selskaber, som har andraget om deres Portefeuillers Overdragelse til Statsanstalten. Denne skal anlægge mindst Halvdelen af sin PræmiereserveiStatsobligationereller andre statsgaranterede Papirer. Ansøgninger om Tilladelse til Viderearbejde maa af de Selskaber, der ønsker en saadan, indgives til Handelsministeriet inden 5. Novbr. 1912 og maa ledsagesafTariferog Policeeksemplarer. Naar Tilladelsen er givet, maa inden 30 Dage derefter Tarifer og Policeeksemplarerogsaaindsendestil Monopolanstalten, til hvilken fra i. jan. 1913 enhver nytegnet Forsikring maa anmeldes inden 30 Dage, og Anmeldelsen maa (for de 40 % Genforsikrings Skyld) ledsages af Originalpolicen, Kopier af Præmiekvittering, Agentens Provisionskvittering, Helbredsattest, Begæring etc. Derefter kan Monopolanstaltenantageellerafslaa Forsikringen, men Besked skal gives inden 5 Dage efter Papirernes Modtagelse. Monopolanstalten giver Policen Paategning om AntagelseellerAfslag.Det private Selskab har alene RisikoenidenTid, der forløber mellem Forsikringens Antagelse af Selskabet og den Dag, da den antages af Monopolanstalten. Hver enkelt Genforsikringspræmiemaaindbetalestil Anstalten inden 10 Dage efter, at den er modtaget fra den Forsikrede, eventuelt inden 5 Dage, nemlig naar den sædvanlige P'rist or Præmiebetalingenerudløben.Overholdes

betalingenerudløben.Overholdesdenne Bestemmelse ikke, bærer det forsikrende Selskab hele Risikoen. Paa Selskabets Hovedkontor skal der til Eftersyn for MonopolanstaltensFunktionærerliggeen Bog, i hvilken enhver Præmieindbetaling under Angivelse af Police-Nr., For- og Efternavn for den Forsikrede og Indbetalingsdagerindført.Forsømmelse heraf kan medføre Fortabelseafdentil Fortsættelse af Arbejdet givne Tilladelse.Monopolanstaltentagersin Andel af Reduktioner, Kapitaliseringer og Tilbagekøb, i sidste Tilfælde mod Forevisning af Originalkvittering. Om enhver Ophævelse af Forsikringer og om enhver Ikraftsættelse maa Anstalten underrettes inden 5 Dages Forløb. Ved Ikraftsættelser maa de nødvendige Papirer—f.Eks. eventuelt Helbredsattest — ledsage Meddelelsen. I Skadestilfælde bliver den genforsikrede Kvote udbetalt til det forsikrende Selskab mod ForevisningafIdentitetspapirerog Originalkvittering. Monopolanstaltengodtgørdetoverdragende Selskab en til den genforsikrede Kvote svarende Del af Erhvervsprovisionen,derdog højst maa udgøre 70 % a^ første Aars Præmie, og betaler en Inkassoprovision af højst 5 °/0/₀ fra det andet Forsikringsaar af. Ethvert Afslag paa Præmien, ligegyldig under hvilken Form, straffes eventuelt med Arbejdstilladelsens Fortabelse. — For de Selskaber, der selv vil afvikle deres Forretninger i Italien, men som ikke ønsker at arbejde videre, gælder det, at de maa indsende sidste Aars Balance og FortegnelseoverdeAktiver, hvori Præmiereserven er anlagt. Handelsministeriet kan revidere hos Selskabet for at prøve, om Præmiereserven er rigtig beregnet og forsvarlig dækket; finder Ministeriet, at der er UtilbørlighederpaadetteOmraade,

lighederpaadetteOmraade,saa giver det Selskabet en Frist til at ændre Fejlene, og hvis Fristen da udløber,udenatdette er sket, kan der gaas retslig frem overfor Selskabet. Hvert Kvartal skal der til MinisterietindsendesenFortegnelse over de i Kvartalet udgaaedeForsikringermedAngivelse af Grundene til Afgangen. Ingen Forsikring kan forhøjes paa anden Maade end gennem en Kapitalisation af Bonus.

Selvfølgelig har der i Forsikringspressen, der jo væsentligst er til for at varetage de private Selskabers Interesser, rejst sig et Ramaskrig mod de foran citerede Bestemmelser; man havde til det sidste haabet, at den italienske Regering ved et lempeligt Reglement vilde svække Lovens Bestemmelser; da det modsatte viste sig at blive Tilfældet, blev Skuffelsen derfor stor. Det hævdes*): »At enhver Fagmand let ser af de bureaukratiske, smaalige og chikanøse Bestemmelser, som vil drage en stadig ulidelig Besværliggørelse af Forretningerne efter sig, at det har været Meningen at umuliggøre Selskaberne at arbejde videre i de 10 Aar, som Loven kan tillade. Man vil »afpresse« Forsikringsselskaberne deres Forsikringsbestand, fordi man har den i høj Grad behov for at undgaa en Fiasko straks fra Begyndelsen af. Selskaberne kan imidlertid ganske rolig se Tiden an, thi ogsaa efter Udløbet af den dem givne korte Bestemmelsesfrist vil Monopolanstalten føle stærk Trang til en Forhøjelse af sin Forsikringsbestand«.

I et andet Forsikringsblad**) hedder det: >Enhver

---

*) Jfr. Oesterreichische Yerzicherungs-Zeitung Nr. 39 for 28. Sept. if) 12.

**) Jfr. Oesterreichische Revue, Organ fiir Assekuranz und Volkswirtschaft, fur 23. Sept. 1912.