Compte rendu de la conférence internationale du chdmage. 1911. Marcel Riviére & Co„ Paris. 3 Bind. Pris 18 frcs.

Töute sémence de justice n'est elle pas une sémence de paix. Med disse Ord sluttede Leon Bourgeois den vidunderlige Tale, hvormed han i September Maaned 1910 aabnede den første internationale Arbejdsløshedskongresi Paris. Vidunderlig særlig paa Grund af den, i ethvert Fald for en dansk, uanede Veltalenhed, som her a?,benbarede sig, men ogsaa paa Grund af den Viden, der var nedlagt deri, den Forstaaelse, som viste, at denne Mand, der, saa vidt vides, ikke tidligere har beskæftiget sig med det bundløse Spørgsmaal, som Arbejdsløshedens Begrænsning og Bekæmpelse foreløbig endnu er, virkelig i den relativt korte Tid, der var ham givet, efter at han ved Millerands Indtrædelse i Regeringen havde overtaget Præsidiet for Kongressen, havde sat sig ind i denne Sag og faaet fat paa meget af det væsentlige deri — et Indtryk,som bevaredes og styrkedes under hans Ledelse af Forhandlingerne og ved hans lige saa udmærkede, afsluttende, efter sigende oven i Købet improviserede Tale. De samme Ord kunde godt sættes som Motto over det bindstærke Værk, som indeholder de Rapporter, der vare udarbejdede for Kongressen, og Referatet af dens Forhandlinger.Thi selv om Forhandlingerne ofte — Rapporternesjældnere — give Udtryk for den uundgaaelige

Tragten efter national Selvhævdelse og lejlighedsvis ogsaa for Hævdelsen af private Særinteresser, saa aander de dog saa megen ærlig Bestræbelse, saa megen paa Tænken og Viden bygget Vilje til at formindske og lindre den übestridelige samfundsmæssige Uret, som Arbejdsløsheden betegner, saa man forstaar, at der bag det hele staar Personer, for hvem Samfundets større Retfærd og Fred virkelig er en Livssag.

KongTessen havde tre Hovedpunkter paa sin Dagsorden, nemlig: Arbejdsløshedsstatistiken, Arbejdsanvisningen og Kontrollen. Om de samme tre Hovedpunkter samle Rapporterne sig, men desuden er der fra 13 af de i Kongressen deltagende 21 Nationer indgivet Fremstillinger af, hvad der paa det daværende Tidspunkt var foretaget til Arbejdsløshedens Bekæmpelse indenfor deres respektive Omraader. Disse Rapporter udgøre sammen med og i Fortsættelse af det af det tyske Kaisl. Statistische Amt i igo6 udgivne Værk: «Die bestehenden Einrichtungen zur Versicherung gegen die Folgen der Arbeitslosigkeit im Auslande und im Deutschen Reiche« det grundlæggende Materiale, for enhver, der ønsker at sætte sig ind i disse Forhold, og Rapporterne have jo her, ved Siden af at være nyere, det Fortrin fremfor det kejserlige statistiske Bureaus Fremstilling, at de ere udarbejdede af sagkyndige i det paagældende Land selv, hvorved Muligheden for Misforstaaelser og Fejltagelser er indskrænket til det mindst gørlige.

Professor Harald Westergaard her fra Universitetet havde faaet det ærefulde, men sikkert ikke lette Hverv at sammenfatte de 11 Specialrapporter om Arbejdsløshedsstatistikeni en Generalrapport. Specialrapporterne fremtræde for manges, vel endog de flestes, Vedkommende under højt ansete Navne, som f. Eks. Lucien March, Waxweiler, Loria m. 11. a., saaledes fra Norge Prof. Rygg og her fra Danmark Direktør Michael Koefoed; men — de lærde synes paa dette Punkt foreløbig lidet enige. Om Statistikens Methoder og om Vurderingen af dens

forskellige Kilders Betydning bringe disse Fremstillinger omtrent lige saa mange Opfattelser, som der er Forfattere, saa at man efter at have gennemlæst dem tager fat paa Generalrapporten med en tyngende Følelse af de uhyre Vanskeligheder, denne Gren af Statistiken frembyder, og med ringe Haab om foreløbig at kunne faa Kampen for Arbejdsløshedens Indskrænkning og Afbødning underbyggetmed det talmæssige Bevismateriale, som den dog saa daarligt kan undvære. Men indsigtsfuldt, sagligt og klart bevæger Prof. Westergaard sig gennem Labyrinten, paavisendeBegrænsningen af dette eller hint Materiale eller den bestridte Brugbarhed af et andet, og hævdende som sit Hovedsynspunkt, at Vejen er fuldkommen farbar til Trods for alle Vanskeligheder. Thi Vanskelighedernes Tilstedeværelse erkender Professoren fuldt ud, og de ere sikkert ogsaa übestridelige, fordi Statistikens Materiale her er saa levende, vigende og bestandig vekslende.

Angaaende Arbejdsanvisningen foreligger der 16 Specialrapporter,sammenfattede i en Generalrapport af Direktørenfor »Societa Umanitaria«'s Afdeling for Arbejderforhold,Alexander Schiavi. Ogsaa Schiavis Generalrapportgiver et klart og udmærket Overblik, og man læser den med den allerstørste Interesse, ikke mindst fordi dette Spørgsmaal jo for Tiden er saa aktuelt her hjemme. Jeg skal citere nogle enkelte af de konkluderendeBemærkninger, han fremsætter, efter først at have gennemgaaet de enkelte Landes forskellige Forhold. Han siger (p, 4) angaaende Sagens tekniske Side: »Det er nu til Dags umuligt at tænke sig en Arbejdsanvisning uden at den er organiseret efter et bøjeligt, sikkert virkende og ensartet teknisk System, helt forskelligt fra de private Kontorers eller de velgørende Institutioners kendte forældedeSystemer«. Han siger endvidere (p. 50g6): ». . . Forudsætningen er, at der findes et Net af Anvisningskontoreri nøje gensidig Forbindelse med hinanden. Indenfor dette Net er de første Vanskeligheder, som frembyder sig, dem, der vedrøre Forbindelsen mellem et

Kontor og det stedlige Omraade, det skal betjene. Der er i de forskellige Lande praktiseret følgende tre forskelligeSystemer i saa Henseende: *) Det er overdraget Postkontorerne at modtage Forespørgsler henholdsvis om Arbejde og om Arbejdskraft for derefter at ekspedere dem videre til nærmeste Anvisningskontor. 2) En af Kontorets Funktionærer besøger med regelmæssige Mellemrum*)de smaa eller mindre Pladser og modtager alle Henvendelser. 3) Der udnævnes særlige Tillidsmænd paa de forskellige Pladser, og disses Hverv er det da at modtage alle Arbejds- og Pladstilbud til videre Fremsendelsetil Kontoret.« Om Anvisningskontorernes Forhold under Arbejdsstandsninger bemærker Schiavi: »I Tilfælde af Konflikt — Strejke, Lockout, Boycotning — iagttager man mere og mere den Regel at meddele de paagældendeKonfliktens Tilstedeværelse, idet man overlader det til dem selv derefter at forholde sig, som de synes, samt til Organisationerne at søge at forhindre dem i at svigte deres Solidaritetspligter. Man bør altsaa ikke blot udtrykkeligtmeddele, at der er Konflikt, og opslaa Plakater derom i Kontorets Lokaler, men man bør ogsaa i Tilfældeaf stærkt udtalt Mistillid fra Organisationernes Side foreløbig indstille Anvisningskontorets Virksomhed for det Steds Vedkommende, hvor Konflikten hersker.« Schiavi fastslaar endelig den ogsaa i Specialrapporterne, atter og atter fremhævede Nødvendighed, at Anvisningskontorerne ledes rent forretningsmæssigt og ikke bureaukratisk eller politisk.

Den Form for Arbejdsanvisning, som saavel Schiavi som ogsaa Specialrapporterne og de fleste Deltagere i Forhandlingen fastholdt, var de offentlige paritetiske Kontorers

Blandt Specialrapporterne bemærker man fremfor
nogen anden Mr. Beveridge's om den engelske Anvisningsordning;den
er helt igennem udmærket. Ogsaa den fra

---

*) F. Kk>. en Hang om Ugen (Anmelderens Anm.).

Luxembourg af Dr. Kauffmann afgivne Beretning erindrer man paa Grund af de særlige der bestaaende Forhold, hvor Postvæsenet fungerer som Mellemled mellem Kontorerneog Befolkningen. Den franske Minister Jean Cruppi siger i sin Rapport mange kloge Ord om den offentlige paritetiske Arbejdsanvisnings meget forskellige Muligheder for Indtrængen i de forskellige Fag, alt efter disses bestaaende Former for Arbejdssøgen (personlig Henvendelse enten paa Markeder eller lignende Samlingsstedereller paa Arbejdspladserne, Avertering, Brug af private Kontorer), og om hvilke Afveje en uheldig Lovgivningkan føre Udviklingen ind paa, jvfr. i saa Henseendeden franske Lovgivning om Arbejdsanvisning. Ogsaafra Sverige foreligger der en interessant Redegørelse fra Statens nuværende Anvisningsinspektør G. Huss. Det nye ministerielle Forslag om Arbejdsanvisningen her i Landet synes i meget bygget over samme Principer som de svenske.

Dr. Falkenburg, Direktør for Amsterdams statistiske Kontor har afgivet Generalrapporten angaaende Kontrollen ved Arbejdsløshedsforsikringen. Han følger ret nøje de i Arbejdsløshedsinspektør Dr. Th. Sørensens danske Rapport givne Hovedsynspunkter. Disse gaa imidlertid væsentlig ud paa at paavise Berettigelsen, til Dels ogsaa Nødvendigheden af at give Kontrollen varierende Former alt efter de forskellige Arbejdsforhold o. lign.; men ud fra dette Synspunkt bliver Sammenfatningen af de enkelte Rapporter meget vanskelig, idet Opstillingen af faste Principer næsten er umulig. Dr. Falkenburg forsøger da heller ikke noget saadant ud over hvad der er givet i den danske Rapport.

Blandt Specialrapporterne bemærker man den belgiske, som viser, hvilket uforholdsmæssigt Kontrolapparat et velplejetGentersystem fordrer, og den norske, som viser, hvor forholdsvis lidt en mere »large« Praktiseren af samme System mener at kunne nøjes med. I Norge findes nemligikke mindre end tre Instanser med Ret til at kontrollereArbejdsløshedskasserne,

trollereArbejdsløshedskasserne,men, saa vidt man kan se, ingen, der har Pligt til at paase, at det offentlige nu bgsaa kun yder Tilskud til de Understøttelser, der udbetales for »berettiget« Arbejdsløshed.

Blandt de almindelige Fremstillinger hævder den danske Rapport sig en smuk Plads, blandt andet fordi Danmark er det Land, der har de smukkeste praktiske Resultater at opvise, er et af de faa Lande, der overhovedet har praktiske Resultater. Thi det kan jo ikke nægtes, at i det store og hele give Rapporterne det Indtryk, at foreløbig er Tilstanden, i ethvert Fald for saa vidt angaar Afhjælpningen af Arbejdsløshedens Følger, de fleste Steder Kaos. Dog, et fast Holdepunkt er der, og det er de faglige Organisationer. Bourgeois udtalte herom i sin Slutningstale følgende: »Det fremgaar af alt, hvad her er sagt, at hverken Arbejdsløshedsstatistiken eller Arbejdsanvisningen eller Arbejdsløshedsforsikringen lader sig realisere uden ved Hjælp af Organisationerne. Kun Fagforeningen, denne bestandig virkende Organisme, er i Stand til at tilvejebringe den fortsatte lagttagelse af Arbejdsløsheden, som er nødvendig for at skaffe Statistiken dens Materiale. Den har, som den naturlige Forsvarer af Arbejdernes Interesser, de bedste Forudsætninger for at naa til Forstaaelse med Arbejdsgiverorganisationen om at holde den offentlige Arbejdsanvisning i et upartisk og neutralt Spor. Kun Fagforeningen, som er Centret for Solidariteten og den gensidige Hjælp, kan give Arbejderen den Tillid, som er uundværlig for enhver Arbejderforsikringsinstitutions sikrede og effektive Arbejde«.

De fleste Deltagere i Kongressen vare da ogsaa stemte for at bevare dette udmærkede Instrument ved Arbejdsløshedsforsikringens Ordning, men nogle Stemmethævedesig dog derimod, særlig fra tysk Side. Det er aabenbart, at i Tyskland er Tanken den at gennemføre Arbejdsløshedsforsikringen i Form af en Tvangsforsikring udenom Fagforeningerne, enten gennem en Rigstvang eller gennem lovhjemlet Adgang for Kommunerne til

hver indenfor sit Omraade at gøre Forsikringen obligatorisk.Et vægtigt Indlæg til Fordel for den paa Arbejdernesegne Organisationer byggede Forsikring fremkom fra Direktøren for det franske Ministeriums Departement for Arbejderforhold, Arthur Fontaine, og Professor Maurice Bellom talte Frivillighedens Sag imod Tilhængerne af Tvangsforsikringen, idet han erklærede sig tro imod de to i deres Uadskillelighed saa lidet populære Ideer: Frihedog