Lovforslaget om Statens Indkomst- og Formueskat.

Jom bekendt har det nuværende Ministerium for at bringe Ligevægt paa Statsbudgettet foreslaaet en Række finansielle Love, hvoraf nogle allerede er gennemførte,medens andre venter paa deres Afgørelse. Efter min Mening er der ved disse Lovforslag som Helhed taget et rimeligt Hensyn til Fordelingen af Skattebyrden. Af Betydning er det navnlig, at Forhøjelsenaf 01- og Brændevinsskatten, der vil ramme de übemidlede Klasser haardest, udlignes ved en stærkt forøget Progression af Indkomst- og Formueskatten. Det er beklageligt, at Skatteforhøjelsen for de direkte Skatter ikke har kunnet fordeles noget, fordi man for Ejendomsskatternes Vedkommende sysler med helt nye Beskatningsmaader; thi nægtes kan det ikke, at Indkomstskatteni Løbet af et ganske kort Tidsrum er blevet overordentlig stærkt anspændt. Dette staar for en stor Del i Forbindelse med, at denne Skat benyttes

ogsaa i den kommunale Husholdning. I Københav:: er Skatteforhøjelserne fulgte paa hinanden Slag i Slag, og i det kommende Aar forestaar der muligvis en Forhøjelse baade af Statens og Kommunens Indkomst skat. I Købstæderne, hvor der ikke har været noget Maksimum for den kommunale Skatteprocent, er Indkomstskattenofte meget trykkende.

Jeg skal ikke komme ind paa en Omtale af de enkelte Led i den samlede finansielle Reform, idet Meningen i Aften er særlig at beskæftige os med Lovforslaget om Indkomst- og Formueskat. Jeg tror, at det har nogen Betydning, at dette Forslag kan blive drøftet her i Nationaløkonomisk Forening, hvor enhver frit kan sige sin Mening om det foreliggende Spørgsmaal uden at tage de mange Hensyn, som nødvendigvis maa spille en Rolle i den politiske Diskussion.

Før jeg kommer ind paa en Omtale af Regeringens Lovforslag, vil jeg dog gerne med et Par Ord dvæle ved Loven af 15. Maj 1903; thi selv om Lovforslaget gennemføres væsenlig i sin nuværende Skikkelse, vil den nævnte Lov dog fremdeles danne Hovedgrundlaget for vor Indkomstbeskatning.

Da der i Halvfemserne rejstes en Bevægelse for at indføre en Statsindkomstskat i Danmark, ?tod man overfor Valget mellem de to store Forbilleder paa dette Omraade, nemlig den gamle engelske income- and property-taxmed dens Beskatning af Indkomstkilderne og den prøjsiske personlige Indkomst- og Formuebeskatningaf 1891_{— 93.} Man valgte da den sidste. Jeg har set udtalt Beklagelse over dette Valg-, jeg tror dog uden Grund. Ganske vist gik man derved glip af

nogle af Kildebeskatningens Fordele, saaledes dens Evne til at undgaa en Indtrængen i Privatlivets Forholdog til at skabe en vis summarisk Ligelighed i Beskatningen af de enkelte Samfundsklasser. Men paa den anden Side vandt man, hvad der har meget stor Værdi, et rationelt Grundlag for Gennemførelsen af de sociale Skattefordelingsregler, der i vore Dage spiller en saa betydelig Rolle. Paa dette Punkt har Indkomstskildebeskatningensine største Mangler. Meget oplysende i saa Henseende er den nyeste Udvikling i Storbritannien,hvor man har maattet bøje sig for Tidens Krav om en retfærdigere Skattefordeling; men ved Gennemførelsenheraf er man stødt paa store Vanskeligheder.Saaledes var det umuligt at gennemføre en rationel Progression fra Grunden af, og man maatte indskrænke sig til at lægge en Tillægsskat paa de store Indtægter fra 5000 <£, som man var nogenlundesikker paa ikke kunde unddrage sig Opmærksomhed.

Som Hovedpunkter, hvor den danske Lovgivning
har taget Hensyn til den større eller mindre Evne til
at bære Skattetrykket, skal nævnes:

1) Progressionsprincippet er gennemført. Dette fandtes ikke i det Liittichauske Lovforslag af 1896, men det indførtes af den derefter nedsatte Skattekommission. Denne Progression er allerede blevet forøget ved Loven af 30. September 1909, og vi staar nu overfor en ny Forhøjelse.

2) Der findes et skattefrit Indtægtsminimum (600 —800 Kr.), der ganske vist ikke er højt (dog højere end i flere tyske Stater), men som forøges for hvert Barn under 15 Aar, og hvad der navnlig har Værdi

er, at dette skattefri Minimum er det tilladt at fradrage i enhver Indtægt. Derved forøges Progressionens Styrke og Skatten bliver meget lempelig for de smaa Indtægter,der ligger lige over Skattegrænsen. Ved Sammenligningmed Skattens Højde i Udlandet maa disse betydelige Skattefradrag stadig haves for Øje.

3) Endelig har man gennemført en Formueskat, der er bestemt til at udligne Formueindtægters og personlige Indtægters forskellige Værdi. Alle de nævnte Hovedpunkter ved Indkomst- og Formueskatten er überørte af det nye Lovforslag, der ogsaa bevarer Indtægtsminimets og Børnefradragenes Størrelse uforandret.

Vender vi os dernæst til Lovforslaget, knytter Hovedinteressen sig til den foreslaaede Forhøjelse i Skatteskalaen baade for Indkomst- og Formueskatten, men ved Siden heraf indeholder det Forandringer tildels af Betydning paa en Række Punkter, hvoraf de vigtigste skal være Genstand for Omtale her.

En af disse vedrører Spørgsmaalet, i hvilket OmfangFamiliemedlemmers Indtægter skal betragtes som en Enhed eller beskattes hver for sig. Efter Lov af 15. Maj 1903 beskattes Familieoverhovedet af hele Husstandens Indtægt, saaledes at der til Husstanden henregnes den med Manden samlevende Hustru og de økonomisk afhængige Børn, derimod ikke andre Familiemedlemmer,som i nogle Lovgivninger ogsaa tages med. For Hustruens Vedkommende er Regelen foreslaaetændret derhen, at det, ved Beregningen af Skatteindtægten, er tilladt at fradrage Halvdelen af hendes Indtægter ved Selverhverv, dog ikke over 800, 700 og 600 Kroner henholdsvis i København^—Frederiksberg,Købstadkommunerne

riksberg,Købstadkommunerneog Landkommunerne. Til Begrundelse af Forslaget kan anføres, at naar Hustruen har Erhvervsvirksomhed, navnlig naar denne foregaar ude af Hjemmet, vil Husførelsen derved fordyres,bl. a. ved forøget Tyendehold eller anden lønnet Medhjælp, f. Eks. til Pasning af Børnene. Man kunde ogsaa have valgt den Vej at gøre Spørgsmaalet til en Bevillingssag, hvorved der kunde tages mere Hensyn til de særlige Forhold. Men dertil vilde kræves Undersøgelseaf de enkelte Tilfælde, der kunde aabne Vejen for en Del Vilkaarlighed. Jeg tror derfor, at Lovforslagethar gjort Ret i at give faste Regler, hvortil jeg i Hovedsagen kan slutte mig. Dog mener jeg, at i visse Tilfælde, t. Eks. naar Hustruen har Udearbejde og der er smaa Børn hjemme, kunde der være Grund til at give særlige Begunstigelser, t. Eks. Ret for smaa Indtægter til forlods at fradrage et vist Beløb fuldtud. Til at overveje den bedst mulige Afgørelse paa dette Punkt vil der være rig Anledning under Lovforslagets videre Behandling i Rigsdagen.

Den i Loven af 15. Maj 1903 indeholdte Regel om, at Familieoverhovedet og de af ham økonomisk afhængige Børns Indtægter beskattes under ét, har ført til Urimeligheder. Naar et Barn, der boede hos Forældrene, tjente noget, men ikke nok til at yde Vederlag for sit Ophold i Hjemmet, betragtedes det som økonomisk afhængigt, og dets Indtægter regnedes sammen med Husfaderens og forøgede dennes Skattepligt.NaarBarnet derimod fortjente saa meget, at det helt kunde betale for sig, hvorved Hensyn i Praksistogestil Familiens økonomiske Niveau, behandledes det som økonomisk uafhængigt og sattes selvstændigt i

Skat, hvilket i alle Tilfælde skattemæssigt var meget fordelagtigt og hyppigt vilde føre til fuldstændig Skattefrihed.DennePraksis var højst uheldig, fordi den bevirkede,atLaderens Skattebyrde formindskedes, naar Børnenes Indtægter steg, og det maa antages, at Skattemyndighederneafden Grund har vist sig meget tilbageholdendemedat inddrage Børnenes Indtægter under Beskatning. Sandsynligvis under Indtrykket af de gældende Reglers Urimelighed foreslaas det nu, at Børnene altid sættes selvstændigt i Skat. Jeg tror dog, at man her er kommet for vidt til den modsatte Side. Lad os t. Eks. forudsætte, at to hjemmeværende Sønner i 15 —\J Aars Alderen som Arbejdsdrenge tjener en Løn nær op mod Skattegrænsen,i saa Fald vilde Sønnerne efter de nye Regler blive skattefri. Det samme gælder om Tilfælde,hvorBørnene har Formueindtægter, der dog ikke naar Indkomstskattens Grænse, naar bortses fra den übetydelige Formueskat, der her kan være Tale om. I Ministerialtidende er omtalt en Overskatteraadskendelseiet Tilfælde, hvor en rig Enkes 4 hjemmeværende Børn havde en samlet Indtægt af Formue paa 3145 Kroner. Efter det nye LovforslagvildeBørnenes Indtægter her i København, forudsat at de var ligeligt fordelte og ingen af dem naaede 800 Kr., helt unddrage sig Indkomstskat. De anførte Resultater forekommer mig lidet rimelige. I Virkeligheden er det, at Familiemedlemmerne har Indtægter,somFamiliefaderen raader over til fælles Bedste,enmeget betydelig økonomisk Fordel og styrker Familiefaderens Skatteevne. Fejlen ved den nugældende

Lovs Regel paa dette Punkt er, at den afgør Børnenes skattemæssige Behandling efter om de er økonomisk afhængige eller ikke, medens det afgørende burde være. om Familiefaderen normalt raader over Børnenes Indtægter, som Tilfældet sædvanligt vil være med umyndige Børn. Her synes jeg at det er rimeligt, at Husfaderen beskattes ogsaa af Børnenes Indtægter, dog at der af Billighedsgrunde gives Ret til Fradrag af et vist Indtægtsminimum (f. Eks. 200 Kr. pr. Barn). Anderledes stiller Forholdet sig med de voksne Børn. Ganske vist vil de, navnlig Døtrene og f. Eks. i FiskerogSømandsstandenogsaa de ugifte Sønner, ofte yde deres Forældre en betydelig Støtte, men dette beror dog saa meget paa Tilfældigheder, at man ikke derpaa kan bygge nogen Regel om, at Børnenes Indtægter bør inddrages under Husfaderens Skat, og derfor tror jeg det er rigtigt at sætte de voksne Børn selvstændigtiSkat.

Nogen Betydning har Spørgsmaalet om Rejsediætersskattemæssige Behandling i vor Tid, hvor Agentvæsenet blomstrer som ingensinde før. Den nugældendeLov giver Ret til Fradrag i Skatteindtægten af Dagpenge og Rejsegodtgørelse under Udførelsen af offentlige Hverv, der nødvendiggør Natteophold udenforHjemstedskommunen. Nu er det med god Grund foreslaaet at behandle Rejser i offentlige og private Hverv ens og i begge Tilfælde at give Ret til under de fornævnte Betingelser at fradrage Befordringsudgifter med det hele. men anden Rejsegodtgørelse og Dagpengekun med det halve Beløb. Man regner her med, at der kan indspares noget af Rejsegodtgørelsen, om ikke andet saa ved en billigere Husførelse i Hjemmet

under Mandens Bortrejse. Jeg anser det dog for tvivlsomt, om der her som Regel er en Kilde til væsenlig Besparelseog vilde derfor foretrække at udvide de nugældende Regler for Rejsegodtgørelse i offentligeHverv til ogsaa at gælde Rejser i Privates Tjeneste.

Den nuværende Indkomstskat rammer ogsaa Aktieselskaber, dog at der gives Ret til forlods at fradrage 4 °/o af Overskuddet. Da Aktieudbyttet ogsaa beskattes hos Aktionærerne, finder der en Dobbeltbeskatning Sted, som jeg anser for irrationel. Hertil bidrager det ogsaa, at Skatten opkræves uden Hensyn til det Aktiebeløb, som den enkelte Aktionær ejer og til Aktiekapitalens Størrelse. Fradraget af de 4% mildner noget derpaa, og Lovforslaget bevarer paa dette Omraade væsenlig status quo. Rigtignok er det Meningen at forhøje Skatteprocenten fra 2 °/0/₀ til 3 °/0;/₀; men dette sker jo samtidig med, at Skatteprocenten sættes op over hele Linien, og i 1909 skete der ingen Forhøjelse af Aktieselskabernes Skatteprocent.

I Modsætning til hvad Tilfældet er for AktieselskabernesVedkommende indeholder Lovforslaget principielle Forandringer med Hensyn til Forbrugs- og Produktionsforeninger.Efter den nugældende Lov beskattes de kun, naar de udstrækker deres Virksomhed udover Medlemmernes Kreds. Efter det nye Lovforslag inddragesderimod Forbrugsforeninger altid under Beskatning,medens Produktionsforeninger og lignende beskattesfor den Del af deres Virksomhed, der bestaar i Detailsalg fra Butik. De foreslaaede Forandringer maa billiges, forsaavidt de gaar ud paa at stille Forbrugs

brugs- og Produktionsforeninger p^ia lige Konkurrencefodmed
de private Erhvervsdrivende.

Med Hensyn til Formueskatten er det foreslaaet, at den skattefri Formue for Personer, der ikke er satte i Indkomstskat til Staten, forøges fra 3000 til 10000 Kroner. Det har min Sympathi, at man sætter den meget lave skattefri Formuegrænse noget i Vejret, og at man fastholder Forskellen i Formuebeskatningen under Hensyn til Indtægtens Størrelse. Desuagtet nærer jeg megen Betænkelighed ved Forandringen i den foreslaaede Skikkelse. Jeg tror ikke, at det vil være heldigt at sætte en skarp Grænse i Henseende til Indtægt og Formue, der afgør, om Formuen skal være helt skattefri eller betale fuld Skat. Man bevirker derved, at der paa dette Omraade indtræder et stort Skattespring,som det foreliggende Lovforslag paa en saa heldig Maade har søgt at undgaa ved Indførelsen af Ratebeskatningen, og man forøger Fristelsen til at presse Indkomstansættelsen lige ned under Skattegrænsen, hvorved man efter Omstændighederne kan slippe fri ikke alene for Indkomstskatten, men ogsaa for en ret betydelig Formueskat. Navnlig paa Landet, hvor Indkomstansættelsen er saa elastisk, vil den foreslaaedeRegel kunne virke uheldigt og vil f. Eks. i Landkommuner med Stationsbyer kunne skærpe Modsætningsforholdetmellem den lille besiddende Grundejerstandog de andre Samfundsklasser, hvis Indtægter lettere lader sig tage paa Kornet. Her kan det meget vel tænkes, at af to Mænd, der i Virkeligheden er økonomisk ligestillede, betaler den ene baade IndkomstogFormueskat, medens den anden slipper fri for begge, fordi hans Indtægt ansættes for lavt. Jeg tror, at det

i alle Tilfælde var bedre, om man ikke lod Grænsen være saa skarp; men f. Eks. inden for en vis lav Mi nimumsgrænse for Indtægt og Formue gav Ret til Formuefradrag, hvis Størrelse kunde afhænge baade af don ansatte Indtægts og den ansatte Formues Størrelse.

Lovforslaget har ellers ikke rørt ved de gældende Regler om, hvad der rettelig bør inddrages under Formueskatten. Skattefri vil ogsaa fremdeles være alle periodiske Ydelser af offentlig og privat Natur, som t. Eks. i Prøjsen for en Del maa betale Skat, og endvidere Møbler, Husgeraad, Gangklæder, Smykker m. m. uden Hensyn til Værdien, dog forsaavidt de ikke anvendes til Næringsbrug eller i Forretningsøjemed. Det drejer sig her om hele den private Brugs- og Nydelsesformue. der spiller saa stor en Rolle i Nutiden med dens Trang til forfinet Luksus. Der kunde efter min Mening nok være Anledning til at beskatte den omtalte Formue, forsaavidt den overskrider en ikke for lavt ansat Værdigrænse. Der er, synes jeg, ingen Grund til, at den, der køber en værdifuld Malerisamling, der tilmed efter kyndige Folks Mening i mange Tilfælde skal være en udmærket Kapitalanbringelse, et kostbart Møblement eller skænker sin Hustru Ædelstene og Smykker til en Formues Værdi, snarere skal slippe fri for Skat end den, der anbringer Kapital i sin Forretning.

Tyngdepunktet i det nye Lovforslag er, at Skatten sættes betydeligt op under samtidig Forøgelse af Progressionen baade for Indkomst- og Formueskattens Vedkommende. Men før jeg kommer nærmere ind herpaa maa jeg dog endnu berøre et Par foreslaaede Lovændringer, der staar i Forbindelse dermed, nemlig

Fradragsretten af det skattefri Indtægtsminimum og
af personlige Skatter ved Beregningen af den skattepligtigeIndtægt.

Efter den nugældende Lov har Fradraget af det skattefri Indtægtsminimum kun Indflydelse paa Beregningen af Indtægten, ikke paa Skatteprocenten. ' Naar f. Eks. en københavnsk Familie med to Børn og en Indtægt paa 2400 Kr. nyder et Fradrag i den skattepligtige Indtægt af 1000 Kr., svares der af det tiloversblevne skattepligtige Beløb af 1400 Kr. ligefuldt en Skatteprocent af 1,1, der gælder for Indtægter mellem 2000 og 3000 Kr. Skatten vil altsaa udgøre 19,00 Kr. Efter Ministeriets Forslag vil Skatteskalaen med dens enkelte Satser derimod komme til Anvendelse paa den Indtægt, der fremkommer efter at Skattefradragene har fundet Sted. Saaledes vil i det givne Eksempel Indtægten paa 2400 Kr., der har Fradragsret for 1000 Kr., skattemæssigt blive behandlet som en Indtægt paa 1400 Kr., der betaler 1,0 °/0/₀ af 1000 Kr. og 2,:> % af 400 Kr., ialt 25 Kr. Den nye Regel paa dette Punkt er rationel, fordi den drager de fulde Konsekvenser af Indtægtsfradragene, og den mildner i ikke ringe Grad Forhøjelsen i Skatteprocenterne, navnlig for de smaa Mellemindtægter.

Endvidere vil Forslaget ophæve Retten til i den skattepligtige Indtægt at fradrage personlige Skatter til Stat og Kommune, medens Fradragsretten derimod bevares for Skatter og Afgifter paa fast Ejendom og Næringsvirksomhed. Naturligvis betyder dette reelt set en yderligere Forhøjelse af Indkomstskatten, men Valgetstaar jo i Virkeligheden mellem Fradragsrettens Ophævelse eller en højere Skatteskala. Det er vanskeligtat

skeligtatopgøre, hvormeget Fradragsretten procentvis udgør indenfor de enkelte Indtægtsgrupper, fordi det her drejer sig om forskellige Skatter med ulige Progression,der for de kommunale Skatters Vedkommende jo end ikke er underkastede ensartede Regler for hele Landet. Saa meget kan i alle Tilfælde siges, at Fradragsrettenogsaa forholdsvis er mere værdifuld for de store end for de smaa Indtægter, og at dens Ophævelse derfor er mere byrdefuld for de første end for de sidste.Teoretisk set lader sig anføre noget til Fordel for det stillede Forslag, idet man betragter Skatten som Vederlag for Statens materielle eller immaterielle Ydelser til den enkelte Borger og forsaavidt ensartet med hans øvrige Udgifter, og Regelen har ogsaa Forbillederi fremmed Lovgivning. Men for Følelsen tror jeg, at det altid vii findes mindre naturligt, at der skal betales Skat af den Indtægt, som Staten forlods unddragerens Raadighed, og det giver et bedre Overblik over Skatteforhøjelsen, naar man optager den i selve Skatteskalaen.

Betragter vi endelig den foreslaaede Skatteskala, er der sket den Forandring, at den er bygget paa det saakaldte Rateprincip, som efter et Forslag af Skattedirektør Molde er bragt til Anvendelse paa den københavnske Indkomstskat. Vi staar her overfor et Fremskridt, der ikke kan omstrides, og som egentlig er det eneste, der har vundet Anerkendelse fra alle Sider uden Hensyn til Partistandpunkt. Der vindes navnlig herved, at Progressionen vil foregaa jævnt, i Stedet for i Spring, idet der nu finder en uforholdsmæssighøj Beskatning Sted af de Indkomstdele, der

ligger lige over Maksimumsgrænserne for de i Skatteskalaenoptagne

For Indkomstskattens Vedkommende ser den foreslaaede
Skatteskala saaledes ud:

I Motiverne til Ministeriets Lovforslag er der til Oplysning om, hvor stærkt Progressionen i Indkomstskatten stiger mellem Lovene af 15. Maj 1903, 30. September 1909 og" det nye Lovforslag opstillet en Beregning over den gennemsnitlige Skatteprocent indenfor Indtægtsgrupper. Det drejer sig her om den effektive Skatteprocent (beregnet i Forhold til Skatteydernes virkelige Indtægt) og for Ensartethedens Skyld har man for alle tre Aar til Grund for Beregningen lagt Skatteligningen for I9^O9/₁₀, forsaavidt angaar Indtægtsfordelingen, Antallet af Børn under 15 Aar m. m. Man er da for de tre Aar kommet til følgende Skatteprocenter for de enkelte Indtægtsgrupper:

Den gennemsnitlige Skatteprocent for alle Skattegrupperunder ét steg som Følge af Loven af 30, September1909 fra 0,89 til 1,22; nu foreslaas en yderligere Stigning til i,ci eller med omtrent 1J₃. Men samtidig er Progressionen i rask Vækst. Ved Loven af 1909 var der kun Skatteforøgelse for Indtægter over 3000 Kroner, ved nuværende Lovforslag foreslaas Skatteprocenten forøget over hele Linien, men mest for de store Indtægter. Drager vi en Sammenligning mellem Loven af 30. September 1909 og Lovforslaget, udgør t. Eks. Stigningen for Indtægter under 1000 Kr. I9°/_O> for Indtægter fra 2000 til 3000 Kr. c. 36 °/0/₀ og for Indtægter paa over 100000 Kr. c. 45 °/₀. I Forhold mellem Loven af 15. Maj 1903 og Lovforslaget bliver Stigningen henholdsvis 19 °/₀, 36 °/0/₀ og 133 °/₀. Efter Lovforslaget vil, naar alle Forhold tages i Betragtning, t. Eks. Indtægterne paa 4000^—6000 Kr. betale 11 Gange, og de paa over 100000 Kr. 30 Gange saa høj

en Skatteprocent som Indtægterne under iooo Kr. Den stærkere Progression kan man kun yde sit Bifald; den tjener til at udligne en forhøjet Skattebyrde, som paa andet Omraade rammer de übemidlede Klasser.

Hvad endelig Formueskatten angaar, opkrævedes den efter Loven af 15, Maj 1903 med o,c p.m. af alle Formuer uden Hensyn til Størrelse, hvorimod man ved Lov af 30. September 1909 indførte en Progression, der standsede ved 30000 Kr. Ved denne lave Grænse for Progressionens Stigen er det nye Lovforslag blevet staaende, men föreslåar, at Skatteprocenten sættes op under samtidig Forøgelse af Progressionen, og at Rateprincippetbringes til Anvendelse ogsaa paa Formueskatten.Meningen er at "tage 0,8 p. m. af de første 15000 Kr., 1,2 p.m. af de næste 15000 Kr. og i,g p. m. af Resten. Da Hensigten med Formueskatten er at udligne den forskellige Værdi, der knytter sig til Indtægtaf Formue og af personlig Virksomhed, er det principielt set berettiget at fortsætte Progressionen ogsaafor Formueskattens Vedkommende. Forslaget standser imidlertid her ved en meget lav Grænse, og Følgen er, at Formueskatten for Formueindtægter udgør en stadig mindre Del af den personlige Statsskat, jo større Formuen bliver. Har t. Eks. tre københavnske KapitalisterA, B og C Formuer paa henholdsvis 50000, 100000 og 1,000000 Kr. — vi forudsætter en Rente af 4 % °g at Børnefradrag ikke finder Sted — vil A betalei Indkomstskat og Formueskat henholdsvis 20 og 62 Kr., B 7420 og 142 Kr. og C 1734,40 og 1582 Kr. Af den samlede personlige Skat til Staten vil Formueskattenfor A, B og C udgøre henholdsvis 75,6, 65,7 °g 47>⁷ °/o- Vanskeligheden ved at tilvejebringe et

passende Forhold imellem Indkomst- og Formueskat ligger deri, at det af finansielle Grunde har været nødvendigt at sætte Formueprocenten ret højt for de smaa Formuer, og at man ved at fortsætte Progressioneni Formueskatten vilde komme op paa meget høje Skatteprocenter. Allerede efter Forslaget betales der for den Del af enhver Formue, der overskrider 30000 Kr., en Formueskat, der ansat i Indkomstskat udgør 4 °/₀. Jeg vilde dog her finde det forsvarligt at fortsætte Progressionen for Formueskatten højere, t. Fiks. ved at danne nye Skattesatser ved Formuegrænserne 100000 og 500000 Kr., og at anvende det derved indvundneMerudbytte til Lettelse af Skattetrykket paa de smaa Formuer.

Vender vi os dernæst til Skatteligningen, skal først omtales, at de Regler, Loven af Is. Maj 1903 indeholder om Følgerne af ikke at selvangive sine Indtægter,nu foreslaas overført paa Formuen. Jeg kan, skønt det ofte er vanskeligere at opgive sin Formue end sin Indtægt, slutte mig til Forslaget, fordi jeg mener, at man af Hensyn til Ligeligheden i Beskatningenbør sætte stor Kraft ind paa at faa saa vel Indtægt som Formue skatteansat saa nøjagtigt som muligt. Übetinget Tilslutning kan jeg dernæst give Forslaget om som højeste administrative Instans paa dette Ornraade at indføre et Landsoverskatteraad, da dette vil bidrage betydeligt til at tilvejebringe for hele Landet ensartede Regler om Indkomst- og Formueskatten, medens Overskatteraadenes Kendelser ofte frembød indbyrdes Uoverensstemmelser. løvrigt har Lovforslaget kun rørt lidt ved Reglerne for Skatteligningen, og der frembyder sig da med Styrke det

Spørgsmaal, om der ikke her kunde tiltrænges Reformer,saa meget mere som det er en udbredt Anskuelse hos Bybefolkningen, at den i Forhold til Landboerne sættes for haardt i Skat. Før vi kommer nærmere ind herpaa, kan det være af Interesse at se, hvor stor Indkomst- og Formueskatten er pr. Hoved af Befolkningeni Byerne og paa Landet. Dette fremgaar af nedenstaaende Oversigt, der kun omfatter den personligeIndkomst - og Formueskat, idet der ses bort fra Selskabsbeskatningen. Tallene vedrører Skatteligningen l9^wln> der er under Indflydelse af Skatteforhøjelsen af 30. September 1909.

Som man ser. er der en meget stor Forskel i Henseende til Indkomst- og Formueskattens Størrelse i de nævnte Dele af Landet. Sætter vi Indkomstskattenpr. Hoved af Befolkningen til 100 i Landdistrikterne,udgør den efter Skatteligningen I9¹⁰/ii i Købstæderne 178, i København 388 og i Frederiksberg 513. Med Hensyn til Formueskatten er Rækkefølgen en anden. Her betaler Købstæderne den laveste Skat, derefter følger Landdistrikterne, medens København og

Frederiksberg ogsaa her kommer i første Række. Sættesden samlede Indkomst- og Formueskat i Landdistrikternetil 100, udgør den i Købstæderne 137, i København 295, paa Frederiksberg 405.

Betragter man nu den overraskende store Forskel i Indkomstskattens Størrelse i Landdistrikterne paa den ene Side og Byerne, særlig København og Frederiksbergpaa den anden, maa man være klar over, at den delvis skyldes Aarsager, som overalt vil gøre sig gældende. Saaledes er Prisniveauet forskelligt paa Landet og i Byerne, og navnlig er Huslejen højere i Byerne. Endvidere er Indtægtsfordelingen forskellig, og de store Stæder vil altid øve Tiltrækning paa de rige Befolkningsklasser. Dertil kommer, at Indkomstforholdeneer lettere at oplyse for Bybefolkningen; dette skyldes for en Del Erhvervsdelingen. Der findes i Byerne, særlig Landets Hovedstad, en stor Stab af fastlønnede Embedsmænd og Funktionærer, ligesom Personer i andres Tjeneste, hvis Indkomstforhold det er lettere at klare end de selvstændige Hovedpersoners, udgør en forholdsvis betydelig Del af Bybefolkningen. I Byerne findes ogsaa mange store Handels- og Industribedrifter, hvis Fortjeneste kan opgøres med Nøjagtighed.Paa Landet derimod spiller de smaa Bedrifter,som kun sjældent har et ordnet Regnskabsvæsen,en fremtrædende Rolle. Dertil kommer, at i Byerne er Pengeøkonomien gennemført, paa Landet raader delvis Naturaløkonomien. Særlig er Landbrugernesaa vante til, at deres Gaarde yder dem en Række af de første Livsfornødenheder, at de staar fjernt fra den Tankegang, at disse Ting virkelig er en Indtægt og ogsaa i skattemæssig Henseende bør regnes som saadan.Og

dan.Ogdog er det nødvendigt, at dette finder Sted,
for at Indkomstskatten ikke skal hvile for haardt paa
Bybefolkningen.

Selv om man nu tager Hensyn til alle disse Forhold og til, at den personlige Indkomstskat er forholdsvis ny paa Landet, synes det vanskelig at kunne retfærdiggøre en saa stor Forskel i Skattens Størrelse, at man i København betaler henimod 4 og i Frederiksberg Kommune endog godt 5 Gange saa meget i Indkomstskat som i Landdistrikterne, og det saa meget mere, som de forløbne Aar maa betragtes som gunstige for Landbruget, men derimod nærmest som ugunstige for Byerne og ikke mindst for Hovedstaden.

Spørger man nu kyndige Folk om Forklaringen til at Indkomstskatten paa Landet indbringer saa lidt, vil de næsten altid søge Hovedaarsagen i Landbrugernes mangelfulde Opfattelse af, hvad Indtægt er. De smaa og middelstore Jordbesiddere vil her i Regelen kun regne med, hvad de faar ind som rede Penge. Denne Opfattelse er bl. a. bekræftet af en Mand af mit Bekendtskab,der i Tidernes Løb har været Medlem af højere og lavere kommunale Raad og derved erhvervet sig megen Indsigt i Skatteansættelsernes Mysterier. Jeg bad ham da, for at komme Sagen nærmere, om at anføre Eksempler fra hans egen Egn paa Indtægtsansættelser,der maatte betegnes som urimelig lave. Han meddelte da følgende. En Gaardmand med Kone og 5 Børn, der bor godt, er velklædt, ikke nægter sig forskellige af Livets Smaabehageligheder, som f. Eks. en rigelig Nydelse af Tobak, har 12 Køer, 2—32_—3 Heste, sættes, efter at de lovhjemlede Indtægtsfradrag er foretaget, til en Skatteindtægt af 450 Kr. En anden Mand, der

er gift, har to voksne Børn boende hos sig. og som besidder en Ejendom, som han har forbedret meget, bl. a. ved Beplantning, og som har 7 Køer og 2 russiskeHeste, sættes til en Skatteindtægt af 200 Kr.

Nu har jeg beskæftiget mig for meget med Statistik til at være uvidende om, at man ikke fra enkelte kendte Tilfælde bør slutte til Helheden; selv som Eksempler har disse Tilfælde dog deres Interesse. Men vi kunde jo nu spørge Statistiken, der har de store Tal til Raadighed, om den ikke kunde give os Momenter til Bedømmelse af, om Indkomstansættelserne paa Landet er for lave. Statens statistiske Bureau har velvilligst overladt mig nogle Oplysninger fra Skatteansættelsen ig^O9/₁₀, der vedrører Indtægtsfordelingen i 1908.

Betragter vi da Indkomstansættelsen for samtlige Landdistrikter, fremkommer der for de forskellige Klasser af Hovedpersoner i Landbruget følgende gennemsnitlige Aarsindtægt og Formue.

Godsejere og Proprietærer skulde herefter kun
have godt 4 °/0/0 i Indtægt af deres Formue, men mange

rige Jordejere har ogsaa bortforpagtet deres Ejendomme. For Gaardmændene taget under ét udgør den gennemsnitligeFormue 16478 Kr. og den gennemsnitlige Indtægt1543 Kr. Indtægten synes her lav i Forhold til Formuen, navnlig naar Hensyn tages til, at Indtægten efter Loven skal omfatte Værdien ikke alene af Gaardmandenseget, men ogsaa af Hustruens og de økonomiskafhængige Børns Arbejde. I denne Sammenhæng skal anføres, at det gennemsnitlige Arbejdsvederlag i 1910 for en Tjenestekarl er opgjort til 625 Kr. Ogsaa for Boelsmænd og Husmænd, af hvilke sidste kun en mindre Del kommer op over Skattegrænsen, maa Indtægtenvære meget lavt ansat.

Mere oplysende end disse Tal enkeltvis taget er dog en Sammenligning af Indtægtsstatistiken for Landdistrikterne i Skatteaarene iq^o 4/_o5 og i9⁰⁹/₁₀. Herom henvises til omstaaende Tabel (S. 22), der viser Antallet af til Indtægt ansatte Personer i de enkelte Erhvervsgrupper, deres gennemsnitlige Indtægt og gennemsnitlige Formue. Da Erhvervsdelingen for det sidste Aar er stærkere specialiseret end i det første, har man holdt sig til nogle enkelte større Grupper. Saaledes har man kun én Gruppe for de selvstændige Landbrugere, lige fra Godsejere til Husmænd og omfattende desuden Forpagtere og Havebrugere.

Det vil ses, at den gennemsnitlige Indtægt for Hovedpersoner i Landbruget er gaaet lidt op, fra 1422 til 1433 Kr.; men deres Antal er aftaget fra 111179 til 108601, hvorhos deres samlede Indtægt er gaaet ned fra 158,089000 til 155,644000 Kr. Derimod er Antallet af ansatte Personer og deres gennemsnitlige Indtægt steget

indenfor flere af de andre Grupper, saaledes for MedhjælpereiLandbrugsvirksomhed, Handelens og IndustriensPersonale.Vender vi tilbage til Landbruget, vil Nedgangen i Antallet af ansatte Hovedpersoner og disses samlede Indtægt kun daarligt kunne forligesmed,hvad Statistiken oplyser om de økonomiskeForholdi de to til Skatteligningen svarende Aar 1903 og 1908. Saaledes ligger Prisniveauet for Landbrugsproduktergunstigerei det sidste af de to Aar, Værdien af Aarets Høst er efter Statistisk Bureaus

Opgørelse steget fra 434,267000 til 586,710000 Kr., Overskudsudførselen af Landbrugsprodukter fra 162,8 til 191,2 Mill. Kr., og en lysere Betragtning af LandbrugetsForholdhar ogsaa gjort sig gældende derved, at Værdien af en Tønde solgt Hartkorn er gaaet betydeligtiVejret, fra 5319 til 6414 Kr.

Det kan nu have Interesse at dele Landbrugets
Hovedpersoner i Grupper efter Indtægternes Størrelse.
Dette er sket i nedenstaaende Tabel.

For alle Grupperne fra 600 til 2000 Kroner aftager Antallet af til Indtægt ansatte Personer, men fra denne Grænse gør den modsatte Bevægelse sig gældende og fortsættes saa i de følgende højere Indtægtsgrupper. Betragter vi Indtægterne under 2000 Kr. under ét, ser vi, at deres Antal mellem de to Opgørelser er aftaget fra 95568 til 91734, og deres samlede Indtægtsbeløb fra 100,754000 til 93,903000 Kr., hvorimodAntallet at Personer med 2000 Kr. og derover er vokset fra 15611 til 16867, °g deres ansatte

Indtægt fra 57,335000 til 61,741000 Kr. Trods det stigende Antal selvstændige Hovedpersoner i Landbrugetog Tidernes økonomiske Bedring er der stik imod al Forventning ikke foregaaet nogen Oprykning af smaa selvstændige Landbrugere over Skattegrænsen, hvorimod de store Indtægters Antal og Vægt er forøget.Det er imidlertid alt andet end sandsynligt, at den økonomiske Bevægelse i denne Periode i den Grad skulde have været til Fordel for de store i Sammenligningmed de smaa Landbrugere, som Udviklingen af flere Grunde har været særlig gunstig, og de foreliggendeResultater synes kun at kunne forklares derved, at Skatteligningen er blevet mildere nedadtil, medens de store Landejendomsbesiddere er blevet vurderet mere efter Fortjeneste. Dette betyder jo en Skattelettelse for de mindre Landbrugere-, men det maa her haves for Øje, at disse lave Indtægtsansættelser, der ikke alene omfatter Husmændene, men ogsaa Boelsmændene samt en meget stor Del af Gaardmandsstanden, ikke blot betyder en Omfordeling af Skatten indenfor LandbrugernesKreds, men ogsaa interesserer de øvrige Erhvervsklasser i Landkommunerne samt hele Bybefolkningen,som derved kommer til at betale en højere Indkomstskat til Staten end de ellers behøvede.

Skønt nu Antallet af ansatte Indtægter i Landdistrikterneer steget betydeligt indenfor andre Samfundsklasser (Handel og Industri), er det dog for en meget væsenligDel de selvstændige Landbrugere, der præger IndkomststatistikensResultater. Og disse viser sig da ogsaa meget forskellige tor Landdistrikterne paa den ene Side og Byerne (Hovedstaden og Provinsbyerne) paa den anden, saaledes som det fremgaar af omstaaendeTabel.

endeTabel.Under Hovedstaden er indbefattet Københavnog

Naturligvis er det ikke Meningen her at give en statistisk Belysning af Tabellens Tal som Helhed, jeg maa indskrænke mig til at fremhæve nogle Hovedresultater, der har Interesse i denne Sammenhæng. Medens Antallet af ansatte Indtægter i Landdistrikterne er steget fra 194807 til 195502, er der i Provinsbyerne en Stigning fra 74977 til 102058 og i Hovedstaden fra 105943 til 125709. Omsætter man disse Tal i Procent af Befolkningen over 18 Aar med Fradrag af gifte Kvinder, der af Statistisk Bureau anvendes som fast Sammenligningsgrundlag, viser det sig, at medens det nævnte Procenttal i Landdistrikterne endog er gaaet en Übetydelighed ned, fra 30,8 til 29,6, er der i Byerne en meget betydelig Stigning, i Provinsbyerne fra 35,7 til 45,2 og i Hovedstaden fra 43,0 til 47,3%. Medens der ait.saa i Byerne er en overordentlig stærk Oprykning over Skattegrænsen, paa samme Tid som de laveste Indtægter i stort Omfang arbejder sig op i de nærmest højere liggende Indtægtsgrupper, er der ingen Tilgang af ansatte Indtægter i Landdistrikterne, og der er kun en ringe Tendens til Stigning indenfor de lavere Indtægtslag, og i den allerlaveste Indtægtsgruppeer der endog en meget betydelig Nedgang. Disse Resultater er det imidlertid umuligt at bringe i Overensstemmelse med den virkelige Udvikling. Aaret 1908 var, som vi har set, navnlig ved sin gode Høst gunstigt for Landbruget, men for Byerne var Aaret ikke godt, særlig ikke for Hovedstaden. Vi led her under Pengetrang, Stilstand i Skibsfarten, hensygnende Byggevirksomhed og voksende Arbejdsløshed. Det er

derfor til Forklaring af Indkomststatistikens Resultater nødvendigt at se den i Belysning af de skattepolitiske Forhold, og jeg vil her særlig betragte Københavns Kommune paa den ene Side og Landkommunerne paa den anden.

I København har der været mange samvirkende Grunde til, at Skatteansættelsen nu rammer BefolkningensIndtægter saa nær som jeg tror det er muligt. Indkomstskatten indførtes som kommunal Skat ved Lov af 19. Februar 1861 og har altsaa været i Virksomhedi 50 Aar, hvorfor Befolkningen er indlevet med dens Principper. Ved fornævnte Lov var Indkomstskattenudset til at være det bevægelige Element i det københavnske Skattesystem, der til andre Sider stødte paa fast afgrænsede Skatter. I 1880 kom man op paa Skattens Maksimum 3 °/₀, hvorpaa man senere blev staaende. Fra dette Tidspunkt og til den nye kommunaleIndkomstskat af 18. April 1910 traadte i Kraft, har Københavns Kommune stadig opkrævet den højeste Skatteprocent, der kunde tages, og da Kommunens Udgifter til Tider har været i stærk Stigning, var den eneste Udvej til at skaffe Dækning at faa Indtægtsansættelsernesat i Vejret. Paa dette Punkt er der da ogsaa gjort et stort Arbejde. Eksempelvis skal nævnes Omordningen i 1906 af Rodemesterinstitutionen, der medførte, at Indkomstskatten steg stærkt i de følgende Aar, og der er Grund til at fremhæve, at den københavnskeSkatteansættelse for en meget væsenlig Del bæres oppe af et skolet Embedspersonale , der naturligtvil være interesseret i at faa Indtægterne ansat saa nøjagtigt som muligt. I denne Sammenhæng kan det ogsaa anføres, at den kommunale Indkomstskattelov

forpligter private Arbejdsgivere til at afgive Lønningslistertil
Støtte for Skatteligningen.

Betragter man derimod Skatteligningen i Landdistrikterne, er der ingen særlige Grunde til en høj Indkomstansættelse. Efter Loven af 15. Maj 1903 er det de kommunale Ligningsmyndigheder, der foretager den første Ansættelse af den skattepligtige Indtægt, men disse Myndigheder har netop stor Interesse i, at Indtægtsniveauet holdes saa lavt som muligt, fordi Kommunens Beboere som Helhed derved slipper billigst muligt fra Statsindkomstskatten. Hvorledes man saa ordner sig med Fordelingen af den kommunale Skattebyrde mellem de enkelte Skatteydere er en anden Sag, og dette vil vel nok for en stor Del bero paa de faktiske Magtforhold i Kommunen. Nu skal ganske vist den kommunale Ligning prøves af Skatteraadet, som i Forvejen har udset en Mand til at overvære Ligningen og her udøve en raadgivende Virksomhed, medens han ikke deltager i selve Skatteansættelsen. Men dette vil dog næppe i synderlig Grad paavirke de trufne Afgørelser, fordi Størstedelen af de Mænd, der sidder i Skatteraadene, har Interesser og Synspunkter tilfælles med dem, der er afgørende for den kommunale Skatteligning.

Man kunde nu have ønsket, at Lovforslaget havde givet de skattelignende Myndigheder en Sammensætning,der i højere Grad betryggede deres Uafhængighed af lokaløkonocr.iske Interesser. Jeg tror, at det kan have Interesse at anføre Hovedtrækkene i den prøjsiskeOrdning af Skatteligningen, selv om man ikke mener at kunne slutte sig til den. I Prøjsen har man igesom i Danmark en foreløbig og en endelig Paaligningaf

ningafIndkomstskatten. Den første, den saakaldte »Voreinschätzung«, forestaas af en Kommission, paa hvis Sammensætning Kommunalbestyrelsen øver en overvejende Indflydelse, men i hvilken dog ogsaa de forskellige i Kommunen udøvede Erhverv er repræsenterede.Den endelige Skatteansættelse foretages af den saakaldte »Veranlagungskommission«, der omfatter hele Kredsen, og hvis Formand er Landraaden, medens de menige Medlemmer vælges dels af Kredsens Repræsentation,dels af Regeringen, idet Hensyn her skal tages til de forskellige Slags Indtægter, der findes i Kredsen. Adolph Wagner har gjort sig til Talsmand for at erstatte Landraaden, der har mange andre Forretninger at varetage . med en Embedsmand , som helt kunde ofre sig for Skatteligningen. Selv om man her i Landet lod den kommunale Skatteligning staa urørt, kunde jeg tænke mig, at der kunde vindes meget ved at faa indført en ved sin Sammensætning mere uafhængig Appelinstans under Ledelse af en Embedsmand, der bl. a. burde have Ret til at prøve og eventuelt forandre den for en hel Kommune gennemførteSkatteligning. Men maaske der ogsaa kunde findes andre Veje, ad hvilke man sikrede sig en mere upartisk Skatteligning.

Jeg kan samle Hovedindholdet af mit Foredrag deri, at jeg i det Hele og Store anser vor IndkomstogFormuebeskatning, som endnu i Hovedprincipperne hviler paa Loven af 15. Maj 1903, for at være overensstemmendemed Tidens Krav, og at jeg ogsaa for en stor Del kan slutte mig til de foreslaaede Lovændringer. Min Hovedindvending mod Lovforslaget er, at det ikke indeholder mere betryggende Skatteligningsregler. Jo

tungere Byrde, man læsser paa Indkomstskatten, desto nødvendigere bliver det at skabe Garanti for en saa vidt mulig paalidelig Skatteansættelse \ thi svigter denne, vil Skatten føles som en uretfærdig Byrde af alle dem, som rammes paa deres virkelige Indtægter, og hvis Kreds stadig udvides. I denne Sammenhæng skal anføres, at Lovforslaget indeholder den Regel, at ogsaa private Arbejdsgivere skal give Oplysninger om Arbejdslønninger, hvorved der vil gøres et godt Skridt fremad mod en paalidelig Skatteansættelse for alle ikke selvstændige Personer.

Og saa vil jeg slutte med at udtale Haabet om, at det ved gensidig Imødekommenhed maa lykkes at faa Skattelovene gennemførte i indeværende Rigsdagssamling; thi vi er jo alle interesserede i, at der saa hurtigt som muligt atter skabes Ligevægt i Statshusholdningen.