I. Hjemmearbejderlovene og Lønspørgsmaalet. (England — Frankrig — Tyskland — Østrig).

Kærnen i Spørgsmaalet om Beskyttelsen af Hjemmeindustriens Arbejdere er Lønspørgsmaalet. I Sammenligning hermed bliver de øvrige Forholdsregler, som ad Lovgivningens Vej kan træffes for at regulere Arbejdsforholdene i Hjemmeindustrien, af sekundær Betydning. Vel er Registreringspligt, Boligkontrol, Konsumentbeskyttelse o. s. v. hver for sig nødvendige Foranstaltninger til Afhjælpning af de med Hjemmearbejdet forbundne Onder, men derved naas ikke det, der er Hjemmeindustriarbejderbeskyttelsens egentlige Foimaal: en Højnelse af Hjemmearbejdernes sociale Stilling. Erfaringen har vist, at en Anvendelse af den almindelige Arbejderbeskyttelse paa Hjemmeindustriens særlige Forhold snarere virker svækkende paa Hjemmearbejdernes Livsvilkaar end det modsatte. Da dette Forhold blev fremdraget i den tyske Rigsdag under Behandlingen af Hjemmearbejdsloven af 20. December 1911, henviste Statssekretær v. Delbriick til, at der vilde blive stillet Pengemidler til Disposition for de Hjemmearbejdere, der som Følge af Hjemmearbejdslovens Gennemførelse blev nødt til at anvende større Udgifter paa deres Arbejdsrum end hidtil *).

---

*) Paa Handels- og Næringsforvaltningens Budget i Preussen er der for Aaret 1912 stillet 100000 Mark til Raadighed med dette Formaal for Øje.

Tanken om en offentlig Regulering af Lønforholdene indenfor Hjemmeindustrien stammer som bekendt fra den australske Koloni Victoria, hvor der i Aaret 1896 i Henhold til en Bestemmelse i Fabrikloven indførtes Lønningsnævn indenfor de Industrigrene, hvor Udsvedningssystemet florerede særlig stærkt. 13 Aar efter fulgte England Eksemplet med Trade Boards Act 1909 (se nærværende Tidsskrift 1909 pag. 458 ff.). Og nu er det formodentlig kun et Tidsspørgsmaal, naar de andre evropæiske Lande følger efter. I Frankrig forelagde saaledes Regeringen den 7. November 1911 et Lovforslag for Deputeretkamret om Regulering af Arbejdslønnen for Kvindearbejde i de forskellige Beklædningsfag. Ingen kvindelig Hjemmearbejder, der beskæftiges med Arbejde indenfor Beklædningsfagenes Omraade, maa betales med en Løn, der er lavere end den, som — beregnet efter Tid — betales paa det paagældende Sted til en ikkefaglært Arbejderske, som uden bestemt faglig Specialisering udfører forskellige Fagarbejder. Akkordlønnen bliver at fastsætte saaledes, at en Arbejderske af Gennemsnitsduelighed kan fortjene den stedlige Dagløn i Løbet af 10 Timer. Ordningen af alle herhenhørende Spørgsmaal er henvist til de faglige Voldgiftsretter (conseils des prudhommes) under Forsæde af Distriktets Fredsdommer. Til Bistand for Voldgiftsretten kan de bestaaende Arbejdsraad (conseils du travails) paa Regeringens Foranledning opstille Fortegnelser over Time eller Daglønnen eller den tilsvarende Akkordløn for de mest gangbare Arbejdsprodukter indenfor det paagældende Distrikt eller Fag.

I Tyskland har Regeringens Forhold til Minimallønsspørgsmaaleti Hjemmeindustrien været af mere platoniskNatur. Under Behandlingen af Hausarb ei tsg esetzaf 20. December 1911 var Spørgsmaalet stærkt i Forgrunden, og der blev ogsaa fremsat Forslag i saa Henseende, men uden Held. Helt uden om Lønspørgsmaaleter Loven dog ikke gaaet. Ifølge §18 skal der

oprettes Fagudvalg*), d. v. s. officielle Repræsentationer for de forskellige Hjemmeindustrier, bestaaende af lige mange Arbejdere og Arbejdsgivere samt af en Formand og to Bisiddere, repræsenterende den fornødne Sagkundskab.Formanden maa hverken være Arbejdsgiver eller Arbejder. Disse Fagudvalg kan vel ikke fatte nogen Beslutningaf tvingende Karakter; men de har paa Foranledningaf Stats- eller Kommunalmyndigheder »die Hobe des von der Hausarbeitern tatsächlieh erzielten Arbeitsverdiensteszu ermitteln, dessen Angemessenheit zu begutachtenund Vorschläge fiir die Vereinbarung angemessenerEntgelte zu machen«. Endvidere kan Fagudvalgeneoptræde som en Slags Fødselshjælpersker ved Ordningen af Overenskomstforhold, idet de skal »befordre Afslutningen af Lønaftaler og Tarifoverenskomster«. Hvis disse Fagudvalg faar Lov til at udvikle sig paa rette Maade, er der næppe Tvivl om, at de en Gang med Tiden vil blive omformet til de Minimallønsdomstole, der for Løsningen af Hjemmeindustriens Problem menes at være conditio sine qua non.

I Østrig sendte Regeringen i Begyndelsen af 191¹ et Lovforslag vedrørende Reguleringen af Arbejdsforholdenei Beklædningsindustrien til Betænkning i de forskelligeFagraad, Handelskamre o. 1. Institutioner. Ogsaa heri er Lønspørgsmaalet det centrale. Forslaget giver de enkelte Landes Regeringer Beføjelse til at oprette Hjemmearbejdskommissioner, repræsenterende de forskelligeArter af Arbejdsgivere og Arbejdere, der kommer i Betragtning indenfor Beklædningsindustrien, nemlig Arbejdsgivere,der industrielt eller haandværksmæssigt producerer Klæder, Sko- eller Linnedvarer, Arbejdsgivere, der driver Handelsvirksomhed indenfor de nævnte Brancher, Mellemmestre,Værkstedsarbejdere hos Mellemmestre og Hjemmearbejdere.Disse

---

*) Afsnittet om Fagudvalg er gaaet direkte over i Hjemmearbejdsloven fra Lovforslaget om Oprettelsen af Arbejdskamre, efter at dette Forslag definitivt var strandet hovedsagelig paa Spørgsmaalet om Fagforeningsfunktionærers Valgbarhed til Arbejdskamrene.

mearbejdere.DisseKommissioner skal med retsforbindtndeKraft kunne fastsætte Minimalløn for Værksteds- og Hjemmearbejderne og Mindstepriser gældende mellem Mellemmesteren og den egentlige Arbejdsgiver. Beslutningerneskal fattes med kvalificeret Majoritet (2(²/₃) og godkendesaf de politiske Myndigheder. A. H.