De franske Statsfunktionærers Forenings- og Strejkeret.

LJer findes i Frankrig for Tiden omtrent i Million Stats- og Kommunefunktionærer, som fordeler sig omtrent følger: i Kommunernes Tjeneste staar ca. 271000 Personer, i Statens ca. 730000. Deraf er:

Resten er ansat som Arbejdere ved Statens Arsenaler,
Krigsmagasiner, Tobaks-, Krudt- og Tændstikfabrikker
og ved Statsbanerne.

Blot disse Tal angiver, hvilken Betydning der i Frankrig tilkommer Spørgsmaal vedrørende Funktionærstandensom og Stemninger og Bestræbelser, som gør sig gældende indenfor denne Stand. Og der kan næppe være Tvivl om, at hele denne er ved, paa

en meget betænkelig Maade, at komme paa Kant med det øvrige Samfund. Misfornøjelsen er ulmende paa begge Sider: blandt Tjenestemændene Misfornøjelse med deres økonomiske og retlige Stilling, blandt BorgerneMisfornøjelse den Maade, hvorpaa det administrativeMaskinen som Statens produktive Virksomhederfungerer: og uøkonomisk, uden Hensyntagen til Publikums Ønsker og med jævnligeAfbrydelser Forstyrrelser.

Blandt Funktionærerne har Misfornøjelsen, som naturligt er i vore Dage, givet sig Udslag i en faglig Organisationsbevægelse, som har taget mægtig Fart, især i den sidste halve Snes Aar, og nu har naaet en saadan at det staar klart for alle, at der maa gøres noget, om ikke for at standse den — et haabløst Foretagende — saa for at lede den ind i et roligere Leje, hvor den ikke truer Statens og Samfundets Ro og Helbred.

Hvilke er da de ydre Vilkaar, hvorunder denne
Organisationsbevægelse har udviklet sig?

Foreningsretten er jo en af de borgerlige Rettigheder, det franske Samfund siden Revolutionen har betragtet med uvenlige Blikke. Indtil 1884 indeholdtes herom i Code Pénal § 291 og ff., hvorefter enhver Forening med mere end 20 Medlemmer opnaa Regeringens, til enhver Tid tilbagekaldelige, for at være lovlig. Disse Regler benyttede Regeringen sig af til at forbyde alle Sammenslutninger mellem Funktionærer, som ikke havde rent selskabelige eller understøttende Øjemed.

Loven af 21. Marts 1884 gjorde den første Forandringheri,idet
tillod Oprettelsen af Foreninger

mellem Personer indenfor samme Profession eller Haandværk,naarblot var rent fagligt og Foreningerneunderkastedesig Formaliteter (AnmeldelsetilØvrigheden Denne Lov, som var »den tillidsfulde Liberalismes« første Værk og beregnet paa de fremspirende Fagforeninger, blev grebet af visse Klasser af Statsfunktionærer, hvem det hidtil havde været forment at slutte sig sammen. Men skønt Loven efter Waldeck-Rousseaus og dens andre Ophavsmænds Mening ogsaa skulde gælde offentlige Tjenestemænd, forstod Højesteret den anderledes og fortolkede den som kun gældende »dem, der enten som Arbejdsgivere eller som Lønarbejdere tilhører Industrien, Handelen eller Agerbruget, med Udelukkelse af alle andre Personerogalle Erhverv«. Denne Kendelse, som direkte angik en Lægeforening, har sidenhen været bestemmende for Domstolenes Fortolkning af Loven. Forstaaelsen af selve denne Dom kan jo imidlertid give Anledning til Tvivl. Man har aldrig nægtet de egentlige Arbejdere i Statens industrielle Virksomheder (Tobaks- og Tændstikfabrikker osv.) Retten til at organiseresig.Selv i Arsenalerne og Krigsmagasinerneogi og Telegrafetaten har uhindret kunnet slutte sig sammen. Men Regeringens Stilling har været vaklende: saaledes har man med en besynderliginkonsekvensnægtetVejmænd Kloakarbejdere Organisationsret. — Da i 1886 Folkeskolelærerne vilde gøre Brug af Loven, blev de mødt med et bestemt Afslag under Paaberaabelse af, at »en offentlig Stilling ikke er noget Erhverv, ligesom en Gage ikke er Løn. Arbejdernes Løn fastsættes ved en Overenskomst med Arbejdsgiverne; denne fremgaar af en Interessekonflikt,

hvis Udfald bestemmes af Tilbud og Efterspørgsel. Begge Parter forlanger kun ét af Staten: frie Hænder i Konkurrencekampen. Gagerne derimod er fastsatte ved Loven og kan kun ændres af den.«

I 1891 blev Spørgsmaalet paany brændende, idet Postfunktionærerne vilde organisere sig, men mødte et Afslag fra Regeringen, som paaberaabte sig, at det vilde være stridende mod »Nationens Suverænitet«. Kamret billigede denne Opfattelse, men da 3 Aar senere Regeringen lagde Hindringer i Vejen for Statsbanefunktionærernes under Paaberaabelse at den truede »ikke en Privatinteresse, men en Samfundsinteresse, nemlig de franske Skatteyderes Interesse«, vedtog Kamret en Dagsorden, hvorefter »Loven af 1884 finder Anvendelse paa Arbejdere og Tjenestemænd ved Virksomheder under Statsdrift«, og Ministeriet Casimir-Périer, som havde modsat sig denne Dagsorden, maatte gaa af.

I de følgende Aar dannedes saa et betydeligt Antal af Tjenestemandsorganisationer, men det fastholdtes , at visse Kategorier af Funktionærer ikke kunde paaberaabe sig Loven af 1884.

I 1901 vedtoges imidlertid Associationsloven, som vel nærmest tog Sigte paa religiøse Associationer, men overhovedet tillod alle franske Borgere at slutte sig sammen i ethvert Formaal, der ikke var i Strid med Loven og den offentlige Sædelighed. Og paa Betingelseaf, Associationerne gjorde Anmeldelse til Øvrighedenog deres Love, fik de Ret til at optræde for Retten, indgaa forpligtende Retshandler, besidde og bestyre Medlemsbidrag og et Lokale samt de til deres eget Brug strengt nødvendige faste Ejendomme.Denne

domme.DenneLov foranledigede Dannelsen af en Skare af nye Foreninger: alene i de fem første Aar anmeldtes 516. Og i Øjeblikket er der neppe den Gren af Statsstyreisen, som ikke har sin faglige Organisation.Foruden talrige Associationer, hvoraf mange er sammensluttede i Landsforbund, findes der ca. 200 egentlige Fagforeninger, oprettede af Tjenestemændi til Loven af 1884. Ogsaa af disse er mange Medlemmer af forskellige Fagforbund, som tilsammen danner »Union federative des travailleurs de l'État«.

Administrativ og judiciel Praksis fastholder nemlig stadig,, at kun visse Tjenestemænd har Ret til at organiseresig Loven af 1884, medens alle og enhver kan oprette Foreninger efter Loven af 1901. Grænsernefor af Fagforeningsloven er imidlertid übestemte og har givet Anledning til endeløse Diskussionerog En juridisk Professor opstillede for nogle Aar siden en kunstfærdig Sondring mellem »fonctionnaires d'autorité« og »fonctionnaires de gestion«, mellem de Tjenestemænd, som er Udøvere af Statens Tvangsmyndighed, og dem, som blot passer et dem af Staten overdraget Hverv, uden derfor at have nogensomhelstMyndighed deres Medborgere. De første maatte holdes stramt i Tømme og kunde kun danne Associationer; de sidste derimod var berettigede til at oprette Fagforeninger — og maaske endogsaa gøre Strejke, skønt man ikke rigtig turde sige det offentlig. Denne Teori, som en Tid var meget udbredt og blandt andet adopteredes af Justitsminister Barthou, viste sig dog snart, foruden sine andre Fejl at have den meget væsentlige, ikke at give nogen praktisk Vejledning.

Den har f. Eks. kunnet benyttes til at nægte PostbudeneFagforeningsret, de havde Ret til at optageRapporter offentlig Troværdighed. Men man har ikke hidtil kunnet finde nogen anden praktisk brugbar Sondring, thi med Rouvier at sige at »Retten til at danne Fagforeninger tilkommer de Tjenestemænd, som tjener Staten i dens Egenskab af Driftsherre, ikke i dens Egenskab af offentlig Myndighed« bringer ikke synderlig større Klarhed.

Funktionærerne forstaar imidlertid ikke disse subtile og respekterer dem ikke. De mere radikale Elementer indenfor Lærerstanden og Postetaten saaledes brudt: ud af de gamle Organisationer og har paa Trods af judicielle og administrative Afgørelser egentlige Fagforeninger, som Regeringen i Reglen har fundet det bekvemmest at se igennem Fingre med, eller som Kamrene har kastet en beskyttende over ved at vedtage en Amnestilov, naar Regeringen syntes dem at fare for voldsomt frem.

Dette Spørgsmaal om Retten til at danne egentligeFagforeninger, blot Associationer i Henhold til Loven af 1901, spiller overhovedet: en ved første Øjekastganske Rolle i den offentlige Diskussionog Stridighederne mellem Statsmyndighederne og Tjenestemændene. Selve Hovedopgaverne: Lønforhøjelserog af Arbejdstiden, synes næsten at træde i Skygge for det. Og da der for nogle Aar siden dannedes en »Forening til Værn for StatsfunktionærernesFagforeningsret«, den, efter Sigende, i Løbet af ganske kort Tid ca. 400000 Medlemmer indenfor de forskellige Etater — men er rigtignok siden

svundet hen uden at efterlade sig andet Spor end
nogle højttalende Proklamationer.

I Virkeligheden er der næsten ingen Forskel mellemde Love af 1884 og 1901. Det kan i hvert Fald omdisputeres, hvilken af dem der giver størst Fordele og paalægger færrest Indskrænkninger. Men Tjenestemændene har nu engang sat sig i Hovedet, at de vil ind under Loven af 1884. Det tiltaler deres Følelse af Solidaritet med Privatindustriens Arbejdere og deres Lighedssværmeri. Postfunktionærerne har udtalt det meget tydeligt: »Vi staar i et Kontraktsforholdtil ikke i et Afhængighedsforhold. — Enhver anden Retsordning [end den Loven af 1884 giver] vilde være en Undtagelseslovgivning, vilde sætte os uden for den almindelige Retsorden, skabe to Klasseraf og opretholde Skellene indenfor Proletariatet. Ingen Arbejdsgiver, end ikke Staten, kan efter Juristernes eget Sigende konsekvent lade haant om Producenternes, Borgernes Personlighed, Frihed og Uafhængighed og berøve dem deres medfødte og umistelige Rettigheder. — — Staten bør som Arbejdsgiverunderkaste de samme Forpligtelser overfor sine Arbejdere, som Loven paalægger andre Arbejdsgivere.Den give Eksemplet i at respektere og lyde Loven«. Naar Statsfunktionærerne saaledes i højtidelige Vendinger, der genkalder selve MenneskerettighedernesErklæring, Ligestilling med PrivatindustriensArbejdere, de at glemme eller giver sig i hvert Fald Mine af at glemme, at Staten paa Forhaand har indrømmet dem en privilegeret Stillingpaa Punkter, saaledes at det, de i Virkelighedenkræver, at forene det private KontraktsforholdsFordele

forholdsFordelemed Statsansættelsens Privilegier.
Hvilket Staten selvfølgelig ikke kan gaa med til.

Men der ligger desuden noget andet under disse Krav om Lighed for Loven, noget, som stedse er i begge Parters Tanker, men kun sjældent nævnes under Debatterne om Statsfunktionærernes Retsstilling: Strejkeretten. Krav klinger ogsaa igennem de citerede Ytringer. Det er en gængs Opfattelse baade blandt franske Arbejdere og blandt Tjenestemændene, at Loven af 1884 hjemler Retten til Strejke. Denne Opfattelse er ganske fejlagtig, men Borgerskabet synes ogsaa at have en Fornemmelse af, at indrømmer man først Statsfunktionærerne Fagforeningsretten, kan man ikke længere holde igen og nægte dem Retten til at strejke. I Virkeligheden indeholder den nuværende franske Lovgivning aldeles intet om Funktionærstrejker. Straffelovens 126, som undertiden anføres i denne Forbindelse, noget helt andet, nemlig Aftale mellem Embedsmænd om pludselig, samtidig Indgivelse af Afskedsbegæring at volde Regeringen Vanskeligheder. — Spørgsmaalet om Tjenestemændenes Ret til at strejke maa da afgøres ud fra almindelige Retsprincipper, hvilket kan give Anledning til Tvivl og Strid.

Endelig" har Statsfunktionærerne den Grund til at ønske at komme ind under Loven af 1884, at kun Fagforeninger, dannede i Henhold til denne, kan blive Medlemmer af de almindelige Arbejderorganisationer, Arbejderbørserne og la Confederation générale du Travail(C. T.). Ganske vist har flere Arbejderkongresservedtaget, denne Indskrænkning burde ophæves.Men er det ikke sket, vistnok paa Grund af en naturlig Frygt hos Arbejderne for, at Tjenestemændene

skulde komme til at danne et konservativt Aristokrati indenfor Arbejderbevægelsen og derigennem sinke denne. Paa den anden Side forstaar man meget vel, at Statsmyndighedernekun stor Betænkelighed ser Tjenestemændenein gaa ind i en Organisation, der aabenbart driver Propaganda for Generalstrejken, Militærnægtelser og lignende revolutionære Metoder. Dette har imidlertid ikke hindret, at baade Folkeskolelærernesog syndikalistiske Landsorganisationerhar sig" i C. G. T.

Hvis de franske Statsfunktionærer ikke havde andre Punkter paa deres Program end Kravene om Lønforhøjelser, Reduktion af Arbejdstid og Fagforeningsret, der al Grund til at tro, at Bevægelsen ikke vilde have kunnet gribe om sig blandt de højere stillede Funktionærer, Centraladministrationens Embedsmænd 1. Men Forholdet er det, at der blandt disse Klasser hersker en kraftig Misfornøjelse med den Retsstilling", Garantier, Loven byder dem, som træder i den franske Stats Tjeneste. Denne Misfornøjelse skaber en vis Følelse af Solidaritet mellem høje og lave indenfor franske Administration, thi har de end forskellige og politiske Anskuelser og forskellige økonomiske lider de dog alle under Savnet af Retsbeskyttelse Overordnedes Vilkaarlighed, mod parlamentariske Underhaandsindflydelser og ministeriel Nepotisme.

Den franske Grundlov af 1875 siger simpelthen, at Præsidenten udnævner og afskediger Embedsmændene.EnLov 1850 paabød Udstedelsen af almindeligeRetsreglerom Retsstilling, men det blev en tom Løfteparagraf. Der findes ikke

engang nogen fælles Lønningslov for CentraladministrationensforskelligeGrene, som hos os, for de forskellige Civiletater. Lønningerne fastsættes paa Finansloveneellerendogsaa administrativt og variererfraKontor Kontor. Og Lønningstillæg tildeles efter de overordnedes frie Skøn, i Stedet for at erhvervesvedAnciennetet. De forskellige Ministerier og Etater har hver sit Regulativ, som udstedes af paagældendeMinisterefter med Statsraadet (Conseil d'Etat) og kan ændres efter hans Vilje blot med en formel Sanktion fra Statsraadet. Og saa flittigtharman denne Ændringsret, af saglige, politiske eller personlige Motiver, at disse Regulativer er forandrede mere end ioo Gange i de sidste 20 Aar. — Overhovedet besidder de franske Ministre, takket være det forældede Administrationssystem med dets fra l'ancien regime og Napoleon I stammende Centralisation,ennæsten Myndighed over deres undergivne. Og Udøvelsen af denne Myndighed er kun underkastet en lidet effektiv Kontrol af Parlamentet,hvisAfstemninger Reglen bestemmes af politiske Hensyn, og hvis Medlemmer ikke alle kan sige sig fri for at benytte deres Indflydelse hos Ministrene til Fremme af private Formaal. Disse Omstændighederalenevar til at gøre TjenestemændenesStillingsærdeles Men hertil kommer yderligere de voldsomme politiske og religiøse Lidenskaber,somhar i Frankrig i de senere Aar og har forblindet de kæmpende saaledes, at de har benyttetethvertVaaben at ramme Modstanderne: under disse Kampe har Regeringen overset, at der er visse Borgerrettigheder, som baade etiske og praktiske

Hensyn forbyder at berøve Embedsmændene, medens disse paa den anden Side har glemt, at deres Stilling paalægger dem visse Forpligtelser, en vis Tilbageholdenhed.

Under disse urolige og højst utilfredsstillende Forhold de franske Tjenestemænd kun fundet Hjælp ét Sted: hos Statsraadet. Dette har, paa Trods af egen tidligere Praksis, begyndt at annullere ministerielle Embedsudnævnelser, naar der med Rette klagedes over, at de var i Strid med gældende Regulativer eller skyldtes private Formaai. Og Statsraadet har yderligere den Praksis, at ikke blot den enkelte Funktionær, som føler sig forbigaaet ved Udnævnelsen, kan klage, men ogsaa hans Fagorganisation paa hans Vegne — hvilket selvfølgelig gør Risikoen betydelig mindre. Hele denne Retspraksis betyder jo imidlertid ikke stort, saalænge Ministeren blot behøver at ændre det generende Regulativ, før han skrider til den uretfærdige

Derfor gaar ogsaa Funktionærernes enstemmige Krav ud paa, at der ved Lov skal fastsættes Regler for Udnævnelser, Afskedigelser, Forflyttelser, Forfremmelser,Disciplinærstraffe, o. 1. Og da de forlængst har opgivet Haabet om, at Regeringen eller Parlamentet, som nyder godt af den bestaaende Lovløshed,skulde Initiativet til en Lovordning af disse Forhold, har de selv taget Sagen i deres Haand. De har indset, at kun en kraftig Organisation vil kunne fremtvinge en Lovgivning og sikre dens Overholdelse. Og derfor er der selv i den højere Embedsmandsverden fremstaaet en kraftig Organisationsbevægelse, som binderhøje lave sammen i et fælles Krav om Garantierfor

tierforRenhed og Retfærdighed i Administrationen. Sit klareste Udtryk har hele denne Bevægelse vistnok faaet i dens Leder, M. Demart ials Værk: »Le Statut des Fonctionnaires«, som indeholder et omhyggeligt udarbejdet Lovforslag til Ordning af disse Forhold, for saa vidt angaar de egentlige civile Statstjenestemænd (fonctionnaires professionels). Dets Hovedpunkter er følgende:

Rekruteringen skal foregaa efter Regler, som udelukkerVilkaarlighed Personshensyn: alle Ansøgere skal underkaste sig en Fageksamen og derefter tjene en Tid paa Prøve, hvorefter den Ansøger skal udnævnes,som bedst Eksamensresultat og bedst Vidnesbyrd fra sin Prøvetid. Ministeren kan dog udelukkesaadanne fra at indstille sig til Eksamen, som han paa Forhaand maatte anse for uskikkede; men de har da Ret til at blive gjort bekendte med Motiverne til denne Udelukkelse. Forfremmelser skal foregaa efter en Liste, hvorpaa Funktionærerne opføres efter Anciennetet, dog saaledes at der kan tillægges de særligt dygtige en kunstig Anciennetet af indtil 2 Aar. Denne Liste skal forelaigges Funktionærraadet til Udtalelse.Kun ganske ekstraordinære Tilfælde kan der ske Afvigelser fra Listen. — Disciplinærstraffe kan i de mildeste Former idømmes af de overordnede, ellers kun af Funktionærraadet, konstitueret som Disciplinærret,under til en Ret. sammensat af Parlamentarikereog Embedsmænd. Nogenlunde tilsvarende Regler garanterer mod vilkaarlige Forflyttelser og Afskedigelser.— Tjenestemand, som føler sig forurettet, kan beklage sig til sin overordnede, som er

pligtig at give ham Svar efter at have hørt Funktionærraadet.Han
desuden appellere til Statsraadet.

Af større Interesse end disse minutiøse og stive Regler, som nærmest viser, hvilken indgroet Mistillid man nærer til de højeste Embedsmænds Redelighed og Duelighed, er imidlertid det Krav, som ogsaa M. Demartial selv stiller i Spidsen: Kravet om Dannelsen af de ovennævnte Funktionærraad. Et saadant skal tilforordnes enhver Administrationschef og bestaa til Hælvten af de højeste Funktionærer i Etaten, til Hælvten Tjenestemænd, valgte af deres Kolleger, saaledes at hver Grad bliver repræsenteret. De skal høres i alle Spørgsmaal vedrørende Funktionærernes Retsstilling Tjenestens Organisation og har Ret til at udtale angaaende alt, hvad der berører Personalet og Tjenestegangen.

Gennem disse Raad haaber man at gyde nyt Blod i den stivnede franske Administration, give Tjenestemændeneforøget for deres Gerning og drage Nytte af deres Initiativ og nøje Kendskab til Tjenesten. Og yderligere skulde de engang for alle sætte en Stopper for al Nepotisme, skabe et bedre og friere Forhold mellem Over- og Underordnede og lede den truende Fagforeningsbevægelse ind i et roligere Leje ved at give den officiel Anerkendelse og stille den passende nye Opgaver. — Det er naturligvis rigtigt, at Staten fremfor at ligge i Strid med Funktionærorganisationerne— Strid, hvori den let kan trække det korteste Straa — staar sig ved gennem fredelig Paavirkningat dem til sine Medarbejdere og kvæle deres Tilbøjelighed til at slaa Følge med Arbejderpartiet.Men Forsøg, som hidtil har været gjort i

Frankrig i denne Retning — ganske vist under uheldige Forhold, idet der endnu ikke findes nogen »statut des fonctionnaires* — er ikke just blevne kronede med Held. Indenfor Postetaten er allerede indført Funktionærraad, men de har saa langt fra vundet Personalets Tillid, at dette tvertimod har grebet til Obstruktion for at hindre deres Fungeren: man har enten undladt at vælge Repræsentantereller valgt Mænd, om hvem man vidste, at de straks vilde nedlægge deres Mandat.

Og naar Funktionærraadenes Sammenslutning sikrer de højeste Embedsmænd i Etaten en fast Majoritet, saaledes som af M. Demartial foreslaaet, kan man jo egentlig ikke undre sig over, at de underordnede ikke ser nogen synderlig Garanti i dem og ikke møder dem med en saadan Tillid, at de faglige Organisationer fortrænges overflødiggøres. Vil man vinde Funktionærerne at sikre dem en vis Indflydelse paa Administrationen, bliver vistnok den eneste praktiske og konsekvente Udvej den, som man har valgt her hjemme: at henvende sig til de frivilligt dannede Organisationer lade dem udpege Repræsentanter, som har deres Kollegers Tillid. Men som i Frankrig at ville sætte de underordnede Funktionærer paa den Uriaspost at skulde gøre Modstand mod deres Chefers eventuelle autokratiske og nepotiske Tilbøjeligheder, uden til Gengæld at yde dem nogen effektiv Garanti mod de mulige Følger af en saadan Modstand, er baade uretfærdigt og upraktisk.

M. Demartials ovenfor refererede Program giver kun Udtryk for de mere moderate Krav, som stilles især af den egentlige Embedsstand. Men mange andre Funktionærklasser gaar betydelig videre. Særlig i

visse Kredse af Folkeskolens Lærere giver den herskendeMisfornøjelse Udslag i ganske anderledes vidtgaaende Krav og i højrøstet Fraterniseren med Arbejderpartiets yderste venstre Fløj. Lærerne har lidt ganske særligt under de bestaaende Forhold; fordi de efterhaanden var blevne en Slags politiske Valgagenter,som helt i Lommen paa de radikale Parlamentsmedlemmer.Og de, bl. a. fordi mange var blevne Socialdemokrater, søgte at redde sig ud af denne uværdige Situation, gav det Anledning til smaaligeForfølgelser Parlamentarikernes Side, hvilket yderligere ophidsede Stemningen. Følgen er da bleven, at en stor Del af Lærerstanden føler sig solidarisk med Arbejderklassen i dens Kamp mod det bestaaende Samfund og gør sig til Talsmand for Proudhon'ske Ideer, hvorefter Skolen bør overlades Lærerorganisationernetil Administration, i Konsekvens af det gamle Slagord »la mine aux mineurs, l'usine aux ouvriers« osv. Og disse Ideer finder ikke blot Genklangblandt for hvem det er gammelkendte Toner, men ogsaa blandt Parlamentarikere, Jurister og Embedsmænd, for hvem en saadan Udstykning af den administrative Myndighed til autonome Korporationer staar som den eneste Udvej ud af det Uføre, hvori den franske Administration befinder sig.

Det er saaledes lykkedes den franske Statsmagt ikke blot at vække Borgernes Misfornøjelse med dens daarlige Administration, men ogsaa at saa Uvilje og Mistillid hos alle de den undergivne Tjenestemænd, selv hos dem, der ellers hører til det bestaaendes trofastesteTilhængere. har skabt Solidaritetsfølelse og Sammenhold mellem Samfundsklasser, der ellers

vilde have vanskeligt ved at finde hinanden. Og den har taarnet yderligere Vanskeligheder op for sig selv ved at jage sine Tjenestemænd i Armene paa den store Arbejderhær og saaledes ikke blot give denne forøget Tilgang, men ogsaa bringe den til at skrive Statsfunktionærernes Krav paa sin Fane.

Regeringens Opgave vilde netop have været at følge den gamle Regel: divide et impera. Solidariteten mellem Statens Arbejdere og dens Embedsmænd er næppe stærkere end, al: den med Lethed kunde være brudt ved en klog Politik. De første interesserer sig ganske overvejende for Lønspørgsmaal og Fagforeningsog de sidste derimod for en »statut des fonctionnaires«. Ved at give en saadan vilde Regeringen have kunnet kvæle den ulmende Misfornøjelse blandt Embedsmændene og gøre den til sine trofaste Støtter. Men Regering og Rigsdag har været enige om ikke at gøre noget: Skridt i den Retning, fordi det vilde va^re en Begrænsning af deres Magtmidler, en Svækkelse af deres Underhaandsindrlydelse.

Og paa den anden Side har de hidtil gjorte svage Tilløb til at løse Funktionærspørgsmaalet været altfor stærkt prægede af Franskmændenes Hang til at generalisereogsimplificere. har villet løse hele det mangesidede og komplicerede Problem ved nogle ganskeenkeltealmene I Stedet for at følge den aristoteliske Forskrift, at den bedste Maade at skabe Lighed paa er at behandle det uensartede paa uensartet Vis, har man i det hellige LighedsprincipsNavnhævdet, alle Statens Tjenere skulde behandlesens,hvad de var Departementschefer eller Kontorbude, Generaldirektører eller Lokomotivpudsere.TilGengæld

pudsere.TilGengældfor en Begrænsning af Foreningsrettenoget har man været villig til at indrømme visse Garantier mod administrativ Vilkaarlighed.Meni paabyder jo baade praktiske Hensyn og teoretiske Betragtninger en forskelligartetBehandlingaf forskellige Funktionærklasser.Denkunstlede mellem »fonctionnairesdegestion« »fonctionnaires d'autorité« indeholderdenSandhed, Staten, hvor den blot optræder som industriel Arbejdsgiver, hverken har Ret eller Pligt til at optræde paa samme autoritative Maade som, hvor den optræder som Beskytter af Borgernes vitale Interesse: deres legemlige og økonomiske Retssikkerhed.Selvom — sikkert med Føje — vil indrømme, at Staten ikke er stillet overfor sine Arbejderepaasamme som en privat Arbejdsgiver, maa man hævde, at den ikke bør eller kan tiltage sig samme Myndighed over dem som over sine administrative,dømmendeeller Embedsmænd. Paa den anden Side maa det indrømmes, at den praktisk talt uden Fare kan tilstaa de sidste visse Friheder, som kunde være farlige i de førstes Haand. Embedsmændenevili føle sig og dens Velfærd nøje knyttet til den bestaaende Tilstand. De vil ingenlunde have samme Tilskyndelser til radikale Skridt som Arbejderne,ogselv de ganske ekstraordinært skulde gribe til et saa yderligt Middel, som en Arbejdsnedlæggelsevildevære dem, vilde selv en saadan Arbejdsnedlæggelse formodentlig være ret ufarlig og næppe genere det store Publikum saadan som en Jernbane eller Poststrejke. Desuden vilde Staten langt lettere kunne anvende sin Tvangsmyndighed overfor

en enkelt Klasse Embedsmænd, hvis Faatallighed rimeligvisogsaavilde dem Muligheden for at finde Støtte og Forsvar hos Parlamentarikerne. — Ganske anderledes er Staten stillet overfor en Strejke af Jernbanefolk,Postbudeeller Det er helt andre Vanskeligheder,somgør gældende her: de svære økonomiske Tab, de store Gener for Publikum, som hurtigt kommer i en nervøs Ophidselse, der vanskeliggørSituationenyderligere, ogsaa Umuligheden af at gribe til effektive Tvangsforanstaltninger og Hensynettilat sig ud med et talrigt Vælgerkorps.

Og ganske paa samme Maade gaar det i Spørgsmaalet Foreningsretten: Embedsmændene er fuldt tilfredse med den Frihed, »Associationsloven« hjemler. Statens Arbejdere vil derimod utvivlsomt ikke lade sig stille tilfreds, før de faar Ret til at paaberaabe sig Fagforeningsloven ISB4 og dermed til at træde ind i de almindelige Arbejderorganisationer.

Paa alle Punkter viser der sig saaledes at være en væsentlig Forskel mellem de to Klasser af Tjenestemænd Henseende til de Krav, de stiller, og de Indrømmelser, uden Fare kan gøre dem. I Spørgsmaalet en »Statut« er det ganske vist Embedsmændene, Klager lyder højst, fordi de lider mest under Nepotisme og Vilkaarlighed, og fordi deres Tjenesteforhold Staten i Reglen er af en mere fast og varig Karakter end Arbejdernes.

Og endelig med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvor stor PVihed man kan og bør overlade Funktionærernetil udtale og virke for deres politiske Anskuelser,er jo næppe Tvivl om, at man gennemgaaendemaa dem desto større Diskretion, jo

højere de staar paa Embedsstigen, Men hele dette Problem kan jo forøvrigt ikke løses, saa længe man, som i Frankrig, ikke er kommen til Forstaaelse af, paa den ene Side, at ingen Regering bør berøve sine TjenestemændRetten frit at stemme efter egen Overbevisning,og den anden Side, at en Tjenestemand,der Propaganda for Sabotage, Militærnægtelsero. , ikke kan paaberaabe sig Tænke- og Talefrihedens Princip, men gør sig skyldig i et utaaleligtTillidsbrud.

Alle de Betragtninger, som kunde tale for at afpasse Retsstilling efter deres Virksomhed, økonomiske og sociale Kaar, har man imidlertid været tilbøjelig til ganske at overse i Frankrig — og formodentlig er det til Dels netop derfor man ikke er naaet længere i Retning af at løse Funktionærproblemet. kort Oversigt over de hidtil fremkomne Forslag og deres Skæbne vil vise dette.

I 1903 forelagde Barthou et af en Kommission udarbejdet Forslag, hvorefter Retten til at danne fagligeOrganisationer tilkomme Stats- og Kommunearbejdere,men de egentlige Tjenestemænd. Dette Forslag, hvis Uklarhed og Utilstrækkelighed var iøjnefaldende, blev imidlertid aldrig Genstand for Diskussion.I kom Spørgsmaalet igen under Debati , og det følgende Aar udtalte Sarrien i sin Programerklæring, at Regeringen er fast bestemt paa at yde Tjenestemændene enhver Garanti mod Vilkaarlighed og Nepotisme, men samtidig stoler paa, at de, af Respekt for Disciplinen og Loven, vil sikre de offentlige Virksomheders uforstyrrede Gang. Og paa hans Foranstaltning udarbejdede en Kommissionet

sionetLovforslag, som gav visse Garantier med Hensyntil Forfremmelser, Disciplinærstraffe o. 1. og indrømmede Associationsret efter Loven af 1901, men forbød Strejker. — Ministeriet Sarrien afløstesimidlertid af Ministeriet Cle me nceau, deri sit Program lovede et Forslag, som, alt mens det ydede Tjenestemændene enhver Betryggelse, skulde holde dem til at gøre deres Pligt overfor Staten, »hvem Ansvaretfor offentlige Virksomheder paahviler«. Skuffelsenblev da Forslaget fremkom og viste sig ikke at indeholde nogen Statut, men kun en Lov imod Strejker. »Man havde stillet Funktionærerne en ny Grundlov i Udsigt; da det kom til Stykket, foreslog man en Indskrænkning af deres Frihed.«*) Ved at sammenstille Bestemmelser, hentede Ira de to Love af 1884 og 1901:, skabte man en helt ny Retsorden, som ikke tilfredsstillede nogen som helst. Regeringens hele Holdning viser, at den kun gik ud paa at knuse Bevægelsen,ikke at retlede og regulere den. Under Debatten i Deputeretkarnret foreslog Clemenceau yderligereat Funktioaærorganisationerne at federere sig, og han strakte sig kun nødtvungent til at optage i Forslaget en Bestemmelse om, at der for hvert ministerieltDepartement udstedes et Dekret, som fastslog Embedsmændenes Retsstilling.

Deputeretkamrets Udvalg tog imidlertid Sagen op til fornyet Drøftelse paa. Grundlag af et Forslag fra et af dets Medlemmer, M. Jeanneney, som vilde tilstaa Funktionærerne Fagforeningsret, men fastsætte Afsked som Straf for Strejke. Efter Fremkomsten af flere

---

*) Georges-Cahen: »Les Fonctionnaires« p. 334.

forskellige Forslag og Ændringsforslag afgav Kommissionenomsider Betænkning tilligemed et Lovudkast, som kun angik Foreningsretten, men da de to Spørgsmaalvar sammenknyttede, fastslog Loven selv, at den kun skulde gælde for de Funktionærer, som ved Lov havde faaet en »Statut«. Betænkningens Forfatter M. Jeanneney mente, vistnok med Rette, at den heldigste Løsning af Spørgsmaalet vilde være helt at sammensmelte de to Love af 1884 og 1901, saaledesat for Fremtiden kun blev én Lov gældende for alle Foreninger. Men saa længe dette ikke var sket, mente han, man ikke burde tage Kamp paa Spørgsmaalet om, hvilken af de to næsten enslydende Love, der skulde gælde for Funktionærerne, men overladedem at vælge frit, hvilken de foretrak at rette sig efter. løvrigt var den eneste Betingelse, som opstilledes for Funktionærsammenslutningerne, at de kun maatte omfatte Tjenestemænd indenfor samme Administrationsgren eller indtagende ensartede Stillinger indenfor forskellige Administrationer. Derved udelukkedesTilslutning La Confederation Génerale og Dannelsen af en almindelig Funktionærforening, »der kun kunde have til Formaal at udøve et überettiget Tryk paa Statsmyndighederne«, idet Funktionærer i forskellige Administrationsgrene ikke kunde have berettigedeInteresser Strejke medførte ikke Straf, men Afsked. Man ønskede at give Funktionærerneganske Retsstilling som andre Borgere, kun med de Indskrænkninger, som absolut nødvendiggjordesaf Hverv, hvis Opgave er at sikre de offenlige Virksomheders uforstyrrede Gang«.

Samtidig udarbejdede Kommissionen et andet Forslagangaaende

slagangaaendeTjenestemændenes Retsstilling i Almindelighed.Det forelagt Regeringen, som, efter at have trukket Sagen ud længe, omsider erklærede det for absolut uantageligt. Det blev derefter offentliggjort med en Betænkning af M. Chaigne, hvori blandt andet udtales, at Kommissionen i og for sig ikke er forbavset over den ringe Forstaaeise, den har mødt fra forskelligeSider. havde ikke gjort sig Illusioner om ikke at møde Modstand hos Indehaverne af den hidtil übegrænsede og ukontrollerede Magt, som den søger at begrænse.?;

Forslaget følger i Hovedpunkterne M. Demartials foran omtalte. Der skal oprettes »Administrationsraad«, valgte af Funktionærerne, saaledes at disse bliver Medarbejdere, tager Del i Ledelsen og Organisationen af det samfundsnyttige Værk, de har helliget deres Liv og Virkekraft«. Udnævnelser skal ske efter Konkurrence efterfølges af en Prøvetid. Forfremmelser foregaar efter en Liste, hvorpaa Tjenestemændene staar opført efter Anciennetet, dog saaledes at der kan tillægges de særlig dygtige en kunstig Anciennetet. udnævnende Myndighed kan kun vælge mellem de tre, som staar øverst paa Listen; vælger han en anden, skal Valget bekræftes af Ministerraadet. Administrationsraadene, der er sammensatte som af M. Demartiai foreslaaet, skal ogsaa fungere som Disciplinærretter, hvilke der kan appelleres til en højere Ret, bestaaende af Dommere og Parlamentarikere, eller til Statsraadet.

Regeringen udarbejdede imidlertid straks et Modforslag,
bevarede adskillige af KommissionsforslagetsBestemmelser,
betog dem deres Brod ved

tilsyneladende uskyldige Smaaændringer: Udkastet indeholder kun visse Hovedregler, som skal suppleres ved ministerielle Dekreter; Prøvetiden er ikke længere obligatorisk; Avancementslisterne udfærdiges efter frit Skøn af den udnævnende Myndighed, kun med Bistand af en Kommission, hvori de udnævnte Medlemmer har en meget stærk Majoritet over de øvrige, ved Lodtrækningvalgte; ændres Disciplinærraadenes Sammensætning, saaledes at Administrationens Overvægtyderligere Appellen til Statsraadet afskæresog almindelige Beføjelse til at udtale Ønsker bortfalder. — Med Hensyn til Foreningsretten foreslaas Regler, som i alt væsentligt svarer til Loven af 1901, og det af Kommissionen foreslaaede Forbud mod Federationer optages.

Bestemmelsen om, at Strejke medfører Afskedigelse, er bortfalden. Forslaget forbyder kun Foreningerne under Strafansvar for Lederne at opfordre Tjenestemændenetil Nedlæggelse af Arbejdet. Overhovedet er det værd at lægge Mærke til, hvor omhygg-eligt man under Drøftelsen af disse Problemer gaar uden om det prekære Spørgsmaal om Strejkeretten.Det aabent fra alle Sider, ogsaa af Regeringen, at Tjenestemændene har Krav paa at vide, hvor langt deres Rettigheder strækker sig, og at den nu gældende Retsorden er uklar paa dette Punkt. Og den administrative Praksis har aldrig været vaklende i Holdning overfor Strejker. Selv Camille Pelletan, der som Marineminister fik Skyld for at have nedbrudt al Disciplin blandt Arsenalarbejderne ved altfor stor Eftergivenhed,og nu synes at være en teoretisk Tilhængeraf selv han betænkte sig ikke

et Øjeblik paa at erklære, at han vilde benytte alle Midler for at tvinge de strejkende Arsenalarbejdere til at genoptage Arbejdet. — Men man tager i Betænkningat almindeligt Forbud mod Funktionærstrejker.Man hvilken Ophidselse det vilde vække blandt de franske Tjenestemænd, tænker sig maaske endog Muligheden af en Generalstrejke blandt dem. Man er endogsaa betænkelig ved at fastslaa,at medfører Afskedigelse eller Fortabelse af Pensionsret. Selv Briands sidste Forslag til Forebyggelse af Jernbanestrejker forbyder intetsteds Jernbanearbejderne at strejke, men fastsætter blot Straf for Opfordringer til kollektiv Arbejdsnedlæggelse.

Clemenceaus ovenfor omtalte Forslag kom imidlertid frem til Diskussion, da dets Ophavsmand dimissionerede. Det optoges ganske vist senere af Briand, men den offentlige Opmærksomhed afledtes fra det af den store Jernbanestrejke, som foranledigede Konsejlspræsidenten til at udarbejde en Række ny, specielle Lovforslag for at sikre Jernbanernes uforstyrrede

I Øjeblikket synes Interessen i det politiske Liv at være rettet mod væsentlig andre Spørgsmaal end det om Statsfunktionærernes Rettigheder og Pligter. Og formodentlig vil først et nyt Udbrud af TjenestemændenesOrganisationsiver Strejkelyster kunne bringe Kamrene og Regeringen til atter at optage hele dette saare vanskelige og komplicerede Problem —

---

*) Se Einar Cohn: »De franske Lovforslag om Jernbanefunktionærerne« Nationaløkon. Tidsskrifts iste Hæfte (1911), S. 80 ff

som imidlertid bliver desto vanskeligere og mere kompliceretjo
Statsmagten tøver med at gribe ind.

---

Af den meget omfattende, men langt fra tilsvarende vægtige Litteratur om Emnet skal blot nævnes nogle Hovedværker: L. Barthou: sur les Syndicats Professionels 1903. J. Jeanneney: Rapport sur les Associations de Fonctionnaires 1907. M.Chaigne: Rapport sur le Statut des Fonctionnaires 1909. Disse tre Hvidbøger baade fyldige historiske Oplysninger og en indgaaende teoretisk Drøftelse. J. Paul Boncour: Les Syndicats de Fonctionnaires. Leroy: Les Transformation de la Puissance Publique; do.: Syndicats et Services Publics. Chardon: Le Pouvoir Bouglé: Syndicalisme et Democratic Demarti Le Statut des Fonctionnaires. Den mest detaillerede Skildring Bevægelsens Historie findes i et lige udkommet Værk af Georges Cahen: »Les Fonctionnaires. Leur action corporative«. 1911.