Nogle nyere Undersøgelser om Forholdet mellem Arbejdstid og Arbejdsydelse.

Den moderne Udvikling har over alt medført en Reduktion af den industrielle Arbejdstid. Denne Reduktion fundet Sted ud fra sociale Synspunkter: Hensyn til Arbejdernes Velfærd saavel som deres Kulturbehov. Kampen om Arbejdstidens Forkortelse har dog navnlig Arbejdsgiverne ogsaa ofte gjort de økonomiske Synspunkter gældende. Man har spurgt, om en Nedgang i Arbejdstiden ikke vilde betyde den paagældende Industris Ruin. Og man har ytret Tvivl, om et Land med kort Arbejdstid vilde kunne staa sig i Konkurrencen med andre Lande, hvor Arbejdskraften blev udnyttet i et større Antal Timer.

I Begyndelsen af det 19. Aarhundrede var Nationaløkonomernevel tilbøjelige til at dele ArbejdsgivernesÆngstelse en Forkortelse af Arbejdstiden.Saaledes al Fald i England, hvor Senior og andre opstillede den Teori, at det var de sidste Arbejdstimer,der Arbejdsgiveren Udbytte, og at han uden dem vilde blive ruineret. Det første betydningsfuldehistoriske

tydningsfuldehistoriskeModbevis mod denne Paastand blev ført, da det efter Indførelse af Titimersloven i England i 1847 viste sig, at Tekstilindustrien ingenlundegik Grunde, men tværtimod blomstrede mere end nogensinde. Siden blev der, dels i enkelte Bedrifter,dels hele Industrier, gjort talrige Erfaringer, der viste i den Retning, at Nedgang i Arbejdstiden ikke betød en tilsvarende Nedgang i Arbejdsydelsen, ja i mange Tilfælde opnaaedes der i den kortere Tid et lige saa stort eller endog større Udbytte end tidligere.*)

Det er imidlertid ikke Meningen i det følgende at gaa ind paa disse ældre Eksperimenter. Tværtimod var det min Hensigt at fremdrage nogle af de nyeste Erfaringer og Undersøgelser. Thi, saa vidt jeg kan skønne, har netop det 20. Aarhundrede paa dette Omraade bragt noget virkelig nyt. Medens man hidtil kun havde med en Del praktiske Erfaringer, hvis Nøjagtighed vanskelig at kontrollere, at gøre, har nu den videnskabelige Analyse bemægtiget sig ogsaa dette Omraade.

Æren for dette Fremskridt tilkommer utvivlsomt i første Række Professor Ernst Abbe i Jena, en Mand uden for de egentlige Nationaløkonomers Kreds, men dog med den højeste videnskabelige Anseelse. Han forekommer mig i det hele at være en af de interessantesteSkikkelser Tysklands sociale Historie. Her

---

*) En meget udførlig Oversigt over disse Erfaringer findes i John Rae; »Eight Hours for Work«. 1894. En mere afrundet, men langt mere kortfattet Fremstilling i Brentanos: »Om Arbejdsydelsens til Arbejdsløn og Arbejdstid«, oversat paa Dansk af Dr. Fraenkel. 1894.

skal imidlertid ikke tales om, hvorledes han paa andre Maader har taget sig af sine Arbejdere, men kun omtaleshans Forsøg og hans teoretiske Undersøgelserangaaende Forkortelse.

Man kan sige, at Abbe var i særlig Grad udstyret til at løse en saadan Opgave. For det første var han selv en Arbejdersøn. Og han huskede fra sin Barndom i Fyrrerne, hvorledes hans Fader, der var Spindemester Eisenach, maatte arbejde 14^—16 Timer i Døgnet, og det uden Pavse af nogen Art. Og han huskede, hvorledes saa i Begjmdelsen af Halvtredserne Genskinnet af den engelske Titimerslov havde lyst op ogsaa i Tyskland, og hvordan hans Fader nu kunde indtage sit Middagsmaaltid sammen med sin Familie. Men Abbe var ogsaa en stor Arbejdsgiver. I 1875 var han traadt ind i Firmaet Carl Zeiss i Jena og var siden blevet Eneindehaver deraf, hvad han benyttede til at overføre hele Forretningen til en Stiftelse, »Carl Zeiss Stiftelsen«. Forretningen, som i Begyndelsen væsentlig beskæftigede sig med Fabrikation af Mikroskoper, siden Gang efter Gang udvidet til at omfatte Grene af Optikken, og samtidig voksede Arbejdertallet, saa at det ved Abbes Død i 1906 var omtrent 1500. At Abbe saaledes var en stor Arbejdsgiver, i nærværende Sammenhæng den Interesse, at han derved var i Stand til ved Indskrænkning af Arbejdstiden at undersøge et meget stort Antal Arbejdere saaledes at undgaa de Tilfældigheder, som fremkommer, hvor man kun har med srnaa Tal at gøre.

Endelig var Abbe frem for alt den eksakte Viden

skabsmand. Han var kommet til Jena som Docent i Fysik, og det var gennem sine fysiske Undersøgelser af Mikroskopet, at han banede sig Vej ind i det ZeissskeFirma. Fysiker var han vant til at tage Hensyn til alle de forskellige forstyrrende Momenter, der kan gøre sig gældende under et Eksperiment, og dette mærkes ogsaa tydelig i hans socialpolitiske Virksomhed.

Da Abbe først traadte i Forbindelse med Carl Zeiss, var der i Værkstederne u3/*u³/* Timers effektiv Arbejdstid 6 Morgen til 7 Aften med én Time Middag et Kvarter Frokost). Skridt for Skridt var Arbejdstiden saa blevet nedsat, indtil man i 1891 var naaet til 9 Timers effektiv Arbejdstid. Først i Foraaret skred man atter til en Forandring og gik denne Gang helt ned til 8 Timer, dog foreløbig kun forsøgsvis, idet Firmaet forbeholdt sig Ret til at vende tilbage til de 9 Timer, hvis Arbejderne ikke i de 8 Timer udrettede lige saa meget som før. Erfaringerne m. H. t. Indførelsen af 8 Timers Arbejdsdagen nedlagde i et Par Foredrag i Efteraaret 1901 *).

For at danne sig en Forestilling om Arbejdsydelsenhenholdsvis og efter Indførelsen af 8 Timers Dagen sammenlignede Abbe først og fremmest Akkordfortjenesten,hvis var forblevet uforandret. Dette foretoges for et helt Aar før og efter Overgangen. At der ved denne Sammenligning let kunde indløbe Fejl paa Grund af ulige Forhold, stod Abbe klart. Han

---

*) s Die volkswirtschaftliche Bedeutung der Verkiirzung des industriellen (Aftrykt i »Gesammelte Abhandlungen von Ernst Abbe. Dritter Band, Sozialpolitische Schriften«. S. 203—49).

var saaledes opmærksom paa Temperaturens og i det hele de meteorologiske Forholds Indflydelse paa Arbejdsintensiteten.Men de to paagældende Aar havde Forholdene i saa Henseende været ensartede. Dernæst udskilte han af Materialet alle Personer, som havde arbejdet under ulige Betingelser i de to Aar, først og fremmest de ganske unge og de nylig ansatte; for disses Vedkommende kunde man jo nemlig vente, at den større Øvelse, som de efterhaanden erhvervede, vilde forøge deres Arbejdsydelse i det sidste Aar. Efter at Materialet saaledes var udrenset, var der tilbage233 For disse gælder de følgendeBeregninger.

Naar Akkordfortjenesten pr. Time i det første Aar sættes = 100, fandt Abbe, at den i det andet var steget til gennemsnitlig 116,2. For at faa fuld Erstatning de 100. der var bortfaldet med den niende Time, maatte Arbejderne aabenbart nu i hver Time tjene H2¹/^, idet de 100 fordeles paa de resterende 8 Timer med i:2¹/₂ til hver. Det viste sig saaledes, at Arbejderne tjente omtrent 313¹/₂ °/0/₀ mere i 8 Timers dagen, end de tidligere havde gjort i 9 Timersdagen, og Arbejdsydelsen var forøget i samme Forhold.

Det var imidlertid kun de færreste Arbejdere i de Zeiss'ske Værksteder, der arbejdede i Akkord. De fleste, som betjente forskellige Maskiner, lønnedes med Timeløn. For disses Vedkommende havde man dog en Maalestok for deres Arbejdsydelse i det elektriske Strømforbrug, som Værktøjsmaskinerne krævede. Alle disse, omtrent 650 i Tallet, blev nemlig drevne ved Strømmen fra en enkelt Dynamo. Ved dette Strømforbrugmaatte skelne mellem to Bestanddele.

Den ene var det Strømforbrug, der fandt Sted, naar Maskinerne blot snurrede rundt (Strømforbrug¹ ved Tomgang), den anden det Strømforbrug, der krævedes, naar Maskinerne traadte i Virksomhed ved Tildannelse af det forskellige Arbejdsmateriale. Ved Undersøgelsenaf i de sidste 4 Uger før Overgangentil Timers Arbejdsdagen og i de 4 første Uger efter viste der sig nu følgende: I den første Periode var Strømforbruget 49,2 Kilowatttimer, hvoraf de 26 regnedes for Forbrug ved Tomgang. Efter Overgangen var Forbruget 52 Kilowatttimer; altsaa var Strømforbruget pr. Time øget med omtrent 6 °/₀. Beregnetfor Arbejdsdagen var Strømforbruget før Overgangen 443 Kilowatt, efter Overgangen 416. Sparet var altsaa 27 Kilowatt, hvad der meget nær svarede til Forbruget ved en Times Tomgang; men den Strøm, som Maskinerne tidligere ved deres Arbejde lagde Beslag paa i den 9de Time, var aabenbart nu blevet fordelt over alle 8 Timer af den nye Arbejdsdag.

Over for dette sidste Resultat af Abbes Undersøgelserkunde maaske nok stille sig noget skeptisk.Et kort Tidsrum som 4 Uger vil næppe være tilstrækkeligt til at vise den nye Arbejdstids Virkninger. Tilmed omtaler Abbe selv, hvorledes Tilpasningentil nye ingenlunde foregik med ét Slag, men kun gennem Svingninger. Sættes Strømforbruget i en Time før Overgangen til 100, saa steg det i den første Uge efter til ng,s, idet Arbejderne gjorde sig særlige Anstrængelser for at yde det samme Arbejde som tidligere. Snart maatte der dog indtræde en Slappelse, hvad der viser sig i, at Strømforbruget i

den 2den Uge kun var 105,5, men i den tredje Uge steg det saa atter til 110,2 og i den fjerde til 112,9, hvad der omtrent svarer til Gennemsnittet for alle 4 Uger. At dermed den endelige Tilpasning skulde være foregaaet, er dog naturligvis kun en Paastand.

Senere Undersøgelser synes dog at have godtgjort, de Forandringer i Arbejdsintensiteten, som fulgte med Indførelsen af 8 Timers Arbejde i de Zeissske ikke blot var øjeblikkelige Fænomener, men har holdt sig. I saa Henseende er det af Interesse erfare, hvad en af Abbes tidligere Medarbejdere, Georg Hahn, har udtalt.*) Ved at undersøge Akkordfortjenesten de nærmeste 4 Aar efter Forsøgsaaret fandt han, at den yderligere var steget lidt. Og da han i en Uge i September 1904 lod Strømforbruget undersøge, fandt han, at det fremviste de samme Ejendommeligheder i de første Uger etter Indførelsen af 8 Timers Arbejdsdagen.

Selv om der kunde være et og andet at indvende mod Abbes Forsøg, maa dog selv en af hans skarpesteKritikere**) at hans lagttagelser »uden Tvivl vidt overgaar alle andre i Nøjagtighed«. Imidlertidhar ikke indskrænket sig til at opgøre Regnskabet ved det Forsøg, han har foretaget i sin egen Forretning. Han har tillige (og derom handler i det væsentlige hans andet Foredrag) søgt at kaste Lys over de almindelige Betingelser for en forøget Arbejdsintensitet.Dette

---

*) I Tidsskriftet »Kulturfragen« 1906. Her anført efter Dr. Schmitz: »Regelung der Arbeitszeit und Intensitåt der Arbeit« i »Archiv flir exakte Wirtschaftsforschung«. Bd. 3. S. 179.

**) Dr. Schmit;:, om hvem senere.

intensitet.Detteer ikke det mindst betydningsfulde i
hans Fremstilling.

Han tager her sit Udgangspunkt i de rent fysiologiske der foregaar under Arbejdet. Der fremkaldes efterhaanden en Træthed, der dels beror paa, at visse Stoffer, som kræves til Musklernes Virksomhed, men dels ogsaa paa, at visse skadelige Stoffer samler sig. Navnlig i Nutidens Industri med dens stærke Arbejdsdeling og deraf følgende store Ensidighed bliver enkelte Organer, enkelte Muskler udsat for særlig Anstrængelse, og der indtræder før eller senere en Træthedstilstand. Denne kan kun fjernes gennem Hvile, hvorunder det paagældende Organ Lejlighed til atter at optage de fornødne Forbrændingsstoffer og at udskille de skadelige Substanser. ikke denne Hvile er tilstrækkelig, da vil der blive en Rest af Træthedstilstanden tilbage, og dette vil bevirke en Nedsættelse af Arbejdskraften i den følgende Arbejdsperiode (Arbejdsdag). Det gælder altsaa om, at der virkelig skaffes Ballance tilveje mellem og Udhvilen.

Til at fremkalde Trætheden bidrager nu, ifølge Abbe, tre forskellige Momenter. Først og fremmest bliver Størrelsen af det daglige Arbejdsprodukt, rent bortset fra i hvilken Tid det frembringes, af afgørende Betydning. Til at frembringe en vis Mængde Genstandemaa anvende et bestemt Antal Bevægelsersaa som et bestemt Antal lagttagelser. Ganske vist er der ikke liden Forskel mellem de forskelligeArbejdere. der har større Erfaring og Færdighed, de, der arbejder med større Omhu og mere formaalstjenligt, behøver ikke et saa stort Kraftforbrug

og vil følgelig heller ikke blive saa trætte som mere uøvede og udygtige Arbejdere. Men for hver især vil dog Kraftforbruget og Trætheden staa i Forhold til Arbejdsproduktets Størrelse.

Men dernæst kommer ogsaa den Hastighed, hvormed der arbejdes, i Betragtning. Saa længe Hastigheden er særlig stor, vil den dog næppe spille nogen Rolle. Om man gaar en Kilometer lidt hurtigere eller langsommere, vil næppe have Indflydelse paa Trætheden; først naar man gaar meget hurtigt, vil Hastigheden i sig selv fremkalde en forøget Anspændelse. ogsaa med Fabrikarbejdet. Først et meget hurtigt Arbejdstempo vil virke stærkt trættende og enerverende paa Arbejderen.

Men endelig er der et tredje Moment, hvis Betydning vistnok har været den første til at klargøre. Det er vanskeligt at finde en Betegnelse derfor, men det kan sammenlignes med Maskinernes Kraftforbrug ved Tomgang. Selv om en Person slet intet udrettede, men dog en hel Dag igennem skulde indtage den samme Stilling, vilde vedkommende ved Dagens Slutning i højeste Grad træt. Og ikke blot den tvungne Arbejdsstilling spiller en Rolle; hele Opholdet paa Arbejdsstedet under den Larm, som der gerne hersker, under den Opmærksomhed, der kræves, for at man skal undgaa at stifte Ulykker eller selv komme til Skade, alt: dette og meget roere bidrager sit til at slide paa Arbejderen.

Naar da Arbejdstiden forkortes, f. Eks. fra 9 til 8 Timer, vil dette paa 3 Maader kunne gøre sig gældende ved Opgørelsen af Ballancen mellem Træthed og Hvile. Paa Gevinstsiden staar først og fremmest, at Arbejderen

sparer en Times »Tomgang«, o: Ophold paa Arbejdsstedetunder derværende übehagelige Forhold. Paa den anden Side vil, hvis Arbejdsudbyttet ikke skal gaa nedad, den forøgede Hastighed kunne fremkalde en forøget Træthed. Men paa Gevinstsiden staar nu ogsaaden Hviletid, under hvilken Stoffornyelsen og Stofudskillelsen faar bedre Tid til at foregaa. En Nedsættelse af Arbejdstiden kan med andre Ord uden Skade for Produktionen foregaa saa længe, som endnu den første og den tredje Faktor: mindre Træthed ved »Tomgang« og fuldstændigere Udhvilen gør sig stærkeregældende den Træthed, som forøget Arbejdshastighedmedfører.

Saaledes er, kort skitseret, den Teori, som Abbe fremsætter, en Teori, som ogsaa har vundet almindelig Anerkendelse. Men i Forbindelse dermed fremsætter han et Par Paastande, som kan give Anledning til Modsigelse, og som i hvert Fald trænger til at verificeres.

Der maa, siger Abbe, for hver enkelt Arbejder saa vel som Arbejderne i en hel Industri gives et bestemt af Arbejdstid, hvor Arbejdsydelsen er størst i Forhold til Anstrengelsen. Derom siger han nu, at »for mindst 3/₄ af alle industrielle Arbejdere, sandsynligvis ogsaa for en større Brøkdel, er Optimum endnu ikke naaet ved g Timer og endnu ikke overskredet 8 Timer«. Han bygger vel her paa de talrige tidligere Forsøg i mange forskellige Industrier med 8 Timers Arbejdsdagen; men en saa indgaaende Undersøgelse, som skulde til for at begrunde den ovennævnte Paastand, er dog vel endnu ikke foretaget.

Den anden Paastand, som er faldet flere, selv af

Abbes Tilhængere, for Brystet, er den, at Virkningen af den forkortede Arbejdsdag indtræder ganske automatisk»endogsaa hvor der paa en vis Maade maa antages at være ond Villie«. Abbe henholder sig her navnlig til, hvad han havde erfaret under Forsøget med sine egne Arbejdere. Disse havde, som allerede nævnt, i Begyndelsen efter Indførelsen af den forkortedeArbejdsdag sig særlige Anstrengelser, i den Grad, at de hurtig maatte slappes, og Arbejdstempoet sank da atter, efter Arbejdernes egen Mening helt ned til det tilvante. Alligevel viste det sig jo ved Abbes Undersøgelser, at Arbejdstempoet var forøget omtrent i samme Grad, som Arbejdstiden var gaaet ned. Og denne Tilpasning, som Arbejderne ikke var sig bevidst, var følgelig foregaaet automatisk. Selv om man nu indrømmer dette, maa man dog ogsaa hævde, at nogen egentlig »ond Villie« var der dog i dette Tilfældd ikke Tale om. Og det vil næppe kunne bestrides, at Arbejderneer Stand til gennem bevidst Nedsættelse af Arbejdstempoet, gennem Sabotage o. s. v. at hindre den gode Virkning af ellers gavnlige Foranstaltninger. I det hele maa man ogsaa til en vis Grad tage i Betragtning,at Arbejdere, som Abbe havde at gøre med, i mange Maader var Elitearbejdere. Thi de fine optiskeog Instrumenter, som har gjort den Zeiss'ske Fabrik bekendt ud over Verden, kræver naturligvisen intelligent og paapassende Arbejderstab.

Men naar jeg saaledes har tilladt mig at sætte et Spørgsmaalstegn ved nogle enkelte af Abbes Meninger, er det ikke for i fjerneste Maade at berøve ham noget af den Ære, der med Rette tilkommer ham. Ingen, der beskæftiger sig med Spørgsmaalet om Arbejdstid

og Arbejdsydelse, vil kunne komme uden om hans
"klassisk-klare Undersøgelser.

Inden jeg gaar over til at omtale Nationaløkonomernes til Abbe og i det hele til det her behandlede Spørgsmaal, skal jeg endnu anføre en anden Beskrivelse af et Forsøg med forkortet Arbejdsdag fra de senere Aar. Det drejer sig her om en kemisk Fabrik i Nærheden af Liége.*) Og ogsaa her er det Arbejdsgiveren, der fremstiller Sagen.

Lad mig straks nævne, at Forfatteren af den nævnte Beskrivelse, Ingeniør Fromont, trods et stort Apparat af Beregninger og Diagrammer ikke paa langt nær naar Abbe i Klarhed. Ikke heller er de nævnte Beregninger altid fuldt paalidelige. Saaledes, hvor han (S. 59) søger at opgøre, hvor længe Arbejderne under en 8 Timers Arbejdsdag maa være tilstede i Fabrikken. Da der er Tale om kontinuerlig Drift, hvor der arbejdes Helligdage som Hverdage, vil man meget let kunne regne ud, at hvert enkelt af de tre Hold Arbejdere maa tilbringe paa det allernærmeste 33,3 °/0/₀ af Aaret i Fabrikken. Men Fromont kommer ad en Omvej til 31,6 °/₀. Desuden arbejder Fromont ikke med saa store Tal og derfor ikke i videnskabelig Henseende sikkert som Abbe. Ved det Eksperiment med Indførelse af 8 Timers Arbejdsdag, som han særlig drejede det sig kun om 54 Arbejdere.

Alligevel frembyder Fromonts Bog saa meget af
Interesse, navnlig paa Grund af de ejendommelige

---

*) L. G. Fromont: »Une Experience industrielle de Reduction de la Journée de travail«. (Institut Solvay. Travaux de l'lnstitut de Sociologie. Actualitcs Sociales Nr. 10). Bruxelles 1906.

Arbejdsforhold, den skildrer, at jeg her skal fremsætte
nogle af Bogens vigtigste Oplysninger og Resultater.

Den Fabrik, som Fromont leder, og hvis Forhold
han beskriver, ejes af det belgiske »Societé anonyme
des Produits chimiques d'Engis«, som blev stiftet i

»Aaret 1888. Dette Selskabs Formaal var ved Behandling Zinkblende at udskille Svovlet og derved udvinde Zink, og samtidig at anvende det frigjorte Svovl til Produktion af Svovlsyre. Tidligere havde der i Nærheden bestaaet en lignende Fabrik til Udskillelse Svovl af Zinkblende, men i denne, hvor man anvendte Ovne af en ældre Konstruktion, udnyttede ikke Svovlet, der tværtimod lyldte Omegnen og der anrettede stor Skade paa Vegetationen. Det nye Selskab vilde ved Benyttelsen af moderne Ovne opnaa en Udnyttelse af det frigjorte Svovl og samtidig de Erstatningskrav, som de tidligere Ødelæggelser medført.

Men samtidig med denne bedre Teknik indførtes ogsaa af det nye Selskab en anden Ordning af Arbejdstiden.Ristningen Zinkblende i Ovnene er efter Sagens Natur en Proces, som kræver kontinuerlig Drifts Under de tidligere Forhold havde det været almindeligt,at arbejdede i to Hold, saaledes at hvert Hold afvekslende havde 24 Timers Arbejdstid (!) og 24 Timers Hvile. I den 24 Timers Arbejdstid var der ganske vist en Pavse om Natten paa 3 Timer, 1 hvilke Arbejderne kunde faa Lov at sove, men kun i samme Lokale, hvor Ovnene var. Ligeledes var der undertiden Ophold i Arbejdet, der i det hele foregik ret uregelmæssigt. Men Hovedsagen var dog de 24 Timers Tilstedeværelse i Fabrikken. At denne Ordningherskede,

ningherskede,tilskriver Fromont »Smitten« fra Zinkfabrikkerne,hvor
Ordning endnu var i Brug, da
Fromonts Bog udkom (1906), og mulig findes endnu.

Det nye Selskab indførte nu den samme Arbejdsordning, fandt Sted i andre lignende Fabrikker i Tyskland og andensteds. Man indførte to 12 Timers, Hold, et Dag- og et Nathold. Af de 12 Timer, Arbejderen tilstede i Fabrikken, var dog kun 10 Timer effektiv Arbejdstid. Hver 14de Dag forekom endnu for hvert Hold 24 Timers Arbejde, idet hver Søndag det tidligere Daghold gik over til at arbejde om Natten, medens til Gengæld det tidligere Nathold nød en 24 Timers Hvile. Under den 24 Timers Arbejdsdag Arbejdsintensiteten sig altid betydelig ringere end i de sædvanlige 12 Timers Skifter.

I den nye Fabrik var man mest henvist til at be nytte de Arbejdere, der ogsaa tidligere havde været beskæftiget med Ristning af Zinkblende. Men der viste sig store Vanskeligheder. Arbejderne havde ondt ved at tilpasse sig efter de nye tekniske Forhold. De havde været vante til et Arbejde, der foregik stødvis og tildels efter Arbejdernes eget Forgodtbefindende; itu blev de sat til at passe de nye Ovne, ved hvis Behandling der krævedes en ganske anden Paapasselighedog Idet man gik over til den .samme Arbejdsordning som i andre Lande, havde man ¦ogsaa ment at kunne kræve en lignende Arbejdsydelse som der, nemlig ca. 1000 Kilogram af det færdige Produkt. Men det viste sig overordentlig vanskeligt at faa Arbejderne til at præstere dette. Skønt, efter FromontsUdsagn, havde de bedst mulige hygiejniskeForhold, Sygeligheden blandt Arbejderne

meget stor, og Arbejdernes Hjælpekasse havde stedse voksende Underskud. Utilfredshed og Modløshed bredte sig blandt Arbejderne, og den offentlige Mening begyndte at stemple Fabrikken i Engis som et daarligt og usundt Arbejdssted.

Disse Forhold bestemte Ledelsen til midt i 90erne at gaa over til en helt ny Arbejdsordning. I Stedet for to 12 Timers Skifter indførte man nu tre 8 Timers Skifter. Da der under hvert Skifte var 1/₂ Times Pavse, blev den effektive Arbejdstid endda kun 717¹/₂ Time. Hver Uge skiftede Holdene, og derved fremkom for hvert af dem hver 3dje Uge en 16 Timers Arbejdsdag, idet Søndagseftermiddagsholdet tillige arbejdede mellem Søndag og Mandag.

Ved denne Ordning vandt Fabrikken, at der i det hele arbejdedes længere. I Stedet for 2 X 10 = 20 Timers effektivt Arbejde i Døgnet traadte nu 3 X 7V2 = 22¹/₂. Arbejderne vandt ikke blot en Nedgang i deres effektive Arbejdstid paa 25 % (fra 10 til yl^ Timer), men en endnu større Nedgang i den Tid, de maatte være tilstede (fra 12 til 8 Timer eller en Nedgang 33,3 °/o). Med andre Ord: den Tid, Arbejderne kunde tilbringe i deres Hjem, blev forøget meget betydeligt.

Med Hensyn til Arbejdsydelsen havde Firmaet vel ikke gjort Regning paa, at Arbejderne skulde kunne præstere det samme i den kortere Arbejdsdag som tidligere i den længere, men mente dog, at Arbejdsintensitetenvilde saa vidt, at hver enkelt Arbejderunder Arbejde vilde kunne producere 890 Kilogram mod tidligere ca. 1000 Kilogram. Lønnen pr. 1000 Kilogram vedblev at være den samme, og

der var derfor Udsigt til, at Arbejdernes Fortjeneste vilde gaa nedad. Derfor, og vel ikke mindre fordi Arbejderne næsten altid viser sig konservative, naar der skal foretages Forandringer i Produktionsmaaden o. s. v., vaktes der fra Arbejdernes Side en stærk Modstand,og første Maaneder efter Overgangen bragte en stor Nedgang i Arbejdernes Produktivitet.

Resultatet blev imidlertid, at man 6 Maaneder efter Indførelsen af den nye Ordning var naaet til, at Arbejderne 7V2 Times effektiv Arbejdstid frembragte lige saa meget som tidligere med 10 Timers, nemlig ca. 1000 Kilogram. (Fromont giver desværre paa dette vigtige Punkt ikke nøjagtige Tal, men holder sig til det runde Tal 1000). Samtidig indtraadte en stadig Fremgang i Arbejdernes Sundhed, saa at den truede Hjælpekasse atter kom paa Benene. Den nye Ordning" havde, da Bogen udkom, gennem 12 Aars Praksis vist sig god. Senere indførtes 8 Timers Arbejdsdagen ogsaa en Del Arbejdere, der havde at gøre med Transport af Raastofiferne; her opnaaedes dog ikke den samme Arbejdsydelse i den kortere Tid som i den tidligere længere.

Det Fromontske Eksperiment forekommer mig at have særlig Interesse, fordi det her drejer sig om en saa betydelig Nedsættelse af Arbejdstiden, en Nedsættelsepaa Gang fra 10 til 7% Times effektiv Arbejdstid.Ellers det jo gerne saaledes, at Nedgangen i Arbejdstiden forégaar med 1/_a eller 1 Time ad Gangen. Ved en saadan trinvis Nedgang vil man kunne finde det Optimum for Arbejdsydelsen, hvorom Abbe talte; ved det Fromontske Eksperiment kan man derimod intet vide om, hvor dette egentlig ligger. Det er jo

muligt, at en 9 eller 8V₂ Timers Arbejdsdag i økonomiskHenseende have svaret bedre Regning, og at man ved 7J7^J/₂ Timer har overskredet Optimum. Men det er jo i dette Tilfælde Fabrikens kontinuerlige Drift, der nødvendiggør dette store Spring, dette grove Enten-Eller, som udelukker finere Nuancer. Dermed er da ogsaa givet et betydningsfuldt Tillæg til Abbes Lære, et Tillæg, der maaske kunde formuleres omtrent saaledes: I Industrier, der efter deres Karakter kræver kontinuerlig Drift, vil em Tilpasning af Arbejdstiden efter Optimum for Arbejdsydelsen i Forhold til Anstrengelsenkun foregaa i meget grove Træk.

I det foregaaende er der væsentlig gjort Rede for nogle Forsøg., som er foretaget og beskrevet af et Par Mænd uden for Nationaløkonomernes Kreds. I det følgende skal jeg nu søge at vise, hvilken Stilling Nationaløkonomerne de sidste Aar har indtaget til det foreliggende Spørgsmaal, dels gennem deres kritiske Bemærkninger med Hensyn til allerede foreliggende Resultater, meri dels ogsaa ved mere selvstændige Undersøgelser.

Meget anerkendende over for Abbe stiller Herkner sig, baade i sin Bog »Die Arbeiterfrage« og i Artiklen »Arbeitszeit« i »Handworterbuch der Staatswissenschaften«.I sidstnævnte Artikel gaar han dog ogsaa ind paa de mange Indvendinger, der kan fremføresmod hidtil førte »Beviser« for, at den korte Arbejdsdag medfører Fordel m. H. t. Produktionsudbyttet.Og særlig med Henblik paa Abbes Resultaterhedder »Endnu mindre lader Resultaterne 1 én Branche, f. Eks den optiske Industri og Firtiiiekanikkensig

nikkensigudnytte ogsaa i en anden, f. Eks. i Spinderiet«.Ogsaa er stærkt begejstret over Foredragene om Forkortelse af Arbejdsdagen, »som indeholder en strengt metodisk videnskabelig Undersøgelseog os, hvad Abbe vilde have kunnet yde i vor Videnskab, naar han havde haft Tid til Udarbejdelseaf teoretiske socialpolitiske Erfaringer og Tanker«.

Det er imidlertid ikke Meningen at fortsætte med den Slags Udtalelser af almindelig Anerkendelse, men at gaa lidt nærmere ind paa nogle enkelte udførligere Arbejder, væsentlig af yngre Nationaløkonomer, som beskæftiger sig med det foreliggende Spørgsmaal.

Her er da først at nævne en Afhandling af Ernst Bernhard, som gaar lige løs paa Spørgsmaalets Kærne.**) For saa vidt som denne Afhandling giver en Fremstillingaf tidligere Forsøg med Forkortelse af Arbejdsdagen,skal her ikke gaa ind paa den. Ikke heller for saa vidt den fremsætter og anerkender Abbes Teorier, som jo allerede er blevet udførlig omtalt. Men Bogen indeholder tillige en Uddybelse af Spørgsmaalet:Under Betingelser kan en forkortet Arbejdstidfremkalde gaa Haand i Haand med en forøget Arbejdsintensitet? Forfatteren sammenfatter sine Undersøgelser desangaaende under 3 Overskrifter: *) De teknisk-organisatoriske Betingelser for højere

---

*) I en udførlig Anmeldelse af Abbes »Sozialpolitische Schrifteru i »Jahrbuch flir Gesetzgebung, Verwaltung und Volkswirtschaft im Deutschen Reich«. 31. Jahrg. 1907.

**) Ernst Bernhard: Hohere Arbeitsintensitåt bei kiirzerer Arbeitszeit, personalen und technisch-sachlichen Voraussetzungen. (Staats- und sozialwissenschaftliche Forschungen. Herausg. v. Schmoller u. Sering. Hft. 138).

Arbejdsintensitet ved kortere Arbejdstid. 2) De personligeAarsager højere Arbejdsintensitet ved kortereArbejdstid. ) De etiske Forudsætninger for korte Arbejdsdage. Af de nævnte Punkter er det navnlig det første, som Forfatteren har behandlet mere udførligtog

Abbe havde ved sine Undersøgelser ganske væsentlig med dens Maskindrift og gennemførte for Øje. Men hvor Talen er om Maskindrift, ligger det nær at mene, at her er der ikke Plads for en Forøgelse af Arbejdsintensiteten. Hvor stor en Mængde Produkter der frembringes, vil kun bero paa Maskinernes Arbejdstakt; Menneskene, der betjener disse Maskiner, har kun at rette sig efter dem. Over for denne Opfattelse søger Bernhard nu at vise, hvor stor en Rolle endnu det rent manuelle Arbejde spiller, selv i Industrier, hvor Maskinerne er stærkt fremherskende. I denne Sammenhæng behandler særlig Tekstilindustrien og Maskinindustrien.

I et Bomuldsspinderi opstaar der saaledes adskillige naar de tomme Spoler skal tages af Tenene nye sættes paa; ligeledes naar en Traad brister og skal knyttes paa ny. Mængden og Længden af saadanne Pavser er i høj Grad afhængige af den Dygtighed Hurtighed, hvormed der arbejdes. Lignende Forhold hersker i Uldspinderiet, hvor da ogsaa Præstationen meget forskellig fra Mand til Mand som fra Land til Land. Schulze-Gåvernitz anfører saaledes i sin Bog »Der Grossbetrieb«, at i England løber Tenene % a^ °"en samlede Arbejdstid, men i Wiirttemberg go °/₀.

I Væveriet skal der være endnu større Spillerum

for den personlige Dygtighed. Her gaar let en Fjerdedel af Tiden tabt paa Grund af Pavser, men dette beror atter i saa høj Grad paa Arbejderen. John Rae anfører, at der for en Væver i Elsass tabes 1j₃ af Arbejdsdagen, for en engelsk Væver kun 1/_G. I saa Tilfælde udnytter Englænderen, der kun har 9 Timers Arbejdsdag, Maskinernei !/₂ Time, Elsasseren med 11 Timers Arbejdsdagbruger kun i 7x7^x/₃ Time, altsaa i Virkelighedenmindre.

For Ma skinfabrikationens Vedkommende støtter Bernhard sig særlig til nogle lagttagelser i Værkstedet, som er gjort af Professor G. Schlesinger. Hidbringelse og Bortskaffelse af Materialet, nøjagtig Anbringelse i Maskinen og lignende lægger Beslag paa forholdsvis lang Tid. Ved Gennemboringen af et Staalstykke anvendtes saaledes (Gennemsnit af 5 lagttagelser) 48,5 °/0/₀ af Tiden til rent manuelt Arbejde, og ved andre lignende Arbejder viste det sig ogsaa, at omtrent Halvdelen Tiden medgik til saadanne Operationer, hvor Arbejderens, ikke Maskinens, Hurtighed bliver den bestemmende Faktor. Her er altsaa en betydelig Mulighed forøget Arbejdsintensitet.

Bernhard giver endnu flere Eksempler paa, at der ved en Maskine med uforandret Tempo kan udrettes et højst forskelligt Arbejde. Efter S. og B. Webb anfører han saaledes, hvorledes i en engelsk Skotøjsfabrik ugentlige Produktion ved en bestemt Maskine svinge mellem 666 og 1270 Par Støvler, alt efter vedkommende Arbejders Duelighed og Iver.

Hvor interessante og betydningsfulde nu end de
Kendsgerninger er, som Bernhard nævner, rokker de
naturligvis ikke i og for sig ved den Sandhed, at hvor

Arbejdsanstrængelsen udelukkende bestemmes af MaskinernesTakt, Muligheden for en forøget Arbejdsintensitetfra Side udelukket. Spørgsmaaleter om der gives Industrier, hvor Arbejderen saaledes fuldstændig kommanderes af Maskinen. Jeg skal her kun nævne en enkelt Industri, hvor jeg mener at have iagttaget, at dette kan være Tilfældet. Jeg mener Trykkerier. Den Arbejder, der fjerner de Aviser,som moderne Hurtigpresse udspyr, har ingen som helst Indflydelse paa disse Avisers Mængde og paa den Tid, hvori de bliver frembragt. Ligeledes mener jeg at have iagttaget et fuldstændig mekanisk Arbejde hos dem, der forsyner Trykkeripresser med Papir. Hvis da i saadanne Tilfælde en forkortet Arbejdstidskal en forøget Arbejdsintensitet, kan det kun ske ved, at Maskinens Takt fremskyndes, noget, hvorover Arbejderen selv i al Fald ikke er Herre.

Blandt de tekniske Betingelser for forøget Arbejdsintensitet Bernhard ogsaa en vidtdreven Arbejdsdeling Specialisering. At man netop i Amerika arbejder i et særlig hurtigt Tempo, hænger for en stor Del sammen med, at man der ofte indskrænker sig til nogle ganske faa Typer. Lokomotivfabrikationen, saaledes den drives i Verdens største Lokomotivfabrik, i Filadelfia, er et godt Eksempel. Naar man samler sig saaledes om nogle enkelte Typer i Stedet for at sprede sig over et stort Omraade, er det muligt at give den enkelte Arbejder en fuldstændig ensartet Beskæftigelse gennem lange Tider. Og dermed da den øgede Dygtighed og Hurtighed, som er en af Arbejdsdelingens Følger.

Allerede her er vi inde paa et Spørgsmaal, som nærmest hænger sammen med Bedriftens Organisation. Af denne Organisation er paa mange Maader Arbejdsydelsen Saaledes gælder det først og fremmest at Arbejderen er regelmæssig forsynet med Arbejde. Dette maa Værkmesteren eller andre overprdnede for. I en Maskinfabrik kræves der et stærkt Samarbejde mellem de forskellige Afdelinger: Modelsnedkeri, Støberi, Smedeværksted, Maskinværksted. selv har tit Øjet oppe for, at deres Arbejdsydelse og dermed — i Tilfælde af Akkordløn — deres Arbejdsløn kan indskrænkes ved daarlig Ledelse og- Fordeling af Arbejdet. I de tyske Tarifoverenskomster man finde Bestemmelser som disse: »Der skal skaffes Formerne tilstrækkeligt og brugbart Materiale« »Akkordarbejdet maa ikke underkastes Afbrydelse Grund af manglende Materiale«. Ogsaa hvor det gælder den bedst mulige Udnyttelse af Arbejdstiden, Amerikanerne, ifølge Bernhard, i Spidsen. I mange Fabrikker er der særlige Løbedrenge, som kan hidkaldes ved et Klokkesignal. Arbejderen spilder da ikke Tid ved selv at hente sit Værktøj, Materiale o. s. v., men kan helt hellige sig sit faglige Arbejde.

Hermed mener jeg at have fremsat — om end i al Korthed — nogle af de vigtigste Punkter i BernhardsUndersøgelse de tek nisk-organisatoriske Betingelser for en øget Arbejdsintensitet. I sin Undersøgelseaf personlige Aarsager staar han i et og alt paa det Abbeske Grundlag. Nyt hos Bernhard forekommer mig kun at være, hvad han bemærker om den massepsykologiske Indflydelse, som ofte gør sig gældende. Den enkelte Arbejders Ydelse er ikke blot

afhængig af de fysiologiske og psykologiske Kræfter, som han personlig er i Besiddelse af. Han bliver, som ogsaa Fromont har gjort opmærksom paa, i høj Grad paavirket af »Husets Aand«. Den enkelte bliver revet med, hvor der arbejdes flinkt og hurtigt, ligesom naturligvisdet kan være Tilfældet: den enkelte arbejdsvillige bliver af sine Kammerater, om ikke ved ydre Midler, saa i Kraft af den Smitte, som uvilkaarlig breder sig, tvungen til at sløje af. I Parentes bemærketturde det stærke amerikanske Arbejdstemponok meget bero paa den Indflydelse, de tidligere Arbejdere udøver paa de ny tilkomne, som paa de tekniske og organisatoriske Forhold, Bernhard særlig omtaler.

Tilbage staar de etiske Forudsætninger for korte Arbejdsdage. Bernhard tænker her ikke saa meget paa Arbejderens Forhold under selve Arbejdet, hvor naturligvis en vis Villighed og Pligtopfyldelse er Forudsætningfor intensivt Arbejde. Men han tænker paa de Følger, som en god eller daarlig Benyttelse af Fritiden kan have. I tidligere Tider, navnlig i det 18. Aarhundrede, var mange betydelige Mænd imod den korte Arbejdstid, fordi de mente, at den vilde medføre Drikkeri og Udskejelser og saaledes svække Arbejderne.Under daværende Forhold var en saadan Frygt maaske heller ikke helt ugrundet. Senere har det vist sig, navnlig i England og Australien, at en forkortet Arbejdstid mange Gange har ført til et Opsvingi Kulturbestræbelser: Oprettelse af Bogsamlinger, Deltagelse i faglig Undervisning o. s. v. Samtidig er Alkoholismen gaaet tilbage. Men trods disse saa glædelige Erfaringer maa det dog betones,

at den rette Brug af Fritiden, baade den daglige og Søndagshvilen, er den uomgængelige Betingelse for, at Arbejdet kan foregaa med Kraft og Orden. Thi, som Bernhard siger til Siut i sin Afhandling: »I FolkeslagenesLiv paa en indtrængende Maade har igen Japanerne vist det — sikrer til syvende og sidst kun de etiske Egenskaber Fremskridtet. En Nation, der mangler disse Evner, er indviet til Tilbagegang, hvad enten Arbejdsdagene er noget længere eller kortere, hvad enten Arbejdsbetingelserne er noget mere eller noget mindre gode«.

Medens Bernhards Afhandling nærmest er en Fortsættelse Abbes Undersøgelser, har andre Nationaløkonomer mere kritisk fat paa Resultaterne af de hidtil foreliggende Forsøg med Forkortelse af Arbejdstiden. Kritik bygger væsentlig paa en Paavisning af alle de øvrige Momenter, der kan have Indflydelse paa Arbejdsydelsen, Momenter, som man maa være opmærksom paa, hvis man ved Sammenligning to Perioder skal kunne naa fuldt paalidelige Resultater.

Til denne kritiske Behandling har for det første Max Weber givet et ret betydeligt Bidrag.*) Hans Undersøgelser angaaende det industrielle Arbejdes Psykofysik falder vel for en Del uden for Rammen af nærværende Emne, men kaster paa den anden Side dog ogsaa Lys over de forskellige Faktorer, der indvirkerpaa I Formen fremtræder Max Webers Afhandlinger væsentlig som Omtale af andre

---

*) I en Række Artikler eller »Besprechungen«: Zur Psychophysik der industriellen Arbeit i »Archiv fur Socialwissenschaft und Socialpolitik« XXVII, XXVIII og XXIX Bind.

Bøger og Artikler, men han illustrerer dog ogsaa nogle af sine Betragtninger ved Hjælp af et lagttagelsesmaterialefra som han selv har bearbejdet.

Weber tager sit Udgangspunkt i de psykofysiske Laboratorieforsøg, som er foretaget af Sindssygelægen Kraepelin i Miinchen og andre. Disse Forsøg er gaaet ud paa at vise, hvilke fysiske og psykiske Processer der øver Indflydelse paa Arbejdsydelsen, eller, som det hedder med Henblik paa Fremstillingen af Resultaterne, Svingninger i Arbejdskurven.

Først og fremmest gør Trætheden sig gældende, hvad jeg her ikke atter skal komme ind paa, da det har været tilstrækkelig omtalt i Forbindelse med Abbes Foredrag; i modsat Retning af Træthed virker Fornyelsen Kræfterne gennem Hvile. Men dernæst Øvelsen. Jo længere en Arbejder har været beskæftiget et og samme Arbejde, des lettere gaar det fra Haanden.

Medens begge disse Faktorer: Trætheden og Øvelsener kendte, forholder det sig noget anderledes med de andre Momenter, som efter den Kraepelinske Skole paavirker Arbejdsydelsen. Her er nu først, hvad der paa Tysk kaldes »Anregung«, et Ord, som jeg i al Fald i denne Betydning vanskelig kan oversætte paa Dansk. Herved forstaas en »Fjernelseaf Organtræghed«, som altid er tilstede, naar et Arbejde begynder, eller den Kraft, i Følge hvilken efterhaanden Muskel- og Nervemaskineriet sættes i Gang, saa at det til sidst virker med sin fulde Styrke. Som vi vil komme tilbage til, gør den Træghed, som skal overvindes ved »Anregung«, sig gældende saavel ved

Begyndelsen af Arbejdsdagen som ved Begyndelsen af
Arbejdsugen.

Medens der hidtil ikke har været Tale om Indgriben den menneskelige Vilje, idet ogsaa den sidstnævnte rent uvilkaarligt kommer i Stand, maa man naturlig ogsaa regne med Vilje si m pulser, der pludselig kan fremkalde en Stigning i Arbejdskurven. kan særlig hyppig gøre sig gældende mod Slutningen af Arbejdsdagen, og derved kan de Virkninger, som Trætheden har, for en stor Del ophæves. virker endnu Tilpasningen (Gewohnung). er forskellig fra Øvelsen; gennem Tilpasningen fjernes efterhaanden den Følelse af det uvante, den indre Utilpashed, som fremkommer over for et Arbejde, som er nyt eller som man i længere Tid ikke har drevet. At Tilpasningen efterhaanden foregaar, viser sig ogsaa deri, at forstyrrende Momenter ikke mere gør sig gældende, men en uafbrudt Koncentration Arbejdet bliver mulig.

Hvorvidt saadanne Resultater, der er vundet i det psykofysiske Laboratorium, kan finde Anvendelse paa det praktiske industrielle Liv, over for dette Spørgsmaalstiller sig noget tvivlende. Alligevel kan de bidrage noget til at klare Opfattelsen. Ved Beregningenaf, lang en Arbejdspavse bør være, skulde man saaledes paa den ene Sic!e tage Hensyn til, i hvor stærk en Grad Trætheden tager af, paa den anden Side, hvorledes Øvelse, »Anregung« og" Viljesimpulsersvinder denne Pavse. Disse Faktorer tager nemlig langt fra af i samme Grad. Men at en saadan Beregning i Praksis vilde være højst vanskelig, for ikke at sige umulig at foretage, navnlig naar det

drejer sig om et stort Antal Arbejdere med store indbyrdesForskelle, sig selv. I anden Sammenhæng gør Weber opmærksom paa, hvorledes der findes »Morgenarbejdere«, o: saadanne, som straks kan tage fat med omtrent fuld Kraft, og »Aftenarbejdere«, der først mod Dagens Slutning kommer rigtig i Gang.

Nationaløkonomien kan i hvert Fald ikke afvente Resultatet af de psykofysiske Eksperimenter; den maa gøre sine lagttagelser over Arbejdsydelsen i det praktiske Der er ganske vist store Vanskeligheder. En direkte Aflæsning" af Arbejdsydelsen for den enkelte Arbejder er kun mulig i forholdsvis faa Industrier, hvor man kan anvende automatiske Tælleapparater. Ellers er man mest henvist til at benytte Akkordfortjenesten som et Udtryk for Arbejdsydelsens Størrelse. Akkordfortjenesten imidlertid kun Oplysning om Enderesultatet, om de Veje, ad hvilke dette Resultat er naaet, og hvilke Faktorer der har gjort sig gældende-, desuden beregnes Akkordfortjenesten gerne for en Uge eller 14 Dage og giver altsaa ikke Besked om Svingninger Arbejdskurven inden for dette dog forholdsvis lange Tidsrum. Alligevel er det ad disse Veje: gennem Tælling og gennem Undersøgelse af Akkordfortjenesten, maa frem for at naa almindeligere Resultater. Weber anbefaler særlig Individualundersøgelser, hvilke det bliver muligt at udspørge de paagældende Parter selv, og hvor man kan forfølge Arbejdsydelsen fra Dag til Dag, fra Uge til Uge og fra Maaned til Maaned for den enkelte. Men rustet med den Indsigt, som Individualundersøgelsen giver, kan man saa ogsaa skride til Masseiagttagelser og til Beregning af Gennemsnit for større Arbejderhold.

Efter saadanne mere principielle Bemærkninger gaar Weber over til at undersøge Svingningerne i Arbejdsintensiteten for større og mindre Tidsafsnit. Han gengiver her som overalt en Del Erfaringer, som andre har gjort, men tillige fremstiller han Resultaterne af sit eget Linnedvævermateriale *), uden at han dog tillægger dette nogen særlig videnskabelig eller almengyldig Et af Hovedpunkterne er Paavisningen den næsten utrolig store Variation i Arbejdsydelsen Dag til Dag. Hos en af hans Linnedvævere, paa ingen Maade betegner en sjælden Undtagelse, men snarere er typisk, er den højeste Arbejdsydelse i Løbet af 30 Arbejdsdage omtrent 52 °/0/₀ højere end den laveste, og blot fra en Dag til den næste er der et Steds en Stigning paa over 42 °/₀. Nogle af disse Svingninger kan hænge sammen med meteorologiske Forhold, idet for Linnedvæveriet som andre Dele af Tekstilindustrien en vis Fugtighed i Luften er af stor Betydning; ogsaa andre ejendommelige netop i Tekstilindustrien gør sig mulig gældende i saadanne Udsving. Men adskillige Bevægelser der dog tilbage, som ikke lader sig forklare, som i det mindste kun gennem meget detaillerede Efterforskninger vilde kunne klarlægges.

En vis Regelmæssighed synes der dog at være i Arbejdskurvens Forløb inden for mindre og større Tidsrum.For enkelte Arbejdsdags Vedkommende er Reglen, mener Weber, den, at der bestaar to Højdepunkter:et Formiddagen efter Frokostpavsen, d:

---

*) 1 dette Materiale er Arbejdsydelsen fastsat paa Grundlag af de automatiske Tælleapparater paa Vævestolene.

fra Kl. 9 eller 10 til 12., et andet efter Eftermiddagspavsen,o: Kl. 3 eller 4 til 6; blandt disse Tidsrum er atter den sidste Del af Formiddagen det, der fremviserstørst Man kunde undre sig over, at ogsaa den sidste Del af Arbejdsdagen fremviserforholdsvis Resultater. At det her mange Gange er en Viljesimpuls, der gør sig gældende, derpaatyder fra flere Sider hævdede Paastand, at en saadan høj Arbejdsydelse i de sidste Timer nærmest hører hjemme, hvor der arbejdes i Akkord, medens der i Tilfælde af Timeløn viser sig Nedgang.

Dernæst kan der blive Tale om Svingningerne inden for Arbejdsugen. I denne Sammenhæng erklærer Weber det for Driftsledernes enstemmige Anskuelse, at Mandagen er den daarligste Arbejdsdag. Dette skulde atter være en Følge af den tyske Befolknings daarlige Søndagsvaner. I England skulde Forholdene derimod være bedre paa Grund af den stille engelske Søndag i Forbindelse med den halvfrie Lørdag; Drikkeriet da henvist til Lørdagen, og Søndagen bliver en virkelig Hviledag. Det skal ikke nægtes, at det engelske System har store Fordele; det vinder da ogsaa mere og mere Indpas i Tyskland og Schweiz i de senere Aar. Men det er dog mere end tvivlsomt, om virkelig det daarlige Arbejde om Mandagen udelukkende kunne henføres til en daarlig Brug af Søndagen. Det drejer sig aabenbart ogsaa for en stor Del om den Vanskelighed, der er ved at komme i Gang, den Overvindelse af »Organtrægheden«., som Weber selv andetsteds omtaler.

Bortset fra den enstemmige Udpegen af Mandagen
som en Dag med ringe Arbejdsintensitet deler Anskueiserneom

eiserneomArbejdskurvens ugentlige Forløb sig. Paa den ene Side hævdes det f. Eks., at Lørdagen eller begge de sidste Ugedage viser en aftagende Arbejdsydelse,hvad jo ganske naturlig kunde sættes i Forbindelse med stigende Træthed. Paa den anden Side er der dem, der mener, at Slutningen af Ugen, navnlig ved Akkordarbejde, skulde opvise en Stigning. Hvilken Dag i Ugen der er den bedste Arbejdsdag, derom er Meningerne ogsaa delte. I Webers Linnedvæveriundersøgelserer Onsdagen, som er Nr. i; indtil da stiger Ydelsen fra Dag til Dag, men fra Onsdagtil er der et ret betydeligt Fald, og derefterindtræder en Stigning de to sidste Ugedage. At der ikke kan tillægges disse Resultater nogen Almengyldighed,derpaa jeg senere komme ind.

Endelig søger Weber ogsaa at fastslaa visse Hovedlinjeri aarlige Svingninger. Det er let forstaaeligtog kendt, at Arbejdsydelsen gaar ned om Sommeren i Bedrifter, hvor der udvikles stærk Varme (Jernstøberier, Glasfabrikker o. s. v.). I Tekstilindustrien er det ikke Varmen, men Fugtigheden, der er af Betydning.Da om Sommeren er mere tør end om Vinteren, kommer man dog ogsaa her til mindre Arbejdsintensitet om Sommeren. Mindre kendt turde det være, at der ogsaa er Industrier, hvor Vinteren virker uheldigt; det er særlig saadanne, som ikke saa let foregaar ved kunstigt Lys, f. Eks. Staalpenneindustrien.Lejlighedsvis ogsaa Weber, hvorledes de to første Arbejdstimer delvis gaar spildt i Linnedvæverietunder Kulde, fordi Hænderne først skal »tøs op«. For øvrigt er det vanskeligt at sammenligne Aarstiderne eller Maanederne med hinanden, fordi vekslendeKonjunkturer

lendeKonjunkturerøver stærk Indflydelse, ikke mindst paa Beskæftigelsesgraden. Ogsaa Omslag ide »sociale« Konjunkturer, d: Arbejdernes Stemning over for Ledelsenog dermed følgende større eller mindre Arbejdslyst,bidrager at gøre Sammenligning mellem forskellige Tidsrum vanskelig.

Fremstillingen af Max Webers Undersøgelser har tilsyneladende ført os langt bort fra denne Artikels egentlige Emne: Forholdet mellem Arbejdstid og Arbejdsydelse. Virkeligheden er det dog, som allerede nævnt, gennem saadanne Undersøgelser af de forstyrrende at man baner Vejen for en fuldt videnskabelig Udforskning af selve Hovedspørgsmaalet. Dette er da ogsaa det Synspunkt, som ligger til Grund for det sidste Arbejde, jeg her skal nævne, en Afhandling Dr. Walter Schmitz*) i Ehrenbergs »Archiv fiir exakte Wittschaftsforschung«, et Tidsskrift, der synes at have sat sig til Opgave særlig at behandle saadanne Omraader, hvor Videnskab og Praksis mødes.

Dr. Schmitz har valgt at undersøge Forholdene grundigt inden for en enkelt Industri, ja inden for et Par enkelte Fabrikker. Det er Glas eller rettere sagt Flaskefabrikationen, han har udset sig. Denne Industrigrenfrembyder Fordele ved en Undersøgelse af Arbejdsintensiteten. Thi selv for smaa Tidsrum kan her Produktionens Størrelse fastslaas i Tal, da de enkelteFlasker talt som Basis for Lønberegningen. Desuden er Produktionen, i al Fald i de Glasværker,

---

*) Dr. Walter Schmitz: »Regelung der Arbeitszeit und Intensitåt der Arbeit ¦< (Archiv fur exakte Wirtschaftsforschung. Dritte Band. Zweites Heft).

Forfatteren undersøger, meget ensartet, idet der kun fabrikeres nogle enkelte Sorter; derved lettes Sammenligningenmellem Tidsrum. De to Fabrikker, Dr. Schmitz undersøger, er dels en middelstor Bedrift med 300 Arbejdere, dels en Storbedrift med ca. 3000 Lønarbejdere. For den mindre Bedrifts Vedkommende gaar han hovedsagelig ud fra Individualundersøgelser, medens han for den større Bedrifts Vedkommende hovedsagelig arbejder med Gennemsnit. Det kan endnu som Indledning bemærkes, at Bedrift A (den mindre) arbejder med to Skifter, et Daghold fra 515¹/₂ Morgen til 3'/₂ Eftermiddag (9 Timers effektiv Arbejdstid), og et Nathold fra om Aftenen Kl. 7 til om Morgenen Kl. 5 (ligeledes 9 Timers effektiv Arbejdstid), medens der derimod i den større Bedrift B arbejdes i tre 737³/₄ Timers Skifter, fra 1j_4s Morgen tii 12 Middag (7^4 Timers effektiv Arbejdstid), fra 12^4 Middag til 8 Aften (7^3 Timers effektiv Arbejdstid) og fra B^4 Aften til 4 Morgen (ligeledes 717¹/₂ Timers effektiv Arbejdstid).Morgenholdet to Pavser paa et Kvarter, de andre kun én. Inden for den enkelte Bedrift har Arbejdstiden i det undersøgte Tidsrum ikke forandret sig, men ved Sammenligning mellem de to Bedrifter kan der blive Tale om at benytte den kortere eller længere Arbejdstid som Forklaringsgrund for visse Fænomener.

Dr. Schmitz begynder med at undersøge Arbejdets aarlige Forløb (Der Jahresaufbau der Arbeit). Blandt Faktorer, som fremkalder Forskel i Arbejdsintensiteten til de forskellige Aarstider, spiller jo som alt nævnt Temperaturen en Rolle; særlig i en Bedrift som Glasmagerietmed ved Glasovnene maa man vente, at Sommeren er forholdsvis ugunstig, Vinteren gunstig.

Men, som Forfatteren gør opmærksom paa, ogsaa andre Forhold vil kunne bidrage til at stille Vinteren gunstigere, hvor som her Arbejderen selv har Indflydelsepaa Om Vinteren stiller de almindeligeFornødenheder Krav; baade Næring, Bolig (Opvarmning) og Klæder koster mere i den kolde Aarstid. Ogsaa Julen med dens stærke Fordringer til Pengepungen kan ventes at gøre sig gældende. I disse sidste to Tilfælde bliver det ad subjektiv Vej, gennem Arbejdernes større Anstrengelser for at tilfredsstille de store Krav, at en Forøgelse i Intensiteten kan fremkaldes.Disse som Forfatteren anstiller, bekræftes nu tilfulde af hans Resultater.

I Bedrift. A har han undersøgt Ydelsen fra Uge til Uge for 17 Glasmagere, fra Bedrift B har han maanedlige Gennemsnit for ikke mindre end 1300 Glasmagere. set er saaledes den sidste Opgørelse sikreste. For at vise, hvilke Variationer der her er Tale om, skal jeg anføre Resultaterne fra Bedrift B for Aaret 1907 (i Virkeligheden gælder Undersøgelsen Aar 1905^—1907). Naar det aarlige Gennemsnit pr. Mand og Arbejdsdag sættes = 100, bliver den kvantitative og kvalitative Ydelse (den sidste beregnet efter Mængden af kasserede Flasker) for hver enkelt Maaned, saaledes som angivet i omstaaende

Som man ser, er Svingningerne fra Maaned til Maaned ikke særlig store; navnlig gælder det den hele Ydelse; Kvaliteten maalt ved Udskuddet synes at variere adskillig mere. Men dog vil man ogsaa for KvantitetensVedkommende en udtalt Nedgang i Sommermaanederne,og fremtræder tydeligt som

den bedste Maaned (i 1906 var dog Januar noget bedre m. H. t. Kvantiteten, og i 1905 havde Februar noget mindre Udskud). De Forhold, som Talmaterialet viste hen til, har Forfatteren i øvrigt faaet bekræftet ved Forespørgsel saa vel hos Driftslederen som adskilligeaf de erklærede bl. a., at der altid hen mod Jul herskede den bedste Arbejdsstemning.

Efter saaledes at have undersøgt Arbejdsintensitetensaarlige vender Dr. Schmitz sig til en Sammenligning mellem Dag- og Natarbejde. Mod Natarbejdet er der jo en naturlig Modvilje, som Lovgivningsmagtenogsaa understøttet, naar vel i alle Lande Børns og i mange tillige Kvinders Natarbejde er forbudt. Det er ogsaa en almindelig Antagelse, at Natarbejdet ikke blot medfører mange Übehageligheder,men er af mindre økonomisk Værdi end Arbejdet om Dagen. Saaledes har Dr. Max Hirsch i en Beretning til den internationale Kongres for Arbejderbeskyttelsei 1901 udtalt sig om »Natarbejdets almindelige ringere Værdi saa vel med Hensyn til Ydelsens Kvantitet som Kvalitet« og har opstillet denne

Arbejdets ringe Værdi som en Modvægt mod ArbejdsgiverensFordel Natarbejdet: en større Udnyttelse af den faste Kapital. Undersøgelserne i Flaskefabrikkernesynes ikke at bekræfte; en saadan Antagelse.

I den mindre Fabrik viste det sig, at af 14 Glasmagere, Arbejdsydelse henholdsvis om Dagen og om Natten blev undersøgt, var det kun 2, der regelmæssig mindre Arbejde om Natten end om Dagen. 3 udrettede snart mere, snart mindre- men for de øvrige 9 viste der sig i Reglen et Plus for Natte - arbejdets Vedkommende. Som Aarsag til dette Forhold baade af Driftslederen og Arbejderne den større Ro om Natten. Der var ikke alle de forstyrrende i og udenfor Fabrikken som om Dagen, og Arbejdet foregik derfor under større Opmærksomhed Natten. Paa den anden Side udtalte dog alle Arbejderne sig mod Nattearbejdet, der virkede nedbrydende paa dem og gjorde dem gamle før Tiden.

I Bedrift B blev der for et begrænset Antal Arbejdereanstillet over, hvor meget de præsterede i de tre forskellige Skifter (Formiddags-, Eftermiddags og Natholdet) i Juni og November 1908. I Juni Maaned viste Formiddagsholdet (fra 4V4^—12) sig mest ydedygtigt, Eftermiddagsholdet: (i2^x/_4—B)4 ^—8) sig ringest; begge Dele sættes let i Forbindelse med Temperaturen,der lavest i Morgentimerne, højest om Eftermiddagen. I November stillede Forholdene sig adskillig anderledes. Formiddagsholdets Overlegenhed var forsvundet; blandt de 18 Arbejdersektioner, som Undersøgelsen omfatter (6 forskellige Afdelinger af Fabrikken med 3 Hold i hver), fremviste 9, altsaa

Halvdelen, den største Arbejdsydelse under Nattearbejdet (fra 8^x/_4—4);4 ^—4); 7 præsterede mest under Formiddagsarbejdet,2 Eftermiddagsarbejdet. Om nogen absolut Underlegenhed for Nattearbejdets Vedkommende kan der i dette Tilfælde saaledes ikke være Tale. Ogsaa her udtalte Driftslederen, at Arbejderne om Natten havde den Fordel, at de kunde arbejde uforstyrret.Ved af Forholdene i de to Bedrifter, A og B, mener Dr. Schmitz at kunne fastslaa,skønt her ikke har Tal at holde sig til, at Nattearbejdets Ulæmper føles mindre i B, fordi Arbejdstidenher kortere.

Som noget Indlæg mod Afskaffelse af Nattearbejde kan man naturligvis ikke betragte disse Dr. Schmitz' Resultater, selv om de skulde finde Bekræftelse ved Undersøgelser i andre Industrier. Han omtaler jo selv Nattearbejdets uheldige Virkninger. Her som i denne Artikel i det hele er der ikke Tale om de sociale Synspunkter: Hensynet til Arbejdernes Velfærd; men ligesom ved Spørgsmaalet om Arbejdsdagens Længde drejer det sig her om, hvorvidt de økonomiske Synspunkter: til Arbejdets Produktivitet talder sammen med de sociale.

Dr. Schmitz gaar derefter over til at undersøge Arbejdsi ntensitetens ugentlige Forløb. Desværremaa siges, at netop til Belysning af dette Spørgsmaaler Materiale noget mangelfuldt. For Bedrift A's Vedkommende har han kun 17 Arbejdere at operere med. Og i Bedrift B, hvor der ikke i Almindelighed har kunnet foretages en Sondring af de tre daglige Hold, er Fordelingen paa de seks Ugedage noget vilkaarlig.Alligevel Resultaterne deres Interesse,

navnlig fordi de fremtræder som et værdifuldt Supplementtil
Betragtninger over Arbejdskurvens ugentligeSvingninger,
Max Weber har anstillet.

Det første vigtige Resultat af Undersøgelserne i Bedrift A er det, at der fra Mand til Mand er store Forskelle m. H. t. Arbejdsintensitetens Udvikling i Ugens Løb. Men bortset fra de individuelle Forskelligheder der sig dog enkelte typiske Bevægelser. Mandagen som den daarligste Arbejdsdag træffer vi ogsaa her; kun for 3 af de 17 Arbejdere var dette ikke Tilfældet. Foruden med den daarlige Anvendelse af Søndagen og Vanskeligheden ved at komme i Gang hænger det dog ogsaa sammen med særlige Forhold ved Glasfabrikationen, idet den flydende Glasmasse i Ovnene oftest i Begyndelsen af Ugen er i en Tilstand, hvor den vanskeligere lader sig forme end senere.

Fra om Mandagen stiger saa Arbejdsydelsen. For de fleste Glasmageres Vedkommende naar den først Højdepunktet om Fredagen, for andres dog allerede Onsdag eller Torsdag, for en enkelt Tirsdag. Den stigende Ydelse i Ugens Løb staar naturligvis i Sammenhængmed, Arbejderne efterhaanden arbejder sig op; dog mener Forfatteren, at der for Tirsdagens og Onsdagens Vedkommende maaske tillige kan søges en anden Forklaring. Det er tidligere berørt, hvorledes man har ment at kunne iagttage en stigende Arbejdsydelseom hvor der herskede Akkordarbejde. I Glasværk A ender imidlertid den fjorten Dages Lønperiode om Onsdagen, saa at der hver anden Onsdagog allerede om Tirsdagen kan være Anledningfor til at anstrænge sig sædig for mulig at naa den Præmie, som han faar for Overskridelsenaf

skridelsenafen vis Mængde Produkter. Derimod foreligger der altsaa ikke her nogen særlig Anledning til at anstrenge sig om Lørdagen, og det viser sig da ogsaa, at om Lørdagen synker Ydelserne over hele Linjen,hvad jo naturligt forklares ud fra den stigende Træthed.

Hvad der her er omtalt, gælder Dagholdet i BedriftA. har naturligvis særlig Interesse, fordi der her kan blive Tale om Sammenligning med en stor Del andre Industrier, hvis Personel kun arbejder om Dagen. For Natholdet i Bedrift A er Forholdene noget anderledes. Her er Forskellen paa Ugedagene ikke saa udpræget. Mandagsnatholdet er vel det ringeste,men ikke saa stærkt tilbage for de andre som Dagholdet. Noget kan dette hænge sammen med den forskellige Længde af Søndagshvilen. Hver Mandagskifter om, saa at det hidtidige Daghold bliver Nathold og omvendt. Det Hold, der den ene Uge har arbejdet om Dagen og den næste skal arbejde om Natten, faar derved en uafbrudt Hvile fra Lørdag Eftermiddag Kl. 31/ a3^l/a til Mandag Aften Kl. 7. Det Hold, der gaar over fra at være Nathold til Daghold, faar derimod kun Hvile fra Søndag Morgen Kl. 4 (Søndag Morgen slutter Natholdet en Time tidligere end ellers) til Mandag Morgen Kl. 57₂- Dette er jo et nyt Eksempel paa de ejendommelige Forhold, som Skiften mellem Nat- og Daghold medfører (sammenlign Forholdene i den Fromontske Fabrik). Herfra kunde man ogsaa hente den kritiske Indvending mod Dr. Schmitz, at han med Urette beregner det ugentlige Forløb af Arbejdsintensiteten i en Bedrift, hvor Arbejdsperiodener Dage, baade med Hensyn til Lønnens

Udbetaling og Arbejdets Ordning. For øvrigt kan det anføres, at den større Træthed, som Nattearbejdet medfører,viser i, at her Arbejdsydelsen synker allerede om Fredagen.

Paa Fordelingen af Arbejdsydelsen paa de forskellige i Bedriften B skal jeg her ikke komme ind. Det synes, at Nedgangen ved Ugens Slutning er mindre end i A, hvad enten nu dette kan hænge sammen med den kortere Arbejdstid i B eller med Overlegenhed i Ventilation og andre hygiejniske Forhold. interessanteste, om end ikke glædeligste Fænomen, der knytter sig til Forholdene i B, er i øvrigt en Nedgang i Intensiteten fra Onsdag til Torsdag. Schmitz sætter det i Forbindelse med, at Lønnen bliver udbetalt Onsdag Morgen, og at en Del af den straks anvendes paa uheldig Maade, til Alkohol og lignende.

Endelig undersøger Dr. Schmitz ogsaa Arbejdskurvens inden for den enkelte Arbejdsdag. De Resultater, som han paa dette Omraade har opnaaet, dels ved Arbejdernes Medvirken, dels ved egne lagttagelser, imidlertid, for at bruge hans egne Ord, »kun en meget beskeden Begyndelse«. Fra den større Bedrift B foreligger overhovedet ingen Resultater, og i den mindre A viste det sig snart, at en Mængde forskellige gjorde Beregningen af Arbejdsudbyttet for mindre Dele af Arbejdsdagen yderst vanskelig.

Kaster man et Blik paa Resultaterne fra Bedrift A, som i grafisk Fremstilling følger med Dr. Schmitz' Afhandling, vil man først og fremmest blive slaaet af de store Forskelligheder ikke blot fra Arbejder til

Arbejder, men ogsaa for den samme Arbejders Vedkommendefra til Dag. Forfatteren mener dog at kunne opstille enkelte almindeligere Regler. Om Lørdagen viser Arbejdskurven en faldende Tendens; den Træthed, der gør sig gældende ved Slutningen af Ugen, faar mere og mere Overhaand, alt som'Dagen skrider frem. Om Mandagen bliver der derimod sædvanligarbejdet i den første, mest i den sidste Trediedel af Dagen-, dette stemmer jo godt med MandagensStilling" den Dag, da Arbejderne skal til at arbejde sig op til det rette Arbejdstempo. For de øvrige Ugedage er Resultaterne noget usikre; om Sommeren viser der sig dog for alle Dage en faldende Tendens, hvad der ganske naturligt staar i Forbindelse med Temperaturen.

Vi har i Løbet af denne Artikel iagttaget, hvorledes om Arbejdstidens Indflydelse paa Arbejdsintensiteten er blevet taget op, dels af Arbejdsgivere Fromont), dels af Nationaløkonomer, der har søgt at sammenstille og tildels kritisk vurdere de hidtil vundne Resultater (Weber, Bernhard), dels endelig ogsaa af en Nationaløkonom, der inden for et begrænset Omraade saa at sige har gjort Studier i Marken (Schmitz). Hvor begrænset og i mange Maader end dette sidste Arbejde er, forekommer mig dog at pege paa den Metode, som ved fremtidige Arbejder fortrinsvis maa følges. Kun saaledes vil de konkrete Forhold inden for de enkelte Industrier komme fuldt til deres Ret.

I Danmark er der, saa vidt mig bekendt, ikke
blevet foretaget indgaaende Undersøgelser om ForholdetmellemArbejdstid

holdetmellemArbejdstidog Arbejdsydelse. Jeg har for mig et Materiale fra en københavnsk Specialfabrik i Jærnindustrien, et Materiale, som udvidet og nærmere undersøgt maaske vilde kunne give brugelige Resultater;men er for nærværende afskaaret fra nærmere at foretage denne Undersøgelse. Vedkommende Fabrik hører til de faa danske Fabrikker, som har indført en 8 Timers Arbejdsdag, idet der arbejdes fra Kl. 88_{— 12} og fra Kl. ii^— _5; desuden er der mindre Pavser for hver Time. I travle Tider arbejdes der imidlertid 9 Timer, men Forretningsføreren fortalte mig, at under disse Forhold steg Arbejdsydelsen ikke i samme ForholdsomArbejdstiden. Materiale, som jeg er i Besiddelse af, bestaar af en Udskrift af Fabrikkens Bøger, som viser Akkordfortjenesten Uge for Uge i Aaret 1909 for et Hold paa ca. 15 Arbejdere. SammenfattermanUgerne Maaneder, viser der sig den samme Nedgang i Sommermaanederne, som Weber og Schmitz omtaler. Men for øvrigt er jeg kun alt for overbevist om, hvilke Vanskeligheder en Sammenligningafde Maaneder frembyder. Saaledes har i Februar Maaned og den første Uge af Marts Bedriften været stærkt indskrænket paa Grund af Brud paa en Akse. Selv om man vilde se bort fra Akkordlønnens absolute Størrelse og holde sig til dens gennemsnitlige Størrelse pr. Time, vilde dog Februar kun daarlig kunne sammenlignes med de øvrige Maaneder, idet man let kan tænke sig, at Arbejderne i den Tid, de har haft Arbejde, har anstrængt sig usædvanligt for dog at tjene noget. (Paa den anden Side kunde ogsaa den megen Lediggang have virket uheldigt paa Arbejdsydelsen).Etandet Moment er jeg ogsaa

blevet opmærksom paa ved at følge det omtalte MaterialefraUge Uge; det er de mange forkortede Arbejdsuger, som findes navnlig ved Foraarstid (Paaske og Pinse, St. Bededag, Kristi Himmelfartsdag, Grundlovsdagog1 ₂ Dag den første Maj). Som ogsaa Weber har haft Øjet oppe for, er Arbejdet i saadanne Uger med Fridage unormalt og lader sig ikke helt sammenligne med Arbejdet i normale Uger.

Ogsaa Beskæftigelsen med dette Materiale har saaledes bidraget til at vise de Vanskeligheder, som en nøjagtig Undersøgelse af Arbejdstid og Arbejdsydelse underkastet. Men trods disse Vanskeligheder har saadanne Undersøgelser betydelig teoretisk, og mange Gange praktisk Interesse. Det er gaaet her som paa mange Omraader at Nationaløkonomien, at man har gjort sig færdig med de tidligere Dogmer. Ingen vilde vel nutildags paastaa, at Arbejdsydelsen stod i ligefremt Forhold til Arbejdstiden. Men dermed er man ganske vist ogsaa kommet ud paa usikker Grund, og der kræves et detailleret og vidtgaaende Arbejde, for at man skal kunne finde nye Regler, som maaske saa oven i Købet kun gælder paa et begrænset

Munchen, Juli 1911.