I.

Vor at forstaa den Lovgivning, som i de sidste Aar er blevet behandlet eller vedtaget i de skandinaviske lovgivende Forsamlinger, og hvis Formaal har været at regulere Forholdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver, er det nødvendigt med nogle Ord at omtale, dette Forhold har udviklet sig i Løbet af det 19de Aarhundrede, og hvilke Problemer Praksis og Videnskab i den Anledning har faaet at tumle med.

Den moderne Industristat er som bekendt et Produktaf økonomiske Kræfters Frigørelse, af Kapitalensstigende og Arbejdsdelingens Gennemførelse.Efterhaanden disse Processer fuldbyrdes,opstaar moderne Arbejderklasse, hvis Sammenslutningi Organisationer er et af det 19de Aarhundredes betydningsfuldeste og mest karakteristiske Træk. Som naturligt Modstykke hertil opstaar de fagligeArbejdsgiverorganisationer. Anerkendelsen af di.sse Foreninger som selvstændige Retssubjekter, d. v. s. Anerkendelsen af deres Evne til at erhverve Rettigheder og til at paatage sig Forpligtelser, til at kunne indklages og indklage for Domstolene, har givet Anledning til en Række betydningsfulde Lovgivningsarbejder.Men vanskeligste og mest indviklede Problemer fremkommer dog først som Følge af disse Foreningers Samvirken. Deres Opstaaen har nemlig

bevirket, at Forhandlingerne mellem Arbejderne og Arbejdsgiverneom for Samarbejdet nu foregaarpaa ganske anden Maade end tidligere. Før Dannelsen af Fagforeningerne forhandlede den enkelte Arbejder direkte med Arbejdsgiveren eller hans Repræsentantom Arbejdstiden m. v. Det var altsaa gennem rent personlige — individuelle — Overenskomster, at Arbejdsbetingelserne fastsattes. Denne Forhandlingsmaade er nu mere og mere traadt i Baggrunden. Det er Fagforeningens Bestyrelse, som Repræsentant for Foreningens Medlemmer, der kontraherermed enkelte Arbejdsgiver eller med Arbejdsgiverforeningen ^— hvis en saadan findes —om Fagets almindelige Arbejdsvilkaar. Derved bortfalder en Del af den personlige Arbejdskontrakt og erstattes af en Overenskomst, hvis vigtigste Karaktertræk er, at dens Bestemmelser har Gyldighed for en større eller mindre — men übestemt — Kreds af Personer.

Da begge disse Arter af Overenskomster for Tiden er Genstand for Lovgivningsmagtens regulerende Bestræbelser, det nødvendigt her nærmere at præcisere Forskellen mellem dem.

Den personlige Arbejdskontrakt, eller blot Arbejdskontrakten er, som allerede nævnt, den oprindelige Kontrakt. Den er det første Led ien Udvikling, nuværende »Krystalisationsform« er den Overenskomst, afsluttes af Fagforeningen, og som mest passende kan benævnes Tarif overenskomsten. Mellem disse to Yderpunkter ligger nogle særlige Former faglige Overenskomster, af hvilke her skal nævnes den kollektive Arbejdsoverenskomst.

Arbejdskontrakten er en Overenskomst, der oprettes mellem en bestemt Arbejdsgiver og en bestemt Arbejder om Udførelsen af et foreliggende Arbejde. Ved denne Overenskomst forpligter altsaa Arbejdsgiveren til at yde Arbejderen en bestemt Betaiing, medens Arbejderen som Modydelse forpligter sig til at give en bestemt Arbejdspræstation eller Rækker af Arbejdspræstationer. *)

Det næste Led i Udviklingen er den kollektive

---

*) Schm oil er: Zur Sozial- und Gewerbepolitik der Gegcnwart, Leipzig.

Arbejdskontrakt. Medens den personlige Arbejdskontraktafsluttes Arbejdsgiveren og hver enkelt af hans Arbejdere, afsluttes den kollektive Arbejdskontraktmellem og en eller flere Repræsentanterfor eller en Del af de i det paagældendeØjeblik Bedriften sysselsatte Arbejdere, efter at hver enkelt af dem forud har givet sit Samtykketil af den for ham gældende personligeArbejdskontrakt. er saaledes her ikke Tale om en Krstatning af de personlige Arbejdskontraktermed anden Art af Kontrakter. Hver enkelt af de personlige Arbejdskontrakter optages helt og übeskaaret i den kollektive Arbejdskontrakt. Nogen Væsensforskel mellem de to Slags Overenskomster er der altsaa ikke. Det hele drejer sig kun om en mere praktisk Maade at afslutte en Række Arbejdskontrakter paa. At der i Virkeligheden kun er Tale om forskelligepersonlige viser sig først og fremmest derved, at den kollektive Arbejdskontrakt kun har Gyldighed overfor de Arbejdere, som beskæftigedesi paa det Tidspunkt, da den blev afsluttet. Overfor enhver ny tilkommende Arbejderkan frit fastsætte andre Arbejdsvilkaar,ligesom frit kan opstille sine Modfordringer.

Det er navnlig denne Omstændighed, der fører Udviklingen fra den kollektive Arbejdskontrakt til Tarifoverenskomsten. Det vil her føre for vidt nærmere at komme ind paa hvilke andre Forhold, der fremmer Tarifoverenskomstens Opstaaen. Det er tilstrækkeligttil af de Lovgivningsarbejder, som senere skal omtales, at pege paa, hvad det er, der sker. I samtlige personlige eller kollektive Arbejdskontrakterfindes visse Bestemmelser, som er fælles for alle Arbejdere. De vigtigste heraf er Bestemmelserneom og Arbejdstiden. Ved Samvirkenmellem og de enkelte Arbejdsgivereeller løftes efterhaanden disse Bestemmelser ud af Forbindelsen med de personligeOverenskomster generaliseres i en for samtlige Arbejdere og Arbejdsgivere gældende Fællesoverenskomst:Tarifoverenskomsten, altsaa som Udviklingsformer Generalisation af de personlige og kollektive

Arbejdskontrakter*). Men selv om Tarifoverenskomsten saaledes er en naturlig Udløber af Arbejdskontraktens forskellige Former, er den saavel i sine økonomiske som i sine juridiske Virkninger væsensforskellig derfra. Arbejdskontrakten har i alle Tilfælde — som økonomisk Dokument — kun Virkninger for den enkelte Arbejder, Tarifoverenskomsten kan derimod i sin største rumlige Udstrækning (Landsoverenskomsten) have Virkninger for et helt Befolkningslag. I juridisk Henseende viser Forskellen sig deri, at medens Arbejdskontrakten (den individuelle saavel som den kollektive) forpligter bestemteArbejdere Arbejdsgivere, er dette aldeles ikke Tilfældet med Tarifoverenskomsten. Den forpligter hverken Arbejdere eller Arbejdsgivere til en bestemt Ydelse eller Modydelse, den fastslaar kun, hvad der skal ske i det Øjeblik, to af Tariffen bundne Parter afslutteren Et Eksempel vil belyse dette Forhold. Lad os tænke os, at en Snedkersvend, som er Medlem af en Fagforening, der har afsluttet en Tarifoverenskomst med Mesterforeningen, faar Arbejde hos en af denne Forenings Medlemmer. Han afslutter f. Eks. en Arbejdskontrakt med Mesteren om Forfærdigelsenaf bestemte Møbler. Men medens han tidligere tillige maatte forhandle med Mesteren om Prisen paa sit Arbejde (Arbejdslønnen) og om den Tid, hvori han daglig skulde arbejde, er dette efter Tarifoverenskomstens Vedtagelse ikke mere nødvendigt. Dennes Bestemmelser derom gaar uomtalt over i Arbejdskontrakten.

Af det foranstaaende vil det kunne forstaas, at man, for at undgaa Forvirring, ikke bør benævne Tarifoverenskomsten en Arbejdsoverenskomst**), og at man heller ikke, som meget hyppigt sker, bør benævne en kollektiv Arbejde-overenskomst, fordi den sidstnævnte Art af Overenskomster kun er en særlig Form for den personlige Arbejdskontrakt. Benævnelsen

---

*) I Praksis fremtræder dette Forhold desværre ikke altid lige klart. Ved Afslutningen af en Tarifoverenskomst (navnlig en Firmatarif) optages ofte i Tarifoverenskomsten Bestemmelser, som absolut hører hjemme i Arbejdskontrakten. Dette er saaledes naar bestemte Arbejdere nævnes, og deres Løn angives. Af Hensyn til Lovgivningen vil det selvfølgelig være hildigst efterhaanden at komme bort fra denne Sammenblanding.

**) Dr. Edv. Mackeprang: Danske Arbejdsoverenskomster.

»Tarifoverenskomst« peger hen paa disse Overenskomsters og bliver i samme Grad almengyldig, Indholdet vedrørende Løn og Arbejdstid specificeres, og Tarifomraadet udvides (Landsoverenskomsten).

Jeg har med Forsæt dvælet lidt udførligt ved den personlige Arbejdskontrakt og Tarifoverenskomsten. Det er nemlig absolut nødvendigt at holde de to Arter af Overenskomster skarpt ude fra hinanden for at kunne forstaa Principperne i de Lovgivningsarbejder, der tilsigter retlig Regulering deraf.

Foruden de her omtalte Overenskomster skal jeg endnu nævne et fagligt Dokument, som er Genstand for Lovgivningsmagtens Opmærksomhed. Det er det saakaldte Fabriks- eller Værkstedsreglement. Enhver stor industriel Virksomhed er jo som en Verden sig. hvor Livet selvfølgelig maa leves efter bestemte hvis der ikke skal komme Forstyrrelse i Maskineriet. Den er en lille Stat i Staten, hvor Forfatningen var enevældig, men hvor den efterhaanden ved Lovgivningsmagtens og Organisationernes har antaget et noget mere konstitutionelt Reglerne for det daglige Samliv indenfor Virksomhedens fire Vægge nedlægges i det ovenfor nævnte Fabriks- eller Værkstedsreglement. Der er her ikke Tale om nogen Overenskomst, men om en ensidig Akt, udstedt af Arbejdsgiveren i Egenskab af Bedriftens

Den økonomiske og faglige Udvikling har altsaa
til Regulering af Forholdet mellem Arbejdsgiver og
Arbejder tilvejebragt tre særlige Dokumenter, nemlig:

1) Arbejdskontrakten (individuel eller kollektiv),

2) Tarifoverenskomsten,

3) Fabriks- eller Værkstedsreglementet,

og hvert af disse Dokumenter har efterhaanden faaet en saadan Betydning i det økonomiske Liv. at Lovgivningsmagten ment deri at finde Objekter for en særlig Lovgivning.

Medens de Lovgivningsarbejder, der grupperer sig om de her nævnte faglige Aktstykker, i deres Virkninger maa siges at understøtte de frivillige Bestræbelser, der udfoldes af Arbejdsgivere og Arbejdere at skabe betryggende Garantier for begge Parters Interesser i Samarbejdet, er der en anden

Gruppe af Love, hvis Hovedformaal er at forhindre eller forebygge den med Nutidens faglige Organisationsdannelse moderne økonomiske Krigsførelse, hvis væsentligste ydre Udslag er Arbejdsstandsningen (Lockouten eller Strejken).

Oprindelsen til en Arbejdsstandsning maa altid — direkte eller indirekte -- søges i Uoverensstemmelse mellem Parterne om Betingelserne for Samarbejdets Fortsættelse, og man kan, efter det Omraade af Arbejdsforholdet, hvilket denne Uoverensstemmelse opstaar, benævne den en Ret s konflikt eller en Interessekonflikt.

Retskonfiikten er — som det fremgaar af selve Ordet — en Strid mellem Parterne om, hvem der i det foreliggende Tilfælde har Ret eller Uret. Den kan altsaa kun opstaa paa det Omraade af Arbejdsforholdet, hvor der bestaar et Kontraktsforhold og maa følgelig enten dreje sig om en Arbejdskontrakt eller en Tarifoverenskomst. Tarifoverenskomstens Vedkommende vil det navnlig være Spørgsmaalet om dens Fortolkning, Tillæmpning i Praksis indenfor den enkelte Virksomhed, eller Brud derpaa, som giver Anledning til Konflikt. Som oftest har Parterne hidtil foretrukket at afgøre disse Spørgsrnaal ved Kamp (Arbejdsstandsning) Stedet for ved Rettergang. Naar de har udvist en saadan Mangel paa Civilisation, er det dog ikke deres egen Skyld. Nej, Grunden maa søges i forskellige og da navnlig deri, at Parterne, naar det gjaldt Strid om Tarifoverenskomster, i mange Tilfælde aldeles ikke har kunnet faa Spørgsmaalet indbragt de almindelige Domstole, men har maattet tage sig selv til Rette. Men ogsaa den Omstændighed, at de bestaaende Retsorganer, dels paa Grund af deres Sammensætning, dels paa Grund af Sagernes særlige Beskaffenhed og den Tid, der gaar, inden Dommen fældes, ikke frembyder tilstrækkelige Garantier for, at Retten virkelig kan ske Fyldest, har gjort, at Parterne har foretrukket Kamp for en højst problematisk Retsbeskyttelse.

For at raade Bod herpaa gælder det derfor om ad Lovgivningens Vej at skabe en særlig Domstol, som efter sin hele Sammensætning og de Principper, hvorpaa dens Domme hviler, kan afgøre Retskonfiikter og derved forskaane Parterne for at bruge Magt for

Ret, og Samfundet for de ødelæggende Følger af adskilligeArbejdsstandsninger.

Den anden Art af Konflikter, Interessekonflikterne, paa det Omraade af Arbejdsforholdet, hvor Parterne ikke staar bundet overfor hinanden i Henhold til kontraktsmæssige Forpligtelser. Da Samarbejdet Arbejder og Arbejdsgiver og endnu i Hovedsagen hviler paa det almindelige Princip om begge Parters Frihed til at arbejde eller til ikke at arbejde, vil Parterne — i alle Konfliktstilfælde, hvor de staar frit overfor hinanden — lade deres Interesser afgørende for deres Ønsker, og da disse Interesser som oftest er hinanden modstaaende, er der righoldigt Stof til Konflikt med paafølgende Arbejdsstandsning. for Interessekonfliktens Opstaaen imidlertid ikke alene tilstede indenfor det uregulerede Arbejdsomraade. Selv hvor Parterne har bundet sig i Henhold til Overenskomst, indtræder denne Mulighed, saasnart Overenskomsten udløber eller opsiges. saa Fald bortfalder enhver retlig Forpligtelse; og Arbejdere og Arbejdsgivere kan frit opstille de Betingelser Samarbejdets Fortsættelse, som i Øjeblikket bedst stemmende med deres Interesser. Lykkes det ikke at udjævne disse Interessemodsætninger, indtræder Saalænge en saadan Arbejdsstandsning af et minimalt Omfang, gaar den som oftest upaaagtet hen. Først naar den faar en mere omfattende Karakter og breder sig fra et Fag til et andet, føles de generende Virkninger deraf i vide Kredse af Befolkningen, og Samfundet kan saa med en vis Ret fordre, at der gøres alt for at faa Konflikten

Den Opgave, som her frembyder sig for Lovgivningsmagten, altsaa at tilvejebringe en Institution, som skal søge at bilægge mulige Interessekonflikter paa en for det økonomiske Liv og Samfundet tilfredsstillende

I naturlig Tilknytning til de her omtalte præventive Forholdsregler staar de Bestræbelser, som i de sidste Aar udfoldes fra Lovgivningsmagtens Side for at forhindreUdbrud Arbejdssstandsninger indenforvisse af det økonomiske Liv. Der er, som bekendt, i det moderne Samfund efterhaandenopstaaet Række Bedrifter, hvis regelmæssigeog

sigeoguforstyrrede Gang er en absolut Forudsætning for, at Samfundet som Organisme skal kunne fungere normalt. Hertil hører hovedsagelig saadanne Virksomheder,som Følge deres Natur maa drives under den stærkest mulige Centralisation, da de ellers ikke vil kunne opfylde deres Formaal, og som derfor enten optrædersom (Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen)eller Beskyttelse af en Koncession (Sporveje,Gas-, og Elektricitetsværker, Telefoner o. 1.). I disse Tilfælde er Tilfredsstillelsen af nogle af de fornemste Samfundsbehov afhængig af, at Livet fra Dag til Dag, ja saa at sige fra Time til Time pulsereruforstyrret en enkelt eller nogle enkelte Storbedrifter,og er som Følge deraf dobbelt interessereti, Samarbejdet mellem Kapital og Arbejde her foregaar efter Regler, hvorved Udsigten til en Arbejdsstandsningenten til det mindst mulige (ved Udskydelse af Retten til Arbejdsstandsning) eller helt fjærnes (ved Ophævelse af Strejke- og Lockout- Retten).

Den sidste Fremgangsmaade synes i sig selv den naturligste. Alene den Kendsgerning, at nogle faa Tusinde er i Stand til at sætte Samfundet eller store Dele deraf Stolen for Døren, er tilstrækkelig at retfærdiggøre et; saadant ekstraordinært Skridt.

Fordringen om Begrænsning eller Ophævelse af Strejkeretten kan ogsaa gøres gældende overfor visse Virksomheder, hvor det rent økonomiske Moment maa siges at være traadt stærkt i Baggrunden for andre Formaals Skyld. Dette er saaledes Tilfældet med Hospitaler, hvor humane Synspunkter, og Renholdningsselskaber, hygiejniske Synspunkter er afgørende for Ordningen af alle Driftsforholdene. Der er ingen Tvivl om, at Arbejdsforholdet ogsaa her bør ordnes paa en saadan Maade, at disse Virksomheder ikke kan blive Tumleplads for den Strejke- og Lockoutpolitik, der har udviklet sig indenfor de frie Erhverv.

Der er endnu et Forhold, som maa omtales her, da det har givet Anledning til forebyggende Indgriben fra Statsmagtens Side; det er de Arbejdsvilliges Stilling under en Arbejdsstandsning. Naar Arbejderne i en Virksomhed nedlægger Arbejdet eller udelukkes, vil der oft? være andre Arbejdere, som er vuTge til at optage eller fortsætte Arbejdet. Derved svækker de

selvfølgelig de kæmpende Arbejderes Stilling, men blivertil i Reglen selv Genstand for en systematiskForfølgelse det i mange Tilfælde paa en Maade, som maa siges at være ganske uforenelig med Princippet om Friheden til at arbejde eller ikke arbejde. Dette Modsætningsforhold mellem Arbejderne indbyrdes gør sig navnlig gældende, hvor Fagforeningerne kun er svagt udviklede. Hvor det modsatte er Tilfældet, vil der — ialtfald ved større Arbejdsstandsninger — næppe blive Tale om at fortsætte Arbejdet ved Hjælp af Arbejdsvillige. Beskyttelsen af Arbejdsvillige sker som oftest ved Optagelse af særlige dertil sigtende Bestemmelseri *)

Efter hvad der i det foregaaende i al Korthed er udviklet, søger Statsmagten, som Samfundets Repræsentant, det nuværende Udviklingstrin at regulere Samarbejdet mellem Arbejder og Arbejdsgiver gennem:

i) En særlig Domstol til Paadømmelse af faglige
Retskonflikter.

2) En Institution med det Formaal saa vidt muligt
at forebygge Arbejdsstandsninger som Følge af Interessekonflikter.

3) Særlige Regler for Samarbejdets Indgaaelse,
Fortsættelse og Ophør i. almennyttige Virksomheder.

4) Regler for Beskyttelse af Arbejdsvillige under
en Arbejdsstandsning.

---

*) Naar jeg i ovenstaaende Indledning har delt de her omhandlede i to Hovedgrupper, af hvilke den ene omfatter Love, hvis Formaal det er at befordre og regulere Former for fagligt Samarbejde, der har udviklet sig mellem de to Parter, medens den anden Gruppe omfatter Love, som nærmest har til Formaal at hindre eller begrænse den økonomiske Krig og personlige Forfølgelse, er det kun sket for Overskuelighedens Skyld, i Praksis gennemføres en suadan Sondring som Regel ikke. Et for Tiden foreliggende norsk Lovforslag indeholder saaledes baade Bestemmelser vedrørende Tarifoverenskomsten og Bestemmelser angaaende Behandling af Rets- og Interessekonflikter. I det System af Arbejdslove. som forrige Aar forkastedes af den svenske Rigsdag, men nu paany er fremsat af Regeringen, er derimod hvert af de enkelte Forhold reguleret vad en særlig Lov. Derved vindes der selvfølgelig større Klarhed over alle disse Spørgsmaal. end naar de samles under et. Ogsaa her i Danmark har man foretrukket lovgive paa hvert enkelt Omraade af Arbejdsforholdet.

II.

Efter at vi saaledes har set, hvilke Opgaver det er, Statsmagten i Almindelighed tager op til Løsning paa Grund af de moderne Forhandlings- og Kampmaader Arbejdsmarken, skal vi i det følgende se, hvorledes i de skandinaviske Lande har løst eller har forsøgt at løse disse Opgaver.

Lad os begynde med den vigtigste af de faglige Overenskomster: Tarifoverenskomsten. Hverken i Danmark, eller Sverige er selve Tarifoverenskomsten, som Kontrakt betragtet, for Tiden underkastet særlige Retsbestemmelser, og der har ikke i Danmark indtil Dato været fremsat noget Lovforslag med dette Formaal Øje. Loven af 12. April 1910 om Oprettelse af en fast Voldgiftsdomstol, som senere skal omtales, afgør kun hvem, der kan bryde en saadan Overenskomst, hvad Følgerne deraf vil blive; men den indeholder ingen Bestemmelser om selve Tarifoverenskomsten. findes der i det foran nævnte norske til Lov om mægling og voldgift i arb ejdst vis ter m. v. enkelte Hovedregler om Tarifoverenskomsten, det ene af de svenske Lovforslag: om kollektiv aftal mellan arbetsgifvare arbetare giver ret detaillerede Bestemmelser Jeg skal derfor gøre Indholdet deraf til Rammen om en Række almindelige Betragtninger vedrørende Retsbeskyttelse. Indholdet en saadan Lov vil som Regel kunne henføres til en af de følgende Grupper:

1) Tarifoverenskomstens Kontrahenter,

2) dens Indhold (herunder Spørgsmaalet om dens
Varighed og Opsigelsesfrist),

3) dens Forhold til Arbejdskontrakten og

4) dens Indvirkning paa Retten til Arbejdsstandsninger.

Spørgsmaalet om, hvem der paa Arbejdernes Side kan optræde som Kontrahent, besvarer begge Lovforslagderhen, kun faglige Organisationer (Norske Forslag § 4: »Fagforening«; Svenske Forslag § 1: »Fackforening, fackforbund eller annan dylik forening af arbetare«) kan afslutte en Tarifoverenskomst. Man har dermed udtrykkelig villet fastslaa, at en Overenskomst,som af uorganiserede Arbejdere eller

uden en Fagforenings Medvirken, ikke er nogen Tarifoverenskomst.Det nemlig erindres, at en saadan Overenskomst, afsluttet af en tilfældig sammentraadt Arbejderskare, kun forpligter de Arbejdere, som enten direkte eller ved Repræsentation deltager i dens Afslutning.Dens kan ikke — undtagen gennem en udtrykkelig Viljeserklæring — faa tvingende Magt for de Arbejdere, som senere faar Arbejde i den eller de Virksomheder, for hvilke den paagældende Overenskomst gælder, da disse Arbejdere jo ikke ved nogen stiltiende Viljesytring- kan siges at have godkendt dens Indhold. En saadan efterfølgende stiltiende Godkendelsekan finde Sted, naar den Forsamling, der har atsluttet Overenskomsten, er af mere varig Natur og dannet med bestemt formulerede Formaal for Øje. I saa Fald maa nemlig en Arbejder ved sin Optagelsei antages stiltiende at godkende den af Foreningen paa et tidligere Tidspunkt afsluttede Overenskomst og er altsaa ved Ansættelse i Bedriften uden videre forpligtet af dens Indhold. Denne Regel er udtrykkelig udtalt i det svenske Forslag (§ 3). Til Afslutning af en Tarifoverenskomst er det altsaa en absolut nødvendig Forudsætning, at der forefindes en Forening med bestemte (i Foreningens Love) udtrykte Formaal og med en ansvarlig Bestyrelse. Skal TarifoverenskomstensBegreb paa den af en tilfældigsammentraadt afsluttede Overenskomstom d. v. s. skal der ogsaa tillægges en saadan Overenskomst den Evne til efterfølgendeTvang, er et af Tarifoverenskomstens ejendommeligste Karaktertræk, kan dette kun ske ved at gøre den til et o ffentligretligt Dokument, altsaa ved at tillægge den tvingende Magt overfor Arbejdere, som aldeles ikke — hverken udtrykkelig ved at deltagei Afslutning eller stiltiende gennem Optagelsei Forening, der har afsluttet den (der eksistererjo nogen saadan Forening) — har anerkendt dens Indhold som bindende for sig. Den videre Konsekvensaf saadant Skridt er simpelthen den obligatoriskeVoldgift.*)

---

*) Da denne Art af faglige Overenskomster — i Indledningen til nærværende Artikel benævnet kollektive Arbejdskontrakter — i mange Lande med forholdsvis svag Organisationsdannelse spiller en meget stor Rolle, og da de i deres praktiske Formaal Tarifoverenskomsten, har man bl. a. i Tyskland, Frankrig, Finland og Italien søgt at drage dem med ind under Tariflovgivningen ved i de fremsatte — men hidtil ingen Steder endnu vedtagne Lovforslag — at optage dertil sigtende Bestemmelser. en italiensk Betænkning fra Aaret 1901 foreslaas det saaledes, at Overenskomster, som afsluttes af uorganiserede Arbejdere eller uden Fagforeningers Medvirkning, skal vedtages i Overværelse af en offentlig Embedsmand og kun for et Tidsrum I Aar.

For at undgaa en Usikkerhed, hvis Følger vanskeligt overskues, er det altsaa nødvendigt, at Loven giver en fast og tydelig Definition af, hvad man skal forstaa ved en Organisation. I det norske Lovforslag hedder det (§ i): »Ved fagforening forstaas i denne lov en forening av arbeidere eller en sammenslutning av saadanne foreninger , forsaavidt foreningen eller sammenslutningen har et valgt styre og blandt andet har til formaal ved sammenslutningens hjælp at indvirke paa forholdet mellem arbeidere og arbeidsgivere«. lignende Maade giver den svenske Lov i Motiverne en klar Definition af Ordet »Fackforening«. I den danske Lov om Oprettelse af en fast Voldgiftsret følgende Definition af en Organisation (§ 17): »Ved en Organisation forstaas i denne Lov enten en Flerhed af Arbejdsgivere, der beskæftige Arbejdere ved Industri, Haandværk, Jord- eller Transportarbejde, og som ved en dem alle forbindende med en Flerhed af Arbejdere indgaaet Overenskomst mod Overholdelse af visse Pligter fra Arbejdernes Side ere forpligtede til at yde disse visse Arbejdsbetingelser, naar Arbejderne beskæftiges dem ved de nævnte Virksomheder, eller en Flerhed af Arbejdere hvem der ved en saadan med en Arbejdsgiverorganisation eller en Enkeltvirksomhed indgaaet Overenskomst mod Overholdelse af visse Pligter er tilsikret visse Arbejdsbetingelser, naar de nævnte Arbejdere beskæftiges hos de paagældende Arbejdsgivere«.

Efter denne Definition kan ogsaa Retskonflikter vedrørende Overenskomster, som er afsluttet af en Flerhed af Arbejdere, som enten slet ikke er organiserede,eller har kontraheret uden deres FagforeningsMedvirkning, for Domstolen. Dette er der i og for sig intet at sige til. Kun maa det

---

*) Da denne Art af faglige Overenskomster — i Indledningen til nærværende Artikel benævnet kollektive Arbejdskontrakter — i mange Lande med forholdsvis svag Organisationsdannelse spiller en meget stor Rolle, og da de i deres praktiske Formaal Tarifoverenskomsten, har man bl. a. i Tyskland, Frankrig, Finland og Italien søgt at drage dem med ind under Tariflovgivningen ved i de fremsatte — men hidtil ingen Steder endnu vedtagne Lovforslag — at optage dertil sigtende Bestemmelser. en italiensk Betænkning fra Aaret 1901 foreslaas det saaledes, at Overenskomster, som afsluttes af uorganiserede Arbejdere eller uden Fagforeningers Medvirkning, skal vedtages i Overværelse af en offentlig Embedsmand og kun for et Tidsrum I Aar.

erindres, at der ikke kan være Tale om at give en saadan Overenskomst tvingende Kraft overfor senere tiltrædende Arbejdere, saalænge man bevæger sig paa det privatretlige Omraade.

Vi kommer derefter til Spørgsmaalet om Lovgivningsmagtens til Tarifoverenskomstens Indhold. Man kan spalte dette Indhold i 3 Dele, nemlig i Bestemmelser selve Samarbejdet (Arbejdslønnen, m. v.), Overgangsbestemmelser (f. Eks. »Strejken hæves, Arbejdet genoptages )

)

off Bestemmelser angaaende selve Tarifoverenskomsten (Varigheden, Opsigelsesfristen). Statsmagten har i de nordiske Lande af letforstaaelige Grunde afholdt sig fra al videregaaende Indblanding i Bestemmelserne om Samarbejdet. Heller ikke Overgangsbestemmelserne giver som Regel Grund hertil. Derimod træffer man i Lovforslagene Regler baade for Varigheden og Opsigelsester

Med Hensyn til Tarifoverenskomsternes Varighed ligger Sagen for Arbejdernes Vedkommende saaledes, at de som Regel ønsker at binde sig i saa kort et Tidsrum som muligt (1 Aar). Derved opnaar de for det første, at Strejken til enhver Tid hænger som et truende Vaaben over Arbejdsgivernes Hoved, og dernæstat gunstig Konjunktur kan udnyttes. Paa den anden Side løber de rigtignok ogsaa den Fare, at de Fordele, som de har opnaaet, hurtigt igen tabes, hvis en Aktion mislykkes. Denne Udsigt tager man, — ialtfald her i Landet, hvor man endnu aldrig har set det »Særsyn«, at Lønnen er gaaet ned — kun i ringe Grad med i Betragtning. For Arbejdsgivernes Vedkommende gælder det om at købe Arbejdsfreden saa længe som muligt. Dette Princip kan uden nævneværdigBetænkelighed indenfor Fag, hvor Hensynettil hastige Skiften, Udlandets Konkurrence, Modernes lunefulde Fordringer o. s. v. ikke gør sig gældende i særlig Grad. I Fag, hvor det modsatte er Tilfældet, kan Arbejdsgiverne kun binde sig for en længere Tid, naar der udvises den allerstørste Varsomhed, naar enhver Bestemmelse i Overenskomstener som et Resultat af en haarfin Hensyntagentil og Konkurrencens Fordringer.Ved er derfor Arbejdsgivernei langt vanskeligere stillet end i

Haandværket. For at overvinde disse Vanskeligheder har der efterhaanden i Industrioverenskomsterne udvikletsig meget interessant Overenskomstteknik (Minimallønsystemet),som den individuelle Løn at bevæge sig op og ned med Konjunkturerne. Ved Overenskomstforhandlingerne er Varigheden et af de Punkter, der oftest giver Anledning til Køb og Salg. Den principielle Frygt, som Arbejderne nærer for lange Overenskomster, overvindes tit ved Løfte om Lønforhøjelseunder Den heldigste Form, hvorunder dette kan ske, er den, der giver ArbejdsgiverenRet efter en vis Tids Forløb (f. Eks. 3 Aar) at fordre Tariffen fornyet mod Koncessioner (Arbejdslønsforhøjelse.,Arbejdstidsnedsættelse 1.).

Med Hensyn til Varigheden og Opsigelsesfristen vil de enkelte Landes Lovgivning selvfølgelig blive præget af den herskende Praksis. Det svenske Forslag 6) bestemmer saaledes, at ingen Tarifoverenskomst vare mere end 5 Aar. Hvis intet andet er bestemt, anses den for at være afsluttet paa et Aar. Det norske Forslag begrænser ikke Kontrahenternes Frihed ved Fastsættelse af en Maksimumsgrænse for Overenskomsternes Varighed. Kun naar Parterne ikke selv har truffet Aftale derom, bestemmes det, at den skal betragtes som afsluttet for 3 Aar, et Tidsrum, som i Følge Forslagets Motiver maa anses som det normale. Spørgsmaalet om Overenskomsternes Varighed begge Parter er et Punkt af yderste Interesse, er der næppe nogen Grund for Lovgivningsmagten til at gaa videre end paatænkt i Norge. Enhver af Parterne nok sørge for, at Modparten ikke faar sit Ideal opfyldt.,

I det svenske Udkast fastsættes Opsigelsesfristen til 3 Maaneder, hvis Parterne ikke selv har vedtaget en anden, ligesom det bestemmes, at en Tarifoverens komst, som ikke opsiges til den fastsatte Tid og med den i Overenskomsten eller Loven fastsatte Frist, skal betragtes som fornyet for et Aar (§ 6). Det norske Forslag indeholder intet om Opsigelsesterminens Længde; det indeholder kun den ejendommelige Bestemmelse, at en Overenskomst, som er udløbet eller ikke opsagt, vedbliver at gælde, indtil den afløses af en anden, eller den ene Part med mindst to Døgns Varsel meddeler Modparten, at Overenskomsten betragtes som bortfaldet

(§ 4)- Den Tilstand af Usikkerhed, som derved opstaar,synes stemmende med Tarifoverenskomstens Formaal og kan ikke opvejes af Forslagets Bestemmelserom for Arbejdsstandsningers Iværksættelse(hvorom Det svenske Forslags Bestemmelserom Fornyelse for et Aar stemmer langt bedre med Tarifoverenskomsternes Aand i Almindelighedog Praksis i Særdeleshed.

Vi skal nu se, hvorledes Lovgivningsmagten stiller sig til Forholdet mellem Tarifoverenskomsten og Arbejdskontrakten. det norske (§ 4, 1) som det svenske Forslag (§ 4) fastslaar, at der ikke mellem Arbejdere og Arbejdsgivere, som er bundne ved en Tarifoverenskomst, med nogensomhelst Retsvirkning kan afsluttes en Arbejdskontrakt, som strider mod Tarifoverenskomstens Hermed fastslaas Teorien Tarifoverenskomstens automatiske Retsvirkning*)

Vil det nu være heldigt at slaa dette Princip fast ved Lov? Svaret paa dette Spørgsmaal vil i Øjeblikket lyde forskelligt, eftersom man stiller sig paa et juridisk Standpunkt eller paa et økonomisk og socialt Standpunkt.Ser Sagen fra et strengt juridisk Synspunkt,maa selvfølgelig kræve, at en Overenskomst, som er indgaaet mellem nogenlunde jævnbyrdige Kontrahenter,skal Dette er fuldkommen rigtigt,men Tarifoverenskomst kan nu en Gang ikke maales med en blot og bar juridisk Alen. Den er foruden at være en Kontrakt tillige et Dokument af vidtrækkende økonomisk Betydning og maa som saadant— teknisk set — formes saaledes, at de Løfter, som nedlægges deri, virkelig kan honoreres, d. v. s. at der — hvorledes end Udviklingen foregaar under Tarifperioden — alligevel er en indre økonomisk Mulighed til Stede for at kunne overholde TarifoverenskomstensBestemmelser. rører her ved Grundpillen,hvorpaa Overenskomstsystemet hviler, nemlig ved Sammenhængen mellem Konjunkturbevægelserne og Tarifoverenskomsterne, og da man aldeles ikke er Herre over de første, ja knapt nok forstaar deres Fremkomst,saa

---

*) Denne Teori er opstillet af Professor i Bern, P hilip Lo tm ar, den første, sem har gjort Arbejdskontrakten og Tarifoverenskomsten Genstand for indgaaende videnskabeligt Studium.

komst,saafølger deraf, at Tarifoverenskomsternes Teknikmaa saaledes, at den saa at sige giver Plads for Konjunkturbevægelserne. Dette gælder selvfølgeligførst fremmest med Hensyn til Arbejdslønnen.

Enhver Fastsættelse af Arbejdslønnen, hvad enten det sker gennem en privatretlig Akt (Tarifoverenskomst) offentligretlig Akt (obligatorisk Voldgift) er jo ensbetydende med, at en af det producerende Samfunds allerstørste og mest betydende Driftsomkostninger uforanderlig i det Tidsrum, for hvilket Fikseringen gælder. Men Produkternes Priser bevæger sig, uafhængigt heraf, op og ned efter Værdilærens Love. Idet vi nu gaar ud fra den af Grænsenyttelæren fastslaaede Sætning, at Prisen bestemmer Driftsomkostningernes vil det let forstaas, at en Nedgang i Prisen med delvis stabile Driftsomkostninger nødvendigvis rykke Grænsen for Produktiviteten ind og saaledes de produktive Virksomheders Antal, fordi en Del Virksomheder nu ikke kan fremstille Produktet den Pris, for hvilket det kan afsættes.

Hvorledes vil nu dette Forhold virke i Praksis? I Fag, hvor Arbejdslønnen er den vigtigste Driftsomkostning, Eks. i Haandværksfagene, vil det simpelthen vise sig derved, at mange Arbejder bliver holdt tilbage, fordi Køberen ikke ønsker at betale en Pris, der er fastsat under en helt anden Konjunktur, men som Sælgeren opretholde paa Grund af den stabile Arbejdsløn. formindskes altsaa, og Arbejdsløsheden forøges. Hvad der har været til Fordel Arbejderne under gode Konjunkturer, bliver til Skade for dem under daarlige. Men Arbejdsledigheden formindskes ikke blot direkte, fordi Arbejdsmængden formindskes, men ogsaa indirekte derved, at Arbejdslønnen det Arbejde, som absolut: skal udføres, fordeles forholdsvis faa Arbejdere.

I Fag, hvor den tekniske Udvikling spiller en Rolle — altsaa navnlig i Industrien — vil Forholdet stille sig noget anderledes. Som bekendt arbejder her Bedrifter indenfor samme Branche med højst forskellige Driftsomkostninger. Gaar nu Prisen ned, vil de Bedrifter,som ligget lige indenfor Produktivitetsgrænsen,paa af Lønnens Stabilitet, være nødt til at standse Produktionen af det paagældende Produkt og

lade Arbejdet gaa over til de bedre indrettede Bedrifter, som stadigt kan fremstille Produktet med Gevinst, trods den lavere Pris. Arbejdsmængden formindskes vel ikke, men der finder Forskydninger Sted, som er übehageligefor fordi de sikkert ikke alle kan faa Beskæftigelse igen, da Virksomheder med en bedre Teknik ikke — til Udførelse af det samme Arbejde — behøver at anvende fysisk Arbejdskraft i samme Udstrækningsom

Helt uden Fare er Lønnens Fiksering heller ikke for Industrien, nemlig i det Tilfælde, da Prisen paa en Vare synker saa meget, at ikke engang de bedst indrettede kan producere den med Gevinst, naar de skal betale den i Overenskomsten stipulerede Arbejdsløn. Hvis dette Tilfælde indtræffer, skaber Tarifoverenskomsten ogsaa her formindsket Arbejdsudbud forøget Arbejdsløshed.

Naar jeg her har paapeget, hvilke uheldige Følger Tarifoverenskomsten kan have for et Fags økonomiske Forhold, maa dette ikke opfattes som et Angreb paa TarifoverensKomstens Princip. Dertil er denne Overenskomst, for Arbejdsgiverne som for Arbejderne, af altfor stor økonomisk og social Betydning. Jeg har kun villet vise, at skal Overenskomstprincippet i Længden opretholdes, kan det vistnok kun ske ved Anvendelse af Minimallønsystemet, hvorved forstaas, at Overenskomsten kun fastsætter en Undergrænse for Lønnen, gældende for samtlige Arbejdere i Faget, hvorimod den enkelte Arbejders Løn fastsættes ved Forhandling mellem denne og Arbejdsgiveren. Medens dette System er knæsat i de fleste Industrioverenskomster, Haandværksoverenskomsterne i Hovedsagen Normallønsystemet, som fastsætter den samme Løn for alle Arbejdere under hele Tarifperioden. Minimallønsoverenskomster tillader altsaa Gennemsnitslønnen bevæge sig op og ned under Tarifperioden, medens Normaloverenskomsten besvarer en økonomisk Nedgangsperiode med en Forøgelse af Arbejdsløsheden.*)

---

*) Det er saaledes min fulde og faste Overbevisning —bekræftet af indsigtsfulde Mænds Udtalelser —, at hvis Arbejdslønnen i de københavnske Byggefag havde kunnet bevæge sig noget nedad under den nuværende Depressionsperiode, vilde adskilligt flere Reparationsarbejder og Nybygninger (til andet Formaai end Beboelse) været blevet sat i Gang, end Tilfældet har været.

Jeg har med foranstaaende Udvikling kun søgt at begrunde de Betænkeligheder, man med Overenskomsternes Teknik maa nære fra et nationaløkonomisk ved at fastslaa Sætningen om Tarifoverenskomsternes automatiske Retsvirkning overfor Paa den anden Side er det jo ikke utænkeligt, at en Lovbestemmelse som den paagældende vil bringe Overenskomsternes tekniske i Samklang med det økonomiske Liv, end hvis Udviklingen overlades til sig selv.

De Indvendinger, som her er fremsat mod de to Lovforslags Bestemmelser om, at Tarifoverenskomsten virker automatisk overfor Arbejdskontrakter, som afsluttes to af Tariffen bundne Parter, kan — om end ikke med samme Vægt — gøres gældende overfor den Bestemmelse i det svenske Forslag (§ 5), i Henhold til hvilken Tarifoverenskomsten er normgivende en Arbejdskontrakt, som afsluttes mellem en Arbejdsgiver, der er bunden ved Tariffen, og en Arbejder, der er stillet frit, for saa vidt Arbejdskontrakten indeholder andre Bestemmelser. Der ligger i denne Bestemmelse en Spire til at give Tarifoverenskomsten Karakter af tvingende Sædvane og dermed til at gøre den til et offentligretligt Dokument.

Hvilken Forbindelse er der nu mellem Tarifoverenskomsterog til Arbejdsstandsning?Man villet hævde, at Tarifoverenskomsten udelukker enhver Arbejdsstandsning under Tarifperioden. Formaalet med Tariffen er nemlig at skabe Arbejdsfred,og Afslutning er derfor fra begge Sider en stiltiende Anerkendelse af, at ingen Arbejdsstandsning maa finde Sted under Tarifperioden. En saadan praktisk Virkning kan dog ikke udledes af TarifoverenskomstensPrincip. er rigtigt, at TarifoverenskomstensFormaai Arbejdsfred. Det er Arbejdsgiveren,der og Arbejderen, der sælger denne passive Tjenesteydelse. Og i det Øjeblik, Handelen er afsluttet, viser ogsaa Princippets praktiske Følger

---

*) Det er saaledes min fulde og faste Overbevisning —bekræftet af indsigtsfulde Mænds Udtalelser —, at hvis Arbejdslønnen i de københavnske Byggefag havde kunnet bevæge sig noget nedad under den nuværende Depressionsperiode, vilde adskilligt flere Reparationsarbejder og Nybygninger (til andet Formaai end Beboelse) været blevet sat i Gang, end Tilfældet har været.

sig, men kun ved en Begrænsning, ikke ved en Ophævelseaf
til Arbejdsstandsning.

Saavel for Arbejdere som for Arbejdsgivere eksisterer nemlig en naturlig Ret til frit at samarbejde eller lade være. Begrænsning eller Ophævelse af denne Ret kan — foruden ad Lovgivningens Vej — kun ske ved frivillig Indrømmelse fra begge Parters Side. Denne Indrømmelse kan gives paa to Maader, enten direkte — ved en udtrykkelig Bestemmelse derom — eller indirekte derved, at Parterne foretager Viljesakter, hvoraf det nødvendigvis fremgaar, at der stiltiende har fundet en Begrænsning af Arbejdsfriheden Sted. En saadan indirekte Begrænsning af Arbejdsfriheden er det netop, der sker ved Afslutningen af en Tarifoverenskomst.

Det følger af Forholdets Natur, at saalænge Tariffen skal de Vilkaar for Samarbejdet, hvorom der er Tale, reguleres paa den deri fastsatte Maade. En Arbejdsstandsning under Tarifperioden med det Formaal at skabe Forandring i disse Forhold er derfor i sig selv en utilladelig Handling. Men andet og mere kan der med Hensyn til Begrænsning af Retten til Arbejdsstandsning" ikke i Praksis udledes af den Omstændighed, to Parter afslutter en Tarifoverenskomst. Enhver Arbejdsstandsning under Tarifperioden med et andet Formaal end at indvirke paa Overenskomstens Indhold er derfor fuldt lovlig. Hvis der saaledes ien Overenskomst er optaget en Bestemmelse om Arbejdslønnen, ikke om Arbejdstiden, forhindrer selve den Omstændighed, at der er afsluttet en Tarifoverenskomst, ikke Parterne i at etablere Arbejdsstandsning Tarifperioden med det Formaal at faa reguleret Arbejdstiden. En anden Ting er, at denne Frihed, efterhaanden som Udviklingen skrider frem, og Overenskomsternes forøges, praktisk set faar mindre og mindre Betydning. Jo flere Forhold der reguleres ad overenskomstmæssig Vej, jo mindre bliver Sandsynligheden at der skal opstaa en Interessekonflikt under Tarifperioden.

Skal der finde en yderligere Begrænsning i Retten til Arbejdsstandsning Sted, kan dette kun ske ved en udtrykkelig¹ Bestemmelse derom. Hvis man saaledes finder det bedst stemmende med en sund Udvikling ogsaa under Tarifperioden at begrænse Retten til Arbejdsstandsning,naar

bejdsstandsning,naardet drejer sig om Uenighed vedrørendeArbejdsforhold, ikke er reguleret i selve Overenskomsten — hvilket som bekendt; i Praksis sker ved Fordring om, at Mægling skal foretages, forinden en saadan Arbejdsstandsning iværksættes — maa det ske ved en positiv Tilkendegivelse derom.

Af det her udviklede følger endvidere, at Retten til Sympatistrejke eller Sympatilockout aldeles ikke anfægtes af Tarifoverenskomsten. Formaalet med saadanne er jo endnu fjærnere end de ovenfor omtalte Arbejdsstandsninger, idet der overhovedet er Tale om Strid mellem Parterne. Begrænsning denne Ret kan følgelig ligeledes kun ske ved udtrykkelig Bestemmelse derom. Forbudet mod Sympatiaktioner kan kun begrundes ud fra Samfunds- Hensyn, aldeles ikke ud fra Hensyn til Tarifoverenskomster.

Af praktiske Grunde synes det mig nødvendigt at bevare Retten til Sympatiaktioner. Overfor den enkelte Arbejdsgiver er Fagforeningerne uden Tvivl de stærkeste. Fagforening, der er nogenlunde udviklet, kan understøtte et Mindretal af Medlemmer, saalænge det skal være. Ved nu under herskende Højkonjunkturer at trække forholdsvis faa, men særligt kvalificerede Arbejdere bort fra en Virksomhed (et System, som med særligt Held anvendtes i Tyskland i Slutningen af 90'erne) har Organisationen det i sin Magt at diktere ganske egenmægtigt. Under en Tilstand, hvor Sympatiaktionen er forbudt, vilde Arbejdsgiverne være prisgivet Arbejdernes Forgodtbefindende. hvilken Indvirkning vilde saadanne Produktionsforhold ikke have paa Landets hele Kredit? Det er ikke vanskeligt at forestille sig. Vi skal nu se, hvorledes man i de forskellige Lovgivningsarbejder stiller sig til disse betydningsfulde Spørgsmaal.

I det nu paany fremsatte svenske Lovforslag lyder § 8: »Under Tarifperioden maa der ikke — selv om andet er bestemt i Tarifoverenskomsten — af ArbejdsgivereellerArbejdere, er bundne af Tarifoverenskomsten,iAnledning Strid mellem Arbejdsgivere og Arbejdere, vedtages Arbejdsstandsning (Lockout eller Strejke), Blokade, Boycotting eller anden dermed ligestillet Forholdsregel«. Det fastslaas her, at ingen Strid, som har Berøring med Tarifoverenskomsten

(altsaa som Følge af dens Fortolkning, dens Udførelse eller Brud derpaa, eller Forsøg paa at gennemtvinge Forandringer deri) maa give Anledning til Arbejdsstandsning.SaadanneArbejdsstandsninger forbudt. Men den paagældende Bestemmelse har vidererækkende Konsekvenser. Den forbyder jo enhver ArbejdsstandsningunderTarifperioden, Følge af Strid mellem Kontrahenterne, altsaa ogsaa Iværksættelse af Arbejdsstandsningmeddet at ordne Arbejdsforhold, som ikke er reguleret i Overenskomsten, d. v. s. rene Interessekonflikter. Som foran nævnt, kan et saadant Forbud aldeles ikke udledes af TarifoverenskomstensBegreb,ligesom i givet Fald, som sit Supplement, fordrer den obligatoriske Voldgift. Der kan jo meget let under en — f. Eks. 5-aarig Tarifperiode—ske Forandringer, som af Konkurrencehensynstraksnødvendiggør Ordning af de bestaaende uregulerede Arbejdsforhold. Hvis Parterne nu ikke selv kan blive enige herom — hvad saa? Ja, tilbage staar saa kun obligatorisk Voldgift. Man kan nemlig ikke berøve Parterne Retten til ArbejdsstandsningiAnledning saadanne Interessekonflikter uden samtidig at give dem Adgang til at faa Konflikten løst paa anden Maade. Valget staar mellem Ret til Arbejdsstandsning eller obligatorisk Voldgift. LovforslagetberøverParterne Ret uden samtidig at turde drage den nødvendige Konsekvens deraf og indføredenobligatoriske Det i forrige Aar forkastede Forslag gik da heller ikke saa vidt. Det forlangte kun, at to af en Tarifoverenskomst bundne Parter ikke maatte iværksætte Arbejdsstandsning som Følge af Uenighed om Forhold, hvorom der ikke var optaget nogen Bestemmelse i Tarifoverenskomsten, forinden de havde forsøgt at bilægge Konflikten ved Mægling, enten i Overensstemmelse med de Regler for Behandling af faglig Strid, som var vedtaget mellemParterne,eller hvis. saadanne Regler ikke fandtes — forinden Sagen havde været indbragt for den i Henhold til Lov af 31. December 1906 offentlig ansatte Mæglingsmand. Arbejdsstandsning kunde da iværksættes, saasnart Mægling havde fundet Sted, eller Modparten havde afvist Forligsmandens Mæglingsforslag,hvilketer i Henhold til nysnævnte Lov. En saadan Ordning havde svaret til den for Tiden i

Danmark mellem Hovedorganisationerne gældende Praksis. Ide mellem de danske Hovedorganisationer vedtagne Normalregler for Behandling af faglig Strid hedder det nemlig: (§5) »I alle andre Tilfælde (d.v.s. Interessekonflikter) skal Mægling forsøges, forinden Arbejdsstandsning iværksættes, medmindre der indtræderBetalingsstandsning,eller til Liv, Velfærd eller Ære afgiver tvingende Grunde til at standse Arbejdet,forindenMægling foretages«.

Naar Regeringsforslaget i Sverige i Aar gaar til at forbyde enhver Arbejdsstandsning under Tarifperioden Følge af Strid mellem Kontrahenterne, skyldes det vistnok først og fremmest den Omstændighed, at baade Arbejdsgivere og Arbejdere har udtalt, at Arbejdsstandsninger nævnte Natur kun meget sjældent finder Sted. Hovedfejlen ved denne Lovbestemmelse er, ligesom ved den tidligere omtalte Bestemmelse om Tarifoverenskomstens automatiske Retsvirkning overfor Arbejdskontrakten, at den saa at sige forudsætter, at alle Tarifoverenskomsterne allerede nu, teknisk set, har naaet en betydelig Fuldkommenhed. Som bekendt er dette ingenlunde Tilfældet. Det er rimeligt, at den paagældende Bestemmelse — som det fortrøstningsfuldt udtales i Motiverne — vil fremme Overenskomsternes Udvikling. Hvis Parterne nemlig ikke kan træde i Aktion under en Tarifperiode, vil de selvfølgelig søge at optage saa mange Bestemmelser som muligt i selve Tariffen.

Om Sympatiaktioner under en Tarifperiode taler Forslaget ikke. Indirekte kan man altsaa af Ordlyden slutte, at Retten til Sympatistrejker og Sympatilockouter ganske überørt. Naar Forslaget forrige Aar faldt, skyldtes det først og fremmest den Omstændighed at Retten til Sympatiaktion udtrykkelig var udtalt deri. I Erkendelse af, at man har med en udpræget Forsøgslovgivning at gøre, har Regeringen i den mellemliggende Tid ladet forskellige Institutioner (Kommerskollegiet og Forligsmanden) udtale sig om dette vigtige Spørgsmaal. Ingen af de paagældende har ment at turde tilraade Ophævelse af Retten til Sympatiaktion, men paa den anden Side fraraadet i Lovforslaget at optage en Bestemmelse, som udtrykkelig denne Ret. Regeringen har fulgt dette Raad og ladet Spørgsmaalet falde.

En enkelt Art af Sympatiaktioner er dog forbudt. I Lovforslaget om Mæglingsinstitutionen forbydes det saaledes at iværksætte Arbejdsstandsning for paa denne Maade at hjælpe en Part, som ifølge Overenskomst eller Lov selv er forhindret i at iværksætte en saadan. Man vil hermed bl. a. forhindre, at en positiv Bestemmelse en Tarifoverenskomst om, at Arbejdsstandsning ikke maa iværksættes under Tarifperioden, gøres illusorisk at en anden Part, som ikke er bunden af en saadan Bestemmelse, træder i Aktion til Fordel for den bundne Kontrahent.

I det norske Forslag findes akkurat de samme Regler med Hensyn til Arbejdsstandsningers Iværksættelse Tarifperioden. Retskonfiikter maa ikke udløses i Arbejdsstandsning, og hvis det drejer sig om en Interessekonflikt, skal først »tidsrummet for fællesoverenskomstens utlope og meddelelse om, at den vil betragtes som bortfaldet, gives med mindst 2 dogns varsel« , forinden Arbejdsstandsningen træder i Kraft.

I Danmark er det kun Arbejdsstandsninger som
Følge af Retskonfiikter, der er forbudt i Lov af 12.
April 191 o om Oprettelsen af en fast Voldgiftsret.

III.

Hermed er i Hovedsagen Spørgsmaalet om LovgivningsmagtensStilling selve Tarifoverenskomsten udtømt. Tilbage staar nu Spørgsmaalene: Hvem skal paadømme Brud paa disse Overenskomster og Lovbestemmelser,og bliver Følgen af saadanne Brud? Begge disse Spørgsmaal finder vi besvaret i de foreliggendeLove Lovforslag, men paa højst forskellig Maade. Der gør sig i saa Henseende en typisk Forskelgældende Danmark og de to skandinaviske Lande. Der gives vel næppe noget Land, hvor man ved Ordningen af de faglige Forhold er naaet saa vidt frem ad den frivillige Udviklings Vej, som her hjemme. Denne Omstændighed har indtil Dato og vil sikkert ogsaa i Fremtiden sætte sit Præg paa Danmarks Lovgivningmed til Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder. Talrige af de Bestemmelser angaaende fagligt Samarbejde, som man for Tiden søger at fastslaaved

slaavedLov i vore to Nabolande, har Hovedorganisationernei allerede for over 10 Aar siden anerkendt som normgivende for en sund faglig Udviklingog i det saakaldte September forlig: den Overenskomst af 5. September 1899, hvormed den store Lockout samme Aar afsluttedes, og som uden Overdrivelse kan benævnes det faglige SamarbejdesGrundlov. Beskyttelse af denne Overenskomstoprettedes efter den saakaldte permanente Voldgiftsret, og Statsmagten anerkendte Septemberforligetssærlige ved at udruste Voldgiftsrettenmed offentligretlige Beføjelser. Paa dette Grundlag er Udviklingen i de følgende Aar bygget videre, og da Trangen til en særlig Retsbeskyttelse for Tarifoverenskomster meldte sig, overlod Regeringen de to Hovedorganisationer selv at enes om Principperne for en saadan Lovgivning. Resultatet af Parternes Forhandlinger fastsloges i en omfattende Overenskomst, som under 12. April 1910 har faaet Lovgivningsmagtens Sanktion, og i Henhold til hvilken der nu er oprettet en fast Voldgiftsret til Paadømmelse af Konflikter vedrørendeTarifoverenskomster Almindelighed og Septemberforligeti Denne Omstændighed, at Parterne saaledes selv har bestemt Lovens Indhold, har — som det straks nærmere skal omtales — medført,at har kunnet virkeliggøre Principper, som det paa det nuværende Udviklingstrin havde været umuligt at faa gennemført alene ad Lovgivningens Vej, og hvis Realisation for Udlandets Vedkommende derforsikkert en fjern Fremtid.*)

Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvem der skal paadømme Konflikter angaaende Tarifoverenskomster, er man fra alle Sider klar over, at denne Opgave ikke kan løses paa en fuldt betryggende Maade af de almindeligeDomstole. kan ikke sammenstilles med almindelige individuelle Kontrakter. Det er Dokumenter af vidtrækkende social og økonomiskBetydning. Afgørelse af Tarifkonflikter

---

*) Ogsaa Forligsmandsinstitutio nen (hvorom senere) har ved Lovgivningsmagtens Samarbejde med Hovedorganisationerne faaet den eneste mulige Form, hvorunder den kan bestaa her i Landet, nemlig som en Forhandlingsinstitution, der er en organisk Fortsættelse af Hovedorganisationernes Forhandlingsapparat.

maa derfor det juridiske Element nødvendigvis suppleres med et fagligt, med Dommere, som er fuldt fortrolige med de Forudsætninger, hvorunder Tarifoverenskomster er kommet til Eksistens og med de Forhold, hvorunder de virker. Denne Tanke ligger til Grund for DomstolensIndretning hvert af de tre Lande, men den er udformet paa højst forskellig Vis.

I Danmark er Domstolen bygget op paa Tanken om det faglige Selvstyre. Det er saaledes Parterne selv (Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund),som de faglige Dommere, og det er Parterne selv, som gennem deres Repræsentanter vælger det juridiske Element, der alene repræsenteres af DomstolensFormand. for saa vidt Fagdommerne ikke kan enes om Valget af Formanden, foretages dette af Formændene for de kollegiale Retter i København og blandt disse Retters juridiske Medlemmer. Rettens Kendelser er eksigible og endelige. Der er altsaa ingen Adgang til Appel. Med Hensyn til Domstolens Kompetence gælder som Hovedregel, at den kun kan afgøre Konflikter vedrørende Rettigheder, som er hjemledei til en Tarifoverenskomst. Men ikke enhver saadan Konflikt kan indbringes for Domstolen. Det afhænger af, hvem der har begaaet den overenskomststridigeHandling, paa hvilken Maade den er iværksat. Ethvert Brud fra Arbejdsgivernes Side kan indbringes for og paadømmes af den faste Voldgiftsret,og uden Hensyn til om Bruddet er begaaetaf som saadan, eller kun af et enkelt eller flere af dens Medlemmer. Hvis Overtrædelsen derimod begaas fra Arbejdernes Side, fordres det, at den skal være af kollektiv Natur. Sager angaaende Enkeltmands Overtrædelser falder altsaa ganske udenfor Domstolens Kompetence og maa afgøresenten Fagets Mæglings- og Voldgiftsret eller af Landets almindelige Domstole, hvis de overhovedet kan indbringes for disse sidste. Dette Forhold har i al Fald den praktiske Betydning, at man unddrager Arbejdsgiveren den Fordel, som Sagens Behandling for en faglig Domstol af den faste Voldgiftsrets Natur frembyder i Sammenligning med de to andre Slags Domstole. Men den Omstændighed, at Domstolen ikke kan behandle Overtrædelser, begaaede af den enkelte Arbejder, har vidtrækkende Følger. Selv om flere

Arbejdere samtidig bryder Tariffen, er dette ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at Domstolen kan paadømme en saadan Sag. Det skal kunne bevises, at HandlingensSamtidighed et Resultat af en fælles Forstaaelse.*) Som det heraf fremgaar, er det langt lettere at faa Ram paa Forseelser, begaaede fra Arbejdsgiver- end fra Arbejderside.

Som Straf kender Domstolen kun pekuniære Ydelser. Overtrædelsen medført Skade, skal Straffen først og fremmest udmaales under Hensyn til Skadens Størrelse, og derefter til eventuelle formildende Omstændigheder. af denne Kombination benævnes Loven »en Bod«, et hidtil ukendt Erstatningsbegreb, saa vidt som dansk Lovgivning ikke ved andre Kontraktsbrud tager Hensyn til formildende Omstændigheder. Ogsaa i det Tilfælde, at der ingen Skade er sket, kan Domstolen idømme Bod for den begaaede Overtrædelse. Domstolen er beføjet til at afhøre Vidner og til i Anledning af en foreliggende Sag at lade foretage Undersøgelser angaaende Arbejdsløn, o. 1.

Med Hensyn til Strafansvaret gælder som Hovedregel, kun den, der har begaaet den paagældende Overtrædelse eller været delagtig deri, kan idømmes Bod. En Fagorganisation kan altsaa kun drages til Ansvar, hvis den selv har overtraadt Tariffen eller været delagtig i Overtrædelsen. Det skal engang blive interessant at erfare, hvorledes Domstolen fortolker Begrebet Meddelagtighed, om det blot forlanges, at Organisationen skal forholde sig passiv, eller om det — som udtalt af Dr. Birck under Lovens Behandling Folketinget — maa fordres, at Organisationen for at unddrage sig Strafansvar maa have gjort sit yderste for at forhindre den paagældende Overtrædelse, et Princip, som fastslaas i det norske Lovforslag.

Den ovenfor nævnte Regel om Strafansvaret gælderdogikke de Tilfælde, hvor det drejer sig om en ulovlig Arbejdsstandsning, iværksat af en Flerhed af en Fagforenings Medlemmer, paa Grund af Uenighed med Arbejdsgiveren om Forstaaelsen af Tariffen. For en saadan Arbejdsstandsning ifalder Organisationen StrafansvaretudenHensyn

---

*) Den faste Voldgiftsrets Kendelse i Sag Nr. 3, anlagt af Dansk Typografforbund mod Københavns Bogtrykkerforening.

ansvaretudenHensyntil, om den har været delagtig i Arbejdsstandsningens Iværksættelse eller ej\ Det er dette Princip, som benævnes det kollektive Ansvarsprincip.Veden Betragtning synes det at stride mod de hævdvundne Forestillinger om Retfærdighed. En nærmere Undersøgelse af de faktiske Forhold vil dog hurtigt vise, hvor meget der taler for Princippets Indførelse. Først og fremmest praktiske Grunde. Naar en. Flerhed af en Fagforenings Medlemmer bryder en Tarifoverenskomst (f. Eks. ulovligt standser Arbejdet) uden Fagforeningens Samtykke, kan vel de enkelte Medlemmer sagsøges, men til Opnaaelse af et Resultat betyder denne Ret intet. I Stedet for lockoutes de øvrige Medlemmer at Fagforeningen, og dermed er altsaa Organisationen alligevel draget med ind i Konflikten.Ognu de økonomiske Grunde sig: det vil som Regel være billigere for en Fagforening at udrede Boden for det begaaede Tarifbrud end at udbetale Understøttelse til alle de lockoutede Medlemmer.Dertilkommer Tab, som disse Medlemmer lider paa Grund af de formindskede Indtægter. Hvis det omvendt er Arbejderne, der er den forurettede Part, vil det selvfølgelig være billigere for dem at sagsøgeArbejdsgiverorganisationentil end at iværksætte en mere eller mindre omfattende Strejke. Den Omstændighed, at det kollektive Ansvarsprincip begrænser Strejkernes Antal og Omfang, gør, at man ogsaa af nationaløkonomiske Grunde bør søge Princippet virkeliggjort. Alle disse Grunde godkendes ogsaa af den faglige Arbejderbevægelses Ledere herhjemme.DeresBetænkeligheder udelukkende af organisatorisk Natur. Hos Fagforeningernes Medlemmerharvistnok Forestilling efterhaanden vokset sig fastere og fastere, at deres Handlinger udenfor Fagforeningen er denne uvedkommende. Det vil —

---

*) En mere indgaaende Behandling af Emnet findes i en Afhandling Dr. juris C. Ussing: Det kollektive Ansvar, trykt i Beretningen, afgivet af »Fællesudvalget af 17. August 1908«. Det nævnes heri, at Indførelsen af det kollektive Ansvar kan retfærdiggøres ud fra Forsikringssynspunktet, uden at der dog gøres nærmere Rede derfor. Tanken er original. Ligesom Arbejdsgiverforeningerne mere og mere kommer ind paa at sikre deres Medlemmer mod de økonomiske Følger af Strejker og Lockouter, skal Fagforeningerne altsaa sikre deres Medlemmer mod de indirekte Følger af ulovlige Strejker (Lockout) ved at opkræve en Præmie til Dækning af den ved de ulovlige Strejker Skade.

Paa et enkelt — temmelig begrænset Omraade — anerkenderLoven,som det kollektive Ansvar. Dette har imidlertid haft til Følge, at man ikke har turdet give Loven tvingende Kraft overfor Tarifkontrahenterne,menhar det til Parterne selv at afgøre, om de overhovedet vil ind under Lovens Bestemmelserellerej. herfor kan dog kun ske ved en udtrykkelig Bestemmelse derom i Tariffen. Selv om man nu ikke har ment at turde gøre Bestemmelsenomdet Ansvar obligatorisk, synes der dog ikke at være nogen rimelig Grund for ogsaa at stille Parterne frit med Hensyn til Lovens andre Bestemmelser.

I Sverige skal der efter det foreliggende Forslag (Lag om sårskild domstol i vissa arbetstvister) oprettes en domstol, bestaaende af 3 af Kongen udnævnte Dommere — hvoraf dog kun to behøver at være Jurister*)— af 4 Fagdommere, ansatte af Kongen efter Indstilling af Fagorganisationerne. De 2af Fagdommerneskal af Arbejder-, de 2 af Arbejdsgiverorganisationerne.Ret Indstilling har enhver Arbejdsgiverorganisation med mindst 100 Medlemmer og enhver Fagforening eller ethvert Fagforbund omfattendemindst Arbejdere. Undlader en Part at gøre Indstilling, udpeges Fagdommerne af Kongen. Rettens Domme er eksigible. Der er ingen Adgang til Appel. Med Hensyn til Arbejdsdomstolens Kompetencegælder, den for det første skal paadømme enhver Sag om Skadeserstatning i Anledning af Arbejdsstandsning,Blokade, eller Afskedigelse, som strider mod en Tarifoverenskomst eller Bestemmelsernei eller Tarifloven. Endvidereskal

---

*) En mere indgaaende Behandling af Emnet findes i en Afhandling Dr. juris C. Ussing: Det kollektive Ansvar, trykt i Beretningen, afgivet af »Fællesudvalget af 17. August 1908«. Det nævnes heri, at Indførelsen af det kollektive Ansvar kan retfærdiggøres ud fra Forsikringssynspunktet, uden at der dog gøres nærmere Rede derfor. Tanken er original. Ligesom Arbejdsgiverforeningerne mere og mere kommer ind paa at sikre deres Medlemmer mod de økonomiske Følger af Strejker og Lockouter, skal Fagforeningerne altsaa sikre deres Medlemmer mod de indirekte Følger af ulovlige Strejker (Lockout) ved at opkræve en Præmie til Dækning af den ved de ulovlige Strejker Skade.

*) Der er saaledes, hvad kun naturligt er, ogsaa Plads for en Nationaløkonom.

**) Se Afsnit V.

videreskalDomstolen paadømme alle andre Sager vedrørende Tarifoverenskomster, medens Sager vedrørendeden Arbejdskontrakt — saafremt de ikke falder ind under de først nævnte Sager — skal paadømmes af de almindelige Domstole, selv om Konfliktenangaar i Arbejdskontrakten, som grunder sig paa Tarifoverenskomstens Indhold. Brud paa en Tarifoverenskomst eller paa Lovforslagets Bestemmelserom af Arbejdsstandsning medfører ikke blot økonomiske Følger, men aabner tillige Adgang til Kontraktsforholdets Ophævelse. Med Hensyn til de økonomiske Følger gælder den almindeligeRegel, kun den, der har begaaet Overtrædelsen eller været delagtig, ifalder Erstatningsansvar. Som Bevis for, at en Fagforening er delagtig i en af dens Medlemmer iværksat ulovlig Arbejdsstandsning, er det tilstrækkeligt, at der er blevet udbetalt Understøttelse til Medlemmer, og — tilføjer Motiverne — ikke blot den paagældende Forening, men en hvilken som helst anden Forening, som udbetaler Understøttelsen, bliver erstatningsforpligtet. Meningen hermed er selvfølgelig at forhindre Karteller med det Formaal at omgaa Lovens Bestemmelser. At Undladelse for en Fagforenings Vedkommende ogsaa medfører Erstatningsansvar, udtalesudtrykkeligt Loven. Loven gaar saaledes ikke dybere ind paa det overordentlig interessante Spørgsmaalom Ansvar for Medlemmernesulovlige I Motiverne omtales vel det kollektive Ansvar og ligeledes Teorien om, at en Organisation— at fri sig for Ansvar — skal have gjort sit yderste for at forhindre den paagældende Overtrædelse, men begge Teorier afvises uden nogen egentlig Begrundelse.

Ligesom den danske Lov, indeholder Forslaget Bestemmelse om, at Erstatningsbeløbet kan nedsættes, naar der foreligger formildende Omstændigheder, ja, endog ganske bortfalde. Medens det udtrykkelig er udtalt i den danske Lov, at Domstolen ogsaa kan idømme Bod for det Tilfælde, at der ingen Skade kan paavises, findes der ikke nogen tilsvarende Regel i det svenske Forslag, men i Motiverne udtales den Opfattelse, at den gældende Lov ikke forhindrer Domstoleni idømme Skadeserstatning, selv naar der ikke er sket Skade af ren økonomisk Natur. Foruden

de økonomiske Følger kan en Overtrædelse — som ovenfor nævnt — ogsaa medføre Opløsning af Kontraktsforholdet.Det aldeles ufatteligt, at en saadanBestemmelse blevet optaget i Loven. Den er ganske stridende mod Tarifoverenskomstens Væsen og Formaal og mod Grundprincipperne for en Lovgivning desangaaende. Naar Lovgivningsmagten overhovedet har taget Spørgsmaalet op, er det selvfølgelig, fordi den mener, at disse Overenskomster er af indgribende social og økonomisk Betydning. I Almindelighed maa det ogsaa erkendes, at et Overenskomstforhold, tillempetefter særlige Karakter og Økonomiens Fordringer, maa foretrækkes for fagligt Anarki, ja — efterhaanden som Udviklingen skrider frem — endogsaa maa siges at være en Nødvendighed. Men naar dette er Tilfældet, saa er det dermed ogsaa givet, at Lovgivningsbestemmelsernealle gaa i Retning af at bevare Kontraktsforholdet. Straffebestemmelserne bør derfor alene have til Formaal at tvinge Parterne til at overholde deres Forpligtelser. Det er ganske bagvendt at sige til Parterne: Vil I slippe for Jeres Forpligtelser, saa bryd bare Overenskomsten!

I Norge skal — efter det foreliggende Forslag — baade Retskonflikter og Interessekonflikter behandles af de samme Organer. For Retskonflikternes Vedkommendebliver to Instanser: Mæglingsraadene og Voldgiftsraadet. Allerede denne Omstændighed er af Interesse, for saa vidt som den viser Forskellen mellem den faglige Udvikling i Danmark og Norge. Der findes i Danmark indenfor de to Hovedorganisationerintet som ikke har et fagligt Forhandlingsapparat,hvor først skal behandles, forindender blive Tale om at benytte den faste Voldgiftsret. Det faglige Forhandlingsinstitut betragtes som en saa naturlig Ting, at den faste Voldgiftsret endogsaa er beføjet til at afvise en Konflikt, saafremt de stridende Parter ikke har vedtaget betryggende Regler for Behandling af faglig Strid.*) I Norge har Udviklingen endnu kun i ringe Omfang tilvejebragt saadanne frivillige Retsorganer, og man søger derfor nu at erstatte dem med offentlige Mæglingsraad. Til dette Formaal skal Landet inddeles i et vist Antal

---

*) En saadan Afvisning har allerede fundet Sted.

Distrikter, hvert med sit Mæglingsraad. Raadet bestaaraf Medlemmer, hvoraf det ene — Formanden — vælges af Kongen for 3 Aar ad Gangen, medens de to andre, hver Gang en Sag indbringes for Mæglingsraadet,udvælges Raadets Formand blandt Medlemmeraf saakaldte Mæglingsudvalg, af hvilke der findes et for hver Kreds, hvori Mæglingsdistriktet er inddelt. Den ene Halvdel af Mæglingsudvalgets Medlemmervælges Kredsens Fagforeninger, den anden Halvdel af Kredsens eller Distriktets Arbejdsgiverforeninger.Valget for 3 Aar. Sagens Behandlingi skal som Regel være afsluttet senest 8 Dage efter det første Møde. Forbliver Mæglingenresultatløs, Sagen til Voldgiftsraadet. Dette bestaar af en af Kongen valgt Formand med Kvalifikationersom samt af 2 ordinære Medlemmer og 8 Suppleanter, valgte i lige Tal, henholdsvisaf Arbejdsgiverforening og af Arbejdernesfaglige Voldgiftsraadets Kendelserer og kan eksekveres i de Tilfælde, hvor der efter den gældende Lovgivning er Adgang til Tvangsfuldbyrdelse. Hvis en Kendelse gaar ud paa, at en eller flere enkelte Personer skal foretage eller undlade en Handling, og Voldgiftsretten ikke selv har fastsat løbende Dagsmulkt, straffes den, der handler i Strid med Kendelsen, med Mulkt. Hvis Medlemmer af en Fagforenings Bestyrelse gør sig skyldige i Overtrædelseneller efter Evne søger at modarbejdeOvertrædelsen, de ligeledes med Mulkt. Iværksættelse af eller Deltagelse i Arbejdsstandsning,som mod de tidligere Side 282 omtalte Regler, skal straffes med Bøder indtil 50000 Kr. Forstrækning eller Udbetaling af Foreningernes Midler til Deltagere i saadanne Arbejdsstandsninger medfører ligeledes Bødestraf. Paa samme Maade straffes ogsaa Bestyrelser, som ikke efter Evne søger at modarbejdeulovlige

IV.

Tilbage staar endnu at omtale to andre faglige
Dokumenter, Arbejdskontrakten og Værkstedsreglementet.De
begge —i al Fald her i Landet —

i Baggrunden, i Sammenligning med Tarifoverenskomsten. Idet vi gaar ud fra Schmollers foran anførte Definition af Arbejdskontrakten som en Overenskomst, ifølge hvilken Arbejderen mod Betaling forpligter sig til at præstere en enkelt Arbejdsydelse eller en Række af Arbejdsydelser, vil det forstaas, at man maa skelne mellem to Arter af Arbejdskontrakter, nemlig saadanne Arbejdskontrakter, som kun forpligter Arbejderen til at udføre et enkelt bestemt Arbejde, og saadanne, som gennem et kortere eller længere Tidsrum binder Arbejderentil stille sin Arbejdskraft til Arbejdsgiverens Disposition. Den første Art af Arbejdskontrakter er paa det nuværende Udviklingstrin den gældende Hovedformindenfor og Industrifagene, og da Tarifoverenskomsten kan opfattes som en Generalisation af Arbejdskontrakternes Fællesbestemmelser, bliver Arbejdskontraktenindenfor Omraader navnlig af Betydning i Fag, hvor Tarifoverenskomsten enten slet ikke eksisterer, eller kun forekommer under lidet udvikledeFormer. anden Art af Arbejdskontrakter — Kontrakten paa Tid — spiller derimod en fremtrædendeRolle Fag, hvor særlige Forhold gør det ønskeligt, for ikke at sige nødvendigt, at knytte den enkelte Arbejder fastere til Virksomheden end sædvanligt.Dette navnlig Tilfældet indenfor Samfærdselsmidlerne,Omsætningsfagene i Landbrguget, Te^lværksindustrieno. Dette forhindrer selvfølelig ikke, at der ogsaa i disse Fag kan afsluttes Tarifoverenskomster.

En Lovgivning med det Formaal at regulere Arbejdskontrakten for det første omfatte en Række Bestemmelser vedrørende Arbejdsgivernes og Arbejdernes Rettigheder og Pligter. Hertil hører saaledes Bestemmelsen om Arbejdsgivernes Ret til at lede og fordele Arbejdet, om Arbejdernes Ansvar for betroede Raamaterialer og Redskaber. Endvidere maa herunder henregnes Reglerne om, under hvilke Former Arbejdslønnen skal udbetales, og Udbetalingsmaaden (rede Penge med bestemte Mellemrum), samt Reglerne for Tilbageholdelsesretten (Decompsystemet) o. s. v. Men dernæst maa en saadan Lovgivning tillige indeholde Ra;kke Bestemmelser, som i Analogi med Indholdet af en Lov om Tarifoverenskomster kan henhøre en af følgende 4 Grupper:

i) Arbejdskontraktens Kontrahenter

2) Arbejdskontraktens Indhold (herunder Varighed

og Opsigelsesfrist).

3) Arbejdskontraktens Forhold til Tarifoverens

komsten.

4) Arbejdskontrakten og Retten til Arbejdsstans

ning.

I Danmark er Arbejdskontrakten — naar undtagesnogle Former, som Lærlinge-, TyendeogSømandskontrakter, Kontrakter for fremmed Arbejdskraft (Polakloven) — ikke reguleret gennem Særlovgivning. Dette er i og for sig forstaaeligt, naar Talen er om den indenfor Haandværk og Industri forekommende Type paa Arbejdskontrakter. Sagen er nemlig den, at mange af de uheldige Forhold (f. Eks. Trucksystemet), som i Udlandet har givet Anledningtil Indskriden, aldrig har eksisteret her i Landet som socialt Problem. Hertil kommer endvidere, at et saa vigtigt Princip som ArbejdsgivernesRet at lede og fordele Arbejdet alleredeanerkendtes Aaret 1899, som Punkt 4 i Lockoutforliget,Heller har der gjort sig nogen Trang gældende til Oprettelse af offentlige Retsorganer (Arbejdsretter)til af Konflikter, som Arbejdskontraktenkan Anledning til. Saadanne Konflikter har Organisationerne lige fra første Færd selv taget sig paa at ordne, og ved Hjælp af de faglige MæglingsogVoldgiftsretter det i de aller fleste Tilfælde at faa Konflikten bragt ud af Verden paa en for begge Parter tilfredsstillende Maade. Da Spørgsmaalet saaledeskun liden Interesse for Danmarks Vedkommende,skal nøjes med ganske kort at referere Indholdet af det svenske Forslag til Lag om vissa arbetsaftal. Med Hensyn til Kontrahenterne skelnes mellem, om Vedkommende er personlig umyndigeller Hvis Arbejderen er mellem 15 —18 Aar, skal hans Værge afslutte Arbejdskontrakten for ham. Kun hvis den paagældende Arbejder ikke har nogen Værge, eller dennes Opholdssted er ukendt, maa han selv afslutte Kontrakten. At Arbejdskontraktens Indholdikke stride mod de almindelige i Lovforslaget anerkendte Rettigheder og Pligter og heller ikke mod Indholdet af Tarifoverenskomsten — saafremt Arbejdskontraktener

kontraktenerafsluttet under Beskyttelse af en saadan —er en Selvfølge. Overenskomstens Varighed maa ikke udstrækkes over 3 Aar, og hvis Arbejderen er under 18 Aar, ikke udover 1 Aar. Er der ikke i Arbejdskontraktenfastsat Tid for dens Varighed eller nogen Opsigelsesfrist, ophæves Kontraktsforholdet umiddelbart ved Opsigelsen. Men i saa Fald er dog Arbejderen forpligtet til at forblive paa Arbejdsstedet indtil 12 Timer efter Arbejdskontraktens Ophør, saafremtArbejdets Standsning vil medføre Fare for andres Liv eller Velfærd eller paaføre Arbejdsgiveren paa viselig Skade. En Arbejdskontrakt, som er afsluttet af Parter, bundne ved en Tarif overenskomst, vedbliverat selv om Tarifoverenskomsten ophører, indtil den lovligt opsiges eller udløber. Vil Parter, bundne af en Arbejdskontrakt, deltage i en Arbejdsstandsning,kan kun ske mod Overholdelse af det i Mæglingsloven fastsatte Varsel (se følgende Afsnit), eller, hvis Arbejdskontraktens Opsigelsesfrist er endnu længere, mod et hertil svarende Varsel. Det slaas udtrykkelig fast, at et saadant Varsel aldeles ikke medfører Kontraktsforholdets Ophævelse, men kun dets Suspendering.

Det norske Forslag indeholder ingen Bestemmelser
vedrørende Arbejdskontrakten.

Det sidste faglige Dokument, som skal omtales, er Værkstedsreglementet. Det adskiller sig fra de to andre Dokumenter, Tarifoverenskomsten og Arbejdskontrakten,derved, det er en ensidig Akt, som Arbejdsgiveren udsteder, og som danner Rammen om den paagældende Virksomheds daglige Arbejdsforhold. Som Regel indeholder det Bestemmelser om ArbejdstidensBegyndelse Ophør, om Hviletiderne, om ArbejdernesForpligtelser Hensyn til Ro og Orden og de Sikkerhedsforanstaltninger, som bør iagttages under Arbejdets Udøvelse, samt Bødebestemmelser for Reglementets Overtrædelse. Det siger sig selv, at hvis Arbejdsgiveren har afsluttet Arbejdskontrakter med Arbejderne, eller han er bunden ved en Tarifoverenskomst,maa ikke i Værkstedsreglementet optage Bestemmelser, som strider mod Indholdet af disse Overenskomster. Da Tilstedeværelsen at et Værkstedsreglementnavnlig af Betydning i Fag eller Virksomheder,hvor ikke under nogen Form

har kontraheret med Arbejderne om Arbejdsvilkaarene, har Spørgsmaalet næppe tilstrækkelig praktisk Betydningher Landet til at blive Genstand for LovgivningsmagtensBehandling.

I det svenske Lovforslag om Arbejdskontrakten var der forrige Aar optaget et særligt Afsnit om Værksteds- eller Fabriksreglementet, men i Aar er dette Afsnit udgaaet, fordi man mener, det vil være farligt at skabe en offentlig Instans til Afgørelse af, hvorvidt Arbejdernes Klage over Værkstedsreglementets Indhold er berettiget eller ej, da en saadan Instans meget let faar Karakteren af en offentlig Voldgiftsret.

V.

Under Omtalen af de Aktstykker, hvori de gensidigeeller Regler for det faglige Samarbejde fastslaas, har jeg allerede gjort Rede for de præventive Bestræbelser, Statsmagten udfolder, for at faglige Retskonflikterikke resultere i Arbejdsstandsning, men finde den endelige Afgørelse ved Rettergang. Men Arbejdsstandsninger har — som tidligere nævnt —

henimod den obligatoriske Tarifoverenskomst. Jeg skal her ikke komme ind paa dette store og vanskelige Problem med dets Indvirkning paa Prisniveauet, paa Teknikens Udvikling, paa Arten af den anvendte Arbejdskraft,paa Arbejdernes produktive Evner, Befolkningsspørgsmaalet, Toldpolitiken osv. osv. For danske Forhold vil en saadan Diskussion være lidet frugtbringende. Vi har ganske vist ogsaa her i Landet velmenende Mænd (saavidt jeg ved, dog kun blandt Juristerne), som tror, at den obligatoriske Voldgifter til det sociale Eden. Men udenfor disse Idealisters Kreds har Spørgsmaalet ingen praktisk Betydning.Naar først er naaet til Erkendelse af, at det økonomiske Liv er lige saa meget Psykologi som Materialisme, saå vil man ogsaa kunne begribe, at et Magtbud ikke er det Arkanum, som skal til for at ordne et Lands Økonomi paa en for alle Parter fuldt tilfredsstillende Maade.

Kategorisk at afvise Statens Indblanding i disse Forhold lader sig med den nuværende organisatoriske Udvikling paa den anden Side heller ikke gøre. Spørgsmaalet da, naar en saadan Ret for Staten maa siges at foreligge. I Almindelighed maa det hævdes, at en saadan Ret først foreligger, naar Arbejdsstandsningen alvorlige Ulemper for Samfundet. Hvornaar dette vil ske, kan man selvfølgelig ikke opstille almindelig Regel for. Det afhænger fornemmeligst det paagældende Lands økonomiske Udvikling, samt af Virksomhedernes kvalitative Betydning af Organisationsforholdene. Heller ikke det næste Spørgsmaal, som melder sig, nemlig hvor vidt Statens Indgriben bør strække sig, kan afgøres generelt. her er Tid og Sted afgørende.

Vi skal nu i store Træk se, hvorledes dette Forhold
er ordnet hos os og i Sverige, samt
hvorledes man har tænkt at ordne Forholdet i Norge.

I Danmark har vi en — endnu næsten jomfruelig— , oprettet i Henhold til Lov af 12. April 1910. Atter her træffer vi den for Danmark ejendommelige Hævdelse af Parternes frie Selvbestemmelsesret. Forligsmanden udpeges nemlig af de to Hovedorganisationer gennem deres Repræsentanteri faste Voldgiftsret i Forening med Rettens Formand, dog med en vis kvalificeret Majoritet.Kun

ritet.Kunhvis en saadan Majoritet ikke kan fremskaffes,vælges
af Indenrigsministeriet.

Hvornaar kan nu Forligsmanden gribe mæglende ind mellem Parterne? Efter Lovens Ordlyd kan dette først ske, naar en Arbejdsstandsning, hvis Virkninger og Omfang maa tillægges større samfundsmæssig Betydning, brudt ud eller truer med at bryde ud, og — vel at mærke — Parterne i Forvejen har gjort Sagen til Genstand for Mægling gennem alle foreliggende og en af dem har erklæret videre Forhandling for frugtesløs. Denne Ordning er af overordentlig stor Betydning. Det er derved lykkedes give Forligsmandsinstitutionen den mest fuldkomne Form, hvorunder den kan tænkes mulig her i Landet. Den er nemlig blevet en organisk Fortsættelse af, eller — om man vil — en højeste Mæglingsinstans indenfor det storslaaede Forhandlingsmaskineri, — til lige Ære for begge Parter — har udviklet sig mellem de to Hovedorganisationer i Løbet af den sidste halve Snes Aar.*)

Hvilken Myndighed kan Forligsmanden nu udøve? Det maa her erindres, at Forligsmandens Virksomhed peger baade frem og tilbage, frem mod de Forhold, hvorunder Arbejdet i Fremtiden skal foregaa, tilbage mod de Forhold, hvorunder det hidtil er foregaaet. For at kunne optræde regulerende ved Fastsættelsen af Fremtidens Arbejdsvilkaar, maa han nødvendigvis — som Basis — være i Besiddelse af Oplysninger om de hidtil gældende Arbejdsforhold, ved hvis FastsættelseArbejderne, gennem Overenskomst eller

---

*) Det oprindelige Forslag, udarbejdet af Formanden for den af Regeringen nedsatte Fælleskommission, og tiltraadt af De samvirkende var paa dette Punkt noget mangelfuldt udformet. Efter dette Forslag skulde Forligsmanden kunne være traadt til paa et hvilket som helst Stadium af Parternes Mæglingsforhandlinger og uden Hensyn til Konfliktens Omfang eller Betydning. Var dette Forslag blevet Lov, var Institutionen rimeligvis kommet til at virke opløsende paa de bestaaende Forhandlingsorganer og derved grebet forstyrrende ind i en paa frivillig Grund hvilende Udvikling. Det er mere end ufatteligt, at Arbejdernes Repræsentanter, ved at give et saadant deres Tilslutning, vilde gaa med til at lægge Silkesnoren om Halsen paa det Værk, de selv har været med til at rejse. Naar den lovgivende Forsamling gav Institutionen sin nuværende Form. skyldes det udelukkende Paavirkning fra Arbejdsgiverside.

sædvanemæssigt, har været medbestemmende. Det siger sig selv, at det ligger i begge Parters velforstaaede Interesse at faa alle disse Forhold belyst i nøje Overensstemmelsemed nu da Tredjemand skal kunne udøve en — i al Fald moralsk — Tvang ved Fastsættelsen af Fremtidens Arbejdsvilkaar. Det gælder derfor for Organisationerne nu mere end nogensinde, statistiske Undersøgelser at fastslaa de Kendsgerninger, hvori Overenskomsternes Bestemmelser og Arbejdssædvanerne giver sig deres ydre Udtryk.

Men selv om disse Forhold nødvendigvis maa danne Grundlaget for Forligsmandens fremadpegfende Virksomhed, er de ingenlunde i sig selv tilsrækkelige. Det paagældende Fags almindelige økonomiske Tilstand, Sammenhængen i de økonomiske Fænomener og Forholdet til Udlandet er Hensyn, som uvilkaarligt melder sig og fordrer Gehør. Alene dette nødvendiggør, at Forligsmanden være en med de økonomiske Forhold nøje kendt Mand. Af denne Indsigt, af Forligsmandens Klogskab, Personlighed og Takt, vil det for en Del kunne afhænge, om vort Samfund i Fremtiden skal forskaanes for ødelæggende Arbejdsstandsninger.

Det er nævnt, at Forligsmanden kan udøve en vis moralsk Tvang, for at faa Parterne forliget. Han kan — naar han har opgivet ethvert Haab om at tilvejebringe — offentliggøre de Forslag, han under Forhandlingerne har stillet til Stridens Bilæggelse. Man har deri villet se en Fare for Forholdenes sunde Udvikling. er muligt; men den Fare, som Forslagenes rummer, vender sig ogsaa mod Forligsmanden selv. Vil han tvinge sit Synspunkt igennem ved at appellere til Offentligheden, vil det mindste Fejltrin fra hans Side undergrave hans fremtidige som Forligsmand. Retten til Offentliggørelse et tveægget Sværd, som vanskeligt lader sig benytte. Det er sikkert heldigt, at der ikke er blevet oprettet et Forligsnævn. Den Omstændighed, at en enkelt Mand kommer til at bære hele Ansvaret, vil gøre ham yderst varsom med Anvendelsen af de Magtmidler, Loven stiller til hans Raadighed.

I nær Tilknytning til Spørgsmaalet om Statens Forhold til Arbejdsstandsninger og deres Forebyggelse, staar selvfølgelig Spørgsmaalet om Formen for ArbejdsstandsningernesIværksaittelse. den danske Mæglingslovikke

lingslovikketræffer Bestemmelser i denne Retning, skyldes det udelukkende den Omstændighed, at Hovedorganisationerneselv ordnet dette Forhold ved i Septemberforliget at fastslaa en Varselsfrist paa 14 Dage, og medens denne Bestemmelse hidtil var fortolketsom forbindende for Hovedorganisationerne, har den faste Voldgiftsret nu fastslaaet, at den ogsaa gælder for Underorganisationerne, en Kendelse, som er af vidtrækkende Betydning i den sociale Freds Interesse.

I Sverige er de her omhandlede Forhold ordnede Lov af 31. December 1906. Den Myndighed, der er tildelt de svenske Forligsmænd (Riget er inddelt Forligskredse) er yderst ringe. De kan saaledes ikke — som Tilfældet er med deres danske Kollega — forlange, at Parterne skal give Møde til Forligsforhandling. har heller ikke Initiativ overfor Parter, der selv har behandlet Konflikten i Overensstemmelse med de mellem Parterne vedtagne Mæglings- og Voldgiftsregler. hvor saadanne Regler ikke findes, kan en Forligsmand henstille til Parterne at mødes med ham til Forligsmægling. Paa den anden Side har Forholdene udviklet sig saaledes, at Henstillingen som Regel efterkommes.

Paa Grundlag af de Erfaringer, som er indvundne siden Lovens Vedtagelse i 1906, agter Regeringen nu yderligere at udforme Institutionen ved Oprettelse af en Forligskommission, der dels skal fungere som en Slags anden Instans ved Behandling af Konflikter, som Forligsmændene ikke selv kan bringe ud af Verden, dels som selvstændigt Mæglingsorgan overfor de Konflikter,som udenfor Forligsmændenes Myndighedsomraade,altsaa indenfor Fag eller Virksomheder, som selv har oprettet MæglingsogVoldgiftsretter. Sag, der henvises fra Forligsmandentil er denne dog berettiget til at afvise. Som Hovedregel gælder, at Forligskommissionenkun behandle Konflikter, som opstaar ved Afslutning af en Tarifoverenskomst. En Undtagelse danner dog de Sager, som Hovedorganisationerne har koblet sammen til en Sag. Her har Forligskommissionenogsaa selv om det ikke drejer sig om Tarifoverenskomster. Parterne er forpligtede til at give Møde. Et Mæglingsforslag, som er fremsat at

Kommissionen, maa ikke offentliggøres, uden at der er
Enstemmighed derfor.

Dernæst indeholder Forslaget forskellige Regler om Arbejdsstandsningers Iværksættelse. Særlig bemærkelsesværdigt det, at vi her træffer Spiren til obligatorisk Mægling. Saasnart en Forligsmand har indkaldt Parterne til Forhandling, er det dem forbudt at iværksætte eller udvide en Arbejdsstandsning, forinden er afsluttede, eller før der er forløbet mindst 60 Dage fra Forligsmandens Stævning er kommet Parterne ihænde. Denne Regel gælder dog ikke ved Sager, som kun kan behandles af Forligskommissionen. indfører Forslaget lovbestemt Varsel. Ingen Strejke, Lockout eller Sympatiaktion maa iværksættes, forinden der er givet Modparten Varsel mindst 7 Dage i Foi vejen. Som nævnt i foregaaende Afsnit, gælder dog her den Undtagelse, at Opsigelsesfristen for en Arbejdskontrakt — hvis en saadan er afsluttet — træder i Stedet for Varslet, saafremt er længere end Varselsfristen. Griber Forligsmanden ind, efter at Strejkevarslet er udstedt, eller udstedes det under Forligsforhandlingerne, begrænses Fristen til 2 Dage. Straffen for Overtrædelse af disse Regler er den samme som for Brud paa Tariflovens om Arbejdsstandsningers Iværksættelse, Skadeserstatning. Tiltrods for at det kan komme til at dreje sig om Krænkelse af offentligretlige har man ikke ment at turde give Overtrædelsen særlig Karakter. Det er Arbejdsdomstolen, skal behandle disse Sager.

Som omtalt, skal — efter det norske Forslag — Interessekonflikter behandles af de samme Organer, som afgør Retskonflikter. Med Hensyn til Sagernes Behandling har Kommissionen delt sig i et Mindretal og et Flertal. Mindretallet, Arbejdsgivernes Repræsentantog Repræsentant, ønsker kun obligatorisk Mægling. Hvis Parterne ikke forliges, kan Mæglingsraadet, naar Enstemmighed foreligger, afgive en begrundet Erklæring om, hvordan Striden bør løses. Dette Mæglingsforslag bliver bindende for Parterne, hvis ikke en af dem senest 14 Dage efter har meddelt, at Forslaget er forkastet. Indtil dette Punkt i Procesbehandlingener enige. Men Kommissionens Flertalgaar naar det tillader, at Sagen kan indbringesfor

bringesforVoldgiftsdomstolen, naar en af Parterne forlanger det. Hvis der bliver Enighed i Voldgiftsretten,skal bøje sig derfor. Men — og her kommer vi til det centrale i hele den norske Ordning — selv om Domstolens Medlemmer ikke enes om en Kendelse, skal Domstolen afgive en begrundet Erklæringom, Sagen bør løses. Selvfølgelig har baade Flertallet og Mindretallet Motiveringsret.

Medens Sverige — som vi har set — holder sig meget forsigtigt tilbage overfor Spørgsmaalet om obligatorisk gør Norge Springet fuldt ud: ingen Arbejdsstandsning maa iværksættes mellem stridende Parter, forinden Sagen har været underkastet offentlig Mægling, og derefter skal der gives Modparten et Varsel paa 2 Døgn.

Det vil let indses, hvor langt vanskeligere Statsmagten stillet ved de her omhandlede Konflikter, end naar det gælder Arbejdsstandsninger under Tarifperioden. mange Tilfælde vil det nemlig dreje sig om uorganiserede Arbejdere, og vil det da ikke være et Slag ud i Luften at idømme — f. Eks. ioooo — uorganiserede Arbejdere Erstatningspligt? Det næste Skridt frem ad denne Vej turde maaske derfor være Tvangsorganisationen, og bag denne skimtes igen den obligatoriske Tarifoverenskomst og den obligatoriske Voldgift. Fra hvilken Kant man end ad Lovgivningens Vej bevæger sig ind mod Problemets Brændpunkt: Resultatet gaar stadig i Retning af et Obligatorium, og man spørger uvilkaarligt sig selv: vil det virkelig lykkes at bøje det økonomiske Livs Love ind under den menneskelige Vilje, eller kommer Reaktionen? Qui vivra, verra!

VI.

Medens Princippet om Individets Ret til at arbejde eller ikke arbejde endnu i Hovedsagen danner GrundlagetforOrdningen Forholdet mellem Arbejdsgiver og Arbejder indenfor de saakaldte frie Erhverv*), kan

---

*) Ogsaa paa dette Omraade begynder dog Socialforsikringen paa forskellige Punkter indirekte at gribe forstyrrende ind i Princippet. en Arbejder her i Landet forlader sin Plads, fordi han er utilfreds med sin Arbejdsløn, kan han — hvis han ikke kan faa Arbejde andet Steds — ikke faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. er nemlig ikke uforskyldt arbejdsløs. Der lægges saaledes et moralsk Tryk paa ham med Hensyn til, om han vil arbejde eller ej, et Tryk, der nærmest maa siges at være i Arbejdsgiverens Favør. Paa den anden Side hjælper Loven indirekte Arbejderen under Kampen med Arbejdsgiverne, ved at støtte de Arbejdere, som indirekte bliver arbejdsløse paa Grund af Strejke eller Lockont (Murarbejdsmænd, naar Svendene strejker eller er lockoutede, eller omvendt).

denne Ret, som nævnt i Indledningen, ikke længer med Føje siges at være til Stede indenfor de saakaldte almennyttige Virksomheder. Det er selvfølgelig ret vanskeligt bestemt at afgrænse disse Virksomheder. Hertil maa dels henføres de Bedrifter, som producerer for saadanne Behov, som stadig er tilstede, eller melder sig med yderst korte Mellemrum hos alle eller den langt overvejende Del af Samfundets Medlemmer, og som det er en Livsbetingelse for dem at faa tilfredsstillet(f.Eks. Vand), dels de Bedrifter, hvorpaa hele Produktions- og Omsætningssystemet hviler (f. Eks. Samfærdselsmidlerne, Produktion af Drivkraft). Men selve Behovets Art er ikke alene afgørende for BedriftensalmennyttigeKarakter. afhænger tillige i høj Grad af den Form, under hvilken Produktionen foregaar. En stærk Centralisering af Virksomheden (Monopoler under alle Former, Koncessioner) og dermedfølgendeVanskelighed ad anden Vej at faa Behovet tilfredsstillet, maa være det nødvendige tekniskeSupplementtil om Behovets Natur. Bagerier tilfredsstiller ganske vist et Behov af den paagældende Natur, men Produktionen foregaar selv indenfor stærkt begrænsede geografiske Omraader saa decentraliseret, at en Arbejdsstandsning som Regel ikke vil virke generende i nævneværdig Grad.*) Østersfiskeriet drives her i Landet med Eneretsbevilling;mender ikke i Behovets Art noget som helst, der kan begrunde en Begrænsning i Retten til

---

*) Ogsaa paa dette Omraade begynder dog Socialforsikringen paa forskellige Punkter indirekte at gribe forstyrrende ind i Princippet. en Arbejder her i Landet forlader sin Plads, fordi han er utilfreds med sin Arbejdsløn, kan han — hvis han ikke kan faa Arbejde andet Steds — ikke faa Arbejdsløshedsunderstøttelse. er nemlig ikke uforskyldt arbejdsløs. Der lægges saaledes et moralsk Tryk paa ham med Hensyn til, om han vil arbejde eller ej, et Tryk, der nærmest maa siges at være i Arbejdsgiverens Favør. Paa den anden Side hjælper Loven indirekte Arbejderen under Kampen med Arbejdsgiverne, ved at støtte de Arbejdere, som indirekte bliver arbejdsløse paa Grund af Strejke eller Lockont (Murarbejdsmænd, naar Svendene strejker eller er lockoutede, eller omvendt).

*) Saavidt mig bekendt er der kun et Land, Ny Zeeland, hvor man i Lovgivningen træffer Spirer til ogsaa at sikre Arbejdets Kontinuitet i Fag, som vel opfylder Fordringerne om Behovets paatrængende Karakter, men hvor Bedriftskoncentrationen er ringe. I Loven af 18. Oktober 1908 fordres 14 Dages Varsel ved Iværksættelse af Strejker eller- Lockouter i Virksomheder, der leverer Mælk, Kød og Kul til Husbrug. Overtrædelser medfører Bøder af anselig Størrelse.

Arbejdsstandsning ud over, hvad der finder Sted indenfordefrie Da Tid og Sted saaledes er afgørende,bliverGrænsen Alle er enige om at henregne Post- og Jernbanevæsenet, samt de to lokale Monopolformer: Gas- og Vandværker til almennyttigeVirksomheder.Men ophører ogsaa Enigheden. Som Regel henregnes hertil ogsaa Telegraf og Telefonvæsenet. Schmoller henregner endvidereBjergværksdriftendertil. Italien har man foreslaaet at inddrage Renholdningsselskaber og" HospitalerunderBegrebet Virksomheder.

Følger man den organisatoriske Udvikling af Arbejdsforholdeneindenfor Virksomheder, vil man se, at Ordningen heraf foregaar paa to forskellige Maader, alt eftersom det drejer sig om offentligt eller privat drevne Bedrifter. I offentlige Bedrifter søger man at sikre Arbejdets Kontinuitet ved at afslutte Arbejdskontrakterpaa eller med Opsigelsesfrist med de enkelte Arbejdere, altsaa ved at give dem Karakterenaf I private Virksomheder søger man at sikre Arbejdsfreden ved Udvikling af MæglingsogVoldgiftsretter. af disse Fremgangsmaader løser Opgaven. Afslutningen af Arbejdskontrakter paa Tid forhindrer ikke Masseopsigelser, hvilket i Realiteten er det samme som Strejke, og Sagens Behandling for Mæglings- og Voldgiftsretter betyder ganske vist for Retskonfliktens Vedkommende, som Regel, en endelig Afgørelse, for Interessekonfliktens Vedkommende derimodkun Forhaling af Strejkeretten. *) Naar det nu erindres, at ingen, som staar indenfor de to Hovedorganisationerher Danmark, kan foretage nogetsomhelstSkridt, har Karakteren af Arbejdsstandsning (Lockout, Strejke, Boycotting, Blokade, Affolkning osv.), uden 14 Dage i Forvejen at give Modparten Meddelelse derom, vil det let forstaas, at skal de almennyttige Virksomheder her i Landet indtage den Særstilling med Hensyn til Ordningen af Arbejdsforholdene,som for Samfundets egen Skyld, kan det ikke ske ved en Forskydning af Strejker etten,

---

*) Om Emnet se Dr. V.Leo i Sombarts Arkiv 1908; Kulemann i Soziale Praxis XVI Nr. 30; Tur at i i Sozialistische Monatshefte 1904. Om Staternes praktiske Foranstaltninger se Deutsche Reichsarbeitsblatt 1908, 1909, 1910 og 1911.

men kun ved en Ophævelse af Strejkeretten. Det bør under Strafansvar forbydes Arbejdere og Arbejdsgiverei Virksomheder — ved Hjælp af Arbejdsstandsning — at fremtvinge en Forandring i den bestaaende Arbejdsordning.

Paa den anden Side kan man ikke blive staaende ved et saadant almindeligt Strejkeforbud. Naar man tager Strejkeretten fra Arbejderne, maa man give dem noget i Stedet. Men hvad ? Ogsaa her bliver selvfølgelig forskelligt, eftersom man staar overfor som drives af Staten eller af private. For Statsfunktionærernes og Statsarbejdernes Vedkommende der selvfølgelig ikke noget til Hinder for at oprette en Voldgiftsret til Afgørelse af Retskonflikter (Uenighed om Forstaaelse af bestaaende Lønningslove og administrative Lønregulativer og Arbejdsordninger). Ja, en saadan faglig Voldgiftsret maatte vel være at foretrække for den nuværende Ordning, hvor Funktionærerne al Fald ved Fortolkning af Lovbestemmelser Ret til Sagsanlæg ved de almindelige Domstole. vil nemlig i mange Tilfælde have økonomisk Betydning for Funktionærerne og Arbejderne og fordrer derfor hurtig Afgørelse. Men Hurtighed er — som bekendt — ikke noget der udmærker de almindelige Derimod kan der selvfølgelig ikke være Tale om at gøre Funktionærerne eller Arbejderne medbestemmende ved Fastsættelse af Lønninger eller ved Afgørelse af andre Interessespørgsmaal. Hvor den lovgivende Forsamling fastsætter Arbejdsvilkaarene, ligger det i Sagens Natur, at der ikke gives nogen højere Instans. Hvor Administrationen er den afgørende, der maa man gaa ud fra, at denne som Statsorgan vil fastsætte Arbejdsvilkaarene i fuld Overensstemmelse med, hvad der er retfærdigt. En hel anden Ting er, at man kan give baade Funktionærerne og Arbejderne Adgang til at blive hørte ved Afgørelse af disse for dem vitale Interesser.

Hvor den almennyttige Virksomhed drives af private,vil selvfølgelig ogsaa kunne lade Retskonflikterafgøre Voldgift. Med Hensyn til InteressekonfliktensAfgørelse Forholdet sig derimod vanskeligere.I har man søgt at sikre Arbejdsroen paa flere forskellige Maader. Hvor Bedriften drives i Henhold til Koncession, har Staten eller Kommunen i

mange Tilfælde fastsat visse Minimalbetingelser og Maksimalbetingelser henholdsvis for Løn og Arbejdstid, uden dog derfor at røre ved Spørgsmaalet om Strejkeretten.I Tilfælde forskyder man Strejkeretten (Canada), og nu for nylig har man oplevet det Særsyn, at en fransk Minister, en tidligere Generalstrejkeagitator, har foreslaaet Indførelse af obligatorisk Voldgift i Interessekonflikter,som for Tabet af Strejkeretten.*)

VII.

Spørgsmaalet om Beskyttelse af Arbejdsvillige kun i Sverige givet Anledning til direkte Indgriben fra Statsmagtens Side. Den berømte karpslov**) io. Juli 1899 ligestiller Forsøget med selve Forseelsen, naar det drejer sig om med Vold eller Trusel at tvinge nogen til at deltage i Arbejdsstandsning forhindre nogen fra at genoptage Arbejdet eller modtage tilbudt Arbejde. Siden Lovens Vedtagelse Socialdemokraterne flere Gange førsøgt at faa den paagældende Bestemmelse taget ud af Straffeloven men Rigsdagen har hver Gang stemt Forslaget

Naar Danmark ikke har følt Trang til at lovgive paa dette Omraade, saa ligger Aarsagen hertil først og fremmest i den stærke og omfattende Organisationsdannelse. Arbejderorganisationer vil altid virke afskrækkende paa de udenforstaaende Arbejdere. Disse ved og føler rent instinktmæssigt, hvilke übehagelige Følger det vil have for dem, hvis de kommer Fagforeningens paa Tværs. Netop i denne Omstændighed man søge en af Grundene — og det en meget væsentlig — til, at Arbejdsgiverforeningerne her hjemme kun har et Vaaben at imødegaa Strejken med, nemlig Lockouten. Ved en hvilken som helst Arbejdsstandsning af mere omfattende Karakter har Arbejdsgiverne forlængst opgivet Troen paa at kunne fortsætte Arbejdet ved Hjælp af Arbejdsvillige.

---

*) Spørgsmaalet om Strejkeretten i almennyttige Virksomheder er behandlet af Ingeniør Alex Fos s i Berlingske Tidende den 24. Decbr. 1909.

**) Saaledes kaldet efter Forslagsstillerens Hjemsted.