Seddelbankreformen i de nordamerikanske Fristater.

LJet bestaaende Seddelbanksystem i de forenede Stater stammer som bekendt i sine Hovedtræk fra Tidenomkring og har saa ofte vist sine svage Sider, at Reformen deraf længe har været stærkt paakrævet.Ved i 1907 dokumenterede de ca. 7000 Nationalbanker, Staterne nu har, deres Mangel paa Evne til at imødekomme Kravet til Omsætningsmidler saa eftertrykkeligt, at man allerede et halvt Aars Tid efter saa sig nødsaget til at træffe midlertidige Foranstaltningertil af den værste Nødstilstand.Man imidlertid allerede ved denne Lejlighedtil der er forskelligartede fra de hidtil anvendte.Den »Aldrich-Vreeland-Lov«. af 30. Maj igoS var Resultatet af de Forhandlinger, som straks efter Krisen kom i Gang angaaende en Omdannelseaf Seddelbankvæsen. Grundlaget var to Bankreform-Forslag, der indbragtes i Parlamentet af Senator Aid rich og af Senator Fowler, og som begge gik ud paa at skaffe Seddelomløbet en større

Elasticitet; Aldrichs Forslag blev kombineret med et Forslag af Vreeland og vedtaget som foreløbig Foranstaltning,der til 30. Juni 1914. — Loven af 1908 tillader, at der i pengeknappe Tider efter Bemyndigelse fra the comptroller of the currency kan udstedes Sedlerud det sædvanlig tilladte, de saakaldte »additionalnotes«, hvilke Dækningen er en anden end ellers paabudt. Tilladelsen gives til Banker, der har deres fuldt indbetalte Grundkapital og en Reserve paa 20 °/0/₀ deraf i Behold, og som har et med Unionens »bonds« dækket Seddelomløb paa mindst 40°/₀ af deres Kapital. Tilladelsen kan gives enten til enkelte Nationalbankereller Associationer af mindst 10 Nationalbankermed Kapital (incl. Reserve) paa mindst 5 Mill. Dollars; Associationens Banker hæfter solidarisk. Dækningen, der skal deponeres, kan forudeni sædvanlige United States bonds bestaa i Gældsforskrivninger fra Enkeltstaterne, Stæder og Kommuner,naar opfylder visse Betingelser. Desuden kan de nævnte Associationer som Dækning benytte »commercial paper« o: Veksler og Kreditanvisningeraf Sikkerhed med mindst to Underskrifter og ikke over fire Maaneders Løbetid. De enkelte Bankers og Associationers Udstedelse af »Nødsedler< er begrænset i Forhold til den stillede Sikkerhed, nemlig ti! 75 % af ikke offentlige Papirers »Indløsningsværdi« og- 90 °/0/₀ af offentlige Papirers Kursværdi(dog over pari) samt for de Sedler, der ikke er funderede paa Statspapirer, til 30 °/0/₀ af BankernesKapital; maa deres samlede Beløb ikke overstige 500 Mill. Dollars. Af de udstedte »additional notes« betaler Bankerne en Skat paa 5°/₀ for

den første Maaned, hvorefter Satsen stiger med i °/0/0
pr. Maaned indtil 10 %• Der er oprettet forskellige
Bankassociationer efter Loven.

Som man vil se, er der ved Aldrich-Vreeland Loven et interessant Forsøg paa midlertidigt at formindske af de værste Ulemper ved Staternes Bankordning, Stivhed; det europæiske Princip, Dækning en Del af Sedlerne med Veksler og lignende Kreditmidler, er for første Gang bragt til Anvendelse. Dermed er man da inde paa en helt ny Bane, ad hvilken sikkert ved den kommende endelige Bankreform vil fortsætte, men hvor Fremgangen i ikke ringe Grad hindres ved den forholdsvis ringe Anvendelse, Vekslen har fundet i Staternes Handelsliv.

Betydningsfuld var ogsaa den Bestemmelse i Bankloven 1908, hvorved Nedsættelsen af en »National Monetary Commission« blev besluttet. Den kom til at bestaa af 9 Senatorer og 9 Medlemmer af Repræsentanternes Dens Formand blev Faderen til »Aldrich-Vreeland Loven«, den mægtige Senator Aldrich. har den 17. Januar 191¹ efter næsten to Aars Arbejde afgivet et foreløbigt Forslag til en Reform afdet nordamerikanske Bank-og S ed delvæsen.

Hovedpunktet i Forslaget er Oprettelsen af en Central-Seddelbank med Navnet »Reserve Association America«, som skal have tildelt Korporationsret 50 Aar. Dens Kapital skal være paa 300 Millioner og Hovedsædet findes i Washington. De forenede Stater deles i 15 Zoner med hver en Filial af Central-Seddelbanken. Bankens Kapital udbydes til Tegning blandt de bestaaende Nationalbanker paa samme

Maade, som i sin Tid Kapitalen til den schweiziske Nationalbank blev tilbudt Kantonalbankerne til Tegning. Herved og ved den stærke Begrænsning af Filialernes Antal søger man at imødekomme de bestaaende Seddelbanker. at forhindre »Wall Street« i at bemægtige »den tredje Unionsbank« bestemmes det, at Aktiebrevene ikke kan overdrages, og Aktionær-Udbyttet til 5 °/0;/₀; Resten tilfalder Reservefondet og Unionens Kasse.

Den nye Centralbank skal have Unionens Metalforraad Depositum; derudover maa den kun modtage fra de Nationalbanker, som er Aktionærer; Deposita maa ikke forrentes. Banken skal være beredt til 1 Aar efter sin Grundlæggelse at købe alle Unionens 2 °/o bonds, til ca. 700 Mill. Dollars, der nu er Grundlaget for Nationalbankernes Seddelcirkulation, til Parikurs-, Regeringen skal lidt efter lidt indløse alle disse Obligationer. indløser lidt efter lidt alle de Sedler, Nationalbankerne har udstedt paa Obligationerne, og erstatter dem med sine egne.

Banken faar übegrænset Seddeludstedelsesret; men af den Sum, hvormed de 700 Millioner overskrides, skal der betales Skat efter stigende Skala: 3 °/0/₀ p. a. for de første 100 Millioner Dollars, 4 °/0/₀ for de næste 100, 5 °/o f°r næste 100 og dernæst 6 °/0/₀ for alt det følgende. — Man har efter tysk Mønster valgt at fastslaa delsdækningen med Guld eller anden »legal tender«; Dækningen derudover kan være Unionens eller bankmæssige Papirer (Veksler etc.).

Udover Forretningerne som Unionens og NationalbankernesDepositobank
Seddeludstedelsen kan

Banken bl. a. drive Handel med Guld; en meget vigtig Opgave faar den overfor Vekselomsætningen; den skal søge at skaffe en ensartet Diskontopolitik i Staterne og- navnlig regulere Vekselomsætningen med Europa, hvorfor den faar Ret til at diskontere engelske, tyske og franske Veksler.

Bankens Styrelse er lagt i Hænderne paa en Direktør to Vice-Direktører, der har den direkte Ledelse Forretningerne, og som vælges af Unionsregeringen. Tilsynsraad paa 45 Medlemmer, hvoraf Flertallet vælges af Nationalbankerne og Unionsregeringen, et Mindretal skal repræsentere de forskellige staar ved Siden af Direktionen.

Som det vil ses, har Kommissionen lært af Europa, hvor den da ogsaa har været paa Studierejse, men ikke glemt Amerika. Dækningen med Statsobligationer er ikke opgivet og Vekseldækningens Rolle endnu beskeden: begge Dele hænger nøje sammen med Forholdene i Staterne, og en kritikløs Omplantning af en af de store europæiske Centralbanker til Amerika vilde selvfølgelig kunne blive skæbnesvanger. Om Udsigternetil, Kommissionens Forslag skal blive til Lov, er Meningerne noget delte. Kommissionen selv betragter sit Forsteg som et Forhandlingsgrundlag; men det falder nogenlunde sammen med de vigtigste af de under de sidste Par Aars omfattende Bankdebat fremsatte Forslag*), og der er derfor vistnok ikke saa ringe en Udsigt til, at den amerikanske Bankreform i

---

*) Herman Lie, Bankreform und Zentralbankproblem in Amerika. Jahrbiicher f. Nat. und Stat. August 1910.

Hovedtrækkene vil blive i Overensstemmelse med Kommissionsforslaget.Man støtte denne Forventning paa, at Antallet af Centralbankens Tilhængere vokser meget stærkt i den senere Tid trods den traditionelle Frygt for »Wall Street« og Henvisningerne til 30ernes Erfaringer om Unionsbankens Mislighed. Dertil kommer, at Forslaget om Centralbanken i Hovedsagen har fundet en gunstig Modtagelse i den ledende Pengeverden*). Bankhuset Morgan, hvorfra man havde ventet Modstand, har givet det sin Tilslutning; Forslagets Fader, Senator Aldrich, staar Rockefeller og »Standard Oil«nærog herfra er givet. Muligvis vil netop dette Forhold fremkalde Modstand fra anden Side.

Den Kritik, der er fremkommet, har betegnet det som uheldigt, at den skattefrie Seddelmængde er begrænset 700 Millioner Dollars, hvilket man mener hurtigt vil vise sig at være for lidt blot til den normale Omsætning. Ligeledes anses Forholdet til Unionens Guldbeholdning og de cirkulerende Greenbacks for at være ufuldkomment ordnet ved Forslaget, løvrigt venter at; dette vil blive forelagt Kongressen til Efteraaret og at det vil blive hurtigt fremmet.

---

*) Frankfurter Zeitung 9/₂ 1911.