WILLIAM SCHARLING. Handel, Værdi og Penge. København (568 S).

Som første Del af Samfundsøkonomiens andet Bind har Professor Se har lin g udsendt »Handel, Værdi og Penge«.*) Med beundringsværdig Energi fortsætter den alderstegne Lærde det med »Samfundsproduktionen« paabegyndteVærk, fra først til sidst er præget af sin Forfatters mest fremtrædende Karaktertræk som Videnskabsmand: omfattende Kundskabsfylde og den übestikkeligeRedelighed Tankegangen. Man er, naar man læser Scharlings Udviklinger, saa behagelig fri for den lyriske Overfladiskhed og de tendentiøse Paastande, som saa let og ofte glider ind i Fremstillingerne af Økonomien, og man faar trods Emnets vide Forgrening overordentlig god og fyldig Besked paa næsten alle Punkter. Det Publikum, som det foreliggende Værk først og fremmest henvender sig til, er i Følge Forholdets Natur de statsvidenskabeligestuderende Københavns Universitet. Scharlings fornævnte Forfatteregenskaber gør ham fortrinligskikket at være netop Lærebogsforfatter, og selv om det bindstærke Værk, som »Samfundsøkonomiens Teori« tegner til at blive, vel nok vil aflokke en og anden af de studerende et lille Forskrækkelsesudbrud, saa vil

---

*) Første Bind, »Samfundsproduktionen«, er anmeldt i Nationaløkon. 1908, S. 620_—629, af K. A. Wieth-Knudsen.

dog den almindelige Følelse hos dem være Taknemmelighedover
Studiets Hoveddisciplin at faa fast Grund
under Fødderne med en solid moderne Lærebog.

Skal det statsvidenskabelige Studium ved Københavns Universitet hævde sig ikke alene som en Gren af den fri videnskabelige Forskning, men ogsaa ved Siden af det juridiske som en solid Uddannelse til praktisk Arbejde, navnlig i den offentlige Administration, maa Mængden af Lærebøger betydelig øges. Scharling staar, hvad Udgivelse af Lærebøger angaar, som et lysende Eksempel sin Bankpolitik, Handels- og Toldpolitik samt de to udkomne Bind af Teorien; det er at haabe, at han vil faa Kræfter til at fuldende hele sit planlagte Værk, der selvfølgelig ogsaa paakalder Interesse langt ud over Universitetskredsene.

For Scharlings Elever er og maa Hovedindholdet af »Handel, Værdi og Penge« selvfølgelig være kendt; men man kan dog atter og atter glæde sig over Tilføjelser, helt ud har Nyhedens Interesse, og Afsnit, der fremtræder saaledes omarbejdede, at de vinder i Klarhed og Fylde. For Offentligheden har Værdilæren foreligget i de to kendte Universitetsprogrammer, og adskilligt af Bogen vil være kendt fra Afhandlinger i Nationaløkonomisk Tidsskrift; hvor Emner, som ligger Handels- og Toldpolitiken eller Bankpolitiken nær, berøres, er enkelte Fremstillinger herfra medtagne. Men »Handel, Værdi og Penge« giver for første Gang paa Tryk en samlet systematisk Fremstilling af Omsætningslæren fra Forfatterens Haand.

Stoffet grupperer sig naturligt i tre Hovedafdelinger i Overensstemmelse med Bogens Titel; men ien fortrinlig Indledning skildres kort Grundtrækkene i Omsætningens Natur og Væsen samt dens økonomiske Betydning, og der gøres desuden i det første Afsnit Rede for »Omsætningens

Ligesom i »Samfundsproduktionen« gaar Forfatteren i
nærværende Bog ud fra »de mindste Midlers Lov«, udtrykt i

Sætningen om, at man søger at opnaa Tilfredsstillelse af en Fornødenhed med det mindst mulige Arbejde og navnlig ved en Anstrængelse, som er mindre pinlig end Savnet ved ikke at faa den paagældende Fornødenhed tilfredsstillet (Side 2). Studiet over Omsætningsforholdene bør Nationaløkonomien efter Scharlings Mening bygge paa Tilstandene i det økonomisk udviklede, arbejdsdelte Samfund.I primitive Samfund forekommer Ombytningen kun som noget tilfældigt og sporadisk, og det beror paa rent individuelle Forhold, under hvilke Vilkaar den kommertil foregaa. Hovedmotivet til at bytte er paa det primitive Stadium straks at komme i Besiddelse af en Genstand, hvis Frembringelse ellers vilde tage en vis Tid; men for den Intensitet, hvormed den enkelte attraar en saadan øjeblikkelig Fyldestgørelse, lader der sig ikke let opstille Regler. Først naar Arbejdsdelingen er gennemført,bliver et almindeligt, regelmæssigt Fænomen,og Siden af Trangen kommer nu Anstrængelsenved Frembringelse til som et afgørende Moment ved Bestemmelsen af de Grænser, indenfor hvilke Ombytningens Vilkaar ville blive fastsatte; først paa dette Stadium af Ombytningens Udvikling lader der sig opstille bestemte Love for den. — Scharling vender sig derfor polemisk mod de mange Nationaløkonomer, der »tager netop den isolerede, tilfældige Ombytning til Udgangspunktfor af det Spørgsmaal, hvad der bestemmerTingenes saaledes som det ogsaa særlig er Tilfældet med den moderne Grænseværdilære«(Side I Konsekvens heraf interesserer Scharling sig i selve Værdilæren da ogsaa saa godt som udelukkendefor Markedsværdi, et Fænomen,der kun kan forekomme paa et udviklet Stadium af Omsætningslivet, naar der er dannet et Marked.Det ligeledes ud fra det valgte Stade konsekvent, at Scharling retter et af sine Hovedangreb paa Bøhm- Bawerks Værdilære paa dennes Forhold til Bestemmelsen af Værdien i den almindelige Handelsomsætning.

Første Afsnit af Bogen om Omsætningens Mekanisme bringer i Kapitel I en interessant Skildring af Handelsvirksomheden de forskellige Arter af Omsætning. Det skal blot noteres, at Scharling angaaende Handelsvirksomheden, hvilket det tidligere dermed forbundne mere materielle Arbejde efterhaanden udskilles, fastholder Betegnelsen: Virksomhed (Side 37). Dette Standpunkt konsekvent ud fra den Definition af produktiv Virksomhed, som er givet i Produktionslæren; men det synes uheldigt, bl. a. fordi Betegnelsen saa stærkt støder an mod Sprogbrugen, der af Forfatteren netop er benyttet som Argument for at begrænse »Produktion« til Frembringelse et synligt Resultat.

Overfor Forbrugsforeningerne stiller Scharling sig kritisk og mener ikke, at deres Trivsel og Eksistens har godtgjort Detailhandelens Overflødighed eller blot, at den i utilbørlig Grad fordyrer Varerne paa Kundernes Bekostning; mener, at deres Styrke ligger i deres Begrænsning Forsyningen af ensartet og lidet omfattende Forbrug 56), og han anerkender deres Berettigelse og Betydning indenfor dette Omraade. Paa Stormagasinerne ser han med ret velvillige Øjne og fremhæver, at, selv om de gør et større eller mindre Antal Detailhandlere overflødige, skaber de nye — og maaske sikrere og bedre — Stillinger for mange Mennesker.

I Kapitel II beskrives Marked og Børs, Leveringsog Der skelnes mellem det konkrete Marked: et Sted, hvor der foregaar en offentlig Forhandling Køb og Salg af Varer, ved hvilken et større Antal Købere: og Sælgere er til Stede og i fuld Frihed forhandler om Priserne, saaledes at de bestemmes ens for alle for samme Vare, — og det abstrakte Marked, der ikke er knyttet til noget Sted; Børsen kaldes den mest fuldkomne Form for Markedet.

Kapitel 111 omhandler Kapitalomsætningen. Kredittens
Begreb kaldes dobbeltsidigt, og der skelnes mellem passiv
og aktiv Kredit (paa en noget anden Maade end tidligere

i Forelæsninger). Kreditinstitutioner som Banker og Sparekasserbehandles samme Maade som i Bankpolitiken; derimod faar Kreditforeningerne en særlig Omtale, der navnlig knytter sig til danske Forhold.

Kapitel IV giver Befordringsindustriens Historie og Teori. Det er særlig Tarifspørgsmaalet, som interesserer. Her hævder Scharling, at man vel for Godstrafikens Vedkommende afpasset Befordringstaksterne efter Jernbanernes Bestemmelse og Beskaffenhed: en Massetransport betydelig lavere Pris, end den vilde kunne præsteres med Fortidens Befordringsmidler — men at Person tariferne i Almindelighed langtfra kan siges at svare til den betydeligt forøgede Transportevne, som Jernbanerne i Besiddelse af, og at de almindeligst fulgte Tariferingsprinciper utvivlsomt er urigtige (Side 133). Hvad Forfatteren udvikler om Tarifspørgsmaalene har vundet Opmærksomhed langt ud over Landets Grænser og vinder jo Dag for Dag i Aktualitet.

Bogens andet Afsnit: Værdilæren, tør vel opfattes som Hovedafsnittet, hvad tildels fremgaar af dets Omfang (200 Sider) og i hvert Tilfælde følger af Værdiproblemets centrale Stilling i Økonomien. Naar der ikke i nærværende Anmeldelse skal gives det en dertil svarende udførlig Omtale, er Grunden hertil den, at Værdilæren, som foran nævnt, alt tidligere har foreligget for Offentligheden, tildels i udførligere Skikkelse end her.

Allerede i det indledende Kapitel (V) om VærdilærensBegrebsbestemmelse Scharling i Modsætning til den gængse Opfattelse, idet han nærmest forkaster Anvendelsen af Begrebet »Nytte« i Værdilæren, fordi den Dom, der indeholdes i Betegnelsen »nyttig«, overvejende er af moralsk Natur, medens den Vurdering, der ligger til Grund for Brugsværdien (og dermed atter for Bytteværdien),væsentlig af økonomisk Art (Side 148). Denne Modsætning, som udmunder i en udførlig Kritik

af Grænseværdilæren, maa vel siges at have sine Hovedmomenterderi, Scharling stærkere end almindeligt betonerAnstrængelsens for Værdiens Fastsættelse og Kravet om Værdilærens Enhed, der ikke tillader en Deling mellem Værdi- og Prislære og navnlig ikke Opstillingaf værdibestemmende Moment, som ikke giver Forklaring paa alle Værdifænomener. Paa den anden Side betoner ogsaa Scharling ofte og stærkt Værdiens subjektive, vekslende Karakter og tager bestemt Afstand fra det klassiske Begreb om en »naturlig« Værdi. Ifølge hele sit videnskabelige Temperament er Scharling kritisk Mægler; saavel hans Kritik som hans Mægling hører og læser man med stort Udbytte.

I et lille interessant Kapitel (IV) om Værdisvingninger og deres Regulering igennem Tilbud og Efterspørgsel betones det svingende i Værdien: »Enhver Ting er saaledes Værdisvingninger undergiven, og enhver Teori, der ikke gør tilstrækkelig Rede herfor og behørig forklarer Grunden dertil, er ufuldstændig og ufyldestgørende vil derfor ogsaa vise sig urigtig«. Der gøres dernæst grundigt op med den gamle Frase om Tilbud og Efterspørgsel som dem, der bestemmer Værdien.

I Kapitlerne VII, VIII, IX og X gennemgaar ForfatterenVærdilærens i dens forskellige Faser: Objektive Værditeorier, Overgangen til de subjektive Værditeorier(Fr. de subjektive Værditeorier og særlig Bøhm-Bawerks Grænseværdilære. Denne Fremstillingindtager en særlig Plads i Scharlings Produktion, som han her anvender den historisk-kritiske Metode som et Hovedled i sin Bevisførelse. I det store og hele faar man et udmærket Billede af Udviklingsgangen;men enkelte Forfattere er Fremstillingen dog saa lidt positiv, at det kniber med at vinde den fulde Forstaaelse af deres Standpunkter; dette gælder saaledes Jevons og særlig Marshall. — Dommen over Karl Marx synes noget haard; der frakendes ham al videnskabelig Værd; men dog ofres der ham — noget

inkonsekvent — over otte Sider Referat og videnskabelig Kritik. Nogen Værdi har dog vel ogsaa Marx' stærke, omend ensidige Hævden af Arbejdets værdiskabende Evne. — Fremstillingen og Kritiken af de subjektive Værditeorierknyttes • til Mengers og Bøhm- Bawerks Værker.

Den første er Scharling i det store og hele enig med, den sidste ofrer han en indgaaende Kritik i et særligt Kapitel (XI). Det springende Punkt synes for Scharling at være Mengers Forudsætning om, at de af ham fremstillede Sætninger faktisk er knyttede til Vurderingen det Forraad, hvorover Besidderen raader. 8.-B. gaar i sin Grænseværdilære ud over denne Forudsætning, og dermed, mener Scharling, brister Forudsætningen Rigtigheden af den Teori, at Værdien er bestemt ved den sidste, mindst vigtige Enhed af et Forraad. af Grænseværdilæren samles i syv Punkter, og ender i en Anerkendelse af, at den østrigske Skole har den Fortjeneste paa afgørende Maade at have brudt med den ældre Lære og hævdet Værdiens subjektive Karakter, bl. a. ved Opstillingen af Begrebet »Grænsenytte«, der har haft stor Betydning netop ved at bane Vej for en almindeligere Forstaaelse af Værdiens subjektive Karakter men til denne Anerkendelse er føjet en stærk og vel nok berettiget Dadel over Tilbøjeligheden til at ville klare alt med Ordet »Grænsenytte«.

I Kapitel XII resumerer Scharling Værdiloven i Tilslutning Bastiat i den kendte Sætning om den forskaanede I Udenværkerne til Værditeorien betoner stærkt det subjektive i Værdien ; men saaledes den forskaanede Anstrængelse nærmere forklares, Eks. S. 305, synes det, som om det objektive ved den i sidste Øjeblik har vundet Overtaget; i selve Værdilovens endelige Form afspejles Brydningerne mellem gammelt og nyt, men saaledes, at det gamle i Grunden staar med Palmerne i Hænderne.

I Kapitlerne XIII og XIV om Produktionsomkostningerne,om

ningerne,omOmbytning af Arbejds- og Tjenesteydelser samt om Værdilærens Konsekvenser underbygges og prøvesde Værditeoriernes Udvikling vundne Resultater gennem en Række lærerige Betragtninger.

Bogens tredie Afsnit omhandler Udenrigshandel og internationale Værdier. Forfatteren lægger i det indledende (XV) megen Vægt paa at nedbryde — eller rettere flytte —¦ de gamle Grænser mellem Begreberne indenrigsk og udenrigsk Handel. Det fremhæves, at det er de samme Love for Omsætning og Værdi, som gælder for og behersker begge Omraader (Side 342). Læren om Udenrigshandel og de internationale Værdier defineres som »en Fremstilling af, hvorledes Værdierne bestemmes og Omsætningen former sig under Forhold, der kun i begrænset Grad eller endog slet ikke tilsteder den frie Bevægeligbed af Arbejdskraft og Kapital, hvormed Værdilæren som sin Forudsætning, hvad enten disse Forhold er tilstede i den udenrigske eller den indenlandske (Side 351). Dette Synspunkt, der vel i og for sig er rigtigt, er det dog aabenbart vanskeligt at fastholde overfor de enkelte mødende Spørgsmaal, og i de efterfølgende Kapitler bliver da ogsaa som oftest de nationalt-statsligt afgrænsede Territorier Grundlaget for Betragtningerne. Selve denne Brydning mellem Synsmaaderne interessant, fordi den svarer til de to faktiske, hinanden mødende Strømninger i Omsætningslivets Udvikling.

I Kapitlerne XVI og XVII om Udenrigshandelens Forudsætninger og Vilkaar samt om de internationale Værdier og deres Bestemmelse fremstilles og kritiseres fornemmelig de Mill'ske Teorier. Et af de vigtigste af de omhandlede Enkeltspørgsmaal er vel det om Arbejdslønnensforskellige i Landene og dette Moments Indvirkning paa den internationale Konkurrenceevne. Afsnittetslutter to Kapitler XVIII og XIX om Handelsbalancenog Opgørelse samt om Vekselomsætning og

Vekselkurser, der hver for sig indeholder mange interessanteBetragtninger
gode Fremstillinger.

Bogens fjerde og sidste Afsnit (Kapitlerne XX til XXIV) omhandler Omsætningens Hjælpemidler. Det indledes et Kapitel om Penge og deres Funktioner. Scharling har selvfølgelig Ret, naar han i Skildringen af Pengenes Opstaaen lægger saa stærk Vægt paa deres Varekarakter, som han gør. Overior den stærke Fastholden dette Moment, naar det drejer sig om at give en for Nutiden rigtig Definition af Penge, rejser der sig imidlertid adskillige Betænkeligheder. Som den nødvendige for, at en Genstand kan blive almindelig , anfører Scharling, at den først og fremmest maa være en almindelig attraaet Brugsgenstand 444). Den Brugbarhed, hvorom der for de ædle Metallers Vedkommende kan være Tale, naar man ser bort fra den monetære Anvendelse, er Anvendeligheden Smykker og andre Luksusgenstande; men med al Respekt for Efterspørgselen efter ædle Metaller (og da i Særdeleshed efter Guld) til industrielt Øjemed, kan man dog næppe med Rette betragte den som Grundlaget for de ædle Metallers Anvendelighed som Omsætningsmiddel. ædle Metaller har efterhaanden vundet en selvstændig Værdi som Omsætningsmiddel og emanciperet sig fra den Værdi, der hviler paa den industrielle Anvendelse. Man savner i Læren om Pengene noget en samlet, præcis og skarpt afgrænsende Definition af Pengebegrebet; paa Spørgsmaalet: »Hvad er Penge?« faar man først ved Gennemlæsningen af flere Sider, og det er ikke helt let for Læseren at afgrænse f. Eks. Penge- og Møntbegrebet mod hinanden.

Begyndelsen af Kapitlet om Pengenes Værdi er vel skikket til at vise Faren ved at betone Pengenes Varekaraktersaa som Scharling; thi han maa dér indrømme,at Værdi i første Instans bestemmes ved deres Egenskab som almindeligt Omsætningsmiddel,

og at det Stof, hvoraf de er lavede, for saa vidt bliver ligegyldigt, som enhver Genstand, der bliver valgt til Omsætningsmiddel, ceteris paribus, vil faa ganske samme Værdi. Paa den anden Side, hævder Scharling, er det klart, at forsaavidt »Pengemønterne« virkelig er at betragtesom Barrer, maa deres Værdi falde sammen med saadanne Barrers, d. v. s. med selve de ædle Metallers Værdi, og Pengenes Værdi synes da bestemtved forskellige og af hinanden aldeles uafhængige Momenter (Side 481). — De to Momenter behandles derefter for sig, og endelig vises det, hvorledes de falder sammen til ét; men samtidig degraderes faktisk »Pengenes Varekarakter« fra at være »den nødvendige Forudsætning for, at en Genstand kan blive almindeligt Omsætningsmiddel«til være et Moment, der bevirker, at Pengenes Mængde og dermed deres Værdi »gøres afhængig af et Forhold, der i det væsentlige maa siges at være unddragetde saa vel som navnlig Regeringernes Vilkaarlighed, og som derhos stiller sig ens for alle de Nationer, der bruger Penge af ædelt Metal.« (Side 491 -92).

Kapitlerne om Pengenes Værdiforandringer og om Virkningerne deraf hører til Bogens bedste og interessanteste. forskellige Metoder til Beregning af »index numbers« omtales ret udførligt, og Prishistorien i det igde Aarhundrede fremstilles paa Grundlag heraf; for Tiden 1500^—1800 har Scharling i det væsentlige bygget sine bekendte Undersøgelser paa Kornets Pris og Arbejdslønnen. fuld Føje tager han i Betragtningen af Prisbevægelserne Udgangspunkt i Pengemængden og gentager polemiske Bemærkninger, han i Boernes og qoernes Diskussion om Bimetallismen gjorde overfor den modsatte Opfattelse, der gaar ud fra Bevægelserne i Omsætningsgenstandenes

Bogens sidste Kapitel omhandler Papirspengene.
Grunden til, at de er behandlede efter Pengene i al
Almindelighed, er vel den, at de efter Forfatterens Mening

staar som en Art Overgangsform mellem »Penge« og »Kreditmidlerne«, der skal behandles i næste Bind. Men ved at medtage Papirspengene i nærværende Bind er det dog betonet, at de er Penge, hvad ogsaa Fremstillingen byggerpaa. er Scharlings Opfattelse af Papirspengenes Anvendelse kortest udtrykt saaledes: En Papircirkulation vil, forsaavidt det er muligt at begrænse dens Omfang til, hvad Omsætningen kræver, meget vel kunne udfylde en PengecirkulationsOpgave, til en vis Grad endogsaa være nok saa hensigtsmæssig og konstant som en Møntcirkulation, fordi den ikke er bestemt ved den af Omsætningens Krav uafhængige Metalproduktion (Side 550). Men paa den anden Side er »af alle økonomiske Ulykker, som kunne ramme et Land, en overdreven Udstedelse af Papirspenge en af de største« (Side 559).