THORVALD AARUM. Arbejdets økonomiske Værdi. Bidrag til Arbejdslønnens Teori. Kristiania 1908. H. Aschehoug & Co. (175 S.).

Det Æmne, som Forfatteren har optaget til Behandling, vel nok til dem, hvor det for den teoretiske Videnskab er særlig vanskeligt at opnaa sikre Resultater. Man har hidtil maattet nøjes med at angive de almindelige hvorunder Problemet maatte ses, medens man til Opnaaelse af mere konkrete Resultater væsentlig har været henvist til at bygge paa historisk-statistiske Undersøgelser. De Udgangspunkter, som den teoretiske Videnskab tidligere tog, viste sig tilmed lidet frugtbringende, det er først gennem Grænsebegrebets Indførelse i Teorien, at der har aabnet sig Mulighed for mere indgaaende At bringe Grænseværdilærens Sætninger til Anvendelse inden for Fordelingslæren er da ogsaa forlængst prøvet, og ogsaa i den nordiske Litteratur foreligger adskillige mere eller mindre omfattende Forsøg.

Nærværende Bog hører herhen. Noget væsentlig nyt Bidrag til Løsning af det stillede Problem indeholder den vel ikke, men den betegner dog i Kraft af Forfatterens kyndige og omhyggelige Fremstilling, der er givet i en klar og overskuelig Form, en værdifuld Forøgelse af vor Litteratur. Bogen falder i 3 Hovedafsnit: en Fremstilling af Grænseværdilærens almindelige Grundsætninger, en Undersøgelse af de Momenter, der bestemmer Arbejdets

Værdi, og en Udredning af Delingsforholdet mellem
Arbejde og Kapital.

Værdilæren er behandlet i nær Tilknytning til Marsh Forsøg paa at forene Grænsenytteteorien med en moderne Offer- eller Omkostningsteori, og betegner saaledes Tilslutning til Aschehougs og Bircks Fremstilling. dybtgaaende Undersøgelser har Forf. ikke indladt sig paa i de to første Afsnit; han har begrænset sig til at give en afrundet og overskuelig Oversigt over Grænseværdilæren og dens Betydning for Bestemmelsen af Arbejdsydelsernes Værdi. Forf. har dog indføjet en Række kritiske Bemærkninger, særlig rettet mod den »rene Grænsenytteteori«, saaledes som den har været forfægtet af Bøhm-Bawerk, men det synes dog, som om Kritiken for en ikke ringe Del beror paa, at Bøhm-Bawerks Tankegang opfattet mere ensidig, end der er Grund til.

Hist og her er der Enkeltheder, som der kan rejses Indvendinger imod. Forf. bestemmer saaledes almindeligvisGrænseomkostningerne Omkostningerne for den daarligst stillede Producent (S. 30), medens det naturligvismeget kan tænkes, at adskillige Producenter arbejder under langt ugunstigere Vilkaar end Grænseproducenten. Det er saaledes ikke udelukket, at den industrielle Differentialrente,der en væsentlig Del af Driftsgevinsten, for Samfundet som Helhed er lig Nul, idet de positive Forskelsrenter opvejes af de negative. Forfatterens Henvisningtil industrielle Livs skiftende Karakter, der bevirker, at der stadig opstaar nye Forskelsrenter, kan ingenlunde bruges som Bevis for, at Forskelsrenterne som Helhed ere positive. De nye Forskelsrenter, der opstaar, kan ogsaa være negative. Den samme Tanke, at Grænseudbytteter faktiske Grænseudbytte, d. v. s. det mindste Udbytte, der i det hele taget opnaas, i Stedet for simpelt hen det Udbytte, der er nødvendigt til at dække Tilbudsprisen,genfindes ved Behandlingen af Arbejdets Differentialrente (rent of labour). Ogsaa denne forudsættes altid at være positiv (S. 109), medens man naturligvis

maa tænke sig saa vel positive som negative Udsving fra Grænsearbejderens Fortjeneste. — Det synes heller ikke heldigt at betegne Monopolrente som Differentialrente i Renkultur (S. 31); der bestaar dog mellem disse to Begreber, det ogsaa delvis fremgaar af Forfatterens egen Fremstilling, en principiel Forskel.

Det kan vist ogsaa med Rette betvivles, om Forf.s Udvikling i Afsnittet om Substitutionsprincipet (S. 64 ff.) angaaende Konkurrencen mellem Arbejde og Kapital er ganske uangribelig. Saaledes er Paavisningen (S. 68) af, at en rigeligere Forsyning af Kapital og den dermed følgende lavere Grænseproduktivitet altid vil have en stigende Arbejdsløn til Følge, ikke tilstrækkelig underbygget, Henvisningen til, at den ved Maskinteknikens Udvikling overflødiggjorte Arbejdskraft senere atter kan faa Sysselsættelse, naar Produktionen udvides paa Grund af de lavere Priser og den dermed følgende stigende Efterspørgsel, behøver ingenlunde altid at strække til. Forf.s Ræsonnementer er her alt for almindelige til at begrunde hans Hovedresultat: at stigende Teknik ikke trykker Arbejdslønnen. I adskillige Tilfælde slaar dette sikkert ikke til. Trods dette kan de tekniske Opfindelser som Helhed naturligvis meget vel have været til stor Gavn ogsaa for Arbejderne, bl. a. fordi de som Forbrugere ere delagtige i Fordelene ved den billiggjorte Produktion; denne Fordel deler de imidlertid med de øvrige Klasser.

I sidste Afsnit om Forholdet mellem Arbejdet og Kapitalen er Forfatteren trængt dybere ind i Problemerne. Efter et Kapitel om den klassiske Lønningsfondsteori, der indeholder et kort Rids af dens Historie og en Kritik af dens Grundideer, vender Forf. sig til Bøhm-Bawerks bekendte Lære om den kapitalistiske Produktionsmaade og hans Forsøg paa ved Hjælp af Begrebet Produktionsperiodeat en ny Lønningsfondsteori. Forf. gennemgaarLæren udførligt og ender med at erklære Vejen for i det væsentlige ufremkommelig og vender derpaatilbage Bøhm-Bawerks eget Udgangspunkt: Tidsdiskonteringsfænomenet,der

diskonteringsfænomenet,derbringes i Anvendelse til Bestemmelseaf
vel Løn som Rente.

Lønnen bliver saaledes bestemt af Arbejdets diskonterede og da de besiddelsesløse Arbejdere er underforsynede med Nutidsgoder og saaledes vurderer disse forholdsvis langt højere end Kapitalister og Driftsherrer, maa Arbejderne ofte finde sig i et meget betydeligt i deres virkelige Grænseproduktivitet. er her kommet et godt Stykke henimod den socialistiske Kapitalrenteteori, i Følge hvilken Kapitalrenten en Art »Udbytning« af Arbejdet, der kan gennemføres Kraft af Kapitalisternes økonomiske Overmagt, og Fremstillingen minder paa mange Punkter om det Synspunkt, som er gjort gældende af Docent Lindberg i en Afhandling i nærværende Tidsskrift 1905 om Bøhm- Bawerks Kapitalrenteteori. Forf. mener dog ingenlunde, at man kan blive staaende ved denne Forklaring, som alene knytter sig til Forholdets rent ydre Træk. Selv om alle var ligelig forsynede med Nutidsgoder, vilde alene Spareofferet og den i de egentlige Produktionsmidler (Maskiner m. v.) indesluttede tekniske Produktivitet være tilstrækkelig til at betinge en Rente. Disse Momenter forstærkes paa den anden Side af den ulige Formuefordeling, af kapitaliserede Monopol- og Forskelsrenter, offentlig Gæld m. v.

Af Bøhm-Bawerks Teori har Forf. leveret en indgaaende paa adskillige Punkter træffende Kritik. Undertiden Kritiken dog mindre holdbar. Forf. slutter sig saaledes til den af Lindberg i den nævnte Afhandling fremsatte Indvending mod Bøhm-Bawerks Teori, at dennes for Udbyttets Fordeling mellem Arbejde og Kapital er uholdbart, da den enkelte Driftsherre vedblivende forlænge Produktionsperioden og nedsætte Arbejdslønnen i samme Grad, indtil Lønnen er naaet ned paa Eksistensminimum. Noget saadant vilde dog være for risikabelt for den enkelte Driftsherre. Hans Arbejdere vilde naturligvis straks forlade ham og kunde gennem en

ganske ringe almindelig Lønsænkning finde Sysselsættelse hos andre Driftsherrer. Men netop denne Risiko vil holde den enkelte Driftsherre tilbage fra at gøre Eksperimentet. Er Driftsherrernes Organisation derimod tilstrækkelig stærk eller der paa anden Maade eksisterer en almindelig Tendens henimod Forlængelse af Produktionsperioden, vil der under de givne Forudsætninger intet være til Hinder at gennemføre en almindelig Lønnedsættelse, indtil Eksistensminimum er n?aet. K. Riis-Hansen.