Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 18 (1910)
Arbejdsløshedsproblemet i England.
Af
Even Marstrand.
LJen Depression, der indledtes med Krisen i Nordamerikai 1907, medførte jo over alt en udbredt Arbejdsløshed, en Arbejdsløshed, der herhjemmedesværre at vedvare med fuld Styrke, men som andensteds særlig har karakteriseret Aaret 1908. Denne praktiske Understregning af Arbejdsløshedsproblemethar været medvirkende til, at det følgende Aar 1909 har været ualmindelig rigt paa Bøger og Afhandlinger om Spørgsmaalet, ikke mindst i England. Hovedværket er skrevet af W. H. Beveridge*).Forfatteren tidligere været knyttet til Toynbee Hall, det ældste af de Universitetssettlements, som er oprettet i Londons Fattigkvarterer, og alene ved at leve her maa han have faaet Indtryk af de Nødstilstande, som Mangel paa Arbejde eller Mangel paa regelmæssigt Arbejde fremkalder. Men desuden har han været Medlem af Centralkomiteen i London til Gennemførelsen af Arbejdsløshedsloven af 1905.
*) W. H. Beveridge. Unemployment. A Problem of Industry. London. 1909.
Sidney Webb har betegnet Mr. Beveridges Studier over Arbejdsløshedsproblemet som >et af Nationaløkonomiensvigtigste i det sidste Tiaar«, og" Bogen gør i Virkeligheden ogsaa et betydeligt Indtryk. Desuden har den engelske Fattiglovkommission, der afgav sin udførlige Beretning i Begyndelsen af 1909, beskæftiget sig meget med Arbejdsløsheden. Og endeliger blevet Genstand for Behandling i en stor Mængde Tidsskriftartikler. Det skulde være Opgaven i de følgende Linier at give en lille Udsigt over Hovedtrækkenei engelske Behandling af Spørgsmaalet. Selv om Forholdene her hos os er meget forskellige fra de engelske, har jo dog det moderne Arbejderspørgsmaalen Karakter, og det vil formentligikke uden Interesse for danske Læsere at gøre sig bekendt med de engelske Erfaringer. Da det er Meningen, at der i September i Aar skal finde en international Konference vedrørende Arbejdsløshed Sted i Paris, synes der jo ogsaa heri at ligge en Anerkendelseaf, der paa dette Omraade vil kunne udvekslesErfaringer Anskuelser mellem Nationerne.
En Vanskelighed ved Behandlingen af Arbejdsløshedsspørgsmaaleter paa Materiale. Arbejdsløshedsstatistikener kun lidet udviklet. Man faar Indtryk heraf ved at gennemlæse Sv. Triers »Arbejdsløshedsstatistik fra Ud- og Indland« af 1905, og siden den Tid er den officielle Statistik paa dette Omraade heller ikke, saa vidt mig bekendt, blevet synderlig forøget. Hvad man har at holde sig til, er væsentlig Fagforeningernes Opgivelser. I saa Henseendeer for saa vidt heldig stillet, som her mange Foreninger har Optegnelser vedrørende deres
arbejdsløse helt tilbage til Midten af det 19. Aarhundrede.Men disse Fagforeningers Medlemmer dog kun er et Mindretal af samtlige Arbejdere, bliver Spørgsmaalet, om man kan slutte fra Arbejdsløsheden inden for Fagforeningerne til Arbejdsløsheden i Almindelighed.Som vil man vel være tilbøjelig til at mene, at Fagforeningernes Medlemmer i det hele har de bedste Kaar og dermed ogsaa den mindste Arbejdsløshed.*) er da interessant at se, at Mr. BeveridgesMening er den modsatte (se Bogen S. 19—23). Der kan være Grunde, indrømmer Forf., der taler for, at der er mindre Arbejdsløshed blandt Fagforeningsarbejderne. Men Hovedbetragtningen er denne. Da den faglærte Arbejder stedse søger at faa Arbejde i sin egen Branche, medens den ikke-faglærte tager det hvor som helst, og da den faglærte, der er i en Forening, hellere vil være arbejdsløs end arbejde under den fastsatte Lønsats, mens den ikke-faglærte bedre kan afpasse sig efter et aftagende Marked, saa er det dog ingenlunde givet, at Arbejdsløsheden skulde være større hos de ikke faglærte. Forf. opgiver derfor at finde noget Udtryk for Arbejdsløsheden i det hele ud fra Fagforeningernes Statistik. Men denne kan derimod i høj Grad være vejledende med Hensyn til de periodiske og aarlige Svingninger i Arbejdsløsheden.
*) Saaledes ogsaa i en fransk Bog, Ph. de Las Cases: Le Chomage, Paris. 1909, der i øvrigt mest beskæftiger sig med Arbejdsløshedsforsikring i forskellige Lande. S. 9 siger Forfatteren: danner en Elite, for hvilken Arbejdsløsheden raser med mindre Styrke end i de uorganiserede Massec.
I denne Sammenhæng kan det anføres, at en anden engelsk Forfatter, H. Stanley Jevons*), ligefrem Fagforeningernes Virksomhed som en af Aarsagerne til Arbejdsløsheden. Stærke Fagforeninger driver Lønnen i Vejret og opretholder høje Lønninger, selv naar Forholdene i Faget ikke retfærdiggør det, og derved skubbes en stor Del Arbejdere ud. Det er en Klage, som man ogsaa herhjemme har hørt adskillige i de sidste Par Aar, at arbejdsløse, som faar Tilbud om Arbejde, afslaar det, fordi de mener, at Lønnen er for ringe. I det hele og store maa det nu siges, at Arbejderne er nødte til at forsvare den standard of life, de har tilkæmpet sig-, men det kan ikke nægtes, at Arbejdsløsheden derigennem kan forøges.
Efter denne Indledning skal jeg gaa over til at omtale Hovedaarsagerne til Arbejdsløsheden, væsentlig i Overensstemmelse med Mr. Beveridge. Det væsentlige er maaske allerede kendt, men gennem den foreliggende Behandling1 i England er Teorien dog blevet væsentlig bedre underbygget og klarere udformet end hidtil sket.
Straks i Begyndelsen af sin Bog forvarer Mr. Beveridge sig mod den Tanke, at der efterhaanden skulde være blevet mindre Brug for Arbejdskraft i England, og at Arbejdsløsheden skulde skyldes en voksende Overbefolkning. Statistiken viser, at der over alt er Fremgang i det økonomiske Liv. 1867 var Nationalindtægten efter Robert Giffen en Smule
*) I »Contemporary Review« May 1909. S. 548. Nøjere udført samme Tidsskrifts Julinummer.
over 27 £ pr. Indbygger, men 1901 40 £. Udbyttet af de vigtigste Produktioner i Forhold til Folketallet er steget stærkt. Fra Tiaaret 1855—64 til Tiaaret 1895—1904 steg saaledes Kulproduktionen fra 2,62 til 5,22 Tons pr. Indbygger, Raajernsproduktionen fra 13,5 til 21,5 Tons pr. 100 Indbyggere (alt i aarligt Gennemsnit).Den Folkemængden voksende Arbejdskraft kan i det hele og store meget vel finde Anvendelse. At man heller ikke kan sige, at Nøden er bleven større i AarenesLøb, ogsaa Sidney Webb*). Han siger, det kan paavises, at Fattigdommen og Nøden er langt mindre end i 1795 eller 1817 eller 1841 eller 1879.
Der bliver ikke i England Tale om nogen Nedgangi store og hele, men om Svingninger som Aarsager til Arbejdsløsheden. Af disse behandler Mr. Beveridge først de aarlig tilbagevendende Svingninger (Seasonal fluctuations. Se Bogen S. 29—37). Mest falder de Fag i Øjnene, hvor Sommeren fremkalder livligt Arbejde og Vinteren Sløjhed. Stærkest gør det sig maaske gældende i Byggefagene. Beveridge anførerkun for to Byggefag: Tømrere og Blytækkere.Gennemsnittet Aarene 1897—1906 viste her en Svingning fra 3,31 °/o arbejdsløse i August til 5,93 °/0/0 i December. Dette er vel snarest mindre, end man skulde vente, i hvert Fald med danske Forhold for Øje. I Følge Sv. Triers Bog var der i Byggefagene i Febr. 1902 næsten 9000, men i Juli kun ca. 1500, i Januar 1903 over 5500, men i Juli kun ca. 1200 arbejdsløse, hvorefter Tallet steg til over 6000 i December. Selv
*) I en Artikel: The Problem of Unemployment in the United Kingdom i »Annals of the American Academy of Political and Social Science« 1909. Vol. I, S. 420.
om det er vanskeligt at slutte ud fra et Par enkelte Aar, synes dog Sæsonsvingningerne at gøre sig stærk ere gældende hos os end i England, hvor December ikke engang havde dobbelt saa stor Arbejdsløshed som August*). Medens Byggefagene er typiske Sommerfag,er andre, der har deres bedste Tid om Vinteren. Det er maaske i højere Grad Tilfældet i England end herhjemme. Kulminearbejderne arbejder saaledes mest om Vinteren. Maalet herfor maa ikke søges i Arbejdsløshedsprocenten, men i Antallet af Arbejdsdage. I Aarene 1897—1906 viste det sig for de Miner, fra hvilke der foreligger Beretning, at der arbejdedes gennemsnitlig 5,46 Dage om Ugen i December,men 4,93 Dage i Juni. Som andre Fag, der har deres travleste Tid om Vinteren, nævnes Gasværker og Bogtrykkerier. Efter den engelske Fagforeningsstatistikfra —1906 var i Bogtrykkerierne Antallet af arbejdsløse størst i August (5,82 °/0)/0) og mindst i November (2,88 °/o). Udsvinget synes saaledes at være større end i de anførte Byggefag**). Spørgsmaalet om Sæsonarbejdsløsheden, mener Mr. Beveridge med Rette, er væsentlig et Lønspørgsmaal. I Fag, hvor det kan forudses, at Arbejderne maa være arbejdsløse en Del af Aaret, maa Lønnen være beregnet paa, at der kan lægges op ai den til den sløje Tid.
*) I en Bog, som er kommet mig i Hænde, efter at ovenstaaende var skrevet (E. Levasseur: Salariat et salaires. Paris. 1909) omtales S. 187—88, at Arbejdsløsheden synes at svinge mindre fra Maaned til Maaned i England end i Frankrig.
**) Oplysninger om Sæsonarbejdsløsheden findes ogsaa i Sidney Chapman: Work and Wages. Vol. 11. London. 1908. Kap. 5 i dette Værk (S. 304—400) er helliget Arbejdsløsheden, og her gives paa S. 314—15 en Del Kurver vedrørende Sæsonsvingningerne i England som Frankrig, Tyskland og Amerika.
Langt mere uforudselige end Sæsonsvingningerne og derfor ogsaa langt mere ødelæggende er de periodiske (efter Beveridge: Cyclical Fluctuation. Se Bogen S. 38 — 67). For at faa et Udtryk for disse Svingningers Størrelse maa man bygge paa Fagforeningernes men her er vi da ogsaa for Englands saa heldige, at vi kan gaa 50 Aar tilbage i Tiden. Beveridge anfører Arbejdsløshedsprocenten tilbage til iB6O, deis for forskellige vigtige Fag °g dels for alle Fagforeninger, der har foretaget Opgørelser. Nedenstaaende findes Arbejdsløshedsprocenten alle Fagforeninger.
De største Udsving synes at være fremkomne i 70'erne; kun da er Arbejdsløshedsprocenten noget Aar gaaet ned under 1 (1872: 0,95); men i dette Tidsrum forekommer ogsaa det eneste Tilfælde af en Arbejdsløshedsprocentover (1879: 10,70). Afstanden mellemde Maksima for Arbejdsløsheden har varieret mellem 6 Aar (1862—68) og 11 Aar (1868 — 79), men i de seneste Aar har Afstanden været mindre. Efter et Maksimum i 1904 er der atter fulgt et i 1908,
hvad der ganske vist ikke fremgaar af Tallene her, men kan sluttes af de Klager over daarlige Tider og stor Arbejdsløshed, som er kommet frem i England for dette Aar.
Disse periodiske Svingninger gør sig naturligvis ikke lige stærkt gældende i alle Fag. Beveridge vover endog den Paastand, at de Fag, hvori Sæsonsvingningerne mindst, har de største periodiske Svingninger. Saaledes er blandt Arbejderne i Skibsbygnings-, Metalog Sæsonarbejdsløsheden ikke stor, men ser vi paa hele det her omtalte Tidsrum, viser der sig store Udsving. Ved de fire Maksima i 1868, 1879, 1886 og 1893 var der gennemsnitlig 12,5 °/0/0 arbejdsløse blandt disse Arbejdere, ved de fire Minima i 1872, 1882, 1890 og 1899 var der derimod gennemsnitlig 2 °/0/0 arbejdsløse. I Bygningsfagene var de tilsvarende Tal 6,1 og 1,7, i Trykkeri og Bogbinderi 3,9 og 2,5. I de sidstnævnte udprægede Sæsonfag synes saaledes Svingningerne gennem en længere Aarrække at være langt mindre end i Metalindustrien.
For dem, der har beskæftiget sig med Arbejdsløshed,erdisse Svingninger jo intet nyt Fænomen. Ikke heller er den Tanke ny, at de staar i nøje Forbindelse med den Vekslen af gode og daarligeTider,som at være uadskillelig knyttet til den frie Konkurrences Tidsalder. Ejendommelig forekommermigderimod Maade, hvorpaa Mr. BeveridgesammenknytterArbejdsløsheden en Række andre Fænomener i det økonomiske og sociale Liv. Han konstruerer baade i Tabelform og ved Hjælp af Kurver, hvad han kalder »Nationens Puls«. Midtpunktet i Fremstillingen danner Beskæftigelsesgraden; til en
Arbejdsløshed af f. Eks. 1,5 °/0/0 svarer en Beskæftigelsesgradaf98,0 0. Stigning og Fald i Beskæftigelsen følges nu Aar for Aar af Stigning og Fald paa andre Omraader, først og fremmest i Bankdiskontoen og Udenrigshandelen.BankdiskontoensKurve ganske vist ogsaa af andre Aarsager; men i det store og hele er den dog lavt nede i Tider med ringe Travlhed og Beskæftigelse, højt oppe i Opgangstider, hvor EfterspørgselenefterKapital Diskontoen i Vejret og Efterspørgselen efter Arbejde Beskæftigelsesgraden op. Det samme gælder Englands Udenrigshandel beregnet pr. Indbygger. Her er ganske vist hele Niveauet hævet, saa at Ind- og Udførsel tilsammen nu er forholdsvis dobbelt saa store som i Slutningen af 50'erne i forrige Aarhundrede; men ved Siden af denne almindelige Opgangsporerman de samme Bølgetoppe og Bølgedale, som karakteriserer Beskæftigelsen og Bankdiskontoen.Ogsom gaar her, gaar det ogsaa f. Eks. med Ægteskabshyppigheden og Drikkeriet. Naar Afholdsmændene mener at have fremmet druelighedenien hvor Drikkenet er gaaet ned, bør det derfor undersøges, om denne Nedgang ikke skyldes en almindelig Tilbagegang i det økonomiske Livs forskellige Fænomener. Blandt de Fænomener, som Beveridge bringer i rytmisk Overensstemmelse med de alt nævnte Svingninger i Beskæftigelsen, kan ogsaa nævnes Fattigforsørgelsen, maalt ved Antallet af fattige i Anstalter pr. 10000 af Befolkningen. Her maa dog Kurven vendes om for at faa den til at svare til de øvrige. Thi naar Beskæftigelsen er størst, er Antalletaffattige mindst og omvendt. En Afvigelse fremkommer ogsaa derved, at Maksimum af
fattige først fremkommer et eller to Aar efter Minimum af beskæftigede. De daarlige Tider synes at skulle virke i nogen Tid, inden de har tvunget en stor Del af Arbejderne til at ty til Fattigvæsenet, ligesom omvendtdegode først efterhaanden formaar at mindske de fattiges Antal. Beveridge sammenligner det med det meteorologiske Fænomen, at den haardeste Vinterkulde først indtræder nogen Tid efter den korteste Dag, ligesom omvendt den største Sommervarme først kommer frem nogen Tid efter den længste Dag.
Hvad der hos Beveridge og efter ham i Fattiglovkommissionens og i Sidney Webbs Artikel særlig lægges Vægt paa, er dog ikke den Arbejdsløshed, fremkaldes af Aarstiderne eller de periodiske Svingninger i det økonomiske Liv. En af de værste Former for Arbejdsløshed er den, hvor det ikke drejer sig om fuldstændig Mangel paa Beskæftigelse, men om uregelmæssig og lejlighedsvis Beskæftigelse. Der finder for at bruge de kortere engelske Udtryk ikke blot unemployment, men ogsaa underemployment, Sted. I et Kapitel om Arbejdets Reserve (se Bogen S. 68— 110) udvikler Mr. Beveridge nærmere dette.
Det vigtigste Paradoks i Arbejdsløshedsproblemet er efter Beveridge dette: Hvorfor hører det til ArbejdsmarkedetsnormaleTilstand have flere Sælgere end Købere? Hvorfor er der ikke lige saa ofte to Stykker Arbejde for hver Mand, som der er to Mænd for hvert Stykke Arbejde? Svaret er det, at der slet ikke er noget enkelt Arbejdsmarked, men kun et uendeligt Antal særlige Arbejdsmarkeder. Hvad dette Forhold medfører, illustreres ved en Henvisning til ArbejdsforholdeneiLondons og Dokker. En stor Del
af Arbejderne her har kun lejlighedsvis Beskæftigelse; Arbejderne antages kun paa ganske kort Tid, og der anvendes som Regel ikke megen Omhu paa UdvælgelsenafArbejdskræfterne. fører til et alt for rigeligt Udbud af Arbejdskraft og en tilsvarende Arbejdsløshed.CharlesBooth, kendte Forfatter af »Life and Labour of the People of London« har paavistdettegennem Undersøgelse i 1891, hvorved u j„ii-„ „„_4.i:,,~ a_u^;j :,., : r"»~i.u«-.-.«. ; »^ liciu ucuc aduiuigc AiDi-juagivi-n. i i_^v_»i\.tv\-i n\, i i\j Grupper. Beregnede man for hver enkelt af disse Grupper det højeste Antal Arbejdere, der krævedes paa nogen Dag i Aaret, og sammenlagde man alle Hi«;Qf» Maksifn?! naapHp man Tallet o.iit.'i.. Mfp da den travleste Tid inden for de forskellige Grupper faldt meget forskelligt var der ingen Dag Brug for mere end 17994 i alle ti Grupper tilsammen. For det første fremkom der en Arbejdsløshed ved, at det ikke var alle Dage, der var Arbejde for alle disse 17994. Men en langt betydeligere Arbejdsløshed fremkom ved Spredningen af Arbejdsmarkedet. Selv om hver Gruppe havde været en Enhed med sin særlige Arbejderreserve, vilde der til at dække alle de forskellige Maksima kræves en Arbejderskare paa ca. 3400 (21353 17994)> der ikke var beskæftiget, selv paa samtlige Dokkers travleste Dag. Men hertil kom nu, at der inden for hver af de 10 Grupper var mange særlige Arbejdssteder hvert med sin Reserve, hvorved Summen af Maksima paa de enkelte Arbejdssteder blev sat yderligere op. Og endelig trækker selve Chancen for at kunne faa et Arbejde, selv om det kun er nu og da, en stor Del arbejdssøgende til, saa at Reservearmeen ved hvert enkelt Arbejdssted bliver større, end der blot ved
dette ene Arbejdssted nogen Sinde er Brug for. Der danner sig ved hvert enkelt Arbejdssted, hvad der i Fattiglovkommissionens Beretning gentagende kaldes en »stagnant pool« (o: stillestaaende Dam) af arbejdssøgende.Fornogle Dokkernes Vedkommende er der raadet noget Bod paa disse Forhold ved Sammenslutning,ogved Antallet af faste Arbejdere er forøget,menellers denne Tilstand i det væsentligeendnu.Uregelmæssighed Fortjeneste og som Følge deraf Uregelmæssighed i hele Livsførelsen bliver Lejlighedsarbejderens Lod. En Mand, der havde søgt Arbejde i Dokkerne, havde i 32 Maaneder i Aarene 1904—06 optegnet sin ugentlige Fortjeneste. I Maj Maaned 1905 havde denne Mand en gennemsnitlig Ugefortjeneste paa over 42 sh., men i samme Maaned 1906 var den ugentlige Fortjeneste kun 5 sh. En enkelt Uge kunde han tjene 68 sh., men 17 Uger i al denne Tid var absolut uden Fortjeneste.
Selv om nu Dokarbejdet i London er noget for sig, findes der dog ogsaa mange andre Fag, hvor de mange Arbejdscentrer mere eller mindre gør Arbejdssøgningen et Lotteri. Selve Lejlighedsarbejdets Eksistens kan drive Arbejdsgiveren til at øge Arbejdsløsheden. det drejer sig om ikke-faglærte Folk, vil Arbejdsgiveren i Bevidstheden om, at der findes en stor Reserve, ikke tage det saa nøje med at afskedige nogle Arbejdere; han kan altid faa dem igen. Over for faglærte Arbejdere vil Arbejdsgiveren, bortset fra den Omstændighed, at disse hyppigere har en stærk Støtte i deres Fagforening, ogsaa af den Grund være forsigtigere med Afskedigelser, at han ikke saa let kan faa dem erstattet.
De anførte Betragtninger, som i største Korthed giver en Udsigt over Mr. Beveridges Behandling af Lejlighedsarbejdet, faar for Kvindearbejdets Vedkommende Supplement i en kort fransk Beretning*). Foruden at der her tales en Del om Syerskernes Sæsonarbejdsløshed, der bl. a. opmærksom paa en ejendommelig Form for »Underbeskæftigelse«. Det skal i England være ret almindeligt, at de kvindelige Skræddere først faar Ordrerne uulevereue om Onsdagen, de skal være udførte til om Lørdagen. Paa denne Maade bliver Mandag og Tirsdag uden Arbejde, og det bliver vanskeligt at tjene tilstrækkeligt i den øvrige Tid, Undertiden søger Arbejdsgiverne at skaffe deres Arbejdere noget Arbejde hele Aaret rundt, men det bliver da temmelig spredt i den ellers arbejdsløse Tid om Vinteren, og Lønnen falder stærkt paa denne Aarstid, da der jo netop kræves særlige Udgifter til Brændsel.
Som en af Aarsagerne til Arbejdsløshed fremhæver man ofte Fremskridt i Teknik og navnlig Benyttelse af Maskiner, hvorved en Del af de tidligere Haandarbejderebliver Et Fag kan ogsaa helt uddø og trænges tilbage. I England maa det vigtigste Eksempel hentes fra Landbruget, der 1851 beskæftigede 1544000 Mennesker, men i 1901 kun 1153000. Et Erhverv som Kobberminearbejde er næstenforsvundet. for Øjeblikket synes det, som alle Erhverv, der har at gøre med Hestekørsel, trues af Motordriften. Beveridge tillægger dog ikke denne
*) Mile Claire Gérard: Les Industries Feminities Anglaises (Le Musée Social. Mémoires & Documents. Mai I909).
Aarsag til Arbejdsløshed nogen stor Betydning. De her nævnte Forandringer foregaar gerne langsomt. Han understøttes heri af Sidney Webb, der udtaler*), at de sidste 20 Aars Erfaring viser, at det spiller en forholdsvis lille Rolle med Hensyn til Arbejdsløsheden, at faglærte Arbejdere bliver skubbet ud af Arbejdet ved Indførelse af Maskineri eller andre industrielle Forandringer, eller at Folk er blevet afskediget paa Grund af deres graa Haar.
Den sidstnævnte Aarsag til Arbejdsløsheden vil iøvrigt Beveridge henføre under en mere omfattende Kategori: Tab af og Mangel paa industriel Dygtighed. (Herom handler Kap. VI, S. 111—32 i hans Bog). Han gør gældende, som det synes mig noget spidsfindigt,at til Arbejdsløshed er ikke det, der berøver en Mand Arbejde, men det, der hindrer ham fra at faa et nyt. Hvor man saaledes i Almindelighed taler om, at en Mand er bleven arbejdsløs paa Grund af Forandringer, navnlig tekniske Forandringer i det Erhverv, hvortil han har hørt, vil Beveridge søge Aarsagentil i hans Mangel paa Tilpasningsevneover nye Forhold. Mig forekommer som sagt denne Tankegang noget tvungen; den umiddelbareOpfattelse den, at det, som skubber en Mand ud af Arbejdet, er Aarsagen til hans Arbejdsløshed,og ser ingen Grund til, at man ved videnskabeligBehandling afvige fra denne Opfattelse. Noget andet er, at naturligvis Arbejdsløsheden kan forlænges og forværres ved, at en Mand har vanskeligt ved at finde nyt Arbejde. Og her gælder det jo, hvad
*) I den før nævnte Artikel S. 422.
der ogsaa lejlighedsvis fremhæves i FattiglovkommissionensBeretning, den gode Arbejder ofte er en daarlig Arbejdssøger. Han vil ofte blive i aarevis paa ét Sted. Og naar han da kastes ud, er han ikke vant til at søge Arbejde og har maaske ogsaa ondt ved at finde sig tilrette under andre end de tilvante Forhold.
Men ved at opstille den mere omfattende Aarsag: Mangel paa og Tab af industriel Dygtighed, opnaar Beveridge at sammenstille Arbejdsløsheden paa Grund af Tilbagegang og Forandring i Erhvervene med to andre Former, dels den, der skyldes Alderdom og dels den, der skyldes Mangel paa god Oplæring. Om den første skal jeg kun bemærke, at Beveridge gennem sine Undersøgelser kommer til samme Resultat som Sidney Webb, at man noget har overdrevet den høje Alders Betydning som Aarsag til Arbejdsløshed. Et ikke lille Bidrag til Lejlighedsarbejdernes Hær og dermedtil fremkommer derimod, fordi særdeles mange Drenge i Steden for at oplæres i et Erhverv, der siden kan give dem Arbejde, kommer ind i Beskæftigelser, der ender blindt (Blind-alley occupations).Man tænke paa Avisdrenge, Bydrenge og lignende. Dog kan man ikke tillægge denne Aarsag alt for stor Vægt. Hvis den virkede stærkt, maatte man vente, at Lejlighedsarbejdernes Tal øgedes særlig stærkt i Aldersklassen 20—25 Aar. Men det viser sig for Dokarbejdernes Vedkommende, at der er flere for hvert Aldersaar i Aldersklasserne 25—35 og 35—45 Aar end i Aldersklassen 20—25. For hver 100 i den laveste Aldersklasse er der 118 i Aldersklassen 25—35 og 113 i Aldersklassen 35—45. Det synes, som om en stor Del Arbejdere, der en Tidlang har haft mere
fagligt og
regelmæssigt Arbejde, i en lidt senere Alder
synker
ned i Lejlighedsarbejdernes store Masse.
I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun omtale, at H. Stanley Jevons*) gaar et Skridt længere tilbage fra Lærlingetiden til den egentlige Skoletid, naar han udtaler: Maaske den mest aabenlyse Grund (til, at der er en stor Skare Mænd, der mangler Arbejde) er den utilfredsstillende Karakter, som vort nationale Undervisningssystem hvilket bærer Ansvaret for Tilværelsen en Skare Mænd, der vokser op uden at kunne gøre det simpleste Arbejde godt og er ude af Stand til stadig" at holde ud ved nogen Slags Arbejde, fordi de helt mangler Udholdenhed, Ærgerrighed, Initiativ Tankeevne«. Der er alt for stort et Spring fra Skolen til Livet, der stiller helt andre Krav. — Selv om det her omtalte Angreb er rettet mod det engelske Skolevæsen, kan der vel ogsaa for os være Grund til at spørge, om virkelig vor Folkeskole letter Børnene deres Indtræden i det praktiske Liv, eller om den muligvis i mange Tilfælde gør dem fremmede derfor. mener, at allerede det sidste Aar i Skolen skulde Drengenes Haandarbejde knyttes nær til et eller andet Fag, og deres Indtræden i det praktiske Liv skulde lettes ved Oprettelse af særlige Udvalg, der kunde give dem og deres Forældre Anvisning paa gode Pladser.
Som den sidste
af de Faktorer, der udgør ArbejdsløshedensAarsager,
Beveridge de personlige
Egenskaber. Naar paa
Grund af alle de andre Aarsager,som
*) I den tidligere nævnte Artikel i »Contemporary Review« for Maj 1909.
sager,somalt er nævnte, nogle maa være arbejdsløse, udtages disse naturligvis fortrinsvis blandt de ringeste i enhver Henseende. Selv i de allerbedste Tider bliver der altid en lille Rest af arbejdsløse tilbage, og det er naturligvis særlig dem, som paa Grund af fysiske, aandelige og moralske Mangler daarlig kan beskæftiges. Dette Forhold er imidlertid i sig selv saa indlysende, at jeg ikke her skal komme nærmere ind derpaa.
Denne Analyse af Arbejdsløshedens Aarsager har naturligvis i sig selv Interesse, men den faar dog hos alle de her nævnte Forfattere først og fremmest Betydning vejledende med Hensyn til Reformforslag. Jeg skal i det følgende give en kort Oversigt over disse Reformforslag, idet jeg holder mig til de vigtigste og ejendommeligste. Tillige skal jeg berøre de Foranstaltninger det offentliges Side, som enten er trufne eller paatænkes. Jeg skal i det væsentlige gaa frem i samme Rækkefølge som ved Aarsagerne, idet jeg først omtaler de Reformer, der tilsigter at mildne de periodiske eller aarlige Svingninger og dernæst dem, der væsentlig er rettede mod Lejlighedsarbejdet.
Sæsonarbejdsløsheden vil naturligvis ikke helt kunne afskaffes, saa længe de klimatiske Forhold er forskellige til forskellige Aarstider. Dog kunde der maaske tænkesForanstaltninger det offentliges Side, der mildnedeOndet. Fattiglovkommissionens Beretning*) tænker Mindretallet sig, at flere Sæsonfag kunde foreneshos Person. Betragter man saaledes 4
*) Se Report of the Royal Commission on the Poor Laws and Relief of Distress. London 1909. S. 1185.
Fag som Dokarbejde, Gasværksarbejde, Vandværksarbejdeog i Aaret 1906 (det første Fag kun for Londons, men de øvrige for hele Landets Vedkommende), viser det sig, at der i hvert af de nævnte Fag er en Svingning i de beskæftigedes Antal af fra 9 til 22 °/0. Men tages de 4 Fag som Helhed, er Variationen kun 7%. For alle 4 Fag hver for sig krævedes der en Reserve af 10000 Mand, men hvis Overgang kunde finde Sted fra det ene til det andet, vilde der kun behøves 5000 Mand. En yderligere Udligningvilde tænkes, idet de nævnte 4 Fag som Helhed har deres travleste Tid i November, December og Januar, den Tid, da Byggearbejderne har deres største Arbejdsløshed. En saadan Sammenføjning af forskellige Fag skulde foregaa ved Hjælp af offentlige Arbejdsanvisningskontorer, hvis Oprettelse jeg i en anden Sammenhæng skal komme tilbage til. Jeg skal blot bemærke, at det herhjemme har vist sig, at der er en stærk Gnidningsmodstand at overvinde ved Overgangenfra Fag til et andet, og den samme Vanskelighedvilde ogsaa i England møde denne Plan. Men noget kunde der maaske gøres.
Som et af de væsentligste Midler til at bekæmpe ikke blot Sæsonarbejdsløsheden, men ogsaa de periodiskeSvingninger gerne de saakaldte Nødarbejder,som i Værk af det offentlige. Paa dette Omraade har England langvarige Erfaringer at opvise. Men medens endnu Sidney Chapman i det tidligere nævnte Værk fra 1908 stillede sig ret velvilligt til disse, er Beveridges Bog og efter ham de andre her nævnte Kilder stærke i deres Fordømmelse af, hvad der her er sket. Da Spørgsmaalet om Nødarbejder
ogsaa tit
drages frem herhjemme, skal jeg i Korthed
give en
Oversigt over de engelske Foranstaltninger og
Grundene til, at de har virket mindre heldigt.
Allerede for adskillige Aar siden har de engelske Kommuner undertiden taget Initiativet til Nødarbejder. Saaledes under »Bomuldshungeren« i Lancashire paa den nordamerikanske Borgerkrigs Tid. Mange Byer i Lancashire skal endnu ved forholdsvis stor Renlighed og Sundhed bære Vidne om de Arbejder, der dengang foretoges. Og ligesom i Frankrig Mindet om »Ateliers Nationaux« i 1848 virkede afskrækkende, naar der senere blev Tale om Iværksættelsen af Nødarbejde, saaledes synes de forholdsvis gode Erfaringer, man gjorde i England i iB6o'erne, at have virket tilskyndende, de sidste Aars Erfaringer har forandret dette Forhold.
En mere Vidtstrakt og ensartet Virksomhed fra Kommunernes Side end hidtil indlededes med et Cirkulære,som udstedte i Begyndelsen af 1886 som Præsident for Local Government Board. I Følge dette Cirkulære skulde de ustadige Arbejdere saa vel som Vagabonderne overlades til Fattigvæsenet, men til dem, der under normale Forhold havde regelmæssigBeskæftigelse, der saa vidt muligt skaffes lønnet Arbejde under Kommunerne. Der opstilledesi to Betingelser. *) De, der sattes til saadanne Arbejder, skulde have Fattigbestyrelsens Attest for, at de var Personer, som det ikke var ønskeligt at behandle som fattige. 2) Den Løn, der blev betalt for saadanne Arbejder, skulde være noget mindre end den Løn, der sædvanlig betaltes for lignendeArbejde. med den sidste Bestemmelse
var navnlig at
tilskynde vedkommende til hurtigst
muligt at
genoptage regulært Arbejde.*)
I Henhold hertil indrettede adskillige Kommuner »relief works«-, men der viste sig hurtig en Tendens til at tilsidesætte de to Betingelser, Cirkulæret opstillede. Man tog mod dem, der meldte sig til Arbejdet, uden nogen Undersøgelse, og man blev snart tilbøjelig til at give dem den sædvanlige Løn. Konsekvensen heraf var ofte, at den enkelte kun kunde faa Arbejde i kortere Tid. Man skabte en ny Slags Lejlighedsarbejdere. Som Eksempel kan anføres, at Kommunalraadet i Chelsea (en af Londons boroughs) i 1903 udstedte Befaling til kun at antage Vægterne for tre Nætter om Ugen, for at saa mange des flere kunde faa Arbejde. Lønnen blev samtidig sat op fra 3V2 til 4 sh. pr. Nat, men det maa alligevel have været vanskeligt for en Mand at klare sig dermed.**)
Endnu mere Fasthed bragte Loven af 1905 »UnemployedWorkmen I Følge denne skulde der over alt i Byer og Bydistrikter med mindst 50000 Indb. oprettes et særligt Udvalg til at tage sig af de arbejdsløse(Distress I London skulde der forudenUdvalg de enkelte Kommuner tillige være et Centraludvalg. Udvalgets Opgave skulde først være at skaffe sig Oplysning om Arbejdernes Tilstand. Naar en Person henvendte sig til det, og hans Værdighed var konstateret, skulde Udvalget søge at skaffe ham regulært Arbejde eller understøtte ham paa en af følgendeMaader: Hjælpe ham til at udvandre. 2) Hjælpe
*) Angaaende Cirkulæret se Report S. 1102 — 03.
**) Dette Tilfælde omtalt i Report S. 1106.
ham til at drage til en anden Del af Landet. 3) Sørge for midlertidigt Arbejde til ham paa en saadan Maade, som var bedst skikket til at sætte ham i Stand til at opnaa regelmæssigt Arbejde. Udvalget kunde ligeledes overtage eller oprette Arbejdsanvisningskontorer. Der kunde opkræves en Skat til Understøttelse ved Vandringog Men ellers gjorde man tildels Regning paa frivillige Bidrag. Angaaende Lønnen for det Arbejde, der udførtes, opstilledes den Bestemmelse, at den skulde være mindre end den, der under almindeligeOmstændigheder tjenes af en ikke-faglært Arbejder.
Mod denne Lov, saaledes som den har virket i England i 1905—08, retter Beveridge et heftigt Angreb. Der har været gjort heldige Anstrengelser for at hjælpe Arbejdere til Udvandring, navnlig til Kanada. Der er blevet oprettet Arbejdsanvisningskontorer, f. Eks. i London. Hovedsagen er dog, hvordan det er gaaet med de Nødarbejder, som er blevet iværksat i Overensstemmelse Loven.
En af Fordelene ved Arbejde for Løn i Steden for Understøttelse skulde jo være, at denne Fremgangsmaadeskulde sig billigere. Men ved mange af Nødarbejderne har det vist sig, at endog blot Udgifternetil og lignende oversteg det færdige Arbejdes Værdi. I London beregnedes det, at Arbejder til en Værdi af 13500 £ havde kostet 58000 £. I Glasgow blev der anvendt 9977 £, deraf 8950 £ til Løn, paa Arbejde, hvis Værdi senere ansloges til 3045 £.*) Selv om dette er særlig ekstreme Tilfælde,
*) Beveridge 1. c. S. 176 og 177.
nogenlunde regelmæssigt Arbejde og havde mistet det uden egen Skyld.*) Alligevel har man gerne antaget alle, man kunde beskæftige, uden videre Undersøgelse. Følgen er blevet, at Arbejdet ikke, saaledes som Loven forlangte, er blevet mindre behageligt end regulært Arbejde. Man har gerne betalt Timeløn efter Fagforeningstakster,og søgt at efterkomme Lovens Ord ved at lade Arbejderne arbejde færre Timer om Dagen eller færre Dage i Ugen end sædvanlig. Men for de mange Lejlighedsarbejdere har det ofte været en Forbedring af deres økonomiske Kaar, samtidig med at de ikke er blevet vænnet til stadigt Arbejde. Og en anden Ulæmpe staar i Forbindelse hermed. Efter Lovens Bydende skulde de Arbejder, der foretoges,være en saadan Karakter, at de arbejdende hurtigst muligt kunde vende tilbage til regelmæssig Beskæftigelse. Men med den Karakter, de arbejdssøgendehar og paa Grund af de forholdsvis gunstige Betingelser, de har arbejdet under, har Tilskyndelsen til at glide ind i regelmæssige Baner ikke været synderlig stor. Det viser sig bl. a. deri, at 43 °/0/0 af dem, der i London havde faaet Arbejde i i905/06, atter henvendte sig derom i I9O6/O7-
Ud fra disse Betragtninger, der illustreres ved mange flere Eksempler baade hos Beveridge og i FattiglovkommissionensBeretning, man nok, at den førstnævnte Forfatter egentlig intet andet kan sige til Forsvar for Loven, end at den har skaffet Adgang til at samle Materiale til Belysning af Arbejdsløshedserdet
*) Beveridge 1. c. S. 172
erdetalmindeligt, at disse Arbejder bliver overordentlig dyre, og man vilde have staaet sig ved at give ligefremUnderstøttelse, af moralske Grunde. Thi, som Beveridge meget rigtig siger, er det demoraliserendeat 10—15 sh. om Ugen uden at bestille noget, saa er det ikke mindre demoraliserende at faa udbetalt 20 sh. om Ugen for Arbejde, som i Virkeligheden kun er 15 eller 10 eller maaske 5 sh. værd.
Naar Resultatet i det hele er blevet daarligt, hænger det iøvrigt nøje sammen med, at de nærmere Betingelser for disse Nødarbejders Iværksættelse, som Loven opstillede, alle blev tilsidesat. Netop som Nødarbejder disse Foranstaltninger kun iværksættes under overordentlig Arbejdsløshed, og man regnede da paa Publikums virksomme Støtte gennem Pengebidrag. Men i Virkeligheden blev disse Nødarbejder de fleste Steder en fast Institution, til Gavn for hvilken Parlamentet hvert af Aarene 1906—08 stillede en større Sum til Raadighed, medens derimod de frivillige Bidrag næsten ganske ophørte efterhaanden.
Men endnu mere i Uoverensstemmelse med Loven kom man ved at give dem Arbejde, som Loven slet ikke sigtede paa. Det var dem, der ellers havde været regelmæssigt beskæftigede, men som ved Tidernes Ugunst var blevet arbejdsløse, man skulde komme til Hjælp. Men det viste sig, at disse kun i ringe Grad henvendte sig til Distress Committees. Derimod var der nok af Lejlighedsarbejdere, ja endog mere løse Eksistenser. Som Eksempel kan anføres, at i Stepney, en af de londonske Kommuner, var der blandt 1421, der henvendte sig om Arbejde, kun 84, der nylig havde haft regelmæssigt Arbejde, og 79, der nylig havde haft
spørgsmaalet,
og derigennem er det blevet klart paavist,hvor
i
Grunden hele Problemet er.
Fordi man forkaster den nys omtalte Art af Nødarbejder, man naturligvis ikke helt at benægte, at Stat og Kommune kan mildne Nøden i arbejdsløse Tider ved at sætte Arbejder i Gang. Blot maa de Arbejdere, faar Beskæftigelse, antages paa sædvanlig Maade og til Arbejde i deres eget Fag. Forslag i denne Retning da ogsaa baade hos Beveridge og Fattiglovkommissionens Af de 150 Mill. £, udtaler dette Mindretal, som aarlig gives ud af Stat og Kommuner til Arbejder og Tjenester, vilde det vel nok være muligt at udskille i det mindste 4 Mill. £, der ikke behøvede at gives ud regelmæssig Aar for Aar. Der kunde lægges en Plan for 10 Aar. I disse 10 Aar skulde der anvendes 40 Mill. Men i daarlige Aar med stor Arbejdsløshed kunde der maaske anvendes 10—15 Mill., medens der til Gengæld i de gode Aar, da den private Virksomhed var livlig, kunde anvendes tilsvarende Denne Politik vilde ogsaa frembyde den Fordel, at der i de daarlige Aar gennemgaaende kunde optages billigere Laan af det offentlige til disse Foretagender.
En ejendommelig Maade at møde daarlige Tider paa, som allerede har faaet en Del Betydning i England,er indskrænke Arbejdstiden. Det har allerede tidligere været omtalt, hvorledes denne Fremgangsmaadepraktiseres Kulgruberne, hvor der gennemsnitligarbejdes Dage i Ugen om Vinteren end om Sommeren. Men ogsaa til at møde periodiske
*) Report S. 1196—98,
Depressioner er det blevet anvendt, saaledes i stor Stil i Bomuldsindustrien i Aarene 1903 og 1904. I Maj 1903 tog Bomuldsfabrikanternes Forening den Beslutningat deres Fabrikker lukkede hele Pinseugenog den 27. Juni hver Lørdag og Mandag. Der blev derved kun 40 Timer i Steden for 55 i Arbejdsugen.Denne holdtes i Kraft indtil Efteraaret 1903 og anvendtes paa ny i det følgende Aar. Beveridge, som anfører dette, mener ogsaa, at en saadan Fremgangsmaade burde finde større Udbredelse,selv han ikke vil have Lovgivningsmagten til at gribe ind. I de fleste Fag er Svingningerne ikke større, end at en mindre Reduktion af Arbejdstiden vilde kunne bære Arbejderne gennem Depressionen.
Ligesom imidlertid Hovedslaget baade hos Beveridgeog er rettet mod Lejlighedsarbejdet,saaledes ogsaa deres vigtigste Reformforslag det, der skal modarbejde eller ganske ophæve dette, nemlig Oprettelsen af et System af Arbejdsanvisningskontorer. Arbejdsmarkedet har hidtil manglet en Organisation, som Varemarkedet besidder. Arbejdet har maattet udbydes fra Dør til Dør for største Delen. Paa dette Omraade henvises der nu til, hvad der allerede er sket for at organisere Arbejdsanvisningen,ikke i Tyskland.*) Men ogsaa i England selv kan der findes Forbilleder, dels i de tidligere omtalte Arbejdsanvisningskontorer, som er oprettet i London, dels i Forhyringskontorerne
*) I et Appendiks til sin Bog har Beveridge optrykt en Artikel fra 3Economic Journal«, vedrørende offentlige Arbejdsanvisningskontorer Tyskland.
for Sømænd, Fyrbødere og Kokke samt andre, der hører til Skibsbesætningerne. I de sidste halvhundrede Aar har Regeringen i de forskellige Havne oprettet saadanne Kontorer, og Rederne er tvungne til at tage deres Folk gennem disse. Derved er Arbejdsløsheden paa dette Omraade blevet stærkt indskrænket. »Det er betegnende«, siger Sidney Webb, »at der praktisk talt ingen Sømænd findes blandt de nødlidende arbejdsløse«.
Det er dette samme System, som baade Beveridge, Mindretal og Sidney Webb foreslaar udstrakt til at gælde alle Lejlighedsarbejdere. to sidste betoner udtrykkelig, at Anvendelsen Kontorerne i visse Tilfælde skal være tvungen. Hvis Arbejdsgiverne ikke kan garantere den Arbejder, de antager, Beskæftigelse i en vis Tid, f. Eks. en Maaned, skal de henvende sig til Kontorerne. Disse vil da ved at dirigere Arbejderne snart et og snart et andet Sted hen kunne skaffe en stor Del af de tidligere Lejlighedsarbejdere regelmæssig eller saa godt som regelmæssig Beskæftigelse.
Den væsentligste Indvending, der gøres mod en saadan Ordning, er den, at vel bliver en Del af Lejlighedsarbejderne stillede, men til Gengæld bliver en anden Del fuldstændig berøvet alt Arbejde. Beveridge derfor, at Overgangen skal finde Sted i gode Tider, naar der er størst Sandsynlighed for, at der kan ske en Absorption af de overflødige Arbejdskræfter Og Forandringen skulde kun ske gradvis. Overskuddet kunde ogsaa overflyttes til nyskabte i Kanada eller andre Steder.
Fattiglovkommissionen og Sidney
Webb gaar videre
i positive Forslag til Absorption af Overskuddet. Den førstes Mindretal foreslaar først og fremmest en Indskrænkningi og Pigers Arbejdstid. Derved vilde der blive Brug for flere voksnes Arbejde. Og man vilde slaa to Fluer med ét Smæk. Thi den Tid, der blev tilovers for Drengene og Pigerne, skulde væsentlig anvendes til Fortsættelsesundervisning, dels rent legemlig Træning, dels Opøvelse i tekniske og for Pigernes Vedkommende husmoderlige Færdigheder. Paa den Maade vilde Anledningen til at synke ned i de ikke-faglærte Lejlighedsarbejderes Skare ogsaa formindskes.En af Overskuddet skulde finde Anvendelseved og Sporvejsdrift, hvis FunktionærersArbejdstid, nu er alt for lang, burde indskrænkes ved Lov. Ogsaa ved Forbud mod, at Mødre med smaa Børn arbejdede i Industrien, vilde man kunne skaffe Plads til en Del andre Arbejdere.
Men selv efter disse Foranstaltninger vil der jo altid blive nogle tilbage. For dem skulde der sørges ved Tvangsoplærelse. Dette er navnlig ret udførlig udviklet i Sidney Webbs Artikel. Det Overskud af Arbejdere, som Arbejdsanvisningskontorerne ikke kan skaffe Plads til, skal der gives fuldt Underhold ti) Gengæld for en tvungen Oplærelse i særlige Anstalter, men dette Underhold skal aldeles ikke have FattighjælpsVirkninger. sidste Rest af arbejdsløse, der bliver tilbage, maa være Mænd med forholdsvis daarlig legemlig Konstitution, med utilfredsstillende Vaner, forholdsvis udygtige, og det vil være urimeligt at sætte saadanne til Arbejde for Løn. Foruden at disse Mennesker selv faar Føde og Klæder, skal der tillige sørges for at underholde deres Familie, medens
de selv tilbringer Tiden paa Opdragelsesanstalterne. Formaalet med disse Anstalter er først at optage Mændenes Tid, saa at den Demoralisation, Lediggangen ellers medfører, kan undgaas, men dernæst ogsaa at opstille det nødvendige afskrækkende Moment, saa at de arbejdsløse Tider virkelig er mindre behagelige end de Tider, da der arbejdes for Løn. løvrigt skal der være forskellige Slags Anstalter efter Arbejdernes forskelligeTilstand, Eks. særlige Straffekolonier, hvor de mest genstridige og uforbederligt dovne skal sendes hen. Gennem det regelmæssige Arbejde haaber Sidney Webb, at en Del skal kunne opdrages til en mere regelmæssig Livsførelse uden for Anstalten. Dette Sidney Webbs Forslag synes mig at være af stor Interessesom Modtræk imod den Humanitetsfølelse, der i vore Dage vil gyse tilbage ved Tanken om, at voksne Mennesker skal tvinges til paa en Maade at gaa i Skole igen. Men Spørgsmaalet er, om vi ikke netop i vor Humanitet mange Gange skader Mennesker. Tvang kan jo i mange Tilfælde være det nødvendige Gennemgangsled, naar Mennesker skal opdrages til at leve i Frihed og bruge denne Frihed godt.
Det maa være Fremtiden forbeholdt at vise, om England eller nogen anden Stat for Alvor vil optage Tanken om disse Opdragelsesanstalter. Derimod har den engelske Regering meget hurtigt rettet sig efter Kravene om en organiseret Arbejdsanvisning, Ved Labour Exchanges Act af 30. Juli 1909 har England nu skabt et Arbejdsanvisningssystem i større Stil, end det hidtil er kommet frem i noget andet Land. Board of Trade er blevet bemyndiget til, hvor det finder det passende, at oprette Arbejdsanvisningskontorer eller
understøtte eller overtage dem, der alt bestaar. Kontorerneinddeles 3 Klasser: *) for Byer med over 100000 Indbyggere, 2) for Byer med 50000—iooooo Indb., 3) for Byer med 25000—50000 Indb. Men desudenskal det forenede Kongerige deles i 10 Distrikter,hvert sit Centralkontor. Til Oprettelse af Kontorerne er der for det første Aar anslaaet en Udgiftaf £, og den aarlige Udgift for de 800 Personer,der beskæftiges ved Arbejdsanvisningen, er anslaaet til 95000 £.*) Det vil blive interessant at se. hvorledes dette storstilede Forsøg vil falde ud. Handelsministeren,Mr. Churchill, har knyttet store Forhaabninger dertil. Han har udtalt, at disse Kontorerskulde vise Arbejderne, ikke blot hvorhen de skal gaa, men ogsaa hvorhen de ikke skal gaa for at søge Arbejde, at de skulde være vejledende for den unge Generation til at finde Fag, der ikke er for stærkt beslaglagte i Forvejen, at de skulde hindre for stærk Udnyttelse af Drenges Arbejde, og at de skulde kunne knytte et Sæsonfag til et andet.
Der staar tilbage at omtale Arbejdsløshedsforsikringen.De Arbejdere har igennem deres Fagforeninger allerede iværksat en saadan i stort Omfang.I 1896— 1905 gav de 100 største Fagforeninger(med Medlemstal i 1905 af 1,190000) næsten 3333/4 Mill. £ud til deres arbejdsløse. Men det foreslaas nu, at denne Virksomhed kan udvides og bør finde offentlig Støtte. I den Henseende vil Beveridge
*) Disse Oplysninger findes i »Jahrbiicher filr Nationalokonomie u. Statistik. Volkswirtschaftliche Chronik« 1909. S. 732. Om Iværksættelsen kan nu ogsaa henvises til »Meddelelser fra Udenrigsministeriet« 1910. Hæfte IV. S. 20.
dog ikke bestemt anbefale noget enkelt System. Fattiglovkommissionens Mindretal foreslaar derimod en Tilslutning til Gentersystemet med Understøttelse af offentlige Midler til Fagforeninger. Den engelske Regeringhar haft et Forslag herom under Overvejelse,idet betragter Arbejdsløshedsforsikringen som det nødvendige Supplement til Arbejdsanvisningen. Hele Spørgsmaalet om Arbejdsløshedsforsikring skal jeg dog ikke nærmere komme ind paa, da England ikke, i alt Fald ikke hidtil, har frembudt noget originalt i denne Retning, og desuden er jo dette Spørgsmaal flere Gange blevet indgaaende behandlet i dette Tidsskrift(navnlig Birger Hansted 1897, Professor Westergaard1903 Cordt Trap 1907). Et engelsk Værk angaaende Arbejdsløshedsforsikringen, hvori bl. a. ogsaa de danske og norske Love findes aftrykte, er ogsaa udkommet i 1909.*)
Paa andre mindre vigtige Foranstaltninger til Afhjælpningaf eller den Nød, den fremkalder,skal her ikke komme ind. Jeg haaber at have vist, at England fremdeles hævder sit Ry som et Land, hvor der gøres sociale Erfaringer, ofte dyrekøbte Erfaringer, hvor disse Erfaringer lægges frem paa dygtigog Maade for Almenheden, og hvor man frem for alt udnytter Erfaringerne til Reformer, hvorved der kan skabes bedre Kaar for de smaa i Samfundet. Der var vel nogle Aar, hvor England traadte ligesom i Baggrunden, særlig vel i 80'erne, da Tyskland skabte sit omfattende System af Arbejderforsikring. Men i de
**) D. F. Schloss: Insurance against Unemployment. London 1909.
sidste Aar træder England atter frem i første Linie, ved Ulykkestorsikringsloven af 1906, ved Alderdomsforsørgelseslovenaf og ikke mindst ved Lovene af 1909 om Minimallønninger i Hjemmeindustrien og om Arbejdsanvisning.