Den københavnske Indkomstskat af 18. April 1910.

JlLfter et Arbejde, der rækker langt tilbage i Tiden, er det endelig lykkedes at bringe den københavnske Indkomstskat sikkert i Havn, men ikke uden en stærk Gnidningsmodstand mellem Rigsdagens to Ting, og Lovens Forhistorie er ikke uden Interesse.

Ifølge Lov af 19. Februar 1861 skulde den nyindførtekøbenhavnske være det bevægeligeElement Hovedstadens Skattesystem, dog saaledes,at ikke maatte opkræves mere end 3 °/0/₀ i Skat. Foreløbig gav denne Grænse dog et vidt Spillerum for Skattepaaligningen, idet Maksimum først naaedes i 1880, altsaa omtrent 20 Aar efter Lovens Vedtagelse. Da Københavns Kommune nu havde god Brug for forøgede Indtægter, blev Skatteprocenten dog ikke senere nedsat, førend den ved den kommunale Skattelovaf Maj 1903 fastsattes til 2l2^lj₂ %• Til Gengæld opnaaede Københavns Kommune ved den nævnte Lov forskellige nye Indtægtskilder som Ejendomsskyld, Aktieselskabsbeskatning, Erhvervsskat, Tilskud fra Statskassen, der tilsammen gav mere end Erstatning

for den halve Procents Nedgang i Indkomstskatten. Ved Lov af i. April 1909 om Foranstaltninger i Anledningaf Arbejdsløshed blev Skatteprocentenfor I9^O9/_1O forhøjet til 232³/₄. Men Københavns Kommunes Udgifter har i de forløbne Aar af det 20de Aarhundrede været i rivende Vækst. De løbende Udgifter steg saaledes fra 1900 til 19°⁸/_O9 fra 12,898000 til 28,877000 Kr, altsaa gennemsnitlig med godt 2 Mill. Kr. om Aaret. Ganske vist havde Hovedstadeni _{90 1} og 1902 indlemmet 3 Kommuner, og Folketallet var derved forøget en Del; men ogsaa det gennemsnitlige Udgiftsbeløb pr. Indbygger havde været

i meget betydelig Stigning, fra 1900 til i9⁰⁸/_{090 9} fra c-36 c. 64^x/₂ Kr. eller til næsten det dobbelte. Under disse Omstændigheder kunde Københavns Kommune ikke skaffe Ligevægt mellem Udgifter og Indtægter, skønt disse sidste af sig selv var i betydelig Opgang, og Kommunen ogsaa havde Fordel af den nye Skatteordning. 1899 er Forholdet dette, at der paa Københavns endnu er et Overskud paa et Par Hundrede Tusinde Kr.; men i 1900 slaar Vægtskaalen om, og i de følgende Aar er der stadig Underskud, der for Regnskabsaarene 1900 til I9⁰⁸/o₉ summerer sig op til et samlet Beløb paa c. 8 Mill. Kr., som man har maattet afskrive paa Kommunens Kapitalformue. Og i de følgende Aar blev Afstanden mellem Indtægter og Udgifter stadig større. Saaledes opføres paa Budgettet for i9⁰⁹/io et Underskud paa 3,1, for i9¹⁰/n endog paa 4,1 Mill. Kr., og Underskuddet bliver sandsynligvis endnu betydeligere. Naturligvis maatte disse Forhold vække Bekymring hos dem, der bar Ansvaret for Kommunens finansielle Ledelse.

Under Rigsdagsforhandlingerne om de nye Skattelovefremsatte Kommunalbestyrelse da ogsaa for Lovgivningsmagten forskellige Ønsker med Hensyn til den kommunale Beskatning, der navnlig gik i Retning af større Bevægelsesfrihed og Indførelse af Progression indenfor Indkomstskatten. Den kommunaleSkattelov 15. Maj 1903 tog dog intet Hensyn hertil. Imidlertid krævede Kommunens finansielle Forholdstadig Indtægter, og i Januar Maaned 1906 erklærede Regeringen sig villig til at forhandle om Skattespørgsmaalet med Kommunalbestyrelsen. Magistraten lod derefter gennem Skattedirektøren udarbejdetvende *) om en kommunal Indkomst og Formueskat og 2) om en ændret Beskatning af de faste Ejendomme, herunder Indførelsen af en Grundværdistigningsskat. Det nye ved det førstnævnte Forslag i Forhold til den bestaaende Lov var navnlig, at der til Indkomstskatten var knyttet en Formueskat, at Progressionsprincippet var bragt til Anvendelse paa disse Skatter, for Indkomstskattens Vedkommende efter det saakaldte Rateprincip, hvorhos man havde givet Skattelempelser for Familier, der havde Børn at forsørge; endelig var der givet Kommunalbestyrelsen Ret til, efter nærmere bestemte Regler, at forhøje Indkomst- og Formueskattens Grundbeløb efter KommunensBehov. Forslag blev i alt væsenligt tiltraadte af den samlede Kommunalbestyrelse og oversendtetil Regeringen skød dog Spørgsmaalet om en Reform af Ejendomsskatterne tilside— a. havde en Kommission Grundværdistigningsskattentil — men fremsatte i Efteraaret1908 Folketinget Kommunalbestyrelsens Forslag

til en Indkomst- og Formueskat med nogle Ændringer. Den betydningsfuldeste af disse var, at man havde udeladt Magistratens Forslag om de selvskrevne Vælgere,hvilket ud paa, at Personer, der ikke havde 800 Kr. i aarlig Indtægt, skulde kunne sætte sig- selv i Indkomstskat og ved at betale den (2—4 Kr. aarlig) opnaa Valgret. Det drejede sig her om et Forsøg paa at løse Spørgsmaalet om en Udvidelse af den kommunaleValgret de helt übemidlede Befolkningslag paa en Maade, der var praktisk udførlig og ikke kostede for mange Penge. Desuden vedtog Folketinget nogle ikke helt übetydelige Ændringer i Skatteskalaen og indsatte en Bestemmelse om, at den skatteansatte Indtægtfor Personer, der ikke har Børn at forsørge, forhøjes med 15 %, hvorved der paaregnedes en Merindtægtpaa 160000 Kr.

Medens Folketinget havde faret med Lempe ligeoverfor Forslag til en københavnsk og Formueskat, blev dette af Landstinget stærkt indgribende Forandringer. De betydeligste af disse var Progressionsskalaens radikale Indsættelse af andre Regler angaaende Skattegrundbeløbets Forhøjelse samt Formueskattens Udeladelse.

Den af Landstinget vedtagne Skatteskala er angivet
Side 351 (Tabel a). Indtægter paa under
800 Kr. er ligesom tidligere fritagne for Skat.

I omstaaende Tabel b anføres nogle Eksempler paa Skattens Højde for forskellige Indtægter, dels efter de tidligere gældende Regler, dels efter Folketingets og Landstingets Affattelse af Loven. Eksemplerne angiver Skattens Højde uden Hensyn til Børnefradragene.

Medens Forholdet efter det af Folketinget vedtagne
Forslag i det hele var dette, at Personer med Indtægterpaa

tægterpaaindtil 5000 Kr. opnaaede Skattenedsættelse (i Forhold til 232³/_i % Skat), der for visse smaa Mellemindtægterendog være betydelig (se foranstaaende Tabel b), vil den af Landstinget vedtagne Skatteskala bevirke, at Indkomstskatten bliver forhøjet over hele Linien, forsaavidt angaar Personer, der ikke har Ret til Skattenedsættelse paa Grund af uforsørgede Børn (hvorom senere).

Skatteskalaens Indretning staar imidlertid i meget nøje indre Forbindelse med de Regler, der ordner Fastsættelsen af Skattens Højde i de enkelte Aar. Folketingets Forslag gik her ud paa, at det ved Kommunens Budgetter skulde fastsættes, hvorvidt Indkomst- og Formueskatten bliver at opkræve med Grundbeløbet eller om dette skulde forholdsmæssigt nedsættes eller forhøjes. Førte dette til, at Indkomstskatten Formueskatten) i et Aar maatte opkræves med større Beløb end Gennemsnittet for de 3 sidste Aar med Tillæg af en Femtedel, krævedes der Indenrigsministeriets Nægtedes dette, maatte Sagen indankes for de kommunale Vælgeres Domstol.

Landstinget frygtede imidlertid for, at man med de nævnte Regler hurtigt vilde komme op paa svimlendeSkattebeløb indsatte i Stedet herfor i Loven den Bestemmelse, at saafremt Indkomstskatten i et kommende Finansaar foresloges sat højere end Lovens Grundbeløb med Tillæg af en Femtedel, skulde der altid udskrives nye Valg til Borgerrepræsentationen, og den derefter vedtagne Skatteprocent maatte da ikke forhøjes i den tilbageværende Del af den ordinære Valgperiode. Hovedbetydningen af disse Regler er dels, at Indenrigsministerieti Sammenhæng er gaaet helt ud

af Spillet, dels at man i Fremtiden aldrig kan opkræve højere Skat end Grundbeløbet med Tillæg af en Femtedel,uden Sagen har været forelagt for de kommunaleVælgere. gælder, selv om man senere til Regelmæssighed kommer op paa en højere Skat end den nysnævnte. Denne efter sin Ordlyd noget strenge Regel vil dog næppe volde større Bryderi. Thi da man efter al Sandsynlighed hurtigt vil komme op over den forholdsvis lave Skatteprocent, som betegnes ved Grundbeløbet -f- en Femtedel, og da Københavns Kommune, under Presset af de stadig voksende Krav, temmelig sikkert — i alle Tilfælde i en nær Fremtid — ikke vil kunne undvære nogen af de Indtægter, Kommunenengang erhvervet sig, vil det Spørgsmaal, som Vælgerne skal stemme om ved en ny Valgperiodes Begyndelse, næppe blive, om Indkomstskatten kan nedsættes,men om en Skatteforhøjelse bliver nødvendig.Landstingets er forsaavidt rummeligere end Folketingets, som de ikke foreskriver noget Maksimum for Skattens Højde, forudsat at denne billiges af de kommunaleVælgere. Flertal raader i Virkeligheden helt enevældig over, hvor meget Grundbeløbet skal sættes i Vejret. Byder Landstingsforslaget saaledes ikke paa Forhaand noget ved en bestemt Maksimumsgrænseangivet Skatteværn, ligger der derimod en Betryggelse mod stærkt stigende Udgifter i de Forandringer,som nævnte Ting har indført i Skatteskalaenog derved har faaet en Betydning, der rækker langt ud over Øjeblikket.

Man plejer at fremhæve som en Fordel ved Indkomstskatten,t.Eks.iSammenligning
Forbrugsskatterne,atdenfølesstærkere
Befolkningen og

ved det Modtryk, som denne øver, fremtvinger større Sparsommelighed i den offentlige Husholdning. Dette Ræsonnement har dog kun sin Rigtighed, naar en Skatteforhøjelse mærkes nogenlunde stærkt netop af de Befolkningskredse, der sidder inde med Magten til at bestemme Skattens Højde, i dette Tilfælde de kommunaleVælgeresFlertal.Kunpaa Maade kan der skabes en naturlig Ligevægt mellem de Interesser, der tilstræber sociale Fremskridt paa Bekostning af høje Skatter, og dem, der søger at holde Udgifterne nede. Det er to forskellige Samfundsopfattelser, som her tørner sammen. Fra demokratisk Side er man tilbøjelig til at ræsonnere saaledes: Hvis vi ikke fra vor Side gaar paa med vore Krav om sociale FremskridtudensmaaligtHensyntil opnaarviintet.Lykkesdet derimod først at gennemføreKravene,blivermansenere til at give os de nødvendige Skatter, hvormed Udgifterne kan dækkes. Til et vist Punkt har denne Betragtningsmaade sin Berettigelse.Mensermanhen den uhyre Stigning i de offentlige Udgifter, Statens og navnlig Kommunernes,etTræk,somiøvrigt eller mindre genfindes i alle Lande, maa man være klar over, at en saadan Udgiftsstigning ikke kan fortsættes i det uendelige, fordi det bliver vanskeligere og vanskeligere at tilvejebringededertilsvarendeIndtægter, at Underskuddetderformaadækkesved I nogle Lande kan man rigtignok trøste sig med, at det er Nationen selv, som erhverver de nyudstedte offentlige Obligationer, saaledesatRenternebliveri Dette gælder t. Eks. navnlig om Frankrig, hvor Folkets Opsparingsevne er saa stor, at Landet ikke alene er i Stand til at optage det

forøgede Udbud af egne Værdipapirer, men ogsaa til i brede Baner at forsyne Udlandet med Laan. En saadanTrøstharviikke støtte os til. Vore offentlige Obligationer gaar tværtimod for Størstedelen til Udlandet,ogdenneBevægelseer forholdsvis ny Dato. I 1872 var der for 157 Millioner Kroner mere af fremmedeObligationerheriLandet af danske ObligationerpaafremmedeHænder.I er Overskuddetgaaetnedtil8 Kroner, i 1899 har det forvandlet sig til et Underskud paa 223 Millioner, der i 1907 er steget til 526 Millioner. Tager man yderligereHensyntildenløse er Forholdet dette, at der fra 1899 til 1907 var en Gældsforøgelse for hele Nationen paa op imod 50 Millioner Kroner om Aaret. — Det er ikke saa meget Gældens Størrelse som Bevægelsens Retning og Styrke, der kan give Anledning til Bekymring. I alle Samfundsklasser lever man over Evne, og det er yderst sjældent herhjemme at træffe det Fænomen, som endnu i Frankrig er saa almindeligt, at en Mand, efter at have arbejdet sig op til Velstand, bevarer sit tarvelige Levesæt. Det danske Samfund har dog tidligere redet værre Storme af. Efter Statsbankerotten af 181₃ var vi en fattig Nation — hvad vi nu langtfra er — men dengang arbejdedeviosfremtil Velstand, rigtignok kun derved,atenudprægetSparsommelighedssans til de laveste. Skal den økonomiske Ligevægt atter oprettes, maa noget af den gamle danske Sparsommelighed kaldes tillive igen. Det drejer sig her om en national Opgave, en af de vigtigste vi i Øjeblikket har, ganske vist ikke af dem, der er i Stand til at fremkalde større Begejstring,menderforikkemindre

ring,menderforikkemindrenødvendig; thi med en utilstrækkelig Kapitaldannelse vil vi ikke alene blive mere og mere afhængige af Udlandet og maa afstaa en Del af vort aarlige Overskud til dette; men Kapitalmangelenvillæggesiglammende al økonomisk Foretagsomhed, og i det lange Løb vil det gaa ud over alle, mest over de übemidlede Klasser. Men skal et godt Resultat opnaas, maa Staten og KommunernegaaiSpidsenmed godt Eksempel. De af Landstinget foretagne Forandringer i den københavnskeSkatteskalavilutvivlsomtstøtte for at gennemføre en større Sparsommelighed i KommunensHusholdning,fordiIndehaverneaf smaa og mellemstore Indtægter, hos hvem det kommunalpolitiskeTyngdepunkthviler,bliverstærkere interesserede i at holde igen paa Udgifterne, og dette kan jo kun være af det gode. Forholdet bliver da dette, at man overlader det kommunale Vælgerflertal fuld Raadighed over Indkomstskattens Højde, men samtidig lader Smaaindtægterne betale en Del af Svien, naar Udgifterne gaar rask i Vejret. Om Landstinget har delt paa rette Maade mellem dette praktiske HensynogKravetomen Skattefordeling, der finder sit Udtryk i Progressionen, derom kan der altid tvistes, og det beror jo til syvende og sidst paa et Skøn. Progressionen er efter Landstingets Forslag betydelig, navnlig naar der tages Hensyn til, at det er første Gang dette Princip anvendes indenfor den københavnskeIndkomstskat.Detteforhindrerikke, SkatteforhøjelseninogleTilfældekan ret haardt (se her Tabel b). For en Del er dette dog en nødvendig Følge af Ufuldkommenheder ved det tidligere bestaaendeBeskatningssystem,hvorSkatteprocentensvingede

meget stærkt paa Grund af det dengang anvendte Degressionsprincip i Forbindelse med, at din skattepligtigeIndtægtsenhedudgjordefulde200 Gaar man over til et Skattesystem med en rationelt ordnet Progression, maa der nødvendigt fremkomme en uregelmæssigStigningforIndtægteraf Størrelse. Muligvis kunde det have været rigtigt i den nye Indkomstskatatfastsætteenlidt Skatteprocent for Indtægterne fra 800^— ₁₂₀₀ Kroner, hvorved nogle af de største Spring i Skattens Højde vilde være undgaaede.

Ved Bedømmelsen af Skatteforskydningen for de enkelte Indtægtsgrupper spiller imidlertid Børnefradragene,der kommer de smaa Indtægter til Gode, en betydelig Rolle. Skatteydere, der har Børn under 15 Aar at forsørge, har nemlig Ret til at fordre den skattepligtige Indtægt nedsat med 100 Kr. for hvert Barn. Skattefradraget vil t. Eks. bevirke, at naar en Familiefader med 800 Kr. i Aarsindtægt har 2 Børn, vil han i Stedet for 8 Kr. 80 Øre komme til at betale 6 Kr. Skattetillægget udgør da kun 50 Øre. Har han 3 Børn, sker der endda en lille Nedsættelse. Er Aarsindtægten900 er Forholdet noget mindre gunstigt; men det ligger i, at 900 Kr. før betalte det samme som 800 Kr. Naar den nævnte Skattelempelse særlig kommer de smaa Indtægter til Gode, forklares det ved, at Fradraget pr. Barn i den skattepligtige Indtægt her udgør en forholdsvis stor Del af Familiens samlede Indtægt. Dertil kommer, at Børnetallet gennemgaaende er større i übemidlede end i de bedre stillede Familier. Ved den nævnte Fradragsret maa dog den skattepligtigeIndtægt bringes ned under 400 Kroner.

Denne Regel kan i nogle Tilfælde (naar Børnetallet er over 4), virke übilligt overfor de allerlaveste i Forholdtil lidt højere Indtægter, en Uregelmæssighed, der ikke vilde gøre sig gældende, hvis Reglen lød paa, at Fradragsretten begrænses til et vist Antal (t. Eks. 4) Børn. Indtægter paa 5000 Kroner eller derover var efter Kommunalbestyrelsens Forslag udelukkede fra denne Fradragsret, men den nævnte Begrænsning har Landstinget ladet bortfalde. Det samme gælder om den af Folketinget indsatte Bestemmelse, at enlige Personer skal betale et Skattetillæg paa 15 °/₀. Der synes ogsaa at være taget tilstrækkeligt Hensyn til personlige Forhold ved Børnefradragene. Enlige Personerer ikke bedre stillede end Ægtepar uden Børn, og privat stilles der hyppigt store Krav til dem.

Med Magistratsforslaget som Forbillede er Progressionen Landstingets Skatteskala bygget paa Rateprincippet, hvorved den ved en vis Indtægtsgrænse højere Skatteprocent kun finder Anvendelse paa det overskydende Beløb. Da samtidig skattepligtige Indtægtsenhed er nedsat fra 200 til 50 Kroner, har man opnaaet en meget jævnt fremadskridende Progression, der undgaar alle pludselige Spring i Skattens Højde og staar i behagelig til de betydelige Svingninger i Skatteprocenten, gjorde sig gældende under den gamle københavnske Indkomstskat.

Den tredje og betydningsfulde Forandring, som Landstinget eller rettere sagt dettes Flertal har foretageti af Folketinget vedtagne Lovforslag, er Udstemningenaf Københavns Kommunalbestyrelsehavde foreslaaet og Folketinget billiget,at

liget,atder svaredes 0,3 p. m. af indtil 100000 Kr. og 0,6 p. m. af det overskydende Beløb. Personer, der ikke betaler Indkomstskat, skulde ogsaa være fri for at betale Skat af Formue, naar denne ikke udgjorde mere end 20000 Kr. Landstingsfiertallet begrunder bl. a. sin Forkastelse af Formueskatten med, at det er vanskeligt med Bestemthed at opgive Formuens Størrelse,at Formueskat forfølger de samme Formaal som en Progression i Indkomstskatten, og at en kommunalFormueskat, Rigtighed forudsat, i alle Tilfældeikke være særlig for en enkelt Kommune, men ordnes paa ensartet Maade for hele Landet. Dertil kommer det praktiske Hensyn, at naar en kommunalFormueskat samtidig med en ret stærk Progression i Indkomstskatten, vil den bevirke en saa brat Stigning i Skatten for de højeste Indtægter, at man maatte befrygte, at de største Skatteydere i betydeligtAntal søge Bopæl udenfor Hovedstaden og derved unddrage denne ikke alene deres Skatteydelse,men store Indtægter for Byens Borgere.

De her nævnte Indvendinger mod den kommunale Formueskat kan jeg dog ikke tiltræde, navnlig ikke, at en Progression i Henseende til Indkomstskatten skulde gøre Formueskatten overflødig. Progressionen og Formueskatten beror paa to helt forskellige Principper.Denførste berettiget, fordi de store Indtægterharen større Skatteevne end de smaa, Formueskatten, fordi Indtægten er mere værdifuld,naarden sig" fra Formue end naar den skyldes personlig Virksomhed. Medens Fastsættelsen af Progressionens Højde i en ny Lov til en vis Grad maa bero paa et Skøn, hvorved Hensyn bl. a. bør

tages til den hidtil gældende Lovgivning paa dette Punkt og til den Styrke, hvormed den offentlige Mening kræver en Progression, er Indførelsen af en Formueskat derimod en simpel Retfærdighedshandling mod de personligeIndtægter,som den bliver forfordelte. Progressionen kan t. Eks. ikke afhjælpe det uretfærdige deri, at en helt uformuende Embedsmand eller Handelsmedhjælpermed4000 i Aarsindtægt skal erlæggesammeSkat en Kapitalist, der ejer 100000 Kroner og som kan forøge sin Aarsindtægt ved at tage op af sin Kapital og som desuden kan gøre sin Arbejdsevne frugtbringende. En kommunal Beskatning af Formuemomentet vilde ej heller være noget særligt for Hovedstaden , eftersom der i Skattevedtægten for Kommuner udenfor København kan fastsættes et Skattetillægpaa50 ₀ for Indtægter, der skriver sig fra Kapital, Tiende m. m., og af 35 °/₀, naar Indtægten hidrører fra fast Ejendom. En ensartet FormuebeskatningforHovedstaden Landets øvrige Kommuner kan vanskeligt tænkes gennemført, saalænge man vil indrømme de sidste en vis Selvbestemmelsesret overfor den personlige Skat. At en haardhændet kommunal Skattepolitik kan bevirke, at de velhavende Befolkningsklasserbosættersig Byen, er sandt, men Faren bliver dog noget mindre, fordi Nabokommunerne efterhaanden nødes til at forøge Skattebyrden meget betydeligt. Ved Bedømmelsen af dette Spørgsmaal maa det ogsaa haves for Øje, at det er af stor BetydningforKøbenhavns at faa en hurtig Indtægtsforøgelse,forsaa muligt at skaane KommunensKapitalstatus,der maattet lide saa meget under den faste Skatteprocent. Følgen af FormueskattensForkastelsevil

skattensForkastelsevilsandsynligvis blive en hurtigere Forøgelse af Indkomstskattens Grundbeløb, hvorved alle skattepligtige Indtægter kommer til at bære en Byrde, der burde have hvilet paa Formuen.

Det var saaledes betydningsfulde Meningsuoverensstemmelser, bestod mellem Folketinget og Landstinget Hensyn til den københavnske Indkomstskat. Imidlertid betød hvert Aar, der tilbragtes under den gamle Skatteordning, et Tab, som maatte tælles i Millioner af Kroner, og Københavns Kommunes Underskud voksende. Denne Tilstand var i Længden uholdbar, og de Interesser, der stræbte henimod en Løsning af Skattespørgsmaalet, blev stærkere for hver Dag der gik. Dette fandt bl. a. sit Udtryk i, at den af Landstinget foretagne Forandring af Skatteskalaen fandt Tilslutning fra alle Sider i Tinget, og da Landstingsforslaget over i Folketinget, vilde ingen bære Ansvaret for Lovens Forkastelse. Folketinget vedtog da Landstingets Forslag, der under 18. April 1910 ophøjedes til Lov. Selv uden Formueskatten den nye københavnske Indkomstskat overordentlig betydelige Fremskridt i Forhold til den tidligere gældende Ordning ved Indførelsen af et rationelt , ved Børnefradragene og ved den større Bevægelighed, der paa Skatteomraadet er indrømmet Københavns Kommune.

Det kan have Interesse at kaste et Blik paa, hvad Forslagets Gennemførelse finansielt set betyder. KommunalbestyrelsensForslag en københavnsk Indkomstskatvilde de daværende Beregninger (i Forhold til 2l2^lj₂ °/o Skat) have medført en Indtægtsfremgangpaa Kroner, som ved Regeringens

Skatteskala vilde blive forøget til c. 550000 Kroner og ved Landstingets til c. 1,100000 Kroner. Fordeler man Skatteforøgelsen paa Grupper efter Indtægternes Størrelse, antages det, efter Oplysninger meddelte mig af Københavns Skattedirektorat, at c. 225000 Kroner vil falde paa Indtægter paa indtil 2000 Kr., i2soooKr. paa Gruppen fra 2000 indtil 6000 Kr., og 750000 Kr. paa Indtægterne paa 6000 Kr. eller derover. De nævnte Tal knytter sig til Finansaaret i9⁰⁹/i₀- Efter Resultaterne af Skatteligningen for indeværende Aar ((_{1910/ii)I 910/ii)9} ¹⁰/ii) stiller det finansielle Resultat sig sandsynligvis noget gunstigere end foranstaaende Resultat udviser. Det antages, at Paaligningen af Grundbeløbet mindst vil give en Merindtægt paa c. il^ Millioner Kroner. Hvis man hertil lægger den Femtedel af Grundbeløbet, som kan opkræves uden at Vælgerne behøver at spørges, vilde man naa op paa et Merudbytte paa mindst 212¹/₂ Millioner Kroner. Havde man vedtaget Formueskatten, der var beregnet at ville indbringe c. 420000 Kr., vilde man have en Merindtægt paa det kommunale Budget paa omkring 3 Millioner Kroner og altsaa være et godt Stykke paa Vej til Dækning af Udgifterne, rigtignok under den meget vigtige Forudsætning,at for Fremtiden lægges en kraftig Bremse paa Udgifternes yderligere Stigning.