Jærnbaneskylden.

lVledens Henry George's Plan om Konfiskation af den nøgne Jordværdi til Fordel for det hele Samfund endnu kun har fundet en meget stærkt begrænset Anvendelsei har det Kampskrig, hvormed Georgeisternei Dage fylder Luften, unægtelig bidraget meget til at vække og skærpe Interessen for det økonomiskeFænomen, i daglig Tale, politisk Agitation og videnskabelige Fremstillinger almindelig kaldes >Grundværdistigningen«. Den almindelige Retsbevidsthed,der saa svært ved at forlige sig med en almindelig Konfiskation af de alt eksisterende Jordværdier,synes nu ganske fortrolig med Tanken om, at visse nye Værdier bør overføres til det Samfund, der har frembragt dem, og ikke tilfalde dem, der er Ejere af de økonomiske Goder, som stiger i Værdi. Sit »georgeistiske« Præg faar denne Tankegang om Værdistigningernes Overførelse til den værdiskabende Faktor derved, at den højst inkonsekvent kun omfatter Jordværdistigninger. Fælles for den georgeske Jordværdiskatog — de

Former, hvorunder de forskellige Konfiskationer foreslaaseller er gennemførte — er en Række praktiske Vanskeligheder. For Værdistigningsafgiftens Vedkommende har disse bevirket, at man er gaaet meget forsigtigt til Værks med Beskatningens Gennemførelse;man som Regel holdt sig til de Tilfælde, hvor Stigningen har været særlig stor og særlig let at paavise; man har dernæst indskrænket sig til at koniiskeremindre af Værdistigningen. Det er systematiskheldigt dele Jordværdistigningsafgifterne i to Grupper: almindelige og specielle. Ved »almindelige« forstaas da saadanne Afgifter, som lægges paa alle Jordværdistigninger indenfor et bestemt — kommunalt eller statsligt — Samfunds Omraade, ved »specielle« saadanne, der lægges paa Jordværdistigninger, der fremkommer som Følge af specielle Samfundsforanstaltninger.Afgifter sidstnævnte Art er herhjemme bragt til Anvendelse i Forbindelse med Anlæget af Esbjerg Havn, jvf. Lov af 16. Juni 1908 og ved de nye Baneanlægi til Jærnbaneloven af 2"j. Maj 1908; sidstnævnte Afgift har faaet Navnet »Jærnbaneskyld« og er Genstanden for nærværende Afhandling.

Tanken om at anvende Værdistigningsafgift ved de mange projekterede nye Jærnbaneanlæg kom alleredefrem Kommissionen, som udarbejdede Forslaget til den Jærnbanelov, der skulde afløse Loven af 1894. De store Krav, som de mange Baneanlæg vilde stille til Statskassen, bragte ganske naturligt Spørgsmaalet om Dækningen af Udgifterne frem, og under Forhandlingerneherom Opmærksomheden henledt paa den Værdiforøgelse, en Del Ejendomme vilde faa ved de

nye Anlæg. Tanken vandt — siges der — Tilslutning fra saa godt som alle Sider*); men da man ikke kunde overkomme at forme et bestemt Forslag til Løsningen af dette finansielle Spørgsmaal, endte man med at anerkende Tanken og henstille den til Regeringens nærmere Overvejelse. Indenfor Lovgivningsomraadet havde man vel ikke i Kommissionen fundet »Fortilfælde«,men rettedes straks mod Slangerupbanen, hvor en Værdistigningsafgift var blevenpraktiseret Frivillighedens Vej og i det første Aar, da den ydedes, givet en saa betydelig Indtægt som 117000 Kr.

Regeringen fulgte den af af Jærnbanekommissionen givne Opfordring, og Forslaget til den nye Jærnbanelov indeholdt i et Afsnit C Bestemmelser om, at der af den Værdistigning, som tilførtes en Ejendom ved de i Lovforslaget omhandlede Anlæg, skulde svares en Afgifttil som bestred Udgifterne ved Anlæget. Grundlaget for Afgiften, hvis Højde var 50 °/₀, var en Vurdering. Afsnit C af Jærnbaneloven blev med nogle Ændringer vedtaget af Folketinget. Paa dertil i Landstingetgiven blev Afsnit C taget ud af Loven og erstattet med en § 14, en Art Løfteparagraf. Ifølge denne skulde der af den Værdistigning, som ved de i Loven nævnte nye Jærnbaneanlæg — med Undtagelseaf paa Banestrækningen Nyborg —Strib og Ombygningen af Vejle—Give Banen — tilføresde eller Grunde, der nyder godt af Baneanlæget, svares en Afgift til dem, der udreder

---

*) Denne almindelige, principielle Tilslutning til Tanken kom igen atter og atter paa Sagens forskellige Stadier.

Anlægsudgifterne, for de Privatbaners Vedkommende, hvortil intet Statstilskud ydes, dog kun naar Koncessionshaverneønsker Et Forslag til Lov om denne Afgift vilde — efter at Spørgsmaalet havde været overvejet i en af Ministeriet for offentlige Arbejder nedsat Kommission paa indtil 17 Medlemmer, hvoraf hvert af Rigsdagens Ting skulde udpege 5 — være at forelægge i den næst paafølgende Rigsdagssamling. Endelig bestemtes det, at ingen af de nye Baner kunde aabnes for Drift, førend den paagældendeLov Værdistigningsafgift var traadt i Kraft.

I Henhold til denne Jærnbanelovens § 14 blev den nævnte Kommission nedsat i Maj 1908 og afgav Betænkningi 1909. I Kommissionen havde et Flertal paa 11 Medlemmer samlet sig om et »Forslag til Lov om Jærnbaneskyld«. Et Mindretal stillede Ændringsforslag til Flertalsforslaget, hvorved Afgiften lempedes noget. Et andet Mindretal stillede et selvstændigtForslag Lov om Værdistigningsafgift paa Grundlag af Vurdering af Ejendommene, hvoraf der skulde dannes et Fond, »der skal støtte Drift og Forrentningaf paagældende Bane«; dette Forslag tog særlig Hensyn til mulig indtrædende Værdiforringelser, idet der af Fondet »først udredes en Godtgørelse for Ejendommes ved Baneanlæget foraarsagede Værdiforringelse«.Et Mindretal stillede Forslag om en Værdistigningsafgift paa Grundlag af opnaaede Salgspriser.Endelig et fjerde Mindretal, som i en længereBetænkning georgeistiske Principper, Forslagom i-aarlig stedsevarende og uafløselig« Jærnbaneskyldpaa °/0/₀ af den Værdi, som tilføres de paagældende

Jordlodder (eller Dele af saadanne) ved Jærnbaneanlæget,saaledes denne Grundværdi konstateres af et særligt Vurderingsnævn. — Kommissionsbetænkningen udmærkede sig -ikke ved at bringe meget nyt. Den praktisk vigtigste Del af den, Flertalsbetænkningen, var ret kort og indlod sig ikke paa en mere almindelig Begrundelse af Afgiften eller Undersøgelser af dens mulige Virkninger. Det omtalte tjerde Mindretal gav en længere Kritik af Flertalsforslaget og en længere Begrundelse af Mindretallets eget; dette Bidrag indeholdtvel rigtige Bemærkninger, der burde have sat Spor i Loven, men led paa den anden Side meget ved de mange løse Paastande og Teorier, det var fyldt med.

Af den rige Grøde valgte Regeringen at forelægge Rigsdagen Flertallets Forslag, som Folketinget vedtog uændret i Samlingen ig^O8/_O9; i Landstinget naaede det ikke at blive behandlet i den Samling, og dette Ting fik det derfor med en übetydelig Ændring forelagt Efteraaret 1909. Med et Par Ændringer, som senere skal gøres til Genstand for nærmere Omtale, vedtog Landstinget Forslaget i Marts 1910; Folketinget gik — om end nødigt — med til Landstingets Affattelse, den 18. April 1910 blev det til Lov ved Kongens Underskrift.

Jærnbaneskyld er — efter ovennævnte Lov — en særlig tidsbegrænset Afgift, der — foruden almindelig vedvarende Ejendomsskyld — svares af den Værdistigning,som de i Jærnbaneloven af 1908 nævnte

Jærnbaneanlæg*) tilføres bebyggede eller übebyggede Ejendomme eller Dele af saadanne. Afgiften svares dog kun, forsaavidt Værdistigningen er større end 10 °/0/₀ af Værdien af Ejendommen (eller en særligt vurderet Del af denne**) »inden Baneanlæget, bortset fra dette« og svares kun af det overskydende Beløb***). Værdistigningenfastsættes Vurdering. Naar Jærnbaneanlægeter privat, saaledes at Statskassen intet Tilskud yder, svares Afgiften kun, naar de, der søger Bevilling til Anlæget af Banen, ønsker det, og Ministerenfor Arbejder efter samtlige foreliggende Omstændigheder finder Anledning til at imødekomme Begæringen. Jærnbaneskylden indbetales i Statskassen og fordeles — efter at Staten har faaet de af den forlods udredede Omkostninger dækkede — aarlig mellem denne og de øvrige i vedkommende Anlæg interesserede i samme Forhold, som de har ydet Bidrag til Banens Anlæg. Saafremt Jærnbaneskylden for hvert enkelt Baneanlæg skulde indbringe et større Beløb end en Sum, svarende til Anlægsudgifterne (uden Tillæg af Renter), skal det ved Lov bestemmes, hvorledes der skal forholdes med det overskydende.

---

*) Jærnbanelovens § 14 undtog som foran nævnt Værdistigningen ved Dobbeltsporet over Fyn og Ombygningen af Vejle_—Give Banen. Jærnbaneskylds Kommissionen foreslog denne Undtagelse hvad den ogsaa blev.

**) Se omstaaende ang. Lovens § 4.

***) Er en Ejendom eller en Del af en Ejendom inden Baneanlæget, bortset fia dette 50,000 Kr. værd, svares der altsaa ikke Jærnbaneskyld, Værdien ved Vurderingen til denne fastsættes til over 55,000 Kr. Fastsættes den til 56,000 Kr., svares der Afgift af 1000 Kr. = 12 Kr. 50 Øre o. s. fremdeles.

Jærnbaneskyldens*) Størrelse er i^x/₄ °/0/₀ aarlig af den i Henhold til Lovens Vurderingsregler konstaterede Værdistigning som Følge af Jærnbaneanlæget. Dens Varighed er 50 Aar fra den første Vurdering at regne; men naar der i mindst 30 Aar er betalt Jærnbaneskyld af en Ejendom, skal Ejeren endelig kunne frigøre Ejendommen for Behæftelsen ved at betale den efter en aarlig Rente af 4 °/0/₀ kapitaliserede Afgift for de resterende 20 Aar.

Vurderingerne til Jærnbaneskyld foretages af de alt eksisterende Vurderingsraad, hvem dog Ministeren for offentlige Arbejder kan tilforordne særlig sagkyndig Medhjælp, efter den samme Fremgangsmaade som ved Vurderingen til Ejendomsskyld. Naar en ny Banes Retningslinie og Stationernes Beliggenhed er endeligt approberede af Ministeriet for offentlige Arbejder, skal de afgifts pligtige Ejendomme ved den nærmest paafølgendehalvaarlige til Ejendomsskyld omvurderesog paa Grund af Baneanlæget særlig ansættes-, den nye Vurdering lægges ogsaa til Grund for Ejendomsskylden. I de følgende 30 Aar gentages Vurderingen til Jærnbaneskyld, hver Gang ny Vurdering foregaar; naar de 30 Aar fra den første Vurdering er gaaede, mener man ikke, at Jærnbaneanlægetvil yderligere Værdistigninger, og Vurderingen til Jærnbaneskyld ophører derfor. — Vurderingsraadeneskal, Værdistigningen skønnes at

---

*) Loven er desværre utrolig inkonsekvent i Brugen af Udtrykket »Jærnbaneskyld«, idet den dermed snart betegner Værdistigningen, Jærnbaneanlæget har tilført Ejendommen, snart Afgiften, der skal svares af denne Værdistigning, jvf. f. Eks. § 9, 1. Punktum og § 6, 1. Stk..

fordele sig med væsentlig forskellig Styrke paa de enkelte Dele af en Ejendom eller et Matrikelnummer, fastsætte Værdistigningsbeløbet for de paagældende Dele for sig, en Regel, der sikkert vil vise sig at være af stor praktisk Betydning.

Fra georgeistisk Side er Loven om Jærnbaneskyld allerede lyst i Ban som ikke georgeistisk og slet; fra andet Hold er dens Gennemførelse betegnet som et farligt Præcedens for en georgeistisk — ja endog socialistisk (!) — Lovgivning. — Jærnbaneskylden har teoretisk set ikke meget med egentlig Georgeisme at gøre, men der er næppe Tvivl om. at den fra visse Sider har været ment som en Indrømmelse til Georgeisterne, at den i praktisk Politik vil kunne komme til at spille en vis Rolle som Fortilfælde for Lovgivning i georgeistisk Retning. I Politik er Teorierne graa, og det, der vil blive husket, er det rent praktiske, at man ved Jærnbaneskylden dog begyndte at pille ved de store Konjunkturgevinster, som nedfælder sig i Jorden.

For at forstaa Jærnbaneskyldens Tilblivelse og den Skikkelse, Loven har faaet, gør man vel i at erindre dens nøje Sammenhæng med Jærnbaneloven af 1908. Jærnbanepolitikens ejendommelige Karakter af Tuskhandeli Stil gør det muligt i en Jærnbanelov at faa vedtaget Bestemmelser, som ellers vanskeligt naar gennem samtlige Lovgivningens Stadier; paa den anden Side bliver en »Jærnbanereform« vanskeligt en principrén,helstøbt : Hensynet til at faa Jærnbanelovengennemført igoß bevægede Folketinget og Regeringentil lade Lovforslagets Afdeling C erstatte af den nye § 14, og paa den anden Side »tvang« Vedtageisenaf

tageisenafdenne Løfteparagraf i 1908 Landstinget til i 191 o at gaa med til Jærnbaneskyldloven. Bestemmelseni § 14 om, at ingen af de nye Baner kunde aabnes for Driften, før Loven om Jærnbaneskyldentraadte Kraft, øvede i 19¹⁰ saa stærkt et Tryk paa Lovgivningsfaktorerne, at det fornødne Kompromis forholdsvis let kom i Stand. Man kunde ganske vist have valgt at ophæve Jærnbanelovens § 14 i Stedet for at opfylde den; men denne Udvej var af flere Aarsager ret vanskelig at betræde, ja den ansaas endog af mange for spærret; og saa maatte man jo blive enig, naar ikke Togene i Sommeren 1910 skulde holde paa de fuldt færdige Baner uden Tilladelse til at køre, fordi Rigsdagen og Regeringen havde lavet en umulig Lovbestemmelse. Forslaget til Lov om Jærnbaneskyldvar Kommissionens Haand et Kompromis; det blev det endnu mere i Rigsdagen under Trykket af de ovenfor omtalte Omstændigheder.

Det vil lønne sig at dvæle lidt udførligt ved et Par af de Punkter, som principielt og praktisk er de vigtigste i Loven, for derigennem at uddybe Forstaaelsen denne.

Under Forhandlingerne saavel i Kommissionen som i Rigsdagen blev det Standpunkt stærkt forfægtet, at kun den Værdistigning, der var konstateret ved en Omsætning, en realiseret Gevinst burde beskattes, og at opnaaede Salgspriser derfor — ligesom ved Slangerupbanen burde være Grundlaget for den skattepligtige Fastsættelse. Af selve Ordføreren den Landstingsgruppe, der i første Omgang stod paa dette Standpunkt, blev der imidlertid senere

anført en meget overbevisende Argumentrække*) mod
>Omsætningsafgiften«, og hermed faldt praktisk talt

Modstanden mod Vurderingsprincippet, mod »den direkte Værdistigningsskat**)«. —For at gøre Omkostningerne ved Jærnbaneskylden saa smaa som muligt og for at opnaa Sammenhæng og Harmoni med den alt bestaaende valgte man at knytte den nye Afgift nær til Ejendomsskylden og da navnlig gøre Vurderingen af Skatteobjekterne fælles.

Der er rejst Tvivl om, hvorvidt Vurderingsraadene var de rette Myndigheder at overlade Vurderingerne til Jærnbaneskyld — eller rettere, hvorvidt EjendomsskyldensVurderingsmetodeburde ved Vurderingerne til Jærnbaneskyld. Holder man denne Afgift tæt op ad Ejendomsskylden, saaledes som Loven faktisk gør det, jvf. dens § i, er det naturligt at gøre Vurderingsmetode og Vurderingsmyndigheder fælles. Spørgsmaalet bliver saa for det første, om man paa den Maade er i Stand til at faa fat i de af JærnbaneanlægeneskabteVærdier, Forsøget med Jærnbaneskylden som Finansobjekt i mange Tilfælde vil forme sig »som en net Fiasko« — saaledes som det er spaaet ved dens Vugge. For det andet maa man gøre sig klart, om man ikke systematisk tager Værdistigningermed,som skabte af andre Faktorer end Jærnbanen. Det maa nu bemærkes, at saavel Loven som Lovens Forarbejder (Kommissionsbetænkning etc.)

---

*) Se L. Bramsens Bemærkninger til Flertalsforslaget i Koinmissionsbetænkningen 17 — 18, jvf. Landsthigstidende for i9^0y ₁₀, Spalte 88-89.

**) "Betegnelsen er hentet fra Robert Brunhuber: Die Wertzuwachsiteuer, 13^—14, Jena 1906.

kun giver meget ringe Vejledning for Vurderingerne udover Bestemmelsen i § 2, at Vurderingsraadene skal fastsætte Værdistigningen efter »de samme Forskrifter angaaende Fremgangsmaaden, der er gældende for Ejendomsskylden«. Der er ikke saaledes som i RegeringsforslagettilJærnbanelovens C fastsat noget om, at en bestemt Ejendomsskyldsvurdering skal tages til Udgangspunkt; man har af Hensyn til de højst forskelligeForholdved forskellige Baner (f. Eks. de forskellige Tidspunkter for Projekternes Fremkomst o. lign.) villet stille Vurderingsraadene frit med Hensyn til, hvorledes de vil udfinde Værdistigningens Størrelse. Formodentlig bliver det i Praksis saa godt som altid nødvendigt at gaa ud fra en tidligere Vurdering til Ejendomsskyld og som den første Værdistigning at tage Differencen mellem Værdien da og Værdien ved den første Vurdering til Jærnbaneskyld. (Dog maa der selvfølgelig i dette Beløb ske Fradrag for de Værdiforøgelser, der paa anden Maade end ved JærnbanensAnlæger Ejendommen eller en særligt vurderet Del deraf). — Aarsagen til, at »en bebygget eller übebygget Ejendom« ved Anlæget af en Jærnbane kan stige i Værdi, er den, at dens Beliggenhed økonomisk talt forandres. Beliggenhedsmomentet paavirkerutvivlsomthovedsagelig Grunden, og den Værdistigning, Jærnbaneskylden skal ramme, er i det væsentlige en Stigning i Grundværdien. Heraf følger atter, at man gaar en Omvej, naar man søger at udrinde den skattepligtige Værdistigning paa den af Loven foreskrevne Maade; at man paa denne Omvej er udsat for at gøre mange Fejl, er givet; men derfor er det ingenlunde udelukket, at man kan naa et

nogenlunde rigtigt Resultat. Det vilde vel nok have ført mere direkte til Maalet, hvis man havde valgt at lade Jordens nøgne Værdi udfinde og dernæst Værdistigningeniden Men den store Vanskelighed ved denne Fremgangsmaade er jo, at >Jordens nøgne Værdi« endnu ikke har været Genstand for AnsættelseiDanmark og helt uden Erfaringsgrundlag kan man nu en Gang ikke saa godt arbejde, naar det gælder om at fastsætte Skatteobjekters Størrelse.

En Forskel fra Ejendomsskyldsvurderingerne ligger i Reglen om, at Dele af en Ejendom ifølge Lovens § 4 kan vurderes særskilt til Jærnbaneskyld. Denne Regel har sin største Interesse i Sammenhæng med Reglen i Lovens § 5 om io°/₀ Fradraget og virker som en Art Ventil paa denne. Ved den særskilte Vurdering — og Ansættelse til Afgiften — kan det saaledes undgaas, at en stor Værdistigning paa en mindre Del af en stor Ejendom slipper for Jærnbaneskylden.

At hele det vigtige Vurderingsspørgsmaal foruden de mange teoretiske Vanskeligheder vil frembyde en Mængde praktisk overordentlig indviklede Forhold, stod vistnok de fleste klart under Forhandlingerne om Loven; dette har sikkert ogsaa bidraget sit til at give Loven dens yderst forsigtige Præg. — Saavel under Hensyn til, at der gerne skulde komme et finansielt godt Resultat ud af Jærnbaneskylden, som af Hensyn til fremtidige Reformer paa Værdistigningsafgifternes Omraade er det at haabe, at Vurderingsmyndighederne vil kunne løse deres svære Opgave med Held.

Landstinget ændrede Lovforslaget, saaledes som

det forelaa udarbejdet af Kommissionen og vedtaget af Folketinget, paa to vigtige Punkter. Det erstattede en Bestemmelse om, at der i den aarlige Jærnbaneskyld for enhver Ejendom eller særligt vurderet Del af samme fradrages 3 Kroner, med Reglen i Lovens § 5 om 10 Procents Fradraget. En Bestemmelse svarende til den vedtagne Fradragsregel fandtes allerede i JærnbanelovforslagetsAfdelingC, blev i Kommissionen erstattet med Reglen om 3 Kroners-Fradraget. De to Fradragsreglereraf forskellig Rækkevidde. 3 Kroners- Fradraget i selve Jærnbaneskyldens Beløb vilde have ført til Lettelse i Afgiften for nogle smaa Ejendomme og til nogen Formindskelse i Vurderingsraadenes Arbejde.Synderligrationel praktisk fornuftig var den ikke, men nogen videre Skade kunde den dog paa den anden Side ikke gøre. Den nu vedtagne Fradragsregel er baade irrationel i høj Grad og — i hvert Fald for det finansielle Udbytte af Jærnbaneskylden—skadelig. Værdistigning" paa en Tiendedelafden en Ejendom (eller en særlig vurderet Del af en Ejendom) havde før Banen, bliver skattefri uden nogen anden Motivering, end at man derved mener saa nogenlunde at have befriet almindelige Landbrugsejendomme for Afgiften. Saadanne Ejendomme vil vel sjældent stige synderligt mere end 10% i Værdi, naar der ikke kan gives dem anden Anvendelse end den hidtidige. Til at fritage LandbrugsejendommeforAfgiften imidlertid næppe paavisesandenGrund politiske Magtforhold*). At

---

*) I Jærnbaneskyld-Kommissionens Betænkning fremhæver Flertallet, at det ikke rationelt kan begrundes at fritage Landbrugsejendomme Afgiften. ?,Kan en Værdistigning paavises og henføres til vedkommende lærnbaneanlæg, bør denne i Overensstemmelse det til Grund for Forslaget liggende Princip hvad enten Yærdiforogelsen falder paa en Byggegrund paa en ren Landbrugsejendom'-. Betænkningen S. 11.

Fradraget formodentlig vil formindske det finansielle Udbytte af Afgiften meget, kan faa stor Betydning i Fremtiden, fordi Værdistigningsafgifterne derved let uforskyldt kan bringes i Miskredit som Finansmiddel.

Landstingets anden Ændring var at nedsætte Afgiftsprocentenfra l^ lIU- Ogsaa dette vil selvfølgeligbidrage at formindske Udbyttet af Afgiften, men af principiel Betydning er Ændringen ikke; der er nemlig for den Sags Skyld lige lidt Princip i at tage 111¹j₂ og iV4%• Det principielt eneste rigtige Udgangspunktfor af Afgiftens Størrelse er den fulde Rente —4% — af den Kapital, Værdistigningen repræsenterer, anbragt i fast Ejendom mod fineste Sikkerhed.Hensigtsmæssighedsgrunde Hensynet til Vurderingens Usikkerhed og til eventuelle Værdifald — taler for, at kun en Del af Værdistigningen — i det oprindelige Regeringsforslag 50 % — skal indbetales eller forrentes. Imidlertid er man med saa lav en Afgift som iV4°/o i Forbindelse med 10 Procents Fradraget naaet saa langt ned, at de ovenfor anførte Grunde ikke slaar til, og der blev da ogsaa under Forhandlingerne om Loven ført andre i Marken. Først og fremmest blev det betonet, at det var et nyt og uprøvet Omraade, Lovgivningsmagten var inde paa, og at Forsigtighed her var en Nødvendighed, naar man vilde være sikker paa ikke at gaa nogen for nær. Et nærtbeslægtet, meget vigtigt Argument var det, at der ikke ved tidligereJærnbaneanlæg paalagt tilsvarende Afgifter;

---

*) I Jærnbaneskyld-Kommissionens Betænkning fremhæver Flertallet, at det ikke rationelt kan begrundes at fritage Landbrugsejendomme Afgiften. ?,Kan en Værdistigning paavises og henføres til vedkommende lærnbaneanlæg, bør denne i Overensstemmelse det til Grund for Forslaget liggende Princip hvad enten Yærdiforogelsen falder paa en Byggegrund paa en ren Landbrugsejendom'-. Betænkningen S. 11.

det anførtes atter og atter, at Jærnbaneskylden er en Uretfærdighed mod de Egne, som Jærnbaneloven af 1908 skaffer Baner, navnlig da de i Sammenligning med de Egne, som tidligere — uden at betale nogen særlig Afgift — har faaet Baner, er fattige Landsdele.Endelig det af Betydning, at Loven i Rigsdagenhavde principielle Modstandere og lunkne Venner, som kun vilde gaa med til at vedtage den, naar Afgiften blev meget lav.

Spørgsmaalet om. hvorvidt Jærnbaneskylden er en Skat eller ej, kom bl. a. frem i Forbindelse med Diskussionenom Landsdelene imellem. Stort længere end til at sætte Paastand mod Paastand kom man ikke paa dette Punkt. Mod Paastanden om, at Jærnbaneskylden er en Skat, blev det hævdet, at den kun er et Bidrag til Jærnbaners Bygning fra de Personer,som disse have faaet en Formueforøgelse*). Den sidstnævnte Definition indeholder vistnok den bedste samlede Forklaring, som kan gives af Jærnbaneskylden.Mangelen den er, at den i denne Forbindelse siger for lidt, da det slet ikke er udelukket,at af disse Bidrag kan have Karakteren af en Skat. Den Del af dem, som tilflyder private, Personerog er selvfølgelig ikke Skat. Den Del af Bidragene, som tilflyder det offentlige, Stat og Kommune, er vel efter sin Oprindelse og Begrundelse et saakaldt »Bidrag« i samme Forstand som f. Eks. Grundejeres Bidrag til en Gades Asfaltering o. lign.; men i den Udformning, Jærnbaneskylden har faaet,

---

*) Jvf. L. Bramsens Udtalelser ved 3. Behandling i Landstinget; Landstingstidende I9^O9/₁₀, Sp. 770.

nærmer den Del, som tilfalder det offentlige, sig i høj
Grad til en Skats Væsen, ligesom hele Afgiften jo
fuldt ud har en Skats Form.

Til Sammenligning med Jærnbaneskylden finder man et karakteristisk »Bidrag« i Kommunernes Tilskud til Statsbaneanlægene, fastsatte til bestemte Summer pr. Banemil, altsaa bragte i Forhold til Udgifterne ved Anlægene. Nu kan et virkeligt »Bidrag« ganske vist godt paalignes og opkræves som Værdistigningsskat; men naar der som ved Jærnbaneskylden ingen Forbindelse mellem Udgifterne ved Anlæget og »Bidragets« maa »Bidraget« rettest siges at være erstattet med en Skat. Denne henter ganske sin Begrundelse fra den Bidragspligt, som de vedkommende Skatteydere menes at have, fordi der er tilført dem en Formueforøgelse; men den taber ikke derfor sin Karakter af at være en Skat. Jærnbaneskyldens er desuden understreget gennem nære Tilslutning til den almindelige Beskatning fast Ejendom.**)

Jærnbaneskylden er (bortset fra den Del, der tilfalder private) en Jordværdistigningsskat og maa bedømmes som saadan. En almindelig Diskussionfor imod Jordværdistigningsskatten og dens Stilling til det alt bestaaende Beskatningssystem skal ikke forsøges her; det skal kun fremhæves, at Jordværdistigningsskattenbør et Led i en almindelig Beskatning af Konjunkturgevinster, saa vidt som en

---

*) Jfr. Lovens § 14, der træffer Bestemmelse om, hvad der skal ske, hvis der fremkommer et Overskud af Jærnbaneskyld udover ved paagældende Jærnbane.

**) Jfr. Lovens § i: -foruden almindelig vedvarende Ejendomsskyld', der at svare ... Jærnbaneskyld ...

saadan overhovedet lader sig gennemføre. Selvfølgelig kan det være praktisk nødvendigt og derfor forsvarligt at gennemføre et saadant Skattesystem stykkevis, naar Maalet blot er at faa Systemet helt gennemført, og de enkelte »Stykker« udgør en nogenlunde organisk Helhedfor men saaledes forholder det sig desværre ikke med Jærnbaneskylden. Den har indenfor en ganskespeciel af Konjunkturgevinster kun medtaget en lille Del, og idet den er begrænset til saa snævert et Omraade, kommer den til at fremkalde Ulighed, Uretfærdighedi Det samme Skatteobjekt — Værdistigning som Følge af et Jærnbaneanlæg — beskattesved og nye Jærnbaneanlæg paa meget forskellig Maade, uden at der kan paavises nogen rationel Grund dertil. At et Jærnbaneanlæg er nogle Aar, maaske nogle Aartier gammelt, forhindrer ingenlunde,at endnu kan fremkomme Værdistigninger som Følge af det. At noget saadant kan ske er jo netop forudsat i Jærnbaneskyldloven, idet Vurderingerneog særlige Ansættelse af Værdistigningen fortsættes i 30 Aar.

Jærnbaneskylden burde da utvivlsomt have haft et langt større Omfang, end den fik, og dens Indførelse overfor de nye Baneanlæg alene kan kun forsvares med det rent subsidiære Argument, at man ikke kunde faa mere med, og at det gjaldt om at faa begyndt med Værdistigningsafgiften. Det har da ganske sikkert ogsaa sin Betydning, at der er begyndt, bl. a. fordi det nu er uforsvarligt ikke at fortsætte; men uheldigt er det, at man har begyndt saa lidt rationelt, som man har, da det let kan blive skæbnesvangert for den senere Lovgivning paa Værdistigningsafgiftens Omraade.