I.

LJen Reform, der indeholdes i det af politiske Grunde saa stærkt omtumlede Skattelovsforslag for det britiske Finansaar i9⁰⁹/io*)> er en Blanding af rent fiskale Forholdsregler og af Reformer af gennemgribende og socialpolitisk Natur.

Skatteforandringerne griber ind paa mange forskellige De omfatter Stempelafgifter, Afgifter af spirituøse Drikke, Told paa Spiritus og Tobak, Automobilskat, Arveafgift, Jordværdi-Afgift og Indkomstskatten.

Mindst Interesse frembyder Afsnittet om Stempelafgifterne,som beregnede til at fremkalde en Merindtægt af 650000 £. Forandringen bestaar væsentligi Fordobling af visse Stempelsatser, navnlig

---

*) Efter Foredragets Afholdelse har Forslaget endelig naaet at blive ophøjet til Lov som Finance (i9⁰⁹/₁₀) Act, 1910 (10 Edw. 7. Ch. 8).

paa Kontrakter om Salg og Leje af fast Ejendom og paa Børspapirer (med Undtagelse af koloniale Papirer) og i Indførelsen af et Stempel paa Kontrakter angaaende Salg af Børspapirer. Denne »Børsskat«, som udgør 6d. for Forretninger, hvis Værdi ikke overstiger ioo£, og derefter stiger gradvis til i £ for Værdier over 20000 £, har ikke synderlig Betydning for Udlandet. Dette er derimod i højere Grad Tilfældet med selve Stempelet paa Børspapirer, hvis Forhøjelse bl. a. medfører,at Statspapirer i England for Fremtiden er underkastet en Stempelafgift af i %, medens Stempelettidligere var 1/₂ °/₀. Naar England herved tilsyneladende er gaaet med i den samme Bevægelse, som f. Eks. i Frankrig ved de i Løbet af ret faa Aar foretagne Forhøjelser af Stempelet paa udenlandske Statspapirer fra 1j₂ til i og derefter til 2 °/o, har gaaet ud paa at vanskeliggøre Anbringelse af Kapital i Udlandet,er dog ogsaa kun tilsyneladende. Stempelforhøjelsener ren fiskal Natur, idet den rammer de fleste indenlandske Kapitalanbringelser lige saa kraftigt som de udenlandske.

Af overordentlig stor fiskal Betydning er Forhøjelserne
Afgifterne af spirituøse Drikke og
af Tolden paa Spiritus og Tobak.

Regeringen havde beregnet følgende Indtægtsforøgelser:

men den virkelige Indtægt har forøvrigt vist sig ikke
ganske at svare til Beregningen. — I Forbindelse hermedkan

medkannævnes Forhøjelsen af Skatten paa Automobiler,der
at bringe en Indtægt af 260000 £.

Ved Siden af disse Skatters finansielle Betydning frembyder de ikke — saaledes som Jordværdiskatterne og Forandringerne i Arveafgiften og Indkomstskatten — nogen principiel Interesse af finansvidenskabelig eller socialøkonomisk Natur. Til Gengæld har Spiritusafgifterne i nok saa høj Grad som de nævnte Skatter bidraget til at skaffe Regeringen politiske Vanskeligheder og fjerne en Del af de Vælgere, som skulde være dens Støtte i Valgkampen. Dette gælder dog ikke Arbejderpartiet, som synes at stille sig mærkværdig overfor den betydelige Fordyrelse af Arbejdernes Forbrug af spirituøse Drikke og tildels Tobak. Modstanden har derimod været rejst fra agrarisk og ganske særligt fra de irske Agrarers, hvilket havde saa meget desto større Betydning, som Regeringen meget daarligt kunde undvære Irlændernes Stemmer. Man mente, at Afgiftsforhøjelserne maatte vanskeliggøre den irske Whiskydestillation, hvilket har vist sig ogsaa at blive Tilfældet, og som videre Følge deraf frygtede man for daarligere Afsætningsforhold for den irske Kornproduktion.

Afgiftsforhøjelserne er af gennemgribende Natur. De rammer baade Produktionen og Afsætningen i alle dens Former. Produktionsafgiften af Spiritus forhøjes fra 11 sh. 3 d. pr. Gallon til 15 sh., altsaa et Tillæg af 33¹/₃ %, og hertil kommer en Forhøjelse af alle »Licences«, Afgifterne af Bevillinger til Produktion af og Handel med spirituøse Drikke. Handelsafgiften rammer baade Salg en gros og en detail og Udskænkning.Særlig har den sidste Del af Afgiften,

den der er paalagt Værtshuse, Ølhuse, Hoteller, Restaurationer osv. Loven indeholder dels en almindeligForhøjelse dels en Omordning, som i særlig Grad rammer de store Lokaler. Afgiften vedbliver, ligesom tidligere, at staa i et vist Forhold til Huslejen af det benyttede Lokale, men medens Afgiftens Vækst tidligere standsede paa et bestemt Punkt, bliver den nu ved med at vokse med den voksende Husleje. For Restaurationer og Hoteller gives der en Moderation i Afgiften, naar det paavises, at Indtægterne af Salg af spirituøse Drikke udgør mindre end henholdsvis 2/s og x/₃ af den samlede Indtægt. Noget helt nyt er Afgiftenaf af spirituøse Drikke i Klubber. Her kan man jo ikke som ved Lokaler, hvor Udskænkningaf er Hovedsagen, lægge Lokalets Husleje til Grund, idet der for Klubbernes Vedkommendeikke formodes at være noget rimeligt Forholdmellem og Spiritusforbrug, og man er derfor gaaet over til direkte Beskatning af selve Forbruget.Klubbens maa hvert Aar opgive det forløbne Aars Spiritussalg, og Klubben betaler derefteren af 6d. pr. £af Salgsbeløbet (2^x/₂ °/0)./₀).

II.

Arveafgiftens Forhøjelse har finansiel Betydning,idet af Regeringen beregnedes til at give en Merindtægt af 2,850000 £. Større Interesse har den i social Henseende som en videre Udvikling af den gennemgribende Forandring i Beskatningen af Arv, som Harcourt under voldsom Modstand fra konservativ Side gennemførte i 1894. Hovedpunktet i Reformen

af 1894 var i formel Henseende det, at de fem gamle Afdelinger af Skatten (probate duty, account duty, legacy duty, succession duty og estate duty) væsentligreduceredes 2: Estate Duty, der blev en progressiv Skat paa Dødsboets Formue, og Legacy and Succession Duty, som er en Skat paa de enkelte Arvinger, stigende efter Slægtskabets Fjærnhed. I reel Henseende betød Reformen en gennemgaaende Forhøjelse af Skatten og en Gennemførelse af Progressionsprincippetfor Dutys Vedkommende. Det nye System er blevet bevaret uforandret siden 1894, kun at Taksterne blev noget forhøjede i 1907. Det nye Forslag gør heller ingen Forandring i Princippet,men gennemfører en betydelig Takstforhøjelse.

Følgende Eksempler vil give et Begreb om Forhøjelsernes

x) Estate Duty er altsaa en Skat paa hele
Dødsboets Formue. Af Forandringerne heri kan anføres

Inddelingen er finere end før og Satserne gennemgaaende
15 *yo er stadig Maksimum, men dette
Maksimum naas paa et tidligere Trin.

2) Legacy and Succession Duty rammer de enkelte Arvinger. Af de to Underafdelinger angaar Legacy Duty den bevægelige Formue, der arves efter Testamente eller ifølge lovlig Arvegang, medens Succession angaar den øvrige Arv. I Virkeligheden er disse to Underafdelinger kun én Skat. Forandringen i det nye Forslag bestaar i, at Skatten for

Fjernere Slægtninge og ikke beslægtede betaler
vedblivende som hidtil 10 °/0, hvilket altsaa er Skattens
Maksimum.

III

Den Del af Skattereformen, som har vakt mest Omtale, og som har bragt Loyd Georges Navn stærkest frem i den offentlige Debat, er det Tilløb, som i Forslagetgøres en Beskatning af Jordværdierne. Om stort mere end et Tilløb kan der neppe tales, dels fordi Satserne er lave, dels fordi den væsentligste Del af Skatten ikke er en Værdiskat, men en Værdistigningsskat,og fordi en saa overordentlig stor Del af Englands Jord slet ikke rammes af de nye Skatter. Alligevel har denne Begyndelse selvfølgelig en stor principiel Betydning, fordi Systemet er helt nyt for Englands Vedkommende. Hvad den finansielle Side angaar, er disse Skatter derimod foreløbig uden Betydning. Man venter, at de i Fremtiden skal bringe store Indtægter, efterhaanden som Jordværdierne i

Byerne og disses nærmeste Omegn stiger, men paa det nærværende Budget giver de ingen Indtægtsforøgelseeller sagt en negativ Indtægt, idet Skatterneer til i første Finansaar at indbringe 500000 £, medens de forberedende Vurderingsarbejder formodes at ville koste c. 650000 £.

Den nye Jordbeskatning falder i fire Afdelinger:

Increment Duty.

Reversion Duty.

Undeveloped Land Duty

Mineral Rights Duty.

Om alle fire Skatter gælder den fælles Regel, at
de ikke rammer Landbrugsjord, saalænge den ikke har
mere end agrikulturel Værdi.

Den første Afgift, Increment Duty, er en Værdistigningsskat, Skat paa Forskellen mellem den nøgne Jordværdi (site value) paa det Tidspunkt, da Skatten opkræves, og den oprindelige nøgne Jordværdi. Ved den oprindelige Jordværdi forstaas i Almindelighed Værdien i April 1909 ifølge en almindelig Vurdering, som i den Anledning skal foretages. Fra Regelen om, at det er denne Værdi, der skal lægges til Grund for Konstateringen Værdistigningen, gælder der den Undtagelse, hvis nogen har købt Jord i de sidste 20 Aar og beviser, at Jorden, da han købte den, havde en højere Værdi, end den havde i 1909, kan Værdien paa Købets Tidspunkt danne Grundlaget.

Som ovenfor anført opkræves Værdistigningsskat ikke af Agerbrugsjord, saalænge denne Jord ikke har højere Værdi end den Markedsværdi, der paa det paagældende Tidspunkt har sin Aarsag i Jordens Benyttelsetil (its market value at the time for

agricultural purposes only). Endvidere er Ejendomme under en vis Værdi og Størrelse saavel i Byerne som paa Landet fritagne for Skat, naar de benyttes af Ejeren.

Hvad Tidspunktet for Opkrævning angaar, har man valgt en Mellemvej mellem de to Principper, om hvilke der har været ført en livlig Strid i de Lande, hvor man har indført eller tænkt paa at indføre Værdistigningsskatten.Fra ene Side har man hævdet, at Skatten burde være en Omsætningsskat, saaledes at Værdistigningen kun skulde beskattes, naar den konstateredesved virkelig Overdragelse, medens man paa den anden Side har holdt paa, at den burde opkrævesefter Vurderinger. Til Fordel for det første Princip har man fremhævet, at kun en Overdragelsegiver faste Holdepunkt for Konstatering af Værdistigningen og navnlig, at i mange Tilfælde fremkommer der først ved Overdragelsen en Kapital, et Pengebeløb, hvoraf den skattepligtige kan betale Skatten. Herimod har man dels indvendt, at netop den periodiske Opkrævning af Skatten skulde tvinge den, der lod værdifuld Jord henligge, til at udnytte den eller, hvis han ikke var i Stand dertil, at overdrage den til andre. Men i særlig Grad har man imod Omsætningsskattengjort at Jord, der ejes af Aktieselskaber og andre Korporationer, derved i mange Tilfælde ganske vil undgaa Skatten. I Tyskland har man i denne Henseende navnlig haft Blikket rettet paa de store Terrænselskaber, der har opkøbt Jord især i de store Byers Periferi og dér anlægger Gader og bebygger dem. En Omsætningsskat vil styrke Tendensentil, saadanne Selskaber ikke sælger deres

Ejendomme, men at Omsætningen af Ejendomsretten
faar Formen af Køb og Salg af Selskabets Aktier.

Ved den engelske Værdistigningsskat er man nu gaaet den Vej, at man hos fysiske Personer opkræver Skatten ved ethvert Besidderskifte, der foregaar enten ved Salg eller ved Forpagtning paa mere end 14 Aar eller ved Død. Ved den sidste Bestemmelse opnaar man, at Jord, som ikke overdrages i Besidderens Levetid, ikke undgaar Skatten. Tilbage staar imidlertid de juridiske Personer, Korporationerne, som ikke dør. Overfor disse har man fraveget det Princip at behandle Skatten som Overdragelsesafgift, idet Jord, der ejes af Korporationer, beskattes efter periodiske Vurderinger, der vil være at foretage første Gang 1914 og derefter hvert femtende Aar. Overfor visse Korporationer, der ikke holder Jorden for rent økonomiske Formaals Skyld, har man indrømmet en Fritagelse for Skatten, nemlig overfor Sportsklubber o. 1., naar de vedblivende vil holde Pladsen som Sportsplads.

Skattens Størrelse er 1 £ pr. s£, d. v. s. 20 °/0/0 af
Værditilvæksten.

Reversion Duty (Tilbagefaldsskatten) er et Supplement til Tilvækstskatten. Denne Skats Hovedhensigter ramme de særlig store Gevinster, der falder til Ejere eller Fremlejere, naar et Lejemaal paa et meget langt Aaremaal hører op. Dette Forhold har en overordentlig Betydning i de store Byer, navnligi hvor den almindelige Regel er, at JordensEjer Grunden for et Tidsrum af 80 eller i Almindelighed 99 Aar, indenfor hvilket Tidsrum den ofte er Genstand for Fremleje paa en kortere Tid fra den oprindelige Lejers Side og ikke sjældent for yderligereFremleje

ligereFremlejefra tredje, fjerde o. s. v. Lejer. Skatten rammer den Fordel, som tilfalder en Udlejer af Jord derved, at et Lejemaal paa over 21 Aar ophører. Dog er herfra — i Lighed med Princippet ved Increment Duty — undtaget alle Lejemaal, der angaar Landbrugsjord.Skattens er det Beløb, hvormed Jordværdienefter ved Lejemaalets Ophør overstigerden Værdi af Lejesummen, og Skattens Størrelse er 1 £ pr. 10 £ eller 10% af Differencen.

Saafremt den, der ved et Lejemaals Ophør har betalt Reversion Duty, derefter sælger sin Ret (hvad enten denne nu er en Ejendomsret eller en Lejeret), vil han jo ifalde Increment Duty, og der vil derved gives Tilfælde, hvor der fremkommer en Dobbeltbeskatning. saadanne Tilfælde skal de skatteansættende skønne over, hvorvidt den betalte Reversion Duty eller Del deraf skal betragtes som en a conto Betaling paa Increment Duty og altsaa fradrages i dennes Beløb. Omvendt kan det tænkes, at den, der ifalder Reversion Duty, i Forvejen har betalt Increment — f. Eks. i saadanne Tilfælde, hvor en Grund ejes af en Korporation, der betaler Skatten efter periodiske Vurderinger — og at denne Skat maa betragtes som a conto Betaling paa Reversion Duty og derfor fradrages i dennes Beløb.

Undeveloped Land Duty er, i Modsætning til de to i det foregaaende omtalte Afgifter, ikke en Skat paa Værdistigningen, men en Skat paa Værdien, en ren Jordrenteskat af visse Grundbesiddelser. Det er ikke en almindelig Jordrenteskat, men kun en Skat paa den Jord, der betegnes som uudviklet, hvilket

vil sige, at den ikke er bleven Genstand for den fremskredneBenyttelse, den maa anses for at være moden til. Jord vil være at betragte som uudviklet, »saafremt den ikke er bleven udviklet ved Opførelsen af Beboelseshuse eller af Bygninger til Brug for nogen Forretning, Handel, Haandværk eller Industri, som ikke er Landbrug (any business, trade or industry other than agriculture) — dog indbefattende Drivhuse — eller paa anden Maade bona fide bruges til nogen Forretning, Handel, Haandværk eller Industri, som ikke er Landbrug".«

Skatten paalægges efter femaarige Vurderinger og
betales aarlig med 11% d. pr. £ af den nøgne Jordværdi,
2,0s promille aarlig af Værdien.

Jorden er fritagen for Skat, saafremt Jordværdien ikke overstiger 50 £ pr. acre (1235 Kroner pr. Tønde Land), og ifald det drejer sig om Agerbrugsjord, er den endvidere fritagen for Skatten, selv om den har en højere Værdi end 50 £ pr. acre, saafremt — og saa langt som — det højere Beløb skyldes Jordens Værdi som Agerbrugsjord. Endelig er der Fritagelse for al Agerbrugsjord, der besiddes og bruges af Ejeren selv, naar Jordens Værdi i Forening med Værdien af al anden Jord, som tilhører samme Ejer, ikke overstiger £. Endvidere er ganske smaa Ejendomme fritagne.

Det er altsaa kun en meget begrænset Del af Storbritanniensog Jord, der vil blive beskattet paa denne Maade.- Det, som vil blive ramt af denne Skat, hvis Størrelse jo forøvrigt er særdeles beskeden, er hovedsagelig Jord — navnlig i Byerne og disses nærmesteOmegn som er moden til Husbebyggelse

eller til Fabrikanlæg o. 1., men som holdes tilbage fra
saadan Benyttelse enten i Spekulationsøjemed eller af
andre Grunde.

Hensigten med Skatten er aabenbart en dobbelt. Dels har man paalagt den for at finde en Vej til overhovedet faa Skat af saadan Jord, og dels vil man benytte den til at tvinge Jorden ind paa saadan Benyttelse, man anser den for at være moden til, ved at gøre det dyrere at holde den tilbage derfra.

I første Henseende er Forholdet det, at de Skatter, — bortset fra de nye Forslag — hviler paa Besiddelse af fast Ejendom, væsentlig er følgende tre: LandTax. HouseTax og Property and Income Tax efter Schedule A. Alle disse tre Skatter har det tilfælles, at de beregnes efter den Indtægt — navnlig Leje- eller Forpagtningsafgift — som Ejendommen giver, og Følgen heraf er, at naar værdifuld Jord behandles benyttes paa en saadan Maade, at den enten slet ikke giver Indtægt eller kun giver en i Forhold sin Værdi ringe Indtægt, bliver den enten helt skattefri eller kommer kun til at betale en Skat, som ikke staar i noget rimeligt Forhold til Værdien. Ved at foretage periodiske Vurderinger af saadan Jord og opkræve en aarlig Afgift af ca. 2 promille af Taksationsværdien, man i nogen Grad bøde paa dette Forhold.

Hvad Skattens andet Formaal, at tvinge Jorden ind paa den Benyttelse, som man anser den for moden til, angaar, kan der naturligvis endnu ikke siges noget om, hvorvidt den lave Afgift vil faa synderlig Betydning.At er Jorder, overfor hvilke den vil have den anførte Virkning, kan vel ikke betvivles, men en anden Sag er det, om det vil ske i et saadant Omfang,

at det faar nogen vidtrækkende Indflydelse paa Bebyggelses og Benyttelsesforholdene. Skulde det ske, at Indflydelsen virkelig bliver stor, vil der jo paa den anden Side selvfølgelig opstaa endel Betænkeligheder, fordi det ikke er givet, at det i hvert enkelt Tilfælde er absolut heldigt, at Jord, der i Kraft af en Vurdering kan betragtes som moden til Bebyggelse, bliver tvungen ind derpaa. Nogle af disse Betænkeligheder har Lovforslagetforudset, det har søgt at træffe Foranstaltningermod, Skatten i denne Henseende kommer til at øve en uheldig Virkning. Man har særlig tænkt paa, at der kunde blive Fare for, at aabne Pladser i eller udenom en By, hvor det af hygiejniske, æsthetiske eller andre Grunde er ønskeligt, at saadanne Pladser bevares, kunde blive tvungne til at forsvinde for at give Plads for Huse. For at undgaa denne Fare og Faren for at forstyrre mere vidtgaaende Byggeplaner, har man til de ovenfor omtalte Fritagelser fra Skatten endvidere føjet Fritagelse for følgende Ejendomme:

Parker, Haver eller aabne Pladser, hvor Publikum
har juridisK Ret til at færdes,

Skove, Parker, Haver eller aabne Pladser, hvortil Publikum eller Egnens Beboere (og Militæret i Øvelsesøjemed) en rimelig Adgang, naar Skatteraadet mener, at saadan Adgang tjener Almenvellet,

Grunde, med Hensyn til hvilke det bevises for Skatteraadet, at de holdes fri for Bygninger af Hensyn til en bestemt Plan for Udviklingen af det Areal, af hvilke Grundene er en Del, og Skatteraadet skønner, at det er i det offentliges Interesse, at Jorden saaledes holdes fri for Bygninger, — og endelig

Grunde, der benyttes til Sport eller anden Rekreation,naar

kreation,naarBenyttelsen foregaar efter Kontrakt med Ejeren, og denne Kontrakt ikke kan ophæves i Løbet af mindst fem Aar, eller naar Skatteraadet skønner, at andre Omstændigheder gør det sandsynligt, at Grunden vil vedblive at blive benyttet paa den anførte Maade.

Mineral Rights Duty er ligesom Undeveloped Land Duty ikke en Værdistigningsafgift, men en ren Jordrenteskat, idet den opkræves som en aarlig Afgift, hvis Størrelse er i sh. pr. £ eller 5 °/0/₀ af den aarlige Sum, som Forpagteren betaler Ejeren for Retten til at tage Mineraler (hvortil i denne Sammenhæng ikke henregnes almindelig Lerjord, Teglstensjord, Sand, Kalk, Kalksten og Grus) af Jorden. Saafremt Ejeren i Stedet for at bortforpagte Retten til at tage Mineraler af Jorden, selv bearbejder Jorden i dette Øjemed, betaler Skat af den aarlige Sum, som han efter Stedets og Tidens Sædvane vilde kunne taa i Forpagtningsafgift. Hensyn til Forpagtningsafgiftens Beregning der særlige Regler for de Tilfælde, hvor den indeholder Vederlag for saadanne Udgifter fra Ejerens Side, der normalt afholdes af Forpagteren o. 1.

IV.

Langt mindre Omtale (ialtfald udenfor England) end de forskellige Grundskatter har Loyd Georges Ændringer i Indkomstskatten (Property and Income Tax) været Genstand for, og dog frembyder de betydelig som et væsentligt Led i den Række af Ændringer, som lidt efter lidt i smaa Skridt fuldstændig omformet denne gamle Skat og bragt dens Opkrævning til at fravige de oprindelig fastslaaede

Af de nu gennemførte Ændringer frembyder den rent
finansielle Forandring, som bestaar i, at Normalsatsen
forhøjes fra i sh. til i sh. 2d. pr. £ (55/6 °/0),/0), mindre
Interesse. Skattesatsen er jo nemlig stadig vekslende
fra Aar til Aar, idet Indkomstskatten vedblivende betragtes
et Supplement til Statens andre Indtægter,
og Satsen derfor paa hver Finanslov bestemmes efter
Behovet. Forskellen mellem de forskellige Aar kan
være meget betydelig, idet det hidtil naaede Maksimum,
den Sats, der benyttedes i 1857, var 1
sh. 4 d., medens Minimum, nemlig Satsen, hvorefter
Skatten opkrævedes i Aarene 1874—j 6, kun var 2 d.
eller 5/ °/
ener /6/6 ;0.

For de senere Finansaars Vedkommende har Normalsatsen
sat som følger:

Den stærke Forhøjelse er begrundet i de siden
Boerkrigen saa kraftigt stegne Statsudgifter.

Langt mere Betydning end Satsens Forhøjelse har
som sagt de principielle Ændringer.

Saaledes som Skatten opkrævedes fra 1803 til 1816 og efter lang Tids Hvile genoptoges 1842, var den efter sit Princip en ren Indkomstkildeskat, en Skat, der ikke skulde opkræves efter en Vurdering af den enkeltes samlede Indtægt, men lagdes paa de forskelligeKilder, Indtægten flyder. Modstandere af den personlige Indkomstskat fremhæver stadig den

engelske Skats Fortrin og anfører den som Forbillede for andre Lande, fordi man ved dens Benyttelse undgaarenhver Indtrængen i den enkelte Persons Indtægts- og Formueforhold, og de Fejl, som uundgaaeligfølger Skattemyndighedernes Skøn over de enkeltes Indtægt. Navnlig Selvangivelsen, som er et ganske nødvendigt Led i Skatteansættelsen ved den personlige Indkomstskat, angribes under Henvisning til, at den altid er usikker, fordi saa mange mangier Evnen eller Viljen til at angive deres Indtægt rigtigt, og at den er unødvendig, naar man anvender Indkomstkildeprincippet.

Princippet om kun at søge Kilderne og undgaa Undersøgelsen af de personlige Forhold, var allerede fra Begyndelsen af Genstand for vigtige Undtagelser, og enhver Ændring, som Skatten i Tidernes Løb har undergaaet, bringer den længere bort derfra. Den oprindelige Undtagelse fandtes ved Skattens Schedule D.

Som bekendt er Skatten delt i følgende fen) Afdelinger:

Schedule A, der rammer Ejere af Huse og Landejendomme, og som beregnes efter den aarlige Leje- eller Forpagtningsafgift med et Fradrag for Administrationsudgifter,

Schedule B, der betales at Forpagtere, idet disses
ansættes til en Tredjedel af Forpagtnings
afgiften,

Schedule C, der omfatter Indtægten af offentlige Papirer og opkræves paa den Maade, at Skatten afkortes Rentens Udbetaling, altsaa som en Kuponskat,

Schedule D. hvorved Skatten af Næringsind-

komster (Indtægter af Handel, Haandværk, Industri eller anden Forretning, Sagføreres, Lægers osv. osv. Indtægter) opkræves. Forsaavidt den Næringsdrivende er et Aktieselskab, betaler dette Skatten og fradrager dens Beløb ved Dividendebetalingen.

Schedule E, som er Skatten af offentlige Lønninger,
Skat fradrages ved Lønningens Udbetaling.

Undersøgelse af, hvorvidt den, der betaler Skat for Indtægt, der flyder af et Formueobjekt — f. Eks. ved Schedule A og B — har Renteudgifter, der formindsker undgaas derved, at Skatten beregnes uden noget Hensyn til Gæld, medens den skattepligtige, naar han betaler Renten, har Ret til overfor sin Kreditor at fradrage den forholdsmæssige Del af Skatten, som falder paa Rentens Beløb.

Forsaavidt de Indtægter, der falder ind under Schedule D, ikke oppebæres af Aktieselskaber, altsaa hvor det drejer sig om Indtægter, der tilfalder private Næringsdrivende, Sagførere, Læger, Udøvere af »liberale osv., kræves der ikke alene en af Skattemyndighederne foretagen Undersøgelse af den enkelte Persons Indtægtsforhold, men der benyttes Selvangivelse, og denne Selvangivelse er tvungen. Ikke alene falsk Angivelse, men ogsaa Undladelse af Angivelse medfører Bødestraf. Bødens Størrelse er forskellig efter Arten af den Domstol, der skal behandle Den er enten 20 £ med Tillæg af 3 Gange Skattens Beløb eller 50 £ (5 £ ifald den paagældende har nogen skattepligtig Indtægt).

Til denne Undtagelse fra Princippet har der i Tidernes
sluttet sig en Mængde andre.

Blandt de vigtigste af disse kan først nævnes den, der følger af den Fritagelse for Skat eller Nedsættelse i Skattens Beløb, som indrømmes Personer, hvis samlede er under en vis Størrelse. En Række paa hinanden følgende Budgetter har indført Forandringer denne Henseende, og Regelen er nu for Tiden følgende:

Skønt det ligger udenfor Sammenhængen, skal her tilføjes, at det nye Budget bestemmer, at Skattenedsættelsen lave Indtægter kun skal komme Indbyggere i det britiske Rige og britiske Undersaatter, paa Embedsvegne eller af Helbredshensyn opholder sig i Udlandet, tilgode. Denne Bestemmelse har nogen Interesse for Udlændinge, altsaa ogsaa for Danske, der har Indtægter af britiske Kilder, og hvis Indtægt derfor beskattes ved Kilden, f. Eks. gennem Kuponskatten paa engelske Consols. Tidligere havde de Ret til at opgive, hvor stor deres samlede Indtægt af britiske Kilder var, og ifald denne Indtægt var under 700 £, havde de samme Ret til Fritagelse eller Nedsættelse de britiske Undersaatter. Denne Ret er altsaa nu bortfalden.

Følgen af at de mindre Indtægter dels er helt fritagneior dels skal have en Nedsættelse i Skatten, er den, at naar Indehaverne af saadanne Indtægter gennem Kildebeskatningen — f. Eks. Kuponskatten eller Skatterne paa fast Ejendom — har betalt Skat af

hele deres Indtægt eller af en større Del deraf end den, som efter Nedsættelsesreglerne er skattepligtig, maa de have enten hele den erlagte Skat eller en Del af den tilbagebetalt af Statskassen. Men for at kunne opnaa denne Tilbagebetaling, maa de ikke alene indsendeen af deres samlede Indtægt, men denne Angivelse maa indeholde en nøjagtig og detailleret Specifikation af de Beløb, som falder ind under de forskelligeIndtægtsarter. saadan Specifikation er selvfølgelig nødvendig, for at de overfor Skattemyndighedernekan ikke alene, hvor meget de har haft i Indtægt, men ogsaa hvor meget de har betalti Følgen af Nedsættelsesreglerne bliver altsaaden, en overordentlig stor Mængde af de Personer,der mindre end 700 £ i aarlig Indtægt, maa foretage Selvangivelse, saafremt de ikke foretrækker at betale mere i Skat, end de er pligtige til.

Men foruden det, som Degressionen medfører, er der efterhaanden kommet flere Modifikationer. Finanslovenaf indførte for første Gang Forskellen mellemFormueindtægt Arbejdsindtægt. Man havde hidtil beskattet alle Indtægter efter samme Sats, uanset deres Oprindelse. Dette kan synes at staa i Modstrid med Skattens Navn, Property and Income Tax, som ordret oversat betyder Formue- og Indtægtsskat og altsaa leder Tanken hen paa en Ordning som f. Eks. den danske og den preussiske, efter hvilke man beskattersamtlige og desuden særlig Formueindtægterneved Skat paa selve Formuen. I Modsætning hertil maa det engelske Navn forstaas paa den Maade, at det repræsenterer et System af Skatter, af hvilke de to første Afdelinger — A og B — er

Skatter paa Indtægten af fast Ejendom (property), medens de 3 andre Afdelinger — C, D og E — er Skatter paa alle andre Indtægter, medens der ikke er nogen Forskel paa de Rater, hvormed de forskellige Arter af Indtægter beskattes.

I 1907 indførte man en forskellig Behandling af »earned« og »unearned« income, og det sidste Udtryk dækker nærmest hvad man paa dansk vilde kalde Rente af Formue, hvadenten denne bestaar i fast Ejendom eller mobil Kapital, medens »earned« income er Frugten af Erhvervsvirksomhed, af aandeligt eller legemligt Arbejde. Bestemmelsen af 1907 gaar ud paa, at saafremt en Persons samlede Indtægt ikke overstiger 2000 £, skal han af den Del af Indtægten, som er »earned«, kun betale en Skat af 9 d. pr. £. Nedsættelsen for earned income er ved det nye Budget yderligere udvidet, saaledes at det gøres gældende for alle Personer, hvis Indtægt ikke overstiger 3000 £, paa df*n Mfiadp, ar Personer med under 2000 £. i samlet Indtægt stadig betaler 9 d. af den Dei, der er »camed«, medens Personer med en Indtægt af mellem 2000 og 3000 i: betaler 1 sh. af deres »earned income«.

Ogsaa denne Adskillelse mellem de to Arter af Indtægter bevirker, at de, der vil nyde godt af den derved fremkommende Nedsættelse, maa indlevere en nøjagtig specificeret Angivelse af alle deres Indtægter. Allerede herved udvides Kredsen af Selvangivelser, og det samme bevirkes ved den nu for første Gang i England indførte Nedsættelse for Familier med Børn. Regelen herom gaar ud paa, at enhver, hvis Indtægt ikke overstiger 500 £, kan fradrage 10 £ for hvert Barn, som ikke er over 16 Aar.

En langt mere vidtrækkende Betydning har dog den nye Tillægssats for store Indtægter, den saakaldte Supertax, hvis Indførelse uden direkte at omforme hele Skattesystemet, dog i Virkeligheden betegner et væsentligt Brud med de nedarvede Principper.

Et af de Hovedpunkter, paa hvilke Forskellen mellem den rene Indkomstkildeskat og den personlige Indkomstskat tydeligst viser sig, er dér, hvor man staar overfor den nyere Finansvidenskabs ret enstemmige Fordring om, at Indkomstskatten bør være progressiv. Naar det kan siges, at denne Fordring er ret enstemmig, at den i hvert Fald har Flertallet for sig, beror dette paa, at selv de fleste af de Repræsentanter for Finansvidenskaben, soul ikke vil gaa ind paa, at det samlede Skattesystem bør indrettes saaledes, at Skatterne i deres Helhed kommer til at hvile progressivt Forhold til de enkeltes Formue og Indtægt, dog gør en Indrømmelse med Hensyn til Indkomstskatten taget for sig alene. Denne Indrømmelse har sin Grund i, at det samlede Skattesystems øvrige Poster, navnlig Tolden og andre Forbrugsafgifter, saafremt de skal give et klækkeligt finansielt Resultat, vanskelig kan undgaa at indrettes saaledes, at de »vender den tunge Ende nedad«, saa at Progressionen i Indkomstskatten kun bevirker, at det samlede System faar en ligeligere Karakter.

Medens Progressionen i den personlige Indkomstskatlet sig tilvejebringe ved Indretningen af Skatteskalaen, er den i Grunden ganske uforligelig med den rene Indkomstskildeskats Principper. Naar man princip mæssig beskatter Indkomstkilden og ikke Personen,naar i nogle Tilfælde — f. Eks. ved Rentebeskatningenog

beskatningenogved Aktieselskabsskatten — tager Skatten af Indtægten uden at vide, hvem der kommer til at betale den, og i andre Tilfælde — som ved Beskatningenaf faste Ejendomme — vel kender den Person, der skal betale Skatten, men dog skal tage den uden noget Hensyn til hans økonomiske Forhold, saa maa den Sats, hvorefter Skatten opkræves, nødvendigvisvære samme overalt. Allerede den ovenfor omtalte Degression — Fritagelse eller Nedsættelsefor Indtægter — endvidere Moderationen for earned income og for Familier med Børn samt den i nogle Tilfælde indrømmede Fritagelse for Livsforsikringspræmierforanlediger særdeles indviklede og omstændelige System med Tilbagebetaling af erlagt Skat; men dette System er jo praktisk set uanvendeligtoverfor egentlig Progression. Ifald det her skulde anvendes, kunde det kun ske paa den ganske barokke Maade, at man overalt ved Kilderne uiaatte opkræve Skatten efter Maksimalsatsen, hvorefter man maatte skride til en større og mindre Tilbagebetaling til det ganske overvældende Flertal af Skatteydere, som alle maatte præstere Selvangivelse af deres Indtægt.Saafremt praktiseredes paa denne Maade, vilde man vanskelig kunne nægte, at det havde »krængt sig om til sin egen Karikatur«.

Ikke desto mindre er man nu ved Indførelsen af Supertax gaaet et lille Skridt ind paa den progressive Indkomstskats Bane, men dette har ganske vist foraarsaget, man har maattet gaa et stort Skridt udenfor den rene Kildebeskatnings Rammer.

Ifølge Regelen om Supertax skal enhver, hvis
samlede Indtægt er over 5000 £; foruden den normale

Indkomstskat betale en Tillægsskat af 6 d. pr. £ af det Beløb, hvormed den samlede Indtægt overstiger 3000 £. Om Arten af den derved fremkomne Progressionkan Eksempler give en Forestilling. Medens Normalsatsen (bortset fra Forskellen mellem earned og unearned income) som ovenfor angivet for I9⁰⁹/io er 55/g5⁵/g °/o? dog saaledes at alle Indtægter under 700 £ betaler efter en degressiv Skala, vil Skatten

Ejendommeligt for den valgte Form for Progression er det, at medens Skattesatsen faar en overordentlig brat Stigning, saa snart Indtægten overstiger 5000 £, bliver Progressionen ret svag for de endnu højere Indtægter.Ideel Skalaen ikke. Hvorom alting er, betyderTillægsskatten stor Skatteforhøjelse for alle dem, hvis Indtægt er over 5000 £. Foruden enkelte højtlønnede Embedsmænd og endel store Næringsdrivendeog vil Skatten jo navnlig ramme de store Godsejere. Det er derfor ikke mærkeligt, at Forslaget ved sin Fremkomst vakte en kraftig Oppositiondels Børsmændene med Lord Rothschild i Spidsen og dels blandt Godsejerne, og for disse sidstes Vedkommende gjorde det neppe stor Virkning, at man søgte at bøde derpaa ved at give alle Besiddere af faste Ejendomme en lille Begunstigelse i Henseende til den Del af Skatten, der opkræves under Schedule A. Medens Indtægten under denne Afdeling hidtil uden

Undtagelse er sat lig med den saakaldte >annual value«, d. v. s. den normale Leje- eller Forpagtningsafgift med et Fradrag af ]/8/₈ for Land og Ve f°r Huse som Administrationsudgift,gaar nye Bestemmelse ud paa, at saafremt Ejeren godtgør, at hans virkelige Udgifter til Administration, Vedligeholdelse, Reparationer og Assurance udgør mere end henholdsvis 1/_s og Ve- s^a^ han have Ret til at faa Skatten af Forskellen tilbagebetalt.Dog det Differencebeløb, for hvilket der kan kræves Tilbagebetaling af Skat, ikke overskride 1l'₈ af annual value for Land og ]/i2 f°r Huse.

Den interessanteste Side ved Indførelsen af Supertax imidlertid den, at man ved dens Opkrævning ganske og aldeles har forladt Kildesystemet. Skatten maa altid betales som en personlig Indkomstskat ganske Hensyn til, fra hvilken Kilde Indtægten flyder, og enhver, der har en Indtægt paa over 5000 £, eller som af Myndighederne antages at have en saadan Indtægt, er underkastet den tvungne Selvangivelse og de dertil hørende Straffebestemmelser. Straffen for Undladelse af Selvangivelse er en Bøde, der ikke kan overstige 50 £, og, efter at Dommen er falden, en Mulkt af samme Størrelse som den idømte Bøde for hver Dag, vedkommende derefter undlader at indlevere Angivelsen.

V.

Naar man søger at overskue den samlede Skattereformog Forhistorie, kommer man til det Resultat,at i Løbet af en ikke saa overordentlig lang Tid er foregaaet en Ændring i hele Grundprincippetfor

cippetforEnglands Skatteordning, i det Synspunkt, ud fra hvilket Opkrævning af Skatter foregaar. Bortsetfra som jo i det væsentlige blev fraveget i Tyverne og ganske blev forladt i Fyrrerneog holdt den traditionelle gammelengelskeTænkemaade ved at betragte Skatterne udelukkende fra det fiskale Synspunkt. Den socialpolitiskeBehandling Skattevæsenet, Tanken om at benytte Skattelovgivningen som Led i Bestræbelser for at naa til større social Retfærdighed, var ganske bandlyst.Højst man naa til at anerkende Adam Smiths Regel om, at enhver burde beskattes i Forhold til den Indtægt, som han nød under Statens Beskyttelse, men i Virkeligheden førte man ikke pncancr denne Tanke ud i Livet.

Ser man nu paa de nye Jordskatter og paa de Ændringer, som Arveafgiften og Indkomstskatten efterhaandener vil man let opdage, at om det end er de voksende finansielle Krav, som har været Aarsagen til, at man har foretaget Skatteforhøjelser, er Maaden, hvorpaa de er gennemførte, prægede af den socialpolitiske og socialetiske Tankegang-. Det første Glimt af denne Tankegang kom frem allerede, da man i 1842 genindførte Property and Income Tax, denne Skat, som i Modsætning til de indbringende indirekte Skatter paa den store Befolknings Forbrug stred saa kraftigt mod den traditionelle gammel-engelske Tankegang,at ved dens Ophævelse i 1816 brændte alle de den vedrørende Arkivalier, for at der ikke vedblivendeskulde et Minde om denne Skændsel for de frie Briter. Lidt efter lidt har de sociale Hensyn gjort sig gældende ved de større eller mindre ndringer,der

dringer,derer kommet ind i Skatten. Men karakteristiskfor Politik er det, at man sjældent er skredet til revolutionære Omformninger fra Bunden af, men saa længe som muligt har holdt fast ved de gamle Rammer.

Det gamle Ord advarer mod at hælde ny Vin paa gamle Læderflasker. I Grunden har den historiske Udvikling af de offentlige Forhold i England til en vis Grad gjort Ordet tilskamme. Til en vis Grad ganske vist, thi ingen kan nægte, at Formen ogsaa har sin Betydning. Men den engelske Maade at reformere paa er interessant. Alle véd, at Briterne er konservative, alle véd ogsaa, at den berømte britiske Konservatisme en stor Del er en trofast Kærlighed til og en sejg Vedhængen ved de gamle nedarvede Former, en Kærlighed, som meget godt kan være parret med Lyst til Fremskridt i Realiteten. Kun ynder man, at Fremskridtene foregaar lidt efter lidt, og man reformerer én Ting ad Gangen. Lordkansleren sidder stadig trofast paa sin traditionelle Uldsæk, men det forhindrer ikke, at det Overhus, som han leder, faktisk har tabt den Myndighed, det engang havde, og at den Lovgivning, hvorefter han dømmer, er en hel anden, end den var i gamle Dage. Paa Indkomstskattens Omraade har man under alle Forandringer af Indholdet bibeholdt de Former, som vedtoges ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede, men lidt efter lidt har de opsummerede givet Skatten en saadan Karakter, dens Indhold er vidt forskelligt fra det, der tilsigtedes, dengang Formerne fastsloges.