Vort Bankvæsen, med Henblik paa den øjeblikkelige Situation.

Lenipora mutantur! Kun et eneste lille bitte Aar er gaaet og Forholdene er ganske forandrede. Forrige Efteraar var Forretningslivet Verden over endnu praeget af en saa übaendig Kraft, og der herskede et saadant Liv og R.ore, at al Fornuft og Overvejelse blev revet med i den hidsige Fart opefter og fremefter. Der var ganske vist ingen Mangel paa advarende Roster, og ikke faa forudseende Mennesker saa Enden paa denne febrilske Aktivitet, men hvad kunde det altsammen nytte overfor Masserne. Bevaegelsen havde antaget Karakteren af en Malstrom, og i denne blev alt revet med — baade godt og onJt. Indtil endelig en Dag Bevaegelsens egen Udvikling maatte saette en naturlig Bom for yderligere Opgang og Fremgang.

Da Diskontoraterne Verden over i Fjor henimod Aarets Slutning blev sat stsrkt op, og Krediten begyndteat vaagnede man for forste Gang til Bevidsthed om, at dette staerkt pulserende Liv ikke

var uendeligt, og at man snart maatte vaenne sig til at anslaa et lidt mindre hidsigt Tempo. Paa det Tidspunktvar og kunde man kun ikke vaere klar over, hvor st?erk Reaktionen vilde blive. Man kunde ikke forudse, om det kun var en forbigaaende Slappelse, som atter snart skulde blive aflo.st af et — om muligt — endnu kraftigere Opsving, eller om man gik en langvarig, slej Periode i Mode. Da Vendepunktet var synligt, kom selvfolgelig ogsaa de Pessimister frem, som forudsaa Kriser og Verdens Ende.

Begivenhederne i Aaret 1907 have til Dato ikke vaeret af en udprsaget opmuntrende Karakter. Udviklingen den store Verden har hidtil haft et Forlob, som indlemmer Aaret 1907 i den Raekke af Kriseaar, som siden 1847 med storre og mindre Mellemrum har haerget den okonomiske Verden. Ved blot at naavne Aarstallene — 1847^— l8₅₇ — 1866 — l8₇₃ — l 88₅ — 1890 — T9OO — dukker der triste Minder op i Erindringen hos de aeldre, og paa samme Maade ville vi unge ad Aare tsenke paa 1907 og drage Sammenligninger dette svsere Aar og senere vanskelige Perioder.

Nu tor Aaret 1907 endda ikke siges at vsere et Handelskrise-Aar, men man skal gaa saa langt tilbage som til 1873 for at finde en Pengekrise, som har vaeret saa voldsom som den nuvaerende. Naar man tsenker paa, at Bank of England ikke siden 1873 har noteret saa hoj en Diskonto som nu (7%), og at den tyske Rigsbank i sin nuvaerende Skikkelse overhovedet aldrig for har vaeret over 7 °/0/₀ —nu noterer man 7x7^x/₂ °/o — saa belyser disse Fakta allerbedst Alvoren i indevaerende Efteraars okonomiske Udvikling. Der Andes i Verden

en Guldhunger, som man sjaelden tidligere har kendt Mage til; det vigtigste Omsaetningsmiddel — Guldet — er en Vare, som der i Amerika endog betales en Overpris for, og den evropseiske Handelsverden sukker under Byrden af Diskontorater paa 77^{— B—98 —}9 °/₀. Naar man imidlertid horer, i hvilken Grad Tilliden har faaet et Knaek — navnlig i Amerika, hvor Bankruns og Hengemmen af Guld i Skuffer og Skabe indtil fornylig horte til Dagens Orden, saa fatter man ogsaa bedre den oJeblikkkelige abnorrnt vanskelige Pengesituation.

For os herhjemme har den internationale Pengekrise de übehagelige Fglger, at der — hvor det lader sig gore — traekkes staerkt ind paa den udstrakte Kredit, der i de henrundne gode Aar i rigeligt Maal blev bevilget den danske Kobmandsstand af tyske, franske og navnlig engelske Bankhuse, og vi er i ojeblikket i den Grad blottet for udenlandske Tilgodehavender, Nationalbanken, for at lette den hjemlige Pengeomssetning det mest mulige, ved kgl. Resolution har faaet Ret til at udstede flere Sedler uden foroget Metaldaekning. Der har ogsaa af ovennaevnte Grunde vaeret noteret saa ganske abnormt hOJe Vekselkurser som 89,45 for Mk. og 18,39 for £. — et Forhold, som trseder endnu grellere frem, naar man ved, at Guldpunktet Udforsel ligger for Marks Vedkommende ved ca. 89,18 og for Sterlings Vedkommende ved ca. 18,24.

Oprindelsen til hele denne Verdensbevaegelse er at Soge hos de nordamerikanske Fristater. Dette msegtige Land med de uhyre Muligheder har i de sidste Menneskealdre mere og mere haft en umiddelbarIndflydelse det evropaeiske Forretningsliv.

Efter at vi ved Hurtigdampere, Iltog, Telefon og Telegrafer hinanden stadig naermere paa Livet, cr Handelen mellem de enkelte Lande stadig bleven mere og mere intensiv. og Verdensforbindelserne bar stadig inderligere og tsettere knyttet sig sammen. Den store Verden er efterhaanden ved de utallige tekniske Fremskridt,som nu betjener sig af, blevet mindre og mindre, og Begivenhederne i den ene Verdensdelgriber til Dags med matematisk Nojagtighed ind i Forholdene i den anden.

I de Forenede Stater er det Jernbanerne, som i allerforste Raekke er Grundlaget for Landets ckonomiskeOpkomst Fremgang, og disse Jernbaners Udviklinger som forst og fremmest har vaeret medvirkendetil Hejkonjunktur, som satte ind omtrent samtidig med den russisk-japanske Krig. Deter antageligdet Udfald af Krigen mellem Fristaterne og Spanien, som har udviklet forstnaevnte Lands Selvfolelsesamtidig at det aabnede Amerika et nyt Afsaetningsomraade for sine Produkter — nemlig Filippinerne.I Fald har Banerne i de sidste tre-fire Aar haft en enorm Fremgang, hvortil der stadig er blevet kr<-evet ny Kapital. Denne Kapital er saa blevet anlagt i Jernbaneskinner, Brobygninger, Lokomotiver og Jernbanevogne, Folkelonninger etc. etc. Derved blev der for Jern- og Staalindustrien saavel som for Kulvserkerne skabt en Hojkonjunktur, som er kommen til Udtryk i stadig hojere og hojere Priser. Da der nu samtidig — ikke mindst fra Evropas Side ¦— blev staerkt Begser efter Kobber, saerlig" til elektrotekni.sk Brug, blev denne Kobbereftersporgsel et fornyet Plus til Staternes industrielle Opsving (Amerika er det

staerkest kobberproducerende Land i Verden), og Fremgangentog hastigere Fart. At der samtidig med dette industrielle Opsving opstod en gigantisk Spekulation paa New-Yorker Borsen i alle Jernbaneogindustrielle Kobber-) Vserdier, er ret naturligt.

Men dette stasrke Liv i Jernbaneverdenen, paa det industrielle Omraade, og ikke mindst paa New-Yorker Fondsborsen kraevede stadig flere Kapitaler. Nordamerika denne Gang umaetteligt, og da man ikke kunde faa Penge nok i Hjemlandet til disse evige Emissioner af Aktier og Bonds, maatte man naturligvis ty til Evropa. Med de stigende Priser paa Kul og Jern var der imidlertid ogsaa her blevet skabt et Liv og et Rore, som ogsaa slugte store Kapitaler, og man var efterhaanden blevet utilbojelig til at sende mere Guld over Atlanterhavet. Saaledes naegtede Banque de France tilsidst at diskontere de amerikanske Finanstratter.

Med det ojeblik, da der blev sat en naturlig Stopper for den stadig rindende Pengekilde, horte ogsaa hos de amerikanske Jernbaneselskaber af sig selv, og dette blev Begyndelsen til Reaktionen i den staerke Verdens-Hojkonjunktur. Hvorvidt denne Tilbagegang er af forbigaaende Natur og atter vil give Plads for en fornyet Opgang, naar Pengemarkedet bliver rigeligere, eller om den nuvaerende er Begyndelsen til et langvarigt Dodvande, deter som sagt det store uloste Sporg"smaal, som endnu venter sin Besvarelse.

Der skulde ellers vaere Tegn, der tydede paa, at
det glimrende Liv, som nu for en Tid har fundet sin
Afslutning, atter vilde genopvaagne, naar Pengene

stremmer tilbage til Central-Instituterne, idet hverken Transvaal-Krigen eller den russisk-japanske Krig har bragt det Opsving, som ytrer sig i Genopbygningen af alle de under en Krig odelagte Vaerdier.

I Transvaal har Guldproduktionen en Tid lang paa Grund af det uteste Arbejdersporgsmaal vist en staerk Stagnation, som imidlertid nu synes saa smaat at vige Pladsen for en fornyet Aktivitet og deraf folgende Genrejsning af hele det okonomiske Liv i Sydafrika.

I Rusland har den revolutionaere Bevaegelse i hoj Grad vist sig haemmende for enhver Fremgang; men efter at Forholdene derovre nu synes noget mere rolige, tor man maaske ogsaa vente, at de uendelige Muligheder, som rummes i Ruslands Skod, vil udfolde sig i deres fulde Kraft og Styrke og komme det ovrige Evropa til Gode.

Herhjemme i Danmark er vor Udvikling kun et lille Hjul i Verdensmaskineriet, men ved vort livlige Handelssamkvem med Udlandet passer det lille Hjul noJagtigt ind i den store Mekanisme, og Bevaegelseme herhjemme folger derfor nojagtig Trop med Udlandet. Ofte maerkes det ikke saerlig staerkt og navnlig ikke ojeblikkkeligt, men i det lange hob kunne vi her hjemme ikke gaa vore egne Veje uafhsengig af de Lande, som omgive os. Vi have da ogsaa i Lighed med Udlandet i de senere Aar haft en staerk Opgangsperiode hoj'ere Priser paa alt, Fodemidler og Forbrugsgenstande. staerke Liv her hjemme har endda saerlig i Kobenhavn vaeret af en rneget udpraeget Beskaffenhed, der samtidig med den almindelige Verdenskonjunktur har fundet en Udvikling Sted, som har vaeret af en mere lokal Karakter.

Deter den msegtige Udvikling, som vort Bankvaesen haft i de allerseneste Aar, der har skabt et Hojtryk og en Fart over alt, og som i vaesentlig Grad har forandret Byen Kobenhavns Fysiognomi og ladet den faa det Tilnavn Stor-Kobenhavn, som Hovedstaden efterhaanden maa gore sig vaerdig til at bsere med Rette. Nu er det jo et Sporgsmaal, om den Udvikling, som Byen baade udadtil og" indadtil har taget, har vaeret ganske sund, thi Danmark er jo intet stort Land, og da vi dog naermest er henvist til Landbruget og endnu ikke i videre Forstand har nogen egentlig Industri, saa er Muligheden for en fortsat Bliven-storre vel dog begraenset. Ganske vist har vi foruden en dygtig Landbostand en vaagen og handlekraftig og for Transithandelen har Kobenhavn udmaerkede Betingelser. Tidligere var vel Sverrig en af vore bedste Kunder, men etter at man har beskyttet sig staerkt med kraftige Toldmure, er der i hoj Grad sat en Bom for Indforselen af fremmede Industriprodukter. Ydermere synes Tendensen i vort Naboland at gaa mere og mere uden om Kobenhavn, — vel som Folge af den nationale Vaekkelse. Derimod er vort Handelssamkvem blevet betydelig mere udviklet Finland og Rusland, og i de senere Aaringer begynder driftige Kobmasnd o^saa at vende Blikket ud mod det sydlige Evropa og mod de andre Verdensdele, Sydafrika, Sydamerika og Australien.

Udover det, den enkelte private Kobmand i saa Hen.seende magter, har vi jo heldigvis desuden store kapitalstserke Aktieselskaber (ostasiatisk Kompagni, D. F. D. S., tildels Burmeister & Wain, Dansk-Russisk Dampskibsselskab og fiere af vore storre Trampdampskibsselskaber),sora

skibsselskaber),sorared at rette Blikket udefter ikke alene kaster /Ere og Haeder over Danmark, men ogsaa er af stor national-okonomisk Betydning for hele Landet ved at bringe tjente Formuer hjem. Naar vore Banker i hojere Grad havde stottet den Slags Foretagender og maaske givet Impulsen til Starten af flere lignende, saa tor det siges, at vor staerke Bankudvikling havde vaeret baade sund og god, og vi kunde kun have haft Grund til at glaede os over en slig solid Basis som Underbygning for den usaedvanlig- staerke Fremgang.

Desvaerre har imidlertid Basis for vore Banker og deres stadige Udvidelsestrang" naermest vaeret at Soge paa andre Omraader, og endda hovedsagelig paa et, som nu allerede i laengere Tid med Rette har vaeret underkastet en meget skarp Kritik — paa Byggeomraadet.

Ikke alle Banker have plejet denne Specialitet — en enkelt af vore aeldre Banker har saaledes i sine Aarsberetninger gentagne Gange raabt Vagt i Gevaer — men naesten alle vore yngre Banker have vokset sig store til Dels paa dette Grundlag, og en enkelt af de asldre Banker har, om ikke direkte, saa indirekte staerkt stottet denne Bevaegelse og i al Hemmelighed staaet bagved mangt af de senere Aars store Byggeforetagender.

Hvilken Berettigelse denne Trang til at omskabe og forstorre Kobenhavn har haft, er egentlig ikke saa godt at se, thi den burde naermest have sogt sin Grund i Udfoldelsen af en kraftig industriel Virksomhed her i Hovedstaden. Imidlertid er Tendensen saerlig i vor Lovgivning i de senere Aar jo ikke absolut gaaet i Retning af at begunstige Industrien, idet den staerkt

demokratiske Tendens liar forlangt Toldlettelser paa de ileste Omraader, hvad der naeppe vilde gore den hjemlige Industri staerkere — den som jo i Forvejen fra Naturens Side er ret stedmoderlig behandlet, idet den savner de naturlige Hjaelpekilder, uden hvilke enhverIndustri noget Besva±r med at gore sig" gaeldendeoverfor udenlandske Konkurrence. Men man bygger jo ikke hele Kvarterer i Forstaederne til de velhavende, og naar Industrien ikke saerlig begunstiges, er det ikke godt at se, hvem der egentlig" skal befolke den store Maengde af übeboede Ejendomme, som i de sidste Aar er skudt op som Paddehatte.

Forkaemperne for Byggeriet vil naturligvis svare, at der i en stor By som Kobenhavn til Stadighed maa Sorges for tilstraekkeligt Husrum, ellers stiger den almindelige Husleje altfor urimeligt til Skade for hele Samfundet. Denne Paastand er ganske rigtig, men enhver Udvikling har sine Graenser, og den gyldne Middelvej bor lige saa vel betraedes her som paa alle andre okonomiske Felters Omraade. Det har man utvivlsomt ikke gjort i det sidste Femaar, hvad Byggeriet og at det har vaeret altfor forceret og utilgiveligt overdrevet, er der absolut ingen Tvivl om. I den sidste Tid har Bankerne jo nu ogsaa indset det farlige ved den Udvikling, som Byggeriet har antaget, eg man har trukket sig meget staerkt tilbage.

Det kunde forovrigt vaere ret interessant at under- Soge, hvilke de Grunde da have vaeret, som saa stserkt have favoriseret denne Tendens til at bygge. Ja, Aarsagerne vel vaeret af forskellig Oprindelse, og nogle af dem have nok vseret berettigede — i hvert Fald undskyldelige — andre derimod absolut forkastelige.

Til de berettigede Aarsager maa man i forste Raekke henregne de store offentlige Byggeforetagender: Rigshospitalet, Christiansborg Slot, den nye Hovedbanegaard, krrever en Hair af Arbejdere, — og dernaest maaske ogsaa medregne Oprettelsen af Stats- Hypothek-Banken. Tanken om at oprette en saadan Bank var i ledende Kredse baseret paa at hgeve vor udenlandske Kredit, paa at opnaa hojere Kurser for vore Kreditforenings-Obligationer, og dermed gere os det muligt at laane til en lavere Rente. Denne Tanke, som i og for sig var udmaerket og kunde blive til stor Gavn for Landet, rummede naturligvis paa den anden Side den Fare i sig, at en saadan lettere og billigere Adgang til Kredit kunde give Anledning til Overspekulation andre okonomiske Ekscesser, og helt uden Sammenhaeng har vel denne Banks Start ikke vseret med det hjemlige forcerede Byggeri. Naar dette nu er brudt sammen, er det heller ikke udelukket, at det franske Markeds forelobige Afspaerring for Stats-Hypothek-Bankens og andre danske Vaerdipapirer paa Regeringens Vintold-Forslag) ogsaa har vaeret noget medvirkende hertil; men i dette Tilfaelde er der ingen sserlig Grund til at se tragisk paa Forholdet, da enhver Hindring, som har stillet sig i Vejen for et fortsat Byggeri, kirn kan have vaeret af det Gode.

Naar hermed de Grunde, der kunde tjene til Undskyldning Byggeriet, er udtomte, skulle vi nu beskseftige med de Faktorer, som i saerlig Grad har ioraarsaget og vaeret medvirkende til hele den voldsomme om man tor kalde det_— >Gadefabnkation«.

Og man nedsages da i ferste Rsekke til for en

stor Del at lsegge Skylden over paa adskillige af vore nuvaerende Bankledere. Uden paa nogen Maade at ville traede de Herrer for naer, endsige at tvivle om deres Indsigt og Dygtighed, maa man nok have Lov til at sige, at den banktekniske Uddannelse, som flere af dem har faaet, har vaeret ret ensidig. I Modsaetning til andre Lande, hvor man saerlig henter de ledende Bankdirektorer fra de praktiske Kobmaends eller FinansmaendenesVerden, Tendensen her hjemme i de senere Aar gaaet i Retning af at Soge dem blandt vore praktiske Jurister. Naar man endda havde henvendtsig de videnskabeligt uddannede Jurister eller til vore Nationalokonomer, saa var Forholdet maaske blevet et ganske andet, men man har taget dem af Sagfgrernes og Birkefuldmaegtigenes Midte. Disse Maend er uden Tvivl dygtige Folk med klare Hoveder, men nogen egentlig Indsigt i Handel og Bankvaesen, som burde vsere uloseligt knyttet til Handelen, kan de i Folge Sagens Natur ikke have. Deter i saa Henseendeogsaa betegnende, at vort storste Finansgeni— uforglemmelige Tietgen — heller ikke var Akademiker, opdraget og udlaert som han var i Kobmandshandelen.Paa Tid, da han blev kaldet til at staa for Styret af den nydannede Privatbank, var han Handelsrejsende i Manufakturfaget og var netop to Aar i Forvejen blevet fast Agent for et dansk F'irma i Manchester. Men netop saadan en Mand, som i intimesteForstand kommet i Beroring med Handelen og Handelstekniken, havde — med sit Snille og store Klogt — de bedste Betingelser for at blive den store kyndige Bankleder, som han faktisk blev.

Ogsaa de af vore nuvaerende Bankdirektorer, oni

hvem Storstedelen af Anerkendelsen for at vrere kyndigeog Bankimend samler sig, ere praktisk uddannede Maend, idet de enten er blevet udlaert i en Veksellerer- eller Kobmands-Forretning, eller fra neden af har tjent deres Sporer i selve Banken. Man ser da ogsaa, at de Banker, i hvis Spidse disse Mctnd staar, heller ikke paa nogen Maade har plejet Bygge-Specialiteten,men har stottet de sunde gode Byggeforetagender,som Gang horer med til almindelig Bankvirksomhed.

I de fleste storre udenlandske Banker knyttes der som Regel til Direktionen et juridisk kyndigt Medlem, som supplerer Forretningskyndigheden paa bedste Maade, og ogsaa hos os vilde det ingenlunde vsere til nogen Skade, om en Direktion sammensattes af Maend med forskellig Uddannelse; Forholdet bliver forst mindre naar som sagt Direktoren ensidigt plejer de Interesser, som staar hans Hjerte naermest. Men det kan jo naeppe vaere andet, end at Sagforeren, der i sin tidligere Virksomhed for en stor Del har beskaeftiget med Ejendomshandler, Grundspekulationer og dermed beslaegtede Forretninger, nu ogsaa dyrker det Felt staerkest, hvor hans Kendskab er sterst.

Men antagelig vil Praksis for Fremtiden atter blive, at Banklederne tages fra Kobmandsstandens Midte i Stedet for som i de senere Aaringer at Juristernes tallose og de mange Veklager om overdrevent og usundt Byggeri horer da forhaabentlig op af sig selv.

Den staerke lokale Udvikling har imidlertid i Forbindelsemed af mere international Karakter vaerendeHojkonjunktur store Pengemidler, og da Bankernes forholdsvis smaa Aktiekapitaler ikke strakte

til. maatte man nodvendigvis skaffe sig mere Kapital, og det gjorde man i Form af at udvide Aktiekapitaien, og ved paa alle mulige Maader at skaffe sig Spareindskud.

Hvad forst de forogede Aktiekapitaler angaar, er det meget interessant naermere at undersoge, hvilken msegtig Kapitaludvikling Bankerne har baft i de seneste 10 Aar. For de aeldre Bankers Vedkommende gaelder det, at det mere har vaeret den internationale Konjunktur, har gjort dem storre, for de yngre Bankers Vedkommende har den lokale Udvikling naermest vaeret Aarsag til Ekspansionspolitiken.

For io Aar siden fandtes der foruden Nationalbanken store Privatbanker: Landmandsbanken, Handelsbanken Privatbanken, og disse 4 Bankers samlede Aktiekapital var 75 Millioner; desuden fandtes der 7 Smaabanker med en samlet Kapitai af kun ca. 7,600000 Kr. I Lobet af de 10 Aar er en eneste af de 3 store Privatbanker — nemlig Landmandsbanken — med en Kapitai af 60 Mill, kommet et godt Stykke op over de 3 Bankers samlede Aktiekapital for 10 Aar siden (nemlig 48 Mill.), og den samlede Kapitai for de 4 Hovedbanker andrager nu 148 Mill, mod 75 Mill, for 10 Aar siden. For de yngre Bankers Vedkommende — thi det gaar nu ikke mere an at kalde dem smaa — er Mangedoblingen imidlertid langt mere overvaeldende, idet Kapitalen fra godt og vel 7 Millioner nu er vokset til b2^xj_i Million, hvoraf endog de 56 Millioner falder paa de 4 betydeligste (Grur.dejerbar.ken , Laane- og Diskontobanken, og Centralbanken), medens de resterende ca. 6 Millioner fordeler sig paa 5 Smaabanker.

At en saadan gigantisk Fremgang ikke kan gaa for sig uden at meget usundt skabes, som aldrig burde have set Dagens Lys, er en Selvfolge, men i de gode Aar, som nu er henrundne, var det for Bankerne en meget let Sag at udvide, idet Publikum forblindet af stadig Medgang gik med til alle Nyemissioner, hvad enten det var Bank-, industrielle eller Dampsktbs- Aktier. I den Grad gik al Ting i Folk, at de Garantiprovisioner, efter haevdvunden Skik udbetaltes til Maeglere og Veksellerere, tilsidst opfattedes som rene Cadeauer, og Tanken om, at denned en Garanti var forbundet Risiko, efterhaanden forekom en saa fjaern, at der til Slut var en Kappestrid om at faa de storst mulige Andele — indtil naturligvis en skonne Dag Markedet var overmaet, Emissionerne begyndte at mislykkes Garanterne sad med Smerten.

Denne lette Adgang til stadig" at skaffe sig ny foroget Kapital har imidlertid bragt Bankerne lidt ind paa et Skraaplan, da det efterhaanden naesten blev til en hvem af de yngre der kunde blive storst. Naar den ene Bank udvidede, varede det ikke 1j_i Aar for Nabobanken trumfede den forudgaaende Emission over med nogle Millioner, og Resultatet er da nu ogsaa blevet, at Bankerne for ojeblikket arbejder med ret uforholdsmsessig store Kapitaler. Thi en Kapital skal jo dog forrentes, og naar man nu i en mindre gunstig Tid indskraenker Forretningen og samtidig skal udvide Forrentningen, hvad skal der saa blive til Aktionsererne? De store Kapitaler baerer jo dog til syvende og sidst for Storstedelen Skylden for, at Bankerne ere gaaede ind paa Forretninger, hvor Hensynet til Gevinst er gaaet forud for Hensynet til Sikkerhed (en meget

daarlig Bankteori), netop for at kunne skafife Aktionaererneen Dividende, og da man har troet paa Hojkonjunkturens Vedvaren (i uheldigste Fald endog ventet, at det nu forst rigtig skulde gaa l0s), har man ladet staa til.

Nu har Sommeren jo allerede aabeubaret, i hvor mange Tilfselde man mildest talt har handlet letsindigt, og Betalingsstandsninger baade i Byggeverdenen og i Kobmandskredse har vaeret Resultatet.

At Optimismen endog ikke har vaeret begramset til de yngre Banker, viser f. Eks., at Landmandsbanken saa sent som i afvigte Foraar, hvor Pengemarkedetallerede stserkt strammet, kom med en 50 °.o._o Aktieudvidelse fra 40 til 60 Millioner. Hvor stor Begejstringenfor og" navnlig for nye Bankemissionervar Publikum i de sidste Aar, viser ogsaa Starten af de forskellige Bankforetagender (Centralbanken,Revisionsbanken, og alle de smaa Forstadsbanker). Der var i de Aar en magisk Klang i Navnet Bank, og at starte en ny Bank mente man tilsidst var lige saa let som at aabne en Spsekhokerforretning.De Samfunds-Pligter, som en Bank i Virkeligheden har, ganske i Modsaetning til hvilken som heist anden Forretning, idet Banken ved at skulle forvalte betroede Midler saa at sige har de Tusinder af Smaafolks Skaebne i sine Haender, traadte i disse Aar tilbage for delvis rent egoistiske Grunde, og begunstiget af Stemningen b\ev endog Foretagender, som havde noget obskurt over sig, pyntet med Navnet »Bank«. Ved at slaa efter i »Danske Fonds og Aktier« for 1905 finder jeg foruden de anerkendte Banker ikke mindre end 12 Virksomheder, som prange med det

tillidindgydende > Bank« , og jeg har saa endda ikke
t?enkt paa Foretagender sora »Pantbanken« med den
diskrete Indgang i Porten i Dannebrogsgade.

Jeg ved ikke, om det ad Lovgivnings-Magtens Vej vil Vctre muligt at forbyde Foretagender, som ikke opfylde de Betingelser, som man s.tdvanligt stiller til en Bank, at reklamere med denne Betegnelse : i hvert Fald skulde det synes heldigst — og heller ikke forbunden saerlige Vanskeligheder — om ir.gen Aktieeller anonym Virksomhed kunde anmeldes til Firmaregistret som Bank eller et denned beslaegtet Navn, med tnindre det ny Foretagende havde en fuldt indbetalt Kapital af et vist Be'.ob: thi selvfolgelig er det uforsvarligt, at Virksomheder med en Kapital paa nogle faa Tusind Kroner skal have Tilladelse til at modtage Sparepenge fra naive Mennesker, som i Tillid til et prangende Skilt med Ordet >Bank« paa, tror at dermed er den hellige Grav vel forvaret.

Det andet Hovedmiddel for Bankerne til at skaffe
sig Arbejdskapital var Spareindskud.

Kun ganske faa af Bankerne har en saerskilt Sparekasseafdeling, staar under Sparekasse-Inspektorens Tilsyn, men man fandt en let Udvej til at skaffe sig Penge, ved i Stedet for at have Sparekasse at modtage Indlaan paa »Sparekasse-Vilkaar« eller paa saakaldt »Kontrabog«. I den staerke Konkurrence om at lokke Penge til sig blev Renten for Indlaan i alle taenkelige Former og paa alle mulige Terminer stadig sat op, og medens Sparekasserne uforandret bibeholdt den gamle Rentesats af sW'/o. kunde Folk i de andrc Banker faa indtil I7s % mere i Rente om Aaret.

Tal taler akid beclst, og det vil i denne Forbindelsevaere

elsevaereinteressant at se, hvorledes Aktiekapitalerne og samtidig Indskudene ere voksede hos de yngre Banker i de sidste 4—54^—5 Aar. Da det kun gaelder om at konstatere Udviklingen i det store og hele, ville vi kun beskaeftige os med de 5 storste af de yngre Banker,nemlig: Laane- og Diskontobanken,Detailhandlerbanken, (siden 1905) og Frederiksberg Bank.

Ultimo 1903 var den samlede Aktiekapital for ovennaavnte kun 11 x/₂ Million og Indskudene Kr. 40.377000, ultimo 1904 respektive Kr. 12,600000 og Kr. 46,041000, ultimo 1905 Kr. 27,000000 og Kr. 62629000, ultimo 1906 Kr. 54000000 og Kr. 85,198000, og nu Kr. 58,000000 og Kr. 86,231000.

Deter siden ultimo 1903 for Aktiekapitalens Vedkommende Fremgang af ca. 504 °/o e^er med andre Ord: Aktiekapitalen er steget til det femdobbelte det korte Tidsrum afs Aar; og for Indskudenes er der en Fremgang af ca. 213 °/0/₀ elier godt og vel det dobbelte. Skont Fremgangen i Indskudenes Storrelse er imponerende, ser man dog, at det, trods alle Anstrengelser med Filialer, stadig hojere Renter, Lommesparebosser etc. har vaeret ulige lettere at udvide Kapitalerne end at faa fat i Folks Sparepenge.

Deter nu klart, at der ved denne Anstrengelse for at skaffe sig stadig mere Kapital skabtes en meget uheldig Vekselvirkning, idet man udvidede, for som det hed sig, at betrygge Sparerne; man indlod sig derefter paa ret risikable Forretninger for at skaffe Udbytte til den forogede Kapital, og da denne efter kortere Tids Forleb ikke viste sig tilstraekkelig, kaempede man for

at faa flere Indlaanspenge, — og saa gik man videre paa samme Maade: udvidede, gjorde store Forretninger og satte Renten op — og saa fremdeles. Et vaesentligtMiddel at faa fat i det brede Publikums Penge mente man at have i Filialer rundt omkring, og der dryssedes da i kort Tid af naesten alle Banker — navnlig af de yngre — ud over Kobenhavn med Forstaederog den ene Bankfilial efter den anden. Man vil her i Kobenhavn, paa Broerne, i Hellerup,Sundbyerne s. v., selv i delvis fattige Kvarterer kunne se den ene konkurrerende Bankbutik ved Siden af den anden. Yderligere kom saa Hjemme-Sparebosser,Hjemmets Lomme-Sparebosser, og hvad alle disse Smaatingester hedder, som ene gaar ud paa at skaffe sig Penge, Penge, Penge.

Denne Higen, Tragten og Kaempen efter at faa fat i Arbejds-Kapital har dog ikke kunnet holde Skridt med de svaere Krav, som de store Foretagender, som Bankerne indlod sig paa, stadig satte til disse, og jo mindre solide og gode Foretagenderne var, desto storre var Kravene. Nu vilde vist mangen en Bank oprigtig onske, at den havde vaeret noget mindre haesblaesende i sin Forretningsgang, og allerede ser vi i Annulering af for stor Aktiekapital, Nedlseggelse af overflodige Filialer, et Tilbageskridt og en lndrommelse af tidligere Fejl.

Her hjemme har som sagt de store Kapitaler, som skulde forrentes, naermest vaeret af det onde. For Sparernes Vedkommende harder dog ligget noget betryggende i de mange Millioners Aktiekapital, idet disse jo forst skulde vaere mistede, forend Sparerne kunde komme til at lide Tab. Trods megen Angst

og Uro her hjemme, har Sparerne da ogsaa hidtil bevaretden Fornuft og forskaanet os for den svaere Samfunds-Kalamitet, som et Bank-run altid er og maa blive, idet det bringer al Ting ud af sin Ligevxgt. Man har jo set, til hvilke sksebnesvangre Kriser det kan fore, naar der saas Mistillid til selv solvente Institutioner med for store Indlaanskapitaler i Forhold til egne Midler. Som et tysk Blad fornylig skrev: Efter tyske (ogsaa danske) Begreber er det ganske uhort, at Publikum betror en Bank, som ikke ejer storre Egen-Kapital end ca. 5 Millioner, Deposita til et saa overvaeldende Belob som 260 Millioner. I hvert Fald er der ved den seneste Tids Begivenheder ved de amerikanske Banker blevet aabenbaret et Misforhold af den allervaerste Slags, som giver Anledning til den starste Frygt med Hensyn til F'orholdenes videre Udvikling.

Med andre Ord: for megen Kapital er gait, al for lidt Kapital endnu vserre, den gyldne Middelvej er en Kapital, som staar i passende Forhold til Indskudenes Storrelse — og derefter har man at anlaegge sin Forretning. Prof. Scharling anser i sin »Bankpolitik« en Aktiekapital af en Tredjedel af Indlaanskapitalen for et passende Belob, og vi ser, at en gammel konservativ Bank som Fyns Diskontokasse (grundlagt 1846) er af samme Anskuelse, idet der til en Kapital af 4 Millioner findes et Indlaan af ca. 11 Miliioner.

Hvor ganske anderledes Forholdet stiller sig ved nogle af vore yngre Banker viser folgende to Eksempler: Den ene Bank har til en Kapital af 12 Millioner ca. 24 Millioners Indskud — altsaa det dobbelte Beteb —

og den anden har til en Kapital af 20 Millioner endog kun det samme Belob, ca. 20 Millioner i Indskud. Jeg vil slet ikke medregne en yngre Bank, som ved de i Sommerens Lob aabenbarede Forhold har vist, at den tidligere blev ledet med en endog usaedvanlig Mangel paa Forsigtighed og Fremsynethed. Her var Forholdet ultimo 1906 i den Grad forrykket, at der til en Aktiekapitalpaa Millioner fandtes Indlaan paa kun ca. 5 Millioner, hvilket Belob endog til Dels vist var ret problematisk. Et bedre Bevis for Rigtigheden af det tidligere sagte turde vanskelig kunne findes.

For rigtig at klarlsegge og gore de yngre Bankers enorme Fremgang forstaaelig, er det nodvendigt at beskseftige sig med et Punkt, som tilsyneladende ikke er af storre Interesse, men som dog i Virkeligheden har en meget stor Betydning. Deter Publikums langt lettere Adgang og Kommen-i-Forbindelse med Direktoreni yngre Banker end i de gamle Storbanker. I en hvilken som heist anden Forretning er det nu en Gang saa, at Chefen for en Forretning er Kundens Tjener. Man kommer ikke mindst gaerne det Sted, hvor Principalen selv tager Del i Ekspeditionen. Ide gamle Banker har det imidlertid efterhaanden udviklet sig saaledes, at Bankdirektoren har vaeret mer eller mindre utilnaermelig. Deter ikke en, men mange Gange haendet mig, at jeg har hort Folk med en vis Stolthed fortaelle, at Direktor den eller den virkelig havde vaeret yderst elskvaerdig overfor ham. Jeg er overbevist om, at den Mand, medens han antichambreredehos Direktor, har siddet med Hjertet 1 Halsen — navnlig da, hvis han skulde have Kredit, og at han er blevet behandlet venligt, synes

for ham en saerlig Udmaerkelse. Dette Forhold er naturligvis fuldstaendig skaevt; en Bankdirektor bor selvfolgelig ligesom en hvilken som heist anden Kobmandsom vaere forekommende overfor sine Kunder, og det hvad enten han bringer eller soger Kapital. Men denne staerke Utilnaermelighed og Overlegenhed,som nogle af de aeldre Bankdirektorer,har naturlig sendt en hel Maengde forlegne og beskedne Mennesker hen i de yngre Banker, hvor de med stor Ligefremhed og Elskvaerdighed er blevet modtaget med aabne Arme af den yngre Direktor,som kunde faa Kunder nok. Endvidere har en stor Del af de seldre Bankers Kunder, dels som Folge af denne frygtindgydende Utilnaermelighed, dels paa Grund af den absolute Mangel paa Samarbejde mellem Bankerne indbyrdes, ganske naturligt sogt hen i en yngre Bank, naar det drejede sig om en Udvidelse af Krediten. Og desvaerre har i saadanne Tilfaelde den yngre Direktor ikke vaeret saerlig kritisk. Da det gjaldt for ham at lave Omsaetning, har han ikke spurgt vedkommende,om allerede var engageret med en anden Bank. Nej tvsartimodl Jeg ved positivt, at Forretningsdrivende har sagt: jeg arbejder i Forvejen med den og den Bank, men jeg vil ogsaa gaerne gore Forretning med Dem, men onsker i saa Fald ingen Kritik af mine Veksler, hvortil der saa er blevet svaret ja og mange Tak.

Folgen af dette Misforhold har vaeret en staerk Gaaen-paa i Forretningslivet, som en skonne Dag, naar det ikke mere altsammen klapper, ender med en Forskrsekkelse.Et Bevis herpaa har vi jo forovrigt set for nogle Maaneder siden, da en tidligere anset

stor Forretningsmand i Ly af denne Mangel paa Samarbejdemellem faar Engagements paa flere Hundrede Tusinde Kroner i saa omtrent hver evige eneste kobenhavnsk Bank.

Saafremt Forholdet i vor Bankverden i hejere Grad havde vaeret det, at de enkelte Direktorer indbyrdes sig mere som Kolleger end som Konkurrenter, hele Forretningslivet have hvilet paa en sundere Basis, idet den enkelte Kabmand i saa Fald maatte lempe sin Forretning efter de Midler, som stod til hans Raadighed, og han vilde ikke saa let vove sig leengere ud, end hansom fornuftig Mand burde.

Denne Isolering i vor Bankverden fremkalder desuden ret usikkert Grundlag for al Kreditgivning, thi naar et betydeligt Firma pludselig standser, vil det ret naturligt hos Bankerne fremkalde en yEngstelse, som muligvis kommer til at gaa faleligt ud over de uskyldige. Afhjcelpning af denne Brost kunde imidlertid lade sig ordne paa en uhyre ligefrem og simpel Maade ved Oprettelsen af et Bankregister. Forinden jeg gaar naermere ind paa at udvikle, hvorledes jeg har taenkt mig dette Bankregister fort ud i Praksis, skal jeg gore et Par supplerende Bemaerkninger angaaende Oprindelsen denne nye Ide, som i hvert Bald for mit Vedkommende opstaaet ganske selvstaendigt og uafhaengigt mig uden nogen som heist fremmed Paavirkning.

Det var umiddelbart efter den tidligere omtalte store Betalingsstandsning i Efteraaret, at det slog mig, at der maatte kunne findes en simpel og praktisk Maade, som delvis kunde forhindre, at slige Tilfaelde gentoges, og allerede i en Avisartikel i »Vort Land«

af den 17. Septbr. antydede jeg noget i den Retning. Jeg vilde imidlertid den Gang oppebie et mere belejligt Tidspunkt til offentlig at fremkomme med mm nye Ide og betroede denne kun til en enkelt Mand. Imidlertid sender Nationalbanken for kort Tid siden — d. 29. Novbr. — efter at dette mit Foredrag ligger fuldt faerdigt, et Cirkulaere rundt til de kobenhavnske Banker, hvori akkurat den selv samrae Tanke, som jeg har haft, foreslaas bragt til Udfarelse; og paa en Henvendelseaf i Nationalbanken erfarer jeg, at BankensLedelse udkastet denne Plan uden at have noget Kendskab til min Ide. Skent mit Forslag jo derved mister noget af sin Originalitet, er det mig paa den anden Side en stor Tilfredsstillelse at vide, at min Ide baade maa vaere sund og god, naar en saa fremragendeInstitution Nationalbanken har provet paa at fore den selv samme Tanke ud i Livet. Og jeg er fuld af Fortrostning til, at den Opposition, som der fra nogle Bankers Side forelobig har vist sig imod dette Register, maa kunne overvindes, saa at Tanken i en eller anden Form ogsaa virkelig vil blive realiseret.

Efter min Mening burde da dette Bankregister oprettes af a lie Banker i Forening — i Endraegtighed og fuld Forstaaelse med hinanden. Det skulde opretholdes lonnes af de forenede Banker tilsammen, og Lederen af Registret skulde ligelig tjene alle Bankerne, vaere ganske uafhaengig af hver enkelt. I Registret blev alle Bankerne indskrevne, og hver Bank gay en samlet Fortegnelse over alle sine Kunder uden Undtagelse. Imidlertid skulde den ene Bank ikke gennem kunne faa nogen som heist Kundskab om de andre Bankers Klienter.

Fremgangsmaaden ved Registret vilde nu blive
folgende:

Naar en Mand fik sig en Bankforbindelse, skulde vedkommende Bank straks melde det til Registret. Her vilde det nu blive set efter, om Klienten allerede havde en Bankforbindelse i Forvejen. Saafremt dette skulde vaere Tilfseldet, vilde Registerlederen have at give Meddelelse herom til begge Banker — til den aeldre Forbindelse at N. N. havde faaet ny Bankforbindelse (uden dog at meddele Bankens Navn) — til den anden Bank, at N. N. i Forvejen havde Bankforbindelse. Begge Banker kunde nu derefter selv rette Foresporgsler til vedkommende Mand og forlange nsermere Oplysninger af ham. De enkelte Banker kunde altsaa til enhver Tid faa oplyst, om deres Klienter var engagerede andet Steds, derimod ikke hvor. Paa denne Vis var Bankerne ud betrygget mod, at deres Kunder — naar Krediten ikke kunde foreges — uden deres Samtykke gik andet Steds hen, og samtidig vilde den ene Bank vaere fuldt ud beskyttet mod at dens Konkurrent fik Indblik i dens Forhold.

Dette lige saa simple som praktiske Bankregister vilde vsere et fuldstaendigt Vsern imod, at usolide Forretningsdrivende, som det jo desvserre nu er og har vaeret Tilfaeldet, kunde opnaa Kredit det ene Sted efter det andet, og ganske andre sunde Tilstande i vor Handelsverden til Gavn for Bankerne selv og deres gode solide Kunder vilde blive Resultatet. — — —

Efter at have beskaeftiget os med Fortiden vil det maaske nu vaere et Forsog vaerd til Slut at undersoge, vor Bank-Udvikling maatte blive i de kommende Aar.

Jeg gaar ud fra, at vi kommer glat ud cr/er dette Efteraars uhyre Vanskeligheder, at indevserende Terrain forlober uden alvorlige Kalamiteter, og at vi efter alt det meget Uvejr atter maa se Solen komme frem i det nye Aar. Antagelig vil det Internationale Pengemarked, naar vi er kommet lidt ind i 1908, faa en noget lettere Karakter, og den staerke Anspaendthed, hvorunder Bankerne nu laenge har lidt, vil give Plads for et lettere Pengemarked. Deter da at haabe og vente, at de Lserepenge, som sidste Aars Erfaringer har givet den kobenhavnske Bankverden, vil fore den ind paa en noget sikrere Vej end den, hvorpaa den har faerdedes ide sidst forlobne Aar. Man tor rolig gaa ud fra, at det vil vare mange Aar, for übemidlede Straamaend bygger Millionforetagender, og for Kapitaludvidelser, af nye Bank-Foretagender etc. etc. vil Publikums Ulyst og de naturlige Hindringer i Form af lave Aktiekurser og rigeligt Aktiemateriale saette en naturlig Bom.

Deter da et oprigtigt onske, at vore hjemlige Forhold maa blive af en saa lykkelig Beskaffenhed, at der maa blive god og sund Brug for de store Bank- Aktiekapitaler, som i sleje Aar ellers nodvendigt maatte blive til Sorg for enhver Aktionaer.

Vor Host i Aar er jo glimrende, og forhaabentlig aabner der sig for Handelen nye Afsstningsomraader, saa at Bankerne — de aeldre som de yngre — maa faa rig Lejlighed til at opfylde deres egentlige Mission, vaere Bindeleddet mellem Kapitalen og Kobmandsstanden indbefattet Landbrug, Industri og Skibsfart.

Vort Handelssamkvem med det russiske Rige har,

som allerede sagt, antaget en noget livligere Karakter i de sidste Aar, men den nuvserende roligere Tilstand derovre burde i langt, langt hojere Grad end det hidtil har vaeret Tilfaeldet, vende vore driftige og foretagsommeKobmaends mod dette uhyre rige Land, hvor der hoj'st sandsynligt i de kommende Aaringer vil finde et matgtigt Opsving Sted, idet jo alt det skal genopbygges, som er gaaet til Grunde under den sidste Krig og den derefter fglgende Revolution. Det gjelder da i Tide for Handelsstanden at skaffe sig gode Forbindelserderovre, at man kan drage den fulde Fordel af det okonomiske Livs Genfodel.se, af de gode Tider, naar de er der. Her bor vore Banker med Raad og Daad stette den danske Kobmand, sia at han kan vaere i Stand til at optage Konkurrencen med Tyskerne og Englaenderne. Har vi forst faaet Fodfaeste, saa er uhyre meget vundet, og det bliver meget lettere senere at hoste Frugten af tidligere Forarbejder.

For nogen Tid siden stod der i et hervaerende Dagblad en saerdeles god og vejledende Artikel om »Rusland og dansk Foretagsomhed«, hvor der kraftig blev slaaet til Lyd for at udnytte de Muligheder, som her maatte ligge, og Forfatteren foreslog flere — vistnok fornuftige — Maader og Veje, som skulde bringe os Danske naermere Maalet. Der foresloges oprette en Rute med komfortable Passagerdampere St. Petersborg og Kobenhavn, for bl. a. at tilfore os en kobedygtig Turiststrorn; der taltes om at udsende Konsuler, om at danne et danskrussisk for Handlende og Industridrivende etc. etc.

Desuden er Verden jo stor, og det beh.ovede

endelig ikke at vaere Rusland alene, hvorfra vor Kobmandsstandskulde sin Fortjeneste. Til England saelger vi jo allerede vore fornemste Landbrugsprodukter, °g Jeg naevnede i Begyndelsen af mit Foredrag, at flere af vore yngre driftige Kobmaend og vore starre Aktieforetagender vendte Blikket udefter mod andre Verdensdele. For en vaagen Kebmandsstand — bistaaetaf kyndig Bankverden — er der Felter nok at arbejde paa. Bankerne vil sandelig heste mere Fordel og JEre til dem selv og hele Samfundet, ved at stotte unge dygtige Kiabmsend, end ved at forcere usunde Foretagender og holde mer eller mindre insolventeStorspekulanter Vande af Frygt for selv at blive draget med ned i Dybet; og ikke mindst vil de gode Kunder heist Soge hen i de Instituter, hvor de ikke i Form af store Provisioner og hoje Renter skal betale for de mindre gode.

I Stedet for den tidligere staerke Konkurrence mellem Bankerne vil der da ogsaa antagelig og forhaabentlig en mere kollegial Stemning mellem de enkelte Institutioner, og hertil vilde det omtalte Bankregister ikke mindst kunne bidrage.

onskeltgt vilde det ogsaa vaere, om de aeldre Banker i hojere Grad end tidligere vilde ra^kke Haanden til deres yngre Kolleger, som jo nu en Gang er der, saa at der kunde komme et frugtbart Samarbejde i Stand til Fordel for hele Samfundet. Allerede er Begyndelsen gjort med det af Landmandsbanken ledede Konsortium til Optagelse af Materialet af de i indevaerende ydede Kreditforeningslaan.

I Modsaetning til senere Aars nye Bank-Starter
vil Tendensen herefter antagelig ogsaa mere komme

til at gaa i Retning af Koncentration, hvad der i Udlandeti
Aar har vaeret Tilfseldet, og hvorpaa vi
forovrigt her hjemme ogsaa har haft nogle Eksempler.

Forhaabentlig vil der da ogsaa over Bankverdenen helt igennem komme noget mere Ligevaegt og Forudseenhed, at det ikke gentages, at der i de gode Aar bliver slaaet til, saa at man i de mindre gode tvinges med en Kraftanstrsengelse til at trsekke sig tilbage, Bankerne til stor Skade for en roiig Udvikling mister deres regulerende Indflydelse.

Lad os da a lie onske og haabe, at det nye Aar, da Nationalbankens nye og moderne Octroy traeder ud i Livet, maa blive Begyndelsen til en ny JEra for den kebenhavnske Bankverden, til Gavn og Lykke for Hovedstaden og Fsedrelandet.

Til Foredraget knyttede sig en Diskussion, hvoraf
vi gengive nedenstaaende Udtalelser:

Generaldirektor Rubin takkede Indlederen for hans Foredrag, som jo indeholdt en Maengde Momenter, der kunde give Anledning til Meningsudveksling. Taleren saerlig Sporgsmaalet om det foreslaaede Bankregister, der — saaledes som Planen var skitseret af Indlederen — havde den vaesentlige Mangel, at den ene Bank ikke fik Oplysning om Storrelsen af den Kredit, den paagaeldende Laansoger havde i den anden Bank; selve den Oplysning, at Laansogeren havde en anden Bankforbindelse, syntes i og for sig at vaere lidet nyttig. — Med Hensyn til selve den nuvserende vanskelige for vore Banker vilde det vaire af Interesse at faa udredet, i hvilken Grad Miseren skyldtes og i hvilken Grad lokale Aarsager. Situationen var jo ikke vaerre i Danmark end i Udlandet Eks. i Sverrig).

Kontorchef E. Meyer: Der var blevet opkastet det Sporgsmaal, om den nuvaerende ejendommelige staerke Bankbevaegelse hos os var af samtne Art sora i Udlandet. Dette Sporgsmaal maatte i det vsesentlige besvares bekraeftende; Bevaegelsen havde her hjemme i Hovedsagen sarame Karakter som andetsteds. Ikke engang Overspekulationen i Byggevirksomheden var vi ene om; et Sidestykke dertil fandt man baade i Sverrig og i Tyskland, isaer i det forstnaevnte Land. Deriinod kunde det maaske nok siges, at den danske Bankudviklinghavde noget saeregen Karakter, for saa vidt angik Startningen af nye Banker og den stserke Udvidelse af disse. Dette bundede efter Talerens Opfattelse i noget historisk og noget folke-psykologisk; der kraevedes hos det almindelige Publikum en vis ejendommelig Sangbund, for at muliggore en saadan Bevaegelse. Det var Tilbojeligheden til at kraeve hoj Rente af Kapital, der anbragtes paa Anfordring i Pengeinstitutter, der var ejendommelig dansk. For Aar tilbage var Forholdet mellem Banker og Sparekasseret end nu, — ganske modsat. Da strommededer Sparekasserne store Maengder af Foliomidler,Midler, rettelig burde gaa til Bankerne; og dette vanskeliggjorde Sparekassernes Anbringelse af deres Indskud. Dengang havde Sparekasserne gjort Overbud. Men saa kom der en Reaktion med Overbudfra anden Side; Bankerne kappedes om at tilbyde Publikum Opfyldelsen af de to indbyrdes modsigendeKrav: Rente og samtidig Kapitalen disponibel.Taleren ikke rettere, end at det naevnte nationaie Karaktertraek i vsesentlig Grad havde afgivet Stotte for den senere Tids staerke Udvidelse af Bankerne.— det foreslaaede Bankregister angik, vilde det ikke vaere saa betydningslost, som Generaldirektor Rubin vilde gore det til. lovrigt havde man vaeret inde paa den Tanke at lade ogsaa Storrelsen af de ydede Kreditter registrere, men man havde opgivet dette, fordi der fra de fleste Bankinstitutter rejstes Opposition derimod. Men ogsaa et Registreringskontor som det foreslaaede vilde kunne gore god Nytte; det vilde kunne give Bankerne nyttige Vink med Hensyn til saadanne Kunder, som sogte Kredit her og der og allevegne. Dan Oplysning, Kontoret gav, vilde give

Anledning til, at de paagaeldende Banker konfererede indbyrdes og med Kunden for at sage naermere Oplysninger.Man i hvert Fald ikke sige, at en saadan Ordning var helt hensigtslos, det var dog i hvert Fald bedre end slet intet.

Generaldirektor Rubin var ikke ganske sikker paa, at Kontorchef Meyer havde Ret i, at et Bankregister som det foreslaaede var bedre end intet. Et Hovedsporgsmaal det her, om det i Almindelighed kunde siges, at der var noget »kriminelt« i, at en Forretningsmand flere Bankforbindelser. Kunde der ikke vaere legitime Grunde hertil? Besvarelsen af dette Sporgsmaal var af Betydning for Vurderingen af den Nytte, Bankregistret kunde yde.

Kontorchef E. Meyer: Det kan vaere legitimt og nodvendigt at have flere Bankforbindelser, men er det ikke altid, og det kan i hvert Fald undertiden vaere farligt; det kan tyde paa, at der arbejdes for staerkt. Der er Forskel paa det Tilfaelde, at en Forretningsmand Stadighed har to eller flere Bankforbindelser, paa det, at han samtidig med at bevare sin tidligere Forbindelse soger at aabne ny Kredit andetsteds. I sidstnaevnte Tilfaelde vil der vaere Anledning de paagaeldende Banker til at overveje Sagen i Faellesskab, og hertil skulde Bankregistret vaere Vejen.

Grosserer A. Levysohn vilde sporge, hvorledes man havde taenkt sig Bankregistrets Forhold til de udenlandske Kreditorer og til de private Bankiers-, dem kunde man jo ikke forpligte til at gore Anmeldelse til Bankregistret. Skulde Bankerne ogsaa melde Vekseldiskonteringer Registret? (Kontorchef Meyer: ja!) Dette vilde blive overordentlig vanskeligt.

Indlederen indrommede, at Forholdet med Hensyntil udenlandske Kreditorer kunde taenkes at volde Vanskelighed. For Tiden havde den Bank-Kredit, der ydedes fra Udlandet, ikke stor Betydning, men hvis de fremmede Bankhuse atter kom ind, vilde det ikke kunne hindres, at de arbejdede udenfor Registret.

— Naturligvis maatte Diskonteringer meldes til Registret.Vanskelighederne maatte dog ikke overvurderes; det maatte erindres, at Forretningsmanden almindeligvis havde sine faste Bankforbindelser, og de Forretninger, han her gjorde, havde ikke den samme tilfaeldige Karakter, som naar man gaar ind i en Butik og kober et Par Stamper.