Det nationaløkonomiske Universitetsstudium i Danmark og Tyskland.

JL,aeseren vil maaske mindes, at der for ikke saa lang Tid siden stod Gny herhjemme efter et Slag, som en danskfodt Nationalokonom af ren tysk Skole rettede imod den danske Nationatekonomi, idet han samtidig fremhaevede det tyske okonomiske Universitetsstudium paa det danskes Bekostning. Deter nu ingenlunde min Mening at ville gaa ind paa eller give noget Indlaeg en saadan Strid, og den er heller ikke Anledningen de Bemaerkninger, jeg ved denne Lejlighed har den JErt at fremsaette i Tidsskriftet. Derimod er det min Tanke, at i det mindste noget af det folgende kan yde Materiale til en objektiv Sammenligning mellem danske og det tyske statsvidenskabelige Universitetsstudium, da det forste antagelig er de fleste Laesere nogenlunde bekendt, har jeg taenkt vaesentlig at beskrive det andet paa Grundlag af de Erfaringer, der har kunnet gores under flere Studieophold ved forskellige tyske Universiteter og lignende Laereanstalter.

Det tyske Universitetsstudium i Statistik og okonomisaavel

nomisaavelsom i andre Videnskaber falder som her i to Semestre, der ganske vist har en hel anden Tids- Beliggenhed end herhjemme, idet Vintersemestret begynderi af Oktober og ender ved Paasketid, saaledes at Juleferien kun varer godt 14 Dage, medens Sommersemestret begynder omkring Pintse og med en ret kort Sommerferie varer til ind i September. Men den samlede Universitetsarbejdstid er altsaa ikke laengereend og hvorvidt deter en Fordel eller ej, at Semestrene i Tyskland i Stedet for at lobe 4 Maaneder i Traek deles af en kort Ferie, skal jeg lade vaere usagt. I hvert Fald tilendebringes det egentlige statsvidenskabelige Universitetsstudium i Tyskland saa vel som her paa 7 til 8 Semestre, og for saa vidt vi ved vort Fakultet til det statistiske Speciale gaerne regner i alt 9 Semestre, hvis det matematiske Kendskab ikke skal blive altfor knebent, saa kan man i hvert Tilfaelde sige, at det okonomiske Studium ikke er mere anstraengende i Tyskland end i Danmark, og det specieltstatistiske snarest lettere, fordi det drives om jeg saa maa sige lidt for praktisk, saa at der laegges mindre Vaegt paa den matematiske Forstaaelse.

Naar nu en tysk Gymnasiast har bestaaet sin »Abiturient«-Eksamen, vaelger han sig et eller andet af den halve Skok tyske Universiteter, og heist et, der ligger saa langt borte fra hans Hjemstavn som muligt. En ostpreusser f. Eks. gaar ikke gerne, hvis han er fornuftig, til Rostock eller Dorpat, men til Miinchen eller Halle, thi deter akkurat lige saa godt som at rejse til Udlandet. En Sydtysker gaar til Leipzig eller Berlin, men forsommer dog ikke Hejdelberg, ligesom man i det hele maa huske, at de fleste tyske Studenter

i Lobet af deres Studietid besoger flere Universiteter. Jeg behover naeppe at paavise, der heri kan ligge overordentlig store Fordele, og nogle af disse vilde vi — mutatis mutandis — kunne tilegne os i vort slet ikke saa lille Danmark, hvis vi oprettede vort andet Universitet i Aarhus.

Ved de tyske Universiteter kan man nu enten lade sig indskrive som »Horer« ved en eller flere bestemte eller man kan lade sig immatrikulere. sidste har vaesentligst den Betydning, at man kommer i Universitetskatalogen, han optages i Studenterklubberne og maa betale et temmelig hojt Vederlag, men ogsaa en »Horer« maa for de Forelaesninger, vil hore, betale et mindre Honorar, idet kun de Timer, der i de officielle Kataloger er betegnede med lille g., er helt gratis. Denne Betaling modtager vedkommende Docent eller Professor, og for de godt besogte Forelaesninger betyder disse Honorarer et ikke ringe Plus til Professorgagen, der allerede i sig selv er hoj'ere end hos os. Deter vaesentlig kun Privatdocenterne, ved at give gratis Forelaesninger Soger at drage de Studerende til sig. Da endvidere Universitetslegater Understottelser til privat-videnskabelige Formaal flyder sparsommere end herhjemme, rekruteres de Studerende i Tyskland fra betydelig snaevrere sociale Kredse end i Danmark, og denne Kendsgerning faar, som vi senere skal se, stor Betydning baade for den sociale og videnskabelige Udvaelgelse.

Forelaesningsraekkerne i Statsvidenskab omfatter et noget mere begraenset og ensartet Stof end herhjemme, men er i ovrigt baseret paa lignende Laereboger af den simple Grund, at vi jo vaesentligt bruger de tyske

Laereboger og Afhandlinger. Skont disse nu i sig selv er grundige og fyldige, refererer de jo overvejende til den efterklassiske tyske Litteratur, der er meget righoldigogsaa fremmede Landes Forhold angaar. Derved opstaar to Ensidigheder: den ene er den, at de tyske Nationalokonomer vaennes til at tro, at den moderne okonomi udelukkende er en tysk Videnskab; den anden bestaar deri, at de ser alle okonomtske Forhold, og ikke mindst de fremmedartede, under et overvejende germansk Synspunkt.

Paa den anden Side sparer den tyske socialokonomiske Tid og Kraefter derved, at alt hvad han skal bruge, foreligger trykt i hans Modersmaal, og selv hvor det drejer sig om helt ny Forelaesningsraekker, plejer Professorerne ved disses Begyndelse at uddele et trykt Ekscerpt eller en trykt Disposition, hvorefter Laeretimerne udfyldes i fri Foredrag, ud af hvilke enhver notere sig hvad han har Brug for eller ikke ved. De fleste tyske Studenter kan stenografere, men ingen er forpligtet til at afskrive det hele. Hos dygtige Laerere er disse Foredrag i Reglen meget underholdende tankevaekkende.

Ved Siden heraf findes naturligvis som her Eksaminatorierog Kollokvier over visse givne, isaer socialpolitiske Sporgsmaal. Professoren begynder altsaa med at sporge en eller anden om hans Mening angaaendevedkommende og efterhaanden drages de ovrige tilstedevaerende med ind i Samtalen, der soges vedligeholdt derved, at hvad den ene ikke finder paa, falder maaske en anden ind. Man forstaar imidlertid, at saadanne Kollokvier, om de da skal du noget, stiller overordentlig store Krav til Lederen, langt

storre end f. Eks. et Eksaminatorium. Thi ved et saadantforeligger jo altid faste Stottepunkter i en eller anden Tekst, men ved et Kollokvium maa der saa at sige stadig improviseres fra Lederens, vedkommende Professors eller Docents Side; tillige skal han samle de forskellige Stumper af Viden, han forefinder, til en for alle forstaaelig Helhed, og ojeblikkelig overse de ny Bidrag og Indvendinger, der kan fremkomme ogsaa i et Auditorium bestaaende af yngre. Jeg betsenker mig derfor ikke paa at sige, at Kollokviet i videnskabeligeSporgsmaal den vanskeligste af alle hoJere Undervisningsformer, og bortset fra saerlig glimrende paedagogiske Talenter kun kan dyrkes indenfor Specialomraaderog Lserere med en betydelig Erfaring". De er da ogsaa sjseldne baade her og i Udlandet.

Endelig kommer vi til den efter min Mening vigtigste de tyske Universiteters Laereformer i vort Fag, nemlig de saakaldte statsvidenskabelige og statistiske Et saadant Seminarium er en Slags videnskabelig Universitetsklub af alle de ved Fakultetet studerende Personer, under selvskrevet Forsaede af de statsvidenskabelige Professorer. Ved et storre Universitet Miinchens kan den taelle indtil 60^— ₇₀ Medlemmer, adskillige, denned Tilkendelsen af den tyske Doktorgrad har tilendebragt det egentlige Universitetsstudium. Seminariet holder Mode et Par Timer hver Ugedag i Semestret, paa hvilken en af Deltagerne holder et Foredrag over et i Reglen meget specielt Emne, som han har sat sig saerlig ind i. Jeg skal straks naevne nogle Eksempler.

Efter Foredraget ledes og indledes Diskussionen
af to altid naervaerende statsvidenskabelige Professorer,

der i Reglen har en langt lettere Lejlighed til at brillere end Deltagerne, thi man maa maerke sig, at de allerflesteaf foredragne Referater gaelder Emner, der ikke alene er opgivet de unge Mennesker af Professorerne,men udarbejdet i Lobet af et Aarstid under stadig Samraad med disse. Det vanskeligste Punkt forekommer mig Samarbejdet mellem de to Diskussionsledereat saaledes at de fyldigt supplerer hinandens Kritik og aldrig siger hinanden imod. Men i den Retning kan ovelse aabenbart gore Undervaerker.

Hvorom alting er, disse Seminarier er aabenbart teoretisk og paedagogisk styrkende for alle Parter, og kan ved et fornuftigt Emnevalg i hoj Grad uddybe det nationalokonotniske Studium*). Og Emnevalget er utvivlsomtejendommeligt den tyske Nationalekonomi. Man vil forgseves soge efter Opgaver som »Begrebet Kapital* eller »Hvorvidt kunne Sociatekonomiens Saetningerkaldes o. s. v. Thi de fleste Sporgsmaal er grebne ud af det praktiske Liv, og Undersogelsen gaar isaer ud paa, hvilken Besvarelse Livet selv giver

---

*) Det vil sikkert interessere Nationalokonomisk Tidsskrifts Lsesere at erfare, at dette allerede erkendtes for en Menneskealder siden i nogle Afhandlinger af Alexis Petersen, offentliggjorte 1879 i nservserende Tidsskrift, Bind XIII. S. 229 og 309. Man vil i disse Afhandlinger »Om den nationalokonomiske og statistiske finde adskillige Udtalelser paa Grundlag af forrige danske Generations Studie-Erfaringer i Tyskland (isaer S. 236), og de der fremdragne Betragtninger. som jeg forst er blevet bekendt med efter at ovenstaaende var trykt. falder morsomt nok dels (S. 252^—53) saa noj'e sammen med mine foranstaaende og folgende Bemaerkninger, dels supplerer dem (S. 309 ff.) paa afgorende Punkter, saa at disse 29 Aar gamte Artikler — til /Ere for Nationalokonomisk Tidsskrift i Virkeligheden synes helt aktuelle ved Gennemlaesningen Dag i Dag.

paa disse Sporgsmaal. Ved et Ernne som »Varehusskatterne«,ved man som bekendt har forsogt at standse de altomfattende Handelsmagasiners Fremtraengen,falder ikke Referenten ind at fortabe sig i interessante teoretiske, maaske endog matematiske, for ikke at sige problematiske Overvejelser af, hvorvidt en Skat paa Varehusene kan overvaeltes paa Forbrugerneeller Magasinets Leverandorer. I Stedet for tager han Tyren ved Hornene, undersoger StormagasinernesUdbytte hvormeget Skatten sluger deraf, og sporger saa mange Magasindirektorer og Fakrikanter som muligt om, hvem Skatten er gaaet ud over. Naar han saa kan fremlaegge en Raekke overensstemmende Vidnesbyrd om, at naesten alle Stormagasiner i Anledningaf har tvunget deres Leverandorer til at afgive dem Varerne netop saa meget billigere som svarer til Skatteprocenten, medens Magasinets Salgspriserer saa er dermed uafhaengig af al Spekulation leveret et knusende Bevis for, at man hverken skader Forbrugerne, hvad mange troede, eller rammer Saelgerne, som Meningen var og som de fleste haabede, men derimod — Producenterne, hvilket ingen havde taenkt sig, hverken Lovgiverne eller allermindst de teoretiske Spekulanter.

Det Foredrag jeg her brugte som illustrerende Eksempel paa Behandlingsmaaden, hed »Virkningerne af Varehusskatteloven i Bayern i899«. Af andre, som jeg nylig lovede at naevne Eksempler paa, kan fremhaeves:»Kornhuse Kornhandel i Tyskland«; »Udligningenindenfor indenlandske Betalingsbalance«; >Det spanske Montvaesens Udvikling fra 1866 til 1904* •, »Den indenlandske Stromskibsfarts Indflydelse paa Sohandelen«;»Markfaellesskabet

handelen«;»Markfaellesskabeti den indiske Landsby« ;
»Rigdoms- og Befolkningsformerelsen i Sachsen« (ved
undertegnede).

Man maa nu ikke tro, at jeg betragter saadanne Specialundersogelser i og for sig som Videnskab, men jeg anser dem for at vaere et nodvendigt Grundlag for den moderne videnskabelige okonomi. Det indeholder ingen Selvmodsigelse, naar jeg udtaler, at de optraedendes videnskabelige Horisont i Reglen er temmelig snaever, men at paa den anden Side de virkelig videnskabelig anlagte Deltagere kan samle et omfattende positivt Udbytte ud af alle disse Foredrag og Forhandlinger.

Nu vil Laeseren taenke, at da det kun er de faerresteStuderende, rober videnskabelige Anlaeg, vilde dette Seminarium vaere et uforholdsmaessig stort Apparat, om det kun var til for dette Mindretals Skyld. Men deter slet ikke heller til for deres Skyld, og den videnskabelige Ansporelse, som jeg nylig take om, er egentlig blot en Tilgift, der ganske vist ved dette Laeremiddel bliver storre eller kan blive storre end ved noget som heist andet. Seminariets egentlige Op gave er derimod at vaere en Udklaekningsanstalt for de tyske Doktor-Dissertationer. Naar den Studerende har naaet et lignende Maal af Kundskaber som de tilsvarendeher et Aarstid for Eksamen, udarbejder han i Samraad med Professorerne sin Dissertation, og denne forberedes i Reglen derved, at det vigtigste af den oplaeses og diskuteres i Seminariet paa den nys beskrevne Maade. Da den allerede paa dette Stadium i Reglen mere er et Udtxyk for Professorernes end for de Studerendes Anskuelser, voider dens Afpudsning

og Antagelse ikke videre Besvaer, og vedkommende faar da sin tyske Doktorhat, en Grad, der jo i Tysklander anset end herhjemme vor Magisterkonferens,men temmelig noje svarer dertil, og i Kundskabsfylde ikke raekker videre end vor cand. polit- Eksamen.

Det maa vsere tilladt her at indskyde, at den gode og grundlaeggende Tanke i disse Seminarieovelser nOJe svarer til en Ide, naervaerende Forfatter for omtrent fern Aar siden under Diskussionen om vor Eksamen udviklede ved et Mode i »Socialokonomisk Vi udtalte nemlig Haabet om, at det skulde kunne lykkes at bevaege alle eller naesten alle de unge, hvortil undertegnede dengang selv horte, til at udarbejde mindre Afhandlinger indenfor deres Speciale og derpaa foredrage dem dernede under gensidig Kritik. Kort og godt kan den Ide udtrykkes i folgende Saetning, som jeg ogsaa den Gang fremsatte: vi maa se at lgere hinanden vore Specialer, og et saadant Samarbejde er en nodvendig Betingelse for, at den enkelte kan bevare det videnskabelige ogsaa nu til Dags, hvor den videnskabelige ved Stoffets Ophobning truer med at isolere og begnense den enkelte paa en — jeg havde naer sagt i Virkeligheden fordummende Maade.

Nogen Tid efter begyndte den svenske Dr. Cas s e 1, der opholdt sig her ved vort Fakultet et Par Semestre., at ivnerksaette lignende Seminarieovelser paa det statistiskeLaboratorium, det viste sig ialtfald dengang,at var altfor faa. Om det nu laa i, at de Opgaver, Dr. Cassel interesserede sig for eller var hjemme i, ofte havde en ret livlos teoretisk Karakter, eller i at Fakultetet er for lille og har for lidt Tid, skal jeg

lade vaere usagt. Efter min Formening er det i hvert Fald nodvendigt, at der til vor Eksamen, maaske i noget aendret Form, knyttes en übetinget Forstehaandsrettil bestemt Raekke Embeder, thi forst da vil Fakultetet opnaa en fast Tilgang af ny unge Msend, der kan give sig Tid og Raad til at dyrke de socialekonomiskeStudier en intensiv og dog ikke for snseverhjaertet Maade, medens det nu ifolge Sagens Natur mangen en Gang kun kan dreje sig om at slippe saa let som muligt til en Eksamen, der ikke en Gang sikrer Livet for dem, der har den.

I det ydre viser Resultaterne af disse tyske Seminarieovelsersig i de omtalte Dissertationer, der i Modsaetning til f. Eks. de danske Magisterkonferensopgaveraltid trykt, og dette er Forklaringen til den Oversvommelse af quasi-videnskabelig Litteratur, som Tyskland eksellerer i. Thi det folger af sig selv, at de fleste af disse Arbejder fra 21^—23aarige Menneskerendnu er okonomisk Videnskab, men i det hojeste tilsammentagne kan danne Grundlaget for en saadan. At man dog kan naa et respektabelt Resultat, naar Udvaelgelsen foregaar under erfarne og overlegne Laereres Kritik, viser formentlig de bekendte >Schriften des Vereins fur Socialpolitik«, som nu er naaet til ca. 7oNumre, der er udgivet af Prof. Brentano og Lotz i Miinchen. Den eneste Parallel til saadanne Foretagender er herhjemme »Socialokonomisk Samfunds Skrifter«. Af tyske kan videre naevnes Serierne fra Prof. Wagners Seminarium i Berlin og fra Prof. Conrads i Halle osv., hvilke navnlig i den senere Tid have bragt gode Ting" for Dagen. Dog maa man her tilfoje, at Sagen, saaledessom drives i Tyskland, har en alvorlig Hage.

Der hersker nemlig ved naesten alle tyske Seminarier en overordentlig" staerk Bestraebelse for at danne Skole, den saakaldte »verderbliche Schulmachen«. Med andre Ord: de ved Fakultetet ledende Professorer benytter i vid Udstraekning Seminarierne til at afrette en Stab af unge Doktorer, der kan gore Propaganda for netop de socialpolitiske og okonomiske Anskuelser, som er vedkommendeProfessorers Deter i Virkelighedenret at faa Lov at foredrage noget som strider imod den paa Bjaerget herskende Tro, og gor man det, saa kan man vaere sikker paa, ikke just at man bliver fjendtlig behandlet, — thi dertil er de tyske Universitetslaerere dog for dannede Mennesker, men at de fuldstaendig taber al Interesse for ens videre Studier, og deter klart, at dette for en Begynder er mindst lige saa farligt som Fjendskab.

For saa vidt som dette gaelder de yngre Studerendeved anser jeg dog ikke dette Forhold for saerlig skadeligt, thi selv om der gaar nogen Selvstaendighed tabt derved, saa er det dog mangen en Gang for en ung Mand, der i Reglen ikke kan have nogen begrundet Overbevisning, paedagogisk ret praktisk at indove sin Tsenke- og Skrivefoerdighed efter et bestemt Skeina, som en original og selvstaendig Natur let vil kunne ryste af sig, naar han kommer til Skelsaar og Alder, vel at maerke hvis han senere kan faa Lov at udvikle sig nogenlunde uafhaengigt. Men deter netop Humlen, at det kan han ikke saa let i Tyskland. Thi hvordan er den videre Lobebane for den unge saakaldte Doktor i Tyskland ? Enten gaar han over i Statstjenesten, hvor han reverenter talt maa holde baade Trit og Retning, eller til de store Handelskamre

og Syndikater som Sekretaer o. s.v., hvor han ganske vist maa skrive jo mer des bedre, men ikke en Toddel som kunde udlaegges til Skade for de store Plutokraters og Industribaroners materieile Interesser, saa at jeg vil udsaette en Praemie for den, der kan opdrive en objektiv og uhildet tysk Borskammer- eller Syndikatsberetning. Til Gengaeld er disse Folk hojt lonnede, saa at man i Tyskland naermer sig den nuvaerende amerikanske Tilstand,at vserste Kapitalmisbrug forsvares med det storste Talent, fordi de ledende Industrikredse i Tide sikrer sig de dygtigste Kraefter, hvilket er saa meget lettere, som de studerende tyske Kredse i Modsaetning til herhjemme overvejende rekruteres fra de besiddende Klasser, der jo ifolge Sagens Natur er hildet i de Synsmaader, den gamle engelske Filosof Bacon kaldte: Huleillusioner (idola specus).

Endelig kommer vi til den store Del af de okonomiskeStuderende, ogsaa efter at have skrevet Dissertationen helliger sig Videnskaben. I saa Fald maa de i tre eller fire Semestre »habilitere sig«, som det kaldes, ved et eller andet tysk Universitet, for at opnaa Tilladelsen til at holde Forelcesninger som Privatdocent.Den Doktorgrad giver nemlig ikke Ret hertil, hvilket er meg"et naturligt, da ikke en af ti nybagte tyske Doktorer vilde vsere i Stand til at holde en Forelaesning, hvoraf nogen kunde laere Videnskab.Man altsaa sige, at det toaarige Habilitationsstudiumi nogenlunde svarer til Arbejdet ved vore Doktorafhandlinger. Men Ulykken er, at Tysklander fuldt af videnskabelige »Skoler< (der forovrigtofte strides om Kejserens Skaeg), at man vanskeligt kan blive habiliteret som Privatdocent ved

noget Universitet uden at vaere eller blive Partimand. Nu boder det naturligvis noget paa denne Ulaempe, at der er saa overordentlig mange Universiteter i Tyskland,saa man er for saa vidt friere stillet, som man kan drage til et andet Universitet, naar man ikke kan naere sig hvor man er. Man kan med andre Ord i Reglen vaelge sig et Universitet, hvis okonomiske Skole ikke divergerer altfor staerkt fra ens egen Personlighed og Anskuelser; thi der er jo dog selv i den tyske okonomi ikke mer end hojst tolv til femten forskellige Opfattelser af de samme Sporgsmaal, men derimod mer end dobbelt saa mange Universiteter.

Alligevel, trods den rasende megen Laerdom, kan jeg ikke se andet, end at de videnskabelige, virkelig originale og frugtbare Resultater i Tyskland nu til Dags staar i et forbavsende Misforhold til de Anstraengelserog store Midler, hvorover ogsaa den tyske socialokonomiske Virksomhed disponerer. Og skont jeg ofte har grundet over, hvor det kan vaere, gik Sandheden ikke op for mig, for mit Blik en Dag i Tyskland faldt paa folgende Saetning i en forovrigt tarvelig tysk Avis. Der stod: »Der gives mange Mennesker,som foroge deres Flid og Kundskaber i det uendelige, uden at vaere i Stand til derved at udvidederes Horisont det allerringeste*. Da slog det mig, at Tyskerne jo netop var et Folk af den Slags Mennesker, og moderne tysk okonomisk og Stor-Politik, baade den der resulterer af den almindelige og af Klasse-Valgretten, vil ikke mindst i disse Dage vise selv de mere forhaabningsfulde, at denne Dom ikke er for haard. Og trods al Dygtighed og Grundighedhos forekommer det mig, at den ogsaa

gaelder ialtfald indenfor en stor Del af den tyske Universitetsverden,der vore Studier. Hvor berettigede end de kritiske Kommentarer er, hvormed visse tyske Skoler har forsynet navnlig den klassiske engelske Nationalokonomi, har de ikke gjort Nationalokonomernestort end de var i Forvejen, og trods enkelte fremragende Begavelser kan man naeppe sige, at de tyske Videnskabsmaend i Almindelighed har brudt nye Baner for vor Videnskab. Men dette ligger som antvdet ikke i Lseresystemet, som er fortraefifeligt,men Folket, som hidtil synes at have manglet syntetisk Kraft udenfor metafysiske Omraader (Kant), og hsenger vel ogsaa noget sammen med, at Adgangen til Studierne af pekuniaere Grunde er saa temmelig begraenset til Overklasserne, der maaske — iftflge Ammons Teorier — endog kan betragtes som en saerlig Race. Denne anser Atnmon og Tyskerne selv ganske vist netop for at vsere overbegavet, men saalaengeden viser det, er der vel naeppe Grund til at lade sig imponere af denne Vurdering".

Man vil altsaa forstaa, at deter fuldstaendig konsekvent,naar anbefaler at studere ogsaa de tyske Studieforhold saa meget som muligt; thi de er i og for sig lagt godt til Rette; og fordi Tyskerne selv alligevelikke at bringe meget ud deraf, kunde det jo godt vaere, at de Danske kunde. Jeg foler mig ialtfald selv overbevist om, at deter muligt, da mine Ophold i Udlandet har bragt mig til Erkendelse af, at Gennemsnitskvaliteten af den danske Aand staar langt over den, som Tyskerne kalder den specifik germanske. Det gaelder blot om aldrig at foretage slaviske Efterligninger,og aldrig at blive staaende ved et enkelt

Lands Forbilleder. Jeg kan her naevne Fremstillingsformen,der Tyskland negligeres i en saadan Grad, at en vittig ostriger nylig i et tysk Blad kunde skrive, at Tyskerne sad inde med Verdens starste Talent til at drukne en i sig selv klar og enkel Tanke i en klodset Fremstilling". Vil man maale Forskellen, behoverman at se hen til franske Forfattere; skade at disse til Gengseld ofte mangier den tyske Soliditet og Samvittighedsfuldhed.

Naar en Laeser nu til Slutning vilde sporge mig om, paa hvilken Maade vi da kunde tage Laere af de tyske Universiteter til Nytte for den danske Videnskab og Handelslivet, saa forudsaetter jeg for vort Fakultets Vedkommende, som allerede berort, at vor Eksamen gores til en virkelig Etnbedseksamen og heist til en Magisterkonferens. forst et bestemt Resultat paa denne Maade er garanteret dem, der giver sig i Kast med vor vanskelige Videnskab, saa tror jeg, at der vil blive rigelig Plads for og Krsefter til Indforelsen af et socialokonomisk ved vort Fakultet, og Folgen vilde utvivlsomt blive et stserkt Opsving for den danske Nationalokonomi til JEre og Nytte for Landet, til Skabelsen af et okonomisk talt »Storre Danmark*. Dog vil jeg ikke lsegge Skjul paa, at Fremtidens Undervisning Uddannelse i Nationalokonomi formentlig tildels maa forlade nogle af de gamle Spor og Soge et nyt Grundlag. Jeg tsenker her, for at naevne et bestemt navnlig paa, at det sikkert vil vise sig gavnligt i Fremtiden at skabe en bredere praktisk Basis for Specialstudiet.

Sagen er, at de mange nyskabte okonomiske SamfundsformationertildenGrad
og drives frem af

tekniske og sagligt begrundede Forhold, at man aldrig laerer at beherske Samfundslseren, uden gennem Livet at have gjort sig bekendt med disse Forhold. Taenk blot paa et Hovedsporgsmaal som de moderne ProduktionsomkostningersUdviklingogderes til Varens Pris og til Handelsavancen, eller ToldbeskyttelsensIndflydelsepaaPrisniveauet Arbejdslonncn o. s. v.; altsammen Livsspergsmaal for det moderne Samfund, men som nassten ingen Nationalokonom nu til Dags er i Stand til at give sig i Kast med, endsige lose, fordi han paa Grund af Ukendskab til naesten alle enkelte Led i Produktions- og Transportprocessen ikke raader over eller forstaar de Oplysninger, han skal bruge. Dette Onde er, som ialtfald nogle afLseserne vil have folt, af en meget radikal Natur, og da det vil blive mere foleligt for hvert Aar der gaar, vilde det ikke vaere saa underligt, om der kun kunde raades Bod derpaa ved et radikalt Middel. Og dog er det, der skal gores, ikke saa svaert endda. Saasnart de unge nemlig havde tilegnet sig hvad man kan kalde elementaer okonomisk Dannelse, burde Studietiden afbrydes, eventueltforlaengesmedt. to halve Laereaar i henholdsvisenstorMaskinbedrifts, eller Bankanstalts Hovedbogholderi, eventuelt- mod en vis Betaling med Rum for visse Fripladser. Med andre Ord, man vilde ved denne Ordning simpelthen gennemforeetlignendePrincip gaelder for Ingeniorerne for deres Studietid, der jo begynder med et Aars Smedelaere, o^ for Lasgerne og Juristerne efter Studietiden,derjosuppleres henholdsvis HospitalstjenesteogFuldmaegtigpraksis,inden er modne til paa egen Haand at anvende deres Laerdom i Livet.

Jeg skal ikke her komme naermere ind paa Enkeltheder, men vil blot tilfoje, at denne Ordning*) vilde vaere saerlig let at gennemfere, saafremt Staten raadede over blot enkelte storre Bedrifter indenfor flere ProduktionsogTransportforetagender.Saadannevil formentlig blive nodt til at sikre sig i en ikke altfor fjaern Fremtid, dersom den ikke vil risikere, som Amerika og tildels Tyskland, at blive en Slave af Nutidens maegtige Kapitalsammenslutninger og Produktionskarteller, saaledessomjegnylig fremstillet det i naervaerende Tidsskrift. Den teoretiske og praktiske Uddannelse af Landets unge Nationalokonomer vilde da ved UniversitetetsogStatensnaturlige af sig selv kunne komme til at gaa Haand i Haand paa en saavel for det okonomiske Liv som for den nationalokonomiskeVidenskabhidtilukendt Maade. Thi i ojeblikket forekommer det mig, at der hersker et naesten internationalt Dadvande i den okonomiske Videnskab, og jeg kan ikke taenke mig anden Grund end den, at den paa Grund af Aarhundredets okonomiskeOmvaeltningereri med at miste Folingen med Livet. Denne Opfattelse stottes af to Omstsendigheder.Deneneer, de bedste klassiske Fremstillinge^rafokonomienskyldes der som v. Thiinen, Ricardo og Stuart Mill stod midt i det praktiske Liv, den anden, at de fyldigste og lodigste Dissertationer, som er udgaaet fra f. Eks. de forannaevnte tyske Seminarier, skyldes netop Studerende, som havde tilbragtetellerflere

---

*) En lignende paataenkes, ifolge den nu foreliggende Kommissionsbetsenkning Omordning af vort Diplomati, aabenbart som Stotte for de fremtidige Konsulers og Gesandtero teoretiske, i Reglen netop statsvidenskabelige Kundskaber.

bragtetellerflereAar med Arbejde i de Erhvervsgrene,ihvisteoretisk-okonomiske
de sogte
deres videnskabelige Speciale.

Deter, som Kapitlet »Brain work and manual work_<- i Krapotkins Bog »Fields, factories and workshops* viser, ikke gold Eksperimenterelyst, der har fort til de moderne, undervurderede Forsog paa at smede »Haandens og Aandens« Arbejde sammen i en paedagogisk Det beror tvaertimod paa en dyb Indsigt i, at der er meget i Nutidens differentierende Kulturudvikling, der til Skade for Samfundet diskvalificerer »indskraenker« Individet. De Samfund, der forst finder paa Raad og praktiserer Kampen mod de herhen horende Onder, vil, selv ora de er svage i Tal, opnaa en betydelig Styrke, Overlegenhed og Modstandskraft Nationernes Katnp for Tilvaerelsen.