Principperne for den kommunale Beskatning.

1 1903 blev det forste Skridt taget til en kommunalSkattereformher Landet. Jeg skal med Hensyn hertil kun drage de mest betydningsfulde Noviteter i Minde. Der er for det forste de der omformededefor bestaaende Skatter, uden at der samtidig aabnedes nye Indtaegtskilder: Ordningen af den interkommunale Beskatning, Forandringerne i FormueogLejlighedsskattenog aflaegse Hartkornsskatters Aflosning af en Ejendomsskyld, og dernaest de JEndringer,derbetyde virkelig finansiel Tilvskst: Selskabsbeskatningen, den kommunale Ejendomsskyld i Byerne og Statstilskuddet til Kommunerne. For Kommunerne som Helhed have disse i 1905^—06 indbragt en Merindtsegt paa 4V4 Mill. Kr., men i Betragtning af, at Kommunernes reelle Totalbudgetnustaerkt sig de 70 Mill. Kr., vilde det vsere urimeligt at vente, at denne Forogelse skulde frembringe Velstand, hvor der for herskede Knaphed, tilmed da det allerede i lang Tid har vasret Skik at

tilvejebringe Balance i Budgettet ved Optagelse af Laan. Hertil kommer, at de nye Indtaegter hovedsagelig lide af den samme Fejl, der ofte er bleven fremhaevet som gaeldende for Kommuneskatterne i Almindelighed; de folge ikke den stadig fortsatte Vaekst af de kommunaleUdgifter.Efter den kommunale Ejendomsskyldnuomtrent udnyttet indtil den legale Graense, og efter at Statstilskuddet en Gang for alle har virket som en forbigaaende Formindskelse af Kravene til forogedeSkatteindtaegter,begynder Krav paa ny at melde sig med usvaekket Styrke. Ved en Betragtningafde Regnskaber synes de ny Indtaegterhellerikke skaeppe saerlig kraftigt; de forsvindeiKommunernes og risle naesten sporlost bort til Daekning af de stadig stigende Udgifter. Ganske vist synes Laanene at have vaeret noget mindre i de sidste Par Aar (i Provinsbyerne og i Sognekommunerne henholdsvis ca. i¹/₂ og i Mill. Kr. mod ca. 2 og ca. ia 17a Mill. Kr. for det forudgaaende Femaar), men Skatteprocenterne, der i Provinsbyerne i 19^O5/_{O6O 6} naermest vare nedadgaaende, ere i de sidste Par Aar i fortsat Opgang*) og ere saaledes i adskillige Byer naaet op paa en Hojde, hvor selv teoretisk mindre passende Skatteformer synes at maatte foretraekkes. Nogen varig Forbedring af de kommunale Finanser er der saaledes ikke tilvejebragt ved Reformen i 1903. Dette var naturligvis heller ikke tilsigtet. Saaledes betegnes Loven af 1903 kun som indforende i og Tillaeg til de nugaeldende Regler, og den ene Halvdel

---

*) I Kobstadforeningens Tidsskrift, Aargang 1907 Nr. 3. er givet en Oversigt over de kommunale Skatteprocenter i Provinsbyerne for de fire sidste Aar,

af Byernes Skatter (Skat paa faste Ejendomme) lodes
ganske überort. Som bekendt foreligger der imidlertid
nu et Forslag til en kommunal Skattereform her i Byen,
og ude i Provinsbyerne er denne Sag stadig fremme
og har i de sidste Aar vaeret et stadigt DiskussionsemnepaaKobstadsforeningens
Repraesentantmode.DeForslag,
saaledes have vaeret fremme,
sigte dels hen til en Modernisering af de faste Skatter
og dels hen til at aabne nye Skattekilder. Medens vel
nok det sidste Hensyn her i Byen har vejet staerkest
til, har man i Provinsbyerne saerlig felt Ulemperne ved
den ganske ufyldestgorende Beskatningsform, der her
er gaeldende for de faste Ejendomme, og har fgrst og
fremmest bestraebt sig for at tilvejebringe en
heri. Forholdenes Udvikling vil dog sikkert ogsaa her
inden ret laenge krseve ogede Indtaegter. Det kommunaleSkatteproblemer
i ojeblikket levende,
og Frugterne ville ikke udeblive laenge. — Men hvorledesbordisse
vaere?

Det kunde maaske nok synes mest naerliggeude at hente de gode provede Grundsaetninger ud fra den okonomiske Videnskabs Rustkammer og bringe disse til Anvendelse paa det fra Fortiden overleverede Skattesystemfor at finde de Veje, en Reform her i Landet maatte gaa. Denne Fremgangsmaade forudsaetterimidlertid af saadanne uomtvistelige Grundssetninger, og dette har jeg ikke turdet gaa ud fra. Jeg maa derfor vige endnu et Skridt tilbage, bag om selve de Principper, der skulle bruges, for at prove disses Gyldighed. Selv om nu ogsaa denne Vej kan synes noget langsommelig, ja maaske endogsaa ret orkeslos, saa danner den dog en nodvendig Forudsaetningfor

ningforen nogenlunde fyldestgorende Behandling af Problemet, og forst naar dette Sporgsmaal er bragt paa det rene, er Tiden inde for de praktiske og politiskeModifikationer.

Selv om det i denne Forbindelse kun gaelder om at praecisere de i Kommunebeskatningen gaeldende Principper, vil dette ikke indeholde nogen saerlig Begraensning. her ville nemlig de almindelige Skattenormer vaere gyldige. I deres Anvendelse og gensidige Afgraensning vil der derimod kunne forekomme eftersom der er Tale om Statseller og i denne Sammenhseng vil det naturligvis i saerlig Grad blive disse Forskelligheder, maa understreges, medens det fselles kun kan berores mere loseligt.

Det vil falde mig lettest at lose den stillede Opgave en kort Paavisning af de Grundideer, der til de forskellige Tider have dannet Baggrunden for den kommunale Skattepolitik. Paa denne Maade vil man bedst kunne se, hvorledes de forskellige Synspunkter for til sidst at falde til Roved hinandens

Oprindelig eksisterede der slet ikke noget faelles finansvidenskabeligt Synspunkt. I Statsbeskatningen anlagde man oftest en ren finansiel Synsvinkel-, man spurgte hyppigst om, hvilken Skatteform der kunde skaeppe bedst uden at indlade sig paa en smaalig Undersogelse af, hvorledes Skatterne hvilede. I Kommunernevar primitive; det drejede sig i det hele taget om faa Opgaver, og man loste det skattepolitiske Problem ikke ud fra almene Synspunkter, men rent konkret, stykkevis, efterhaanden som Opgavernekom

gavernekomfrem. Resultatet blev ligesaa mange forskelligartede Indtaegter som Udgifter; Skuffesystemet gjaldt ogsaa her. Ogsaa selve Kredsen af de Individer, der samledes om de forskellige Opgaver, var usikker. Der opstod ofte en hel Raekke Specialkommuner hver med sit Formaal (Fattig-, Skole-, Vejvaesen m. v.). Rester af denne Ordning have — saerlig i England — holdt sig helt ned til Nutiden. Mere eller mindre bevidst dukker dog efterhaanden et faelles Synspunkt for Bidragydelsen frem, udledet af de konkrete Forhold. Det blev ganske naturlig Nytte pri ncippet. Da den kommunale Sammenslutning, selv der, hvor Forholdene vare faestnede gennem Indgriben fra Statsmyndigheden, endnu hvilede paa et halvvejs frivilligt Grundlag og yderligere vaesentlig tog sig af Opgaver af okonomisk Natur, blev Princippet ret naturligt privatokonomisk; den enkelte maa betale i Forhold til, som han har Interesse af at vaere Deltager.

Dette Forhold havde imidlertid ikke endnu fundet sin teoretiske Forklaring; det var forelobig kun praktisk Politik. — Det blev den tyske Aflaegger af den liberale Skole, der formede Teorien. I England fandt man sig forelobig til Rette i den overleverede Praksis. I Tysklandtraengte kommunale Skatteproblem paa og kraevede Losning. Saa dannede da de tyske Liberale, der samledes paa Volkswirtschaftliche Kongres, i 6o'erne Teorien om den dybe Modssetning mellem Stat og Kommune. Dette haenger noje sammen med den snaevre Begraensning af Statens Virkeomraade. Statens Formaal var at haevde Magten og Retten, den ydre og indre Retssikkerhed. Men herudover maatte den ikke gaa; det, der laa udenfor, var overladt til den

private okonomi. Det stodte dog paa Vanskeligheder at fare dette Synspunkt igennem i Praksis. Der var historisk overleverede Opgaver, som faldt uden for den afstukne Ramme, og der var ny opdukkende Opgaver, man ikke godt kunde skyde fra sig. Men her kom Kommunerne til Hjaelp. Naar man overlod disse Opgaver,som i Folge sin Natur maatte lade ligge, til Kommunerne, var Teorien reddet. Men saa maatte Kommunerne ogsaa nodvendigvis hore ind under den private okonomis Omraade, og her maatte privatokonomiskePrincipper raadende. Statens Formaal er Magt og Ret, Kommunernes at drive okonomiskVirksomhed. for Statsopgaverne, der nodvendigvismaatte for at et ordnet Samfund kunde opretholdes, stod alle solidariske, og denne Solidaritet viser sig i denne Forbindelse deri, at alle skulle hjaelpe til med at opretholde Staten , i Forhold til som de orke, efter deres Evne. I Statsbeskatningen gjaldt altsaa Evneteorien. I Kommunerne burde derimodSkatterne i Forhold til som den kommunaleVirksomhed til Fordel for den enkelte, og saaledes var den teoretiske Begrundelse af Nytteprincippetsom i Kommunebeskatningen gennemfort.

Princippet naaede imidlertid ikke lige straks at give sig praktisk Udslag, og det stodte straks paa Modstand i Litteraturen. Forudsaetningen, hvorpaa den hele Teori bygger, er jo ogsaa let angribelig. Staten gaar i stigende Grad uden for den af den liberate okonomi trukne Graense og griber af kulturelle eller sociale Grunde ind i den private okonomis Sfaere. Deter folgelig muligt, at Staten kommer i saerligt Forholdtil

holdtilenkelte Klasser eller enkelte Individer, kommer til at yde dem sserlige Fordele, hvorfor naturligvis Staten lige saa vel som Kommunen er baade forpligtet og berettiget til at kraeve sserlige Bidrag. Nytteprincippetfinder ogsaa Anvendelse inden for Statsomraadet.Paa anden Side er mange af de kommunaleOpgaver med Statsopgaverne. Deter saaledes ofte ret tilfaeldigt og kan kun forklares ved en Henvisning til det historisk overleverede, om en bestemt Opgave er bleven taget op af Staten eller Kommunen. Og selv om visse Opgaver maa siges naermest at vsere af kommunal Natur, vil det for det forste ofte vaere umuligt at udmaale den Nytte, de enkelte Individer derigennem have haft, og for det andet maaske ogsaa urigtigt. Thi ogsaa her dukker der Lighedspunkter frem mellem Stat og Kommune. Lige saa sandt som Statsopgaver ofte have den Natur, at alle her over for maa staa solidariske, hjaelpe til efter Magt og Evne, lige saa sikkert kan det samme vsere Tilfaeldet med Opgaver, der ganske vist fortrinsvis vedrore den Kile lokale Kreds, men som her inden for hore til de kulturelle eiler sociale Faellesopgaver, over for hvilke den okonomiske Evne er den eneste naturlige Fordelingsmaalestok.

Dermed er den tyske liberale Skoles subtile Sondringmellem og Kommuneopgaver, mellem det i Staten og det i Kommunerne herskende Skatteprincip falden bort. Men hermed er Striden ikke endt. Daekke Stat og Kommune i denne Forbindelse fuldstaendig hinanden, eller bliver der dog en Gradsforskel tilbage? Dette sidste er bleven benaegtet. I saa Fald er en selvstaendigkommunal

staendigkommunalSkattepolitik overflodig, og det naturligste for Kommunen vilde da vaere at benytte det foreliggende Statsskattesystem som Grundlag. Denne Fremgangsmaade anvendes saerlig i Frankrig.

Deter iovrigt ud fra Forudsaetningen om Statens og Kommunens skattemaessige Identitet muligt at komme til forskellige Resultater med Hensyn til de Principper, der i det hele taget skulle folges inden for Beskatningen. — For den, der fastholder en liberal farvet Opfattelse af Stat og Kommune som kun dannendeGrundlaget de private Individers Virksomhed, vil det i en Tid, hvor de praktiske Forhold endnu saa nogenlunde svare til dette Ideal, kunne vaere naturligt at haevde Evnen som den principielt eneste rigtige Slcattebasis. En Akceptering af dette Princip som gaeldende ogsaa i Kommunebeskatningen vilde tilmed danne en god Modvaegt, saafremt Kommunerne skulde vaere tilboj'elige til at blande sig for meget i okonomiskeForhold. er ud fra en saadan Tankegang, at den kommunale Skattereform her i Landet i iB6o^lerne maa ses. — Efter at Stat og Kommune imidlertid have givet sig i Kast med de mange kulturelle, okonomiske og sociale Opgavcr, der danne Nutidens praktiske Politiks vaesentligste Indhold, og efter at Evneprincippet yderligerehar sig at indeholde farlige Konsekvenser i Retning af en for stserk progressiv Indkomstskat, der endogsaa synes at sigte hen til Undermineringen af det bestaaende individualistiske Samfund, vil det Hgge naer at opgive Evnen som gyldig Skattenorm og gennemen af Nytteprincippet at skabe en anden Rettesnor for Skattepolitikken. Dette er i

den nyeste Tid forsogt af en Raekke forskellige For
fattere*).

At gaa naermere ind paa disse Synspunkter vilde imidlertid fore langt ud over det kommunale Skatteproblem. Folge det ovenfor antydede bliver det dog- sikkert hverken Evnen eller Nytten, der bliver alene raadende som Skattenorm. De Synspunkter, der maa gores gaeldende her, lobe aabenbart ikke sammen i et Princip. Saa vel Evne som Nytte have Gyldighed baade i Stat og i Kommune, men i ulige Grad-, der eksisterer nemlig trods al mulig Lighed dog her en Gradsforskel, og det baade af teoretisk og praktisk Art. Teoretisk, fordi de kommunale Opgaver i hojere Grad end Statens have et rent okonomisk Indhold og derigennem hyppigere komme i Beroring med Enkeltinteresserne. fordi det i Kommunen, hvor Forholdene ere mindre og lettere overskuelige, vil vsere muligt at gennemfore en Fordeling efter Nytteprincippet i hojere Grad end i Staten.

Konsekvensen heraf bliver, at der ikke eksisterer Identitet mellem Stat og Kommune, og der vil da blive Plads for et selvstaendigt udformet kommunalt Skattesystem. Deter ud fra denne Opfattelse af Kommunens Stilling til Staten, at den preussiske Skattereform af 1893 maa ses. Interesseprincippet stilles dog her naermest op som det principale, idet Loven indeholder et Krav om, at Udgifterne forst og fremmest skulle daekkes gennem Gebyrer, Bidrag og Nytteskatter. Praktisk betyder dette naturligvis intet,

---

*) Som mest nserliggende Eksempler kan nsevnes: i Sverige Wicksell, i Norge M orgen stjern e og Einarsen og her i Landet Falbe-Hansen.

naar man ikke anvender Nytten uden for det Omraade, hvor dette Princip virkelig horer hjemme, men det vilde dog sikkert have vaeret heldigere noje at have praeciseret de Omraader, hvor henholdsvis Evnen og Nytten skal anvendes.

Det faelles for de to her fremsatte Principper i deres oprindelige Udformning er, at de ikke gribe ind i den bestaaende Indtaegtsfordeling. Nytte er i sig selv et individualistisk Princip — noget for noget — og det indeholder folgelig en ret snaever Begraensning af de kommunale Opgaver. Evneteorien, der oprindelig formedes af Adam Smith og siden vandt Udbredelse inden for den liberale okonomi, er i sig selv et ret utydeligt Begreb. *) Det Indhold, man oprindelig lagde ind heri, faar man maaske tydeligst oje paa ved at bestemme Begrebet negativt. Man tsenkte sig vel nok, at de, der havde bedst Raad, ogsaa skulde udrede de storste Bidrag, men uden at de hindredes i at nyde det fulde Udbytte af deres okonomiske Virksomhed, uden at den af de fri Omssetningslove afsatte Indtaegtsfordelingmaatte Konsekvensen blev den proportionaleIndkomstskat, som eneste Skat kunde rydde op med de overleverede indirekte Afgifter. Man anede oprindelig ikke de farlige Konsekvenser, der laa skjulte i det tilsyneladende saa uskyldige Evneprincip. Forst rejste sig imidlertid Kravet om, at der skulde gores Forskel paa funderet og ikke funderet, paa Kapital- og

---

*) I Virkeligheden var det maaske nok — saaledes som deter bleven paavist af Seligman_{— snarest} Nytten, der foresvaevede Adam Smith, idet han ved Evne forstod den Indtsegt, Borgerne erholdt under Statens Beskyttelse; denne Tanke traadte dog senere under Teoriens Udformning tilbage.

Arbejdsindtaegt. Og saa kom Fordringen om Progression.Man jo i den nyere Tid gjort mange skarpsindige Forsog paa at finde den ideale Progression, t. Eks. ved Hjaelp af Graensenytteteorien, men forelobig uden tilfredsstillende Resultat. Og medens Problemet atter og atter tages op, er der kommen et helt nyt Synspunkt til, der synes at give det hele Skattesporgsmaalny Deter Wagners Krav om, at Skattepolitiken skal vaere social, at der herigennem skal drives Socialpolitik, at man i Skattepolitiken har et Middel, der ikke maa lades übenyttet, til Udjevning af den sociale Ulighed. Dette Synspunkt baeres frem af den Tanke, at den Indtaegtsfordeling, der fremkommersom af den fri Konkurrence, ikke er den ideale, men at deter tilladt at begraense den private Ejendomsret i Overensstemmelse med, hvad der anses for paakraevet af Hensyn til den sociale Retfaerdighed. Wagners Tanke har modt staerk Modsigelse, og de fleste Tilhaengere af det bestaaende privatkapitalistiske Samfund have taget Afstand herfra enten under Henvisningtil, Ideen ikke lader sig praktisk realisere, eller principielt.

Fra deres Side, der iovrigt anerkende socialpolitiskeForholdsregler fra det angivne Synspunkt, er der saerlig bleven fremsat den Indvending, at det vilde vaere urigtigt at besvaerliggore Skattepolitiken ved Indblandingaf saadant Element, der er det egentlige Skatteformaal fremmed. Teoretisk synes en saadan Indvending ikke holdbar-, saafremt man anerkender Udgangspunktet, synes det vanskeligt at faa oje paa Grunden til, at netop Skattepolitiken skal vaere et Omraade, hvor socialpolitiske Synspunkter ikke maa

gores gseldende. Vil man Maalet, maa man ogsaa ville Vejen. Deter jo tilmed allerede ret almindeligt at anvende Skattepolitiken i andre Formaals Tjeneste (Braendevinsskat, Hundeskat m. v.). — En hel anden Sag er det, at det maaske kan vaere klogt ikke forelobigat saa store Krav til Skattepolitiken i Retningaf Retfaerdighed; det kunde maaske ellers blive endnu vanskeligere, end det allerede nu er Tilfaeldet,at tilvejebragt et vist anstaendigt Minimum af Lighed i Beskatningen.

Medens man saaledes modsaetter sig, at det socialpolitiske anlaegges over for Beskatningen, har det selv samme Princip ret uanfaegtet faaet Fodfaeste blot blandt Teoretikerne, men ogsaa i praktisk Politik og i den almindelige offentlige Bevidsthed. Jeg taenker paa den saakaldte Konjunkturgevinstbeskatning, ogsaa Wagner tidligst har slaaet til Lyd for, og som vil vaere mest kendt som Beskatning af den stigende Grundvaerdi, men som maaske Fremtiden vil faa en storre Raekkevidde. Denne Beskatningsform vil nemlig — som det naermere skal blive paavist — kun kunne motiveres ud fra det socialpolitiske og man kan saaledes ikke paa samme Tid give en Grundvaerdistigningsafgift sin Tilslutning principielt modsaette sig, at Beskatningen tages i Socialpolitikens Tjeneste.

Saaledes som Ejendomsret til Jord tidligere blev opfattet, indeholdt den tydeligvis ogsaa Ret til Grundens Vaerdistigning, hvad enten denne var frembragt af den paagseldende Ejer selv gennem Kapitalanvendelse eller kunde fores tilbage til en andens (Privatpersons eller offentlig" Myndigheds) Virksomhed eller kun kunde forklaresvedenHenvisning

klaresvedenHenvisningtil Konjunkturerne eller til Samfundets almindelige Vsekst. I den offentlige Ret er denne Opfattelse imidlertid bleven omformet ved Hjselp af Nytteprincippet. Saafremt Vaerdiforsgelsen kati fores tilbage til en bestemt kommunal Foranstaltning (Vejanlasgm.v.),vil Princip kunne fore til, at det offentlige laegger Beslag paa en vis Del af VserdistigningentilDaekningaf med den kommunale ForanstaltningforbundneUdgifter.I Form er PrincippetsAnvendelsesaaledesanerkendt vel i dansk som i fremmed Ret*). En storre Raekkevidde kunde Nytteprincippet tilsyneladende faa ved Anvendelse af Begrebet: den kommunale Konjunktur (Kommunens almindelige Udvikling og Vsekst), i Saerdeleshed saafremtdetherud vilde vaere muligt — under HenvisningtilatVaerdistigningen skabt gennem KommunensArbejde—at en Ret for Kommunen til den hele Vaerdistigning, selv om den her igennem opnaaede Indtaegt skulde overstige de hafte Udgifter. Man kan dog ikke blive staaende herved. Den kommunaleKonjunkturmaaoploses sine Bestanddele. Denne kan tsenkes at vsere frembragt gennem virkelige kommunale Udgifter, men kan ogsaa vaere betinget af Forhold, der snarest maa siges at vaere .hidforte gennem Opofrelser fra det hele Samfunds Side. Der kan d* blive Tale om en Deling mellem Kommune og Stat**).

---

*) Jfr. Dr. polit. Frantz Pio: »Kommunal Vaerdistigningsskat« i dette Tidsskrifts Aarg. 1907.

**) Som et ofte omtalt Eksempel kan naevnes, at de Konjunkturer. der have vseret Aarsag til det enorme Opsving, den tyske Rigshovedstad har vaeret Genstand for siden 1870, i hojere Grad ere frembragte gennem Opofrelser af den preussiske Stat og hele det tyske Riye end ved kommunale Foranstaltninger. Man har derfor ogsaa haevdet, at Kommunen Berlin ikke lumle vsere den eneste Deltager i en eventuel Grundvaerdistigningsafgift.

Denne Konsekvens indeholder i og for sig intet betaenkeligt,selvomdet vanskelige, der altid er knyttet til Nytteprincippets Gennemforelse, her saerlig vil melde sig. Derimod vil man ud fra Nytteprincippet,deridenne maa opfattes rent finansvidenskabeligt, og som saaledes kun besvarerSporgsmaaletom,hvorledes offentlige Udgifterbordaekkes,kun naa frem til en »Retterment«-Afgift,enDaekningsafgifteller man nu vil kalde de Bidrag, der skulle tjene som Daekning for en bestemt offentlig Udgift. Hvis man derfor vil overfare den totale Nyttevirkning af en eller anden offentlig Foranstaltning fra de privates Formueomraade til det Samfund (Stat eller Kommune), der har frembragt den, selv om den berigennem opnaaede Indtaegt skulde overstige de hafte Udgifter, vil dette ikke kunne begrundesudfradet Nytteprincip,menkunud den Betragtning, at det vilde vaere übilligt, at de Vaerdier, der faktisk ere frembragte af det offentlige, ikke ogsaa komme det paagaeldende Samfund til Gode. En saadan Begrundelse er imidlertid en Anvendelse af Arbejdsteorien og saaledes af socialpolitiskNatur.—Selv vil dog ikke kunne fore til en Grundvaerdistigningsafgift i al Almindelighed, men kun til en Anerkendelse af, at den eventuelle Vasrdistigningboroverforestil konkrete Samfund, der bevisligt har frembragt den. Vil man derfor fastholdedetberettigedei kommunal Grundvaerdistigningsafgift,selvomet

---

**) Som et ofte omtalt Eksempel kan naevnes, at de Konjunkturer. der have vseret Aarsag til det enorme Opsving, den tyske Rigshovedstad har vaeret Genstand for siden 1870, i hojere Grad ere frembragte gennem Opofrelser af den preussiske Stat og hele det tyske Riye end ved kommunale Foranstaltninger. Man har derfor ogsaa haevdet, at Kommunen Berlin ikke lumle vsere den eneste Deltager i en eventuel Grundvaerdistigningsafgift.

ningsafgift,selvometsaadant Bevis ikke kan fores, nodes man til at soge en anden Begrundelse. Standpunktetmaadaflyttes. kan da ikke vxre det positive: Kommunen har i Folge den bestemteUdgiftRettil men maa blive det negative: den enkelte Grundejer har ikke Retten, da der ikke fra hans Side foreligger nogen Opofrelse, og det saaledes vilde vaere stridende mod social Retfaerdighedatladeham den. Dette er imidlertiduomtvisteligtensocialpolitisk Samfundetgriberindi private Retssfaere, fordi de af den private Ejendomsret flydende Konsekvenser her anses for uretfserdige. Det der foregaar er reelt Ekspropriation*),ellerdadette har en odios Klang, Indskraenkning af den bestaaende EjendomsretiFormaf af socialpolitiske BetragtningerudledetSkat.

En virkelig Grundvaerdistigningsafgift vil nemlig aabenbart heller ikke kunne begrundes ud fra Evneprincippet.Man ganske vist her henvist til, at den «Indtaegt«, der opstaar gennem en Ejendoms Vaerdistigningud Vaerdien af den anvendte Kapital, i Lighed med anden funderet Indtaegt kunde underkastesen Skattebelastning. Man maa dog her

---

*) Dette Synspunkt er mere eller mindre stserkt gjort goeldende af Grundvserdistigningsafgiftens Modstandere, uden at deter lykkedes Forsvarerne at afvise Tankegangen som übefojet. Klarest og skarpest formuleret findes Tanken hos den ty&ke Forfatter Dr. Bredt: Die Wertzuwachs an Grundstiioken und seine Besteuerung in Preussen, Berlin 1907). Han fastslaar, at Afgiftens Akceptering er det farste afgorende Skridt bort fra det individualistiske vSamfund. — Det samme er for nylig (Septbr. I907) hsevdet af Professor Scharling i en Artikelserie Dagbladet »Nationaltidende<..

huske paa, at der i saa Fald er Tale om at tage den hele saakaldte Indkomst*)-, thi teoretisk er dette naturligvis det eneste holdbare; naar man indskraenker sig til at tage f. Eks. Halvdelen, sker dette jo kun af okonomiske Hensigtsmaessighedsgrunde, fordi det oftest vil vsere umuligt noJagtigt at udskille den Vaerdistigning, der hidrorer fra Kapitalanvendelse. Men naar dette er Tilfaeldet, vil Evneprincippet enten ikke strsekke til, eller ogsaa tnaa det udvides til at omfatte det socialpolitiskeMoment, i saa Fald er dette Princip knaesat.

Dette Synspunkt, der her paa Konjunkturgevinstbeskatningens traeder sserlig tydeligt frem, raekker langt her ud over; deter dog vanskeligt at sige noget almindeligt om, hvor langt det socialpolitiske Moment forer i Skattepolitikken. Der vil naturligvis ogsaa her — som for al Socialpolitik paa individualistisk Grundlag — eksistere en Graense, som det haevner sig at gaa ud over. Man maa, saa laenge Kapitalopsamlingen Produktionens Ledelse ligger paa private Haender, ikke gaa det private Initiativ for naer. Sker dette, vil Samfundsproduktionen lide derunder.

Man kunde her sporge om, hvor vidt man endogsaakunde frem til at stille det socialpolitiske Synspunkti Grad i Forgrunden, at en Skat, hvis eneste Formaal var at tilvejebringe en bedre Fordeling, saaledes at det finansielle Udbytte var irrelevant, kunde anses for rigtig. En saadan Konsekvens ligger jo unaegtelig i Udgangspunktet, og dette har for adskillige

---

*) Det hidtil gjengse Indkomstbegreb maa tilmed underkastes en ret afgorende Omformning for i det hele taget at kunne ramme Grundens Vrerdistigning.

vajret tilstraekkelig Grund til at bryde Staven over den hele Tankegang. Det betaenkelige heri falder dog bort, naar man erindrer, at Konsekvensen kun er principiel. Der vil — selv om Konsekvensen anerkendes — ikke vaere noget til Hinder for at anse den for übrugbar i praktisk Politik. Her traeder en Raekke andre Synspunktermodificerende og der kan rejses saa viegtige Grunde imod at drive det socialpolitiske Synspunktsaa frem i Beskatningen, at det synes ufarligt — selv ud fra en individualistisk farvet Samfundsopfattelse— akceptere Udgangspunktet.

Ved Beskatning" af Konjunkturgevinster optrseder
det socialpolitiske Synspunkt forholdsvis rendyrket.
Bortset herfra vil Synspunktets Akceptering fore til en
Modificering af Evneprincippet, og paa denne Maade
vil den progressive Skala og en Raekke andre Modifikationer,
ellers saa nogenlunde svaeve i Luften,
kunne motiveres principielt. Nogen praktisk Rettesnor
for Progressionens Styrke m. v. indeholder Synspunktet
naturligvis ikke. — Ogsaa Nytteprincippet vil ud fra en
socialpolitisk Betragtning kunne undergaa en
Rent finansvidenskabeligt vil der kun kunne veere Tale
om Daekning af Udgifter. onsker man at beslaglaegge
den samlede eventuelle Nyttevirkning, glider man ogsaa
her over paa socialpolitisk Grund. — Det vil saaledes
ses, at det socialpolitiske Hensyn ikke saa meget
manifesterer sig sora et selvstsendigt Skatteprincip, men
snarere er et ahnent Synspunkt, hvorunder de to hidtil
ga^ngse Skatteprincipper — Evnen og Nytten — skifte
Karakter.

Det her fremsatte Synspunkt, der naturligvis har
Gyldighed ud over Kommunebeskatningen, vil netop

her — i Kommunen — stode paa visse Vanskeligheder. Saaledes vil den enkelte Kommune i Almindelighed ikke som Folge af den kommunale Konkurrence kunne gennemfore Synspunktet over for de mobile .Skatteobjekter.Forholdet i ethvert Fald ordnes gennem generelle Regler, gaeldende for Komtnunerne som Htlhed,men man trods al Uniformitet burde overlade Kommunerne en vis Frihed med Hensyn til Valget af Skatteformer, vil der dog altid for dette Omraades Vedkommende saettes snaevrere Graenser for SynspunktetsGennemforelse Kommune- end i Statsbeskatningen.En Betaenkelighed eksisterer derimod ikke over for de faste Ejendomme.

Resultatet af det her fremstillede bliver da folgende: Stat og Kommune ere skattemaessigt beslaegtede, men ikke identiske. De samme Skatteprincipper herske vel begge Steder, men i ulige Forhold. I Staten traede de almene Opgaver, over for hvilke alle maa staa solidariske, mere i Forgrunden, hvorfor ogsaa Evneprincippet i hojere Grad horer hjemme, i Kommunebeskatningen Nytteprincippet veje mere til. Det socialpolitiske Synspunkt dels omformer de overleverede dels optraeder det mere selvstaendigt rejser i Kommunen forst og fremmest Krav om Gennemfarelse af en Grundvaerdistigningsafgift.

Men hvorledes skulle de to Principper, Evne og Nytte, afgraenses over for hinanden. Dette Problem loses bedst, naar man erindrer Skatteprincippernes stserke Samhorighed med Udgifternes Art. Det vil da her udfra vaere naturligt at gennemfore en Deling af

Udgifterne med Henblik paa henholdsvis Evnens og
Nyttens principielle Indhold.

De kommunale Opgaver ere ret uensartede. Som allerede tidligere omtalt er Graensen mellem Stat og Kommune paa dette Punkt flydende. Meget ofte ville saaledes rent statlige Opgaver vaere henlagte til Kommunerne.Undertidenvil kun vaere af rent historisk Natur, men ofte ville praktiske Hensyn kunne tale for at bibeholde en saadan Ordning, idet der til den bedst mulige Gennemforelse af den paagaeldende Opgave stilles Krav i Retning af lokal Kendskab, individuel Afpasning m. v., der naturligvis vanskelig kan opfyldes af Centraladministrationen (f. Eks. Alderdomsunderstottelse).Imidlertidville disse Opgaver ogsaa have en kommunal Side, idet den enkelte lokale Kreds under Opgavens Realisering kan onske at gaa ud over den Graense, hvortil det hele Samfunds Solidaritetstraekkersig. Eksempel kan naevnes Skolevaesenet. Det maa her vaere det hele Samfunds Sag at give alle Lejlighed til at opnaa et vist Maal af Undervisning. onsker Kommunen at gaa her udover, maa dette vaere Staten uvedkommende. Konsekvensen heraf maa blive, enten at disse hovedsagelig statlige Opgaver overfiyttes fra Kommunen til Staten, eller at Kommunen, saafremt dette stoder paa Vanskeligheder af praktisk administrativ Art, i ethvert Fald holdes skadesbs derved, at Udgifterne delvis daekkes gennem Statstilskud*). At Kommunen i sidste Fald maa baere en

---

*) I nasrvaerende Tidsskrift, Aargang 1891, har nuvserende Skattedirektor skrevet en Afhandling med Titel »Normalskatten«, han fremssetter Forslag om, at Udgifterne ved de almindelige Samfundsanliggender, navnlig Skole-, Fattig- og Alderdomsforsorgelsesvaesen skulle bseres af det hele Samfund i Stedet for — som det nu hovedsagelig sker — af Kommunerne. denne Tankegang i al Almindelighed kan der ikke rejses nogen principiel Indvending, men man maa ikke overse. at disse Opgaver ikke som Ilelhed ere af samfundsmocssig Natur, og det vilde i ethvert Fald — som af Forf. foreslaaet — vsere urigtigt selv under Hensyn til det historisk overleverede at lade den Del af disse Udgifter, der skulle udredes af Kommunerne, drekkes gennem Skatter paa faste Ejendomme. Ogsaa over for denne Rest maa Evneprincippet bringes til Anvendelse. Her horer Nytteprincippet ikke hjemme.

Del af Udgifterne for ikke at blive fristet til en uokonomiskLiberalitet,er kun en praktisk Modifikation.DenDel, det saaledes af praktiske Grunde vil vaere rigtigt at lade Kommunen beholde i Forbindelse med den Merudgift, der gaar ud over den for hele Samfundet faelies Graense, maa derimod udredes af den kommunale Kasse, og da det her drejer sig om Opgaver af solidarisk Natur, maa de eventuelle Skatter hvile efter Evnen. Efter samme Princip maa de kommunaleUdgifterdaekkes, staa i Forbindelse med Opgaver, der vel ere af speciel Interesse for den enkelte Kommune, men som dog maa siges at vaere af almindeligInteressefor Kommunens Beboere. Som Eksempler herpaa kan naevnes: Kommunens almindelige Forvaltning samt Opgaver af almen kulturel og social Natur. Ogsaa Kommunernes saakaldte okonomiske Udgifter(Anlaegog af Gader og Veje, Renligholdelse,Belysning,Brandvsesen, Anlaeg m. v.) kunne til en vis Grad siges at vaere af almindelig Interesse for Kommunens samtlige Beboere og synes saaledes delvis at maatte daekkes gennem Evneskatter, men den allerstorste Part vil dog i saerlig Grad komme visse Klasser inden for Kommunen til Gode, forst og

---

*) I nasrvaerende Tidsskrift, Aargang 1891, har nuvserende Skattedirektor skrevet en Afhandling med Titel »Normalskatten«, han fremssetter Forslag om, at Udgifterne ved de almindelige Samfundsanliggender, navnlig Skole-, Fattig- og Alderdomsforsorgelsesvaesen skulle bseres af det hele Samfund i Stedet for — som det nu hovedsagelig sker — af Kommunerne. denne Tankegang i al Almindelighed kan der ikke rejses nogen principiel Indvending, men man maa ikke overse. at disse Opgaver ikke som Ilelhed ere af samfundsmocssig Natur, og det vilde i ethvert Fald — som af Forf. foreslaaet — vsere urigtigt selv under Hensyn til det historisk overleverede at lade den Del af disse Udgifter, der skulle udredes af Kommunerne, drekkes gennem Skatter paa faste Ejendomme. Ogsaa over for denne Rest maa Evneprincippet bringes til Anvendelse. Her horer Nytteprincippet ikke hjemme.

fremmest Grundejerne. Disse Udgifter maa derfor
daekkes gennem Nytteskatter.

Der kan her opstaa nogen Tvivl om, hvor langt Nytteprincippet her kan bruges. Det lader sig nemlig tsenke, at dette Princip kun burde anvendes til at afgore,hvilke der i det hele taget skulde dsekke Udgifterne, medens derimod Fordelingen inden for den paagseldende Klasses enkelte Medlemmer burde foregaaefter (Evnen). Sporgsmaalet er af ret stor Betydning og kommer bl. a. frem, naar man skal afgore, hvorvidt der ved Beskatning af faste Ejendomme, Naeringsbrug m. v. skal tages Hensyn til en paa Skatteobjektet eventuelt hvilende Gaeld eller ikke. Skal Evneprincippet anvendes, maa dette besvaresbekraeftende, man som Maalestok for Nytten med Rette vil tage Bruttoudbyttet. Man kunde ganske vist sige, at der i Virkeligheden her foreligger en Analogi til det Forhold. der fremkommer, naar en eller anden Opgave, der er bleven henvist til Kommunensom saerlig vedrorende, inden for Kommunendaekkes almindelige Skatter. Paa samme Maade som Kommunen staar solidarisk over for saadanneLokalopgaver, inden for Kommunen den enkelte Klasse solidarisk over for de Opgaver, der ere af sserlig Betydning for netop denne Klasse. Denne Slutning vilde dog ikke vaere rigtig. Man overser herved,at ved Siden af den formelle Forskel ogsaa bestaar en reel, idet de Opgaver, over for hvilke Evneprincippet bor anvendes, ere af kulturel eller social Natur, medens de kommunale Udgifter, der bor daekkes af de enkelte Klasser, ere af okonomisk Natur. Der er her Tale om, at Kommunen ved Siden af at fyldestgoreet

goreetalment Behov, yder en enkelt Klasse en Tjenesteaf
Vserdi, og" Saerskatten maa falgelig
udredes i Forhold hertil*).

Uden for de egentlige Skatter, der ere behandlede i det foregaaende i Forbindelse med de Udgifter, til hvis Daekning de bor anvendes, falde »Gebyrer« og »Bidrag«. Disse Afgifter udledes let af Nytteprincippet.

Et Gebyr er Betaling for Benyttelsen af en offentlig Indretning, der gaar ud over den Fordel, der kommer alle til Gode gennem Indretningens Eksistens. Ved Gebyrets Fastssettelse vil det vsere rimeligt at tage Hensyn til den Omkostning, den specielle Benyttelse har foraarsaget, men deter iovrigt ikke nodvendigt at blive staaende herved; Nytteprincippet (selv om deter kombineret med det socialpolitiske Hensyn) vil dog altid sastte en Graense for Gebyrets Starrelse i den Fordel, den enkelte har haft af den specielle Tjeneste.

---

*) At man ogsaa her har villet anvende Evnen, haenger sikkert sammen med. at man efter at have fastslaaet, at Skatteprincippet er Evne og Gebyrprincippet Nytte, nodes til at hsevde, at kun de Afgifter ere Skatter, der hvile paa Evnen. Da de her nsevnte Afgifter imidlertid altid have vasret opfattede som Skatter og ogsaa ere Skatter, maa de folgelig hvile paa Evnen. Der er naturligvis intet at indvende mod Slutningens Rigtighed, naar Forudssetningen er korrekt, men dette kan ikke indrommes. Skatteprincippet er Evne og undertiden Nytte. Skat horer ikke op med at vaere Skat, fordi den paalsegges efter Nytten. Der er ikke her Plads for en noJere Behandling af dette rent teoretiske den korrekte Grsenselinie mellem Skat paa den ene Side og Bidrag og Gebyrer paa den anden Side. Et vigtigt Kriterium er naturligvis Afgiftens Almindelighed, men det maa anses for tilstraekkeligt, at Afgiften hviler paa en hel Klasse af Objekter efter visse almindelige Kendetegn, hvorigennem modtagne Specialfordel saa nogenlunde giver sig Udtryk.

Gebyrerne ville i Almindelighed kun blive anvendte paa de Udgiftsomraader, hvor Evneprincippet hersker, og ville saaledes forst og fremmest findes i Tilknytning til de egentlige Kulturformaal (f. Eks. Skolegebyrer). Ogsaa i Forbindelse med de saakaldte kommunale Regaler (Vand-, Gas-, Elektricitetsvaerker m. v.) vil der kunne blive Tale ora Gebyrer, nemlig forsaavidt de Tjenester, der herigennem ydes, menes at have en saadan samfundsmaessig, almen kulturel Betydning, at det vil vaere berettiget delvis at daekke Udgifterne gennem Evneskatter. I modsat Fald vil Betalingen for disse Tjenester enten blive en Pris, naar Synspunktet er, at den paagaeldende kommunale Virksomhed skal baere sig, eller — reelt — en Forbrugsskat, naar der fremkommer Overskud.

Derimod ville de saakaldte Bid rag blive anvendte, naar der er bleven ydet enkelte Individer saerlige Fordele, uden at deter muligt at faa Daekning herfor ved Hjaelp af Gebyrer. Gebyr forudsaetter en Benyttelse, undertiden vil en speciel Fordel i Form af en Vaerdistigning kunne opstaa som Folge af en kommunal Foranstaltning, uden at der foregaar en Benyttelse af en kommunal Indretning. Det vil da vaere nodvendigt kraeve en saerlig Betaling.

For Fuldstsendigheds Skyld skal endnu kun naevnes, at der ogsaa i Kommunen vil vaere god Anvendelse for Afgifter, hvor det finansielle indgaar Forbindelse med eller maaske endogsaa traeder tilbage for andre Formaal, f. Eks. en Braendevinsskat, hvorved man soger at begraense Drikkeondet.

Det Forhold, i hvilket de her fremsatte Principper
skulle anvendes i den kommunale Beskatning, vil naturligvisvaere

ligvisvaereret forskelligt for de forskellige Kommuner, afhaengigt som deter at de konkrete kommunale UdgiftersArt. kunde af denne Grund taenke sig Fastsaettelsen heraf overladt til de enkelte Kommuners fri Afgorelse. Dette vilde dog ikke vaere tilraadeligt. Tilfaeldighed og Vilkaarlighed vilde da korame til at herske i den kommunale Skattepolitik. De almindelige Synspunkter maa fastslaas af Statsmagten, dels for at tilvejebringe den forncdne Ensartethed og dels for at undgaa de oprivende Klassekampe, der nodvendigvis maatte opstaa, idet de forskellige Klasser hver for sig vilde Soge at vaelte Skattebyrden over paa de andre. Det vilde dog vaere uheldigt en Gang for alle at fastsaetteen der maaske -_— selv om den var noje afpasset efter de nugaeldende Forhold — efterhaandenkunde foraeldet; f. Eks. vilde en absolut Begraensning af en eller anden Del af Skattesystemet eller en Fastsaettelse af et konstant Forhold mellem Skattesystemets enkelte Led vaere i Strid med det foran udviklede, i Folge hvilket de forskellige Skatter maa rette sig efter de Udgifter, de ere bestemte til at daekke. Normen for Princippernes gensidige Afgraensningmaatte vaere af en saa boj'elig Natur, at den af sig selv indstilledes efter de aendrede Forhold, og denne Fordring synes bedst at kunne opfyldes derigennem,at n©je praeciserede de Udgiftsomraader, inden for hvilke de forskellige Principper skulle vaere raadende. Det vilde maaske vaere rimeligt, at der gaves et Spillerum, inden for hvilket de lokale Forhold kunde virke modificerende ind paa Normens praktiske Gennemforelse. —

For at give en Antydning af de Konsekvenser,

der indeholdes i de ovenfor fremsatte Bemserkninger, skal jeg i det folgende forsoge at anvende de skitseredeSkatteprincipper mere konkret ved at gennemforeen af de kommunale Udgifter i Overensstemmelsemed Karakter. Et saadant Forsog vil naturligvis ikke kunne foretages uden en vis Grad af Vilkaarlighed, og der vil ofte hoJst kunne vaere Tale om et mere eller mindre rigtigt Skgn-, jeg skal derfor heller ikke fastholde, at jeg altid har truffet det rette, men bede Dem optage Forsoget som en Illustration til mine teoretiske Betragtninger.

Med Hensyn til de Opgaver, der i Almindelighed forst og fremmest opfattes som kommunale, men som i Virkeligheden hovedsagelig ere af samfundsmaessig Karakter, er Statens Forpligtelse til at baere en Part af Udgifterne i storre Omfang gennemfort for Alderdomsunderstottelsens Skoleundervisningens Vedkommende. Alderdomsunderstottelsesudgifterne udreder Staten som bekendt Halvdelen og til Folkeskolevsesenet dens Andel efter Loven af 1899 i 1905^—06 en Femtedel af samtlige Udgifter, og vil, saafremt den ny Lenningslov gennemfores, antagelig stige til henimod en Fjerdedel. Under Forudsaetning af, at det anerkendes, at disse Opgaver vaesentlig ere af samfundsmsessig Karakter, er der principielt ingen Grund til at standse allerede her, men praktiske Hensyn ville dog nacrmest tale for at overlade det til Forholdenes at rejse yderligere Krav.

Med Hensyn til den tredje store kommunale Udgiftspost— —, hvis samfundsmaessige Karakter naeppe kan omtvistes, kan det derimod ikke anses for übetimeligt at rejse Fordring til Staten om

at overtage en Del af de stadig stigende Udgifter. Staten udreder til dette Formaal nu kun ca. */4/₄ Mill. Kr. (Understcttelse til saadanne Personer, som ikke have Forsorgelsessted i nogen besteint dansk Komrnune og Tilskud til de fattiges Kasse i Folge Lov af 1904), og selv om man tager Hensyn til, at de kommunale Fattigudgifter udgore et af Fordelingskriterierne for de IV2 Mill. Kr., der efter Loven af 1903 aarlig reparteres paa Kommunerne, bliver dette dog kun en ringe Part i Sammenligning med Kommunernes betydelige Udgifter til dette Formaal (BV2 a9 Mill. Kr.). Det kunde synes rimeligt at stille Krav om, at Staten i Lighed med Alderdomsunderstottelsesudgifterne overtog Halvdelen af Fattigudgifterne. En noget lignende Betragtning vilde ogsaa fore til, at Staten maatte baere en Del af de kommunale Udgifter til Rets- og Politivaesenet. Da de lokale Forhold her ville vaere ret forskellige, og denne Opgave saaledes faar et noget staerkere lokalt Praeg, maa Statens Andel her saettes noget lavere (eksempelvis til en Tredjedel).

Det samlede Statstilskud til Kommunerne vilde da (bortset fra Statens Part af AlderdomsunderstottelsesogSkoleudgifterne) ca. 6V4 Mill. Kr. i Stedet for som nu il/^i¹/^ Mill. Kr. Selv en mindre Forh.oJelse af Statstilskuddet, der iovrigt — om nodvendigt —

der altsaa blev liggende paa Kommunerne, maatte
daekkes gennem Evneskatter.

Jeg skal i denne Forbindelse naevne, at der paa den anden Side sikkert vilde vaere god Grund til i noget hojere Grad, end det nu i Almindelighed sker, at lade Kommunerne yde Bidrag til delvis Daekning af Statsudgifter, der korame enkelte Kommuner saerligt til Gode. Princippet erf. Eks. brugt ved Ordningen af de kobenhavnske Banegaardsforhold og paataenkt ved Udvidelsen af Statshavnen i Esbjerg, men der kunde sikkert gives det en endnu videre Anvendelse. Man bevseger sig ganske vist her paa et noget usikkert Grundlag. Princippet vil nemlig- ikke faa nogen storre Raekkevidde, med mindre man vil gaa ud over de egentlige Udgifter og bringe det til Anvendelse ogsaa, hvor den paagaeldende Statsudgift har et kulturelt Formaal. I saa Fald vil det naturligvis ofte bero paa et ret lost Skon, om der i det hele taget foreligger en Saerfordel af en saadan Karakter, at det vil vaere rigtigt at lade Kommunen yde et Vederlag herfor, og endnu vanskeligere at maale den Fordel, som den enkelte Kommune eventuelt har modtaget.*)

Deter allerede naevnt, at Nytteskatter saerlig skulle
bruges til Daekning af de egentlig okonomiske Udgifter
(Gader, Veje, Belysning, Brandvaesen m. v.). Alle disse

---

*) Deter vel saaledes uomtvisteligt, at de Byer, hvor der f. Eks. findes Universiteter, hojere Statsskoler, videnskabelige og kunstneriske Samlinger, Statsteater. Appelretter, Garnisoner eller nogen af de forskellige Statsinstitutioner, hvoraf der nu eksisterer utallige, have specielle Fordele heraf. Det vil derimod vanskeligt at finde en Rettesnor for Afgorelsen af, hvor meget saadanne Byer rettelig bor betale for disse Saerfordele.

Udgifter gaa i mere eller mindre Grad ud paa at gore Kommunens Jord bedre skikket til Byggegrund, mere tiltraekkende som Beboelsessted og betyde saaledes Udgiftsformindskelse for Grundejerne. De direkte Virkningeraf her omtalte kommunale Virksomhed bliver som Folge heraf en Indtaegtsforogelse for denne Klasse, der, med mindre det modvirkes, efterhaanden vil blive kapitaliseret i Form af en Stigning af Ejendomsvserdierne.Dette motiverer en Saerskat paa Grundejerne. En saadan Saerskat kunde udelukkendebygges paa det rene finansvidenskabelige Nytteprincip, og i saa Fald maatte Skatten vaere bunden til ikke at overstige de Udgifter, til hvis Daekning Skatten skal tjene. Man vilde tilmed ikke engang kunne kraeve fuld Daekning. Man maa nemlig anerkende,at vedligeholdte og vel oplyste Gader for ikke at tale om offentlige Parker o. 1. ogsaa ere af Betydning for Byens Beboere i sin Helhed, og i saa Fald burde en Del af disse Udgifter daekkes gennem Evneskatter.

Herimod kan man dog gore gaeldende, at den Nyttevirkning, som den kommunale Virksomhed paa dette Omraade afsaetter for Grundejerne, meget vel kan overstige de Udgifter, som Foranstaltningernes Gennemforelse kostet Kommunen. I saa Fald vil der ud fra et socialpolitisk Synspunkt ikke vaere noget til Hinder for at kraeve samtlige Udgifter daekkede af Grundejerne, ja der vilde ikke engang kunne rejses nogen principiel Indvending mod, at Skatten oversteg Udgifterne.

Man kunde naturligvis mene, at en saadan SaerskatsBetydningkunde
illusorisk derigennem, at

den vaeltedes over paa Beboerne i Form af stigende Husleje. Dette ret vanskelige Problem skal jeg dog ikke her tage op i sin Helhed, men kun gore opmaerksompaa,at den Forudsaetning, hvorpaa Saerskattenbygger,er nemlig at den her naevnte kommunale Virksomhed giver sig Udslag i en IndtaegtsforogelseforGrundejerne, der ingen Overvaeltning. I saa Fald beskaerer Kommunen kun den ekstraordinaere Profit, Grundejerne ellers vilde kunne indkassere. Hvis Skatten saaledes virker i Overensstemmelse med sit Formaal — at opsluge den som Folge af Kommunens Foranstaltninger opstaaede Indtaegtsforogelse og altsaa hindre Kapitalisering — vilde der kun blive ringe Plads for en Grundvaerdistigningsafgift. Helt overflodig vilde den dog ikke blive, eftersom Vaerdistigningens Aarsag ogsaa kan ligge uden for den kommunale Virksomhed. Men deter naturligvis klart, at en Grundvaerdistigningsafgiftfaarendnu Betydning, naar man erindrer, at det trods al Umage er umuligt at tilvejebringe en noje Overensstemmelse mellem Skat og Nyttevirkning. I saa Fald vil der ogsaa — trods en Saerskat paa Grundejerne — kunne taenkes en Vaerdistigning, der har sin Rod i kommunale Foranstaltninger. Man kunde ud fra denne Erkendelse endogsaa foretraekke at lade en Grundvaerdistigningsafgift traede fuldstaendig i Stedet for en almindelig Nytteskat, og det skal erkendes, at dette kunde synes det ideale, saafremt der ikke til en Grundvaerdistigningsafgift var knyttet endnu storre praktiske Vanskeligheder. Viser det sig imidlertid, at Afgiften lader sig udforme i Overensstemmelse med de teoretiske Krav, kan det taenkes, at den efterhaandenvilgore Nytteskat paa faste Ejendomme

baade overflodig og übillig. Dette horer dog Fremtiden
til. Forelobig synes denne Skat vedblivende at vsere
et nodvendigt Led i et komrnunalt Skattesystem.

Som Udgangspunkt for Bestemmelsen af, hvor stor en saadan Skat bor vaere, maa man — som naevnt — tage Kommunens egentlige okonomiske Udgifter-, det vil tilmed i Almindelighed vise sig nedvendigt at blive staaende her, da det vil vaere ret vanskeligt at fir.de nogen anden Maalestok for den paagaeldende Nyttevirkning. Skattens nsermere Fastsaettelse maa man tage Hensyn til den eventuelle Grundvajrdistigningsafgifts eller til, i hvilket Omfang der anvendes Bidrag (til bestemte Gaders Asfaltering m. v.). Eksisterer denne Art af Afgifter ikke, synes det rigtigt at stille Krav om, at Nytteskatten i ethvert Fald skal yde fuld Daekning for de Udgifter, der i saerlig Grad korame Grundejerne til Gode. Skatten bor formes som en Ejendomsskyld, og da den hviler paa Nytteprincippet, border ikke tages Hensyn til den eventuelt paahvilende Gseld.

Foruden Grundejerne er der ogsaa en anden Klasse, der i hojere Grad end Skatteyderne som Helhed hoster Fordel af den kommunale Virksomhed. Deter de Naeringsdrivende, saerlig den store Industri. Det maa dog indrcmmes, at Sammenhaengen her ikke er saa tydelig som for de faste Ejendommes Vedkommende, og dertil kommer, at Konkurrencens nivellerende TendensiAlmindelighed hindre en direkte fra den kommunale Virksomhed hidrorende Kapitalisering af eventuelle Saerfordele. Selv om nu dette er Tilfaeldet, vil dog alene den Omstaendighed, at Handels- og Industrikapitalenfortrinsvissoger til de store og

stserkt voksende Kommuner, vsere et tilstrtekkeligt Kendetegn paa, at Profitniveauet her gennemgaaende ligger hoj'est. Det vil dog vaere vanskeligt at fore dette Forhold tilbage til bestemte kommunale Udgifter, og man maa nojes med at henvise til Kommunens Vaekst i al Almindelighed, den lette Afssetning, den livlige Trafik, de gode Forbindelser med de store Markeder, den lette Adgang til at faa tilstrsekkelig Arbejdskraft som Aarsager, der her virke tiltrsekkende. En Sserafgiftladersig vanskeligt begrunde undtagen ud fra den socialpolitiske Betragtning, at det synes übilligt, at en enkelt Klasse i saerlig Grad skal h.oste Fordelene af den kommunale Udvikling uden at yde et Ekstrabidrag til Dsekning af de stigende kommunale Udgifter, der altid ledsage en kraftig kommunal Vaekst. Tilmed paafore saerlig de store industrielle Bedrifter ofte — i ethvert Fald indirekte — Kommunen betydeligeUdgifter,idet foranledige en staerk Tilstromning af Arbejdskraft, der for Kommunen betyder storre Skole- og Understottelsesudgifter. Med Hensyn til en enkelt af disse Udgiftsposter — Alderdomsunderstottelsen—kunde yderligere erindre om, at medens Udgifterne her i Landet baeres af Stat og Kommune i Forening, har man andetsteds medtaget Arbejdsgiverne som Bidragydere. Saafremt det berettigede heri anerkendes,kundeogsaa Moment pege i Retning af en Naeringsskat, der i saa Fald delvis kunde betragtes som et Alderdomsunderstottelsestilskud fra Arbejdsgiverne.Ogsaaet Hensyn kunde jeg naevne. Indkomstskatten rammer som bekendt de fast normerede Indtaegter forholdsvis for haardt, idet Driftsherreindtaegten ofte vil unddrage sig de skatte•ansaettendeMyndighederslagttagelse.

•ansaettendeMyndighederslagttagelse.En mindre
Naeringsskat kunde saaledes alene af denne Grund
motiveres som udfyldende Indkomstskattens Mangier.

Da der over for en Naeringsskat i Modsaetning til Skat paa faste Ejendomme mangier et fast Holdepunkt i bestemte Udgifter, til hvis Daekning Naeringsskatten fortrinsvis skal tjene, vil det her komme til at bero paa et praktisk Skon, hvor meget denne Skat burde indbringe. Ide preussiske Byer giver Nseringsskatten ca. 10 pCt. af den samlede Skatteindtaegt, men da den her i Landet i Forhold til den bestaaende Ordning vilde betegne noget nyt*), vilde det vaere rimeligt at nojes med mindre.

Med Hensyn til den eventuelle Nseringsskats Form synes den preussiske at vaere ret tjenlig. Valgte man denne, vilde Skattekriterierne blive Udbyttet kombineret med den anvendte Kapital**). Anvendelig vilde det ogsaa vaere at kombinere Udbyttet med Huslejen og Antallet af beskaeftigede Arbejdere, saaledes som det «r blevet foreslaaet i Sachsenf).

De Synspunkter, der fore til en Nseringsskat, ere
gennemgaaende noget staerkere socialpolitisk farvede
end Udgangspunktet for en Sserskat paa faste Ejen

---

*) Noget fuldstsendigt nvt vilde Skatten derimod ingenlunde vsere, idet der som bekendt i ]<obenhavn fandtes en Naeringsskat for Omordningen i 1861.

**) Angaaende den preussiske Naeringsskats naermere Ordning se Adolph Jensen: »Den preussiske Skattereform* i njervserende Tidsskrifts Aargang 1894; den Tilladelse. de preussiske Kommuner til at fravige den almindelige Form, er kun hleven benyttet i meget ringe Grad.

+) H. v. Nostitz: Die projektierte Neuordnung des Gemeindesteuerwesens Konigreich Sachsen. Finonz-Archiv XXI.

domme, der alene indtil en vis Graense lader sig begrundeud det finansvidenskabelige Nytteprincip. Det kunde som Folge heraf ligge naer at lade dette praege selve Skattens Form. I saa Fald vilde der ikke saa meget blive Tale om en Skat efter preussisk Monster, men snarere om en Skat i Lighed med en Vaerdistigningsafgift paa faste Ejendomrne, altsaa en Afgift af industrielle og kommercielle Konjunkturgevinster.En Skat horer imidlertid endnu Fremtiden til, men da jeg nu er kommen i Beroring med Tanken, skal jeg dog tilfoje, at Forudsaetningen for Realiseringen af en saadan Skat i ethvert Fald maatte vaere en mere aaben og for det offentlige tilgaengeligForretningsforelse, der nu hersker. Et Forsog paa at fremtvinge dette kunde maaske blive nodvendigt, saafremt Monopoltendenserne vedblivende tage Fart. lovrigt skal jeg ikke prove paa at fore et Forsvar for en Skat af denne Form. Ganske vist er den en principiel Konsekven? af mit Hovedsynspunkt, men de praktiske Vanskeligheder, der ere forbundne med dens Gennemforelse, vilde sikkert forelobig vaere uovervindelige.

Den Udgiftssum, der bliver til Rest for Kommunen, efter at Statstilskud, Nytteskatter, Bidrag, Gebyrer og Indtaegter af kommunale Aktiver ere komne til Fradrag, maa daekkes gennem Evneskatter. Hvilke Former, der bedst opfylde de teoretiske Krav her, skal jeg ikke komme naermere ind paa. Jeg skal kun erindre om, at det socialpolitiske Synspunkt ogsaa her har sin Berettigelse, af Hensyn til det okonomisk forsvarlige og praktisk gennemforlige.

Jeg skal til Slut kun fremsaette et Par Bemaerkningerangaaende

ningerangaaendedet skitserede Skattesystems finansielleKonsekvenser Sammenligning med det bestaaende.jeg ikke disse Bemaerkninger nogeti absolut Betydning, men fremsaetter dem kun som angivendeRetningen fra det overleverede.

I Provinsbyerne udgjorde Skatterne paa faste Ejendoramefor i 1903 ca. 1 Mill. Kr. Hertil er siden kommen den kommunale Ejendomsskyld, der ikke kan overstige Differensen mellem den tidligere — nu ophaevede — Bygningsafgift til Staten og Statsejendomsskylden;de Skatter naaede i 1905^{— 06} 1,765000 Kr. De egentlig akonomiske Udgifter udgjordeimidlertid samme Aar onitrent 2 Mill. Kr., og under Forudsaetning af, at Saerskatten paa de faste Ejendomme i ethvert Fald bor give fuld Daekning for disse Udgifter, rnaa Grundejerne yderligere udrede mindst 200000 Kr. Samtidig burde naturligvis de gamle kommunale Ejendomsskatter (Grundskatten og Husskatten) moderniseres. Deres ringe Hojde kommer i denne Forbindelse til at virke som en Fordel, idet en Omformning, der altid er betaenkelig, som Folge heraf kan gennemfores uden at gribe for staerkt ind paa privat Formueomraade. Det var i hoj Grad onskeligt,om staerkest voksende Byer vilde forsoge en Grundvaerdistigningsafgift. Det kunde maaske i saa Fald af praktisk-politiske Grunde vaere rigtigt ikke samtidig at stille Krav om en Forh.ojelse af de andre Ejendomsskatter. Vinder Vaerdistigningsafgiften derimodikke synes et saadant Krav ikke at kunne afvises. — Statstilskudet (bortset fra Statens Andel af Alderdomsunderstottelses- og Skoleudgifterne) udgjorde i Provinsbyerne i 1905^—06 kun 320000 Kr. Efter det

foran bemaerkede angaaende Statens Forpligtelse til at udrede en Part af Fattigudgifterne og af Udgifterne til Rets- og Politivaesenet, maatte denne Sum forhoJes til 1,2 Mill. Kr. Saetter man yderligere skonsvis den eventuelle Naeringsafgift til en halv Mill. Kr. (5 pCt. af den samlede Skatteindtaegt), hvilket vilde vaere yderst moderat, ville de personlige Skatter (efter Evnen) gaa ned fra 7,1 til 5,5 Mill. Kr. eller med i,s Mill. Kr. Dette vilde muliggore en noget rnindre kraftig Udnyttelseaf kommunale Regaler. Gennemsnitlig synes i Provinsbyerne Vandvserkerne at forrente sig med 6 a 7 pCt. og Gasvaerkerne endogsaa med 12 pCt. Man har ganske vist, tvungen af den finansielle Nodvendighed,Sogt retfaerdiggore en saadan Politik ved at haevde, at disse Forbrugsskatter ramte Skatteevnen ret fornuftigt, men man vilde maaske dog give Slip paa denne Begrundelse, naar den finansielle Situation ikke laengere kraevede det. lovrigt vilde man ved den her antydede Ordning ikke blot tilvejebringe en Skattelettelse,men vilde yderligere laegge en solid finansiel Basis, idet de kommunale Indtaegter vilde have opnaaet den nu saa haardt savnede Elasticitet.

F"or Kobenhavn vil en tilsvarende Betragtning fore til en Saerskat paa Grundejerne paa 3,7 Mill. Kr., saa stor en Sum udgor nemlig de »okonomiske« Udgifter her. De faste Ejendomme udrede imidlertid et samlet Skattebekib paa 6,i Mill. Kr. Heraf er dog Arealskattenganskesikkert Huslejeskat, og det vil derforidenne vaere tilladeligt at se bort fra denne. Deter ogsaa kun under Forudsaetning af, at Skatten opfattes paa denne Maade, at det vil vaere rigtigt — saaledes som deter foreslaaet —at bevare

Arealet som Skattegrundlag. Lader man saaledes Arealskatten ude af Betragtning, synes de paa de kobenhavnske Grundejere hvilende Saerskatter — selv medindbefattet den foreslaaede Grundvaerdistigningsafgift—ikke hOJe. Arealskatten gav nemlig" de 3,4 Mill. Kr., saaledes at de Skatter, der maa begrundes ud fra Nytteprincippet, nu kun giver godt 3 Mill. Kr. mod en Udgift paa 3,7 Mill. Kr. til de egentlig okonomiskeFormaal.Man snarest vaere tilbojelig til at mene, at de her naevnte Skatter var for lave, hvis ikke denne Mangel vilde blive afhjulpen gennem Vaerdistigningsafgiften. Statstilskuddet efter Loven af 1903 udgjorde for Kobenhavn i 1905^{— 06} kun 228000 Kr., men vilde i Overensstemmelse med det foran naevnte komme op paa 1,8 Mill. Kr. Saafremt man imidlertid i hojere Grad, end det nu sker, vilde tnedtageKommunernesom til Gennemforelse at Statsopgaver, der saerlig var til Gavn for enkelte Kommuner, vilde Kobenhavn her komme til at yde et klaekkeligt Bidrag, og Statstilskuddet vilde da blive i samme Grad mindre. Regner man med en Naeringsskat paa 800000 Kr. (6 a 7 pCt. af den samlede Skatteindtaegt) og med en Forogelse af Statstilskuddet paa 1 Mill. Kr., vilde dette betyde en samlet Indtaegtsforogelse paa 1,8 Mill. Kr. I saa Fald kunde man maaske ogsaa her i Byen tage under Overvejelse, om ikke de kommunale Regaler kunde udnyttes noget mindre kraftigt og maaske yderligere foretage en mindre Nedsaettelse af Arealskatten. Denne Skat virker som naevnt aabenbart som en Huslejeskat og vilde iovrigt ogsaa — saafremt den virkelig var en Sasrskat paa Grundejerne — vaere urigtig. Som Huslejeskat er den imidlertid ingenlunde

ideal. Selv om man principielt eller af praktiske Grunde er Tilhsenger af en Huslejeskat, vil den kobenhavnskeArealskati Fald ikke vaere tilfredsstillende.Gennemen Nedsaettelse af Arealskattenkundeman ogsaa bane Vejen for Grundvaerdistigningsafgiften, der naturligvis — i Saerdeleshednaarden en Forogelse af de eksisterendeEjendomsskatter— blive rnodt med kraftig Modstand fra Grundejernes Side.