Det franske Indkomstskatte-Forslag.

1 de sidste 30 Aar har Frankrig haft 40 Finansministere,og omtrent lige saa mange Indkomstskatte- Forslag have været forelagt Deputeretkammeret. Disse to Ting ere næppe uden indbyrdes Sammenhæng: de hyppige Regeringsskifter have i væsentlig Grad forøget Vanskelighederne ved Gennemførelsen af den Skattereform,der i langt over en Menneskealder saa at sige har været staaende Sag paa Dagsordenen og som Aar for Aar synes at maatte blive mere paatrængende. En utrolig Mængde Tid og Arbejde have de skiftende franske Regeringer ofret paa mere eller mindre alvorligmente Forsøg paa at omforme det bestaaende Skattesystem, en utrolig Mængde Veltalenhed, Papir og Bogtrykkersværte har Parlamentet bortødslet paa disse Sager, —i alt væsentlig uden Resultater. Alfred Neymarck, Udgiveren af det bekendte franske Finansblad»Le Rentier«, har givet det nylig udkomne 4de Bind af sit store Værk »Finances contemporaines« Titelen Skatteplagen (»L'Obsession fiscale«), idet han med dette Udtryk mener bedst at karakterisere

den 35aarige Periode 1871 —1906, i hvilken Offentlighedeni Frankrig har maattet trækkes med ikke mindre end 217 Udkast og Lovforslag, sigtende til at reformere det direkte Skattesystem.

Naar Skattereformen saaledes er bleven en kronisk Lidelse i fransk Politik, har dette selvfølgelig" ogsaa andre og dybere liggende Aarsager end den, at ingen Finansminister sidder saa længe, at han faar Tid til at bringe Sagen til Gennemførelse. Det franske Folk viser paa Beskatningsomraadet en haardnakket Konservatisme,som selv den mest udmærkede Finanskunst hidtil har været ude af Stand til at bryde. Det direkte Skattesystem i Frankrig er i det væsentlige et Værk af den store Revolution og nyder som saadant godt af den Pietet, hvormed man den Dag i Dag i vide Kredse omfatter hin Tids Institutioner.*) Til dette maaske overvejende übevidste Sværmeri for RevolutionensVærk kommer andre og ganske anderledes reelle Momenter, først og fremmest en i Nationen dybt rodfæstet Afsky for at give offentlige Myndigheder Indblik i den enkeltes økonomiske Forhold, saaledes som enhver Indkomstskat, selv i de mest moderate

---

*) Indkomstskattens Modstandere i Frankrig gentage endnu den Dag i Dag, hvad Thi ers som Republikkens Præsident udtalte i 1872: »Vort Skattesystem er den franske Revolutions møjsommeligste, indsigtsfuldeste og retfærdigste Arbejde; det var, jeg vil ikke sige den eneste Opgave, men en af de vigtigste Opgaver for den sociale Omvæltning i 1789, en af dens sikreste og mest velgørende Følger at tilvejebringe den aller retfærdigste Skattefordeling, som bestaar i nogetsomhelst evropæisk Samfund. Alt, hvad man nu vil have gjort, har den franske Revolution allerede udrettet«. (Om en Indkomstskat i Frankrig. Et Uddrag af den franske Nationalforsamlings Forhandlinger. København 1872).

Former, til en vis Grad maa kræve det. Det mest karakteristiske ved de bestaaende direkte Skatter i Frankrig er den gennemførte Paaligning efter ydre Kendetegn, og dette Princip, som Teorien og alle fremskredne Skatteordninger forlængst har brudt Staven over, værger den franske Skatteborger som en national Helligdom. »Charbonnier veut étre maitre chez lui«, siger et gammelt Ordsprog". Franskmanden betaler høje Skatter, og han vil finde sig i at betale dem højere endnu, men kun paa Betingelse af, at man ikke rører ved hans >liberté< og at han ikke tvinges til at oplyse, hvor rig eller hvor fattig han er. Overfor denne sejge Fastholden ved det bestaaende er enhver fornuftig Bevisførelse omsonst. Henvisningen til, at IndkomstskattensPrincip og Metode forlængst er gennemført i Frankrigs Nabolande, besvarer en Mand som Neymarckmed at erklære, at Franskmanden er Franskmandog ikke Englænder, Tysker, Schweizer, Italiener, Dansker, Svensker eller Nordmand; ». .. . le Frangais aime, avant tout, sa liberté, et ne se plierait pas aux exigences auxquelles s'accommodent les contribuables des autres pays.«*)

Stat pro rattone volwitas !

— Der er da heller næppe ret mange, der for Alvor venter at se Indkomstskatten gennemført i Frankrig i en blot nogenlunde nær Fremtid, — for saa vidt kunde Forfatteren af denne Artikel vist nok roligt lade Emnet ligge. Et Forsvar for at fremdrage det paa det nuværende Tidspunkt kan dog søges dels i det formelle Moment, at det Lovforslag, der forelagdes

---

*) »Le Rentier«. 7. Marts 1907.

Deputeretkammeret af Finansministeren Caillaux den 7. Februar i Aar, er det mest omfattende af alle hidtidigefranske Skatteprojekter, dels i det mere reelle, at Forslaget i hvert Fald paa et enkelt væsentligt Punkt frembyder en interessant Parallelisme med Tanker,der i nyeste Tid ere fremsatte andetsteds, og som utvivlsomt fortjene at paaagtes som mulige fremtidige Udviklingslinier.

Det Caillaux'ske Forslag tilsigter ikke nogen øjeblikkelig Forøgelse af Statens Indtægter. Det gaar ud paa at ophæve bestaaende Skatter til et aarligt Beløb af 690 Mill. Frcs. og at indføre nye til et beregnet Beløb af 694 Millioner.

De Skatter, der foreslaas ophævede, er for det første »les quatre vieilles«, de fire (eller mere korrekt fem) væsenligsr. fra Revolutionstiden stammende Erhvervsskatter: Grund- og Bygningsskatten, Personal- og Mobiliarskatten, Dør- og Vinduesskatten samt Næringsskatten; endvidere den i 1872 efter Krigen med Tyskland indførte Dividendeskat paa offentlige Værdipapirer (undtagen Statsobligationer); endelig foreslaas en Omordning af Omsætnings- og Stempelafgifterne paa fremmede og franske Papirer.

De fire gamle Skatter og Dividendeskatten, der f. T. tilsammen indbringe 581 Mill. Frcs., skulle erstattes dels med en »impot cédulaire« i 7 Klasser efter IndtægtensArt, altsaa hvad vi hos os kalde en Indkomstkildeskat,efter engelsk Mønster, — dels med en »impot complémentaire«, en ren Nettoindkomstskat efter preussisk Mønster. Disse to Skatters beregnede Udbytte naar imidlertid kun 563 Mill. Frcs., men gennemOmordningen

nemOmordningenaf Omsætnings- og Stempelafgifterne
paaregnes et forøget Udbytte af disse, saaledes at der
bliver Balance.

Sagt i faa Ord gaar Forslaget altsaa i Hovedsagen ud paa at ombytte det bestaaende System af Erhvervsskatter med en Indkomstbeskatning. For saa vidt ligner Forslaget største Parten af dets Forgængere, men det adskiller sig fra alle disse — og hæver sig over dem — baade i teknisk og i politisk Henseende. Før vi gaa nærmere ind paa det Caillaux'ske Forslag vil det være hensigtsmæssigt at kaste et Blik paa enkelte af de foregaaende. *)

Naar man i Frankrig taler om »Indkomstskat«, tænkes der paa tre forskellige Skatteformer. Den ene, den i Regeringsforslagene mest foretrukne, er ingen egentlig Indkomstskat, men en Art Husleje skat i Smag med den bestaaende contribution mobiliére. Det er karakteristisk, at da Deputeretkammeret i 1887 havde vedtaget en Dagsorden, hvorved Regeringen opfordredes til at udarbejde et Forslag til Lov om en Indkomstskat**),menteden daværende Finansminister at have

---

*) En go.i orienterende Oversigt over Forslagene indtil 1904 giver Dr. Hermann Meyer i Afhandlingen: »Ein Ueberblick liber die franzbsischen Einkommensteuerprojekte«. (Finanz-Archiv. 33. Jahrg., I. Band, 1906). Ovennævnte Afhandling er benyttet i det følgende. løvrigt har de franske Indkomstskatte-Forslag udviklet sig til en hel Videnskab, og har bl. a. været benyttet som Emne for en Doktordisputats (Felix Bonneau: Les divers modes d'impot general sur le revenu proposes en France. These pour le doctorat. Paris 1905).

**) Den foreslaaede Dagsorden forlangte »un projet de loi d'impot sur le revenu, unique et progressif«, men ved Afstemningen forkastedes Ordene >unique« og >progressif<:.

efterkommet denne Opfordring, da han 12 Dage senere fremsatte et Projekt, der gik ud paa at omdanne Mobiliarskatten til en Kvotitetsskat med Bibeholdelse af Huslejen som Ligningsgrundlag, idet Indtægten skulde udfindes ved at multiplicere Huslejen med visse i Loven fastsatte Koefficienter, hvis Størrelse rettede sig efter Kommunens Indbyggertal. Flere af den følgende Tids Regeringsforslag mente endog at kunne spare Koefficienterne,idetSkatten skulde opkræves med Beløb, der stod i direkte Forhold til Huslejen. Dette var bl. a. Tilfældet med Regeringsforslag-et af 1895, i Anledningafhvilket den daværende Finansminister (Ribot) udtalte: »La contribution personnelle-mobiliére est, suivantnous,la veritable forme frangaise de l'impot sur le revenu«. Til Kategorien »den franske Form« maa man ogsaa henregne en Række Forslag, som forudenHuslejenstøttede sig til andre ydre Kendetegn, saaledes det i sin Tid meget omtalte Peytral'ske Projekt af 1898, — et Forslag der i sin gennemførte Anvendelse af Fiktioner er saa ægte fransk, at vi maa offre nogle faa Linier paa at karakterisere det. Ved Udfindelsen af en Mands Indtægt tages Huslejen til Udgangspunkt, idet man f. Eks. i Paris foretager følgendeBeregning:de første 400 Frcs. af Huslejens Beløb multipliceres med 4, de næste 400 Frcs. med 5, de næste 800 med 6, o. s. fr. Til det Beløb, der saaledes udkommer, føjes et Utal af Tillæg, f. Eks. i Paris for den første Tjenestepige 800 Frcs., for den anden eller tredie 1600 Frcs., for en Tjener 2400 Frcs., for en Vogn med 2 Hjul 1000 Fr., for en Vogn med 4 Hjul 2000 Fr., for en Hest eller et Muldyr 2000 Fr., og saa fremdeles Tillæg paa Tillæg for Automobiler, Motorcykler,Sejlbaade,Hunde

cykler,Sejlbaade,Hundeo. s. v. Naturligvis ere Satserneforskelligeefter Kommunernes Indbyggertal; i alt er der 8 Rækker af Satser, hvorved Ligningen bliver endnu mere indviklet.

Ved Siden af den franske Form for Indkomstskat have imidlertid ogsaa baade den engelske og den preussiske været repræsenterede ved en Række Forslag. Den engelske Form (efter income-tax-Mønsteret) benævnes i Frankrig »impot sur les revenus«, medens den preussiske kaldes >impot sur le revenu«. I en Aarrække (fra 1893 til 1898) stod der en heftig Kamp mellem Tilhængerne af disse to Former, idet naturligvis de moderate Partier holdt paa den første, de radikale paa den sidste.

Som Type paa et Forslag efter den engelske Form kan fremhæves det, der forelagdes i 1896 af FinansministerenCochery. Ligesom Forslagene efter den franske Form gik dette og andre lignende saa vidt muligt udenom det prekære Spørgsmaal om Selvangivelsei enhver som helst Skikkelse. I øvrigt kan Cochery's Forslag snarere betegnes som et Forsøg paa at regulere de bestaaende Skatter og bringe dem i et bedre System end som et Forslag til en helt ny Skat. Indtægten skulde, ligesom i England, altid opsøges og beskattes ved Kilden; derfor faldt Skatten i 5 Klasser (cédules) svarende til Indtægt af Grund, Bygninger, bevægelig Formue, borgerlig Næring og ren Arbejdsindtægt.Ejendommeligt er det kun, at den sidste Klasse, der benyttede Udgiften til Bolig som Ligningsgrundlag,skulde omfatte alle Skatteydere, hvis Huslejeoversteg et'vist Beløb; det skulde være en »cédule complémentaire«, hvis Formaal var at skaffe Skattefrihedfor

frihedforde mindste Indtægter og i det hele taget gennem Hensyntagen til visse personlige Forhold (Børneantal o. 1.) at bøde paa de øvrige Afdelingers Mangel paa subjektive Hensyn; ved Fradrag af et vist Lejeminimum mente man tillige at have fyldestgjort Kravet om Progression i Totalbeskatningen.

Samme Aar som C och er y forelagde det ovenfor skitserede Forslag, behandledes et Projekt af den modsatteType,udarbejdet af Cocherys Forgænger, Doumer.Denher foreslaaede »impot sur le revenu« skulde svares af alle fysiske og juridiske Personer (dog med Undtagelse af almennyttige og velgørende Stiftelser o. 1.). Skattefri skulde dog Indtægter under 2500 Fr. være, og iøvrigt skulde Skatten være degressiv for alle Indtægter under 50000 Frcs. Formueindtægt og Arbejdsindtægtbeskattedesens, men da Indkomstskatten kun skulde erstatte Personal- og Mobiliar- samt DørogVindueskatten,medens saavel Grund- og BygningsskattensomNæringsskatten og Dividendeskatten blev bestaaende, ansaas Fordringen om Formueindtægtens stærkere Beskatning herved at være fyldestgjort. Selvangivelsespligtskuldekun paahvile Personer, hvis Indtægtoversteg10000 Frcs., medens Skatsættelsen af mindre Indtægter skulde ske ved særlige Ligningskommissioner.Somdet vil ses, adskiller dette Forslag sig kun i ringe Grad fra den moderne Type paa en Indkomstskat, — i Grunden kun ved den yderst forsigtigeAnvendelseaf Selvangivelse. Det er ikke til at forundres over, at det Doumer'ske Forslag, som saa resolut havde brudt med alle franske Traditioner, fik en højst üblid Modtagelse; af den i 1894 nedsatte Skattekommission blev Forslaget forkastet som »appareilformidablede

reilformidabledevexations et d'arbitraire«. — Ikke bedre gik det et privat Forslag af 1891, som fortjener Omtale, fordi det delvis har været Mønsteret for en Række Projekter, der alle tilsigtede at forbinde Indkomstskattenmeden Formueskat. Den af Mau jan foreslaaede »impdt mixte sur le capital et le revenu« inddelte saavel Formuen som Indtægten i 4 Grupper. Første Formuegruppe omfattede »sterile« FormuegenstandesomSlotte, Parker, Kunstsamlinger osv.; heraf beregnedes 4 p. m. Anden Gruppe omfattede direkte benyttede Formuegenstande, som uden at afkaste Udbytteoguden at være egentlig" Luksus dog repræsentereenvis Velstand (almindeligt Indbo o. s. v.); heraf beregnedes 2 p. m. Tredie Gruppe udgjordes af de i Industri- og Handelsforetagender m. v. anbragte Kapitaler, hvoraf der beregnedes 1 p. m. Endelig bestod fjerde Gruppe af Landbrugskapitalen, Jord, Kvægbesætninger, Landbrugsmaskiner o. s. v., som (fordi den tjener som Basis for Befolkningens Ernæring!) blev skaansomst behandlet, med Skattesats x/₂ p. m. Ved Beregningen af Indkomstens Beskatning fulgtes den sædvanlige Inddeling i ren Kapitalindtægt (3 pCt), blandet Indtægt af Kapital og Arbejde (2 pCt.) og ren Arbejdsindtægt (*/₂ å1 pCt). Summen af de Skattebeløb,dersaaledes fremkom, underkastedes nu en Række Modifikationer. For hvert Barn fradroges x/iox/io af de første 100 Frcs. af den beregnede Skattesum og 1j₂₀ af de følgende 900 Frcs. Skattesum, medens der for den Del, hvormed den beregnede Skattesum oversteg1000Frcs., ikke gaves Ret til »Børnefradrag«. Hermed var man imidlertid ikke færdig. For at tilvejebringeProgressionefter Størrelsen af den samlede

Indkomst, blev yderligere de første 10 Frcs. af det efter Fradragene fremkomne Beløb multipliceret med Ij%, Beløbet mellem 11 og 50 Fr. med 1, 51^{— 100} Fr. med 2, 101^—250 Fr. med 3 o. s. v., indtil endelig det Beløb, hvormed Skattesummen oversteg 5000 Frcs., multipliceredes med 8. Som det vil ses, har dette ejendommelige Projekt alt, hvad der forlanges af en moderne Indkomst- og Formueskat; det er alt andet end fransk i Princippet — men des mere i Konstruktionen;ogdog er dette Forslag forholdsvis simpelt og let overskueligt i Sammenligning" med flere andre, deriblandt et senere Projekt af samme Maujan, hvor saavel Formue som Indkomst specialiseredes i en brogetMangfoldighedaf Grupper og Undergrupper, hver med en minutiøs Trindeling af Skattesatserne efter de forskellige Formue- og Indkomstdeles Størrelse og Karakter.

Efter at vi i det foregaaende ved Hjælp af enkelte karakteristiske Eksempler har givet en Antydning af de Indkomstskatte-Projekter, den nuværende Finansminister Caillaux har bag ved sig, vender vi nu tilbage til dennes omfattende og storstilede Reform-Forslag.

Af de tre ovenfor omtalte Hovedtyper har Caillaux ladet den franske Form (den der bygger paa Huslejen og andre ydre Kendetegn) ude af Betragtning. Hvad de to andre angaar, har han — som allerede foran nævnt — ikke valgt den ene eller den anden, men benyttet dem begge. I Lovforslagets Motiver*) lægges

---

*) Forslagets Tekst med udførlige Motiver og Anmærkninger til de enkelte Paragraffer findes i det franske Finansministeriums Tidsskrift »Bulletin de Statistique et de Legislation comparée«, Februar og Marts 1907,

der ikke Skjul paa, at den hele Plan fra et systematisk Synspunkt er saare angribelig, men det maa ogsaa indrømmes, at Opgaven er overordentlig vanskelig. Den danske Indkomst- og Formueskat til Staten indbringerialt 8^x/₂ Mill. Kr. aarlig eller omtrent 3V3 Kr. pr. Individ. I Frankrig gælder det om at skaffe Statskassenetaarligt Beløb af 700 Mill. Frcs. eller 1773 Frcs. pr. Individ, altsaa omtrent 4 Gange saa meget som hos os. Nationalindtægten i Frankrig anslaas til ca. 20 Milliarder Frcs. aarlig; for at tilvejebringe et Skattebeløb af 700 Millioner, maatte der altsaa svares gennemsnitlig 3V2 pCt. af alle Indtægter, selv de aller mindste, og da de ni Tiendedele af Indtægterne (repræsenterendeHalvdelenaf hele Nationalindtægten) ligger under 2500 Frcs., er det klart, at man ved Anvendelseafen almindelig progressiv Indkomstskat vilde komme til meget høje Skatteprocenter. Og til de Vanskeligheder, som saaledes følger af, at det er et stort Beløb der skal tilvejebringes, kommer saa yderligereKravetom, at Reformen saa lidt som muligt bør bryde med det gamle System: »Reformer sans secousses, sans agiter le pays; améliorer et non détruirel«FyrretyveAars Erfaring har lært, at dette er Vilkaaret for Gennemførelsen af en Skattereform i Frankrig, og Finansminister Caillaux har som klog Politiker i størst mulig Grad taget Hensyn hertil. Den Efterligning af den engelske »income tax«, som han föreslåar, mangler derfor i endnu højere Grad end denne Ensartethed i Beskatningen af de forskellige Indkomstarter; indenfor de enkelte Klasser (cédules) træffer man ikke blot forskellige Skattesatser, men der anvendes forskellige Regler med Hensyn til SkattefritagelserogModerationer,

fritagelserogModerationer,Ligningsmaade o. s. v., —
alt er saa vidt gørligt tillempet efter det bestaaende
og efter fransk Smag.

Den foreslaaede »impot cédulaire« bestaar af følgende
7 Afdelinger:

1. Indtægt af bebyggede Grunde.
2. Indtægt af übebyggede Grunde.
3. Indtægt af bevægelig Kapital.
4. Indtægt af Næringsdrift (Handel, Industri, Sagførervirksomhed).

5. Indtægt af Landbrugsvirksomhed.
6. Indtægt af Lønninger, Pensioner, Livrenter.
7. Indtægt af liberale Erhverv samt al anden
Indtægt, som ikke falder ind under nogen af
de foregaaende Afdelinger.

For at ramme den funderede Indtægt stærkere end Arbejdsindtægten, er Skatteprocenten fastsat til 4 pCt. for de tre første Afdelinger, 3x3^x/_a pCt. for fjerde og femte Afdeling og 3 pCt. for de to sidste Afdelinger.

Med Hensyn til Skatteansættelsen søger Forslaget at finde den vanskelige Middelvej, der holder sig lige fjernt fra »ydre Kendetegn« og Selvangivelse. Helt at undgaa Selvangivelse har dog vist sig at være en Umulighed, men, som det hedder i Motiverne, »vi gøre kun Brug af Selvangivelsespligten i saadanne Tilfælde, hvor den ikke kommer i Strid med en betydelig og berettiget Interesse (ou ellene vient å l'encontre d'aucun intérét sérieux et respectable) og kun lige overfor Indtægter, som Forvaltningen ikke har noget andet Middel til at udfinde«.

Hvilke Midler er det da, der staar til Forvaltningens
Raadighed ved Skatteansættelsen?

Ved Beskatningen af Indtægt af bebyggede Grunde (Afdeling i) holder Forslaget sig ganske til Reglerne for den bestaaende Bygningsskat, d. v. s. Netto-Indtægten beregnes ved at tage 3/_t (for Bygninger til Forretningsbrug 2/₃) af den anslaaede Lejeværdi.

Fremgangsmaaden lige overfor übebyggede Grunde (Afdeling 2) er analog hermed. Besidderen skal opgive Arealets Størrelse og Art (Agerjord, Skov, Eng o. s. v.), hvorefter Ligningsmyndighederne (ved Hjælp af Indholdet af Forpagtningskontrakter, Salgssummer for det paagældende eller lignende Grundstykker, Angivelser fra de hidtilværende Repartitører for den gamle Grundskat o. s. v.) anslaar Grundstykkets Forpagtningsværdi-, de 4/₅ heraf udgør da den skattepligtige

De Indtægter, der henhøre under Afdeling 3, Renteindtægter, Dividender o. s. v. af bevægelig Kapital beskattes ved at Skattens Beløb tilbageholdesvedUdbetalingen af Udbyttet. Hvorledes dette tænkes udført i Praksis, kan ikke nærmere beskrives her, da Kontrolsystemet er ganske overordentlig indviklet.Denbestaaende Dividendeskat omfatter kun visse Arter af Kapitalanbringelser; den foreslaaede skal omfatte alle (undtagen Sparekasseindskud), og navnlig ogsaa baade franske og fremmede Statspapirer. Denne Udvidelse af Renteskatten turde være baade det fiskale og det politiske Kardinalpunkt i den hele Reform, og det er da aabenbart ogsaa det Punkt, der har voldet de største Vanskeligheder. Det gjaldt om at udforme Reglerne saaledes, at der bliver nøje Ligevægt mellem franske og fremmede Kapitalanbringelser, at ramme de

fremmede Værdier uden at skræmme dem. For franske Statsobligationers Vedkommende er der den yderligere Vanskelighed, at deres Beskatning almindeligt anses for ulovlig i Henhold til en Bestemmelse fra Revolutionstiden(9.vendémiaire VI), hvori det hedder: »Le tiers de la dette publique conserve en inscription est declare exempt de toute retenue présente et future«. Denne Bestemmelse, som har spillet en stor Rolle i Kampen for at værne de franske Statspapirer mod Indkomstskatten, skal utvivlsomt förstaas i sin historiske Sammenhæng som sigtende til de Afkortninger,Ministreneunder det gamle Regime (indtil 1789) yndede at foretage ved Udbetalingen af Renter af Statsgælden; det var ikke Smaating, det drejede sig om: den Lov, hvori det ovenanførte højtidelige Løfte findes, fastslog en Rentereduktion af to Tredjedele, samtidig med at den altsaa lovede Kreditorerne, at noget saadant ikke skulde gentages. Uagtet det saaledeserklart, at den paagældende Bestemmelse sigter til noget ganske andet end en Beskatning af StatsgældensRentekouponersom Led i en almindelig Indkomstskat,erBestemmelsen dog et Stykke af Revolutionen,som der ikke maa røres ved; den tredje Republik kan ikke ophæve noget, som den første Republik har vedtaget; Staten bør være, og bør vedbliveatvære »honnéte homme«, — som Thiers engang har sagt i denne Forbindelse. Og desuden staar der jo unægtelig det lille generende Ord »future«. Caillaux er imidlertid kommen ud over Vanskeligheden ved et genialt Arrangement. Bestemmelsen af 9. vendémiaire VI forbyder »Afkortning« (retenue), derfor kan den sædvanlige Kouponskat ikke anvendes lige overfor

franske Statsobligationer, men der staar ikke noget om, at Beskatning af Statsgældens Rente overhovedet skulde være forbudt; altsaa, siger Forslaget, Obligationsejernefaaden fulde Rente udbetalt, men naar dette er sket, betale de den samme Skat af 4 pCt. direkte til Statskassen*). Om den Maade, hvorpaa Skatten paa Renteudbyttet af Statsobligationer tænkes opkrævet i Praksis, siger Lovforslaget kun, at det skal ske i Henhold til et administrativt Reglement »et exclusive de tout prélévement direct sur le coupon«. Den »complication d'écritures etc.«, hvorom Motiverne taler i denne Forbindelse (se Noten), kan iøvrigt blive besværlig nok, da man regner, at ikke mindre end i^x/₂ å2 Millioner franske Skatteborgere som Indehavere af Statens Obligationer ere Republikens Kreditorer, — en sand »poussiére de titres«, som yder Skatte- Reformens Modstandere et solidt Rygstød.

Skatteansættelsen i Afdeling 4, Indtægter af Industri - og Handelsvirksomhed, møder store Vanskeligheder. Ligningskommissionerne henvises her til at benytte de Oplysninger, der under forskellig Form tilflyde det Offentlige i Anledning af ForretningernesEjerskifte, Arvefald o. s. v. Endvidere skulle de Skattepligtige paa Forlangende meddele Oplysninger om de »materielle Betingelser« (conditions matérielles),

---

*) Om dette mærkelige Komediespil hedder det i Motiverne: »Volontairement, pour bien marquer aux porteurs de rentes que le taxe est assise sur leur revenu, quoique constitué en valeurs d'Etat et non parce qu'il provient de fonds publics, pour rendre plus tangible ce que nous a vons affirmé, a savoir qu'un Etat n'a en aucun cas le droit d'atteindre spécialement les rentiers, nous nous condamnons ä une complication d'écritures et de perception«.

hvorunder de udøve deres Erhverv, navnlig om Antalletaf beskæftigede Arbejdere, Størrelsen og Arten af Maskiner, Mængden af anvendte Raastoffer o. s. v., ligesom der skal gives Ligningsmyndighederne Adgang til Virksomhedens Lokaler i Arbejdstiden. Naar saa Ligningskommissionen har samlet tilstrækkeligt Materiale,foretager den en foreløbig Skatteansættelse og opfordrer den Næringsdrivende til inden 14 Dage at udtale sig derom. De mundtlige Forhandlinger mellem de Skattepligtige og Ligningskommissionen vil, siger Motiverne, som oftest føre til Enighed om Ansættelsen, »alene ved begge Parters gode Vilje, og uden Anvendelseaf Vilkaarlighed, uden Pression, uden Inkvisition, vil Skatten hurtigt blive virkelig proportional med Indtægten«.Det er pudsigt at se, hvorledes Forslaget her kredser udenom Selvangivelsespligten som Katten om den varme Grød. Man finder ingen Betænkelighed ved at paalægge den Næringsdrivende at aabne Portene paa vid Gab og at fortælle baade det ene og det andet om sin Forretning, kun ikke det, som det kommer an paa, Nettoindtægten; og saa inviterer man ham dog sluttelig til en mundtlig Forhandling, som ikke har andet Formaal end at lirke Hemmeligheden ud af ham, — ved begge Parters gode Vilje, uden Pression osv., men Resultatet bliver det samme: han »tvinges til at gaa frivillig med«.*)

---

*) Imidlertid er der i Parlamentet rejst stærk Modstand mod den foreslaaede Fremgangsmaade ved Skatteansættelsen af Handlende og Industridrivende; man har fundet den for inkvisitorisk, og den nedsatte Kommission har forkastet den og foreslaaet en Ligningsmaade, der udelukkende støtter sig til »ydre Kendetegn«. (P. G. Hoffmann: »Die Reform der direkten Steuern in Frankreich. Zeitschr. f. d. gesamte Staatswissenschaft, 1907, 2. H.)

Med Hensyn til Indtægt af Landbrugsvirksomhed (Afdeling 5) er Skatteansættelsen overordentlig simpel, idet Indtægten sættes lig den i Afdeling 2 beregnede skattepligtige Indtægt, altsaa 4/₅ af Forpagtningsværdien. *)

I Afdeling 6, Indtægt af Lønninger, Pensioner o. s. v., anvendes ved Skatteansættelsen en lignende Metode som den, der er indført i Preussen ved den nye Indkomstskatte-Lov af 1906, og som dér har vakt saa megen Misfornøjelse**). >I Stedet for at henvende sig til hver enkelt af de paagældende Skattepligtige og saaledes forøge den direkte Forbindelse mellem Administrationen og Skatteborgernes store Masse, som det altid er heldigt at undgaa, have vi anset det for baade mere logisk og mere simpelt at paalægge Arbejdsgiverne,som jo ere langt færre i Antal, langt mindre direkte interesserede og langt lettere at kontrollere,Pligt til at forsyne Administrationen med de Oplysninger, der ere nødvendige for Ansættelsen til Skat i denne Indtægtsklasse«, Saaledes begrundes i Motiverne Kravet om den >iuscription ouvriére«, som hver Arbejdsgiver skal affatte i Januar Maaned og som skal indeholde Navn, Adresse og udbetalt LønningsellerPensionsbeløb for hver enkelt Arbejder eller Funktionær, der i Aarets Løb har været i paagældendes Tjeneste eller modtaget Pension af ham, dog kun for saa vidt det udbetalte Beløb overstiger et vist Minimum

---

*) Metoden er den samme som anvendes i den engelske income tax, men her regner man ikke Landbrugsindtægten lig Forpagtningsafgiften, men kun lig Halvdelen (for Skotland og Irland endog kun Tredjedelen) af denne.

**) Se foregaaende Hæfte. Side 152 ff.

(fra iooo til 2000 Frcs. efter Kommunens Indbyggertal).
For hver Unøjagtighed i Listerne ifalder paagældende
Arbejdsgiver en Bøde af 5 Frcs.

Endelig i Afdeling 7, Indtægt af liberale Erhverv, har man fundet det nødvendigt at anvende Selvangivelsespligten. Og mærkeligt nok, efter at der i de øvrige 6 Afdelinger er anvendt saa megen Omhu paa at undgaa dette prekære Princip, bliver det nu paa én Gang benyttet med en Strænghed, som skulde synes ufornøden. Man nøjes ikke med at forlange en summarisk Opgivelse af Indtægtsbeløbet, man vil have en detailleret Specifikation, og — hvad der synes at maatte være uigennemførligt — Angivelsen skal ledsages af Beviser for dens Rigtighed (toutes les justifications nécessaires pour en établir l'exactitude). I Tilfælde af unøjagtig Angivelse af Indtægten bøder den paagældende det femdobbelte af det manglende Beløb, og foruden denne Bøde har Statskassen indenfor en Præskriptionsfrist af 5 Aar Ret til at kræve Efterbetaling af Skattebeløb, som ikke ere blevne opkrævede, enten fordi Vedkommende ved en Fejltagelse er bleven forbigaaet ved Skattelistens Affattelse, eller fordi han ved egen eller ved Ligningsmyndighedernes Fejl er bleven for lavt ansat. Til Forklaring af den ligefrem rigorøse Maade, hvorpaa Selvangivelsesprincipet her er anvendt, indeholder Motiverne ikke en Stavelse.

— Det er klart, at en egentlig systematisk Progressionvanskeligtlader sig gennemføre overfor en Indkomstkildeskat som denne. Princippet i Forslaget er da ogsaa proportional Beskatning, men dette Princip er rigtignok brudt paa væsentlige Punkter. Saaledes tilstaas der Besidderne af smaa Grundejendomme, naar

de ikke have andre Indtægtskilder end deres Ejendom, Nedsættelse i Skattebeløbet indtil 3/₅ af dette. Smaa Renteindtægter nyde Skattefrihed, for saa vidt Kapitalenfrugtbargøresved Indskud i en Sparekasse (jfr. foran). Med Hensyn til de Indtægter, der beskattes i Afdeling 6 (Lønninger, Gager, Pensioner o. 1.) er der fastsat et skattefrit Minimum, som fradrages enhver i denne Afdeling beskattet Indtægt, saaledes at der her fremkommer en virkelig og ret kraftig Progression-, medens Afdelingens nominelle Skattesats er 3 pCt., naar i Virkeligheden selv de største Gager ikke denne Procent; alle Indtægter under 1250 Frcs. i Afdeling 6 ere skattefri, og det skattefri Minimum stiger med Kommunens Indbyggertal; i Paris f. Eks. er Fradraget 2500 Frcs., og her er den virkelige Skatteprocent for Indtægter paa 3000 Frcs. 0,5 pCt., for 4000 Fr. 1,12 pCt., o. s. v., for 20000 Frcs. 2,02 pCt. —

Forhold til den samlede ansatte Indtægt, faar man
eksempelvis de i nedenstaaende Tabel anførte Skatteprocenter,dervise
en ret stærk Progression:

Til Sammenligning kan anføres, at den nuværende Grundskat, Personel- og Mobiliarskatten samt Dør- og Vinduesskatten tilsammen udgør gennemsnitlig 3,66 pCt, af Indtægten, ganske vist varierende betydeligt fra Sted til Sted.

Vi gaa nu over til at betragte den anden Del af det foreslaaede Skattesystem, den saakaldte »impot complémentaire«, der er en ren Netto-Indkomstskat af samme Art som den danske.

Formaalet med' denne Skat er dels det rent fiskale, at supplere Udbyttet af Indkomstkildeskatten, som kun vil kunne indbringe henimod 450 Mill. Frcs., dels yderligere at forstærke Progressionen i Beskatningenfor de større Indtægters Vedkommende. I Overensstemmelse med det sidstnævnte Formaal er der fastsat et meget højt Skatteminimum, idet alle Indtægterunder 5000 Frcs. ere fritagne. Af de 11 Mill. Skatteborgere, der findes i Frankrig, skal denne Skat kun ramme den halve Million, som hver har mindst

5000 Frcs. i aarlig Indtægt, og som tilsammen have en Indtægt af ca. 7000 Mill. Frcs. eller en Tredjedel af den hele Nationalindtægt. De 7000 Millioner skulle tilsammen svare 120 Millioner i Skat, altsaa gennemsnitlig1,7 pCt., men Skatteprocenten varierer stærkt efter Indtægtens Størrelse: for Indtægter paa 5000^— 5500 Frcs. er Skatten 10 Fr. eller ca. 0,2 pCt., derefter stiger Skatteprocenten langsomt og naar ved ca. 7000 Fr. 0,5 pCt., ved ca. 9000 Fr. 1 pCt, ved ca. 20000 Fr. 2 pCt, ved ca. 35000 Fr. 3 pCt., ved ca. 100000 Fr. 4 pCt., hvormed Progressionen standser.

Hvad der i særlig Grad paakalder Interessen overfor den foreslaaede »impöt complémentaire«, er imidlertid ikke selve Skattens Princip eller Skattesatsernes Skala, men dels den Rolle, der er tildelt Skatten som Overbygning paa et i Forvejen fuldstændigt System af Indkomstkildeskatter (se herom nærmere nedenfor), dels den Maade, hvorpaa Ligningen tænkes foretaget.

Med Hensyn til det sidstnævnte Punkt er Forslaget lige saa nationalt tilpasset, som Skattens Grundprincip er fremmed for en fransk Bevidsthed. Selvfølgelig kan der ikke være Tale om at anvende Selvangivelsespligt i større Udstrækning end højst nødvendigt, og i Motivernefremhævesdetda ogsaa som et stort Fortrin ved denne Skat, at de til Indtægtsansættelsen nødvendigeOplysningernæstenalle ere tilstede paa Forhaand. »Takket være den Omhu, hvormed der ved Ansættelsen til Indkomstkilde skatten sørges for at bestemmeIndtægtenihver af dennes Afdelinger saa nøjagtigt som muligt, er Administrationen i Stand til at opgøre den Skattepligtiges samlede Indtægt. En simpel Sammenstilling af Skattelisterne for de forskelligeAfdelinger—let

ligeAfdelinger—letat udføre for et System af samarbejdendeEmbedsmyndigheder—muliggør en Opsummeringafdeenkelte Indtægtsdele. Uden Vilkaarlighed,medstørsteNøjagtighed (avec une rigoureuse exactitude!) og uden Gene for den Skattepligtige, kan Ligningen foretages.« Paa et enkelt Punkt svigter dog denne Metode: Indtægterne i Indkomstkildeskattens Afdeling 3 (Renteindtægter) findes ikke i nogen Skatteliste,daSkattebeløbet,som foran nævnt, som Regel tilbageholdes ved Udbetalingen af Rentebeløbet. For at udfylde dette Hul griber Forslaget da til Selvangivelsen,menkunfor dette ene Punkts Vedkommende.Fremgangsmaadenerfølgende: I hver KommuneudarbejderLigningsmyndighederneen over de Personer, der antages at være skattepligtige (d. v. s. at have mindst 5000 Frcs. Indtægt). Hver af disse Personer faar tilsendt en Blanket, paa hvilken han, hvis hans samlede Indtægt er 5000 Fr. eller derover,skalopgive,hvor stor en Del af Indtægten der hidrører fra Renter, Dividender osv.; hvis han tillige har andre Arter af Indtægter, skal han opgive — ikke disses Størrelse, men kun i hvilke Kommuner han er ansat til Skat af de forskellige Indtægtsdele. Hvis hans samlede Indtægt er under 5000 Frcs., afgiver han en skriftlig Erklæring herom uden iøvrigt at udfylde Blanketten.Da»l'impotcomplémentaire« er en ren Nettoindkomstskat,maaderved Udfindelsen af det skattepligtigeBeløbfradragesmulige Renter af Gæld (saadant Fradrag finder ikke Sted — og kan vanskelig ske — ved Ansættelsen til Indkomstkildeskatten); den SkattepligtigeharderforRet til i den omtalte Blanket at anføre de af ham i Aarets Løb betalte Rentebeløb,

men medens Opgivelserne i øvrigt sker paa Tro og Love, skal Angivelsen af udredede Rentebeløb ledsages af Beviser (jfr. hermed de foran omtalte strænge Regler for Selvangivelse til Indkomstkildeskattens Afdeling 7). — De af de Skattepligtige afgivne Deklarationer prøves af Ligningsmyndighederne, men Angivelserne kunne ikke forkastes uden at der er ført Bevis for deres Urigtighed; »vi tillade ikke vore Embedsmænd at forkasteenDeklarationalene paa Formodningen om dens Unøjagtighed, saaledes som det er Tilfældet hinsides Rhinen«. Til Gengæld er der fastsat meget høje Bøder for bevislig urigtig Selvangivelse (Halvdelen af det hemmeligholdte Indtægtsbeløb), ja man gaar saa vidt at give Statskassen Ret til indenfor en Præskriptionsfristafhele10 Aar at kræve efterbetalt med det tredobbelte Beløb saadanne Skattebidrag, som ikke ere indgaaede, enten fordi en Skattepligtig er bleven forbigaaet ved Affattelsen af Skattelisten, eller fordi han ved egen eller ved Ligningsmyndighedernes Fejl er bleven for lavt ansat. — Der er i hele denne OrdningenmærkeligMangel paa Princip og Konsekvens, og naar Motiverne i høje Toner fremhæver den Hensynsfuldhed,hvormedmanhar undgaaet »tout inquisitionettoutarbitraire«, synes dette unægtelig noget dyrt købt. Maatte den Skattepligtige ikke, alt vel overvejet, foretrække den odiøse Selvangivelsespligt fuldt ud, fremfor det der her bydes ham: Du slipper for at opgive os Din samlede Indtægt, fortæl blot hvor meget Du har oppebaaret i Udbytte af Aktier og Obligationer, Resten skal vi nok selv skaffe at vide; men hvis vi regner fejl og kommer til en for lav Totalsum, skal Du gøre opmærksom derpaa, hvis Du

ikke vil risikere at blive krævet for det tredobbelte af
det manglende Skattebeløb om en halv Snes Aarl*)

— Fra et akademisk Synspunkt vil Caillaux's Reformforslag ikke kunne vente megen Anerkendelse; dertil er det for usystematisk i sin Bygning; thi det er jo sandt, hvad man haanende har sagt om Forslaget, at medens det er forskelligt fra ethvert Skattesystem i Europa, ja i hele Verden, har det laant fra dem alle, lidt her, lidt dér, saaledes at man tilsidst ikke kan se Princippet for lutter Principper. Mest vil man dog maaske fra Teoriens Side fordømme den bevidste Dobbeltbeskatning, der fremkommer ved, at Indtægterne over 5000 Frcs. først beskattes fuldt ud ved Kilden og derefter paany fuldt ud gennem Tillægsskatten paa den samlede Indtægt. Vi skal ikke komme ind paa en Undersøgelse af det berettigede i denne Anke, men kun antyde, at det ikke paa Forhaand er givet, at Dobbeltbeskatning som Middel til at tilvejebringe en ellers uopnaaelig Progression altid er forkastelig; navnlignaar Tillægsskattens Tarif gøres saa stærkt degressiv som her (5000 Frcs. betaler den næsten umærkelige Skat af 10 Frcs.) tages Braadden i væsentlig Grad af Dobbeltbeskatningens Vilkaarlighed. Men i hvert Fald, hvis man bedømmer Forslaget under Hensyntagen til

---

*) Under Eorslagets Behandling i Deputeretkammeret blev det med Rette gjort gældende, at der ikke er Overensstemmelse mellem Motiverne og Forslagets Indhold, og man understregede, at det vilde blive en Opgave for Udvalget at tilvejebringe saadan Overensstemmelse, d. v. s. at affatte Lovens Tekst saaledes, at Selvangivelsespligten undgaas — ikke alene formelt, men ogsaa reelt. (Albert Revillon: L'impot sur le revenu et la liberté individuelle. Journal des Economistes, Marts 1907).

den praktiske Opgave, det tilsigter at løse, synes de teoretiske Betænkeligheder overfor Dobbeltbeskatningen at maatte vige. At tilvejebringe 2/₃ Milliard gennem en Indkomstskat paa den franske Befolkning, som ganske vist er jævnt velhavende, men hvis Velstand er stærkt udstykket, lader sig vanskelig gøre ved Hjælp af en Indkomstkildeskat alene, fordi denne Skatteform kun tillader en ufuldkommen Anvendelse af stigende Skatteskala. Og paa den anden Side vilde det ogsaa føre til betænkelige Resultater, om man lagde det hele over paa en almindelig Netto-Indkomstskat paa den samlede Indtægt; man vilde for de største Indtægter og delvis for Middel-Indtægterne blive nødt til at anvendeSkatteprocenter, hvis Højde utvivlsomt vilde berede Administrationen store praktiske Vanskeligheder. Ved at anvende begge Metoder samtidig har Caillaux vel ikke fundet nogen ideel Løsning af Opgaven, men dog maaske — en Gang i Tiden — en praktisk gennemførlig.

Det er iøvrigt tvivlsomt, om Paterniteten til den Tanke, at anvende Indkomstskatten som Tillægsskat til et fuldstændigt System af Kildeskatter, tilkommer den franske Finansminister. I hvert Fald er en lignende Ordning omtrent samtidig bragt i Forslag paa den anden Side Kanalen, hvor en under Forsæde af Sir Charles Dilke nedsat Kommission har undersøgt Muligheden for at tilvejebringe en yderligere Graduering af »the income tax« efter Indtægtens Størrelse og Art. Denne Kommission udtaler sig bl. a. til Gunst for Indførelsen af en »super-tax« i Form af en ren Nettoindkomstskatmed stigende Skala og tvungen Selvangivelse,men kun omfattende Indtægter paa 5000 £

og derover, — et >skattefrit Minimum«, som selv efter
engelsk Maalestok maa siges at være ret grandiøst.*)

At baade det franske og det engelske Forslag begrænser Tillægsskatten til de større Indtægter, er en simpel Følge af disse Skatters specielle Formaal. Men iøvrigt falder det i Øjnene, at alle de nyere franske Indkomstskatte-Forslag sætte Grænsen for SkattepligtensIndtræden ret højt (1500, 2000, ja endog i Doumer'sforan omtalte Forslag 2500 Frcs.), og herved træder i Modsætning til de fleste af de bestaaende Stats-Indkomstskatter udenfor de angelsachsiske Lande (den engelske income tax begynder først ved Indtægter paa 160 £, og de fleste britiske Kolonier have lignende Minima, Ny Zealand endog 300 £). Motiverne for de franske Forslagsstillere til at holde et saa højt skattefritMinimum ere forskellige, snart ideelle, snart rent praktiske, men det fortjener Opmærksomhed, at der i nyeste Tid ogsaa andetsteds har hævet sig Stemmer for at sætte Skattegrænsen højt op over det, man hidtil har anset for det rationelle. En anset tysk Skatte-Praktiker, Senatspræsident B. Fu i sting, har saaledes taget Ordet for at lade Skattegrænsen i Preussenrykke op fra de nuværende 900 Rmk. til 1500 Rmk., idet han gør gældende, at det rent ud sagt ikke er Umagen værd at opkræve de smaa Skattebeløb paa 6, 9, 12 og 16 Mark aarlig". Den nævnte Forfatter anfører, at der i Preussen i 1901 maatte foretages ikke

---

*) Tanken om at overbygge Indkomstkilde-Skatten med en saadan »super-tax« synes allerede at have været fremme for adskillige Aar siden. En saadan Foranstaltning omtales f. Eks. af Sir William Harcourt under Budgetbehandlingen 1894. (Report from the select committee on income tax. London 1906).

mindre end 2,696000 Skatteansættelser af Indtægter under 1500 Mark, og at Udbyttet heraf var 21,710000 Mark, altsaa gennemsnitlig kun 8 Mark for hver. I Betragtning af det Bryderi og de Omkostninger, som baade Ligningen og Opkrævningen (med talrige Udpantninger)af disse smaa Skattebeløb foranlediger, anser Forfatteren det for rimeligt, om Staten ganske gav Afkald paa at beskatte Indtægter under 1500 Mark.*) Endnu videregaaende er det Krav, der opstillesaf den bekendte Økonom og Statistiker, Professor Georg v. Mayr**), som baade af tekniske og skattepolitiskeHensyn ønsker Grænsen sat op til 3000 Mark, eller i hvert Fald saa højt, at hele det Befolkningslag, hvem den nye sociale Forsørgelses- og Forsikringslovgivningtager Sigte paa, bliver holdt udenfor Indkomstbeskatningen,f)

---

*) B. Fu i sting. Die Einkommenbesteuerung der Zukunft in Ankniipfung an das preussischeEinkommensteuergesetz. Berlin 1903.

**) Georg v. Mayr. Wege und Abwege der Steuerpolitik. (Zeitschrift fiir die gesamte Staatswissenschaft, 1907, 2. Heft).

+) Dersom man i Danmark vilde give Afkald paa Stats-Indkomstskatten af alle Indtægter under 2000 Kr., vilde dette betyde, at Antallet af Skattepligtige reduceredes til en Sjettedel af det nuværende (i Byerne til en Femtedel, paa Landet til en Syvendedel). Man vilde undgaa Ligning og Opkrævning af 312000 Skattebidrag til et samlet Beløb af 1,150000 Kr. eller gennemsnitlig 323²/₃ Kr., og man vilde kun beholde tilbage 64000 Skatteydere. Hvis man vilde søge Erstatning for det bortfaldne Skattebeløb af 1,150000 Kr. ved forhøjet Ligning paa de tilbageblivende 64000 Skatteydere, maatte disses Skatteprocent forøges med gennemsnitlig knap 2'_ib pCt.; tog man Beløbet gennem en j>super-tax« paa Danmarks »upper ten thousand«, blev den gennemsnitlige Forhøjelse af disses Skatteprocent 4 . pCt. — Det behøver iøvrigt næppe at bemærkes, at mange Grunde kunne anføres for at bibeholde Indkomstbeskatningen af de her omtalte beskednere Indtægter, — bl. a. ogsaa skattepolitiske Hensyn, som af v. Mayr paaberaabes i modsat Retning.

— Som foran berørt omfatter det ny franske Skattereform-Forslag ogsaa en Nyordning af Stempelog Omsætningsafgifterne paa Værdipapirer. Denne Del af Forslaget, som jo iøvrigt — for saa vidt det angaar fremmede Papirer — har en betydelig praktisk Interesse, der rækker ud over Landets egne Grænser, maa lades uomtalt her, da det kun paa rent mekanisk Maade er knyttet til Indkomstskatte-Forslaget.

Hvad Caillaux's Forslag ikke omfatter er en Anvisning paa, hvorledes Kommunerne (baade de overog underordnede) skulle skaffe sig Erstatning for de Tillægs-Centimer, de hidtil have opkrævet i Forbindelse med de gamle direkte Statsskatter, og som løber op til den anselige Sum af 1/₂ Milliard aarlig, altsaa henimod samme Beløb, som disse Skatter indbringer Staten. Herom indeholder Lovforslaget kun i sin aller sidste Paragraf de hemmelighedsfulde Ord: >Skatterne til Departementer og Kommuner ville være at ordne ved en særlig Lov«. Naar det engang bliver til Alvor med den franske Statsskatte-Reform, forestaar der altsaa yderligere Løsninger af den lige saa interessante som vanskelige og omfattende Opgave, at grundlægge et helt nyt kommunalt Skattesystem.