|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 15 (1907)Den ideelle Pris.Af Jens Warming. INaar Prisen paa en Vare er givet, da vil Forbruget deraf ogsaa være umiddelbart givet — forudsat at Folketal, Indtægtsfordeling, Detailavance, Pris paa Surrogater, Sædvaner o. lgn. er uforandrede. Under fri Konkurrence vil Produktionen ligeledes være umiddelbart bestemt, idet hver enkelt Producent ligesom hver enkelt Forbruger indretter sig efter Prisen. Og da Forbrug og Produktion i Længden maa være lige store, er det under fri Konkurrence ikke Prisen, der bestemmer dem, men dem, der i Forening bestemmer Prisen, nemlig ved Skæringspunktet af de to Kurver, som angiver den indbyrdes Afhængighed af Prisen og henholdsvis Forbruget og Produktionen. Under Monopol- eller Statsproduktion er Forholdet mellem Pris og Produktion imidlertid Genstand for Vilkaarlighed, saa at den ene ikke er umiddelbart bestemt ved den anden. Men Forbruget er fremdeles bestemt ved Prisen, og følgelig i Virkeligheden ogsaa Produktionen, da den maa være lig Forbruget. Har Staten eller Monopolisten sat Prisen, maa de producere, hvad der forlanges til den Pris — eller forandre Prisen. Side 541
Produktionen af de forskellige Varer er saaledes i alle Fald bestemt af Priserne, og der rejser sig da det Spørgsmaal, om den saaledes bestemte Fordeling af Samfundets Arbejdskraft, Specialdygtighed, Kapital, Jord, sjældne Raastoffer osv. mellem de forskellige Produktionsgrene netop giver det størst mulige Udbytte af disse, eller om andre Priser maaske kunde skaffe Samfundet en større Sum af subjektiv Værdi. Det vil i det følgende blive paavist, at den fri Konkurrences Pris paa flere Omraader er meget langt borte fr adet, manhere ft erkankaldedenideelle Pris, og den private Monopolpris endnu længere borte. Lad os tænke os en Mand, som har tjent 10 Kr. ekstra, og nu skal udvide sit Forbrug for denne Sum. Valget staar mellem en Hat og en Bog, der begge koster 10 Kr., og som har omtrent samme subjektive Værdi för ham. Udgiften ved at producere, transportereog forhandle én Hat mere er netop 10 Kr., medens de tilsvarende Udgifter ved at forøge Oplaget af Bogen kun er 3 Kr. pr. Eksemplar, idet Generalomkostningerne til Forfatterhonorar og Sætning er uafhængige af Oplaget. Det er klart, at det absolut vil være den bedste Økonomi,at Manden køber Bogen; Forlæggeren vil derved tjene 7 Kr. netto, medens der for Hatteproducenten ikke er noget egentligt Overskud. Men herom giver Prisen absolut intet Vink, og hvis Bogen havde været en Übetydelighed dyrere, eller en Übetydelighed ringere i subjektiv Værdi, vilde Prisen have været direktemisvisende. Prisen burde være saadan, at Mandenlokkedes til at foretrække Bogen for Hatten; men nu er den fulde, naturlige Udnyttelse af de Generalomkostninger,der en Gang for alle er sat i Bogen, Side 542
kunstig hæmmet af den for høje Pris. Prisen burde være 3 Kr., thi var den blot I Kr. højere, vilde de skildrede Misforhold komme frem, naar Bogen skulde sammenstilles med en anden Ting, hvis Pris og Specialomkostningnetop var 4 Kr., og hvis subjektive Værdi svarede til Bogens. Mere almindeligt kan dette udtrykkes saadan: Enhver Vares Pris bør være lig dens Grænseomkostning, d. v. s. Omkostningen ved at udvide Produktionen med en Enhed. Grænseomkostningen kan være højere end Omkostningen ved at producere de foregaaende Enheder; det er den ved Korn og alle andre Varer, som produceres efter »det aftagende Udbyttes Lov«. Men som Eksemplet med Bogen viser, kan den ogsaa være lavere. I det første Tilfælde vil den frie Markedspris af sig selv svare til den ideelle Pris, idet den som bekendt er lig den højeste Omkostning, som ikke kan undværes, naar Markedets Behov skal tilfredsstilles. Men hvor Grænseomkostningen er lavest — som ved alle Varer, der produceres efter det tiltagende Udbyttes Lov — forudsætter Principet, at der er Underskud paa de først producerede Enheder, og dette indlader private Driftsherrer sig ikke paa. Hvorledes dette Underskud kan dækkes, skal senere blive paavist, idet jeg først ønsker nærmere at gennemgaa de to vigtigste Eksempler paa Uoverensstemmelse mellem fri Markedspris og ideel Pris, nemlig Varer med store Generalomkostninger, og Varer, der samtidig produceres af moderne og forældede Bedrifter; de førstes Omkostning bør som Regel være afgørende, medens det nu er de sidstes, hvis de ikke kan undværes til Markedets Forsyning. Side 543
Som Eksempel paa en Vare, eller rettere en Ydelse med store Generalomkostninger, kan nævnes Transport med Jernbane. Det er et gammelt Stridsspørgsmaal saavel i Teori som i Praksis, om Baner bør give normal Rente eller en lavere Rente, eller om de maaske slet ikke bør give nogen Rente, men kun lige bære Driften. Endnu yderligere gaar S. Berthelsen i dette Tidsskrift for 1906 Side 23 ff., hvor han hævder, at man bør køre gratis. Intet af disse Standpunkter er det rette. Baner bør give Driftsunderskud, men langt fra saa stort som ved gratis Drift. Tariffen bør være saadan, at Specialomkostningen dækkes, altsaa saa høj, at der ikke indenfor det givne Tarif-Niveau kommer forøget Tab af en forøget Trafik*); men Rente af Anlægskapitalen, eller Dækning af de øvrige Generalomkostninger — den Stationsbetjening og det Banetilsyn m. m., uden hvilke Drift overhovedet er umulig — bør som Regel ikke tilstræbes. Et Taleksempel vil nærmere belyse dette. Lad et Banesystems Værdi være 100 Mill. Kr., Brutto-Indtægten 10 Mill. Kr., Netto-Overskudet 4 Mill. Kr. eller 4 °/0. Tarifen nedsættes nu 20 °/0. Paa den gamle Trafik taber Banerne altsaa 2 Mill. Kr., men hertil svarer en nøjagtig ligesaa stor Gevinst for de gamle Kunder; »Konsumenternes Differentialrente«. (jfr. om dette Begreb Birck: Værditeori I S. 87) er stegen med 2 Mill. Kr. Der kommer dernæst en Forøgelse af Trafiken, som giver Banerne en Netto-Indtægt paa 1/2 Mill. Kr. Af de nye Kunder er der nogle, som vilde *) Da Driftsmateriellet paa det nærmeste maa være proportionalt med Trafiken, hører Renten af dettes Værdi til Specialomkostningerne. Side 544
være kommen allerede ved en Nedsættelse paa 5 °/0, og som altsaa har en Nettogevinst, svarende til de øvrige 15 °/o's/o's Nedsættelse. Andre vilde være kommen ved 10 °/o's/o's Nedsættelse og tjener altsaa i Forhold til 10% osv. osv., ned til dem, for hvem det ved 20 °/o's/o's Nedsættelse lige netop kunde betale sig at bruge Banen. Konsumenternes Differentialrente er altsaa stegen med en Række aftagende Beløb, hvis Sum kan sættes til f, Eks, V* Mil!. Kr. — Resultatet af hele Transaktionen for Banerne og Kunderne tilsammen bliver altsaa en Gevinst paa 1 Mill. Kr. — men for Banerne særskilt er Udbyttet faldet til 2121/2 %, saa de vil ikke nedsætte Tariffen, hvis de udelukkende drives for Udbyttets Skyld. Enhver yderligere Nedsættelse vil forøge Trafikenog Konsumenternes Differentialrente; saalænge Banerne kun har Tab paa den oprindelige Trafik, er Nedsættelsen rentabel for Samfundet, da dette Tab opvejes af Kundernes Gevinst; men bliver Tariffen lavere end Specialomkostningen, vil Nedsættelsen ogsaa føre til Tab paa den ny tilkomne Trafik, og da de sidst tilkomne Kunder ikke har nogen egentlig Gevinst, bliver Resultatet for Samfundet under ét Tab. Tariffen skal altsaa netop svare til Specialomkostningen, medens gratis Kørsel vilde føre til Spild af Omkostninger, idet Folk vilde bruge Banen, skønt deres Fordel deraf vilde være mindre end den Udgift, Banen havde af dem.*) Det er
imidlertid klart, at dette hele Ræsonnement *) Heller ikke ved at tage Grundværdistigningen til Hjælp kan den gratis Kørsel forsvares, thi Stigningen skyldes jo netop, at Folk har større Fordel af Banen, end de betaler for — altsaa Konsumenternes Differentialrente, og er denne i sig selv for lille, kan det ikke nytte at kapitalisere den til Grundværdi. Side 545
umiddelbart kan overføres til ethvert Omraade, hvor Generalomkostningerne ikke fuldt udnyttes. Hovedeksemplernefindesvel paa Transport-Erhvervenes Omraade,hvorde i Kanaler, Telegrafer, Sporveje osv. bundne Kapitaler ikke burde kræves forrentede, forsaavidtYdeevnenvirkelig ikke kan udtømmes, hvorom senere. Men ogsaa ved egentlig Vareproduktion kan der nævnes Omkostninger, som er Generalomkostninger i denne snævrere Forstand, navnlig mere »aandelige« Omkostninger til Erhvervelse af Patenter, Udarbejdelse og Forfærdigelse af Mønstre, Modeller, Tegninger, Clichéer osv. Derimod kan der næppe gives Afkald paa Renter af almindelige Fabrikers Anlægskapital, idet disse vel ofte fra den enkelte ikke fuldt beskæftigede Bedrifts Synspunkt hører til de Omkostninger, der ikke forøges med Omsætningen, men næppe fra et Samfunds.synspunkt.Københavnsnye Gasværk i Valby bygges som 4 selvstændige Gasværker, efterhaanden som der bliver Brug for dem, saaledes at Fordelen ved at have dem samlede kun bliver en fælles Kulbane, fælles øverste Ledelse, fælles Reparationsværksted o. 1. Alt det, der refererer sig til den enkelte Fjerdedel, maa kaldes Specialomkostning, der bør dækkes af Gasprisen,muligvisogsaa det øvrige. For almindelige Fabriker vilde det stille sig ganske paa samme Maade, hvis de for hver Branche var samlet under en fælles Ledelse, der ikke havde bygget flere, end der var Brug for, men nu og da, naar Afsætningen steg, byggede en nv Fabrik af den Maksimalstørrelse, som ansaas mest økonomisk og overkommelig for Ledelsen. Noget anderledes stiller det sig, naar der under den fri KonkurrencesPlanløsheder bygget langt flere Fabriker, Side 546
end der er Brug for; Kartellernes Dumping-Priser viser jo, hvordan man for at udnytte Anlægene fuldt ud søger at lade det sikre indenlandske Marked bære Broderparten af Generalomkostningerne, medens man overfor Udlandet nærmer sig til »den ideelle Pris«; det er som bekendt ofte betydelige Differencer, der her er Tale om. En saadan midlertidig Anvendelse af det udviklede Princip — indtil nogle af Fabrikerne er opslidtc og kan nedlægges, eller indtil Forbruget er vokset deres Ydeevne i Møde — kun gennemført ogsaa overfor det indenlandske Marked, kunde maaske nok være berettiget i visse Tilfælde; men naar de lave Priser saa en Gang hørte op, vilde man faa Ulemper af samme Art som dem, den engelske Sukkervare-Industri ramtes af ved Briisseier-Konventionen, idet den havde indrettet sig paa billigt Sukker. Det enkelte Tilfældes Afgørelse maatte da bero paa en praktisk Afvejen af Fordele og Ulemper. Det er jo ikke blot Planløshed, der kan føre til for store Anlæg; man kan ogsaa med velberaad Hu indrette sig med Fremtidens Afsætning for Øje. Hvis en mindre By f. Eks. havde bygget sit Gasværk for stort, vilde en midlertidig lav Gaspris, der intet efterlod til Dækning af Generalomkostningerne, utvivlsomt i Øjeblikket være fordelagtig for Byen, idet Anlæget vilde udnyttes saa meget des bedre; men naar man nærmede sig Grænsen for Ydeevnen, maatte Prisen sættes op, da man ellers maatte udvide Anlæget; og maaske Uviljen herimod hos private Forbrugere og Ulæmperne herved for erhvervsmæssige Forbrugere vilde opveje Fordelene. Meget vil dette afhænge af, hvorlænge den lave Pris kunde ventes at vare. Side 547
Noget af den samme midlertidige Karakter ved Princippets Anvendelse -- kun paa meget længere Sigt — gør sig i Virkeligheden ogsaa gældende ved Jernbaner, Kanaler o. lgn. Der er vel Baner — maaske de fleste — som selv ved Underskudsdrift aldrig vilde naa til fuld Udnyttelse af Anlæget; men der er ogsaa dem, som maatte dubleres, hvis Tariffen ikke var beregnetpaa Forrentning og Dækning af de øvrige Generalomkostninger. For 30 Aar siden kunde Suez- Kanalen maaske have overkommet selv den Trafik- Udvidelse, som en fuldstændig Frigivelse af Farten vilde have medført; nu vilde dette øjeblikkelig kræve en ny Kanal eller en betydelig Udvidelse. I disse Tilfældeer der maaske i det lange Løb overhovedet intet, som fortjener Navn af Generalomkostning. Den abstrakt set korrekte Løsning er utvivlsomt, at Banen eller Kanalen drives efter Underskudsprincipet, saalængedette ikke medfører nye Anlægsudgifter, men derefter ved gradvise Forhøjelser holder yderligere Stigning af Trafiken Stangen, indtil en Udvidelse alligevel ikke kan undgaas, og saa genindfører den lave Tarif. Men en saadan midlertidig Forhøjelse vilde jo virke forstyrrende for Erhvervslivet og maatte derfor maaske undlades (ligesom den midlertidige Nedsættelse af Gasprisen*).— Ejendommeligt nok kunde denne Anvendelseaf Principet føre til højere Takster paa de stærkt *) Der er aabenbart ingen principiel Forskel mellem de to Tilfælde — Gasværket der midlertid er for stort, og Kanen, der midlertidig er for lille — kun en Gradsforskel, hvorfor Overgangstilfældene maa kunne tænkes. Men for at faa stabile Priser, maa man træffe sit Valg, afgøre om der overhovedet kan tales om Generalomkostninger, eller om Grænseomkostningerne bliver lig den samlede Gennemsnits-Omkostning. Side 548
trafikerede Hovedbaner end paa Sidebanerne, medens man nu snarere mener, at Hovedbanen kan »nøjes« med en lav Tarif*) (stor Omsætning, lille Avance). I Virkeligheden stemmer det udmærket med den almindeligeRegel, at den mest efterspurgte Vare er dyrest. Det andet Hovedeksempel paa Uoverensstemmelse mellem den ideelle Pris og den fri Konkurrences Pris refererer sig til det Forhold, at en Vare samtidig produceres med forskellige Omkostninger. Dette kan skyldes Naturen, idet der f. Eks. ikke er nok af den bedste Jord; i saa Fald er der intet at sige til, at det bliver Omkostningerne paa den ringeste Jord, der ikke kan undværes, som bliver afgørende for Prisen; denne Omkostning er virkelig Grænseomkostning; det er virkelig der, at den eventuelle Produktionsudvidelse vil finde Sted, og denne bør til en vis Grad søges undgaaet ved en passende Pris. Forskellige Omkostninger kan dernæst skyldes Ledelsens forskellige Dygtighed; herom gælder ganske det samme; hvis man virkelig ikke kan undvære de mindre dygtige Direktører, er det Omkostningerne i de af dem ledede Bedrifter, der maa være prisbestemmende, da man ved en eventuel Udvidelse maatte nøjes med en tilsvarende eller endog ringere Direktør. Ligesom der i det førstnævnte Tilfælde tjenes en Jordrente af de bedre Jorder, tjenes der her en Differentialrente i de bedst ledede Bedrifter. (Dygtighedsrente). Men naar de
forskellige Omkostninger skyldes, at *) I Danmark vilde baade højere og lavere Tarif for Hovedbanerne være noget nyt paa Grund af den vistnok noget overdrevne Uniformitet i vort Tarifsystem. Side 549
ingensomhelst
Grund til at finde sig i, at de dyreste Man indvende
ikke, at den gamle Pris's Bevarelse * Det forudsættes, at Bedriften overhovedet hører til de Fag. der bør svare Rente, idet der ikke er nogen Generalomkostning i snævrere Forstand. Side 550
Omraader. Opfindelsernes rivende Strøm viser ingen Tegn til at ebbe ud, og den fri Konkurrences Love virker under for stor en Gnidningsmodstand. Man skulde tro, at den nye Teknik hurtig vilde blive Basis for konkurrerende Bedrifter. Men det er slet ikke sikkert, at det i det hele er bekendt, at der er særlige Chancer paa dette Omraade; helt fremmede er bange for at aabne en Konkurrence-Krig" mod de gamle, indarbejdedeFirmaer-, og disse kan let faa et Kartel — maaske en ganske stiltiende Forstaaeise — i Stand om ikke at røre de gode gamle Priser, før Forholdene gør det absolut nødvendigt. I øvrigt vilde privat Kapitaloverhovedet ikke indlade sig med Brancher i stærk teknisk Udvikling, hvis denne Gnidningsmodstand ikke fandtes. Naar man maa være forberedt paa, at det mest moderne Maskineri om faa Aar er forældet, maa man have en Pris hjem, der ikke blot tillader Afskrivningi Forhold til Maskinernes materielle Holdbarhed,men ogsaa i Forhold til Udsigten til nye Opfindelser.Det er al Ære værd, naar private Bedrifter ved rigelige Afskrivninger ruster sig mod denne »Ulykke <, men fra et Samfundssynspunkt og ved Prisernes Ansættelseer kun de egentlige Slid-Afskrivninger berettigede.Den fulde Udnyttelse af en vis Tids Teknik bør hverken hindres af Fortiden eller af Fremtiden. Den resolute Prisnedsættelse, straks naar en Opfindelseer moden til Gennemførelse, vil endvidere have den praktiske Fordel, at man delvis vil undgaa den Arbejdsløshed, der nu ofte indtræder i Fag, hvor arbejdsbesparende Maskiner nylig er trængt igennem; den med Prisnedsættelsen følgende Forbrugsudvidelse vil muliggøre at bevare en Del af den gamle Arbejdskraftved Side 551
kraftvedFaget, navnlig naar det kan betale sig at slide en Del af det gamle Maskineri op. Dog kan Forbrugsudvidelsen ikke komme saa brat som Prisnedsættelsen,da Folk skal have Tid til at opdage Varens Prisbillighed og indrette deres Forbrug derefter. Ej heller er det givet, at Grænseomkostningen straks bliver saa lav, som den senere vil blive, idet der muligvisførst skal uddannes særlige Arbejdere til at anvende den nye Teknik, eller Avlen af et vist vegetabilsk eller animalsk Raastof først efterhaanden kan udvides. Saa længe man maa nøjes med mindre dygtige, men maaskealligevel dyre Arbejdere, og saa længe Prisen paa Raastoffet er abnormt høj, er den prisbestemmende Grænseomkostning faktisk højere end ad Aare-, thi Produktionen kan kun udvide« under de nævnte ugunstigeForhold; der kan vel endog være Tilfælde, hvor Produktionen midlertidig kun kan udvides ved, som under det aftagende Udbyttes Lov, at gaa længere ud i Rækken af de dyre Producenter. Ved meget radikale Opfindelser kan det ogsaa være klogt midlertidig at forhale den fulde Udnyttelse, indtil de forskellige accessoriskeOpfindelser, hvorved det nye Princip efterhaandenantager sin endelige Form, ere gjorte *, nogle Prøve-Aar maa man finde sig i. — Endelig maa det tilføjes, at den hurtige Gennemførelse af alle nye Opfindelsernaturligvis vil stille store Krav til Kapitalforraadet,og at Renten derfor sikkert vil blive noget højere- derved vil atter Prisen saavel paa denne som paa andre Varer blive en Übetydelighed højere, og det vil noget hyppigere kunne betale sig at slide det gamle Maskineri op. Side 552
Vi kommer nu til det vigtige Spørgsmaal, hvordan det Underskud skal dækkes, som opstaar ved Anvendelsen af Principet om Grænse-Omkostningerne som prisbestemmende. Det er klart, at Principet kun kan anvendes, naar Samfundet har overtaget vedkommende Produktioner, altsaa naar den socialistiske Stat til en vis Grad er gennemført. Men skal Samfundet overtage Underskuds-Brancherne, maa det selvfølgelig ogsaa overtage Overskuds-Brancherne, d. v. s. de Brancher, som arbejder efter det aftagende Udbyttes Lov. Her er den dyrest nødvendige Omkostning jo Grænse-Omkostning, og i de gunstigere stillede Bedrifter tjenes der et Overskud. Med andre Ord, en Del af Tabet dækkes af Jordrenten*). Ogsaa Byernes Grundrente vil for største Delen blive bestaaende, da man selvfølgelig til enhver Tid maa tage en Overpris for de velbeliggende Lejligheder; ellers kunde man ikke tilfredsstille Efterspørgselen efter dem. Ligeledes vil den foran omtalte Differentialrente paa Bedrifter under særlig dygtig Ledelse for største Delen kunne inddrages af Samfundet, jfr. mine Bemærkninger i dette Tidsskrift S. 406 ff. Ja endogsaa den almindelige Forskel mellem dygtige og udygtige Arbejderes Præstationer vilde kunne give Samfundet en Differentialrente, idet Grænse- Omkostningen og dermed Prisen maa beregnes efter den ringeste Arbejdskraft, man maa nøjes med, og det næppe vil være nødvendigt at give de dygtige hele deres Arbejdes Merværdi som Præmie**). *) Dette behøver ikke at betyde, at Staten skal drive Landbrug, det er nok, at den c-jcr Jorden og bortforpagter den. eller endog at den paalægger en Jordrente-Skat. **) Opfinder- og Forfatter-Honorar betegnedes foran som hørende til de Generalomkostninger, som ikke skulde dækkes. Selv under en socialistisk Ordning vil det imidlertid være rimeligt at gøre dette Honorar til en vis Grad proportionalt med Afsætningen, hvorved Udgiften kommer til at ligne en Specialomkostning. Men da Udnyttelsen af vedkommende Aandsprodukt er übegrænset, kan Forøgelsen af Honoraret overhovedet ikke betragtes som en Omkostning, men som en Gave (Nationalbelønning), der tilstilles den paagældende uden nyt Vederlag, eller maaske endnu bedre som en Opmuntring for fremtidige Opfindere og Forfattere. Side 553
En betydelig Indtægtskilde vil den socialistiske Stat dernæst faa gennem Renten, i alt Fald naar Ekspropriationskapitalenfra den første Overtagelse en Gang er bleven amortiseret, og altsaa ikke længere skal forrentes.Den Kapital, der staar til Samfundets Raadighed,vil nemlig" til den Tid ligesom nu være begrænset, medens Mulighederne for dens produktive Anvendelse er übegrænsede; følgelig maa der være et Kriterium for, hviike Bedrifter der skal begunstiges ved Bistand af rigelig Kapital, nemlig det Merudbytte, maalt i Forholdtil Kapitalen, som de derved sættes i Stand til at give, altsaa en Rente. Dette Merudbytte maa mindst svare til Grænseproduktiviteten, d. v. s. Merudbyttet i de mindst profitable Anvendelser, som Kapitalforraadet naar ned til. Og bortset fra Renten af de foran nærmereomtalte Generalomkostninger, maa vedkommende Vares Pris forhøjes med denne Grænserente, da der ellers mangler naturlig Opfordring til at begrænse Forbrugetaf de Varer, hvis Produktion lægger Beslag paa Kapital; af to Varer, der i øvrigt er lige dyre at fremstille, bør den selvfølgelig helst bruges, som ikke kræver Kapital, altsaa maa den være billigst. Kun paa denne Maade kan det nævnte Kriterium faa sin rette Betydning i Praksis. — Men heraf følger, at man ved Salg af Varer, hvortil anvendes Kapital, beholder et **) Opfinder- og Forfatter-Honorar betegnedes foran som hørende til de Generalomkostninger, som ikke skulde dækkes. Selv under en socialistisk Ordning vil det imidlertid være rimeligt at gøre dette Honorar til en vis Grad proportionalt med Afsætningen, hvorved Udgiften kommer til at ligne en Specialomkostning. Men da Udnyttelsen af vedkommende Aandsprodukt er übegrænset, kan Forøgelsen af Honoraret overhovedet ikke betragtes som en Omkostning, men som en Gave (Nationalbelønning), der tilstilles den paagældende uden nyt Vederlag, eller maaske endnu bedre som en Opmuntring for fremtidige Opfindere og Forfattere. Side 554
Overskud udover
Arbejdsløn, Raastoffer o. lgn. Om Om nu disse Indtægtskilder for den socialistiske Stat, Jord- og Grundrenten, Dygtighedsrenten og Kapitalrenten vil forslaa til Dækning af Tabet paa Generalomkostningerne og paa de forældede Bedrifter*), kan selvfølgelig umuligt siges paa Forhaand. Jeg vil dog antage, at der endog vil blive et Overskud til Opsparing (d. v. s. Produktionsudvidelse) samt til de forskellige offentlige Formaal, for hvis Skyld vi nu betaler Skat. Skulde der blive Underskud, maa der selvfølgelig bevares en Slags Skat, være sig en direkte (en Afkortning i den udbetalte Lon, men saaledes at den fulde Løn anvendes ved Produktionsomkostningernes Beregning) eller en indirekte (en vilkaarlig Fordyrelse enten af alle Varer, eller —■ egentlig i principiel Modstrid med den ideelle Pris — af visse bestemte, hvis Forbrug man bedst kan forsvare at hæmme). Det sidste vil være det nemmeste, hvis der endnu i visse Fag gives private Bedrifter, da disses Indehavere og Arbejdere derved paa en naturlig Maade vilde give Vederlag for de billige Priser, som selvfølgelig ogsaa de vil nyde godt af. Bliver dette Vederlag for lille, maatte man maaske yderligere paalægge disse outsiders en direkte Specialskat. Maaske man vil finde det naturligst, at denne indirekteSkat netop lægges paa de Varer, som giver Anledning til Underskudet, hvilket i Virkeligheden vilde betyde en Fornægtelse af Grænseomkostningernes *) Da dette kun er et Rentetab, kunde der egentlig ses bort derfra. Side 555
Princip. Saaledes hører man jo nu den Indvending mod at nøjes med en lav Rente af Statsbanerne, at der ingen Mening er i, at de, der ikke bruger Banerne, skal betale for dem, der bruger dem, samt at Staten har andre Formaal at støtte. Men heroverfor maa det hævdes, at Grænseomkostningernes Princip ikke blot betyder en anden Fordeling af Nationalindtægten, men en Forøgelse af denne eller rettere af dens Købeevne*) ved en rigtigere Benyttelse af de produktive Kræfter. Fordelen for dem, der benytter Varen, er betydeligt større end det Tab, som de andre maa være med til at bære. Og Indvendingens Betydning forsvinder fuldstændig",naar det er et større Antal Varer, der billiggøresved Principets Anvendelse, idet saa godt som alle da vil være Forbrugere af i alt Fald nogle af dem. — Der er altsaa ingensomhelst Grund til netop at belasteUnderskudsvarerne med den eventuelle indirekte Skat-, det vilde være en Tilbagevenden til en forkert' Fordeling af de produktive Kræfter mellem de forskelligeBrancher, og følgelig betyde en Formindskelse af Produktionsudbyttet. Nationalindtægten vilde vel nomineltforblive væsentlig uforandret, men Prisniveauet vilde blive højere. *) Er den billiggjorte Vare direkte Forbrugsartikel. bliver det Købeevnen, der forøges; er den Driftsfornødenhed, kan det blive Nationalindtægten der vokser, nemlig hvis Billigheden ikke overvæltes paa den færdige Vare. løvrigt fremgaar det af det foregaaende, f. Eks. af Taleksemplet om lianerne (S. 543), at Samfundets Fordel af Prisnedsættelsen er betydelig mindre end Forbrugernes direkte Fordel. Maaske vil de faa dette at føle ved en Fordyrelse af andre Varer ved den omtalte indirekte Skat. Men det vil i hvert Fald vise sig i en Formindskelse af den private Nationalindtægt derved, at Renten og Jordrenten m. m. indgaar i Samfundets Kasse til Underskudets Dækning. Side 556
Som en direkte
Skat, der vilde falde den socialistiske — en Slags Afbetaling af, hvad deres Opfostring og Uddannelse har kostet. Naar Produktionsomkostningerneda beregnedes paa Grundlag af de ældres Løn, vilde Staten tjene paa de unge. At en ung lettere kan eller burde kunne klare sig end en ældre, er givet, ikke blot fordi Familien er mindre, men ogsaa fordi det daglige Livs Sædvaner er billigere, og Principet stemmer derfor med Skatteevne-Teorien. Det er jo ikke blot Stat og Kommune, men ogsaa mange private Kontorer og f. Eks. Københavns Sporvejsselskab, der anvender stigende Lønninger, dels af Billighedshensyn, dels for at holde paa de gode Kræfter. Men dette udmærkede Princip vil aldrig kunne trænge helt igennemi Brancher med mange konkurrerende Bedrifter, fordi de unge Arbejdere paa mange Omraader er mindst ligesaa brugbare som de ældre, saa at man intet vil ofre paa at holde paa disse. Farmaceuterne klagede saaiedesfor en Del Aar siden over, at Lønstigningen med Alderen var for lille, men det lykkedes da deres Fagforeningat gennemføre en Skala, hvorefter et vist Antal af et Apoteks Farmaceuter skal have højere Løn end Minimallønnen. Dette Problem fandtes ikke i det gamle Haandværk, hvor Svendene fik en lav Løn, men de fleste avancerede til Mestre; og det fandtes heller ikke i Landbruget, den Gang Arbejdskraften udelukkende var Tyende. Men nu kan de mange Landarbejderes lave Løn ikke hæves, uden at Karlenes høje Løn ogsaa stiger-, Forholdet mellem deres Lønningerbliver under fri Konkurrence selvfølgelig bestemt Side 557
ved deres Arbejdes Værdi, ikke ved deres Forbrugsbehov.— En særlig Skat paa de unge — ikke blot Børnefradrag for de ældre — kunde jo nok tænkes under de nuværende Forhold. Men hvad vilde det gavne Landarbejderne ? Et andet naturligt Spørgsmaal er dette: Skal man finde sig i et hvilketsomhelst Underskud? Eller kan det f. Eks. ikke hænde, at en Bane benyttes saa lidt, eller en Bog sælges i saa faa Eksemplarer, at Banen ikke burde anlægges eller Bogen udgives. Grænseomkostnings-Principet taler jo kun om den bedste Udnyttelse af de General-Omkostninger, som nu en Gang med Rette eller Urette er fast anbragt i et Foretagende, men ikke om, i hvilke Tilfælde en saadan fast Ny- Anbringelse er berettiget. Man kunde tænke sig, at Løsningen var den, at der dog burde være en Mulighed for ved tilstrækkelig høje Priser at faa vedkommende Foretagende til at »svare sig« efter den sædvanlige Betydning af dette Udtryk — et Kriterium, som mange af vore saakaldte Privatbaner, hvis Aktier tilhører Stat og Kommune, sikkert vilde blive dømt paa. At dette ikke er det rette, viser imidlertid Forholdet ved Slangerup-Banen, som ikke ventes at ville give et tilstrækkeligt Driftsoverskud, men som alligevel ventes at ville svare sig derved, at en Del af de »indirekte Fordele« for Egnen tilfalder Banen. Disse indirekte Fordele — Konsumenternes Differentialrente — maa selvfølgelig i alle Fald tages med i Beregningen. og ikke delvis men helt. Desværre er de saa vanskelige at faa fat paa. Lad der være
ioo Personer, som er villige til at Side 558
give indtil io Kr. for den foran nævnte Bog, hvis Special-Omkostning er 3 Kr.; endvidere 300, som vil give 5 Kr., 700 som vil give 4 Kr. og endelig 900, som netop vil give 3 Kr. At Køberne i Virkelighedenfordeler sig jævnt over alle Mellempriserne, kan der ses bort fra. Konsumenternes Differential! ente, naar Prisen er 3 Kr., er da 100 . 7 Kr. -j- 300 . 2 Kr. -[- 700 . 1 Kr. -(- 900 . o 2000 Kr. Hvis Generalomkostningerneda er over 2000 Kr> er det givet, at Bogen ikke bør udgives, idet der naturligvis ses bort fra eventuelle aandelige Formaal med dens Udgivelse, som kan foranledige specielle Ofre. Er Generalomkostningerneunder 2000 Kr., er der en Mulighed for at Udgivelsen kan være berettiget; men sikkert er det ikke. Thi hvis de 8000 Kr. (2000 4- 3 f°r hvert af de 2000 Eksemplarer) var bleven anvendt til Produktion af en Vare, hvis Salg direkte indbragte de 8000 Kr., vilde man som Netto-Fortjeneste for Samfundet faa Konsumenternes Differentialrente paa denne Vare. Vil man regne denne Differentialrente med ved den ene Vare, maa man ogsaa regne den med ved den anden, og vi faa saaledes som Kriterium Summen af det ved Salget indkomne og Differentialrenten, eller i VirkelighedenVaremassens (Oplagets) samlede subjektive Værdi for Konsumenterne, idet Salgssummen er den Del heraf, som de har betalt for, og Differentialrenten Resten. Om man ved saaledes at tage de indirekte Fordele med i Beregningen kommer til et andet Resultat m. H. t. hvilke Foretagender der bør fremmes, end ved den privatøkonomiske Rentabilitetsberegning, afhængerselvfølgelig af, hvor store disse indirekte For- Side 559
Hele er i Sammenligning med de direkte, d. v. s. dem, der betales for. Der er indirekte Fordele ved alle Varer, idet der altid er nogle af Køberne, som om nødvendigt var villige til at give mere for Varen, og som altsaa tjener en Differentialrente. Men naar den umiddelbare Erkendelse mellem Forretningsfolk og Politikerekun har faaet Øje paa de indirekte Fordele ved Jernbaner o. lgn., hvor de overvæltes som Plus eller Minus paa Varepriser og" Husleje, eller føles som Besparelsei Driftsomkostninger, da er det næppe alene, fordi de ved denne Overvæltning er blevet mere iøjnefaldende,men ogsaa fordi de faktisk er større; og det vil saaledes kunne forsvares at binde Kapital og Arbejdskrafttil Baner m. m., selv om den direkte Rentabilitetikke kan staa Maal med andre Anbringelser. Det er selvfølgelig meget vanskeligt at vurdere disse indirekte Fordele. Ved almindelige Forbrugsvarer maa man skønne, hvormeget der vilde blive brugt til den Pris, til den Pris o. s. v. Ved Raastoffer maa man dels overføre den tænkte Prisforandring til de forskellige færdige Varer, hvori de indgaar, og dels skønne, hvilke Forandringer i Produktionsmaaden den vil foranledige. Ved Banernes Persontrafik maa man bære sig ad som nævnt ved almindelige Forbrugsvarer og gøre et Tillæg for Tidsbesparelsen, medens man ved Godstrafiken (og den Forretningsøjemed tjenende Persontrafik) maa foretage lignende Overvejelser som ved Raastofferne (om Betydningen af lavere Priser paa tilførte Varer, højere paa fraførte, o. s. v.; derimod kommer højere Husleje og Arbejdsløn i Regelen ikke Sagen ved, da den enes Tab og den andens Gevinst derpaa ophæver hinanden). Denne specificerede Vurdering af de indirekteFordele Side 560
rekteFordeleved Baner og Raastoffer kunde i og for sig undgaas, hvis man direkte kunde skønne: ved den Tarif, saa stor Trafik, ved den Tarif, saa stor o. s. v. og derved beregne Trafikanternes Differentialrente. Men man faar fastere Holdepunkter i kendte Forhold, naar man specificerer. Det hele bliver unægtelig noget indviklet og kræver et indgaaende Studium af Efterspørgselskurverne. Maaske man i mange Tilfælde vil nøjes med ganske summarisk paa Lykke og Fromme at tage et vist Hensyn til de indirekte Fordele. Men den kolossale Usikkerhed, der herved har gjort sig gældende, f. Eks. med Hensyn til, hvad Rente Baner bør give, viser, at man i alle Fald vilde gøre vel i at klare sig, hvordan den principielt rigtige Fremgangsmaade vilde være. Det privatøko nomiske Rentabilitets-Kriterium er unægtelig lettere at operere med-, men hvem siger, at en Rentabilitetsberegningskal være let? De danske Landmænd menes jo at have sat mange Penge til, fordi de i Spørgsmaalet om Køernes Fodring har valgt det lette Brutto-Kriterium: Mælkemængden i Stedet for det ulige vanskeligere: Netto-Udbyttet. Desuden har en privat Monopol-Bedrift et mindst ligesaa vanskeligt Rentabilitetsspørgsmaal som det her fremstillede, idet den under Hensyn til Efterspørgselskurven skal skønne, ved hvilken Pris der opnaas det største Netto-Udbytte af Monopolet, og denne Beregning skal atter og atter revideres, f. Eks. naar Afsætningsforholdene forandrer sig. Her haves der et let Kriterium — Grænse-Omkostningen -- for Prisen, og Vanskeligheden refererer sig kun til Spørgsmaalet om en vis Bedrift skal startes, skønt Side 561
den direkte vil
give Tab; de mange Bedrifter, som I øvrigt slipper den privatøkonomiske Rentabilitetsberegningogsaa paa et andet Punkt for let over Vanskelighederne,idet den ikke blot ser bort fra ForbrugernesForhold, men ogsaa fra Arbejdernes. Da det er Kapitalen, som bærer Risikoen, maaler den kun Udbyttetud fra Kapitalen, medens det burde sættes i Forhold til samtlige Omkostninger. Fra et Samfundssynspunkter der ingensomhelst Grund til at give Kapitalendenne Førsteplads, saaledes at der regnes med en fast Arbejdsløn, og Rentabiliteten beregnes ved Resten af Udbyttets Forhold til Kapitalen. Man kunde ligesaa godt regne med en fast Forrentning og maale Rentabiliteten med Resten af Udbyttets Forhold ti Arbejdskraften. I Virkeligheden skal Kapitalen, Arbejdskraften,Jorden, Dygtigheden*) m. m. regnes sammen,og den samlede direkte og indirekte Værdi af Produktionsudbyttet sættes i Forhold til denne Sum. Da der til nogle Varers Produktion kræves megen Kapital og lidet Arbejde, til andre omvendt, kan Resultatetaf Rentabilitetsberegningen meget vel blive forskelligt, eftersom Udgangspunktet er Kapitalen alene, eller samtlige Produktionsomkostninger. Men det maa erindres, at der her kun tales om Rentabilitetsberegningenforud for Foretagendets Anlæg; ved det herfra *) At Dygtigheden nævnes ved Siden af Arbejdskraften, ligger i, at den sidste forudsættes medregnet med Arbejdslønnens Værdi, medens den eventuelle højere Værdi for Produktionen tænkes tilbageholdt af Samfundet som Dygtighedsrente, jfr. foran S. 552. Naar de produktive Kræfter skal fordeles mellem Bedrifterne, maa der selvfølgelig ogsaa holdes Hus med Dygtigheden, Fagdannelsen m. m. Side 562
ganske forskellige Spørgsmaal, Prisansættelsen, maa der regnes med en fast Rente (efter Kapitalens Grænseproduktivitet*))og en fast Arbejdsløn, saaledes at disse virkelig er prisbestemmende, medens de ved Rentabilitetsberegningenkun fungerer som Generalnævner, for at man kan faa de forskellige produktive Kræfter lagt sammen. — Sit grelleste Udslag faar dette, at kun Kapitalen er Grundlag for Rentabilitetsberegningen, i øvrigt paa et helt andet Omraade end det her betragtede,nemlig m. H. t. Arbejdsløshed; i daarlige Tider standser eller indskrænker Kapitalisten Bedriften, skønt han vilde fortsætte, hvis Arbejderne var hans Slaver, som han i hvert Fald skulde underholde; kun ved Statsdrift kan man opnaa den rette Jævnbyrdighed af Kapitalen og Arbejdskraften og den fornødne Solidaritetmellem deres Interesser. Jeg har i det foregaaende søgt at paavise, at den ideelle Pris i mange Tilfælde er lavere end den frie Markedspris. Da Monopolistens Optimums-Pris som Regel er højere end Markedsprisen, idet han søger at begrænse Produktionen, afviger hans Pris altsaa endnu mere fra den ideelle**). *) Ved denne Beregning bliver der alligevel et Omraade, hvor et vist Udbytte skal sættes i Forhold til Kapitalen alene, nemlig naar der spørges, i hvilke Bedrifter det bedst kan betale sig at erstatte Arbejdskraft med Kapital, altsaa ikke ved Spørgsmaalet om noget skal startes, men hvordan. Uog synes denne Beregning at kunne indskrænkes til, at man en Gang imellem for en længere Periode fastsætter den Rentefod, der skal bruges baade ved Prisdannelsen og Rentabilitetsberegningen. **) I Værditeori II S. 85 ff. paaviser Birck nærmere, hvordan Monopolistens Prisdannelse er samfundsskadelig. Naar han dernæst beviser, at netop den fri Markedspris giver Samfundet størst Gevinst, er der deri intet, der strider mod det her udviklede, idet Beviset, som det vil ses, forudsætter konstante Omkostninger, medens mit Hovedeksempel bygger paa aftagende Omkostninger. Side 563
Det vil være af Interesse at undersøge, hvilken Vægt disse tre Former for Prisdannelse tillægger henholdsvisProduktionsomkostningerne og Efterspørgselen. For den frie Markedspris er disse to Prisfaktorer teoretiskganske jævnbyrdige, idet de to Kurvers Skæringspunktgiver Løsningen. I Praksis maa Produktionsomkostningernedog siges at have størst Betydning, idet varige Forandringer i Prisen hyppigst vil skyldes dem, ligesom de bedre end Efterspørgselen kan give en Forhaands-Forestilling om Forholdet mellem to Varers Priser; ved mange Industrivarer gælder nemlig nærmest det konstante Udbyttes Lov, saaledes at ProduktionensStørrelse er mere afhængig af, hvormeget der kan afsættes end af til hvilken Pris; der produceres hvad der kan afsættes, og i Længden til omtrent samme Pris; Produktionskurven er omtrent vinkelret paa den Akse, ud ad hvilken Prisen afsættes, og Prisen bliver derfor den samme enten Efterspørgselskurven skærer Produktionskurven det ene eller det andet Sted ; Efterspørgselskurvener derimod aldrig vinkelret paa den Akse. Monopolistens Prisdannelse hæver imidlertid Efterspørgselsrækkernes Betydning, idet han delvis sætter sig ud over Hensynet til, hvad Produktionen koster ham (jfr. Birck S. 97). Men GrænseomkostningernesPrincip vender atter tilbage til Omkostningerne,idet det dog bliver Efterspørgselen der bestemmer, hvor »Grænsen« skal drages i Rækken af de forskelligeOmkostninger. Den formelle Jævnbyrdighed er **) I Værditeori II S. 85 ff. paaviser Birck nærmere, hvordan Monopolistens Prisdannelse er samfundsskadelig. Naar han dernæst beviser, at netop den fri Markedspris giver Samfundet størst Gevinst, er der deri intet, der strider mod det her udviklede, idet Beviset, som det vil ses, forudsætter konstante Omkostninger, medens mit Hovedeksempel bygger paa aftagende Omkostninger. Side 564
vel bevaret, men Omkostningernes faktiske Overvægt er steget betydeligt, idet man ofte vil have konstante Grænse-Omkostninger, saaledes at Efterspørgselen er ganske uden Indflydelse paa Prisen; det at Generalomkostningerneikke skal dækkes, fører nemlig til. at Varer, som produceres under det tiltagende Udbyttes Lov, altsaa med aftagende Pris, straks sættes ned til den endelige lave Pris og altsaa faar konstant Pris uden Hensyn til, hvor meget der sælges. Principet for den ideelle Pris er iøvrigt ikke helt uden Tilknytning i den klassiske Værditeori. Denne hævder jo, at det ikke er Produktions- men Reproduktions-Omkostningerne,som bestemmer Prisen. »Arbejde en Gang anvendt er uden Indflydelse paa Prisen«. Men ved en Jernbane hører Anlæget til de en Gang anvendte Omkostninger. Naar Banen først ligger der, kan den mest økonomiske Udnyttelse af den umulig være afhængigaf, hvor dyrt dens Anlæg har været; det hører Historien til, om den Sænkning, den ligger i, skyldes geologiske Kræfter, Gravemaskiner eller Dynamit Den fulde økonomiske Udnyttelse af en Vandvej kan ikke afhænge af, om den er naturlig som Øresund og Rhinen eller kunstig som Kieler-Kanalen. Kanalafgifter er fra et kosmopolitisk Stade ligesaa überettigede som Sundtold og Flodtold — forudsat at Kanalen let kan overkomme Trafiken-, kan den ikke det, maa man, indtil en Udvidelse kan finde Sted, bræmse Trafiken ved passende Afgifter; men dette ligger i Nutidsforhold og kunde i og for sig ligesaa godt gælde en Flod eller anden naturlig Vandvej. Jfr. ogsaa Birck, Værditeori II S. 148: »Ikke genkommende Startningsudgifter vil aldrig indgaa i de prisbestemmende Omkostninger. Side 565
For Nutiden er det ligegyldigt, om det, der fremtræder som et Jordstykkes naturlige Egenskaber, har eksisteret altid, eller i sin Tid er kommet til Stede ved menneskeligtArbejde og Kapitalanvendelse en Gang for alle«. Det afgørende er, om der nu er Knaphed paa frugtbar Jord — ligesom ovenfor, om der nu er knap Plads i Kanalen. Ogsaa i herskende Praksis er der Tilnærmelser til den ideelle Pris, nemlig i de mange Tilfælde, hvor man kan gennemføre forskellig Pris for samme Ydelse, saaledesat en Kreds af Kunder, der betragtes som sikre, betaler en høj Pris, der kan give noget til Generalomkostningerne,medens de øvrige faar en lav Pris, der nærmer sig Specialomkostningerne. Finere Vognladningsgodsbetaler saaledes mere for Banetransport end grovere, for det er man sikker paa; det kan »taale« en høj Fragt; men det grove maa man lokke til ved at være moderat. Fejlen er kun den, at der ogsaa af det finere Gods er en Del, som ikke kan taale den høje Fragt; Klassificeringen er ganske vilkaarlig, og konsekvent burde man lade alt Gods køre billigt. TilsvarendeP'orhold er ret almindelige. Tryksager gaar billigere med Posten end almindelige Breve, skønt Ulejlighedener den samme; Brevene er man nemlig saa sikker paa. at man tør lade dem bære deres Part af Generalomkostningerne. Porto-Forskellen mellem smaa og store Postanvisninger er meget større, end der svarer til Ulejligheden: men de smaa maa man lokke. En og samme Gas sælges dyrt til Lysgas og billigt til Kogegas, da man ellers ikke venter nogen Afsætning af Kogegas. (Dog er Kogegassen forsaavidt billigere at fremstille, som dens Forbrug er jævnere fordelt over Side 566
Dagen og Aaret). Bøger udsendes i billige Folkeudgaver,naar der ikke kan ventes stort mere Afsætning til de mere bemidlede Købere. Læger tager mere af de bemidlede Patienter, Sagførere for de store Dokumenterog Dansk Skovforening af de store Skovejere; i disse Tilfælde skyldes Differentialrenten dog ikke udelukkende Hensynet til ogsaa at faa de mindre bemidledei Tale, men ogsaa en vis Humanitet og Retfærdighed,der minder om Skatteevneprincipet. Fælles for alle disse Tilfælde er Forsøget paa at læmpe sig efter den forskellige Værdi, Ydelsen har for de forskellige Kunder — være sig paa Grund af deres forskellige Velstand, Smag osv., eller den forskellige Anvendelse de gør af den. Kunde dette gennemføres fuldstændigt, saaledes at enhver netop betalte, hvad Ydelsen var værd for ham (endogsaa forskelligt for de forskellige Ydelser, han selv modtog), altsaa saaledes at »Konsumenternes Differentialrente« forsvandt, ja da var man i Sandhed naaet til den ideelle Pris; man fik den samme fulde Udnyttelse af Generalomkostningerne, som foran tilstræbt, og undgik Driftsunderskudet. Men dette er selvfølgelig umuligt, og derfor kan den nævnte fulde Udnyttelse kun opnaas ved for alle Konsumenterne at sætte Prisen ned til det mindst mulige, d. v. s. Special-Omkostningerne. Det højeste man kan naa, er at tilegne sig en Del af den saaledes skabte Differentialrente, nemlig hvor den giver sig Udtryk i en Grundværdistigning; hvad man betaler for lidt til Banen» kommer man delvis til at betale mere i Husleje; Differentialrenten skifter Karakter og bliver Producentens i Stedet for Konsumentens, og derved kan man faa fat paa den. Side 567
Den skildrede forskellige Pris efter Forbruget og Forbrugeren kan selvfølgelig- vanskelig praktiseres ved almindelige Varer, der kan forhandles videre. Dumping- Prisen er dog et vægtigt Eksempel, idet man i sit eget Lands Told har Sikkerhed imod, at den billigt eksporterede Vare vender tilbage fra Udlandet. Ogsaa en almindelig Detaillist kan »se Kunden an« og tage en forskellig Pris efter hans Købeevne, Købelyst og Kløgt. Hvor Priserne er beregnet paa Prutten, maa der jo tilsigtes en højere Pris af dem, der ikke forstaar at prutte. Alle Forsøg paa ved Rabat o. Ign. (Embedsmændenes Forbrugsforening) at drage nye Kunder til uden at nedsætte Prisen for de gamle, peger i samme Retning. Og Hørkræmmeren, der af Frygt for, at Sildene skal fordærves, tilbyder dem til fattige Koner for i Øre, medens den fine Frues Pige betaler de oprindelige 4 Øre, ogsaa han viser, at han har Forstand paa Differentialpriser. Noget helt andet er det, naar Detaillisten i den Forstand tager forskellig Pris for samme Ydelse, at han beregner sig forskellig Avance for de forskellige Artikler. Dette er i Virkeligheden et nyt Eksempel paa, at det frie Markeds Prisdannelse afviger fra den ideelle og vildleder Dispositionerne over de produktive Kræfter. Den paa Grundlag af Grænse-Omkostningerne beregnede Engros-Pris bør for hver Vare forhøjes med Omkostningerne ved at forhandle den en detail; ellers hæmmes med Urette Forbruget af de Varer, der beregnesstørre Avance paa, og fremmes med Urette Forbruget af dem, der beregnes mindre eller ingen Avance paa. Særlig kan nævnes, at naar Detailprisen ikke er sunket, skønt ny Teknik forlængst har ført til Side 568
meget lavere Engros-Pris, da hindres den nye Teknik i at blive fuldt udnyttet og" den derved forvoldte Arbejdsløshedforværres. Ogsaa Brugsforeningerne, der uddeler ensartet Rabat paa alle Varer, skønt Overskudet langtfra i samme Grad skyldes dem alle, synder mod det ideelle Princip; men Fremgangsmaaden er selvfølgeligmeget enkel, og Fejlen ligger jo snarere i den forskellige Avance-Beregning. Endelig kan nævnes, at en Told, der ikke hviler lige paa alle inden- og udenlandskeVarer, ikke blot fordyrer Produktionen ved at lede til andre Raastoffer og Metoder og ved at flytte den til uheldige Lande, men ogsaa ved at paavirke Forbrugets Fordeling mellem de forskellige Varer, saa ledes at de produktive Kræfter ledes i en uøkonomisk Retning. |