JNaar jeg begynder med at fortælle, at et Kartel er en — mere eller mindre — frivillig Overenskomst mellem samme Slags Producenter med det Formaal tilsammen at faa Monopol paa Markedet, eller som Brentano rent ud siger: at holde Priserne oppe, saa er det ikke fordi jeg tror, at De ikke ved det, men for at understrege Ordet Monopol i denne Sammenhæng.Thi ved at fremhæve dette Udtryk kommer man ikke alene Kartelspørgsmaalets Kærne nærmest, men man faar tillige en noget videre Udsigt til Emnets Rækkevidde end en kort Foredragstitel i og for sig kan give. En Undersøgelse af visse moderne ProducentmonopolersIndflydelse især paa Konsumenternes Stilling kan nemlig ikke uden at gøre Vold paa den økonomiske Sammenhæng se bort fra Fænomener som Trusts og Bedriftsstabler, endskønt de særlig i produktionstekniskHenseende er noget ganske andet end Karteller. Ved en Bedriftsstabel forstaar jeg en saadan

Forening af Producenter, paa hver sit Trin af Produktionsprocessen,at de tilsammen udgør et større produktionsorganiskBrudstykke af Helhedsprocessen fra Udvindingen af Raaprodukterne til Fremstillingen af Færdigfabrikatet. Saadanne i hinanden indgribende Fabrikationsforbindelser opefter eller nedefter i Produktionsprocessenhar forskellige Forfattere uafhængig af hinanden givet Betegnelsen »Kartellering paa langs«, i Modsætning til den hidtil almindelige Kartellering »paa tværs«; Tyskerne kalder dem Betriebskombinationen ; paa Dansk kunde man ogsaa kalde dem for Bedriftskæder,hvis man finder dette Ord lige saa godt som Bedriftsstabel, og ikke kan danne Udtryk der er bedre.

Fælles og karakteristisk for Kartellerne, Trusterne og Bedriftsstablerne er altsaa en Stræben efter at opnaa en Monopolstilling i Produktionen*), og da det er fælles og karakteristisk for Massen af alle de personlige, individuelle Konsumenter, at de ikke kan opnaa nogen Monopolstilling i Konsumtionen, betyder Opkomsten af de tre nævnte Produktionsmonopoler økonomisk talt en og den samme Interessemodsætning, hvad Fordelingen angaar, og det er Grunden til, at jeg ved denne Lejlighed, hvor Maalet er at se hvordan det kan gaa Konsumenterne i denne Interessekamp, ikke vil begrænse mig til den egentlige Kartelform.

Noget andet er, at Kartelleringen paa tværs faktisk hidtil har været den dominerende i Tysklands industrielleUdvikling, medens Bedriftsstablerne eller Kartelleringenpaa langs først er i sin Vorden. De vil straks

---

*) At dette netop er det eneste mulige Sammenligningspunkt for de forskellige moderne økonomiske Organisationsformer, indrømmes nylig af Liefmann. Se Conrads Jahrb. 1907, S. 326.

forstaa, at Tyskland herved frembyder en Modsætning til Amerika*) Aarsagerne hertil er naturligvis ret komplicerede, og jeg skal i forbigaaende kun gøre opmærksompaa den væsentligste og tillige den hyppigst oversete: at nemlig aabenbare Prisoverenskomster i monopolistisk Øjemed er forbudt i den amerikanske Lovgivning, saa at Enkeltstaterne kunde gaa meget drakonisk tilværks over for de Forsøg, de amerikanske Industrier i Slutningen af 70'erne gjorde paa at organiseresig med fælles Prisoverenskomster paa den Maade som det er sket i Tyskland. Amerikanerne har saa omgaaet Lovgivningen ved at samle saa store og saa mange Bedrifter som muligt under én Hat, altsaa ved at udvikle Trustformationerne. Disse kan man ikke ramme ud fra noget af de eksisterende Retssystemer, og det er kun fordi Trusterne i deres Kamp om Monopoletmildest talt har været meget uforsigtige i Midlerne(bl. a. fremtvunget et lovstridigt Differential- Tarifsystem paa Jærnbanerne), at der er vakt Haab om at komme dem til Livs.

I Tyskland derimod eksisterer der slet ingen Lovhindringerfor, at Producenterne kan associere sig som de vil for bl. a. at beherske Priserne, og det tyske Rige indtager derved — jeg tror sammen med Skandinavien — en Undtagelsesstilling i den europæisk-amerikanske Lovgivning. I Frankrig falder Kartellerne ifølge gammelRetspraksis under Artiklerne 1131 og 1133 i Code Napoleon, ifølge hvilken allerede 1826^—28 en Fabrikantoverenskomstom ikke at sælge vedkommende Varer

---

*) Smlgn. ogsaa Vogelsteins Anskuelse (Schriften des Vereins fiir Socialpolitik S. 326): Monopolerne har i Amerika en meget ringere Betydning end i Tyskland.

under en bestemt Pris ved Dom blev erklæret ugyldig »under Hensyn til, at Fabrikanterne, idet de otte i Tallet fastsatte Salgsprisen, krænkede den offentlige Orden, som udkræver den fuldstændigste Handelsfrihed«*).England er jo Anti-Monopollovgivningens klassiske Land, og den opsigtsvækkende Dom, der for nogle Aar siden overgik endog en Arbejderorganisation, (Amalgamated Engineers), fordi den ved Boykotning o. s. v. af visse Fabrikanter havde krænket den saakaldteSammenrotningslov (Conspiracy Act 1875, Trade Union Act 1876) vil endnu være i frisk Minde. Heraf følger naturligvis ikke, at Associations- og Monopoltendensernetrænges tilbage i de andre Lande, men de nødes dels til at optræde mere forsigtigt og dels til allerede fra Begyndelsen at søge andre Udveje til at udelukke Konkurrencen, end Prisoverenskomster. Tysklander altsaa disse rene Kartellers Eldorado allerede af retslige Grunde, og de har da ogsaa med Tysklandsindustrielle Udvikling været i rivende Opkomst. Før 1865 var der kun 4, før 1875 kun 8; 14 før 1879, men derimod 90 allerede 6 Aar efter, og i de følgende Femaar kan man regne en Stigning til henholdsvis 2io, 250, 300 og endelig omkring 400 ved den store tyske Kartelenquétes Opgørelse, afsluttet 30. September 1905. Vi skal nu til at begynde med udrede de økonomiske Aarsager og Forbetingelser til denne Udvikling.

---

*) Citeret efter Baumgarten Meszlény: Kartelle (Berlin 1906) S. 270. Denne indtil nyeste Tid fortsalte Retspraksis har ogsaa i Frankrig tvunget Kartelvæsenet ind i individualistiske, trustlignende Former, skønt rien kun faar Betydning, hvor et Kartelmedlem bryder ud af Ringen.

Herved vil jeg dog se at holde mig borte fra abstrakte Forklaringer, som ofte forfejler Indtrykket og især paa Grund af fuldstændig Seen bort fra det praktiskeLivs Realiteter ikke giver rigtig levende Forestillingerom Pointerne i Bevægelsens fremdrivende Kræfter. Saaledes giver Liefmann i sin nye Bog*) følgende Skildring, der er en af de kiareste og korteste : »Saalænge Masseproduktionen endnu var i sin Vorden, var Fabrikantens Udsigter endnu meget gunstige, thi han kunde som oftest producere billigere end den forældedeHaandværksbedrift. Denne maatte altsaa i det ene Fag efter det andet vige for Stordriften. Men saasnart et større Antal Fabriker var forhaanden i samme Erhvervsgren, blev deres Stilling vanskeligere, og det saa meget mere, jo hurtigere ny tekniske Opfindelserog Forbedringer fulgte paa hinanden. Nu kunde enhver ny Producent ved at anvende de nyeste Maskiner og Forbedringer blive de gamle overlegen; enhver søgte ved billigere Produktion og billigere Tilbud at skaffe sig en fast Afsætning. De ældre Fabriker anvendte deres tidligere Gevinst til ligeledes at foretage de nyeste Forbedringer, de i Bedrifterne indskudte Kapitaler blev større og større og Konkurrencenmellem Producenter af samme Fabrikationsgrene heftigere og heftigere. Konkurrencens Vækst er en almindelig Foreteelse i det moderne økonomiske Liv, og det er denne, der i første Linie har foranlediget Kartellerne. Denne Forøgelse af Konkurrencen er altsaaen Følge af de vældige tekniske Fremskridt, ved hvilke Produktionsomkostningerne blev trykket længere

---

*) Kartelle und Trusts. Stuttgart 1905. S. 19—20.

og længere ned. Den er endvidere en Følge af den fortsatte Udvidelse af Handels- og Transportmidlerne, hvorved hver Producents Afsætningsomraade forøges, saa at han træder i Interessemodsætning til en stedse større Kreds af Producenter*). Den er endelig en Følge af den i de fremskredne økonomiske Kulturer (»Volkswirtschaften«) overordentlig forøgede Kapitalrigdomog den derved lettede Oprettelse af ny Foretagender«.

Med Undtagelse af det sidste Punkt, overfor hvilketman i hvert Fald maa gøre det Forbehold, at de til Oprettelsen af ny Produktionsforetagender nødvendige Kapitaler er steget saa stærkt, at de ældre Foretagendereller i nyeste Tid Bankerne mangen en Gang alleredeherigennem sidder inde med et Slags Monopol, saa er alt dette jo ganske rigtigt. Men man savner her som i næsten hele den økonomiske og — ifølge Rathen au**) — ogsaa i den tekniske Literatur en haandgribelig Eftervisning af Masseproduktionens og den fremadskridende Tekniks Indflydelse paa Produktionsomkostningerne,paa Konkurrencen og dermed paa Karteldannelsen. Nu er det ganske vist en gammel Læresætning i Nationaløkonomien, at Tekniken er denne uvedkommende; men selv om den Sætning nogensinde har været rigtig, saa har den i hvert Fald

---

*) Allerede heraf følger, at det er begrundet paa en falsk Optimisme, naar Nutidens Transportpolitikere og Økonomer glæder sig over, at den moderne Transportudvikling o. s. v. bringer Menneskene nærmere til hinanden. Den bevirker tværtimod, at Konsument og Producent, der allerede er adskilte indbyrdes ved uhyre Afstande, kommer længere og længere bort fra hinanden, som jeg har udviklet det i >Cout de la vie?. Rev. écon. intern. 1907, Vol. IV.

**) Rathenau: Produktionskosten. Jena 1906. S. 16.

i den nyeste Tid tabt sin Gyldighed. Man forstaar nu til Dags ikke de økonomiske Fænomener, naar man ikke gør sig bekendt med de tekniske Forudsætninger, med hvilke de staar i Forbindelse. Jeg tror altsaa, at jeg gør mest Nytte ved her at samle nogle typiske Eksempler paa den moderne Masseproduktions og Tekniks Betydning for Ændringer i Produktionsomkostningerne.Man tør vel nok forudskikke, at Tilvejebringelsenaf saadanne Data ingenlunde er en let Sag for en Privatmand, og at ikke en Gang den store tyske Kartelenquetehar kunnet gaa Syndikaterne og Kartellerne ordentlig paa Klingen i dette højvigtige Kapitel, skønt Enqueten nu, om jeg saa maa sige, har været i Gang nøjagtig lige saa længe som Forsvarskommissionen i et af Nabolandene.

Foruden egne lagttagelser har jeg derfor i det nærmest følgende kun to nysudkomne Bøger at støtte mig til, af henholdsvis Rathenau (1. c.) og Bosenick*), som jeg trygt kan anbefale enhver, der interesserer sig for flere Detailler. — Man gør sikkert bedst i at skelne mellem Produktionsvirksomheder, der arbejder under Loven om det stigende, og saadanne der — i alt Fald i Hovedsagen — arbejder under Loven om det faldende Udbytte.

Det første Eksempel fra Loven om det stigende Udbytte har jeg hentet fra den ret ny Skrivemaskineindustri.Den første Maskine, hvis Fremstilling af Mangel paa specielle Værktøjsmaskiner o. s. v. naturligvisovervejende maatte foregaa ved Haandarbejde, kom paa 4500 Mark. Da den havde staaet sin Prøve, forfærdigedeman

---

*) Der Steinkohlenbergbau in Preussen. Tubingen 1906.

færdigedemanioo Stykker paa én Gang, hvorved
Produktionsomkostningerne sank til 200 Mk. pr. Stk.
Den videre Udvikling fremgaar af følgende Tal*):

I den udvidede Produktion arbejdede 80 almindelige Værktøjsmaskiner og 10 Specialmaskiner for at fremstille de 950 forskellige Dele, hvoraf Skrivemaskinen bestaar. Allerede heraf fremgaar baade den stadige Kapitalforøgelses og den stadige Produktionsudvidelses Nødvendighed i Kampen for at slaa Konkurrenterne.

Vi tager dernæst et Eksempel fra Værktøjsindustrien, der ikke er af saa ny Dato, ligesom den stigende Produktion ikke spiller nogen afgørende Rolle for Omkostningerne, fordi det meste er Præcisionsarbejde, saa at et stort Antal Stykker tager forholdsvis næsten lige saa lang Tid som et ringere Antal. Alligevel foregaar der lige ned til den nyeste Tid et Fald i Produktionsomkostningerne, som følgende Tabel viser. (Se øverst Side 505).

Faldet skyldes altsaa i dette Tilfælde ikke den (indtil det tidobbelte) forøgede Produktion- men Indførelsenaf ny Opfindelser o. s. v., saaledes i 1901 Automatmaskiner, der muliggør en Arbejdsbesparelse af 60 %> forklarer det tilsvarende stærke Fald paa KontoenArbejdsløn

---

*) Rathen au: Produktionskosten. S. 18.

toenArbejdslønpr. Stk.-, omvendt udmærker Eksemplet sig ogsaa ved, at Materialeomkostningerne snarest har haft Tilbøjelighed til at stige. Helhedsresultatet er imidlertid et Fald af 26 °/0/₀ i Produktionsomkostningerne, hvilket aabenbart kun kan realiseres af den, der stadig kan sætte Kapital i de nyeste Maskiner, uanset om de gamle er udtjente eller ej. Det fremgaar allerede heraf klart, i hvilken Grad det tekniske Fremskridt skærper Konkurrencekampen. Endnu tydeligere bliver det ved at sammenligne to Fabriker i samme Branche (P2lektromotorindustrien),hvoraf den ene (A) er ældre og først i de sidste Aar har begyndt at arbejde med Specialmaskiner,medens den anden (B) fra første Færd var anlagt paa Masseproduktion og udrustet med de nyeste og bedste Arbejdsmaskiner. (Se omstaaende Tabel).

Man ser heraf, at den ældre Fabrik i 1901—02 er
saa langt bagefter sin yngre Konkurrent, at den maa
gøre en Kraftanstrængelse og forny sit Materiel, hvorveddet

---

*) Leje, Kraft, Lys og Brændsel, Reparationer, Arbejderforsikring, Afskrivning for Slid paa Maskiner, Forrentning af den i Bedriften indskudte Kapital, smlgn. Rathenau S. 58; derimod ikke 'Handelsomkostninger (selv om Fabriken har en Salgsafdeling) som Provision, Rejsepenge, Reklame, Post- og Kontorhold, smlgn. Rathenau S. 17, Noten.

veddetogsaa lykkes den i Løbet af faa Aar at bringe sine Omkostninger ned med 30 °/0/₀ og derved for de mindste Maskiners Vedkommende endog slaa Konkurrenten.

Vi skal derpaa se et Eksempel fra Ekstraktivindustrierne, som jo ialtfald delvis arbejder under det aftagende Udbyttes Lov. De fuldstændigste Efterretninger har man fra Statskulgruberne i Saarbækkenet, hvor Forholdet mellem Produktionsomkostninger, Produktionsmængde og Arbejdsløn i de sidste 15 Aar udviklede sig paa følgende Maade: *) (Se omstaaende Tabel, S. 507).

Trods stigende Masseproduktion har de relative Omkostninger været i Stigning, og denne Stigning skyldes ikke højere Arbejdsløn. Den skyldes derimod Nødvendigheden af enten at gaa i Lag med stedse fattigere Kulaarer, dels fordi de andre udtømmes, dels fordi Efterspørgseltn stiger, — eller at gaa i Lag med ny Sprængnings- og Tunnelarbejder for at kunne udvindedevanskeligere tilgængelige, hvilket især vil sige dybere beliggende Kulaarer. I første Tilfælde kan den

---

*) Materialet findes hos Bosenick 1. c. S. 66.

vigtigste Del af denne Ekstraktivindustris Produktionsomkostninger,nemligArbejdslønnen, stige indtil det dobbelte, fordi det gennemgaaende tager dobbelt saa lang Tid for en Bjærgarbejder at udvinde et givet Kvantum Kul af f. Eks. en Aare paa V 2 Alens Mægtighedsomaf en Aare paa 1 Alens Mægtighed*). I Fald man derimod skrider til en Udvidelse af Skakterne, belastes vedkommende Aars Budget med en Del Udgifter,somi alt Fald i Øjeblikket er uproduktive, selv om Udbyttet til Gengæld de følgende Aar bliver saa

---

*) For England har man (cit. Bosenick i. o. S. 42) følgende: Produktionsomkostninger Heraf Hugge- og ved en Kulaaremægtighed af c. Transportløn 37 cm. 8 sh. 1 d. 5 sh. 2 d. 42 -- 7 - 3 - 4 - 4 - 54 -- 6 - 4 - 3 - 5 - 68—5-8-2-y-

meget højere. Her har De tillige Grunden til adskillige af Svingningerne indenfor de relative ProduktionsomkostningeriTabellen S. 507; føjer De hertil, at det synkende Udbyttes Lov modvirkes paa visse Punkter af Omkostningerne, f. Eks. ved Overgang fra HestetilMaskintransportnede i Gruberne, saa har De alle væsentlig bestemmende Momenter i denne Industris Produktionsomkostninger for Øje.

Af Omkostningernes naturlige Vækst følger imidlertid, at Ekstraktivindustrierne er næsten endnu uheldigere stillet i den økonomiske Konkurrencekamp end Forædlingsindustrierne. Thi de har meget vanskeligereved at beherske Omkostningerne, og føler derfor saa meget desto større Trang til at beherske Priserne. Disse fulgte under den hidsige Konkurrence, inden Kulsyndikatet traadte i Virksomhed 1893, daarligt Trop med Produktionsomkostningerne. Saaledes rakte Udbytteti Tysklands største Kuldistrikt, Ruhrbækkenet, i Aarene 1873^— ₉₀ ikke længere end til en gennemsnitligForrentning af 4V2 % af den indskudte Kapital, og dette Resultat blev endda kun naaet ved at nedsætteMaterialeafskrivningen til il/^i¹/^ og Reservefondshenlæggelsentil 3/₄ °/₀. Da de Sagkyndige imidlertidnetop i dette Kuldistrikt*) forlanger en Afskrivning af 3 °/0/₀ og en Henlæggelse af 1 °/o, saa kunde en økonomisk forsvarlig Drift ikke i Længden udbringes til mere end 3 °/₀, og en saadan Beskedenhed kan man, som Forholdene nu en Gang er, ikke vente sig af Kapitalens Herrer. Dertil kommer de stærke Prissvingninger,som

---

*) Se Generaldirektør Effertz: Die niederrheinisch-westfälische Kohlenindustrie in ihrer Existenzbedingungen — fruher und jetzt. Essen 1895. Cit. efter Bo se ni ck 1. c. S. 73—74.

ninger,sommedførte en stor Risiko for Grubeejerne. Dette fremgaar ved en Betragtning af de tre Baisseaar 1878, 1885 og 1894, som følgende Tal fra de rhinwestfalskeGruber

Disse Tal kommenterer Bosenick, der har dem fra Effertz's Bog, med følgende Bemærkninger: De viser, at Produktionsomkostningerne pr. Ton, men ogsaa Forrentningen af Driftskapitalen, er steget; dette er særlig paafaldende i 1894, der netop var det første Kartelaar. Paa den anden Side er en Forrentning af 1.6 % i I^7^ °S 2-B°/o '_l saa enorm lav, at det nok kunde være tillokkende at liste ind under Kartelhatten*).Altsaa stiftedes det almægtige Rhinsk-WestfalskeKulsyndikat, hvis Historie jeg iøvrigt maa forudsættebekendt, for straks videre at kunne forfølge Prisudviklingen og Produktionsudbyttet under Kartelregimentet.Dette er muligt ved Hjælp af en meget fuldstændig Prisliste, som en af Syndikatets Ingeniører forleden Dag offentliggjorde i Revue écon. intern **), sammenholdtmed Gennemsnitsdividenden af de paa Berlins

---

*) 1. c S. 74.

**) Se Diissel: Les unions du bassin houiller rhénan-westphalien, 1907, Vol. 111, S. 613.

Børs siden 1896 noterede Kulaktier*). Resultatet er
givet i følgende Tabel.

Se det er noget andet end den tidligere Gennemsnitsprispaa 7—B Mk. pr. Ton og en Forrentning af 2—32^—3 °/o- 11 —12 Mark pr. Ton og en Rentabilitet af IO °/o> det lader sig høre, især da det alene for Kulsyndikatet,der ganske vist nu producerer de 3/₅ af hele Prøjssens Kulvinding (i 1905 altsaa 67 Mill. Tons), drejer sig om Kapitaler paa il^ Milliard Mark. Og de øvrige Gruber, især Statsvaerkerne, har — mutatis

---

*) Cit. Brus t: Der Bergarbeiterstreik im Ruhrrevier, Archiv flir Socialw. u. Socialpolit., II Bd. N. F. (cit. Bosenick S. 75).

**) I disse Dage meddeler tyske Telegrammer, at Kulsyndikatet har vedtaget at lade den hidtil gældende, høje Priskurant forblive Kraft indtil Foraaret 1909!

mutandis — fulgt Trop baade hvad Priser og Udbytte
angaar*), hvilket tildels fremgaar allerede af Tabellen
S. 507.

Hermed er det gjort indlysende, at det ikke, i alt Fald ikke alene, er Produktionsomkostningerne, der er Skyld i denne siden 1893 vel vedligeholdte Prisstigning, saaledes som f. Eks. Ingeniør Dussel uden nærmere Forklaring paastaar. **) Navnlig er det her utilladeligt at begrunde Prisstigningen med den højere Arbejdsløn. For Saarbassinet (Statsværkerne) har man en detailleret Tabel, der ganske uimodsigeligt godtgør dette for Aarene 1898^— _1903. Sætter man nemlig Tallene i 1898^— ₉₉ = 100, faar man følgende Oversigt:f)

Ligeledes ser man i alle Tysklands Kulbækkener, at naar Prisen stiger, saa synker Arbejdslønnens Andel i Prisen og omvendt, ff) Skulde Arbejdslønnens Stigningkunne motivere Prisstigningen, saa maatte disse Stigninger være nogenlunde proportionale. Vi har

---

*) Se nærmere rSosenick, cit. S. 77—78 og S. 66.

**) 1. c. i Rev. ccon. intern. 1907. Vol Ilt S. 615: Cette augmentation [for 1907] est la consequence naturelle (!) de celle des frais de production des mines.

+) Bosenick S. 69.

++) ibid. S. 108_{— 114.1 14.}

allerede set (Tabellen S. 507), at dette i alt Fald ikke er Tilfældet i Statsgruberne, og det skulde jo ogsaa være mærkeligt, om Forholdet var bedre i Privatværkerne, selv om det under særlige Arbejdsvilkaar kan være forekommet.

Under alle Omstændigheder staar det fast, at KapitalensUdbytte af Prisstigningen har været stærkere end Arbejdets*), og at dette er en direkte Følge af Kulsyndikaternes Prispolitik. Det er disse Forhold, der i Forbindelse med den Omstændighed, at Lønnen i og for sig knebent dækker Udgifterne til et rimeligt Livsophold**), er Aarsagerne til den stadige Gæring blandt Bjærgarbejderne. Saaledes kunde selve det prøjssiske Regeringsorgan »Norddeutsche« for netop et Aar siden i en Leder fremsætte følgende Betragtninger: »At Grubeforvaltningernes eventuelle Beslutning om ikke at gøre Arbejderne nogen Indrømmelse intet Hensyn tager til Ønsket om en fredelig Forstaaelse mellem begge Parter, vil i hvert Fald ikke netop gøre et godt Indtryk i videre Kredse, fordi Bjærgarbejderne trods den i de sidste Aar atter indtraadte Lønstigning er kommet bagud hvad det samlede Livsophold angaar, og derfor kan gøre Fordring paa Hensyntagen fra de netop nu ved særlig rigt Udbytte begunstigede Grubeejere.Lønningerne kan næppe betegnes som tilstrækkelige,naar

---

*) Se yderligere konkrete Eksempler herpaa i La do ns Artikel i »Zukunfu d. 27/₁₀ 06.

**) Dette kan ifølge M imberts Afhandling »Das Nahrungswesen« i »HarulDuch der Hygiene« IV Supp. bd. 1904, sætte; til 1536 Mk., medens Aarslønnen selv ifølge d^ højeste Ansættelser ikke kommer over 12—1500 Mk. (Se Ashley: Das Aufsteigen der arbeitenden Klassen Deutschlands. Tubingen 1906, S. 90^—91).

lige,naarman anser det for ønskeligt, at ogsaa Arbejderklassentil enhver Tid bliver delagtig i den økonomiske Udviklings Velsignelser.«*) Dette saa jo ud som om Regeringen slog sig selv paa Munden, og Artiklen vakte derfor Opsigt, da den prøjssiske Stat som omtalt ikke lønner bedre end de private, og ved sin Koketteren med Syndikaterne til en vis Grad er medskyldig i disses Prispolitik**), og »Norddeutsche« maatte da ogsaa Dagen efter gøre Bod ved at erklære, at Artiklen ikke stammede fra Regeringen. Hvorom alting er, de Priser, som Syndikatet i denne Tysklands vigtigste Ekstraktivindustri har kunnet fremtvinge, er ikke begrundet i Produktionsomkostningerne og har ikke en Gang skaffet Industriens egne Arbejdere varige eller væsentlige Fordele f). Hvordan det er gaaet de videreforarbejdende Industrier paa den ene Side og den øvrige personligt konsumerende Befolkning paa den anden, skal vi se i Sammenhæng med det følgende.

Vi gaar nu over til den anden store Ekstraktivindustri,nemlig Raajærnsproduktionen, og Følgerne af de deri herskende Syndikaters Prisaftaler. Det ældste oprettedes allerede i 1886 under Navn af det rhinskwestfalskeRaajærnsforbund for Støberi- og det saakaldte Thomasjærn; det konsolideredes betydeligt i 1897 og smeltede i 1904 sammen med de to andre Raajærnssyndikatertil Raajærnssyndikatet i Diisseldorf. Alene ved den deraf følgende Udelukkelse af den gensidige Konkurrence er det blevet denne Industri muligt fuldkommentat

---

*) »Nordd. Allg. Ztg.., Søndag d. 20. Okt. 1906. **) Smlgn. Baumgarten-Meszlény, S. 89^— _90.

+) Det nyeste, største og bedste Værk over Kartellerne, Baunigarten-Meszlény's Bog, forfægter S. 212 den samme Anskuelse.

kommentatudnytte hele Tolden (10 Mk.) og Fragten (c. n Mk.) paa jærn fra England til Ruhrort, til stor Skade for de konsumerende Industrier, altsaa navnlig Halvfabrikater og Staalforarbejdelserne.

Følgende Tabel*) viser dette, idet den indeholder en Sammenligning mellem Priserne paa to ensartede Jærnkvaltteter, nemlig tysk Støbe-Raajærn og engelsk Cleveland-Raajærn Nr. 3.

De saakaldte kontradiktoriske Forhandlinger fra den tyske Kartelenquéte fastslaar ligeledes, at Diisseldorferkartelletharværet i Stand til kunstigt at holde Priserne oppe**). Montanindustrien udviser da ogsaa en fabelagtigRentabilitet.Rekorden

---

*) Uddraget af Morgenroth: Die Exportpolitik der Kartelle. Leipzig 1907, S. 20.

**) Hefte 5. S. 136—38, 183 og 189—190,

agtigRentabilitet.Rekordener sat af Ilseder Malmjærnshytte,derfra 1898 til 1905 har givet, henholdsvis 63, 70, 50, 40, 40, 52, 50 og 50 °/o i Dividende. løvrigtkanman desværre ikke gennem Betragtning af Dividender og Kurser opnaa noget rigtigt Indblik i Forrentningen af den effektivt nødvendige Kapital i disse Industrier, da Aktieselskaberne foretager idelige og tildels nominelle Udvidelser af Kapitalerne, ofte blot for at skjule Udbyttets reelle Størrelse. Det var f. Eks. netop Tilfældet med ovennævnte Ilseder Hytte, der begyndte med en Kapital af 3*/₄ Mill. Mk., som i 1892 forhøjedes til 4V2 og 1897 til 626²/₃ Mill. Da Jærnværket alligevel ikke kunde blive Dividenden kvit, besluttede man ultimo 1906 at forhøje Aktiekapitalen endnu en Gang med 50% til 10 Mill., under Paaskud af Bedriftsudvidelse, skønt man jo let havde kunnet skaffe den nødvendige Kapital af de løbende Indtægter blot ved i de to sidste Aar at have udbetalt 25 °/o i Stedet for 50% i Dividende.*) De af disse HovedekstraktivindustriersPrispolitikfølgende for de konsumerende Industrier skærpes yderligere ved, at de førstes Eksportpriser i Reglen er betydelig lavere end Indlandspriserne, hvorved de udenlandske ForædlingsindustriersKonkurrencedygtighedofte forøget over for de tilsvarende tyske. Da disse Mislighederervelbekendte, skal jeg kun nævne, at Kul- og Raajærnssyndikatet, for at imødegaa den stigende Forargelse,harindrømmet visse eksporterende Forædlings industrier en Godtgørelse i Forhold til Kul- og Jærnforbrugetide halvforarbejdede, udførte Jærnvarer.

---

*) Se »Dresdener Neueste Nachrichten« 9. Decbr. 1906.

Følgen blev snart, at man ogsaa maatte give Eksportpræmiertildet næste Trin i Produktionsprocessen o. s. v., saa at man i 1Q.02 maatte lave en særlig Central i Dusseldorf for alle disse meget indviklede Beregninger.*)

Ved dette Æskesystem har Ekstraktivindustrierne paa den ene Side fældet en Dom over deres egen Prispolitik, og paa den anden Side søgt at raade Bod paa denne, men først efter at de konsumerende Industriervedegne Sammenslutninger tvang dem dertil. Saaledes kom de andre højvigtige Karteller i JærnindustrieniStand, nemlig det saakaldte »Halbzeugverband«(Halvfabrikatersom Stangjærn og Smedejærnsblokke)i1896 (konsolideret 1901), der 1904 sammen med alle Kartellerne i disse to forudgaaende Produktionsstadiergikop i det store tyske Sta al værks for bund (Aktieselskab i Dusseldorf), der altsaa produktionsteknisksethar stor Lighed med visse store amerikanske Truster. Dets Formaal er, som Syndikus Dr. Völcker meget klart angiver i en Artikel derom i Rev, écon, intern. (1904, Vol. 111, S. 725), at holde StaalprodukternesPrisi en Højde, som staar i det »rigtige« Forhold til Prisen paa Raamaterialierne. Heraf er atter Walzdrahtsyndikatet(1897) og Drahtstiftverband, stiftet Aaret efter, afhængige. Saaledes forplanter Prisbevægelsensigfra det ene Produktionstrin til det andet i næsten kronologisk Orden og drager naturligvis undervejsKartelleringi en Mængde Sidegrene med sig. Paa den Maade er vi kommet tilbage til vort Udgangs punkt, som var det højeste Trin af Produktionsprocessen,ogvi

---

*) Se Morgenroth: Eksportpolitik S. 51^—54.

sen,ogviskal nu lægge Mærke til, at der gør Prisbevægelsenforeløbigligesom Holdt. Dette ligger i, at man hidtil har kunnet overkompensere den fra de tidligereTrinhidrørende Materialfordyrelse o. s. v. ved, som Rathenau udtrykkelig fremhæver (I. c. S. 29), at »gøre den sparsommeligste Anvendelse af Materialet og Udnyttelse til den yderst tilladelige Grænse til Princip«. Det vil ikke undgaa Deres Opmærksomhed, at her lurer den moderne Fabriksdrifts almen anerkendte,menlige saa svært direkte paaviselige Kvalitetsforringelse.MenResultatet er i hvert Tilfælde, at de paagældende Industrier gennemgaaende, som EksempletS.505 viser, endnu ikke har haft højere Materialomkostningerpr.Arbejdsstykke, og de har i det store og hele heiier ikke forandret Priserne synderligt. Alligevelforeliggerder ogfsaa her en urimelig Belastning af Konsumenterne, der her er de endelige, individuelle, personlige Konsumenter. Thi vi saa jo, i hvor høj Grad Loven om det stigende Udbytte Aar for Aar gjorde sig gældende i disse Industrier, saa at Fremstillingenafhvert enkelt heltfærdigt Arbejdsstykke er blevet billigere og billigere. Naar Priserne alligevel i aarevis holdes oppe paa den tidligere Højde, saa at det tekniske Fremskridt kun kommer Producenterne til Gode, saa er dette lige saa fuldt en Konsumentudbytningsomden, der øves ved at Priserne forhøjes paa Trods af konstante Omkostninger, og det viser sig altsaa, at man lige op til de øverste Grene af Produktionstræetharfundet Midler*) til at dræbe Konkurrencenogvælte

---

*) Disse Midler afviger i disse Industrier, hvor Prisaftaler paa Grund af Produkternes Mangesidighed o. s. v. er vanskelige, ofte stærkt fra den almindelige Kartelform, som f. Eks. Dannelsen af Interessefællesskab, hvorved Udbyttet fra de forskellige Virksomheder add e res og fordeles efter bestemte (irundsætninger. Hermed, ophører enhver Konkurrence og Spore til Prisnedsættelse lige saa virksomt som ved et Priskartel eller en Fusion. Se Liefmanns cit. Art. i Conrads Jahrb. 1907. S. 334.

rencenogvæltehele Skaden over paa de endelige
Konsumenter.

Det fremgaar tillige af hele vor Udvikling, at det er vanskeligt at bedømme Kartellers eller Bedriftsstablers Prispolitik og dens Berettigelse over for Konsumenterne uden at kende Gangen i Produktionsomkostningerne for alle Produktionsprocessens Led. Det er der imidlertidintet Menneske der gør, og derfor vil De ogsaa have mig undskyldt, saa meget mere, som jeg har gjort et Forsøg paa at belyse Problemets overordentlige Vigtighed for Socialpolitiken ved Hjælp af en saa indgaaendeSkildring af Hovedkartellerne som det i Øjeblikketer muligt. Thi det er særlig i Ly af den af naturlige Grunde paa disse Omraader herskende Usikkerhedog Uklarhed, Kartelfyrsterne og Industribaronerneudnytte deres Monopoler paa Almenhedens Bekostning,idet den ene Industri stadig benytter den andens Prisforhøjelser som et ofte velkomment Paaskud til ogsaa at forhøje, selv om der ingen reel Forandring er indtraadt i de samlede Produktionsomkostninger, og til i hvert Fald at tjene ogsaa paa Formandens P"orhøjelse.Lad mig derfor straks sige, at en Produktionsstatistik,der er saa omfattende, at den giver hele den nuværende Produktionsproces' Hovedbogholderi,er det eneste solide Grundlag for den Lovordning af Kartelvæsenet, som man nu drives til i næsten alle Lande. Det skulde altsaa have været

---

*) Disse Midler afviger i disse Industrier, hvor Prisaftaler paa Grund af Produkternes Mangesidighed o. s. v. er vanskelige, ofte stærkt fra den almindelige Kartelform, som f. Eks. Dannelsen af Interessefællesskab, hvorved Udbyttet fra de forskellige Virksomheder add e res og fordeles efter bestemte (irundsætninger. Hermed, ophører enhver Konkurrence og Spore til Prisnedsættelse lige saa virksomt som ved et Priskartel eller en Fusion. Se Liefmanns cit. Art. i Conrads Jahrb. 1907. S. 334.

den tyske Karteienquétes Hovedopgave, men her er de Industrielles Mund lukket med syv Segl*), og jeg siger dette navnlig for at spare Dem for den Skuffelse, som de udgivne tyske Kartelforhandlinger har været for mange andre foruden mig.

Denne Tavshed er naturligvis i og for sig talende nok, og der er vel allerede ifølge det hidtil anførte ingen der vil bestride, at Kartellerne ikke alene er i Stand til paa denne Maade at bevirke en kunstig Forhøjelse af Prisniveauet, men at de ogsaa allerede i mange Tilfælde har misbrugt denne Magt saa godt de kunde.

I det store og hele kan man anskueliggøre Kartelvæsenetsprisniveauhøjnende Indflydelse paa følgende Maade. Lad os afbilde Omkostningerne paa alle Produktionsprocessensenkelte Trin ved Kurver paa en Plan, hvor Tiden er Abscisse og de tilsvarende ProdukduktionspriserOrdinater. Ifølge Udviklingen af NutidensProduktionsteknik vil disse Kurver da under fri Konkurrence have en Tendens til at konvergere, idet Udbyttet i alle Industrier vil blive stærkt begrænset og ligesom Produktionsomkostningerne reduceres overalt med Undtagelse af visse Ekstraktivindustrier, hvis Produktionspriskurvertrods forskellige Afbrydelser har en stigende Tendens. Herved fremkommer Konvergensen. Men efterhaanden som Kartelvæsenet bemægtiger sig Prisbestemmelsen paa hvert Produktionstrin, udvides

---

*) Jvfr. Uaumgarten-Meszlénys Klage: Das Ert'ordernis der Oeffentliehkeit.wolches <len Ausgangspunkt einer jeclen Ivartellreform bildet, hat die Kartellkreise der [oesterreich-ungarischenj Monarchienoch kaum durchdrungen. so dass in vielen Fragen iiie (leheimhaltung der diesbezuglichen Yereinbarungen misere Aufgabe erschwert. 1. c. S. 107.

Differenserne mellem alle disse Kurver, altsaa de af dem afskaarne Ordinatstykker, som netop er lig vedkommendeProduktionsstadiums Bruttogevinst. Paa den Maade fremtvinger Kartellerne en divergerende Tendens for disse Produktionspriskurver. — I Virkeligheden har man nu fra Østrig-Ungarn Erfaringer, der bekræfter dette Anskuelsesbilledes reelle Gyldighed. Saaledes var Differensen mellem Priserne paa Raasukker og raffineret Sukker i Kartelperioderne 17^—20 (østrigske) Kroner, men i de kartelløse Aar: 1889^{— go:} 15.4, 1890^—91: 12.9, 1894^— _95: u.7

Ganske det samme gælder med Hensyn til den raa Stenolies og den raffinerede Petroleums Prisbevægelse i og udenfor Kartelperioderne, saaledes som det f. Eks. fremgaar af hosstaaende grafiske Fremstilling, laant fra Baumgarten-Meszlény'sßog. Forskellen mellemßudapest- Priserne for raffineret Petroleum og Boryslav-Priserne for raa Olie var under Kontingenterings-Overenskomsten fra Maj 1893 til Maj 1897 stigende fra ca. 32 til over 38 østrigske Kroner pr. 100 Kilo. I den kartelfri Periode indtil Juli 1898 falder Prisforskellen til 27 Kr. for atter under Kontingenterings-Overenskomsten Juli 1898 — Maj 1901 at stige til samme Højde som i 1893^— _97. Fra Maj 190¹ til November 1903 var atter en kartelfri Periode, og Prisforskellen mellem raa og raffineret Olie synker indtil ca. 28 Kr. Endelig indtræder omtrent samtidig med Raffinaderi-Kartellet i Slutningen af 1903 en ny betydelig Stigning til ca. 37 Kr.; 1905 dog atter et mindre Fald (til ca. 33 Kr.)*).

---

*) I de anførte Tal indgaar en Afgift paa 13 Kr. samt Fadets Værdi (5 Kr.), ialt 18 Kr. Resten er Raffinaderiernes Bruttogevinst.Nettofortjenesten rnaa have været meget betydelig, da Raffmeringsomkostningerne, i hvert Fald efter Erfaringerne fra Amerika, sikkert nærmest have været synkende. De udgjorde i Amerika 1881: 6.0. 1885: 5.4, 1891: 5.:;, 1896: 4.1. 1899: 4.9 Cents pr. Gallon (Grunzel, S. 1341.

Jeg vil dog tilføje, at i mange Industrier medfører ogsaa den fri Konkurrence netop meget store Omkostninger, som især ytrer sig i en svimlende Rabat til Forhandlere, Reklame og Rejsende og andre Midler i Kampen om Markedet. Hvad det kan løbe op til, kan De let skønne allerede af det allerførste Eksempel vi i Aften har betragtet, idet de egentlige Fabrikationsomkostninger for t. Eks. en Skrivemaskine kun beløber sig til 125 Mk., medens en tysk Skrivemaskine i Handelen koster omtrent det 3-dobbelte. Rathenau meddeler, at Agenterne for Landbrugsmaskiner ofte betinger sig 33 °/o af Salgsprisen*), altsaa omtrent lige saa meget som Fabrikationsomkostningerne, i Provision. En ganske tarvelig mælkefarvet Lampekuppel af de gangbareste Sorter staar Glasværket i 6 Pf., efter hvad Direktøren for et saadant meddelte mig i Tyskland. Ailigevel er den i Udsalget ikke at faa under 35 —50 Pf.

Dette føre os ind paa Handelsavancerne. som i den stærke Konkurrencekamp har været meget betydelige,og et af Kartellernes bedste Argumenter er, at de maa se at komme disse til Livs, hvis Reduktionen af Produktionsomkostningerne skal forslaa noget. Vi har imidlertid set, at selv for saa vidt dette lykkes, saa er det ikke sikkert at Konsumenterne mærker noget dertil, da Forskellen ofte kun er den, at Handelsavancennu gaar i Producentens Lommer. Men dertil kommer, hvad der jo er almindelig bekendt, at ogsaa

---

*) I de anførte Tal indgaar en Afgift paa 13 Kr. samt Fadets Værdi (5 Kr.), ialt 18 Kr. Resten er Raffinaderiernes Bruttogevinst.Nettofortjenesten rnaa have været meget betydelig, da Raffmeringsomkostningerne, i hvert Fald efter Erfaringerne fra Amerika, sikkert nærmest have været synkende. De udgjorde i Amerika 1881: 6.0. 1885: 5.4, 1891: 5.:;, 1896: 4.1. 1899: 4.9 Cents pr. Gallon (Grunzel, S. 1341.

*) 1. c. S. 74.

Handelsstanden danner Ringe eller koncentrerer sig for at værge om sin Andel i Udbyttet. I Reglen søger Mellemhandlerne simpelthen ved Hjælp af Prisaftaler at holde sig skadesløse hos Konsumenterne. I Modsætningtil disse Bestræbelser staar imidlertid Varehusene,Stormagasinerne, der i Tyskland har vundet en stor Udbredelse og kan betegnes som det syn dicerede Samfunds Handelsform. Saadanne Storhandelshusekan gøre sig til den Grad gældende overfor Fabrikanterne, at de notorisk har overvæltet alle de Skattepaalæg, hvormed man til Ære for Middelstanden har søgt at standse deres Fremgang, paa Producenterne. De behøver altsaa ikke udelukkende at leve af Overvæltningpaa Konsumenterne, og det er Hemmmelighedenved deres økonomiske Livskraft. Om Piben ikke vil faa en anden Lyd, naar de har fortrængt deres Konkurrenter, de mindre Næringsdrivende, saa at de selv har vundet Handelsmonopol, er naturligvis et andet Spørgsmaal.

At Mellemhandlernes Priskarteller formaar ikke alene at overvælte de stigende Produktionspriser, men ogsaa at holde Detailpriserne oppe, iagttages særlig i Næringsmiddelbranchen. Et typisk Eksempel herpaa frembyder Forløbet i den sidste Tid af den saakaldte Kødnød i Tyskland (se omstaaende Tabel).

Producent- og Handelspriserne følges, som man ser, godt ad indtil 1906. Saa indtræder imidlertid i det første Halvaar et Producentprisfald paa over 8 °/₀, medens Detailprisen ogsaa for de her ikke medtagne Kvaliteter kun synker med 2a4⁰/₀. Det samme gentog sig i Aar. Slagteprisen faldt indtil Midten af April med 717¹/₂ Pf. pr. S" Dødvægt af Okser og Kalve og 26 Pf.

pr. <6> af Slagtesvin. Men Detailprisen gik kun tilbage med henholdsvis 2l2^l/₂ og 11 Pf., hvilket under Hensyn til Dresdens Kødkonsum vil sige, at Kødhandlerneugentlig lagde 150000 Mk. mindre ud end i Dyrtiden, medens Publikum kun slap 70000 Mk. billigere.Priskartellet vedligeholdt altsaa den i Dyrtiden indtraadte Spænding mellem Producent- og Detailpriser, naturligvis til Publikums store Forbitrelse, men hvad kunde det hjælpe. Ethvert Næringsmiddelkartel har Monopol i sin By. T Budapest har Byraadet derfor gentagne Gange maattet skride ind imod Bagerkartel-, lerne**), og flere tyske Byer er gaaet i Lag med at oprette kommunale Slagterier og Kødudsalgf).

Ganske paa samme Maade kan det gaa, naar
Næringsmiddelmonopolet erhverves gennem trustagtige

---

*) Statistisches Jahrb. fiir Sachsen 1907, S. 185 — 86.

**) Dresdener Anzeiger d. 27. Juni 1907. Art. Fleischpreise.

+) Baumgarten-Meszlény, 1. c. S. 149.

Foretagender som Dresdens og Berlins Mælkecentraler, der er eneraadende for hver sin Bys Mælkeforsyning. Følgen er blevet, at man trods høje Priser ikke kan faa virkelig Sødmælk i Berlin med Undtagelse af den indførtedanske, som Berlinercentralen nu gør sig de hæderligsteAnstrengelser for at udelukke, og at Mælkeprisernei Dresden er steget til 22 Pf. pr. Pot, medens Flødeindholdet er gaaet ned under 3 °/0/₀ i over Halvdelenaf Sødmælksforsyningen, ifølge Byens kemiske Kontrolkontors Undersøgelse*). Almindelig Komælk indeholder 47₂ %; de il/^i¹/^ °/o fravindes altsaa Konsumenterneaf Monopolforetagendet, der her uden Overdrivelse kan siges at skumme Fløden, da alene de il/i¹/?⁰/^ Fedtforringelse repræsenterer en aarlig Gevinst af 1300000 Mark.

Disse Eksempler kunde naturligvis forøges med mange andre, men det er vel ikke nødvendigt. Det er klwt, at Resultatet af en gennemført Kartellering kan blive en Stramning af Prisniveauet, selv hvor man ifølge Produktivitetens Vækst skulde vente en almindelig Nedgang. Nu véd jeg nok, at man anser Prisniveauets almindelige Gang i Nutiden for at være afhængig af Verdens Guldproduktion. Jeg vil dog ikke lægge Skjul paa, at jeg er blevet noget kættersk paa dette Punkt. Sammenholder man Tallene for VerdensguldproduktionenmedSauerbecks engelske Indexnumbers, der vel nærmest repræsenterer Prisniveauet paa Verdensmarkedet,saafaar man omstaaende Oversigt, der, som De vil se, ikke tilkendegiver nogen Sammenhæng mellem Tallenes Svingninger. Og jeg gad ogsaa nok vide,

---

*) Se Dr. Beythien's Beretning i »Pharmaceutische Centralhalle« 1907. Nt. 7-9.

hvordan man i alt Fald nu til Dags vil begrunde denne Sammenhæng ved Hjælp af et Ræsonnement. Vi ved jo alle, at vi ikke mere lever i Pengeøkonomiens, men i Kreditøkonomiens Tidsalder, og at kun en Hundrededel af Verdensomsætningen effektueres ved Hjælp af Guld. Jeg gad altsaa se den Økonom, der kan forstaa,' at en Tønde Guld mere eller mindre i Bank of Englands Kælder skulde kunne overkompensere alle de mangfoldigeproduktionstekniskeVirkninger, der nu til Dags mere end nogensinde vilde tvinge Prisniveauet ned, dersom disse Tendenser fik Lov at raade alene.

---

*) Amerikansk Møntberetning 1901 og Sundbårgs AperQus statistiques.

**) Journ. of the R. Stat. Society 1906, S. 212.

Men det gør de, som vi har set, ikke, idet de maa vige for de med Kartelleringen følgende modstræbende Agenser. Det er da næppe noget Tilfælde, at en Stramning af Prisniveauet har været særlig følelig siden Midten af 90'erne, da Kartelbevægelsen for Alvor tog" Fart og vandt Indflydelse. Følgende Beregninger over Engros-Prisniveauets Bevægelser i Tyskland og Amerikaharjeg især hentet fra Dr. Mackeprangs fortjenstfulde Sammenstilling i Nationaløkonomisk Tidsskrift 1904 (S. 474—75)-

Detailprisniveauet er naturligvis steget endnu stærkere, især hvis man medregner Lejestigningen, der jo i Virkeligheden ogsaa skyldes en Monopolrente. I Amerika, hvor hele Monopolvæsenet er kraftigst udviklet, er man da ogsaa ganske klar over, at det bærer en væsentlig Del af Skylden for Livets store og tiltagende Dyrhed*).

Nu kunde man ganske vist navnlig for Tysklands Vedkommende sige, at alt dette kun er Overgangsfænomener. I Virkeligheden knager og brager det jo i alle Kartelsammenføjningerne. Sagen er, at hvert isoleret Produktionsstadium paa Grund af alle de andres stedse mere omfattende Kartellering føler sig mere og mere trykket og afhængig.

Hertil kommer, at adskillige af Kartellerne rummer Værker af en højst forskellig produktionsteknisk Værdi. Saaledes er der netop i Kulkartellet smaa gammeldags anlagte Gruber, der trods Kartelpriserne næppe kan holde sig oven Vande, og atter andre, der har et svim lende Overskud og en næsten übegrænset Produktionsevne. Men dennes Udvikling spærres af de smaa uøkonomisk arbejdende Gruber, navnlig da 1903 bragte den Bestemmelse, at hver Grubes Kontingentandel i den samlede Produktion ikke mere kunde forhøjes.

Disse Forhold afføder nu f. Eks., at de store
moderne Gruber køber eller associerer sig med Jærnværkertil
en ny Produktionsenhed, hvor Gruben kan

---

*) Naar Baumgarten-Meszleny derfor S. 240 siger: »Soviel steht fest, dass die Korruption in Amerika nicht durch die Trusts, und die Verteuerung der Leberisbedingungen in Europa nicht durch die Kartelle verursacht wurde«. saa skylder de endnu Beviset for denne I'aastand. der strider mod deres øvrige Udtalelser, se f. Eks. S. 232 og 276.

blive af med det Kul, som Syndikatet ikke vil have, og hvor Jærnværket er uafhængigt af Kulsyndikatets Prispolitik. Derpaa køber et Jærnvalseværk, der jo er det næste Trin i Produktionsprocessen, denne Kombination,og paa den Maade opstaar den ene Bedriftsstabelefter den anden i Tysklands Hovedindustrier. I hvilken Grad saadanne aabenbart i produktionsteknisk Henseende trustlignende Formationer er de saakaldte »rene« Bedrifter overlegne, kan man se af den Nødstilstand,hvori f. Eks. de rene Jærnvalseværker lever. Saaledes foregaar der i Tyskland utvivlsomt en Bevægelsebort fra Kartelleringen paa tværs til Kartelleringen paa langs. Men det er klart, at selv om det ny, der er ved at vokse frem ad denne Vej, har alle produktionstekniskeMuligheder for at gøre Vareproduktionen billigere, saa er det ingenlunde sikkert, at dette vil komme Konsumenterne til Gode; thi Bedriftsstablen stræber lige saa bevidst efter en Monopolstilling som Kartellet, ja en virkelig gennemført Kartellering paa langs vil aabenbart være endnu uangribeligere for Konsumenterneend den nuværende Kartellering paa tværs. Det ser man jo forøvrigt direkte i Amerika.

De tyske Kartelspecialister synes ganske vist ikke at øjne nogen Fare. Saaledes skriver Liefmann i sin sidste Afhandling i Conrads Jahrbiicher 1907: »Der foreligger ingen Tegn til, at vi ogsaa hos os gaar amerikanske Trustmisligheder i Møde«*). De har nu set, at naar man ikke just tænker paa den rene Svindel, men paa Monopoldannelsens almindelige Indflydelse paa Almenvellet, saa er der Tegn nok i Sol og Maane,

---

*) Liefmann: Die heutige amerikanische Trustform. Conrads Tahrb. 1907, S. 348.

naar man ikke lader sig blænde. Og denne almindelige Tryghed er kun forklarlig ved, at der mig bekendt i hele Literaturen ikke foreligger nogensomhelst Undersøgelse,der tager det Sigte, som er anlagt i nærværendeForedrag, og dette hænger atter sammen med, at den meste Kartelliteratur i Tyskland synes skrevet af Generalsekretærer for Kartelforbundene og lignende Folk, der ganske vist har en betydelig økonomisk Dannelse, men ser Sagerne altfor meget ud fra deres egen Hule.

Jeg tror altsaa, at deres Optimisme, bedømt ud fra Samfundets Synspunkt, er überettiget, og ligesom denne min Anskuelse bekræftes af det hidtil bekendte Materiale,saa er jo ogsaa de principielle Grunde til, at den uafhængige Socialøkonom maa nære Betænkeligheder ved den ny Tingenes Tilstand, vi cgsaa her hjemme føres ind i, klare nok. Thi Forudsætningen for hele den nyere Tids økonomiske Kultur var hidindtil, trods alle socialpolitiske Forbehold, den frie Konkurrence, der var det væsentligste Værn for Konsumenternes Interesser,idet den skulde medføre, at disse dog efterhaandenstadig fik billigere og bedre Varer. Denne Teori er i Virkeligheden ogsaa trods al Forhaanelse ganske rigtig, og den overdrevne Kritik beror i Virkelighedenpaa, at man har overset, at den KraftudfoldelsensFrihed, der er en Forudsætning for Ligevægten mellem Producenternes og Konsumenternes Interesser, i det virkelige Liv aldrig nogen Sinde har været tilstede;alle Misligheder i det 19de Aarhundredes økonomiskeKultur kan i Virkeligheden føres tilbage til en eller anden Slags mer eller mindre isoleret Producent monopol. Men i Begyndelsen af det 20de Aarhundrede

blev Monopolet saa at sige gjort til et Princip, der søges gennemført indenfor alle Produktionens Led i saa stor Udstrækning som muligt, og derved har man fuldstændigbrudt med Forudsætningen for hele vor Fordelingsmekanisme,uden at det er lykkedes nogen Stat at tilvejebringe noget som helst, der kunde ligne en Garanti for Konsumenternes og Arbejdernes Interesser over for Kapitalens og Kartellernes Monopol, der synes at være kommet bag paa alle Socialpolitikere.

Jeg skal derfor slutte dette korte Rids af Nutidensmest brændende socialpolitiske Spørgsmaal med at angive den Maade, hvorpaa det lettest og sikrestkan føres til en Løsning paa den bestaaende Samfundsordens Grund; kort sagt den Maade, hvorpaa Monopolets Overmagt kan brydes, uden at der spændes Ben for de produktionstekniske Fordele, som i mange Tilfælde følger med den moderne økonomiske Koncentration.Ganske vist har allerede Adam Smith fremhævet,at de Industrielle rejser sig imod ethvert Forslag, hvis Gennemførelse er egnet til at forøge Antallet af deres Rivaler, og det med en saadan Energi, at naar en Parlamentariker vilde bekæmpe denne indflydelsesrige Stands Monopolbestræbelser eller maaske endog havde Anseelse nok til at bryde disse, saa kan hverken den mest anerkendte Retskaffenhed eller den højeste Rang eller de største offentlige Tjenester beskytte ham imod — det følgende er ordret — »den mest nedrige Mishandling og Undertrykkelse, fra personlige Fornærmelser, og undertiden heller ikke mod ligefrem Fare«*). Jeg har

---

*) From the most infamous abuse and detraction, from personal insults nor sometimes from real danger, (v. Rottenburg: Kartellfrage, S. VIII).

nu en bedre Tro til den økonomiske Udviklings Foregangsmænd,og i hvert Fald til de mest fremragende af dem, fordi jeg føler mig" overbevist om, at det altid er let at blive enig med en virkelig stor Mand. Men selv i værste Fald kan vi, der haabe engang at skulle føre denne Sag igennem, trøste os med, at man paa Arten af den Modstand, den vil rejse, kan maale, i hvilken Grad man har faaet Ram paa Særinteresserne og deres Misbrug.

Jeg bemærkede nylig, at det endnu ikke var lykkedesnogenStati denne ny Tingenes Tilstand at sikre Almenvellet overfor Privatinteresserne. Dette ligger dels i, at Lovgivningsmagten paa dette Omraade er kommet for sent. »We control conditions«, sagde en amerikansk Industrimagnat til en økonomisk Forfatter, der truede ham med Samfundskontrol — det er udlagt: vi har allerede alle de politiske Traade i vor Haand*). Endvidere ligger det i Arten af de hidtil gjorte Forslag. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa disse, hvis Tal er Legio, men blot rekapitulere de to Hovedmomenter, hvorpaa de alle er strandede. En Del af Forslageneladersighenføre til den Tanke, at den frieste Koalitionsret og Strejkeret for Arbejderne vil sætte de fornødne Grænser for Producentmonopolernes Magt**). Men man skulde tro, at det var umiddelbart indlysende, at ihvorvel de koalerede Arbejdere var de stærkeste, inden Kapitalen og Kartellerne koncentrerede sig, saa vil dette Styrkeforhold let kunne vende sig imod Arbejderne,saasnartSamfundsyndiceringener I Virkeligheden bekræfter den tyske Strejkestatistik

---

*) Smlgn. Baumgarten-Meszlény: Kartelle. S. 233.

**) Se v. Rottenburg: Die Kartellfrage.

denne Frygt. Hertil kommer, at Syndikaterne jo faktisk,ihvertFald i Tyskland, tager særlig Sigte paa at »kontrollere« Arbejderne, som det hedder, hvilket i Praksis har medført, at f. Eks. Bjærgarbejderne i Rhinlandfaktiskalleredeer saa godt som stavnsbundne og livegne. I Amerika er i mange Tilfælde enhver KonkurrenceomArbejdskraftenophævet, og en Arbejder, der ikke vil makke Ret i det ene Kartel, faar heller ingen Ansættelse under det andet. Men den største Vanskelighed ligger dog i, at selv i de mange Tilfælde, hvor Monopolisterne er villige til at tage Hensyn til Arbejdernes Fordringer, er de opnaaede Fordele kun rent nominelle, idet Arbejdere og øvrige Konsumenter faar Lov at betale hele Gildet i det endelige Prisniveau*),somArbejdernei selv de mest omfattende Industrier ikke kan beherske ved Hjælp af Fagforeningspolitiken.EnandenRække af Forslag lader sig henføretildenTro, at det kan lykkes at ramme Karteller og Truster ved at paalægge dem de største offentlige Byrder. Herved overser man, at det netop ligger i Monopolets Væsen at kunne overvælte disse Byrder paa de sidste Konsumenter. Fanden tager de bageste. Med Rette opgør derfor Baumgarten-Meszlény hele Balancen paa følgende Maade: »Naar man tager Summenafaltdet foregaaende, synes det at kunne slaas fast, at Trusterne (Monopolbesidderne) kun da er tilbøjeligetilidetmindstedelvis at lade Resultaterne af

---

*) Dette er — netop som Følge af Trusternes Virksomhed — i Amerika for Livsfornødenhedernes Vedkommende steget med gennemsnitlig 47²/₂ °/0/₀ i de sidste 10 Aar! Se A. Peschke- Köedt: Den amerikanske Krise. »Politikens« Kronik d. 7. Decbr. 1907.

deres gunstigste Stilling komme Konsumenterne til Gode, naar de bliver tvunget til det af Konkurrencen«.*) Nu beder jeg Dem, mine Herrer, skal vi vente til KonkurrencentvingerMonopolforetagendet til at ophøremedsineMisbrug? Det vilde jeg kun have sagt, dersom det kom mig an paa en raffineret Vittighed. Men i Stedet for tager jeg dette Paradoks alvorligt, især fordi det fører lige ind i min Konklusion, som er, at vi maa skaffe denne Konkurrence tilveje. Og hvordan?Detkankun ske ved et eneste altomfattende Middel, nemlig- derved, at Staten efterhaanden køber et eller flere af de største Produktionsforetagender i enhver af Erhvervslivets Grene, indtil den ved sin egen Erhvervsvirksomhed paa rent kapitalistisk Grundlag,altsaaunderden bestaaende Samfundsordning, kan tale et Alvorsord med paa alle Omraader, hvor Koncentrationsideen udarter til Konsumentudbytning. Fortæl mig ikke, at Staten og dens Funktionærer ikke forstaar sig paa saadanne Kæmpeforetagender. En Mængde af de Promotors, som f. Eks. i Amerika har været Sjælen i Koncentrationsbevægelsen, forstod sig ikke engang saa meget paa, hvad de rørte ved, som De og jeg, og dog lykkedes alting for dem, blot fordi de, som Baumgarten-Meszlény fremhæver**), forstod at vælge deres Folk, og saa meget maa ogsaa Staten kunne. Jo hurtigere og tidligere Staten skrider til Gennemførelsen af denne Plan, des billigere vil den kunne erhverve de fornødne Aktier og Andele; man har Eksempler paa, at et fremskredet Monopol har kunnet blokke Staten for uhyre Summer i de enkelte

---

*) 1. C. S. 22v

**) 1. c. S. 338.

Tiifælde, hvor den af egen Nød og Trang har inaattet
skride ind.

Staten erhverver eller opretter altsaa med en hidtil ukendt Beslutsomhed og altsaa for Monopolisterne ganske overraskende efterhaanden et Par betydningsfuldeJærnværker, Maskinfabriker, en eller to store Sukkerfabriker o. s. v.; hver af de større Kommuner faar sit eget Slagteri og Bageri o. s. v., der alle drives ud fra rent kapitalistiske Grundsætninger og snart træder sammen med de øvrige Bedrifter i Branchen for at opnaa Koncentrationsfordele eller værge mod udenlandskeKartellers Overgreb, snart sprænger Koalitionerne,naar de begynder at udarte til Fare for Konsumenterne;kort sagt, Staten bliver Tungen paa Vægtskaaleni Samfundets økonomiske Balance, uden at den falder ud i de Farer, som en eneraadende Statsdrift vil kunne medføre lige saa godt som en eneraadende Privatdrift. Ikke at forglemme sikrer Staten sig fuldstændigtden mægtigste af Privatbankerne. Hvis den ikke gør det, kan alle andre Forholdsregler paa Grund af Bankkoncentrationens overhaandtagende Indflydelse paa Udformningen af det økonomiske Liv*) — hvilket Tiden desværre ikke tillader mig at komme nærmere ind paa — let vise sig illusoriske. Kan den ikke paa anden Maade faa Haand i Hanke med Privatbankerne, saa opretter den selv en. Til hvem en saadan Statsbankskulde laane Penge? Det er meget lige ud: til enhver, hvem de øvrige Banker af andre end rent bankmæssige Grunde nægter at understøtte med fornøden Kapital — hvilket De sikkert selv kender

---

*) Se f. E. Rathenau S. 10.

Eksempler paa. Hvis disse Forholdsregler støttes af en fornuftig Told- og Handelspolitik, der f. Eks. involvererBeskyttelsesnedsættelse og midlertidige Indførselsforbud,alt efter som det er et indenlandsk eller et udenlandsk Kartel, der farer frem med sine Ødelæggelser,saa er hele Problemet løst. Det er tillige den eneste Maade, hvorpaa Staten kan komme til at disponereover de fornødne virkelig Sagkyndige, som den paa alle Erhvervslivets Omraader vil faa mer og mer Brug for. Forslagene om en overordentlig Monopolkontrolkomitéo. s. v. strander netop især paa, at denne dog aldrig vil kunne faa rigtig Besked, som vi ser af den tyske Kartel-Enquetes Fallit.

Mærkelig nok er denne Løsning hidtil kun, saa vidt jeg kender Kartelliteraturen, faldet endnu to Mænd ind. Den ene er Gothein i Tyskland (1905), den anden Baumgarten-Meszlény i Østrig-Ungarn (1906). Jeg troede egentlig, at jeg var helt alene om den, og for saa vidt ærgrede det mig at finde, at jeg havde Tilhængere, før jeg fik fremsat mine Ideer. Men det athænger nu især af denne Forsamling, i hvilken jeg ser de bedste Mænd fra Industri, Handel og Statsøkonomien forsamlede, om de skal vinde videre Udbredelse iblandt mine Landsmænd, hvilket naturligvis ligger mig særlig paa Hjerte for Danmarks Fremtids Skyld. Hermed overlader jeg Dem til Bedømmelse disse kortfattede Tanker, hvis Kærne er: Ikke Statssocialisme, men Statskapitalisme.

Foredraget efterfulgtes af en Diskussion, hvoraf
vi gengive nedenstaaende:

Kontorchef Emil Meyer vilde spørge Foredragsholderen, om han havde studeret Statens egen Deltagelse i Produktionen paa de Omraader, hvor Industrien er kartelleret. I Tyskland var jo Kulminedriften et Eksempel herpaa. Kunde det paavises, at Staten havde øvet Indflydelse paa Kulsyndikatets Politik?

Indlederen: Det var ikke lykkedes Staten at faa Indflydelse her. Medens Statens Miner for 20 Aar siden maaske repræsenterede Halvdelen af Vesttysklands Kulproduktion, havde Syndikatet i nyere Tid forceret Produktionen, saaledes at Staten var bleven den lille-, nu repræsenterede Staten kun ca. en Femtedel af den samlede Kulproduktion. Da Staten i sin Tid søgte at faa Ram paa Syndikatet, kom dette i en frygtelig Angst; og da det rygtedes, at Staten vilde købe »Hibernia«, udstedtes der en Mængde nye Aktier, hvorved Staten kom i Minoritet. Denne Affære var netop et godt Bevis paa, at Staten i Tide maa være betænkt paa at gribe ind; kommer den for sent, bliver Sagen overordentlig vanskelig.

Godsforvalter S. Berthelsen gjorde opmærksom paa, at der blandt de Midler, der staa til Statens Raadighed i Tyskland, findes en Rest af en gammel Lov. Den ældre tyske Bjergværkslovgivning gav Ret til at overføre til Staten de Grubeanlæg, som ikke udnyttes. Ved at anvende denne Ret vilde Staten have det i sin Magt at modvirke den Tendens, der er Monopolernes Styrke: at nedlægge Værker.

Indlederen: Den af Godsforvalter Berthelsen omtalte Lov eksisterede vel endnu, men i ændret Skikkelse, saa at uudnyttede Gruber kunde nedlægges, naar de vare urentable, og da der fandtes mange saadanne, som stadig opkøbtes af de rentable Gruber for (indtil 1904) at forøge disses Kontingentret i Syndikatet, var dettes Magt hidtil ikke indskrænket gennem Bjergværkslovgivningen.

Kontorchef Warming: Indlederens Forslag om
Statskapitalisme tog intet Hensyn til den kendte Sætningi

ningiVærdilæren, at Prisen bestemmes ved Produktionsomkostningernefor den dyreste Producent, som ikke kan undværes til Markedets Forsyning. Det kunde ikke nytte, at et Par Producenter kunde og vilde sælge billigt, naar de ikke til den billige Pris kunde forsyne Markedet, thi Kartellets |Pris vilde da alligevel blive den afgørende. Hvis derfor Staten f. Eks. købte 2 Sukkerfabrikker og satte Prisen ned til 20 Øre, medens et Kartel havde 8 Fabrikker og tog 30 Øre, da vilde dette vel være meget behageligt for de Forbrugere eller vel snarest Mellemhandlere, som fik fat i det billigeSukker, men naar Statens Lagre var tømte, vilde Kartellet alligevel være Markedets Herre. Staten maatte i alt Fald være rede til betydelige Produktionsudvidelser,som ofte, f. Eks. ved Sukker, krævede meget lang Tid til Gennemførelsen.

Kontorchef Emil Meyer: Den af den foregaaende Taler omtalte Værdilov gjorde sig formentlig kun gældende, hvor Konkurrencen var saa vidt fri, at Produktionsomkostningerne virkelig kom til at spille en væsentlig Rolle ved Prisbestemmelsen. Men nu var Foredragsholderens Forudsætning den, at Konsumenterne betalte en kunstig Monopolpris, netop fordi den fri Konkurrence mellem Producenterne var ophævet ved deres indbyrdes Sammenslutning. Paa Grund af denne Sammenslutning og den derved muliggjorte Indskrænkning af Produktionen kunde de skrue Prisen op over Produktionsomkostningerne. Naar Staten under disse Omstændigheder erhvervede tilstrækkelig store Bedrifter, stræbte at udvide disses Produktion og udbød Varerne til en Pris, der uden at gaa under de nødvendige Produktionsomkostninger dog" var lavere end den kunstige Kartelpris, maatte dette bevirke, at de sammensluttede Bedrifter saa sig nødsagede til ogsaa at sætte Prisen ned for ikke at risikere en Nedgang i deres Afsætning.

Kilder.

Oplysningerne i det foregaaende støtter sig, foruden til personlige lagttagelser paa Stedet og til Dagspressens Kronik over de herhen hørende Emner (naturligvis i meget kritisk Sondring), væsentligst paa nedennævnte Værker, der (bortset fra Bosenicks og Rathenaus) tillige udgør den vigtigste Del af den tyske Kartelliteratur siden 1902. En Fortegnelse over den indtil dette Aar fremkomne Literatur findes i Grunzels og Hubers Bøger:

F. Baumgarten und A. Meszlény: Kartelle und Trusts. Berlin
1906.

A. Bosenick; Der Steinkohlenbergbau in Preussen und das Gesetz
des abnehmenden Ertrages. Tiibingen 1906.

J. Diissel: Les unions et syndicats les plus importants du bassin
houiller rhénan-westphalien. Revue économique internationale,
1907, Vol. 111.

F. C. Hu ber: Die Kartelle. Ihre Bedeutung fiir die Social-, Zollund
Wirtschaftspolitik, Stuttgart-Leipzig 1903.

J. Grunzel: Ueber Kartelle. Leipzig 1902.

Samme: Ueber die Anvendbarkeit der heutigen amerikanischen
Trustform in Deutschland. Conrads Jahrbucher, 1907.

\V. Morgenroth: Die Exportpolitik der Kartelle. Leipzig 1907.

K. Rathenau; Der Einfluss des Kapitals und Produktionsvermehrung
auf die Produktionskosten in der deutschen Maschinenindustrie.
Jena [906.

F. v. Rottenburg: Die Kartellfrage in Theori und Praxis. Leipzig

H. Völ eker: L'etat actuel de l'industrie siderurgique allemand et
son organisation. Revue économique internationale 1904
Vol. 111.

Tachierschky: Kartell und Trust. Göttingen 1903.