Lovforslaget om Arveafgift. Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den 25. Oktober 1906.

Det gaar den, der skal indlede en Forhandling om det nye Arveafgiftsforslag, som det ofte vil gaa den, der herhjemme skal behandle Forslag til sociale eller fiskale Reformer, at man uvilkaarlig kaster et beundrende Blik tilbage paa den store danske Reformperiode det 18. Aarhundredes sidste Fjerdedel. Det har været en af den moderne danske Historieforsknings bedste Frugter, at igennem Samarbejde mellem Historikere Faget og Nationaløkonomer hin Periode mere og mere træder frem i fuldt Dagslys, at det bliver aabenbart hvor intensivt, hvor velovervejet, med hvilket Hjertelag Reformer blev gennemført paa mangfoldige af Samfundslivets Omraader. Dette gælder ikke mindst med Hensyn til det danske Skattevæsens Udvikling. Mangfoldige Omstændigheder, men ogsaa Værdien af det i hin Periode udførte Arbejde, har bevirket, at den nævnte Periodes Skattelove har haft en overmaade lang Levetid. Bygningsafgiften blev først afskaffet ved Skattereformen 1903; vore Omsætningsskatter hviler

3f-*

for en væsenlig Del paa Forordningen af 8. Februar 1810, Reglerne for Toldbehandlingen paa den store Reform fra 1797. Og paa samme Maade er Forordningen 12. September 1792 vedblevet at være Grundlaget vor Arvebeskatning indtil den Dag idag. Satserne er blevet ændrede, Rammerne udvidede i 1810 og 1861, men for de almindelige Regler maa man stadig ty til den gamle Forordning.

Omvendt fremkalder selve denne vor Hovedlovs høje Alder et naturligt Ønske om en grundig Reform, og dette saa meget mere som Arvebeskatningen just i de sidste Tiaar har været Genstand for Lovgivningens Opmærksomhed i snart sagt alle civiliserede Lande, saaledes i Preussen, Norge, Frankrig, England og nu allernyest Tyskland, der i sin Arveskattelov af 3. Juni 1906 har faaet sin første direkte Rigsskat. Navnlig har vistnok det dristige Skridt, den tidligere liberale engelske Finansminister, Sir William Harcourt, foretog i 1894, virket forbilledligt i adskillige Lande. Resultatet af den danske Regerings Overvejelser foreligger nu i et i Folketinget fremsat stort, vel gennemtænkt, radikalt Det er dette Forslag, som vil danne Grundlaget for de efterfølgende Bemærkninger.

Arveskatten har flere Betingelser end andre Skatter for at blive populær. Den rammer kun et Mindretal af Befolkningen. Det er en næppe altid paaagtet Kendsgerning, i alt Fald en officiel Sandhed, at de fleste Mennesker dør insolvente. Efter Statistisk Tabelværk5. Litra B, Nr. 3, sluttedes ved Københavns

ordinære Skifteret i Aarene 1896^— ₁₉₀₀ ialt 2949 Dødsboer, ca. 2800 ved Ekstradition til Arvingerne, men af disse ekstraderedes de 2700 for Begravelsesomkostningerne,— vil sige, at den beholdne Formue ikke ansaas tilstrækkelig til at dække Udgifterne ved en sømmelig Begravelse, altsaa utvivlsom Insolvens. Billedet forbedres ganske vist en Del ved, at der forudende 2949 Boer sluttedes 530 af selvskiftende Arvinger og 138 af Testamentseksekutorer, hvilke to Grupper begge kan forudsættes at have været solvente; men det ses alligevel, at i København, hvor Forholdene i saa Henseende ene kan oplyses, bliver det aldeles overvejende Antal af Efterladenskaber en negativ Masse. Det vilde vel allerede heraf være forstaaeligt, hvorledes en Finansminister, der trænger til Penge, kan komme til at tænke paa Arvefald som Skattekilde; men det gaar selvfølgelig ikke an at begrunde Arveskatten paa den nævnte Majoritets- eller Misundelsesbetragtning.

Naar man søger nærmere at udfinde den virkelige Begrundelse af Arvebeskatningen, gaar det som vel formentlig med Hensyn til en Mangfoldighed af andre Skatter, at Arveskatten amøbeagtigt har udfyldt en Række af Funktioner, som efterhaanden har spaltet sig i selvstændige Særskatter. Ældst turde vel i moderne evropæisk Skatteteknik Gebyrsynspunktet være; Staten opkræver en Afgift for at forestaa, overvaage Formuernesregelmæssige fra den ene Slægt til den anden. Synspunktet er i sig ikke überettiget, men fører ikke til egenlig Arvebeskatning, men til Gebyrer for Skiftebehandlingen, graduerede under væsenligt Hensyn til Omfanget af det Offentliges Virksomhed ved

denne, saaledes som vi ogsaa kender det i Danmark,
jfr. Loven af 30. November 1874. —

En anden ret tidlig Opfattelse af Arveskatten er Omsætningsbeskatningen. Den er en blandt andre Former for Ejendomsovergang; beskatter man disse efter Omsætningens Størrelse, synes det naturligt at underkaste Arvegangen en tilsvarende Afgift. Det vil være bekendt, at Frankrig har opbygget en endog ret intensiv Arvebeskatning, udelukkende paa Omsætningsbeskatnings-Synspunktet, til den allernyeste Tid, med en saadan Konsekvens, at Afgiften opkrævedes af Boets Bruttomasse uden Fradrag for Gæld. Viser allerede dette i og for sig følgerigtige Udslag af Teorien, ensidig den virker som Grundlag" for en fyldig Arvebeskatning, saa turde overhovedet den rationelle Begrundelse af Omsætningsskatterne være saa vanskelig, at det vilde være lidet formaalstjenligt i vore Dage at bygge en Videreudvikling af Arvebeskatningen Det fortjener dog Omtale, at vi i Danmark har en særlig Arvebeskatning, der utvivlsomt Karakter af en Omsætningsskat, nemlig Efterstemplingsafgiften af Testamenter, hvorefter al paa Testamente hvilende Arv beskattes med 2/₃ pCt. Det synes at være en alvorlig Anke mod det nye Arveskatteforslag, efter sine egne Satser rammer testamentarisk skarpt, at det ikke samtidig har hævet den særegne, lidet rationelle Efterstemplingsafgift.

Idet der bortses fra enkelte andre ganske forældede Synspunkter for Arvebeskatningen, bliver tilbage to Teorier, der begge staar i Forgrunden i Nutidens statsøkonomiskeDiskussion, at ingen af dem har vundet afgørende Sejr over den anden. Den ene bunderi

deriBerigelsessynspunktet. Arvefaldet betyder en Indkomst, ofte af tilfældig uventet Art, stedse en saadan,der skyldes den paagældendes Arbejde. Arveskatten virker derfor som et naturligt Supplement til Indkomstskatten, en Type paa >den funderede Indkomst«.Den endvidere som et nyttigt Kontrolmiddeloverfor til Indkomst- og Formueskat. Berigelsessynspunktet er i klare Ord lagt til Grund for Beskatningen efter Forordningen af 12. Septbr. 1792. Efter at det i Præmisserne først er udtalt, at Staten trænger til nye Indtægter, hedder det i Fortsættelse heraf:

»En Afgift af Arv, som falder til Arveladerens »Beslægtede, Sidelinierne eller andre uden Slægtskab »med hin, er i Hensigt hertil, ligesom den allerede i »andre Lande forlængst er indført, forekommet Kon»gen være et af de tjenligste og bedste, da den >af enhver, hvilken nogen saadan, Afgiften under»given, tilfalder, kun erlægges engang og ydes »kun af en virkelig og ny Formue, som tilfældigvis »bliver Arvingen tildel, og hvilken han ofte kan »anse som uventet.«

Med Undtagelse af Udtrykket »ny Formue«, der
kan omtvistes, se nedenfor, synes Udtrykkene adækvate
og uimodsigelige.

Imidlertid har i nyere Tid et andet, mere socialt Synspunkt for Arvebeskatningen trængt sig i Forgrunden.Ud Synspunktet, at det bestaaende Privatejendomsinstituthviler en Tolerance fra Samfundets Side som det, der i det hele og" store byder de bedste Vilkaar for menneskelig Udvikling, hævdes det med Styrke, at Samfundet er berettiget til at optræde regulerendeoverfor

lerendeoverfordenne Udvikling, og hvor det paakræves,gøre overgribende Ret gældende overfor Individerne. Man hævder da paa Arveomraadet det offenlige Samfunds naturlige Ret til i FormueudjævningensInteresse tage Part i Arvefaldet som Medarvingeller som Enearving. Ligesom man protesterer mod Arverettens Udstrækning til meget fjernt beslægtede — i Danmark til Tipoldefædres Afkom— kræver man ogsaa, hvor Arveretten fremdeles kan anerkendes, Arvebeskatningens Forøgelse til en virkelig klækkelig Part af den beholdne Formue, navnlig hvor denne er betydelig. Det foreliggende Grundsynspunkt har fundet Tilslutning hos fremragende Teoretikere, det blev meget stærkt betonet under Behandlingenaf sidste store engelske Reformforslag.

Almindelig set synes der at kunne anføres adskilligtfor af de sidst omtalte Teorier. Det er maaskeen juridisk Skoling, der bevirker, at jeg formelt systematisk har vanskeligt ved at forsone mig med en Ligestilling af det Offentliges Stilling i Tilfælde af hjemfalden Arv og som Opkræver af en Arveskat. Ligeledes synes en Jævnstilling af Arveskatten og f. Eks. en Beskatning af ufortjent Værdistigning urigtig, forsaavidt som der i sidstnævnte Tilfælde virkelig foreliggeren af Værdier tilbleven ved Samfundsudvikling,og hvilken Samfundet derfor naturlig kræver sin Part eller eventuelt det hele, medens ved Arvefaldet Formuen kun er »ny« i Forhold til Arvingen, saaledes at man i et stagnerende Samfund meget vel kunde tænke sig, at Samfundet gennem Arvebeskatningenefterhaanden en overvejende Del af den i Samfundet eksisterende Kapital. Ved en progressivArvebeskatning

gressivArvebeskatningvil de forskellige Synspunkter gøre sig gældende i den Retning, at Opfattelsen af Samfundet som Medarving naturlig fører til som i England at lade Progressionen rette sig efter ArvemassensStørrelse, Berigelsessynspunktet fører til at tage Hensyn til Arveloddens Betydelighed. I det nye danske Lovforslag- er dette sidste sket; man tør maaske heraf drage en Slutning angaaende Lovgiverens Opfattelse.

Naar man lægger Forordningen af 1792 ved Siden af det nye Lovforslag, er det første Indtryk af Forskelligheden den gamle knappe Lov og det nye Forslag med dets 43 Paragrafer ganske overvældende. er nu nogen Øjenforblændelse, saa meget Nyland er der ikke i Forslaget. Et Skattesystem kan ikke have været i Kraft et Aarhundrede igennem uden paa mangfoldig Maade at have nedfældet sig i Administrationens Domstolenes Praksis; det er imidlertid en særlig Fordel at faa denne Praksis fæstnet i Lovform faa Afgørelse paa en Række yderst tvivlsomme Spørgsmaal. Ikke desto mindre er der i Virkeligheden overmaade meget Nystof i Lovforslaget. Med Bortseen fra Smaating vil man formentlig kunne sammenfatte det nye under følgende syv Hovedpunkter og knytte eventuelle Bemærkninger til ethvert af disse.

1. Den betydelige Forhøjelse af Skatten.
2. Indførelse af en progressiv Beskatning.
3. Inddragelse af forskellige hidtil undtagne Formueerhvervelser
Arvebeskatningen.
4. Behandlingen af Midler legerede til offenlig Brug.
5. Lovens territoriale Omraade.

6. Opkrævning af Arveskat i Tilfælde af Hensidden
i uskiftet 80.
7. Kontrol- og Straffebestemmelser.

1 og 2. Efter den nugældende Lovgivning (Lov af 19. Febr. 1861) udgør Arveafgiften a) 1 pCt. af Arv, der tilfalder Ægtefælle, Forældre og Livsarvinger, b) 4 pCt. af Arv, der tilfalder Sødskende og deres Afkom, c) 7 pCt. af Arv, der tilfalder fjernere beslægtede og ikke beslægtede Arvinger. I Stedet for denne Tredelingsætter en Firdeling, nemlig en Grundsatsaf i pCt. for Arv, der tilfalder Ægtefælle eller Afkom, b) 4 pCt., naar Arven tilfalder Forældre eller deres Afkom udenfor a, c) 7 pCt, naar Arven tilfalder Bedsteforældre eller disses Afkom udenfor a eller b, og endelig d) iopCt, naar Arven tilfalder fjernere Slægtninge eller ikke beslægtede. Men dette er kun Grundsatserne, som gælder for Arvelodder ikke over 1000 Kr. For Arvelodder, der overstiger 1000 Kr. men ikke 5000 Kr., erlægges 1 pCt. mere af det Beløb, hvormed Arveloddenoverstiger Kr. Overstiger Arvelodden 5000 Kr. men ikke 20000 Kr., erlægges yderligere 2 pCt. af Beløbet over 5000 Kr., ved Arvelodder af indtil 60000 Kr. yderligere 3 pCt. af Beløbet over 20000 Kr., ved Arvelodder af indtil 120000 Kr. yderligere 4 pCt. af Beløb over 60000 Kr. og endelig ved endnu større Arvelodder 5 pCt. af det Beløb, hvormed Lodden overstiger 120000 Kr. Ved en meget betydelig Testamentsarvvil saaledes kunne naa temmelig nær op imod en Beskatning af 15 pCt. imod de nugældende 7 pCt., altsaa godt og vel det dobbelte. Forhøjelsen er saaledes betydelig; men Beskatningen efter Forslaget

overstiger ingenlunde hvad man andetsteds har anset forsvarligt og vil vistnok i det hele og store kunne godkendes. Den valgte Form for Progression, hvorefterman kun tager den forhøjede Procent af de Beløb, der overstiger Progressionsgrænsen, er meget sindrig og giver en jævn Stigning af Skatten, der ikke frister til Misbrug; den er herhjemme først bragt i Forslag af Skattedirektør Molde i et Udkast til en Reform af den københavnske Indkomstskat.

For den, der som Indlederen staar paa Lovforslagets Grund, bliver der ikke principielle Indvendinger at fremsætte disse Bestemmelser, men derimod vel nogen Detailkritik. I Forbigaaende bemærkes, at Forslagets Koncipist har glemt at give Adoptivbørnene nogen Plads i Reglerne; i den nugældende Ret anses de at falde ind under Begrebet »Livsarvinger«; det gaar ikke an at anse dem indbefattet under Ordet »Afkom«, som derimod, højst priseligt, indbefatter uægte Børn saa vel som ægte.

En alvorligere Anke er det, at Forslaget vistnok har behandlet de smaa Arve altfor haardt. Det har bevaret Reglen fra Forordningen af 1792, at Boer, hvis beholdne Formue ikke udgør 200 Kr., ikke inddrages under Arvebeskatningen. Men 100 Rd. i 1792 er en ganske forskellig Sum fra 200 Kr. i 1906. Man burde allermindst være gaaet op til 1000 Kr. som Minimum og vilde kunne gøre det uden nogensomhelst finansiel Betænkelighed. Efter det fornævnte statistiske Tabelværkudgjorde ved de ordinære Skifteretter sluttede Boer med en beholden Formue mellem 200 og 1000 Kr. ialt 401 af ialt 1548 Boer og disse fire hundrede Boers beholdne Formue androg ca. 223000 Kr. Regner

man med en Skattesats af 4 pCt, vilde Statskassens Tab ved den foreslaaede Fritagelse ikke overstiger 10000 Kr., hvortil kommer et formentlig ganske übetydeligtBeløb Boer, behandlede af selvskiftende Arvinger og af Executores testamenti; disse Boer vil vel nemlig i Reglen være langt større. Man vilde handle humant herved, og Administrationen vilde befriesfor ved at beregne Arveskat af en Mængde smaa og lidet indbringende Boer. Mit personligeIndtryk at man muligvis kunde gaa endnu noget videre, f. Eks. til 5000 Kr., og eventuelt indvinde Tabet ved at tilføje et nyt Progressionstrin for Arvelodderover Kr., men her befinder jeg mig paa usikker Grund, og kender Faren ved det billigkøbte Lovgivertrick, at sige: og En til.

Derimod synes det mig nødvendigt at henlede Opmærksomheden paa et Forhold, der let kan indtræde,naar indfører saa høje Skattesatser som de foreslaaede, nemlig at Arvingen mangler kontante Penge tii at udrede Afgiften. Lovforslaget har haft Øje herfor ved (i Forslagets § 11), naar Arven bestaar i Suksession i Len o. lign., i Ret til at tiltræde visse særlige Familielegater, i Nydelsen af en Livrente eller lignende Indtægtsnydelser, til Dels i Overensstemmelse med den bestaaende Ret at indrømme Adgang til at erlægge Skatten i visse Afdrag. Men denne Regel burde formentlig gives en videre Anvendelse, navnlig hvor Arven bestaar i en fast Ejendom. I den nye tyske Lov, der paa forskellige Punkter bærer Vidnesbyrdom agrariske Sindelag, er der indført en lavere Procentsats for Skat af Landejendomme og en formentlig mildere Beregningsmaade af Arvens

Værdi. Dette bør ikke efterlignes; men naar den nævnte Lovs § 47 giver Adgang til, hvor Arven bestaari fast Eiendom, at erlægge Skatten i indtil 10 aarlige Rater, synes dette at fortjene Paaagtning.

Endelig kunde det maaske fortjene Overvejelse, om der ikke var Plads for en mildere Behandling af Arvefaldet, hvor Arven bestaar i Eftergivelse af en Gæld.

3. Udover Reglerne i Forordningen af 1792 foreslaas
under Arvebeskatningen:

a. Brugsrettigheder og Pensioner. Den gamle Forordning havde her den dunkle Regel, at »Pensioner, som nogen til sin Underholdning eller til andet Brug paa en vis bestemt Tid ikke længere end en Persons Livstid legeres« er fritaget for Arveafgift. Forordningen har, som det oplyses af de forudgaaende Forhandlinger (se Amdrup: »Arveafgiften efter dansk Ret«, Kbhvn. 1873, S. 74, Note), herved haft nogle snævert begrænsede for Øje; men da Forordningen ikke indeholdt nogensomhelst Vejledning til en Grænsebestemmelse, man maattet udstrække Fritagelsen til alle Brugsrettigheder, hvilket var ganske urimeligt.

b. Indtrædelse i Retten til at nyde visse Familie- Legater og -Stiftelser, hvor Indtrædelsen hviler paa en egenlig Retsadkomst. Dette er en Særregel af ringe Rækkevidde.

c. Arveforskud og dermed i Lovgivningen ligestillede til Livsarvinger. Dette synes i sig selv velbegrundet og nødvendigt for at forebygge anteciperede men kan efter Omstændighederne virke haardt.

d. Livsforsikringer. Den nugældende Retsopfattelse Hensyn til disse er, at hvor Arveladeren har tegnet Forsikringen paa sit eget Navn, saaledes at den tilfalder Boet, er den underkastet Arvebeskatningen, ikke, hvor den efter den oprindelige Tegning ved Dødsfald tilfalder en anden bestemt Person. maa vistnok give Forslagets Motiver Medhold at denne Sondring er uholdbar, og at det er korrekt, naar Beløbet i alle Tilfælde bliver Genstand for Beskatning. Naar Forslaget imidlertid gør en meget indgribende Undtagelse heri. for det Tilfælde, at Forsikringskontrakter indgaaet »til Opfyldelse af en vedkommende i Henhold til Lov eller administrativ Forskrift paahvilende Forpligtelse«, synes dette ulogisk ög den nævnte Distinktion at være Arvebeskatningen ganske uvedkommende.

e. Endelig inddrages i et vist begrænset Omfang
egenlige Livsgaver under Arvebeskatningen, nemlig:

a, naar Giveren havde forbeholdt sig Indtægterne eller Nytten og Brugen af det bortskænkede for sin Livstid eller for et Tidsrum, der endnu ikke er udløbet hans Død. I det sidste Tilfælde kan der jo have været Tale om en virkelig Livsgave.

8, naar Giveren har bortskænket Gaverne i det
sidste Aar før sin Død og naar de tilsammen har forringet
Formue med mge end 10 pCt.

y, Overdragelser, der er foretaget til Omgaaelse af
Afgiftspligten.

Spørgsmaalet om Beskatning af Livsgaver kommer stærkt frem, ved Indførelsen af en nogenlunde høj Arvebeskatning, der fremkalder Fristelse til Omgaaelse igennem en Fordeling af Arven i levende Live. Man

er andetsteds gaaet ret vidt i saa Henseende, endog til i alt væsentligt at ligestille Livsgave med Arvefald. Teoretisk lader der sig sige meget til Gunst herfor, men det synes unægtelig vanskeligt at sikre sig, at Bestemmelsen gennemføres, hvor Gaven bestaar i andet end fast Ejendom. Det kan derfor næppe misbilliges, at vor Lovgiver ikke har dristet sig" til at gaa videre end til de ovenangivne Bestemmelser, men man maa samtidig være klar over, at noget højt Gærde mod Misbrug byder de ikke. Reglen om Beskatning af Arveforskud vil vel i saa Henseende have mest Betydning.Der maaske tilføjes en Sætning om, at naar en Livsgave saaledes behandles som Arvefald, er den ikke underkastet Statsindkomstskat.

4. Efter den bestaaende Lovgivning er »Midler og Formue, der gives til offenligt Brug i de kongelige Riger og Lande«, fritagne for det meste af Arveskatten, nemlig 6 af dennes 7 pCt. Denne Bestemmelse fortolkesstrængt begrænset til hvad der skænkes til den danske Stat, den danske Folkekirke og offenlige Stiftelser i snævreste Forstand. Men endvidere tilkommerder en Ret til at fritage for Skatten i tilsvarende Omfang overalt, hvor Midler bortskænkes i velgørende eller almennyttigt Øjemed, se Motiverne S. 26 og 27. I Sammenligning hermed er Forslagets Regler yderst strænge og vil sikkert give Anledning til Kritik. Hovedreglen (§ 2i Slutningen) er, at der i alle Tilfælde af Legering i offenligt Øjemed svares en Arveskat af 12 pCt, som dog af Finansministerietkan til 6 pCt., naar Arven tilfalder offenlige Institutioner, Foreninger, Selskaber eller Stifteisermed

eisermedalmenvelgørende eller andet almennyttigt Formaal, eller bortskænkes paa anden Maade i tilsvarendeØjemed, ganske kan eftergives, naar det bortskænkedebestaar Kunstværker, Haandskrifter og andre tilsvarende Genstande og bortskænkes til offenligeInstitutioner. sidste Tilfælde er jo Lovgrunden tydelig nok den, at den offenlige Institution kunde komme i stor Forlegenhed, naar der ved Arv tilfaldt den saadanne Genstande af stor pekuniær Værdi, men ikke samtidig de nødvendige Pengemidler til ArveskattensUdredning. herfra vil altsaa intet Legat til almennyttige Formaal kunne slippe billigere end 6 pCt. Dette vil ved første Øjekast synes haardt, men Reglerne turde i det hele være forsvarlige, ogsaa under Hensyn til, at de saaledes bortskænkede Midler ingensinde mere falde i Arv, altsaa falde ind under Begrebet om »den døde Haand«.

5. Medens man tidligere har savnet sikre Bestemmelser indenfor hvilke internationale Grænser den danske Stat kan opkræve Arveskat, giver Forslagets §§ 8 og 9 den Regel, at Spørgsmaalet om Inddragelse under Beskatningen principielt retter sig efter, om Arveladeren har haft Hjemsted her i Riget eller ikke, uden Hensyn til hvor hans Midler forefindes. Undtagelse hovedsagelig kun med Hensyn til faste Ejendomme og Len m. m., der naar de er beliggende her i Riget beskattes uden Hensyn til Arveladerens Hjemsted, og naar de findes i Udlandet kan fritages for dansk Arvebeskatning, selv om Arveladeren havde Hjemsted her. saafremt og forsaavidt de er underkastet lige saa høj Beskatning i det fremmede Land.

6. En ganske særlig Opmærksomhed vil Reglerne i Forslagets § 14 tiltrække sig om Behandlingen af det Tilfælde, at en Enkemand eller Enke bliver hensiddendei Bo efter afdød Ægtefælle. Reglen er som bekendt nu den, at Boet uden Opgørelse og uden Arveafgifts Erlæggelse udleveres til den i uskiftet Bo hensiddende, og at Skifte og Arveafgifts Udredelseførst Sted enten naar Personen afgaar ved Døden eller finder sig foranlediget eller nødsaget til Skifte i levende Live, navnlig i Tilfælde af nyt Ægteskab. Lovforslaget bestemmer derimod, at naar en gift Person afgaar ved Døden, bliver Arveafgift stedse at erlægge straks, hvad enten Skifte finder Sted eller ikke. Ogsaa i sidste Tilfælde bliver Skatten at beregne efter Arveforholdene ved Dødsfaldet og foreløbigat af den efterlevende Ægtefælle. Finder nu Skifte Sted førend dennes Død, bliver den stedfundneAfgørelse Magt, men det bliver selvfølgelig at iagttage, at enhver Arving kommer til at bære den til hans Andel i Boet svarende Del af den erlagte Afgift. Bliver derimod den efterlevende Ægtefælle siddende i uskiftet Bo indtil sin Død, opgøres Afgiften paany efter Boets Tilstand ved det sidste Dødsfald, og i den saaledes fremkommende Afgift fradrages den ved det første Dødsfald erlagte., men der finder ingen TilbagebetalingSted, der i sin Tid er betalt mere, end der efter Forholdene ved den Længstlevendes Død vilde have været at erlægge i Afgift, og hvis den efterlevende Ægtefælle har forringet Boet med mere end 10 pCt. ved Gaver til førstafdødes Arvinger, disses Ægtefæller eller Descendenter, eller opfyldt legatariske Bestemmelser af førstafdøde, skal der beregnes Arveafgiftaf

afgiftafde saaledes udbetalte Beløb som Vilkaar for at ovennævnte Fradrag kan finde Sted. Det foreslaas endelig, at der ikke beregnes Afgift af Arvefald, der indtræder i Tidsrummet mellem de to Ægtefællers Dødsfald.

Formaalet med denne nye Behandling af Uskifte er klart nok. Naar man som nu opsætter Arveafgiftens Beregning og Erlæggelse til den Længstlevendes Død, er der en betydelig Fare for Bomassens Bortsmuldring i den Længstlevendes Hænder, dels ved uheldige Formuedispositioner,dels fornemmelig ved at Formuen fordeles til Arvingerne i Form afLivsgaver. End ikke den foreslaaede Beskatning af Arveforskud vil her hjælpe, hvis nemlig Formuen fordeles efter de virkelige Arveforhold mellem samtlige Arvinger, og man vilde heller ikke übetinget kunne betegne saadanne Udbetalingeraf som Omgaaelse af Lovens Bestemmelser.Det da forstaaeligt nok, at man har villet ramme Formuen straks ved det første Dødsfald; saa er man dog sikker paa at faa noget. Det kan imidlertidikke at Reglerne efter den hævdvundne Opfattelse af Hensidden i uskiftet Bo vil blive følt som meget haardhændede. Vil man imidlertid Formaalet, en betydelig forhøjet Arvebeskatning, maa man ogsaa ville de nødvendige Midler til at hindre, at den højere Skat kan blive staaende paa Papiret. Men jeg tror ganske vist, at det vil blive nødvendigt at finde Udveje til at raade Bod paa Reglernes værste Haardheder. At foretage en egenlig Opgørelse af Formuen, vil, naar Talen er om en stor Forretning med mange forviklede Forhold, efter Omstændighederne kunne være en næsten lige

saa stor Kalamitet som selve Arvedelingen. Vor Lovgivningindeholder bekendt lempeligere Regler for Opgøret, naar den hidtil i Uskifte hensiddende gtefælleskal formedelst nyt Ægteskabs Indgaaelse ; kunde og burde ikke saadanne bringes til Anvendelse her ved den første Opgivelse af Bomassen til ArveafgiftsErlæggelse? erindres om det under Nr. i og 2 bemærkede om Nødvendigheden af at udvideRetten at erlægge Arveafgiften i Afdrag; dette vilde just i det foreliggende Tilfælde kunne være af væsenlig Betydning, navnlig hvor den efterlevende Ægtefælle sidder med en fast Ejendom som Uskiftets eneste Genstand.

7« Det har liden almindelig Interesse at komme ind paa det System af Kontrolbestemmelser m. v., hvormed Lovformaalets Gennemførelse søges sikret. Kun enkelte Punkter skal fremdrages.

Medens nu selvskiftende Arvinger er pligtige til selv at foretage Afgiftsberegningen, men omvendt kan nøjes med en summarisk Opgivelse af Arvens Værdi, foreslaas de fremtidig fritagne for Afgiftsberegningen, men samtidig forpligtede til at afgive en nærmere specificeretOpgivelse hvorledes de af dem opgivne Arvebeløb fremkommer; det tør antages, at denne Bestemmelse er foreslaaet mindre i Arvingernes Interesseend Statskassens. — Der er i Forslagets § 36 paalagt Embedsmænd og andre offenlige Myndigheder, derunder Skatteligningsmyndigheder samt Bestyrelser for Banker, Forsikringsselskaber, Aktieselskaber, Kreditforeninger,Sparekasser lign. en Pligt til at meddeleOplysninger,

deleOplysninger,der kan tjene til Vejledning ved Afgiftens Beregning. Bestemmelsen er rigtig; men ikke alene vil f. Eks. Skattemyndighederne kunne virke som Kontrolinstans for Arveskattens Rigtighed, men omvendt vil Oplysninger om Arvemassens Beløb kunne give Oplysning om besvegen Indkomst- og Formueskat; det er derfor vigtigt i det ved Forslagets § 42 bebudedeministerielle at fastslaa Gensidighed mellem de to Grupper Myndigheder.

En Lov af den foreliggende Art vil ikke kunne undvære Tvangs- og Straffebestemmelser. Jeg kan imidlertid ikke undlade at opkaste det Spørgsmaal, om det virkelig kan være konstitutionelt forsvarligt at give Administrationen Ret til at paalægge Dagbøder i forskelligeØjemed nogensomhelst Begrænsning i disses Størrelse opad. Endvidere er det ganske vist en hævdvunden Sædvane, at Ministerierne kan ikende de dem undergivne Embeds- og Bestillingsmænd samt tildels lokale Selvstyremyndigheder Bøder ad administrativVej, det Omfang, hvori ogsaa nærværende Lovforslag benytter denne Adgang, henleder i det mindste min Tanke paa den übegrænsede Vilkaarlighed, de paagældende herved er underkastet og paa de administrativeRetsplejeformer, andetsteds anses nødvendigtat i disse Forhold. Og naar Forslagets§ giver Finansministeriet Myndighed til ogsaaat Bestyrere af de ovennævnte ganske private Selskaber, Banker, Sparekasser o. lgn. Bøder af indtil 400 Kr., synes man i alt Fald at være langt paa den forkerte Side af Linien. Ganske vist er der indrømmet de paagældende Rekurs til de almindelige Domstole; men de møder ved disse Domstole, der i

første Instans ikke er udskilt fra den lokale Administration,med
alvorlige Præjudicium, som den øverste
Administrationschefs Skøn nødvendig maa indeholde.

Til denne Redegørelse for Lovforslagets Hovedindhold den dertil knyttede Kritik kunde der føjes en Række Smaabemærkninger om noget dunkle eller mindre nøjagtige Sætninger i de enkelte Paragrafer o. 1. Men de vilde næppe være paa deres Plads her, og de skulde nødig give Indtryk af, at man her stod overfor et meget ufuldkomment Lovarbejde. Det er i det mindste min Overbevisning, at det foreliggende Forslag er stort i sit Anlæg, omhyggelig gennemtænkt i sine Enkeltheder, vel egnet til at danne Grundlag for fremtidig Lovgivning. Kun denne Bemærkning skal ikke tilbageholdes, at det synes underligt, at et saa omfattende Lovforslag ikke er mere leddelt enten ved Inddeling i Afsnit eller ved Overskrifter over de enkelte Paragrafer eller paa begge Maader. Forslaget er i Virkeligheden saa klart disponeret, at der kun havde været udkrævet et saare ringe Arbejde for at bringe det i en saadan for Øjet og Tanken mere tiltalende Skikkelse.

Til Slutning nogle faa Bemærkninger om et Æmne, der staar i nogen Forbindelse med det ovenfor ad 4 berørte. Det blev der udtalt, at en forholdsvis høj Arvebeskatning for Midler, der testeres til almene vedvarendeFormaal, hjemlet ved at disse Midler for stedse unddrages Formueomsætning og Arvefald. Dette Spørgsmaal har andetsteds været mere fremme i den offenlige Forhandling end herhjemme. Særlig gælder

dette de katolske Lande, hvor Kirken fra Arildstid er kommet i Besiddelse af store Dele af Landets Jordegodstil for den almindelige Udvikling. Man er i disse Lande ikke blevet staaende ved en ordinær Arveskat; man har hyppig grebet til at paalægge de paagældende Midler aarlige Afgifter af ret betydelig Højde, dels i restriktivt Øjemed, dels som Erstatning for de Afgifter, Staten dermed berøves. Herhjemme har dette Spørgsmaal endnu ikke været synderlig praktisk;men faar dog let i Tankerne Stiftelser med saa særegne Formaal som Vallø, Vemmetofte, Støvringgaardm. og vilde maaske uden Vanskelighed føres ind ad Veje, lignende dem som de citerede fra de katolske Lande. Men ganske vist føres man snarere ind paa det almindelige og vanskelige Spørgsmaal, i hvilket Omfang en Arvelader bør kunne binde endog den fjerneste Fremtid, og det er ikke Mening at ville belaste nærværende Lovforslag med en saadan Byrde. Dets Gang kan endda trods dets fortræffelige Egenskaber— formedelst disse — blive trang nok.

Foredraget efterfulgtes af en Diskussion, hvoraf vi
anføre efterstaaende Udtalelser:

Kontorchef Emil Meyer delte ganske Foredragsholderensstore for Lovgivningen i Slutningen af det 18. Aarhundrede, men han maatte dog gøre opmærksom paa, at det var at gaa noget for vidt, naar man sagde, at der paa Arveafgiftens Omraade ikke var sket principielle Forandringer siden 1792; Forordningen af 8. Februar 18₁₀ indførte netop en Principforandring ved at inddrage Descendensen under Arvebeskatningen. — I Preussen havde man til Gunst

for den i sin Tid foreslaaede Arveafgift fremhævet dens Betydning som Middel til at konstatere Defraudationer ved Selvangivelse til Indkomstskat; men det havde vistnok bidraget til Forslagets Forkastelse, at der fra anden Side blev gjort gældende, endog med megen Pathos, at man burde undgaa det uhyggelige Forhold, at Sønnen paa en Maade kom til at staa som Angiver af Faderens Bedrageri. — Med Hensyn til Skattens Begrundelse lagde Taleren megen Vægt paa det Synspunkt,at er en Begrænsning af selve Arveretten, og det var her af Vigtighed at fastholde, at for Samfundets Struktur havde Formueerhvervelse gennem Arv mindre Betydning nu end før. Ud fra dette Synspunkt fandt Taleren det rigtigt, at man havde valgt at lægge hele Skatten paa de enkelte Arvelodder og ikke, som i England, desuden at beskatte Boet som Helhed; den engelske Dødsbo-Skat maatte betragtessom Erstatning for Formueskat, men hvor man — som hos os — i Forvejen havde Formueskat, var en Dødsbo-Skat ikke anbefalelsesværdig. —- Taleren sluttede sig ganske til, hvad Indlederen havde sagt om Grænsen nedadtil for de Boer, der gaa fri for Skat; han mente ogsaa, at vor Formueskat var for haard overfor de smaa Formuer. De Übekvemmeligheder, der, som paapeget, vilde vise sig ved Afgiften af uskiftede Boer, vilde naturligvis være særlig fremtrædendeved smaa Boer; det vilde dog næppe være muligt her at gennemføre forskellige Regler for store og smaa Boer. Naar det endelig var fremhævet, at Betalingen af Arveafgift kunde blive særlig byrdefuld, hvor Arven bestaar i en fast Ejendom, maatte det erindres, at der dog ofte skete Omlægning af Prioriteternei af Arvefaldet; herved kunde der samtidig skaffes Udvej for Tilvejebringelsen af det til Afgiftens Betaling nødvendige Beløb.

Overretssagfører Byrdal fandt, at Lovforslaget paa flere Punkter gik unødvendig haardt frem. Dette var saaledes Tilfældet med Hensyn til Afgiften af Arv, der tilfaldt offentlige og velgørende Institutioner; der var ingen Grund for Staten til ikke at stille sig imødekommendeoverfor der ønskede, at deres efterladteFormue anvendes til almene Formaal. Taleren kunde heller ikke billige, at man vilde tage

Afgift af Arveforskud, af Livsforsikringer og af uskiftedeBoer.

Fuldmægtig Sv. Rode henledte Opmærksomheden paa, at det vilde være rimeligt, om der gaves Lempelser Arveafgiften, hvor der var umyndige Børn, til hvis Opdragelse Arven vilde blive anvendt; hvor dette var Tilfældet, burde der indrømmes en Fradragsret efter nærmere fastsatte Regler. Uheldigt var dét ogsaa, at Bestemmelsen om Afgift af Aiveforskud ofte vilde medføre, at en Arving, som havde faaet sin Arv forskudsvis maaske forlængst forbrugt den, skulde svare Afgift paa et Tidspunkt, da han ingen Arv fik. Med Hensyn til Arveafgift af Livsforsikringer var det vistnok inkonsekvent at give Statsfunktionærerne en Særstilling.

Professor Will. Scharling havde et væsentlig andet Syn paa Lovforslaget end Indlederen. Naar denne havde begyndt sit Foredrag med at sige, at Arveafgiften var en populær Skat, fordi de fleste Men nesker døde uden at efterlade sig noget, vilde Taleren gøre opmærksom paa, at det netop var betænkeligt, at et Flertal besluttede at lade et lille Mindretal betale; ved Anvendelsen af den Art Skatter burde man være yderst varsom og nænsom, men det var det foreliggendeForslag Det kunde snarere — Ordet ret forstaaet — betegnes som en altfor hensynsløs Anvendelseaf Principper, d. v. s. at der ikke er vist tilstrækkelig Hensyntagen til de konkrete Tilfældes Forskellighed. Forslagets Bestemmelser vilde da ogsaa — som allerede paapeget af foregaaende Talere — i mange Tilfælde komme til at virke højst übilligt, f. Eks. ved Beskatning af Arveforskud og af uskiftede Boer. Det var Talerens Følelse imod, at man vilde udstrække Afgiften til de Ægtefæller, der hensidde i uskiftet Bo; det Tidspunkt, da den ene Ægtefælle dør, var ofte uheldigt som Beskatningstidspunkt og gav i Virkelighedeningen Basis for en Beskatning. Det var ret meningsløst, at en Mand, fordi han mistede sin Hustru, skulde betale Afgift til det Offentlige af den af ham selv skabte Formue, og ganske unaturligt var det, naar man krævede Afgift af Hustruen i det Øjeblik,da mister sin Forsørger. — Taleren vedkendte

sig den Opfattelse, at Arv til fjernere Slægtninge, der stod i et yderst løst Forhold til Arveladeren og maaskeendog havde kendt denne, var lidet rationel, og i saadanne Tilfælde vilde det derfor være fornuftigt at anvende en høj Arveafgift; men overfor nærmere Slægtninge, navnlig den direkte Linie, vare de foreslaaedeAfgiftssatser forsvarlige; det maatte ikke glemmes, at Formuen ofte (navnlig paa Landet) var skabt ved Arvingernes Medvirkning. Og hvor dette ikke var Tilfældet, kom en høj Arveafgift ofte til at virke meget trykkende, naar Børn, hvis Opdragelse og Uddannelse endnu ikke var tilendebragt, ved Faderens eller Moderens Død mistede deres eneste Forsørger. Ligesom man ved Fastsættelsen af Afgiftssatserne burde vise større Nænsomhed overfor Arvingerne i iste og 2den Linie, fandt Taleren, at det samme burde ske med Hensyn til Arv, der testeredes i velgørende Øjemed;her Forslaget urimelig strængt. Den stigende Skala, der var anvendt, burde efter Talerens Mening have større Trin — 10 og 25000 Kr. istedenfor 5 og 20000 Kr.; iøvrigt var der jo ved denne som ved enhverAnvendelse stigende Skatteskala den Betænkelighed,at var saa let og saa fristende at forøge Skattens Udbytte ved at skærpe Progressionen. Alt i alt fandt Taleren den nye tyske Arveafgift mere hensyntagendeend foreliggende Forslag; den tyske Lov var gennemgaaende mere human. Samtidig med at Taleren anerkendte Lovforslagets tekniske Gennemarbejdelse,maatte dog beklage, at det var saa lidt overskueligt, langt mindre end de tidligere Arveafgiftslove.

Generaldirektør Rubin: Om end Taleren hverken formelt eller reelt var ansvarlig for det foreliggende Lovforslag og derfor ikke kunde optræde som officiel Forsvarer deraf, vilde man dog vist finde det naturligt, at han fremkom med nogle Bemærkninger i Anledning af de faldne Udtalelser. Til Professor Scharlings Anke over, at Forslaget var mindre overskueligt end tidligere Arveafgiftslove, vilde Taleren svare, at en Sammenligninghervar urimelig; medens Forordningen af 1792 (og af 1810) kun gav de første Rudimenter til en Arveafgift, indeholdt det nye Forslag en Kodifikationafmere hundrede Aars administrativ og

judiciel Praksis. Man kunde dog ikke sammenstille Christian V's danske Lov med »Schous Forordninger«, og Forholdet var her i Virkeligheden ganske det samme. Naar dernæst Professor Scharling havde karakteriseret Forslaget som en hensynsløs Anvendelse af abstrakte Principper, maatte Taleren hævde, at det saa langt fra var abstrakte Principper, der søgtes gennemført ved Lovforslaget, at dettes Indhold netop staar i nøje Tilknytningtilden Udvikling, og ved FormuleringenafForslagets Bestemmelser var der netop taget Hensyn paa alle Punkter. Naar der f. Eks. var anket over, at man vil tage Afgift af uskiftede Boer, maatte det fastholdes, hvorledes man er naaet til denne Bestemmelse. Tilladelse til Hensidden i uskiftet Bo var jo en Begunstigelse fra Statens Side, og denne Begunstigelse ophævede Forslaget ikke, men naar Praksis havde medført, at -Staten gaar glip af sin Afgift, er det naturligt at tilstræbe en Ændring, hvorveddetteforhindres, at ikke den, der havde Børn og med disse sad i uskiftet 80, skulde lukrere paa alle Medborgeres Bekostning —, Ægtefolk uden Børn kunde jo f. Eks. ikke fastsætte uskiftet Bo for den efterlevende.Talerenvar forberedt paa, at Forslaget paa dette Punkt vilde blive angrebet, fordi Bestemmelseneren — Naar man forlangte en mere skaansom Beskatning af den Arv, der tilfalder offentlige Formaal, maatte det erindres, at saadan Formue gaar ind under »den døde Haand«, Staten møder aldrig mere disse Penge under Arveafgiftsforhold. Der var ogsaa nu mindre Grund end tidligere til at være skaansom,fordiStaten mere og mere har Brug for Pengene til de mange kulturelle Formaal, der gaar ind under dens Varetægt. — Taleren kunde heller ikke indrømme det berettigede i at stille Livsforsikringer gunstigere end anden Arv; om man satte sine Penge i en Sparekasse eller i Livsforsikring (som i VirkelighedenerSparekasse Lotteri), maatte i denne Sammenhæng være ret ligegyldigt. Den Undtagelse, der var gjort med Hensyn til Embedsmændenes Livsforsikring,varmaaske noget inkonsekvent, men dette Punkt maatte ses i dets historiske Sammenhæng: Embedsmændenes tvungne Livsforsikring var jo i VirkelighedenetPensions-Substitut. Alt i alt troede Taleren ikke, at Forslaget ved sine Afgiftssatser gik

Arvingerne for nær, hverken de nærmere eller de fjernere.Fiskaltset iste Linie den vigtigste, og man kunde ikke her sammenligne med Tyskland, hvor Arv til Descendenter aldrig havde været medtaget under Beskatningen. Haardest vilde Afgiften føles paa de smaa og mellemstore Formuer op til 20^—30000 Kr. •, her vilde en Forøgelse af Afgiftsprocenten fra 1 pCt. til 2 å 3 pCt. være følelig; men efter Formuens FordelingiDanmark det nødvendigvis fra MiddelbeløbeneStatskassenmaatte sin Hovedindtægt. — Naar Indlederen havde omtalt Idømmelsen af Bøder i Arveafgiftssager som et Forhold, der var betænkeligt, fordi det rummede Mulighed for Vilkaarlighed og HensynsløshedfraAdministrationens maatte Taleren gøre opmærksom paa, at der var Appel til Domstolene, saaledes at al Frygt for Uret maatte være udelukket i saa høj Grad som dette overhovedet menneskeligt kunde ske.

Professor Sch ar ling beklagede, at Generaldirektør Rubin havde misforstaaet hans Udtryk, naar han havde betegnet Lovforslaget som en hensynsløs Anvendelse af abstrakte Principper; Taleren havde dog udtrykkelig forklaret, at han ved Ordet »hensynsløs« kun havde sigtet til en Gennemførelse af Principperne uden tilstrækkeligHensyntagen de konkrete Tilfælde, der faldt ind under Principperne. Naar Taleren havde anket over, at Lovforslaget var lidet overskueligt, tænkte han særlig paa § 2, hvis Bestemmelser vare meget vanskelige at finde sig tilrette i, navnlig naar man sammenlignede med den tidligere Lovgivnings tilsvarendeBestemmelser, udmærkede sig ved en stor Simpelhed og Klarhed. — At Loven i mange Tilfælde vilde virke overordentlig haardt, maatte Taleren vedblivendehævde; var vel i de færreste Tilfælde kontante Beløb, der arvedes, og det kunde f. Eks. blive meget vanskeligt at udrede Arveafgiften, naar en Søn arver en Bedrift til Værdi 100000 Kr. uden Kontanter.— var ganske sandt, at Penge, der testeres til offentlige Formaal, ikke oftere komme frem til Arvebeskatning,men samme var Tilfældet, naar en Arving forbruger sin Arv; det var urigtigt at hæmme Tilbøjeligheden til at testere til offentlige Formaal : det Offentlige kunde dog ikke tage alle sociale Opgaver

paa sig; fastholdt man de høje Afgiftssatser paa dette
Punkt, vilde Loven utvivlsomt komme til at virke
uheldigt.

Overretssagfører Byrdal maatte fastholde, at det var urigtigt at tage Arveafgift af Livsforsikringer, og Loven stillede sig her i Modstrid med det Princip, der f. Eks. fandt Udtryk i Konkurslovens Bestemmelser; det var urigtigt at se bort fra det etiske Moment, det var saa meget mere urigtigt, som man netop i vor Tid paa mange Maader søger at opmuntre til Tegning af Livsforsikring. — Taleren følte sig ikke overbevist af det, Generaldirektør Rubin havde fremført til Forsvar for den høje Afgift af Arv til offentlige Formaal; Arveladerens Motiver syntes at maatte være Sagen uvedkommende, naar Talen var om Beskatning.

Indlederen havde ikke meget at tilføje til det, der allerede var fremført til Forsvar for Forslaget. Han skulde kun understrege, at om end Forslaget indeholdt en væsentlig Forhøjelse af den hidtil i Danmark Arveafgift, var det dog mindre vidtgaaende mange andre Landes Arveafgiftslove, og f. Eks. langt mere moderat end den engelske Afgiftslov af 1894, og det var dog ikke Taleren bekendt, at denne havde medført sociale Ulemper.