GEORG FRIEDRICH KNAPP. Staatliche Theorie des Geldes. Leipzig 1905. Duncker & Humblot. (397 S. — Mk. 8V).

Der er Ideer og Teorier, som regelmæssig dukke frem hver hundrede eller hver tohundrede Aar og ligesaa regelmæssig aflives hver Gang. For saa vidt bliver Kampenstedse samme; men det er med forskellige

Vaaben, den føres til de skiftende Tider, og det er Mænd af forskellig Værd, der træde op som Forkæmpere. Vinder den »nye« Teori end ikke Udbredelse, dens Ihjelslagning har dog sin Betydning, idet Eftertanken derved vækkes, og den gamle Teori underkastes en Revision, i Særdeleshednaar af det nye er en saa stringent Tænker som Prof. Knapp. Dette bliver sikkert Virkningen af den foreliggende Bog — thi Proselyter for sin Teori gør Forf. næppe — og et ikke ringe Røre har Bogen alt vakt i Tyskland, hvor de betydeligste Nationaløkonomer ere traadte op imod Teorien i alenlange Anmeldelser. Det er nemlig saaledes med den foreliggende Bog, at den i sjælden Grad udgør en organisk Helhed, hvorfor en Anmeldelse nødvendigvis maa blive meget lang, — naar man da ikke, som her, blot har til Hensigt at henlededen Opmærksomhed paa Bogen. Ustraffet kan man ikke plukke ud af den.

Teorien kan i Korthed udtrykkes i følgende Ord af Forf.: »Die Seele des Geldwesens liegt nicht im Stoffe der Platten, sondern in der Rechtsordnung, welche den Gebrauch regelt«. Det er en gammel Bekendt i Nationaløkonomien,idet jo ofte finder en lignende Teori hos ældre merkantilistiske Forfattere, og det er ikke uden Interesse at se, hvorledes Impulsen, det første Stød til Teorien, baade her og der har været den samme. Merkantilisterneteoretiserede ; de saa, at Mønter inde i Landet kunde gaa for deres nominelle Værdi, hvor langt højere denne endog var over den reelle, og derfor sluttedede, det var Præget, som var det bestemmende for Møntens Værdi (nummus non est, quod ex auro, argento et aere est, sed quod hisce metallis potestas nummi auctoritate publica tributa est. Jacob Bornitz). For Prof. Knapps Vedkommende er det de Papirpenge, han som ung stiftede Bekendtskab med i Tyrol, der har været Drivfjederen for ham til at grunde Over Pengenes Problem. Og stadig mærker man dette Bogens Udspring, thi det er netop Metalteoriens Forklaring af Papirpengenes

Værdi, Forf. anser for ufyldestgørende, — enhver maa indrømme, at her er Teoriens svage Punkt — og det er i Papirpengene, Forf. finder den efter hans Mening rette Teori, o: han bliver Chartist — i Modsætning til Metallist. Anerkendes nemlig Papirpenge eller uindløselige Banksedlersom Betalingsmiddel , bliver Pengeenheden Værdimaal, og Gæld, der er stiftet tidligere f. Eks. i Sølv, kan nu paa Grund af Statens Magtsprog betales i Papir, o: at Gæld, retshistorisk set, af Staten behandles som nominel Gæld. Og overhovedet, saa snart der har dannet sig et almindeligt Byttemiddel, udtrykkes alle Værdier, ogsaa de ædle Metallers, i Enheder af Byttemidlet. Denne Tanke er det nu, Forf. fører videre ud, anvendende den paa Pengevæsenet i Indlandet og overfor Udlandet, idet han illustrerer dens Rigtighed ved Eksempler hentede fra det praktiske Liv.

Paa det tyske Historikermøde i Aar holdt Forf. et Foredrag, hvori han søgte at godtgøre, at en Pengeteori og -historie nødvendigvis først og fremmest maa bygge paa Retshistorien, en Tanke, som ogsaa kommer tydelig frem i den foreliggende Bog, og yderligere illustreres denne Forf.s Opfattelse ved, at han i et Selskab skal have sagt, at det efter hans Opfattelse stod endnu et Trin lavere at samle paa Mønter end paa Frimærker. Det turde dog sikkert være et Spørgsmaal, om Retshistorien spiller en saa afgørende Rolle i denne Forbindelse, som Forf. vil tillægge den. Vel er det saa, at Penge ere skabte paa Grundlag af Retsordenen; hvor der ikke er Forskel paa mit og dit, hvor den, der tilbytter sig Varer, ikke ogsaa ved, at han vil komme til at nyde godt af dem, der vil der intet almindeligt Bytte komme i Stand, og der vil der naturligvis heller ikke udvikle sig en almindelig Brug af Penge. Men er en vis Retsorden saaledes nødvendig for Brugen af Penge, saa kan disse dog ikke siges at være skabt af den, langt mindre tør man slutte: eine Theorie des Geldes kann daher nur rechtsgeschichtlich sein.

De Eksempler, Forf. anfører til Bestyrkelse for sin Teori, synes meget omhyggelig valgte; der kunde sikkert anføres mindst ligesaa mange, som talte imod Teorien, særlig fra tidligere Aarhundreder; thi det er vel Forf.'s Mening, at hans Teori ogsaa skulde gælde for f. Eks. det 13de Aarhundrede saavel som for det 19de og 20de? I »Staatliche Theori* ligger vel ikke, at der gives en anden fuldt berettiget Teori? Havde Forf. gennemgaaet sin egen By, Strassburgs Mønthistorie, der er fortræffelig oplyst Arbejder af Hanauer, Kahn o. fi., og stadig anvendt Teori, han vilde da sikkert ofte være kommen tilkort.

Forf. danner en Mængde nye Ord, og man synes, at han i mange Tilfælde lige saa godt kunde have holdt sig til de Udtryk, som nu engang have faaet Borgerret i Nationaløkonomien. Let læselig bliver Bogen ikke derved, men ikke desto mindre fortjener den at læses af alle, som blot har nogen Interesse for Pengeteori.