Nogle Bemærkninger om Kapitalrenten.

I sidste Hefte af Nationaløkonomisk Tidsskrift siger Dr. Pio: »Man kan i og for sig med samme formelle Ret formulere det heromhandlede psykologiske Renteelement Venteoffer eller som Fremtidsgevinst, saa længe man abstraherer fra eller nevtraliserer de paagældende faktiske Forsyning. Drages dette Hensyn med ind i Sagen, kan hint Renteelement kun udtrykkes som Venteoffer«. (S. 269).

Det synes mig, at Dr. Pio her er kommet til et forholdsvis rigtigt Resultat. Formuleringens Begrundelse mig derimod ikke fuldt saa rigtigt. En Mand har 100000 Kroner, hvoraf de 30000 udgives, de 70000 spares; Grænsenytten af de 30000 sætter Dr. Pio til 10, af de 70000 til 15, vurderet efter Nutiden 10. Vil en Person nu laane mere end 70000, f. Eks. 80000, stiger Grænsenytten af de tilbageblevne, udgivne Penge (20000) til 11, man kan i saa Fald kun dække Nutidsbehov af Vigtighed n og derover. Omvendt vilde man, hvis man det første Aar udgav 40000, endog (ikke som Dr. Pio siger >kun«) kunne dække Nutidsbehov af Vigtighed 9 og derover.

Grænsenytten af den udlaante, sparede Sum
(80000) bliver nu kun 14 mod tidligere 15. De 14

Enheder vurderes i Nutiden til 14 .—=o. »Nu skaffer
lS
den sidste udgivne Krone ham en Nytte af 11, den
sidst sparede Krone en Nutidsnytte af 9, og han maa
derfor, for at strække sin Sparen saa vidt, have et
saadant Vederlag, at den nutidige Nytte af den sidste
sparede Krone stiger fra 9 til 11«. (S. 266).

Dr. Pio mener altsaa, at Laantageren ikke alene skal betale 80000 tilbage, men noget mere. Desværre vil dette »noget mere« adderet til de 80000 Kroner aldrig faa Grænsenytten til at stige fra 9 til 11, det vil tværtimod sænke Grænsenytten ned under 9.

Kun hvis han giver mindre end 80000 Kroner tilbage,
han kunne hæve den tilbagebetalte Sums
Grænsenytte op over 9.

Grunden til dette Resultat hviler utvivlsomt paa
en Forveksling af Grænsenytten og Totalnytten, kun
gennem dette sidste Begreb kan man hævde Dr. Pio's
førstnævnte Sætning.

En Person har f. Eks. 100000 Kr. til Anvendelse i to Aar. Han bruger det første Aar 60000 med Grænsenytten og sparer 40000 med Grænsenytten 15, vurderet i Nutiden til 10. Dersom en anden Person nu vil laane mere end de 40000, f. Eks. 60000, bliver Forbruget det første Aar indskrænket til 40000 med Grænsenytten 15, og Forbruget det andet Aar bliver nu 60000 med Grænsenytten 10, vurderet i Nutiden til

10. — = 6262/3. Da man maa gaa ud fra, at førstnævnte
Person i første Tilfælde har disponeret saaledes over

sine Penge, at han faar Maksimum af Nytte (A), kan den anden Disponering kun give ham en mindre Totalnytte (B). Forskellen mellem disse to Størrelser (A^—B) er et Udtryk for det Tab, Personen lider ved at udlaane sine Penge, og han kræver derfor en Godtgørelse,der saa stor, at den opvejer det lidte Tab.

Forøvrigt behøver man slet ikke at tage Hensyn til den Bøhm-Bawerk'ske »Undervurdering af fremtidig Nydelse«. Tager man ikke dette Hensyn, vil ovennævnte dele sine Penge ligeligt over de to A ar, han vil hver Aar forbruge 50000 med Grænsenytten Laanes de 60000 ud, maa denne nye Fordeling give en mindre Totalnytte end den førstnævnte Fordeling, der gav Maksimum af Nytte.