|
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 3. række, 12 (1904)Tysk og dansk Arbejderforsikring.Foredrag i Nationaløkonomisk Forening den iS. Februar 1904. Af Aage Sørensen iVled Kejser Wilhelms I's Trontale den 17. November 881, hvori Programmet for den saakaldte tyske Socialreform udvikles i store Træk, indledes ikke alene en dristig og storstilet Lovgivning i selve Tyskland, men tillige ved de Virkninger, som denne Lovgivning havde udenfor dette Lands Grænser, i Virkeligheden en hel ny Periode i Arbejderforsikringens Historie. Formaalet med den ny Arbejderlovgivning angives i Trontalen at være at tilvejebringe Forsikring af Arbejderne Ulykkestilfælde, en ensartet Organisation af Industriens Sygekassevæsen og endelig at yde de Arbejdere, bliver arbejdsudygtige paa Grund af Alder og Invaliditet en større Støtte gennem Staten, end der hidtil var bleven dem til Del. Dette skulde naas ved en nøjere Tilslutning til det kristelige Folkelivs reale Kræfter og ved at knytte disse sammen i korporative Samfund under Statens Beskyttelse og ved dens Hjælp. Hvad der i de
følgende Aar blev ført ud i Livet Side 210
engelske Arbejdere gennem Generationers Kamp og med ringe og ofte uheldig Indgriben fra LovgivningsmagtensSide skabt i deres Friendly Societies, eller med den frivillige Arbejderforsikringsbevægelse, som Napoleon 111, der jo ogsaa var lidt af en Arbejderkejser,havde at fremelske i Frankrig ved Støtte af enhver Art fra Statens Side. Det, der udgør den tyske Socialreforms Ejendommelighed, det, som giver den sit Særpræg og repræsenterer dens Indskud i ArbejderforsikringensUdvikling, den Omstændighed, at hele Systemet hviler paa Tvang. I Stedet for en privatretlig Foreningsbevægelse træder offentligretlige Tvangsorganisationer, af hvilke de paagældende i Kraft af Loven og ikke ved nogen Viljesakt fra deres Side er Medlemmer. Ved Anvendelse af Tvangen opnaaedes det ikke alene, at den Bismarckske Forsikringsbygning med et Slag stod fuldt færdig som de Paladser, man læser om i østerlandske Æventyr, men tillige, at det hele Forsikringsmateriale blev, om jeg tør bruge det Udtryk, mere plastisk, saaledes at de forskellige Grene af Forsikringen i vidt Omfang kunde supplere hverandre og sammenarbejdes til et organisk Hele. Den tyske Socialreform har haft en overordentlig befrugtende Indflydelse paa Arbejderforsikringslovgivningen andre Lande. For mange har den tjent som Forbillede, og selv der, hvor den har mødt den skarpeste har den virket ansporende og æggende ved sin Dristighed og sine store Resultater. Herhjemme er Udviklingen gaaet ad helt andre Baner end i Tyskland. Skønt det ikke er vanskeligt at paapege visse fælles karakteristiske Træk ved al dansk Arbejderforsikring, er man dog ikke gaaet frem Side 211
efter en fast, forud lagt Plan, og det bar i en ikke ringe Grad været afhængigt af tilfældige politiske Konstellationereller Enkeltmands Initiativ, hvad der er blevet til Lov. Følgen heraf er, at Forsikringen ydes efter helt andre Principer og paa helt anden Maade paa ét Omraade end paa et andet, og at den nøje Forbindelse mellem de forskellige Forsikringsgrene, som er en væsentlig Betingelse for, at Arbejderforsikringen skal kunne løse sin Opgave, for en stor Del mangler. I det følgende skal der fremsættes nogle Bemærkninger hvorvidt der paa det givne Grundlag kan raades Bod herpaa. Forinden jeg kommer ind paa dette Emne, skal jeg dog, for at tilvejebringe et Grundlag en Sammenligning og en Vurdering, give en kort Fremstilling af den tyske Arbejderforsikrings nuværende Grunden til denne Lovgivning blev lagt ved Sygeforsikringslovenaf Juni 1883, der senere er bleven suppleret ved flere Tillægslove. Under Sygekassetvangenhører alle i Industri, Haandværk og Handel beskæftigede Lønarbejdere — derimod ikke Landbrugets Arbejdere, hvad der er en af de største Lakuner i den tyske Arbejderforsikring. Disse Arbejdere er ikke alene, som nævnt, tvungne til at være Medlemmeraf Sygekasse, men de skal være Medlemmer af en bestemt Sygekasse. Fra denne Tvang kan de kun befri sig ved at gaa ind i en saakaldet »fri Hjælpekasse«,hvor har fuldstændigt Selvstyre, men saa ogsaa selv maa tilvejebringe hele Udgiften til Forsikringen.De *) Her er foruden de paagældende Love benyttet Lass og Zahns fortrinlige Oversigt i; Einrichtung und Wirkung der Deutschen Arbeit er Versicherung. Side 212
ringen.Detvungne Bærere af Forsikringen er stedlige Sygekasser, for største Delen fagligt ordnede, Fabriksygekasser,Byggesygekasser, m. v. De Arbejdere, der ikke kan finde Optagelse i nogen af disse Kasser, kommer ind under den kommunale Sygeforsikring,en Institution uden noget Selvstyre,idet ledes af Kommunen. Bidragene til Sygeforsikringen ydes med 2/3 af Arbejderne og 1J.A af Arbejdsgiveren, og de to Parter er repræsenteret i tilsvarendeForhold Kassernes Bestyrelser. Sygehjælp ydes i mindst 26 Uger. *) Det første Skridt til en Ordning af Arbejdernes Ulykkesforsikring blev gjort ved Loven af 6. Juli 1884, der væsentlig omfatter Storindustrien. Senere Love udvidede Forsikringen til at omfatte Transportindustrien, og Skovbrug, Byggearbejde, Vandbygning, m. v. samt endelig Søfarten. Udgifterne ved Ulykkesforsikringen udredes udelukkendeaf som Regel gennem fagordnedeForeninger, de er tvungne Medlemmer. Med danske Erfaringer for Øje tør det i og for sig siges, at det er en heldig Ordning at lade faglige Organisationer være Forsikringens Bærere, men da Fastsættelsenaf i første Instans udelukkende tilkommer disse saakaldte Berufsgenossenschaften**), er disse meget upopulære i Arbejderbefolkningen. Det er selvfølgelig uheldigt, at Loven har skabt en Interessekonfliktmellem tilskadekomne og Arbejdsgiverorganisationer— *) Der fandtes i 1901 22,770 Sygekasser med 10,3 Millioner forsikrede. **) Af saadanne fandtes i 1902 114 (66 i Industrien, 48 i Landbruget). forsikredes Antal var 19 Millioner. Side 213
organisationer—en Ulempe, vi
lykkelig har undgaaet Ulykkesforsikringens Ydelser er ved Legemsbeskadigelser en Karenstid af 13 Uger Udgifterne ved Helbredelsen samt en Rente, der løber, saa længe Arbejdsudygtighed som Følge af Ulykkestilfældet er til Stede. Denne Rente kan, naar den tilskadekomne er fuldstændig hjælpeløs som Følge af Ulykkestilfældet, komme paa Højde med hans aarlige Arbejdsfortjeneste; men Hovedreglen er, at den i Tilfælde af fuldstændig Arbejdsudygtighed udgør 2/3 af Aarsfortjenesten og ved delvis Arbejdsudygtighed forholdsvis mindre, lige ned til de Smaabeløb, som den tyske Arbejdervittighed har døbt Snapsrenter. Omkommer Arbejderen ved Ulykkestilfældet, faar hans Enke og Børn hver 20 pCt. af hans Fortjeneste; Ascendenter og Descendenter, der blev forsørgede af ham, kan ligeledes faa i det hele 20 pCt.; men den samlede Rente til de efterladte kan ikke overstige 60 pCt. Forsikringsforbundenes Afgørelser kan indankes for en Voldgiftsret, der er fælles for Ulykkes- og Invalideforsikringen, hvori saavel Arbejdsgivere som Arbejdere Sæde, og derfra til Rigsforsikrings- Departementet i Berlin. Det foreløbig sidste Led i den tyske Socialreform er Invalideforsikringen, der blev ordnet ved en Lov af 22. Juni 1889, revideret i 1899. Denne Lov omfatter saa godt som alle Arbejdere og tilsynshavende i Industri, Handel, Landbrug og Søfart, desuden Kontorpersonale,Lærere Skibsførere, dog kun, hvis de Side 214
paagældendes
Aarsfortjeneste ikke overstiger 2000 Forsikringen sker gennem 31 Forsikringsanstalter, der hver omfatter sit Distrikt af Tyskland, samt gennem en Del særlige Kasser for Jernbanefunktionærer og Bjærgarbejdere. Ydelserne bestaar i det væsentlige i en Invaliderente en Alderdomsrente. Invaliderenten ydes til Personer, hvis Arbejdsevne blivende er nedsat til mindre 1jz, naar en vis i Loven fastsat Ventetid (som Regel 200 Bidragsuger) er tilbagelagt. Er Arbejdsdygtigheden blivende nedsat, er en Karenstid af 26 Uger foreskrevet. Renten bestaar af et fast Tilskud fra Riget paa 50 Mark, et Grundbeløb, der udgør 60, 70, 80, 90 eller 100 Mark, efter den af de 5 Lønklasser, som den forsikrede tilhører, samt et Tillæg, hvis Størrelse ligeledes af Lønklassen og den Tid, Bidragene er blevne ydede. I første Lønklasse er den mindste Rente 116 Mark 40 Pf. aarlig, i femte Klasse 150 M. Har en Person i 50 Aar ydet Bidrag til 5. Lønklasse — noget, der selvfølgelig yderst sjældent vil indtræde —, udgør Renten 450 Mark aarlig. Men i det hele er Beløbene meget beskedne, i 1902 udgjorde saaledes Invaliderenterne i Gennemsnit 149,74 Mk. — Alderdomsrenten, ydes fra det 70. Aar, bestaar ligeledes af et fast Statstilskud paa 50 M. samt fra 60—180 M. efter Lønklassen. Gennemsnitsstørrelsen var i 1902 152,97 Mk. Bidragene til
Forsikringen ydes — bortset fra *) I 1902 var 13,4 Millioner Personer forsikrede efter denne Lov. Side 215
Arbejdere over
16 Aar; de udredes af Arbejdsgiveren, Udredelsen af Bidragene sker ved, at Arbejdsgiveren de af ham indkøbte Mærker paa et Kort. Denne Fremgangsmaade fremkalder ofte Stridigheder endog Bedragerier og er meget upopulær, ja har givet Anledning til, at Loven kaldes »das Klebegesetz«.*) Det vil ses, at indenfor den givne Begrænsning — Tanken om en Forsikring for Enker og forældreløse Børn er nu stærkt fremme i den offentlige Diskussion — er der ret god Forbindelse mellem de forskellige Arter af Forsikring, om der end mangler en Del, idet f. Eks. Ulykkesforsikringen og Invalideforsikringen ikke dækker hinanden, og Sygeforsikringen endnu ikke er kommen ud paa Landet.**) Det er ret almindeligt at sammenligne den tyske Arbejderforsikring med en Bygning, med en af de gamle, mægtige Domer fra Middelalderen, og denne Sammenligning kan for saa vidt siges at være træffende nok, som Forsikringen ikke er Resultatet af en organisk Udvikling, men langt, mere er som en stor genial Arkitekts Værk. Men netop heraf følger, at det ikke har kunnet undgaas, at den strengt gennemførte Plan har været en Hindring for Livets frie Vækst. Og hvor mægtig og imponerende denne Bygning end er i mange Henseender, er den i flere Retninger forunderligsnæver. *) Enkelte Steder — f. Eks. i Sachsen — sker Opkrævningen af Bidragene gennem Sygekasserne. **) Af overordentlig stor Betydning er det forebyggende Arbejde, som er udført ved »Maskinbeskyttelses--Foranstaltninger og ved Opførelse af store, udmærket indrettede Tuberkulosesanatorier og andre Sygehuse. Side 216
underligsnæver.Det er saaledes et karakteristisk Træk ved den tyske Lovgivning, at den i Ordets strengeste Betydning er en Arbejderforsikring, altsaa en Klasselovgivning. Dette ligger i Sagens Natur ved Ulykkesforsikringen, der i det hele indtager en Særstilling, fordi det her drejer sig om en Forsikring under Opfyldelsen af en Arbejdskontrakt, men det træder ligesaa stærkt frem ved de to andre Arter af Forsikring. Forklaringen heraf ligger i de politiske Forhold,under og ud af hvilke Socialreformen opstod. Det er bekendt, at den ovenfor omtalte Trontale fremkom paa et Tidspunkt, da det var blevet aabenbart, at det ved Socialistloven af 1878 paabegyndte Voldsog ikke vilde føre til Maalet. Socialistloven Arbejderforsikringslovene er for saa vidt Sidestykker, som de begge hver paa sin Maade er Undtagelseslove med bestemte politiske Formaal overfor Praktisk har dette den Betydning, at en stor Del Mennesker, som i økonomisk Henseende er ligestillede med Arbejderklassen uden dog at være Lønarbejdere, ikke nyder godt af Forsikringen. Bismarck ventede sig som bekendt betydelige politiske af sin Socialreform, derved at den skabte en Mængde smaa Rentenydere i Arbejderklassen, hvis Interesser saaledes knyttedes til Riget og de bestaaende Han havde — pudsigt nok —• faaet Ideen hertil fra Frankrig, hvor Napoleon Ill's Demokratisering af Statsgælden efter Bismarcks Mening i høj Grad havde bidraget til at befæste det konservative Sindelag i Befolkningens brede Lag. Den senere Tids
politiske Udvikling i Tyskland Side 217
og det er interessant at se, hvorledes den Optimisme, besjælede ham under Kampen for Socialreformen,efterhaanden Pladsen for en Mistillidtil af saadanne Lovforanstaltninger. Dette kommer saaledes frem i hans Udtalelser i Kronraadsmødetden Januar 1890 om, at man forgæves vil søge at stanse Socialismens Vækst ved at gaa paa Akkord med Arbejdernes Begærlighed. Tilsidst bliver hans Skuffelse og Bitterhed saa stor, at han paa sine gamle Dage lader sit Hamborger-Organ udtale, at den socialistiske Fare kun lader sig besværge ved Militærets Hjælp. *) Et andet udenfor selve Arbejderforsikringen liggende Formaal med den tyske Socialreform var at skabe social Fred, at knytte Arbejdsgivere og Arbejdere nøjere sammen. I 1898 skriver den tidligere Præsident for Rigsforsikrings-Departementet i Berlin, Dr. Bödiker**): »Alt maa sættes ind paa at knytte de to Partier sammenved Interesser, fælles Virksomhed og fælles Institutioner. Mod dette Punkt peger den socialpolitiske Magnetnaal konstant«. Som foran antydet tør man ikke siges at have været ganske heldig i denne Henseendeved af Ulykkesforsikringen; de overordentligtalrige til Voldgiftsretterne er ikke noget gunstigt Symptom. Der klages fra ArbejdernesSide at de af Lovene skabte Institutioner ikke er demokratiske nok. Endog det Selvstyre, der til en vis Grad er indrømmet Arbejderne i Sygekasserne, *) Se Zeitschrift für Socialwissensch. 11. 1899 S. 491—495 og Herkner: Die Arbeiterfrage, 2. Udg. S. 334. **) T. Bödiker: Die Reichs-Versicherungsgesetzgebung. Leipzig 1898. Side 218
synes ikke ret vel befæstet, om inan tør dømme efter de mange Forslag, der fremkom fra indflydelsesrig Side forud for det sidste Tillæg til Sygekasseloven, og som alle gik ud paa at indskrænke Selvstyret. Man foreslog saaledes at udvide Arbejdsgivernes Bidragspligt til Halvdelen af de samlede Bidrag, men samtidig at give dem Halvdelen af Stemmerne i Bestyrelserne og" paa Generalforsamlingerne. Det blev endvidere foreslaaet at gøre Kommunalembedsmænd til Formænd for Kasserneog lade Kontorpersonalet ansætte af Kommunerne,med Ord at udlevere Sygekasserne til det mægtige tyske Bureaukrati. Endelig findes der stærk Stemning for at udelukke de fri Hjælpekasser fra at være Bærere af den lovordnede Sygeforsikring*). I denne Forbindelse kan nævnes, at der i de store Byer i Tyskland har vist sig en Tendens til at smelte samtlige Sygekasser sammen til en eneste. Her er Leipzig gaaet i Spidsen. Dens Sygekasse talte i 1902 omtrent 137000 Medlemmer. Paa denne Centralisering grundes atter Planer om en fuldstændig Sammensmeltning Invalide- og Sygeforsikringen. Herved vilde den tyske Forsikrings Bureaukratisering gøre et mægtigt Skridt fremad. De betydelige Summer, der er komne de tyske Arbejdere til Gode gennem Arbejderforsikringen, skyldeskun en Del deres egne Bidrag. Af de 4018 Mill. Mark, som var ydede i Erstatninger fra 1885 —1903, var 1886 Millioner tilvejebragte af Arbejdsgiverne, 1838 Millioner af Arbejderne og 294 Millioner af Statskassen.Ulykkesforsikringen *) Se Zeitschrift für Socialwissensch. IV. 1901. S. 118. — løvrigt er Interessen for de fri Hjælpekasser i tydelig Aftagen i Arbejderkredse. Side 219
kassen.Ulykkesforsikringenbæres som omtalt udelukkendeaf Sygeforsikringen betales med V3af Arbejdsgiverne og 2/3 af Arbejderne, og til Invalideforsikringen yder Staten et Tilskud, der udgør over ij3, medens Resten deles lige mellem Arbejdsgivereog Det er saaledes ikke uden Grund, naar der i tyske Skrifter tales om de Velgerninger, der gennem Arbejderforsikringen ydes Arbejderne, og om de store Ofre, Staten og Arbejdsgiveren bringer disse. For saa vidt kan man med Rette tale om, at den tyske Arbejderforsikring i vidt Omfang er en Forsørgelse, der fremtræder ien Forsikrings Dragt. Er Bidragene til den tyske Invalideforsikring end beregnet efter forsikrings-tekniske Regler, og har den tyske Arbejder end et retligt Krav paa Forsikringssummen uden at behøve at føre noget Bevis for sin Trang, er det dog ikke desto mindre en Kendsgerning, at han selv kun har tilvejebragt den mindste Del af Renten, og at Resten skyldes Statens Gave og Arbejdsgiverens Tilskud.Og Forsikringsdragt, der tilslører dette Faktum, er meget dyr. De samlede Administrationsudgiftertil for Aaret 1902 udgjorde henved 12 Mill. Mark, og de er i Virkeligheden betydeligstørre, her ikke er medregnet de Udgifter, som paaføres Postvæsenet, gennem hvilket Udbetalingen af Erstatningerne m. v. finder Sted, samt andre offentlige Myndigheder. At der ydes saa betydelige Stats- og Arbejdsgiverbidragtil beror naturligvis i Virkeligheden paa Erkendelsen af, at den fattige Del af Befolkningen ikke er i Stand til at bære denne Forsikring ved egne Kræfter. At dette forholder sig saaledes, bliver Side 220
navnlig indlysende, hvis man tænker sig den ved første Øjekast tillokkende Tanke om en Forsikring omfattende det hele Folk gennemført. Dette Tankeeksperiment er gjort i Norge, hvor der i 1894 nedsattes en Kommission, som paa Grundlag af en saavel ved sin Metode som ved sine Resultater overordentlig interessant Statistik udarbejdede et Forslag til en Invaliditets- og Alderdomsforsikringfor det norske Folk. Kommissionen opfattede sin Opgave saa bogstavelig, at den endogsaa medtog fattigforsørgede under Forsikringen. For saadannePersoner Kommunerne betale en Del af Indskuddene, altsaa Forsørgelse og ikke Forsikring. En anden Afvigelse fra Forsikringsprincipet ligger deri, at de højere Indtægtsklasser kom til at betale deres Pensioner for højt, de lavere deres for lavt. Den hele Ordning var i Virkeligheden en særlig progressiv Indkomstskattil af Forsikringssummerne, men en Indkomstskat, der kom til at ramme saa smaa Indtægter, at den vilde blive højst trykkende. — Vender vi os nu til danske Forhold, vil vi finde, at — bortset fra Ulykkesforsikringen — er den danske Arbejderforsikringslovgivning ikke nogen Klasselovgivning: staar aabne for alle übemidlede, og enhver 6oaarig, der opfylder visse Betingelser, har Adgang til Alderdomsunderstøttelse. Og Tvangsforsikring ikke i dansk Lovgivning. Den danske Sygekassebevægelse har som bekendt sit Udspring fra 1862, da Lavstvangen bortfaldt. Dens Udvikling blev fra første Færd af fulgt med Opmærksomhedaf som gentagne Gange nedsatte Kommissioner, der skulde fremkomme med Forslag om, hvorledes Bevægelsen kunde retledes og støttes, Side 221
men først i 1892 kom der noget Resultat af disse Overvejelser. Sygekasseloven af 12. April 1892 yder de Sygekasser, der retter sig efter Lovens Fordringer og underkaster sig Statens Tilsyn, et Statstilskud, der i Aaret 1902 beløb sig til 1,182,466 Kr. I Tiden fra 1862— 92 fandt en frodig men ikke altid heldig Vækst af Sygekasserne Sted, Bevægelsen bredte sig til Landet og fandt ogsaa her en udmærket Jordbund. Den tabte ikke sin Kraft under Sygekasseloven. Da den første Sky for at underkaste sig Statens Tilsyn var veget for Erkendelsen af, at Tilsynet ikke vilde gøre noget berettigetIndgreb Kassernes Selvstyre, men kun var et Tilbud om Vejledning og Støtte, voksede de anerkendte Kassers Antal stærkt, og samtidig tiltog Kassernes indre Styrke og Kraft. Planer om Løsning af fælles Opgaver, som allerede var udkastede før Sygekasseloven,naaede først frem til Virkeliggørelse. Saaledes Centralforeninger til Lettelse af Overgang fra en Sygekassetil anden og nu i de senere Aar BegravelseskassernesGenforsikring. Principet Hjælp til Selvhjælp har næppe nogensinde sat skønnere Frugt end i den danske Sygekassebevægelse.Dette sikkert, næst den udmærkede Maade, hvorpaa Tilsynet og Sygekassesagens Førere har ledet Bevægelsen, at dette Princip her er bragt til Anvendelse paa et Omraade, hvor det fuldt ud hører hjemme. Opgaven, der skal løses, er nemlig af en saadan Natur, at den i det væsentligste ligger indenfor de paagældendes Rækkevidde, baade i administrativ og økonomisk Henseende, saaledes at Selvstyret og Selvhjælpen med de deraf følgende foikeopdragenue Side 222
Virkninger
kommer i første Række, StatstiLsynet og Spørgsmaalet bliver nu, om Sygekassebevægelsen har vokset sig saa stærk, at den kan blive en tilstrækkelig Basis til at bære den øvrige Arbejderforsikring. herpaa maa i det hele og store lyde bekræftende. Sygekasserne talte den 31. December 1902 367,124 übemidlede Medlemmer eller mellem 1j4i og V5V5 af Danmarks Befolkning over 15 Aar. At Sygekasserne skulde kunne dække over det samme Omraade som de andre Forsikringsgrene, kan man imidlertid ikke vente, og at dette ikke er Tilfældet, fremgaar bl. a. af Arbejderforsikrings-Raadets Beretninger, 40 pCt. af de under Loven af 7. Jan. 1898 hørende tilskadekomne ikke var Sygekassemedlemmer. saa afskrækkende som dette Tal ved første Øjekast synes, er det nu i Virkeligheden ikke, idet en nærmere Undersøgelse viser, at Ikke-Medlemmerne findes i de yngre Aldersklasser, i hvilken Trangen til Sygeforsikring ikke er saa stor som senere; men det viser dog, at der endnu er en lang Vej frem for Sygekasserne. Disse er imidlertid en eclesia militans, som hvert Aar gør mange Proselyter og vokser i langt større Forhold end hele Befolkningen, saaledes at det tør haabes, at de stedse mere vil nærme sig Maalet. At lade vor friske, levende Sygekassebevægelse stivne i en Tvangsforsikring er der sikkert ikke Stemning for. Selv Arbejderkommissionen af 1885, der virkede under det første overvældende Indtryk af den tyske Socialreform, tilbage for at anbefale en saadan Foranstaltning. *) Se Kommissionens Betænkning S. 23 Side 223
Personer over 60 Aar, der opfylder visse Værdig hedsbetingelser og er ude af Stand til at forskaffe sig selv eller dem, overfor hvilke der paahviler dem fuld Forsørgelsespligt, det fornødne til Underhold m. v., giver Loven af 9. April 1891 Ret til at faa Alderdomsunderstøttelse,som har Fattighjælpens Virkninger. Understøttelsen ydes af Kommunerne, der faar Halvdelenaf refunderet af Statskassen. Denne Lov kom som bekendt til Verden paa et Tidspunkt, da Bølgerne i vort politiske Liv gik meget højt, og der maatte hengaa Aar, inden man paa Grundlag af de høstede Erfaringer kunde naa til en lidenskabsløs Bedømmelse af den. I det hele og store tør det sikkertsiges, Dommen er faldet gunstigt ud. I de Befolkningslag, den skal komme til Gode, er den ret populær, sikkert langt mere, end Invaliditetsloven er i Tyskland, og af en Række interessante Udtalelser, som paa Foranledning af et Folketingsudvalg blev fremskaffeti og 1901 fra Amtmænd samt kommunale Raad og Foreninger synes det ogsaa at fremgaa, at de bevilgende Myndigheder i det hele er vel fornøjede med Loven. At denne var behæftet med store Mangler er dog übestrideligt. En af de værste af disse, at den private Velgørenhed hæmmes og Sparsommeligheden modarbejdes, er der til en vis Grad raadet Bod paa ved Loven af 23. Maj 1902, der bestemmer, at privat Understøttelse til en Værdi af 100 Kr. aarlig skal, og Livrente, Legat, Pension ell. lign., der sammen med den private Understøttelse ikke overstiger 100 Kr., kan lades ude af Betragtning ved Bedømmelsen af Trangen. Bestemmelsen om, at Understøttelsen bør udgøre, hvad der til enhver Tid behøves til den understøttedesog Side 224
støttedesogFamilies nødvendige Underhold o. s. v., har ogsaa givet Anledning" til Kritik, fordi den ved sin Übestemthed vækker Utilfredshed hos den understøttedeog Vanskeligheder for Administrationen. Der er derfor, navnlig ved et af Københavns Magistrat udarbejdet Forslag, rejst en Bevægelse for faste Takster, ältsaa et Pensionssystem, der vilde bidrage betydeligt til at berøve Understøttelsen dens Karakter af Fattighjælp.Efter indhentede Erklæringer synes der imidlertid kun i Byerne at være nogen Stemning for denne Reform, derimod ikke paa Landet, rimeligvis paa Grund af den større Mulighed man der har for at have personligt Kendskab til Ansøgerne og deres Forhold. I den tyske Invaliditetsforsikringslov er det bestemt, at den, der har fyldt det 70. Aar uden videre har Ret til Alderdomsrente. Efter den danske Lov giver 60 Aars Alderen ikke i og for sig Krav paa Understøttelse. For at opnaa en saadan maa den paagældende for det første føre Bevis for Trang, hvilket karakteriserer Loven som en Forsørgelseslov, og for det andet paavise, at han er ude af Stand til at fortjene Underhold til sig og sine, altsaa at han er Invalid, hvilket ikke altid behøverat Alderdomssvækkelse. For saa vidt kan man sige, at Loven er en Invalideforsørgelseslov for Personer over 60 Aar. Nu er det imidlertid saa, at saare mange mister deres Arbejdskraft inden Opnaaelsenaf 60. Aar paa Grund af Sygdom eller ved Ulykkestilfælde, som ikke hører ind under de bestaaendeUlykkesforsikringslove, at Lovgivningsmagten har organiseret nogen Hjælp for dem udover den i Følge sin Natur forbigaaende Sygekassehjælp. Her er Side 225
altsaa et betydeligt Hul i vor Arbejderforsikringslovgivning,som sikkert er en af de nærmestliggende Opgaver at faa udfyldt. Spørgsmaalet bliver da, hvorledesdette gøres. Det skal da straks siges, at Maalet sikkert ikke kan naas ad Frivillighedens Vej, selv med megen Støtte fra Statens Side. En saadan Bevægelse vil ikke naa tilstrækkelig dybt ned i Befolkningslagene, saaledes at Statens Hjælp ikke kommer de fattigste af de fattige til Nytte. Faren herfor er i nogen Maade til Stede ved den frivillige Sygekassebevægelse, men den vil blive tifold større ved en Invaliditetsforsikring. Den Omstændighed, at Bidragene vil blive betydelige, og at Muligheden for Invaliditetens Indtræden staar som ret fjern, vil afholde de fattigste fra at komme med. Sygekasseprincipet kan altsaa ikke anvendes. Der bliver kun to Muligheder tilbage: Tvangsforsikring tysk Mønster eller Forsørgelse, altsaa en Udvidelse af Alderdomsunderstøttelsesloven til at gælde alle Aldersklasser ud over Barnealderen. En Tvangsforsikring, der kun omfattede de Personer,der for andre, vilde imidlertid ikke passe ind i Systemet, da saavel Sygekasseloven som Alderdomsunderstøttelseslovensom fremhævet ikke alene kommer Lønarbejderne til Gode. Tvangen maatte altsaa udvides ogsaa til Personer, der arbejder for egen Regning, og herved vilde de administrative Vanskelig^ heder, der altid er forbundne med en Tvangsforsikring af denne Art, i høj Grad forøges. Opkrævningen at Bidragene vilde ofte volde store Vanskeligheder og" megen Misfornøjelse. Der vilde kræves et overordentligstort Apparat, som vilde sluge enorme Side 226
Udgifter. Den norske Kommission beregnede Administrationsomkostningerneved planlagte Folkeforsikringtil 1/., Million, men det blev senere paavist, at de snarere kunde ventes at ville udgøre i1/22 — 2 Millioner. Det vilde heller næppe være rigtigt at følge det tyske Eksempel ved at paalægge Arbejdsgiverne at yde Bidrag til deres Arbejderes Invalideforsikring. Man kunde tænke sig en rationel Ordning, hvorved det blev paalagt Arbejdsgiverne i de sundhedsfarlige Industrier at yde deres Arbejdere Erstatning" for Invaliditet, der skyldtes Bedriftssygdomme. Dette vilde være en logisk Konsekvens af de Principer, hvorpaa Ordningen af Ulykkesforsikringen hviler. En saadan Bestemmelse findes da ogsaa i den schweiziske Lov af 25. Juni 1881 om Arbejdsgiveres Ansvar overfor deres tilskadekomne Arbejdere. Megen Betydning kan den imidlertid ikke faa paa Grund af Vanskeligheden ved at afgøre, hvad der er professionel Sygdom og hvad ikke.*) I det langt overvejende Antal Tilfælde, hvor Virksomheden ikke frembyder nogen særlig Fare for Arbejderens Sundhed, er det ikke let at se, hvorledes man skal kunne begrunde en Bidragspligt for Arbejdsgiverne, naar man da ikke har til Hensigt at drive en Udsoningspolitik af samme Art som den tyske og derfor betragter Arbejdsgiverbidraget som et Offer paa den sociale Freds Alter. Mod at opkræve
et Bidrag hos Arbejdsgiverne til
*) Se herom bl. a. Berichte der eidg. Fabrik- und Bergwerkinspektoren den Jahren 1900 und Iyol. Aaran 1902. S. 25. Side 227
største Delen f. Eks. af de industrielle Virksomheder indehaves af smaa Haandværksmestre, hvis økonomiske Stilling ikke er stort bedre end deres Arbejderes , og som er lige saa ilde farne som disse, naar de mister deres Arbejdsevne. Det skal endnu bemærkes, at selv om man vilde give en saadan Form paa Forsikring det videst mulige Omfang, vilde den dog passe daarligt sammen med den gældende Alderdomsforsørgelseslov, fordi denne hviler paa et helt andet Princip. Den kræver saaledes visse Værdighedsbetingelser opfyldte, hvorom der selvfølgelig kan være Tale, naar man vælger Forsikringsformen. Den Udvej, at omforme den gældende Alderdomsunderstøttelseslovtil almindelig Invalideforsørgelseslov,har Fordele, som Forsikringsformen ikke byder. Det er som bekendt en af Alderdomsunderstøttelseslovensstørste at den benytter de bestaaende kommunale Myndigheder og derfor ikke har skabt noget nyt administrativt Organ, hvad der gør, at kun meget lidt gaar til Spilde i Form af Administrationsomkostninger.Al Ulejlighed og Besvær, som er forbundet med Opkrævningen af en Særskat til Forsørgelsen, bortfalder. Og man kan faa det hele Invalidespørgsmaal løst paa en ensartet Maade. Det rigtige vil utvivlsomt være at lægge Invaliditetssynspunktettil saaledes at Alderdomsunderstøttelsen, ikke indtræder med noget bestemt Aar, men først naar Arbejdsudygtigheden indtræder. Dette er, som tidligere omtalt, allerede Tilfældet nu, men der er dog sikkert i Befolkningen udbredt den Opfattelse, at det saa at sige er fastslaaet ved Lov, at ved 60-Aars Alderen er Arbejdsevnensaa Side 228
bejdsevnensaagodt som ophævet,
saa at det offentlige Den vigtigste Indvending, der vil blive fremført mod en saadan Ordning, er vistnok den, at den er et fuldstændigt Brud med Principet Hjælp til Selvhjælp. Hertil skal først bemærkes, at den Selvhjælp, der udskrivesgennem Tvangsforsikring, sikkert ikke har megen Værdi som Selvhjælp betragtet. Skal Udgifterne til Invalideforsørgelsen tilvejebringes gennem de almindeligeSkatter Afgifter, vil de fattige jo ogsaa komme til at bære deres Del af Byrden, og det synes for saa vidt kun at være et Hensigtsmæssighedsspørgsmaal,om vil benytte denne Form eller udskrive en særlig Skat til den omtalte Forsørgelse. Dernæst maa det erindres, at det naturligvis som ved den nuværendeAlderdomsunderstøttelseslov kræves, at den, der søger Understøttelsen, ikke forud for InvaliditetensIndtræden hjemfalden til Fattigvæsenet. Fordringen om, at Ansøgeren ikke i en Aarrække har været under Fattigforsørgelse, vil saaledes blive udstrakt til hele Livet og ikke alene til Tiden før det 60. Aars Indtræden. Heri vil der ligge en mægtig Spore til Selvhjælpsbestræbelser, som i Forening med de øvrige Værdighedsbestemmelser kan faa en stor moralsk Betydning.Naar endelig som her gaar ud fra den Betragtning, at Arbejderforsikringen er en Helhed, og fastholder, at de, hvem den skal komme til Gode, ikke er i Stand til at afholde Udgifterne af deres egne Midler, turde det være et Spørgsmaal, om det ikke er det rigtigste at henvise Selvhjælpsbestræbelserne til de Omraader, hvor de naturligt hører hjemme, og lade Samfundet bære Resten. Det maa erindres, at der Side 229
stilles store Krav til den moderne Arbejders Selvhjælp. Han skal være Medlem af en Sygekasse, yde sit Fagforeningskontingent,og stilles ham en Mængde kulturelle Opgaver, som han bedst løser gennem Selvhjælp.Herhjemme der i den sidste Tid begyndt at dæmre et Haab om, at man skulde kunne naa frem til i alt Fald en delvis Løsning af Arbejderforsikringens største og vanskeligste Problem: Forsikring mod Arbejdsløshed.Der vistnok ret almindelig Enighed om, at denne Opgave maa løses ved at yde frivillige Organisationer Hjælp til Selvhjælp. Belaster man imidlertidArbejderens med et ret betydeligtTvangsbidrag, man Fare for, at denne og andre Opgaver forsømmes, og at Tvangsforsikringen netop hæmmer Arbejdernes Selvhjælpsbestræbelser i Stedet for at fremme dem. Jeg skal dog tilføje, at denne Indvending ikke saa meget rammer det af Hr. Sygekasseinspektør Th. Sørensen herhjemme fremsatte Forslag om at indskrænke til Indskud til Alderen fra 20—29 Aar — en Periode, hvor Pengene sidder ret løse hos den daarligere stillede Del af Befolkningen, og hvor der ikke stilles ret store Krav til de paagældende ved Familie o. 1. *). Kun under denne Form forekommer det mig, at man uden meget store Betænkeligheder med Hensyn til Indvirkningen paa de andre Forsikringsgrene gaa til en tvungen Forsikring. Hvilken Vej man
end vil gaa, er det vist, at *) Se Th. Sørensen: Antydninger til en eventuel Alderdomsforsørgelse. Tidsskrift 1890, S. 25 ff. og en Artikel af samme Forfatter i Tilskueren 1888. Side 230
ligtmerealene for Invaliderne under 60 Aar, end den nuværende Alderdomsforsørgelseslov koster. Vælger man at gaa til en Udvidelse af Alderdomsforsørgelsen, kunde det maaske være rigtigt at skabe en Overgangstid,for Byrden ikke skal ramme paa en Gang med hele sin Tynge. Det er bekendt, at det mærkelige er sket, at et Frøkorn fra Danmark har spiret og baaret Frugt i Australien, hvor man forskellige Steder har vedtaget Alderdomsunderstøttelseslove efter dansk Mønster.Hr. mag. Sv. Trier, der nylig er kommen hjem fra en Rejse til Australien, har henledt min Opmærksomhedpaa, man i New South Wales, hvor Retten til Alderdomsunderstøttelse indtræder ved 65 Aars Alderen, har en Bestemmelse om, at Invalider mellem 60 og 65 Aar kan faa Understøttelse efter de samme Regler som de gamle, og efter en Udtalelse af Reeves i »State Experiments in Australia and New Zealand« 11. S. 284 synes det at være Meningen efterhaandenat Aldersgrænsen for Retten til Opnaaelse af Invalideunderstøttelse. Vor Arbejderforsikringslovgivnings sidstfødte er Ulykkesforsikringsloven af 7. Januar 1898, hvortil slutter sig en lille Lov af 3. April 1900 om Fiskeres Forsikring i Ulykkestilfælde. Den er ide fleste afgørende Henseenderganske de tyske Ulykkesforsikringslove og det Forslag, som Arbejderkommissionen af 1885 udarbejdede under stærk Paavirkning af den tyske Socialreform. At Arbejderkommissionens Forslag ikke blev til Lov, er der i flere Henseender Grund til at være glad over. Jeg anser det saaledes for et Held, at vi slap for en Statsforsikringsanstalt, hvori alle Arbejdsgiverevar til at forsikre deres Arbejdere. Side 231
Efter den gældende Lov paahviler der ikke Arbejdsgivernenogen til at forsikre deres Folk, men Loven begunstiger Tegning af Forsikring. Denne Frihed til at vælge Formen for Forsikringen tror jeg betragtes som et stort Gode af Arbejdsgiverne, og disse har næsten uden Undtagelse fyldestgjort den moralske Forpligtelse, der paahviler dem til at forsikre deres Arbejdere, naar de ikke selv frembyder tilstrækkeligøkonomisk for Opfyldelsen af eventuelle Forsikringskrav, og saaledes gjort de ilde Spaadomme til Skamme, der navnlig" fremkom i Tyskland om, at mange Arbejdere vilde gaa glip af Erstatningen paa Grund af, at deres Arbejdsgivere ikke havde tegnet Forsikring. Loven har givet Anledning til Dannelsen af en Del frivillige gensidige Forsikringsforeninger, og indenfor disse —¦ navnlig de fagdannede — finder man det samme friske Initiativ som hos Arbejdernes Sygekasser.Jeg saaledes nævne, at Mejeriernes Ulykkesforsikring,hvis kun er pligtige til at forsikre deres Arbejdere mod Maskinulykker, frivillig har udvidet Forsikringen til alle i Mejerierne indtrufne Ulykkestilfælde. Ogsaa indenfor de Organisationer, der er samlede i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, synes der at være Tendenser til at udvide Forsikringen udoverLovens vist ofte meget snevre Grænser. Endnu kan nævnes, at Privatbanernes gensidige Foreningog ligeledes frivillig er gaaet til at paatage sig større Byrder, end Loven paalæggerdem. Et af
Arbejder-Ulykkesforsikringens vigtigste Problemer—
Side 232
jævnes let og hurtigt, uden at det gode Forhold mellemArbejdsgivere Arbejdere lider Skade — har Loven af 7. Januar 1898 løst paa en overordentlig heldig Maade ved at henlægge Afgørelsen til Arbejderforsikrings-Raadet,hvis i vidt — maaskefor — Omfang er endelige. I dette Raad er juridisk, lægevidenskabelig og teknisk Sagkundskab repræsenteret, ligesom de to interesserede Parter, Arbejdsgivereog Gennem denne Sammensætninghar søgt at opnaa Garanti for en saa vidt muligt upartisk, til alle Sider Hensyn tagende Afgørelse af de foreliggende Spørgsmaal. Men er der end saaledes meget at glæde sig over ved den danske Ulykkesforsikring, er der dog et stort Arbejde tilbage at udrette paa dette Omraade. Forudenden Udvidelse til Landbrug og Søfart synes det Spørgsmaal mig at fortjene alvorlig Overvejelse, om den Form, hvorunder Erstatningerne udbetales, er hensigtsmæssig. I Danmark benytter man i videst muligt Omfang Kapitaludbetalingen og det endda efter nogle højst ejendommelige Regler. At en Lærling med under 300 Kr. om Aaret, som fuldstændig mister sin Arbejdsevne,f. bliver blind paa begge Øjne, faar en Erstatning af 1800 Kr. som Tærepenge paa Resten af sin Vej gennem Livet, medens — som det er hændt — en Olding, der befinder sig paa Gravens Rand, men endnu har en Fortjeneste af 800 Kr. om Aaret, faar 4800 Kr., er de grelleste Eksempler paa en Beregningsmaade,som min Mening slet ikke kan forsvares. Spørgsmaalet er da, om det ikke vilde være langt mere rationelt at gaa over til Rentesystemet som i Tyskland. Svaret kan efter min Formening ikke Side 233
blive ja eller nej, men et baade — og. Efter min Erfaring er nemlig den Indflydelse, som de smaa og de store Beskadigelser har paa Arbejdernes økonomiske Eksistens højst forskellig. Selv om Følgerne af en mindre Beskadigelse rent anatomisk set er blivende, vil der som Regel ikke hertil svare en blivende Nedsættelseaf Naar Helbredelsen er opnaaet,vil saadan Arbejder som Regel vende tilbage i de arbejdendes Rækker og ved Tilvænning efter kortere eller længere Tids Forløb opnaa den samme Arbejdsfortjeneste som tidligere. For ham har Ulykkestilfældetnærmest skæbnesvangert derved, at det pludseligt, brutalt har revet ham ud af hans tidligereArbejdsforhold derved fremkaldt en kritisk Tid, som det kan falde ham haardt nok at komme ud over, selv om han har sikret sig gennem Sygekasse eller paa anden Maade. Under saadanne Forhold vil en Kapitaludbetaling en Gang for alle sikkert i de fleste Tilfælde være en bedre Hjælp end en sparsom Renteydelse,der Begyndelsen er for ringe og senere som oftest overflødig. Helt anderledes ligger Forholdene ved de større alvorligere Beskadigelser. Her vil Nedsættelsen af Arbejdsevnen Regel være varig og medføre en blivende af Arbejdsfortjenesten. Det vil derfor være rimeligt, at der hertil svarer en aarlig tilbagevendende i Erstatning. At lignende Betragtninger som de her fremsatte ogsaa er bleven gjort gældende i Tyskland, fremgaar deraf, at man i Loven af 30. Juni 1900 om Ændringer i Ulykkesforsikringsloven bestemte, at Renter paa 15 pCt. og derunder kan afløses af en Kapitaludbetaling en Gang Side 234
for alle, naar den erstatningsberettigede ansøger derom. Endnu skal nævnes, at det i den italienske Ulykkesforsikringslovaf Marts 1898, der ligesom den danske principielt holder paa Kapitalsystemet, bestemmes, at ved fuldstændig Nedsættelse af Arbejdsevnen skal der altid indkøbes Livrente for den tilskadekomne. Jeg er mig fuldt bevidst, at en delvis Overgang til Rentesystemet er i stærk Modstrid med de Principer, hvorpaa den gældende Lovs Erstatningsregler hviler. Men jeg er overbevist om, at en i social Henseende tilfredsstillende Løsning af Ulykkesforsikringen og en Ordning, der kan bringes i Samklang med de andre Forsikringsgrene, kun naas ad denne Vej. Af det foregaaende vil det ses, at den tyske Arbejderforsikring sig fra den danske derved, at den væsentligst kun kommer Lønarbejderne til Gode, samt deri at Forsikringen helt igennem er knyttet til Arbejdsforholdet. dette, bortfalder dermed ogsaa Forsikringstvangen. en tysk Arbejder arbejdsløs, gaar han ud.af Sygekassen og beholder kun i højst 3 Uger sit Krav paa Understøttelse*). Med Arbejdsforholdets Ophør bortfalder ligeledes hans Forpligtelse til at yde Bidrag til Invalideforsikringen, og har han ikke i to Kalenderaar betalt Bidrag i 20 Uger, bortfalder hans Krav paa Invalideunderstøttelse. Indenfor denne
Begrænsning har den tyske Arbejderforsikring *) Det er højst betegnende, at i det af det kejserl. tyske statistiske Bureau udgivne ;;Reichs-Arbeitsblatt« benyttes Af- og Tilgangen til Sygekasserne som Udtryk for Beskæftigelsesgraden i de industrielle Erhverv. Side 235
ogByggeindustrien,i Land- og Skovbrug og i Søfarten, medens vi herhjemme kun kender Ulykkesforsikring i en begrænset Del af Industrien og ved Fiskeri. Dernæster sikret alle tyske Arbejdere en Støtte ved Invaliditet som Følge af Sygdom og Alderdom, medens vi kun har Alderdomsunderstøttelse for Personer over 60 Aar. Og som tidligere fremhævet er der langt mere System og indre Sammenhæng i den tyske Arbejderforsikringend den danske. Endelig adskiller den tyske Forsikring sig fra den danske derved, at den virker gennem Tvangsorganisationer, vor Sygekassebevægelse er frivillig, og Organisationen af Ulykkesforsikringen er overladt til Arbejdsgiverne selv, og Alderdomsunderstøttelsen administreres af Kommunalbestyrelserne. Har vi saaledes endnu ikke bygget vor Arbejderforsikring højt som den tyske, har vi til Gengæld bygget paa et bredere Grundlag. Den danske Lovgivning større Plads for frie Rørelser end den tyske, der ved sin tvangsmæssige, rent mekaniske Behandling Forholdene utvivlsomt indeholder Spirer til en Udvikling i bureaukratisk Retning. Kan vi derfor faa tilvejebragt en Hjælp for vore Invalider og udviklet vor Ulykkesforsikringslovgivning, behøver vi utvivlsomt ikke at frygte Sammenligningen med den berømte tyske Socialreform. Til Foredraget
knyttede sig en Diskussion, hvorat Sygekasseinspektør Th. Sørensen var i det væsentlige enig med Foredragsholderen i hans Bedømmelseafsaavel som Manglerne ved dansk og tysk Arbejderforsikrings-Lovgivning. Det kunde jo Side 236
synes vanskeligt at faa System og Helhed i en Social- Lovgivning som den, vi have her hjemme, fordi vi have faaet den stykkevis, men Taleren mente dog, at de bestaaende Love kunde suppleres saaledes, at der endog kunde blive fortræffelig Sammenhæng mellem de enkelte Led. Hvad disse enkelte Led angik, skulde Taleren først nævne Sygekasseinstitutionen, som nu begyndte at vække Opmærksomhed her hjemme; i Udlandet havde man allerede forlængst været opmærksom paa, at Spørgsmaalet om Sygeforsikring i Danmark var løst paa en Maade, der opfordrede til Efterligning, og det var ikke urimeligt at antage, at Udviklingen i Fremtiden paa dette Omraade vilde gaa mere i dansk end i tysk Spor. Hvad Ulykkesforsikringen angik, havde Taleren allerede for flere Aar siden slaaet til Lyd for dens Udvidelse til ogsaa at omfatte Landbrugets Arbejdere: han haabede, at Foredragsholderens Udtalelser til Gunst for denne Tanke ikke i samme Grad som Talerens egne maatte vise sig at være som en Røst i Ørkenen. Den bestaaende Lovgivning om Ulykkesforsikring kunde ogsaaTalerenønske i den Retning, at Kapitaludbetalingkunblev ved de lavere Invaliditetsgrader,menved højere afløstes med Erstatning i Form af Rente. Dette vilde ganske vist blive noget dyrere for Arbejdsgiverne, men dog ikke i saadan Grad, at det burde blive nogen Hindring for Gennemførelsen af denne højst ønskelige Reform. — Med Hensyn til Alderdomsunderstøttelsen havde Foredragsholderen udtaltsigtil for faste Takster. Vedrørende disse kunde Taleren meddele nogle statistiske Oplysninger. For nogle Aar siden forelaa der et af Københavns Fattigborgmester udarbejdet Forslag om Indførelse af faste Takster; Anvendelsen af disse Takster vilde for Aaret 1897 have paaført Københavns Kommune (med Frederiksberg) en Merudgift til Alderdomsunderstøttelse af c. 15 Procent, Købstadkommunerne c. 33 pCt. mere og Landkommunerne c. 39 pCt. mere. Men siden 1897 er Beløbet af Understøttelsen pr. Hovedperson steget betydeligt, og Taleren havde beregnet, at med de samme faste Takster vilde København i 1901 kun have betalt c. 5 pCt. mere i Understøttelse pr. Hovedperson end faktisk var Tilfældet, Købstadkommunerne c. i2pCt. mere, og Landkommunernes Merudgift vilde gaa ned til omtrent 17 pCt. (i Stedet for som før nævnt 39 pCt. Side 237
i 1897). Hvis Understøttelsen stiger i Tiden 1901— 06 i samme Forhold som i Aarene fra 1897 til 1901 , vil alle tre Grupper af Kommuner i 1906 være oppe paa en gennemsnitlig Understøttelse pr. Hovedperson, der er højere, end de vilde betale efter de i sin Tid foreslaaedefasteTakster. Docent Jens
Warming: Vilde ikke Indførelsen Sygekasseinspektør Sørensen:
Nej, Kommunerne Docent Warming:
Men vilde dog ikke Konsekvensen Sygekasseinspektør Sørensen: Hvis den nu gældende Lovs Princip paa dette Punkt bevaredes, vilde Kommunerne jo dog altid have det i deres Haand at begrænse Antallet af understøttede. Generaltolddirektør Rubin mindede om, at det oprindelige Berg-Hørup'ske Forslag havde faste Takster, og naar man gik bort fra dette Princip, var det i Grunden ikke fordi man i og for sig havde noget imod det, men det hang sammen med de politiske Forhold, under hvilke Loven om Alderdomsunderstøttelse til. Loven blev lavet af en Fattiglovsparagraf for at have noget at byde imod det Berg-Hørup'ske Forslag; derfra den ejendommelige Form: en Art Fattigunderstøttelse, efter frit Skøn, men uden Fattighjælps Virkninger. De faste Takster var hensigtsmæssige de store Byer, men havde væsentlige Mangler paa Landet og i smaa Byer, hvor Forholdene er saa overskuelige, at en nærmere Udmaaling af den enkeltes Trang lader sig foretage. Sygekasseinspektør Sørensen erkendte Rigtigheden Generaltolddirektør Rubins sidste Bemærkning, vilde dog gøre opmærksom paa, at selv om man havde bestemte Normal-Satser for Understøttelsen i de forskellige Aldre, var der intet til Hinder for at modificere dette System ved Tillægsbestemmelser om, at særlige Forhold (Sygdom, fuldstændig Arbejds- Udygtighed o. 1.) kunde berettige til Anvendelse af en højere Understøttelses-Sats end den normale. |