FERNANDO LINDERBERG. Kristendommen og den sociale Udvikling. I. Oldtidens sociale Tilstande og Kristendommens Kbhvn. 1903. Lehmann & Stage. (193 S.;.

Enhver Læser, der er nogenlunde øvet i lidt forfatterfysiognomiskelagttagelser, let opnaa en vis Færdighed i at tage Maal af en Bogs Indhold, allerede saa at sigtafdens og dens Forfatternavn. Og den blaserte eller forretningstravie, for hvem det ikke kommer an paa et Par ny Enkeltheder mer eller mindre, vil hurtig ved et Par Siders Indkig kunne gøre Bog paa Bog »færdig«, med en behagelig Fornemmelse af, at man forud kender Facit

og kan spare sig Læsningen. En Bog som Linderbergs er vist ikke et daarligt Objekt for en saadan ekspedit og summarisk Fremgangsmaade. Forfatterens Navn, Bogens Titel og Undertitel — og vi kan tænke os, hvor vi holder, og at vi paa den mørke Baggrund, hvorpaa Kristendommenskal sig, vil faa adskilligt at høre om HedenskabetsSyn Slavenet osv.

En Prøve vil vise, at Formodningen her holder Stik. Der er intet videnskabeligt eller egentlig nyt i Linderbergs Bog. Men den mere naive og respektfulde Læser, der følger Bogen Side for Side, maa trøste sig med, at han under Vandringen stadig hist og her kan plukke adskilligt morsomt op, der unddrager sig den flotte Læsers Blik, der er vant til at »overse«. Forf. selv gør ogsaa udtrykkelig paa, at han slet ikke tilstræber noget »videnskabeligt« nyt. Allerede et Blik paa Litteraturhenvisningen, som altid viser hans Flid og Belæsthed, gør det klart, at Fremstillingen er bygget paa populære Haandbøger eller paa andres Forskningsresultater.

Bogen skal bedømmes ud fra dette, om det er lykkedes
at give en anskuelig Fremstilling af de sociale
Forholds Vækst.

Og her maa man vist sige: ja. Den underholdende, let læselige og velskrevne Bog lægger Farver over de Hovedlinjer, som den nogenlunde trænede forud kender, gennem levende Træk — og grumme mange Citater — hentede rundtom fra. Og selv den studerende Hr. politices eller mag. med akademisk-videnskabelige Aspirationer for hvem Bogen iøvrigt ikke er særlig beregnet — kan saamænd her hente sig megen udfyldende Belæring Forhold, om hvilke han kun har et Par Navne og nogle faa eksamens-brugbare Sætninger til Rede.

Lidt generer det under Læsningen, at Forf. med en vis usvigelig Højskolesikkerhed saa hurtig »gør det af« med hedensk Kultur. Det er ikke gjort med Opskrifter af overfor-finede Menuer fra Kejsertidens »bedre Middage«, hvor Nattergaletunger og slavefodrede Fisk næppe nok er

det mest raffinerede, eller med Bunker af Slavehistorier, eller med Henvisning til, at selv »ædle« Hedninge kun havde Selvmordet som eneste Retræte, eller med en Præsentationaf hedenske højst brogede, lidet imponerende og til Tider ret humoristiske Gudekorps. Med saadannePræmisser Slutningskæden om Hedenskabets Uformuenhed overfor sociale Opgaver for let i Led. I alt dette er der megen Overdrivelse, famøse Enkelttildragelserere til Typer, og de religiøstsocialeForhold med for haard Haand. Det er umaadelig vanskeligt nu, med det knebne og spredte Materiale, at trænge ind i og for Alvor leve sig ind i antik Kulturs Følelsesliv, dens Hjærteforhold til Religionenog Syn paa Enkelteksistensernes Værd og hermed paa de sociale Værdier. Men Anmelderen, som føler sin Ukyndighed paa disse Felter og for hvem hedenske Gudeforestillingers og Mytedannelsers Forhold til det praktiske Liv ofte staar som store Gaader, er sikker paa, at der i hedensk Kultur før Kristendommen og ogsaa efter, men uafhængig af den ligger langt flere sociale Muligheder, end det almindelig siges og Forf. har Øje for. Lidt Opmærksomhed — for blot at nævne noget — paa Mysteriekultus'en eller et flygtigt Blik paa gammelt østerlandsk Livssyn (det, der jo nu som moderne Salonreligioner formelig aktuelt) eller lidt opladt Øre for forskellige fremragende hedenske Tænkeres Ord og etiske Kulturkrav turde være nok til, at man med lidt Varsomhedtog Problemet: Hedenskabets Forhold til det sociale.

Havde Forf. taget lidt mere med af det her antydede, vilde Kristendommens übestridelige sociale Nydannelser vedblivende have staaet i kraftig, men mere ægte og mindre bengalsk Belysning.

Imidlertid, i en kortfattet Fremstilling med populariserende som Linderbergs har det jo sin Vanskelighed faa Nuancerne med. Den Synsvinkel, Forf. iøvrigt har anlagt, er god. Linderberg ser her som altid

— og med fuldkommen Ret — paa de sociale Forhold, særlig saaledes som de tager sig ud set nedenfra, fra de Klassers Standpunkt, der bedst ved, hvor Skoen trykker, og endnu er udenfor, og ikke naaet op ad de Trin, der føre til socialt og materielt Velvære. Bogen er et nyt Vidnesbyrd om Forf.s flinke, folkeopdragende Arbejde og lidt sangvinske, men varmhjertede Reformtro. Og Linderberg med nogen Tilfredshed se hen til den Stilling, han trods den ret üblidelige Modbør han som Autodidakten og den meget ihærdige Polemiker har haft at kæmpe med, efterhaanden har hævdet sig i økonomisk Litteratur.