II. E. MARTIN SAINT-LÉON. Le Compagnonnage. Son Histoire, ses coutumes, ses reglements, ses rites. Paris 1901. Librairie Colin.

Intet Land kan i Virkeligheden opvise Magen til den Samling, Professor C. Nyrop har tilvejebragt i ovenomtalte Bog. Ikke Tyskland med dets mange paa alle Omraader ivrigt producerende Forfattere, og ikke Frankrig, hvor Begrebet Haandværkerhistorie kun indtager en saare beskedenPladsi samlede Faglitteratur. Det er saaledes ret mærkeligt, at siden 1840, da Agricol Perdignier udgav sin nu lidet kendte og meget sjældne Livre du Compagnonnage,erder der har taget dette Æmne op til grundig Behandling før i den allersidste Tid. Saavel Levasseur som hvem der ellers siden har været inde paa Arbejderspørgsmaalene, har grundet deres Oplysninger paa Perdignier. Den Bog, som E. Martin Saint- Leon har udgivet med Titel »Le Compagnonnage«, fortjener derfor et nøjere Studium af dem, der interesserer sig for FortidensArbejderforholdog Le Compagnonnage er i Frankrig det samme, som i TysklandogDanmark Ziinften. De samme Modsætningsforhold,somi to Lande førte til Svendenes Indordningunderziinftige skabte ogsaa i Frankrig en stærk Sammenslutning af Svendene. Men den Magt, Ziinften fik i Tyskland og Danmark ogsaa over Mestrene, kendes ikke i Frankrig. Paa Grund af dette Lands stærke Regeringsmagt og den Støtte, Mestrene fik af denne i deres Monopolbestræbelser, vidste disse allerede tidligt at optræde meget stærkt overfor Svendene og sætte næsten uoverstigelige Skranker for deres Optagelse i Lavene. Modtrækket fra Svendenes Side var deres Organisationer, som allerede i det 14.^—15. Aarhundrede udformedes i tre, strængt adskilte Grupper (Enfants de Saiomon, eufants

de maitre Jacques og enfants da pere Soubise), hvoraf hver enkelt havde sine zünftige Regler og sin Handwerksgewohnheit,somingen end den, der hørte til Gruppen, maatte kende. Især var det dog efter at Vandringen(letour France) var bleven almindelig i det 15. Aarhundrede, at Betydningen af Le Compagnonnage steg. Ved Striker, Blokader og Bandsættelser vidste Svendene at sætte mange af deres Krav igennem, ligesom de ved deres Pligt til gensidigt at understøtte hverandre og ved Oprettelsen af et helt System af Herberger, Sygehuse,forstodat en gensidig Solidaritet, der ikke overgaas af den, der findes indenfor vor Tids Arbejderstand.Det,der i væsentlig Grad adskiller de franske Svendelav fra de tyske og danske er deres hemmelige,frimureragtigeKarakter. Feltraab, indbyrdes Kendetegn, ait bevaredes som en dyb Hemmelighed af den enkelte Svend, ligesom Møderne indhylledes i en Mystik, der var egnet til at imponere og til at holde Fæl'erne fast om Fanen. Aarsagen til denne strenge Afsondrethed laa selvfølgelig i de Forfølgelser, Svendenes Organisationer var Genstand for. Allerede midt i det 14. Aarhundrede begyndte Avtoriteterne at træde op imod dem og true Medlemmerne med Baal og Brand, og Forbudene gentoges lige ned til Slutningen af det 18. Aarhundrede. Trods alt overlevede Le Compagnonnagedogde Regeringers Udryddelsesforsøg, og eksisterer endnu hist og her i Frankrig, selvfølgelig overskygget af de moderne Arbejderorganisationer og med andre Formaal end tidligere. Det er de Rester af gammelBrugog som endnu lever indenfor disse Klubber,Forfatterenhar og suppleret med hvad der kunde skaffes tilveje ved Undersøgelser i Litteraturen og i Arkiverne. Resultatet er blevet en Bog, skreven med fransk Livlighed og fransk Klarhed, men som alligevel ikke gaar rigtig til Bunds i Æmnet. Vi faar ikke nogen egentlig Redegørelse for de sociale Aarsager, der førte

til Dannelsen af Le Compagnonnage, eller nogen antagelig Besked om, hvor Grunden maa søges til Adskillelsen i de tre Grupper, og vi savner Oplysning om Arbejderforhold, Løn o. s. v., altsammen noget, som vilde have bidraget til at give os et tydeligere Billede af det, den franske Haandværkssvend levede og stred for.