ÉMILE DURKHEIM. De la division du travail social. 2me édition. Paris 1902. Felix Alcan. (XLIV + 416 S., fr. 7,50).

I dette sociologiske Arbejde polemiserer Forf. stærkt mod Herbert Spencer, bl. a. i Spørgsmaalet Individets Udvikling som Samfundsmenneske. Det er ikke Individerne,sigerhan, oprindelig har dannet Samfundet, det

er fra givne Samfund at Individerne har løsrevet sig og udviklet deres egen Personlighed. Den historiske Udviklingerden, vi først finder en Horde, en begrænset Samling Individer, vi ikke kan skelne fra hinanden. Det enkelte Medlems Tænke- og Levesæt er kollektivt bestemt, bundet til Aarhundreders Traditioner, der har et delvist religiøst Præg og derfor er ret ukrænkelige. Der er mange smaa indbyrdes forskellige Samfund, men indenfor disse Samfund er der stor Lighed mellem Individerne. Udviklingen er da denne, at under Nødvendighedens Tryk tvinges Individerne til at løsrive sig fra det fælles Levesæt og det fælles Tankeeje. Jo nærmere Individet er knyttet til sin Stamme, des mindre er hans Individualitet, des mere ensartet er de enkelte Medlemmer af Stammen og des større Overvægt har det aandelige Fælleseje over Individets eget Aandsindhold. Lovene er i denne Periode væsentlig strafferetlige, med ret barbariske Straffe for dem, der krænker Sæder og Skikke. Men Typen udviskes efterhaanden: den tribale Type afløses af den provinsielle, denne af den nationale og denne igen af Verdensborgertypen, der er Udviklingens Maal. At en Type udvidskes, vil sige, at Fællesejet indskrænkes, at der er færre Forhold, hvori Individet er bunden af den kollektive Anskuelse; dette sker ved, at smaa Samfund smelter sammen i større; det ny større Samfund er mere heterogent og kan derfor ikke regulere sine Medlemmers Levesæt ned ti! det daglige Livs Detailler; man levner Individet en vis Frihed, men i samme Mon han har Frihed til efter Skøn at leve sit Liv, i samme Mon brydes Typen, hvis Forudsætning jo er, at alle lever ens. De smaa Samfund taber da det typiske, Fællespræget. Jo videre denne Bevægelse gaar. des mere udslettes Typen, og des mere udløses Individet. Det bliver vanskeligere med hver Dag. der gaar, at skelne mellem en Sjællænder og en Fynbo, vanskeligere at skelne mellem en Franskmand og en Tysker, fordi det typiske falder bort. Herved taber tilsyneladende Samfundene noget malerisk, Farven bliver ens, musegraa ; det faar sit

Udtryk i at baade provinsielle Skikke, Landsdragter og Standsdragter forsvinder. Men Variationens Rigdom forsvinderikke; Samfundstyperne forsvinder, skabes der en Erstatning ved en større Variering i Individualiteterne; hvert Individ rummer sine egne Tanker o% Domme, der vel i meget er samfundsbestemte, men dog forskellige for hvert Individ.

Altsaa: en Mængde indbyrdes yderst forskelligartede Smaasamfund, hvori de enkelte Individer alle ligne hinanden tendere til at falde sammen med den lokale Type, fordi deres Liv er kollektivt bestemt og traditionsbundet, efterhaanden til nogle færre mere ensartede større Samfund, hvori de enkelte Individer er meget forskellige, lidet traditionsbundne, fordi deres Liv ikke i saa meget er kollektivt bestemt.

I de første Samfund har vi Strafferetten, i de sidste
Civilretten som Lovgivningens væsentligste Indhold.

Samarbejdet mellem Individerne paavirkes af hvilken Art Samfund vi har for os. I det primitive Samfund er det »mekanisk«, ikke valgfrit, i det moderne Samfund organisk«; der er god Mening i Samarbejdet. Samarbejdet betinget af en Arbejdets Deling, ikke blot økonomisk, men ogsaa socialt. Naar hvert Individ faar sin egen Natur, faar han ogsaa sine specielle Evner, de gør, at han paatager sig specielle Samfundsfunktioner. Han forbinder sig — oftest ved Kontrakt —- med sine Medborgere, udfører sine Tjenester, medens de gør ham Tjenester. Jo simplere Samfundet er, jo mere afhængig en Mand aandelig er af sin Clan, des mindre samarbejder egentlig med sine Medborgere, fordi hver for sig gør det samme all-around-Arbejde. Jo mere Evnerne specialiseres, jo rigere Individualiteterne udformes, des mere deles Arbejdet — og des mere bliver et organisk nødvendigt. (Forf.s Terminologi er da denne: organisk Samarbejde er et Samarbejde, hvor to Mænd arbejde afhængige af hinandens Bevægelser, me-

kanisk, hvor Sammenhængen kun er det simultane og
det stedlige).

Vejen er en større og større Udformning af Individernes og en større og større Arbejdets Deling og derfor ogsaa en større og større bevidst Samarbejden. Det moderne Samfunds Medlemmer er ikke mindre afhængige af hinanden end det primitive, kun paa en anden Maade.

I det primitive Samfund var Individet afhængig af de fælles Anskuelser og Levesæt, i vort Samfund mere uafhængig, til Gengæld mere afhængig i sine erhvervslige i disse tvungen til at regne paa og lempe sig efter andres Arbejde. Samarbejdet i vor Epoke har mere et frivilligt og Hensigtsmæssighedens Præg, men er derfor ikke mindre stærkt.

Er dette nu godt, denne Bevægelse, hvorved Individet løsner sig ud fra Samfundet? Ja, her glæder det mig, at Forf. svarer: det er ligegyldigt. Lykken er at føle sig sund og stærk og handle som et sundt og normalt Menneskes er. Det at være til sund, og paa den Maade, det er ens Natur, det er Lykke. Dyrene kan være lykkelige. Kulturen er et Barn af Arbejdets Deling og Individualitetens Vækst. Nu er en Mand, hvis Virketrang er trænet, ligesaa lykkelig som den, hos hvem Virketrangen er vakt og tilfredsstilles. Forf.s Definition Lykken synes jeg er rigtig.

I sidste Afsnit paapeger Forf., at der er Ulemper ved Arbejdets Deling, men tilskriver dem væsentlig til at Arbejdets Deling og det deraf følgende Samarbejde mellemIndividerne er fuldkommen. Dette Afsnit er Bogens svageste, det er nærmest helt slet; her var en rig Mark for lagttagelse; indenfor Økonomien kan der siges meget mod Arbejdets Deling: den internationale Arbejdets Deling er ofte uheldig; den stærke Specialisering gør baade paa de fysiske og aandelige Omraader sin Mand til Monoman, og allerede Auguste Comte har jo lyst

efter en Videnskab, der kan sammenfatte alle SpecialundersøgelsernesResultat.

Forf.s Fremstilling er let skreven, underbygget med megen Læsning, men fuld af for mange Gentagelser. Hver Gang jeg læser en Franskmand tænker jeg paa, om ikke Sættertarifen i Frankrig er urimelig lav.