LUDWIG POHLE. Bevölkerungsbewegung, Kapitalbildung periodische Wirtschaftskrisen. Eine Betrachtung der Ursachen und sozialen Wirkungen der modemen Industrie- und Handelskrisen mit besonderer Berücksichtigung der Kartellfrage. Göttingen 1902. Vanderhoeck & Ruprecht. (92 S.. Mk. i ,60).

Denne Bog er en udvidet Gengivelse af et Foredrag, som Forfatteren holdt paa den evangelisk-sociale Kongres i Dortmund. Hovedsynspunktet er angivet i den lange Titel. Aarsagen til de periodiske Svingninger i Samfundsøkonomien i den Uregelmæssighed, hvormed den ved Befolkningens Vækst nødvendiggjorte Kapitalforøgelse foregaar, og i sin Fremstilling af selve Krisernes Natur lægger Forfatteren en større Vægt paa Befolkningsforøgelsens end det sædvanlig sker hos Kriseteoretikere. han naar til at fremstille sin egen Opfattelse, genneragaar han forskellige andre Forklaringsgrunde. Overfor hans Polemik med Hensyn til flere af disse og hans Behandling af hele Spørgsmaalet maa man lægge Mærke til, at han bruger Ordet Krise i en noget anden Betydning end den, som man i Regelen knytter dertil, naar man ved en Krise tænker paa et pludseligt Sammenbrud ved Falliter, Standsninger af Bedrifter o. s. v. Det, som han vil søge Aarsagen til, er den periodisk Nedgang i det økonomiske Liv, Mangel paa Beskæftigelse for Arbejdere o. s. v., ligegyldigt om denne Tilstand indtræder og ophører pludseligt eller lidt efter lidt.

Dette Synspunkt karakteriserer den udførlige og interessanteBehandling, han underkaster Karteller og Trusts og deres Betydning med Hensyn til Kriser. Dette Afsnit indeholder — trods enkelte Ensidigheder — saavel i sin Kritik af Kartellernes Politik som i sin Anerkendelse af deres Betydning særdeles gode Bidrag til Forstaaelsen af Kartelspørgsmaalet. Med Hensyn til Kartellernes Virkningi til Kriser er Pohles Hovedsynspunkt det, at Kartellerne gennem en sundere Prispolitik og en bedre Afpasning af Produktionen efter Forbruget, end den

rene Frikonkurrence muliggør, er i Stand til at hindre det pludselige og voldsomme Udbrud af en Krise i vedkommendeIndustri; netop den Omstændighed, at dette Maal naas derigennem, at de i Tide indskrænker Produktionen,naar er i Færd med at gaa ned, viser jo, at de er magtesløse overfor det, som er Hovedsagen:selve med den deraf følgendeArbejdsløshed. det hele mener P., at den saa ofte fremhævede »Planløshed i Produktionen« ikke i vore Dage spiller saa stor en Rolle som almindelig antaget. Produktionen følger paa mange og vigtige Omraader temmelig nøje Efterspørgselens Svingninger. Enkelte Fejl i Beregningen af Efterspørgselen efter Forbrugsartikler kan fremkalde partielle Forstyrrelser, men er ikke Skyld i de almindelige Depressioner.

Idet nu P. søger at paavise, at Tyngdepunktet i Svingningerne mellem livlig Arbejdsvirksomhed og Depression hos de Erhverv, der frembringer Produktionsmidler, han, at en bestemt Skelnen mellem de Erhverv, der frembringer Produktionsmidler og dem, der frembringer Forbrugsartikler, ikke fuldt ud lader sig gennemføre. viser dog den Statistik, han fremfører, og hvis Hovedresultater for øvrigt stemmer med tilsvarende statistiske hos de fleste andre Forfattere, der har behandlet Kriser og periodisk Arbejdsløshed, at de Bedrifter, hvis Arbejdertal i Særdeleshed forøges i Opsvingstider nedsættes i Nedgangstider, er dem, der producerer Kul, Jærn, Tømmer, Cement, i det hele de Produkter, der tjener Frembringelsen af Bygninger, Maskiner, Jærnbaner, Jordforbedringer o. s. v. At det særligt er de »kapitaldannende« Bedrifter, der er Svingningernes er som sagt et Forhold, der er bemærket af andre Kriseteoretikere end Pohle. Det særlige for ham er dels den Styrke, hvormed han fremhæver dette og skyder andre Synspunkter til Side, og dels den nærmere Forklaring, han giver deraf.

Befolkningsforøgelsen gør det nødvendigt ikke at

nøjes med i en given Produktionsperiode at producere hvad der i Perioden forbruges af Konsumtionsartikler og hvad der kræves til Erstatning af forbrugte Produktionsmidler;men Hensyn til den nødvendige fremtidige Produktionstilvækst maa en Del af Virksomheden gaa til at frembringe nye Produktionsmidler, at forstørre Fonden af fastgjort Kapital. Hvori ligger det nu, at der herved fremkommer et Misforhold? Midlerne til at tilvejebringe Forøgelsen af Produktionsfonden er Resultatet af Opsparinger,ogdisse altsaa nødvendige. Selve det, at der spares, frembringer ikke i og for sig nogen Forstyrrelse i den økonomiske Ligevægt, men Betingelsen for LigevægtensBevarelseer at den aarlige Opsparing er stor nok til at producere det fornødne Plus af Produktionsmidler,ogdels, der virkelig aarlig anlægges et lige saa stort Beløb produktivt som det, der samtidig opspares. Hvis der spares for lidt, hvilket bl. a. kan tænkes at ske, naar Arbejdslønnen stiger stærkt i Forhold til de Klassers Indtægter, som hovedsagelig besørger Opsparingen, maa der ske en Indskrænkning i Efterspørgselen efter Kapitalgenstande,Arbejderei herhen hørende Erhverv afskediges,ogden fremkomne Forbrugsnedgang skaber endvidere Arbejdsløshed hos Producenterne af Arbejdernes Forbrugsgenstande. I et saadant Tilfælde er Krisens første Aarsag altsaa ikke, som nogle Kriseteoretikere antager, Underkonsumtion, men tværtimod Överkonsumtion. Pohle anser dog ikke dette for at være Krisernes Hovedaarsag,meni til en Ytring af Schäffle ser han den væsenligste Grund til den periodiske Op- og Nedgang deri, at de to Akter, som hver for sig spiller deres Rolle ved den nødvendige Kapitaldannelse, nemlig i) Opsparingen eller Tilsidelæggelsen af Dele af Indtægtenog2) produktive Anlæg af den opsparede Indtægt ofte falder langt fra hinanden i Henseende til Tid, og dette hænger atter sammen med, at de, der sparer op, og de, der anvender de opsparede Beløb produktivt, i stort Omfang ikke er de samme Personer.

Paa en Periode, hvori den produktive Anvendelse ikke holder Skridt med Størrelsen af de opsparede Beløb, og hvori som Følge deraf Rentefoden synker, følger en Periode,hvorinetop lave Rentefod fremkalder EfterspørgselefterKapital produktive Anlæg, og denne Efterspørgsel kan saa gennem den stimulerede Spekulation stige saa stærkt, at Opsparingerne ikke er store nok til at tilfredsstille den. Deraf følger en stærk Stigning i Rentefoden,ogoven den kommer ProduktionsindskrænkningenogDepressionen. bærer i sig atter Spirer, til Opgang, idet den ringere Kapitalefterspørgsel, saafremt Sparevirksomheden ikke hører op. atter fremkalder en lav Rentefod.

Naar der lægges saa stor Vægt paa Tidsforskellen mellem Opsparingerne og deres produktive Anvendelse, kan det ligge nær at spørge om, hvad der i saa Fald bliver af de opsparede Beløb i Mellemtiden. Pohle besvarer Spørgsmaal kort, men ikke helt fyldestgørende ved at henvise til Indsættelse i Banker, Køb af Værdipapirer s. v. Svaret bør vistnok rettere gaa ud paa omtrent følgende: Opsparingen betyder i første Omgang en mindre Efterspørgsel efter det Arbejde, der frembringer Forbrugsgenstande, og i Stedet derfor fremkommer en ny Efterspørgsel efter det Arbejde, der frembringer Produktionsgenstande. saafremt der gaar en vis Tid mellem to Akter, er der i Mellemtiden en formindsket Efterspørgsel efter Arbejde, en mindre Produktion og Konsumtion.

Hvad der kan gøres for at modarbejde Virkningerne af de periodiske Svingninger, kommer Forf. ikke dybt ind paa, og allerede den Tid, hvortil et Foredrag maa indskrænkes,hindrer deri. Dog fremhæver han som et naturligt Resultat af sin Opfattelse, at Stat og Kommunesaa muligt bør henlægge Tiden for de Arbejder, som de skal foretage, til Depressionsperioderne. Rettere maa man maaske sige, at disse Arbejder saa vidt muligt

bør foretages i en Tid, hvor Opsparingen er rigelig og
Kapitalefterspørgselen ringe.

Der ligger i Pohles Fremstilling en interessant Forklaring af det periodiske i Op- og Nedgangen, i alt Fald en bedre Forklaring end den, der udelukkende vil støtte sig paa det rent psykologiske, paa Frem- og Tilbagegang i Lyst og Tilbøjelighed til produktive Foretagender til Spekulation; men som alle Teorier, der vil forklare alt ud fra et enkelt Synspunkt, har den selvfølgelig Ensidighed. »Planløsheden«, Mangelen paa en fast Plan i Produktionen af Produktionsmidler spiller sikkert ogsaa sin store Rolle ved Fremkaldelsen af det Tilbageslag, der følger paa livlige Produktionsperioder. Et er i al Almindelighed at producere Produktionsmidler, et andet at producere de forskellige Kapitalgenstande netop i det indbyrdes Omfang, som passer for den fremtidige — f. Eks. ikke at bygge for mange Skibe og for faa Jærnbaner eller omvendt. Netop fordi det er Fremtiden, det drejer sig om, er her et überegneligt til Stede, og denne Überegnelighed kan ikke tænkes helt fjernet ved nogen anden økonomisk Organisation de hidtil kendte. Under ingen som helst Organisation vil Produktionens Ledere med fuld Sikkerhed kunne regne sig til Fremtidens Behov.